Firefly, firefly give me your light //privat=Gabriella//

Sted: Forêt- skoven
Klokken: lidt over midnat
Omgivelser: mørkskov, en lille åben plads med ildfluer
Verjet: Koldt
Påklædning: En rødlig nederdel og en sort hætte trøje. Håret er sat op i to flætninger (se avatar)

En skikkelse sad op af et træ dybt inde i skoven. Denne skikkelse tilhørte en ung kvinde/pige ved navn Michi. Hun var nu ikke helt normal ,da hun ikke længere var menneske. Hun var en engel og havde været det i snart 300 år men hun følte sig ikke særlig speciel da hun ikke havde fået hendes vinger indnu.
Hun sad og kiggede på de mange ildfluger som fløj rundt om hende "ildfluger, ildfluger giv mig dit lys" mumlede Michi, det lød lidt som en besværgelse men da hun var barn og menneske havde hun lært at vis man sagde de ord foran en ildfluge ville man få held og glæde. Selvom det nok ikke passede havde man da lov til at prøve.

Gabriella kom gående. hun samlede ildfluerne i en krukke så hun havde en lygte. hun nynnede glad. hun satte sin ildflue lygte op af et træ og satte sig. hun sad med en trøje og syede. hun så på en skitse i en bog. "Hm.. jeg mangler fjer" sagde hun

Michi hørte noget eller nogen sige et eller andet så hun rejste sig op da hun ikke vidste om denne person var en ven eller fjende. Der gik ikke langtid før hun fik øje på en ung kvinde som var i gang med at sy. Væsken/blodet i den unge kvindes krop tilhørte et menneske. Den unge kvinde vækkede en nysgerrighed i Michi så hun bevægede sig langsomt hen til hende
"godaften" sagde Michi og smilte venligt som hun altid gjorder. "Hvad laver du ude så sent?"

åh hej, jeg sidder og laver på en af.... min fars gamle trøjer" sagde hun. det sidste sagde hun med sorg. hun lå trøjen og lukkede bogen. hun lå en hånd mod sit ansigt og med et rystede hun. hun græd ned i sin hånd. nogle af hendes tåre ramte hendes ben. hendes hår dækkede hendes ansigt

Michi satte sig på hug foran Gabriella og lag forsigtigt en hånd på Gabrielle's skulder. Hun viste ikke om det var nogen god ide at spørger, da hun nok allerede vidste svaret , men uden at hun tænkte over det åbnede hendes mund sig og ordene kom ud " er han i en anden verden?" spurte hun lavt, næsten uhørligt.

det har mine forældre været i 9 år nu" sagde hun trist

"9 år siden? det er langtid , men du skal vide at de er et bedere sted nu" sagde Michi med en beroligene og lav stemme. Dog var det ike sikkert at det bille hjælpe men hun ville ikke spørger om hvorfor de døde, da spørsmålet kunne være for smertefuldt. Michi lag armene om Gabriella og knuede hende blidt og trøstene ind til sig. "Shh, det skal nok gå" sagde hun

jeg ville ønske at den varulv tog mig istedet for mine forældre, min søster behøver dem" sagde hun

"din søster? , jeg er sikker på hun er glad for at have en søster som dig" forklarede Michi "men det ville jo heller ikke være bedere vis varulven havde taget dig, " sagde Michi og var enlig overrasket over at dette menneske havde set en varulv og havde overlevet.
"tror du på overnaturlige væsner udover varulve?" spurte hun og satte hovedet på skrå. Hun tænkte på hendes egen race, mon hun kendte til engle?

ja jeg kender til andre racer, jeg har stødt på vampyre, og demoner" sagde hun

//kan du please ikke skrive lidt mere? //

"De er ikke de eneste væsner, som du nok allerede ved " sagde michi og smilte "der findes også, elvere og engle " hun havde dog aldrig set en elver da de mest gemte dig i skoven.
"jeg er intet menneske, eller i hver fald ikke mere" mumlede hun, selvom at hun var en engel, kunne hun ikke få hendes vinger ud. Det gjorder for ondt, da de på en måde sad fast inden i hende.

jeg ved godt at der er flere racer, men har aldrig set andre" sagde hun. hun tog et billede af en dreng og smilede glad. "Hvad mon han laver nu" mumlede hun, og knuede billedet ind til sig. hun rødmede lidt ved at tænke på ham. hun rystede så på hoved.

/skal jeg nok/

"hvem er det på billedet?" spurte michi, og pegede på det lille billed, som Gabriella knuede ind til sig. Hun satte hovedet på skrå da Gabriella rødmede svagt.
Hun havde selv ikke nogen tæt på sig, i hver fald ikke længere. Men det var hendes eget valg, hun fik sjældent venner selvom hun var venlig og hun ville helst være alene, da hun var bange for at stole alt for meget på fremmede mere.

det er en dreng jeg kender, han er mega sød" sagde hun og smilede. "Hans navn er crisker, han er en demon" sagde hun og rødmede. "Hvorfor rødmer jeg hver gang jeg tænker på ham" mumlede hun