Don't You Ever Learn? //Rose//

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Stilhed.
Stilheden fyldte de efterladte og støvede lokaler som dette gamle sted bestod af. Støv hang i luften som små fine partikler, der kun lige kunne skimtes i lyset fra månen som faldt ind af de mange vinduer der var på den lange gang ned mod afsnit A.
Stilheden lå som et tykt tæppe under støvet. Det krøb og snoede sig op af de lange gange og op af de hvide vægge. Greb fat i alt og indhyllede det i et tykt lag af noget der kunne minde om idyllisk ro. Men selv efter stilhedens beroligende trøst og omsorg, skreg disse vægge stadig deres historie ud om tortur og fanger som blev glemt og sultet ihjel i et forsøg på at ’kurere’ deres ’sygdom’.
Deres skrig rungede stadig igennem de mange sale og afsnit. Deres genfærd hjemsøgte dette sted og ville sikkert aldrig være i stand til at forlade det.

Men han var lige glad.. på trods af de mange rygter og dette steds blodige historie. Stod han nu inde I en af de mange celle-lignende værelser med den højrehånd i lommen og i den venstre holdt han en billedramme. Han sukkede let, og da hans ånde forlod hans mund, dansede støvet omkring ham, som var de vrede over denne pludselige forstyrrelse af deres ellers harmoniske fred.
Hans næsten sorte øjne granskede det billede som han holdt i sin hånd. Hans tanker langt væk i minder om personen som var derpå. Billedet var af en kvinde iført en hvid kjole. Hun dansede og hendes ansigt var lyst op i et bredt smil. Hendes lange røde hår i kontrast til den hvide kjole og hendes grønne øjne.
Han sukkede igen og løftede så blikket fra billedet og kiggede rundt i værelset han stod i.

Det lille celle-lignende værelse var malet hvidt og op af den ene væg stod der et lyseblåt skab. Under vinduet foran ham stod der en seng med den lange side op langs væggen. Sengen var pænt redt og et tykt lag støv lå oven på den hvide dyne. På gulvet lå der nogle få papirer og han vidste at hvis han kiggede i skabet ville han finde tøj som stadig hang på knagen og lå på hylderne. Det her havde helt sikkert været hendes værelse.. Igen fløj der billeder og minder gennem hans hoved og han kunne mærke hvordan håbløsheden, magtesløshed, sorg og vrede boblede op igennem ham.. Dette havde været hendes værelse.. hvor hun havde levet gennem nogle år.. dette havde været hendes midlertidige hjem.. men som så mange andre, fik hun ikke muligheden for at forlade dette sted…

Lidt der fra på en sti der havde ført derhen til kom en ung pige gående, ikke særlig høj faktisk, men hun havde den smukkeste krop og ansigt, dog skjulte hun det med det lidt for store tøj og tørklædet foran sin mund, samtidig med noget hår ned foran øjnene, nå ja hendes øjne, afspejlinger af 2 personligheder der gemte sig i denne unge krop.

Den første personlighed der kom af det blå øje, var elver pigen Rose, hun var den personlighed der næsten altid var ude, hun var en glad ung pige der dog blev forvirret nogle gange, og godt kunne være lidt glemsom

Den anden personlighed, var af det gyldne øje, der som når hun manglede blod viste sig at være rødt. Men hun var den frække lidt onde pige det gemte på en lang årrække angreb på mennesker. Hun gik under navnet Red

Men det var ikke fordi de to piger ikke var i harmoni, for det var de, de kunne føle hvad hinanden gjorde og sagde og nogle gange kom den anden til at sige hvad personen inden i tænkte.
Men nok om det, lige nu var det pigen Rose der var fremme, og hun dansede glad ned ad gaden, eller faktisk lignede det ikke en ordentlig dans, mere sådan noget for sjovt?
Men Rose stoppede op i det hun så den store lidt faldefærdige galeanstalt foran hende, hun havde aldrig været heromkring, og viste egentlig ikke hvad det var... Dog kunne hun se at der ikke rigtig havde været nogen her i lang tid, så hun besluttede sig stille at bevæge sig indenfor.

Døren knirkede stille da hun åbnede den og lyden gik gennem stilheden og forsvandt så igen. Den lille Rose trådte stille ind af døren og kiggede sig omkring først "hmm, hvad er dette for et sted" sagde hun stille, men ikke så højt hvis nu der stadig var nogen alligevel.
hun bevægede sig hen ad gangen og kiggede ind i nogle værelser. De var for det meste ens, nogle gange spejlvendt af hinanden andre mere beskidte og støvede end andre....men i princippet ens.
Rose stoppede op ved en dør der så ud til at være låst i første øjenkast... hun tog dog fat i håndtaget og det rød stille af...hvilket igen medførte en lille larm igennem stilheden...

//det er seriøst det længste jeg nogensinde har skrevet xD meget besværligt håber ikke der er flere alt for lange indlæg XD//

//du behøver ikke at skrive så meget xD den eneste grund til at jeg skrev så meget som jeg gjorde var fordi at det var en intro. ^^ men jeg skriver nok lidt langt a-og-til men det skal du ikke lade dig presse af. Du poster bare i din egen længde. Det er helt okay ^^//

Han stod endnu engang fordybet i sine egne tanker.. hun var for længst rejst væk. Gledet ud gennem hans fingre som vand i en si. Det var efterhånden nogle århundrede siden men han huskede det stadig. Følelsen af tråden som holdt dem sammen, blive kappet som en snor for en saks. Hendes sjæl havde forladt hendes krop den selv samme nat som han havde mistet kontrollen over sig selv og havde gået amok i en blodrus der var værre end alt andet her på jorden.

Han knugede hårdere om billedrammen og hans knoer blev hvide.
De havde dræbt hende.. hun havde ikke fejlet noget og de havde dræbt hende med deres sindssyge behandlinger.. Vreden boblede op gennem hans krop og overdøvede alle de andre følelser som han egentlig ikke burde have. Dog blev hans tanker imidlertid afbrudt af en lille lav lyd som rungede gennem de mange gange. En dør der blev åbnet? Der kom altså nogen? Han kiggede op og mod den åbne dør ud til gangen. Hvem kunne det være? Han stod stille og lyttede. Nogle minutter fløj forbi og så kom der endnu en lav lyd, som om noget blev rykket af.

”hmm…?”

Han rettede sig op og stillede billedet fra sig på det lille natbord ved siden af sengen. Hvem kunne finde på at komme her udover han selv?

Rose stod stille og så på det lille halv rustne håndtag der nu bare lå på gulvet, i det den havde landet havde den fået en masse støv til at blive hvirvlet rundt i luften hvilket førte til at hun 2 sekunder efter stod og hostede i en røgsky af støv. "ej hvor....klamt" hun prøvede at hoste det store lag støv hun havde fået i næsen ud, men kunne ikke rigtigt så det fik en kvælende effekt på hende der gjorde at hun lige så stille lod sig falde ned at sidde, stadig voldsomt hostende

Hosten? endnu en lyd som han ikke forventede at høre dette sted. et genfærd? eller bare endnu en intruder på dette sted. Han vente sig mod døren og gik langsomt ud på gangen. han stoppede da han stod midt ude på den lange hvide gang og kiggede så ned langst den. først den ene side og så til den anden. først så han intet, men hoste anfaldet blev ved og til sidst begyndte han at gå mod lyden. Hans højre hånd forblev i hans ene bukse lomme mens han gik ned ad gangen mod det der umiskendeligt lød som en pige der hostede... måske hendes spøgelse?

Hans gang blev langsomt hurtigere men ikke mere end at det virkede som et hurtigt men afslappet tempo. Da han drejede om et hjørne kunne han se en skikkelse som var sunket sammen på gulvet. hvem poker var det? det var ikke hende... lettere skuffet men uden at vise det gik han mod denne person som sad og hostede som en gal. dog sagde han ikke et ord. han stoppede bare og stod lydløst foran hende. hans mørke øjne hvilede på hende mens han ventede.

Rose blev færdig med at hoste selvom der sad et lille støvlag tilbage, men det meste var da væk... Hun havde heller ikke selv set den unge herre som var kommet hen ved hende, heller ikke hørt ham pga sin hosten. Hun rejste sig derved stille op og skulle til at gå lidt videre da hun så gik ind i en meget langhåret mand "uhm...undskyld hr" hun så op på ham, og det var virkelig op for hun var rimelig lav i forhold til ham

At hun ikke var blevet forskrækket over at gå ind i en mand, når det ikke var meningen at der skulle være nogen på dette sted, undrede ham lidt men endnu mere undrede det ham hvordan hun kunne tale så roligt.

Han blev dog stående da hun gik ind i ham og hans holdning ændrede sig ikke. kun en enkelt sort lok of hå gled ned foran hans venstre skulder.

"Hva laver du her..?"

Hans stemme var toneløs og på en måde fjentlig men samtidig var den venlig.. en lettere ulæselig undertone i de ord han brugte. Han var ikke helt sikker på hvorfor han stadig stod her og snakkede med en ellers ligegyldig lille pige.. hvorfor spilde sin tid?

Rose gik nogle skridt tilbage da han var så kold over for hende "ehm.. ligemeget" hun vendte sig om og skulle til at gå da hendes anden personlighed red gerne ville frem lidt...
hendes øjne skiftede så det gyldne blev det dejlig dominerende og det blå blev en mat kedelig farve.
hun vedte sig om igen og så på ham med et lidt ondt smil og hendes aura var helt anderledes "årh... du spørger hvad jeg laver her... hvad med dig selv?" hun lagde hovedet på skrå og så bare koldt på ham

Han stod stille og betragtede hende. Støvet dansede mellem dem eftersom deres bevægelser og deres tale udløste en lille strøm af luft som forlod dem og skabte forstyrrelse i deres stille position i luften.
Hans kunne ikke rigtig forklare hvad der var ved denne pige men hun virkede som om hun var stoppet op midt i sine teenage år. Som om hun bare mentalt var stoppet op før hendes alder og nu opførte sig som en der måske var… 2 til 3 år yngre end sin egentlige alder..

Hendes reaktion var heller ingen overraskelse.. det var tydeligt at denne pige havde mere end en personlighed.. ikke kun på grund af de tofarvede øjne men også de to vidt forskellige reaktioner. Han sukkede stille og for at berolige den lettere irritation som var begyndt at sprede sig gennem ham, tænkte han tilbage på det billede han havde stået og set på for ikke så længe siden.
”…… Jeg ledte efter noget..” svarede han så kort efter.. egentlig ikke interesseret i at fortælle om hans ærinde.

Red som den anden hed sukkede lidt "hmm... ok da hvis du skal være så negativ kan jeg da også bare gå" sagde hun så og gik hen i mod udgangen af dette sted, dog gik hun forkert og stoppede så stille op "hmm hvilken vej var det nu?" hun pustede lidt ud så der dog kom en støvsky igen "...ej føk" hun hostede en del igen

Da hun vente sig om for at gå, rystede han let på hovedet. hun var virkelig en ung og uerfaren en. gad vide om hun overhovedet havde fået nogen oplæring overhovedet? eller var hun endnu en af de der 'hjemløse' som ingen Sensei havde.. ingen læremester havde som kunne fortælle hende hvordan man overlevede og hvordan verden var skruet sammen..

Han sukkede let da hun begyndte at hoste. Hendes aura fortalte at hun var en form for 'undead' men helt 'død' var hun da ikke.. hun var stadig i stand til at blive irriteret af støvet i luften, hvilket bare indikerede at hun var en blandingsrace.. hvilket igen forklarede hvorfor hun ingen læremester havde..

Normalt ville han nok have taget sig af dette lille ynkelige væsen men lige præcis i dag var han ikke i humør til at skulle adoptere eller forsørge et andet lille væsen.
Han sukkede igen og slog så ud med armene. "Disse gange er bygget til at forvirre væsener hvis sind ikke er deres eget.." han kiggede kort rundt og så tilbage på hende.. "For min skyld kan du bare gå rundt og udforske her inde hvis det er det du lyster.. men medmindre at du får styr på dit sind.. finder du aldrig ud her fra.." Han smilede let. Det var ikke løgn. Alle gangene lignede hinanden på en prik, selv hovedøren lignede indefra, bare endnu en værelses dør. eller døren til spisesalen. hun var heldig hvis hun fandt ud på egen hånd.. heldig, eller meget dumdristig.

Rose stoppede op og gik tilbage til ham "hmm...ved du hvordan jeg kommer ud igen så" sagde hun stille og lagde hovedet på skrå "eller må jeg holde dem med selvskab" hun smilte venligt til ham for at vise hun ikke var så...ja hvad han nu end tænkte om hende...

"det er ok hvis de ikke vil...så skal jeg nok selv prøve at finde ud herfra"
sagde hun stille stadig med smilet på læben for så at hoste lidt igen

Han sukkede let og kunne ikke lade være at smile lidt..
da hun kom tilbage til ham og rakte en hånd ud og lod den hvile oven på hendes hoved for en kort stund.. hun var ikke andet end et lille barn.. Hans eget bekymrede og triste sind løftedes lidt men han huskede stadig hvorfor han var her.. og hans udtryk blev atter en lille kende dystert..

Han fjernede hånden fra hendes hoved og nikkede. "det er op til dig om du vil ud eller blive.. Men jeg har nogle få ting jeg er nød til at gøre mens vi er her.. så længe du ikke går i vejen kan du komme med.."