la dernière rose (Nanase privat)

Sted: en ensom gyde i alles.
dato: 2/11
Tid: 11:34
Vejr: klart vejr med skyer, der stille drev over nattehimlen, der var malede i mørke farver. en stille kølig vind, fejede med mellemrum igennem gyden.
Omgivelser: skæve gamle forfalde huse på begge sider af den smalle vej, med de mørke brosten, der ligger hele vej ned igennem gyden..

gyden lå mørk hen, som om den vidste hvilket ar, den viste af sig selv. for det var kun et ar, der var tilbage af de skæve brosten, hvor af flere var revne. af de gamle huse, der stod på begge sider, som var de ukrudt, der var skudt op af den bar jorden. de lænede sig faretruende ind over den lille gyde, som kunne de vælte hvert øjeblik. de røde tagsten, der i nattens favntag var farvede sorte, bar store revner eller var knuste. nogle til ukendelighed. de mørke murvægge, der virkede mørkere i natten. bar flere års spor af mug, der som en grim blomst, voksende udhæmme op ad. lugten af råddenskab og urin, fyldte gaden med sin ækel stank af forsømmelse og fattigdom. på den ene murvæg blinkede svagt en gammel rusten lampe, i håb om at holde det mørk, der altid lå som en evig skygge i disse gader, væk. et stykke der fra, kunne svagt anes omridset af bleg skikkelse. der holdte sig på kanten af det flimrende lyse.
der engang imellem gled over og afslørede et mørk jakkesæt, der viste med alt tydelighed, at denne person, ikke stammede fra gyderne. også selvom ukrudt kunne få blomster. skikkelsen lagde stille sit hoved til den ene side, så kanten af det blonde halv lange hår, ganske let rørte kanten af skulderen. et bleg smil lå omkring de tynde læber. og et skær kunne ses i mørkeblå øjne, der i mørke virkede mere sorte. de blege hænder med de lange finger hang ned langs siden. rundet om den tynde hals lå halstørklæde af fineste kvalitet, der ligesom resten af tøjet var holdt i helt sort. for ikke at vække opsigt i lygternes skær. han var stoppede kort for at nyde stilhed et øjeblik. en stille stilhed før stormen..

Et skrig blev hørt, en mand, kom løbende imod de mørke gyder, man kunne se blodet han havde på sig, dog var det ikke hans eget. Gråden gennem hans skrig kunne tydes, frygten i hans øjne var stor, han så sig tilbage som var djævlen efter ham, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Nanase kom gående med forsigtig skridt, hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt den krympende skikkelse, "hvis bare du havde givet mig din datter som afbetaling", hun smilte åbenlyst moret af hans i starten mod til at redde sin datter. Nana's marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af, "så ville jeg ikke være nødtil også at dræbe dig", hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den anden hånd var han op i luften, hans skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, det var ikke sjove længere. Hun sukkede trist og kastede ham til jorden, hvor nogle skygger opslugte ham, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, er natten ikke stadig ung?, hun grinte let, hun ville sagtens kunne finde mere sjov.

skrigenes genlyd ned igennem gaden, fik et øjeblik et smørrede skævt smil til at glide ned over Jullians blege læber. før han vente blikke i den retning, skrigene var kommen fra. skriget der kunne lyde som kom de fra selveste det inderste af helvede. hans nysgerrighed var vakt og med elegante, lette, næsten lydløse skridt, forlod han det det matte lys, der en sidste gang lod sit blinkene matte lys glide over ham, før det med et suk slukkede sit lys for evig, som have mørket endelig vundet over det. selv forsatte Jullian kun i retning af stedet, hvor lyden havde lydt. med en enkel, ganske svagt håndbevægelse, sendte han noget ud af mørke i forvejen. noget der kort kunne ses op af den mørke væggen som en skygge. han lukkede et sekund øjne. følte kort en rædslen, som vinden bar et stykke med sig af.
det lovede godt.. denne mageløse rædsels, der fik en svagt smil.
han begyndte langsom at gå vider, mens skrigene blev højre og højre.
mørk fulgte langsom efter ham, og hans øjne begyndte med en glød at blive mørkere og mørkere. et skævt smørrede smil satte sig på de smalle læber, mens han iagttog scenen foran sig. den unge kvinde med den marmor hvide hud og det mørke hår. der legede katten efter musen med en mand, hvis ansigt, han ikke kunne se, der han stod bag den unge kvinde. Jullian lænede sig tilbage imod muren, og nyd det han så foran sig, som var det et teater stykke. i det samme kastede den unge kvinden manden, før mørke opslugte ham, mens det sidste af hans skrig dukke.
den skygge, han havde sendt af sted ved hans side.

"Ahh, gjorde jeg det nu også for hurtigt af med ham?" morskaben var tydelig i hendes stemme, det var ikke første gang en sådan scene havde udspillet sig. Nana så lidt på den stadig lettere blodige hånd, men ikke med det før så fascinerede blik. Blikket nu sagde ikke mere end kedsomhed, uden stor omtanke strak hun sin hånd ind i den nærmeste skygge, hvorefter hun trak den ud igen, næsten ligeså skinnende ren som før hun var påbegyndt sin lille leg. Nanase havde uden problemer lagt mærke til den nye tilstedeværelse, og hun kunne ikke lade vær med at føle et hint af nysgerrighed, dog kunne det ikke ses. Hun pustede forsigtigt til det silebløde pandehår, så det skjulte venstre øje kunne ses. Det lignte uden tvivl det andet, der var bare en stor forskel. Istedet for en pupil havde hun en femkantet stjerne, med det tågede sølv omrids. Hun skuldrede blidt til skyggen den fremmede var i, "Nød du stykket, på første række?", hendes smilhuler blev markeret, lyset hendes skikkelse afgav kunne få folk i tvivl om hvad hun var. Hun satte hovedet på skrå og så på den fremmede, det var her hendes specielle øje kom ind. Hun havde ingen problemer med at se forbi skyggen og direkte på ham, tværtimod var det som om hun fotografisk gemte hver en detalje af hvad hun kunne se. En lettere drejning og hun stod overfor ham, det lå i luften. Dæmon? Hun kunne dog ikke komme sig over elegancen han bar, det var ikke typisk for hende at se en dæmon.. Så karakteristisk?

"jeg nyder altid en forestilling fremført af kvinde" Isaac fulgte hende stille med sit mørke blik, mens et velanrettet skævt smil begyndte at spille omkring de blege læber, der hun begyndte at bevægede sig over imod ham. han havde ikke været så længere i denne by, men han havde været her længere nok til at vide at her stolede man ikke på nogen, for alle kunne være ens fjernede. selv den lille skabning her, med disse fascinerende øjne og det silkebløde hår. Isaac lagde stille sit hoved til den ene side. en ting han altid gjorde, når han følte nysgerrighed ved noget eller nogen. han havde ikke lyst til at afbryde stilheden, der langsom var begyndte at herske igen, efter mandens skrig var holdt op. Isaac lænede sig kort op af muren, han stod ved. lagde elegant armene lagt over kors og så med nysgerrighed blik på den unge kvinde.

Et smil kunne tydes på de rosa læber, så også Nana's smilhuler blev markeret, på den mælkehvidehud. I nattens mulm og mørke, lyste hendes elegante og lettere ranke skikkelse op i mørket. Dog kunne ord ikke beskrive hvilken følelse hun fik, når hun mærkede de mørke skygger omsluge hende, for kun på dét tidspunkt følte hun sig som en del, af det mørke hun hele sit liv havde været med til at skabe. Nanase's øjne gled forsigtigt hen over den fremmede, slugte og spyttede ham ud igen. Han vakte en ny fascination frem i hende, en ny interesse? eller mon det bare var ren nysgerrighed viste hun virkelig ikke. Hun så imod himmlen, med et næsten skævt dog godt skjult smil, "Har du i sinde at give dig til kende?", hun rettede sit betagende blik imod ham, med hovedet let på skrå.