Heat or cold, i´m outta control and wanna escape.. __ Nanase / Privat __

Sted: Udenfor en slavebutik i Esclaves
Tid: En dødeligt smuk formiddag
Dato: D. 7 November - Vintertid
Vejr: Frost, vindkulde og lidt sne fra de hvide skyer
Omgivelser: Slaveherrer med piske i hånden, slaver enten siddende på knæ eller liggende, forfrosne og uden det mindste smule ordentlig klæde om kroppen

Isen blev knust af det par knæ, der stødte imod den, med sådan en kræft at sneen sprang til siden. Hænderne forfrosne og stive af kulde, stødede fra at hendes ansigt skulle mødes med den isne stivfrost, under den bløde sne. Manden bag, Maisuke, gryntede hånligt og sparkede med sine kæmpe militær-altid-holdende-støvler. Den flade sål gnugede imod hendes ryg, modbydelige og hånlige grin, stammende fra de omkring gående købere, der dannede et helvedes provokerende ekko. Maisuke havde lyst til bare at rejse sig, flå alt tøjet af fedtbjerget og bare skynde sig væk. Menneske, et elendigt ophold hos Di Morgas Vest-egn og nu slave? Hvad fanden var der sket, for de 2 minutter siden havde hun været ude som en normal pige, hjemløs og fattig, men med et muntert og provokerende smil. Nu lå hun forslået og mørbanket, grinet og hånet af, fingrene pegende imod hende og en helvedes masse rabalder om køb eller salg. Seende på det brune hår der nu var så pjusket, at enfinger ville få hende til at løfte hovedet, af smerte fra den tot hår der har samlet sig som en krog.
"Av for helvede dit fede læs fedtkomsammen!" Træt af den endeløse latter, rejste Maisuke sig og hev sig fri af den pisk, der gik om hendes mave. Sur og træt, sulten og tørstig, men ikke så svag at hun nogensinde ville lade ordrer gå igennem, fra en oppustet fat-ass. "Hvad fanden?!" Gryntede og snottede slavehandleren. "Hvem fanden har givet dig lov til at gå imod?!" Han slog ud efter hende, ubemærket af de mange øjne, enten fyldt med samme grådige blik efter vold som slavehandleren, eller fyldt med en skjult medlidenhed, få men stærke imellem den store mængde.
Uimponeret af den sorte pisk, nåede hun lige at få et smæl over armen, inden hun fik undviget og blandet sig med den store mængde væsner. Frygten hobede sig kun op indeni. Forskræmt og de endeløse tanker om fangeskab. Hun vidste hverken hvad der var til den ene eller anden side, så for hende, var det at kunne løbe, at overleve. En broncemønt faldt på jorden, ingen hørte dette, ingen gad tænke på det. Den var værdiløs, for det ædlere selvskab. For det normale og fattigere menneske eller andet væsen, var dette en frelser, en elskelig genstand, en gud man kunne bytte for mad eller drikke.
Maisuke ville dø hvis hun standsede, hvis hun var heldig, bare solgt til en endnu grådigere og sindsyg slavehersker. En hånd faldt på hendes skulder, rykkede hende tilbage, hun faldt. Bagdelen ramte isen først, derefter hænderne, så ryggen og til sidst det ubeskyttede baghoved. Hvem var det? Hun vidste det ikke. Ligenu var eneste hun kunne skærpe, en sort overflade, et smalt omrids og intet andet. Latteren udefra tog over hendes sind, det eneste hun hørte inden bevidstheden slog fra, var den kolde is der krøb op fra ryggen, til maven, så videre til ansigtet og resten af lemmerne. En flertallig latter og et smalt billed, af en sløret pige, ik så meget ældre end hende selv.

Omgivelserne var blevet ændret, fra at have været på Esclaves for få timer siden, til nu at sidde i det specielle og næsten gådefulde palæ, med dens unikke udstråling af varme rødlige, grå og sorte farver. I næsten alle andre tilfælde ville disse farver vække alarmerende sanser, frem i hvem end der så dem, men måden de var blevet sat sammen på gjorde næsten stedet imødekommende. Til venstre for den brændende kamin, var det store vindu hvor af man kunne se ud til den næsten umenneskelig kønne have, der dog i dens pragt bar små usynliggjorte tegn på sorg. De blodrøde roser var som små glimt af håb, i den mørke men stadig smukke have.
Nogle trin blev hørt komme næsten farende, fra den øverste etage, nemlig udkigstårnet. Nanase som nu havde siddet på sofa'en foran sin intet anende gæst, så lettere kedet ud. Dagens hændelse var ikke noget hun havde planlagt, hun havde bare gået sin sædvanlige tur for at give slaverne falsk håb, håb om at de faktisk kunne få sig en bedre tilværelse med hende som herre. Et blidt grin undslap hendes rosalæber, når dagen var slut vidste hun jo godt hun ingen af dem ville have. Hun blev revet ud af sine tanker, da de løbende trin stoppede op foran hende. Et halvlangt glas med mørkerødt væske blev lagt foran hende, Nana's blik så på det tydeligt med ingen interesse. Tjeneren kunne ikke gøre, andet end at bevæge nervøst på sig før han hurtigt sprang i løb mod de øverste etager igen. Som om en drik vil hjælpe? Hendes blik faldt igen på pigen, pigen hun havde købt, pigen der nu VAR i hendes vartægt. Den vartægt så mange andre ville dø for og måske var det, det der plagede hende? Nu skulle hun faktisk til at "tage sig af" sin slave. Hun fnøs, dog var hendes blik roligt, ja næsten varmt, slaven her havde fanget hendes opmærksomhed med sit mod, eller dumdristighed.
Hun satte hovedet let på skrå, "Vågner du ikke snart op lille ven? og ser den nye verden du er i." Hun grinte mildt og sippede til sin drik.