The rat and the prince //privat - fortsat//

Alvar klemte øjnene sammen og lyttede, bare lyttede denne gang. Han var alligevel ikke en person af mange ord, og det han lige havde sagt, var nok det længste han havde sagt til Lucas. Hænderne ved Lucas' mave rystede svagt udelukkende på grund af frygt, og de første ord føltes som gift, da de ikke kunne afgøre hvad udfaldet af alt dette ville være. Ensom, ensomheden, han var den, og havde altid levet i midten af den. Men lige nu ønskede han den for alt i verden ikke! Han ville væk fra den, rive sig løs fra den, og hvis Lucas forsvandt ville den aldrig forsvinde. Men udover det var der også noget andet der fik maven til at snøre sig sammen i angst: varmen i kroppen som kun denne ældre vampyr havde fået frem, nervøsiteten ved hver bevægelse denne lavede, besættelsen af at måtte høre hvert enkelt ord denne sagde. Hvis dette blot havde været en frygt for at blive ladt alene, ville tanken om at give slip på Lucas og lade ham gå, ikke være lige så smertefuld!
Som ordrende begyndte at give en samlet mening for Alvar, befriede han en tilbage holdt vejrtrækning som han ikke havde indset han havde holdt tilbage. Han bevægede sin ene hånd op langs Lucas's hud, kildrende, og blidt, indtil at den lagde sig på brystet af den ældre vampyr. Og da spørgsmålet kom om han ville have ham? Om han ville gøre Lucas til hans, åbnede han stille de rød glødende øjne. Der var ingen der vidste om dette ville føre til lykke... men hvad førte i grunden til lykke?
Alvar lukkede endnu engang øjnene og gav Lucas et kærligt klem inden han talte:
,, Vær min... ", sagde han stille, som ville ordrende forsvinde, hvis de var mere en blot en højlydt hvisken!
,, Vær alting... vær min lærer.. min elsker .. min fader og min moder... mine søskende, og mine kusiner og fætre... Vær...", hans stemme knækkede kort over og den unge dreng pressede panden lidt hårde ind imod Lucas.
,, Det.. det er ikke et spørgsmål om jeg vil have dig.. men at.. for mig er du allerede alle de ting... ", han gav ham endnu et klem.
,, Det egentlige spørgsmål er om du vil have mig... jeg kan ikke noget... jeg kan ikke give dig noget... andet end det jeg føler for dig, og så mig selv...".

Lucas stod helt stille. Han anede ikke hvad han skulle sige. "Du ved hvad du går ind til" Mumlede han forsigtigt. "Jeg går direkte imod Malakel, og jeg vil bringe død over ham og hans slags, jeg er gammel soldat, så du ved vel at jeg dør i kamp, og ikke bliver gammel med dig." han smillede bredt. Hvorefter han lod en hånd ligge sig over Alvars, foldede fingrene om den, og trak den et stykke væk fra maven, og vendte sig forsigtigt ud. "Men i nat bliver jeg her, og du skal da vide at du ikke bare er et projekt" Han smillede og strøg en hånd over den unges hår. "Du er liv" Lucas læber skiltes i et smil, og smilet skiltes igen da hans læber blev trykket imod Alvars næse, drilskt, drengen var jo helt ude af den, så lidt opmuntring kunne han vel godt trænge til. "Hvis jeg dør... Så skaf mig en pæn kiste" Han håbede dog ikke dette blev tilfældet, men han vidste, at planen var farlig, og at Alvar nok ikke vidste hvordan man bragte vampyrer tilbage, vampyrer vagtes normalt tilbage ved at fortærrer en anden vampyrs sjæl iform af at drikke deres blod tør. De fik en kort stump mørk magi der gjorde dem midlertidigt levende, og da skulle blodes så drikkes. En anden vampyr måtte drikkes tør. Lucas smillede. Hvor var han dog sentimental? Naturligvis kunne en leder som ham, aldrig falde i kamp. Eller på nogen anden måde for den sags skyld. Hah! Latterligt!

Alvar lyttede endnu engang og lod sig tavst fjerne fra den omfavnelse han havde fanget Lucas i, dog klemte han en ekstra gang omkring den ældre vampyr inden han lod sine fingre blive fjernet og stod da overfor Lucas. Tavsheden fandt ham igen, og blikket veg fra de isblå øjne han ikke turde se ind i. Det var pinligt, så mange ord der var blevet slynget ud i luften, og alligevel fejlede han i at huske dem, lige præcis som han skulle møde Lucas' blik. Det var skam ikke fordi han ikke følte dem, han følte dem helt ned til sidste del af hans spinkle væsen, men.. måske var det fordi han følte dem for meget at han havde svært ved at møde Lucas' blik?
Tanken om at Lucas skulle dø satte en evig frygt i gang i kroppen på den unge dreng: døden... den slikkede en i nakken hver nat man åbnede sine øjne til et nyt og kunstigt liv. Alvar var blevet født død, så hvad havde døden egentlig af betydning for ham? Ikke noget.. det var hvad han havde troet, men da dens kolde kløer truede med at tage Lucas en skønne dag, blev den til hans værste fjende. Der gik en svag skælven igennem den unge vampyrs krop som han kunne mærke de lyse læber presse imod hans næsetip. Han klemte øjnende sammen i refleks og veg en smule tilbage da han fandt at det kildede. Han åbnede dem dog efter det sidste Lucas sagde, og indså at det at råbe at Lucas aldrig ville dø ville være naivt, og alt for småbørns agtigt. Han måtte vende sig til tanken, om at han måske også en dag ville dø. Men så længe Alvar kunne gøre noget, ville han ikke lade Lucas dø!
Han så op på Lucas, uden at sige noget, selvom at der lå en cirkulerende sørgmodighed i de glødende røde øjne. De sorte pupiller var normale og mandel formede, det eneste i Alvars ydre der besad farve og personlighed var øjnene. Han så derefter væk, og nikkede bare. Tydeligvis stadig oprørt da hans hænder og skuldre stadig rystede.

"Ssh." Lucas tyssede på ham, og strøg forsigtigt over hans kind. "Se positivt på det, hvis jeg dør så arver du min formue" Han smillede, kun for at berolige drengen. Tanken om død huede ham ikke, men han vidste at den ville komme. Måske inden næste jul, måske snart. "Og jarh... der er jo måder man kan komme tilbage, men skal vi sige dem lærer du sammen med at binde dit slips?" hans læber skiltes i et smil, og en mellemting mellem et fnist og et grynt kom fra ham.
Lucas krammede ham tæt ind til sig, undrede sig kort over hvordan det kunne være at drengen betød så lidt for ham. Hvordan han kunne bilde sig selv ind at han elskede ham. Hvordan han løj for ham. Hvordan han kunne få sig selv til det. Men en lille stemme, en stemme der mindede alt for meget om Amandas sagde, et sted langt tilbage i hans hoved, hvor det var flere år siden han sidst havde bevæget sig ind, et sted bevokset med minder i spraglede farver, og følelser der ikke blot drejede sig om magt og prestige. *Men Lucas... Du føler jo noget for ham...* Lucas ignorerede det. Men han havde hørt det, og man kunne ikke lukke ørerne.

"Nå... Du må hellere se at komme i seng, vi har en lang dag foran os i morgen" hans stemme havde mistet enhver form for varm undertone, og var nu den Lucas som havde startet hele dette her. Ren forretning.

Alvar rynkede brynende, da han ikke fandt sætningen spor morsom. Ganske vidst havde han en instinktiv lille stemme i hovedet der sagde: ja! Ja vi kan få penge! Hvis vi dræber ham nu, kan vi få alle pengene!! Gehehe! - men Alvar skubbede den automatisk væk. Penge var ikke alting, det var ikke det her! Desuden hvis Alvar havde haft penge, lærdom og magt, ville Lucas så overhovedet have bidt mærke i ham, ville Alvar havde ladet sig redde? Og var han kommet her.
Man kunne se en antydelse af et smil men kun ganske svagt, i det Lucas smilede og gav noget som end ikke Alvar kunne placere som et fnis eller et grynt. Men alligevel fandt det lette røde farve til bage til hans ansigt, og lagde sig let over hans kinder og næse ryg. Ligeså blev den stærkere som han blev krammet af Lucas. Først gav han noget der kunne minde om et overraskelses: huh?! og et svagt støn, men som han stod i selve omfavnelsen, blev den røde farve let formindsket og Alvar smilede svagt for sig selv imens han lad arme lukkes om Lucas' ligeså. Den unge dreng lukkede øjnene og stod bare stille og lod sig overdække af Lucas' duft og væsen, indtil at denne talte i en tone der syntes fuldstændig forkert i forhold til den omfavnelse de var i. Alvar trak sig meget hurtigt derefter, nikkede kort og bevægede sig automatisk hen til sofaen, hvor han begyndte at knappe vesten og den nu igen beskidte skjorte af.

Lucas betragtede Alvar, hans blå øjne nedstirrede ham som han klædte sig af. "Hvad har du gang i?" Hans stemme var højere end normalt. Med faste skridt, der ikke larmede synderligt, nu hvor han var barfodet. Bevægede han sig imod Alvar. Indtil han stod overfor ham. Kun iført silkebukser. Men dette forhindrede ham dog ikke i at sætte sig i position. Han følte sig ikke mindre mægtig af denne grund. Hans ene hånd var oppe fra siden så hurtigt at den blev tværret ud i lyset. Greb fat om drengens hår, oven på hovedet. Den anden blev hevet en smule langsommere og pegede mod soveværelset. Knipsede. Et højt skingert pift kom fra Lucas læber. "Du sover ikke her. Regel nummer 1. Kend din plans." Lucas læber skiltes i et smil. "Din plads er ikke som min hund, eller de andre slaver. Du er mit alt. En sofa er altså ikke godt nok til dig. Forstået?" Da han udtalte det sidste ord strammede han grebet om hans hår. Kort. Hvorefter han slap og begav sig imod værelset. Lod døren stod åben, og fejede glasskorerne ind under sengen med foden. Hvorefter han tog fat i dynen og hev denne tilside.

Alvar stoppede brat ved lyden af Lucas stemme og de ord der blev sagt. Lettere forvirret vende han hovedet imod ham: skulle han ikk-..?! Alvars tanker forsvandt som dug fra solen, og de mandel formede pupiller snørede sig sammen i frygt da Lucas gik imod han med hurtige skridt. Det næste han kunne mærke var at Lucas havde taget fat i hans hår, og en øredøvende pift nåede Alvars ører, og han klemte øjnene sammen, delvist for smerten fra at blive taget hårdt fat i håret og delvis fra det høje pift. Han åbnede dem dog bagefter og førte en lille del af læben ind imellem hans tandsæt for at bide i den som for at udholde det lidt mere. Hans hænder rystede svagt idet han havde lyst til at række dem op og prøve at fjerne Lucas' greb om hans hår.
Et sted varmede det at høre at han ikke bare var en slave, men at det kom på denne måde fik ham til at tvivle på hvor godt det i sidste ende var! Da han endelig blev løsladt, og Lucas havde vendt om ryggen, kunne det ikke gå hurtigt nok med at gribe sig til hovedet og holde en jammer inde! Efter nogle sekunder med at bide smerten helt i sig, så han hen imod den åbne dør og kunne mærke maven sno sig sammen. Han tog en lettere dyb indånding inden han gik derhen imod og ind i det mørke soveværelse, og lukkede døren efter sig. Han bevægede sig næsten lydløst hen til den anden side af sengen og begyndte der at klæde sig af: så den slanke elegante krop blev afsløret. Alvar greb derefter fat i dynen i hans side af sengen, for derefter at kravle ned under den som en killing ville kravle ned under et tæppe. Han lagde sig let sammen krøllet, og prøvede et øjeblik at fatte hvor han lå, at han denne nat ikke lå i en kold papkasse nede i gyden, og lod sig kysse i nakken af kulden.

Lucas lagde sig i sengen. og hev dynen omkring sig. Han lå der i lidt tid og trak vejret ind. Hvorefter han møvede sig lidt nærmere drengen, lå stille lidt endnu. Og da lagde han sig om på siden, den ene hånd strakt op over hans hoved, mens den anden lagde sig rundt om Alvar, smøg sig omkring hans bryst og mave, og fingrene greb forsigtigt fat om hans skulder. Lucas lukkede øjnene. Rystede hovedet en enkelt gang, og håret rev sig løs, ganske forsigtigt, som dun lagde det sig omkring hans ansigt, et blond svagt slør. En mellemting mellem kort og langt. Lucas lukkede forsigtigt øjnene. Og som en af de sidste helt vågne handlinger han foretog sig, kyssede han Alvars nakke. Gabte. "Sov godt" gumlede han, hvorefter lige så stillede indstillede sig på søvnen. Hans muskler slappede af, åndedrættet blev en smule langsommere, og øjnene gled i. Lucas huskede sidst han var faldt i søvn sådan her. Han havde været skuffet, på hans bryllupsnat havde en håbet på... ja, lidt mindre søvn, sådan kunne det måske nemt siges. Men i nat, 200 år inde i ulivet, var denne tanke forlængst fortrængt.

Alvar lå helt stille næsten som om at det at gøre den mindste bevægelse ville udløse et jordskælv, den bløde seng og de velduftende dyner: han var ikke vant til det og kunne ikke rigtig ligge ordentligt på grund af det, men da trak pupillerne sig atter sammen og Alvar sank diskret en klump spyt i det han kunne mærke Lucas' og hans egen krop kollapse, og røre hinanden og en arm der blev rakt over ham for at lægge sig der. Alvar kunne sværge han næsten var ved at gå i opløsning da, men heldigvis forblev han i det ydre indtakt på nær de kunstige hjerteslag der reagerede på Alvar's mentale stadie. Han stirrede ud i mørket og lyttede. Han kunne mærke varmen endnu engang, stige op fra hans mellemgulv og derefter sætte sig i kinderne. Som han kunne ligeså mærke de lyse læber der kærligt blev presset imod hans nakke gik en skælven igennem den unge vampyrs krop, og han prøvede at forholde sig rolig, skønt han på ingen måde følte sig rolig! Efter at Lucas havde sagt godnat og derefter havde syntes at falde hen i søvnens bløde tag, lod Alvar en hånd ligge sig imod Lucas' underarm, og rykkede sig lidt tættere op af ham, bare for at mærke lidt mere. Derefter lukkede også han øjnene i, men faldt ikke lige så hurtigt i søvn som Lucas, der gik et par minutter hvor den unge vampyr desperat prøvede at falde til ro. Til sidst lykkedes det dog, og Alvar faldt lige så i søvn, i Lucas' arme.

Lucas læber skiltes i et smil. Mærkede hvordan kroppen blev presset ind til ham. Derefter skete der ikke så meget. Ganske stille, sov han ind, og morgenen forsvandt. Blev til dag, og skrumring lagde sig lige så stille over natten mellem d. 25 og 26. Lucas lå stadig og sov, agtede ikke vågne lige for tiden. Der var dog den forskel, at Lucas ikke stadig krammede Alvar, han var rullet rundt i sengen, først bumlet ind i Alvar, omkring klokken 13, og så ved solnedgangen var han rullet 360 grader til den anden side og lå spredt ud på ryggen, armene ud til sidderne og benene spredt. Som en anden sne engel. Hans mund var vidt åben, og et svagt snork kom fra ham engang imellem. Han lignede, ja for at sige det mildt -lort- Håret var uglet og havde ikke noget af den normale punktlighed, eller den ordentlige skilning. Lucas strakte sig i søvne og en høj pibende lyd kom fra ham. Han havde sovet fantastisk, men, at stå op virkede simpelthen uoverkommeligt, og Alvar sov stadig ganske fint, eller... han havde ikke hørt fra ham, så det var intet han skulle tænke over lige nu.

Alvar... Et smil bredte sig over læberne. Et smøret og bredt smil.

Alvar havde ligget som en sten, fuldstændig stille. Som var han ikke engang i selve sengen. Igennem hele natten havde han lagt uforstyrret og sovet tungt, med benende let trukket op imod brystet, hænderne der slapt lå lige ud for ham, let sammen krøllet men på en lettere .. feminin måde. Håret var på grund af Alvar's manglende bevægelse lige så skinnende og blankt som det havde været da han gik i seng. Han gav ikke nogen lyde, kun små mumlende ord en gang imellem med det sprog som kun han kunne forstå. Udover det var det eneste livs tegn fra ham at han engang imellem tog nogle svage indåndinger, derefter ville der gå længe før han lod luften forlade lungerne igen og trække vejret ind endnu engang. Han var trods alt død, og havde aldrig haft den store brug for luft til at begynde med, dog var hans lunger noget han efterhånden havde vænnet sig til at bruge, og selv underbevidst i søvne brugte han dem som var de nødvendige, selvom de i sidste ende ville være fuldstændige irrelevante for hans liv.
Han sov stadig tungt i det Lucas så småt vågnede, men efter nogle minutters stilhed udover den sagte snorken fra hans sove kammerat, rynkede Alvar brynende let og lod sig vugge ud af søvnen som et barn blev vugget ind i den. Han åbnede de røde øjne lige så stille, piv vågen til trods for at han havde en smule ondt i ryggen. Et kort øjeblik gabte han, et højt lydløst gab der kun gav nogle små knæk fra hans kæber der blev strukket ud. Han satte en håndflade på sengens overflade og skubbede sig selv op, med dynen stadig let over skuldrende, så sig et øjeblik forvirret rundt i rummet, blinkede forbløffet:
.. hvor er jeg?..
Var den førte tanke indtil at han hørte en vejrtrækning fra Lucas ved siden af ham, han så hen på ham og lod sine udtryksløse øjne glide over denne. Og da huskede han det hele, gyden, og Lucas der kom, opgøret i stuen, og ja.. det hele. Han rakte en hånd ud imod den ældre vampyr, inden under dynen og lod sine fingre svagt glide over dennes mave i en .. kærtegne bevægelse kunne man kalde den. Selvom Lucas' hår var uglet, hans udseende ikke så stilrent og fint, blev Alvar stadig hypnotiseret, måske på grund af Lucas' menneskelighed til trods for at de begge i realteten var lig. Han fortsatte med at begramse Lucas lidt endnu, imens at han lod sin ene albue stødte imod sengen og satte hånden imod hans kind. Så på dynen det sted hvor hans fingre lige da gled over, med et neutralt ansigts udtryk der som altid ikke sagde hvad det var Alvar tænkte.

Lucas åbnede langsomt øjnene og betragtede drengen. "Godmorgen... Eller..." han gabte. "Godaften" Han strakte de lange blege fingre ud og rørte ved drengens kind. "Sovet godt" Forsigtigt, placerede han vægten på den side der vendte imod drengen, og drejede 180 græder. Rullede ud af dynen og tættere imod drengen, lod en arm daske omkring hans skulder. Lucas var ikke videre fløv over at være nøgen. Ganske vidst havde han klædt sig af ingen han gik i seng. Men han havde ikke tænkt videre over det, og for at drengen kunne kigge på ham. Herre gud? Lucas på maven, med en hånd over drengens ryk, lige få centimeter over hoften, mens den anden var strakt ud fladt langs sengen. De isblå øjne rettet imod drengen. "Nå... Hvordan er det så? Dit nye liv?" Lucas var nysgerrig, nysgerrig efter at høre den eufori han vidste ville komme. Han talte ned, i sit sind talte han. 10... 9. Et smil gled over hans læber, og hans drengedrøm blomstrede i hans sind igen. Drømmen om at glide ned i en trone, og se udover sit imperium. Di morga, ville inden længe være hans. Han overvejede kraftigt om det var nu han måtte forklarer drengen om måder hvorpå vampyrer kunne bringes tilbage. Men nej... Han virkede så glad... Så uskyldig lige nu. Lucas smillede smørret.

For uskyldig

Alvar's øjne gled meget hurtigt op for at møde Lucas' da denne talte til ham. Et øjebliks angst kunne blive set imens at den hånd der kælent havde ladet fingrende glide over Lucas' hvide maveskin blev trykket en smule tilbage med en hurtig bevægelse. Han var endnu bange for at gøre noget der ville kunne udløse en situation som den fra forrige dag. Han vidste endnu for lidt om Lucas til at vurdere dennes humør, til at vide hvad der var acceptabelt eller ikke, og hvad denne syntes om og ikke brød sig om. Hvad der kunne irritere og hvad der kunne bringe nydelse. Men Lucas' ord var ikke hårde og kolde, denne gang, så Alvar havde dog ikke gjort noget som var uacceptabelt formodet han. Som Lucas vred sig ud af dynen i det denne vendte sig, tillod Alvar sig ligeså at ligge sig ned på siden med hænderne trukket ind imod brystet og hovedet på puden, imens han fortsat stirrede på Lucas. Hans øjne gled ned langs vampyrens side, imens at trykket fra dennes arm der hvilede ved hans hofte gjorde sig bemærket, og Alvar lod endnu engang til at synke en klump. Han var smuk, helt og aldeles fejlfri, uanset hvordan Alvar så på Lucas var det den eneste betegnelse der syntes korrekt: smuk! De røde øjne søgte da Lucas' igen da denne spurgte hvordan det var at.. være her, formodet han. Alvar lod først blikket glide lidt fraværende væk i det han tænkte. Det nye liv var jo først lige begyndt så hvordan kunne han svare på det? Endnu engang kom der en præstations angst snigende idet han frygtede at skuffe Lucas med sit svar. De røde øjne så atter ind i isblå da han talte:
,, Forunderligt.. og surrealistisk..", svarede han lavmælt.
Som Lucas smilede så Alvar endnu neutralt til, hans ansigts træk forblev det samme og den unge vampyr rakte en af sine hænder op imod Lucas' ansigt, for lige så stille at lade sine fingre placere lige udenfor Lucas' smilende mund, og følge læbernes form uden egentlig at røre ved Lucas. Han knep øjnene en smule sammen imens at han så på Lucas, endnu med et blik som om at Lucas var noget af det mest fascinerende i verden.

Lucas smillede bredt. "nemlig... " hans is blå øjne var rettet direkte ind i Alvars. "Og ved du ved" Han trak Alvar tættere ind til sig. Hans stemme blev til en hvisken. "De ville allesammen tage det fra dig" deres bryst mødtes. Lucas væsentligt mere kraftigt end Alvars. Lucas flettede hans ben ind imellem Alvars, og armen omkring Alvars ryg og hofte snoede sig mere omkring ham. Den anden hånd, lå tæt ved hans ansigt. "Og det er derfor jeg er her..." Hans læber skiltes i et smil. Hans hånd strejfede hans kind. "For at dække dine øjne... Så du ikke kan se dem, og de det frister med..." Hånden gled skælvende henover hans ansigt. "Og dine øre, så du ikke kan høre deres løgne." Lucas hånd fandt sig tilrette ovenpå et af Alvars ene øre. "Man skal forblive stærk Alvar... Mentalt stærk" Lucas lukkede øjnene, trykkede sig tæt ind til Alvar, og plantede et kys på hans læber. Lucas slap ham ikke, krammede sig blot tættere ind til ham, skilte forsigtigt deres læber med hans tunge, og lod den glide imod Alvar. Det kom naturligt, Lucas havde aldrig været at betegne som en 'Ladies man' Men nu, kom det naturligt, som om han havde brugt hele hans liv i elskovssengen.

Alvar slugte som altid alt hvad Lucas sagde som var det noget der lige så stille ville læge alle de sår der var inde i hans ødelagte sind. Hvert ord som de lyse læber formede. Han trak hånden ned til brystet igen, og så betaget ind i de isblå øjne. Han lyttede imens at han blev trukket tættere på Lucas. Hvad vidste han, hvad?! Han hungrede efter de næste ord, og som de kom til ham i form af en hvisken spærrede den unge dreng de røde øjne en smule mere op, og så fortsat ind i Lucas' isblå øjne. De ville tage det fra ham? Han vidste ikke hvem, men netop den sætning fik det til at gøre ondt i brystet, til at få en mindre smerte til at sprede sig igennem hele hans krop. Som deres bryst stødte imod hinanden, satte Alvar hænderne imod Lucas', og søgte hungrende at få mere af vide. Som Lucus flettede sine ben imellem Alvar's gengældte denne det underbevidst, uden helt at fokusere derpå, det samme skete da de hænder der førhen lå på brystet af Lucas lod sig glide ud til dennes sider, dog kun den ene hånd nåede helt til siden, da den anden blev stoppet af sengens overflade. Han lod sig omfavne, indtage, og slugte hvad end der blev sagt. De røde øjne fik en mere afslappet udstråling da denne sagde det næste, og Alvar's før anspændte krop, slappede en smule mere af. Hvis Alvar havde vidst helt præcis hvordan han kunne vise sin taknemlighed i ord overfor Lucas ville han have sagt det netop der, men tungen snoede sig sammen, og hans tanker var blot en hvid tåget dis sky, der kun fokuserede på vampyren foran ham. Han lod luften forlade lungerne i et nærmest længselsfuldt suk i det Lucas' fingre gled over hans kind, og så endnu op på Lucas, lyttede imens at denne's lettere skælvende hånd blokerede hans syn. Han så endnu på Lucas som var denne alting, som var alt denne sagde sandheden, som var denne en sand helgen sendt for at redde ham fra djævelens gab! Han lukkede endnu engang øjnene da Lucas lagde en hånd over hans øre. Og nikkede da denne sagde at man skulle være stærk, mentalt stærk! Derefter åbnede han øjnene brat og stirrede lettere målløst på Lucas, da denne trak ham tættere og pressede sine læber imod Alvar's. Fuldstændig uhæmmet af hvad den forrige dag havde bragt fra netop denne ting. I nogle få sekunder, var Alvar forvirret, forvirret over hvad der skete, både med ham selv men også hvorfor Lucas gjorde det. Han kunne jo ikke lide det? Eller? Den unge vampyrs vejrtrækning blev tungere, og denne lukkede øjnende og pressede da også sine læber imod Lucas', tillod ligeså læberne at separeres for at gøre plads til tungen der gled ud imellem dem, og mødte Lucas'. Hans hånd gled langs Lucas' side længere over på ryggen af denne, og Alvar knugede ligeså Lucas indtil sig, imens han lærenemt fulgte Lucas' lidenskabelige kys. Ind imellem dem, kom små svage støn der emmede ud i en længselsfuld sukken, og hvis dette fortsatte ville Alvar trykke sig selv tættere ind imod Lucas, næsten så deres hud fik nærkontakt overalt.

Lucas hånd lukkede sig om Alvars hår, hans tænder lukkede sig om Alvars tunge, og både tænderne og hånden rev til. Hånden gled over Alvars ædlere dele indtil den lagde sig lige over låret. Måske var det forkert, måske var Lucas en dårlig person, en dårlig kristen, men hvis dette var forkert, ville Lucas ikke høre om hvad der måtte være rigtigt. Lucas kunne mærke begæret rejse i ham, mærke hvordan hele hans krop skreg på dette ene øjeblik. Skreg på at storme frem mod Alvar. Skreg på at brænde ham op, og et kort øjeblik ønskede at synke sine tænder dybt i hans hals, det var blevet en vane, det var sket med Cecilia, med Karin, de væsner der havde betaget ham, var endt med at løbe gennem hans åre. En del af hans væsen. En del af ham. Men i stedet for dette, i stedet for at fortære Alvar, rullede Lucas, fik lagt sig oven på Alvar, og hans væsentligt tungere væsen lå nu uden støtte oven på Alvar. Endelig slap han kysset, læberne bevægede sig ned til halsen, hvor kyssene fortsatte i en lang række af små kærtegn. Standsede da de nåede halspulsåren. Men i stedet for at bide sammen, greb han blot hårdere om håret, og kyssede igen den unge vampyr.

Noget knurrede uhørligt i ham. Lysten til blod, lysten til at fortære hans elskede, lysten til ikke blot at drikke ham, spise ham så han måtte blive en del af ham, være en del af ham til evig tid. Snitte ham i stykker, stege ham, og aldrig igen gå på toilettet. Ønskede at Alvar så inderligt skulle være en del af han, være inde i ham. For altid.

Alvar's læber blev let separeret fra Lucas' da denne grab fat i det sorte hår, dog ikke nok til at det lidenskabelige kys ikke kunne fortsætte dets våde dans. Endnu engang kunne Alvar ikke holde de svage længsels fulde støn inde, og et enkelt nåede at slippe ud før det næste druknede som Lucas' tænder lukkede sig om hans tunge og med et rev til! De røde øjne blev spærret op da et jag af smerte gik igennem den unge vampyr, og den hånd der havde lagt på ryggen af Lucas lod fingerspidserne trykke imod dennes hud, som ville han bore dem ind i Lucas' ryg. Et lavmælt klynk kunne da høres fra ham, lige indtil at de røde øjne blev lukket i og en let rød farve malede hans kinder og næseryg på en velkendt måde. En varme steg op igennem den nøgne drengekrop da Lucas placerede en hånd på Alvar's køn, han gispede ind imellem det fortsættene kys. Alvar fandt sig selv i en situation hvor han ikke forstod hvad der skete med ham, men uanset hvad det var så bevægede kroppen sig af sig selv: den bevægede sig som var dette et medfødt mønster der havde lagt i skjul inde i Alvar, reagerede som den ville, som var dette noget som der skulle ske og måtte ske. Uanset hvilken menneskelig fiktiv faderfigur i et fantasifyldt rige, der så var skyld i dette, ville Alvar takke denne. Takke denne hver dag i hele hans lange næsten uendelige liv. Han lod sine ben blive flettet ud af Lucas' da denne gjorde antydning til at læne sig forover og rulle oven på Alvar. Han lod ham, lod ham komme øverst, lod sine ben sprede til hver sin side, som for at byde Lucas ind.
Hans tunge dansede fortsat med den ældre vampyrs, og et tilbage holdt åndedrag blev slippet fri da Lucas brød det lideskabelige kys for at fortsætte de bløde kærtegn ned langs Alvars hals. Den unge vampyr strakte hals imens at hans læber separerede sig fra hinanden, som kyssende kildrende gled ned langs hans hals. Da Lucas så strammede sit greb yderligere om Alvar's hår, klemte den unge vampyr øjnene sammen og åbnede munden helt, viste tænder imens at en hvislende, næsten hvæsende lyd kom fra ham der fik dannet let hakkende ord, et navn:
,, Lucas!", ikke sagt som en advarsel men mere som en reaktion på det Lucas gjorde, og Alvars overvældende lyst til at messe Lucas navn igen og igen, som var denne virkelig en helgen! Noget guddommeligt, og perfekt!

Det var som om ordet Lucas, satte det igang. For det var ikke et navn. Det var ikke længere den Lucas var, det ord var forlængst forsvundet i det brændende vanvid der var indersiden af hans hoved. Han trykkede sig tæt ind imod Alvar. Hvis man havde set på de to nu, havde de være som en person, Lucas arme så tæt i hans hår, og den anden der dansede over Alvars hofte. Deres overkroppe så tæt omslyngede at de måtte være en person, og som Lucas pressede sine læber imod Alvars, var det lige før at han selv ville have troet de var en og samme person, han var en del af Alvar nu. Eller måske mere korrekt, en del af ham var i Alvar.

En del der aldrig ville forlade ham igen hvis det stod til Lucas, det mirakel at han havde fundet nogen så... perfekt var et stærkt ord, men så heldige med deres væsen.

Et rasende begær vældede op i Lucas, han havde lyst til at skrige, drengen vidst det ikke. Vidste ikke noget som helst. Uanset hvor mange gange han fortalte ham det, så ville han aldrig tro det, aldrig tro på at Lucas, i dette øjeblik, følte hans hjerte slå naturligt, følte et skud af adrenalin, følte hvordan hele hans krop sitrede som en ny forelsket teenager. Kysset blev brudt, ordene forlod aldrig læberne, blev kun formet, men hvis man aflæste læberne, var bedskeden klar.

Jeg elsker dig

Hånden i håret hev til, og han mærkede forsigtigt hvordan nogen af de sorte hår gav efter og knak.
Han ville have ham, ville eje Alvar, og instinktivt, pressede han sit væsen op imod Alvar.
Men det var ikke nok, det var ikke nok men et enkelt nat, og endnu mere instinktivt bed de spidse tænder sammen om underlæben, pressede til af al magt, præcis som når de unge punkere eller hvad de kaldte sig selv, fik lavet deres forbandede læber piercinger, lige så pressede Lucas de spidse hjørnetænder ind i igennem Alvars underlæbe, bed og bed og bed. Indtil han mærkede blodet på sin egen læbe.

Og da, gled han tættere og tættere på Alvar, uden omtanke på om det var rigtigt eller forkert. Eller jo, strejfende kom tanken til ham. Man han var ligeglad! Han var fuldstændig ligeglad med at korset i hans side brændte 'lig aldrig med en mand, som du ville ligge med en kvinde'

Men han var ligeglad, det rørte ham ikke om det var forkert eller rigtigt. Og for at demonstrerer dette, bevægede hans hofter sig i et hårdt ryk imod Alvar.
Hånden omkring vampyrens hofte klemte svagt, holdt fast omkring hoften, klemte og klemte, indtil knoerne blev blege. Ikke den askegrå lig farve, men papirs hvidt.
Og malplaceret som det var, så slap han håret, lod fingrene danse over Alvars øreflip, og kærtegnede hans kind.

*Tro mig når jeg siger Alvar*
Han slap bidet og trak hovedet tilbage, betragtede sit værk, med et slørret udtryk i øjnene.
Jeg elsker dig

Han følte sig overvældet, eller nærmere erobret af Lucas! Han var psykisk forsvundet ind i ham. De var forsvundet ind i hinanden. Det eneste der var i vejen var huden, kødet, kroppen der ikke ville smelte sig sammen med den anden. Kun det var i vejen, alt andet føltes som om at det allerede var meget forenet af en overnaturlig kraft som ikke kunne besejres af nogen form for magi.
Alvers hænder skælvede stadig svagt, det kunstigt bankende hjerte reagerede på den unge vampyrs nervøsitet, og begyndte at genoptage et menneskes naturlige hjerte rytme. Underbevidst var Alvar bange, skræmt, og følte sig kvalm, men på samme tid var kroppen blevet paralyseret af hver en længselsfuld berørelse der gled over hans ene hofte, og fingrene der havde fat i de sorte silke tråde som udgjorde hans hår. Han kunne ikke tænke længere, kun føle.
Alvar gengældte det kys der blev ham givet. Han skubbede ganske svagt sit hoved en smule op fra puden for ivrigt at fange de lyse læber med hans egne.
Han følte sig velsignet, på en måde ingen andre væsener ville forstå. Hans begær, hans nyfødte hungren, den voksede sig større og stærkere, indtil at gjorde ondt fysisk: en smerte der gled igennem brystkassen, og fortsatte op igennem hals røret til det nåede struben, og blev der! En længsel der havde så dybe rødder, skønt at den blot endnu var i spæde stadie, at den kunne manipulere med kroppen og give Alvar en illusion om kropslig smerte!
Hans førhen lukkede øjne, åbnede sig da kysset blev brudt, og han så på Lucas i de få sekunder denne dannede en sætning med læberne. Alvars blik var sløret, og han virkede nærmest beruset. Han opfangede at Lucas formede ord og rynkede brynene kort, imens at skulle til at gætte sig frem til hvad der var blevet sagt, men han nåede det ikke! For øjeblikket efter var han igen fanget i en bittersød ekstase, da Lucas rev yderligere fat i hans sorte hår!
Alvar lænede som resultat hovedet mere bagud og blottede derved hans strube, imens at han bed tænderne sammen, og klemte øjnene i for at udestå det jag af smerte der skød igennem hans hovedbund!
Der kom et klynk som blev afbrudt brat da Lucas tænder da samlede sig om hans underlæbe, og Alvar åbnede øjnene da dennes skarpe tænder piercede igennem underlæbens sener og skabte et hul! De sorte pupiller klemte sig sammen til en lige streg! De hænder der før havde skælvet og kælent begramset Lucas ryg, stoppede som Alvar spændte i hele kroppen! Et smerte skrig ville da fylde det mørklagte værelse, imens Alvars hænder søgte Lucas' skuldre, og den unge vampyr forsøgte instinktivt at skubbe ham af sig, dog var det kun halv-hjertet udført! En reaktion på at blive udvist en så overvældende pinsel!
De røde øjne brændte nærmest op, og farven var blevet skarp og intens! Han bed tænderne sammen imens at små tilbageholdte skrig blev kvalt i hans strube. Tynde streger af rødt begyndte så småt at kunne ses i øjenkrogene, imens at smagen fra hans eget blod gled ned over hans tunge og pirrede hans smagsløg.
Halsen snørede sig sammen, maven blev suget ind, øjnene reflekterede endnu engang det jag af smerte der gled igennem den unge drenge krop som han kunne mærke konsekvenserne af det pludselige ryk imod ham. Det der skete, skete derfor hurtigt, og Lucas gjorde noget som Alvar ikke troede man kunne. Han kunne mærke sit underliv flække, blive tvunget til at udvide sig, give plads, uden at han selv havde nogen chance for at vende sig selv til selve tanken, eller have tid til at vende sin krop til det. Derfor var oplevelsen direkte traumatiserende!
Han strakte yderligere hals, så det hul der var blevet skabt af Lucas' endnu piercende tænder, blev en smule større. Imens at han hel-hjertet greb fat ham Lucas' skuldre, lod de lange negle bore sig imod dennes hud, sprætte den op om nødvendigt! Den røde væske der blev presset ud af tårekanalerne fik frit lejde til at løbe ned over hans kinder, og ligge sig på pude bettrækket. På samme tid med at Alvar gav et højt smerte støn fra sig, og skubbede Lucas! Skubbede ham, så han selv blev presset længere ned i madrassen.
Alvar havde det som om han blev dræbt: myrdet! Slået ihjel af den person han havde lyst til at blive hos for evigt! Men selvom denne pinte ham, lod ham undergå en smerte som han aldrig nogensinde havde forestillet sig, var en sær følelse ligeså indblandet: en dulmende nydelse, der blev fremkaldt af smerten, som en behagelig eftersmag efter man allerede har taget en slurk af noget surt og bittert.
Hans vejrtrækning var blevet hurtigere, og mere panisk, hjertet slog ligeså ikke længere som reaktion på nervøsitet men som reaktion på frygt.
Men det hele syntes at syne hen, som Lucas gav slip fra det sorte hår, og lod sine fingre glide kærtegnende over Alvars kind. Som den eneste trøst Alvar kunne suge til sig. Han lukkede de våde øjne i, med et lettet udtryk, og nussede sin kind imod de lyse fingre, der som resultat ville blive våde af Alvars blodige tåre.
Som Lucas' tænder slap hans underlæbe, kom der et lille gib fra ham.
Hans hænder der før havde haft fat om Lucas' skuldre hårdt, og skubbet ham væk, slap deres hårde tag, og kroppen begyndte lige så stille at slappe mere af.
Han åbnede de røde øjne, og mødte Lucas blik: en kuldegysning skød igennem ham, som han så ind i de isblå øjne der betragtede ham.
Hans læber var stadig svagt separeret, og man kunne skimte de hvide hjørne tænder ude i siden hvor farven blev mere rødlig dets længere ned man kom. Underlæben var dækket ind i blod, som løb ned over hagen på ham og fulgte struben linjen, for så at hvile ved midten af kravebenet.
Han betragtede tavst sin morder, med et lige så sløret blik. Intetsigende, og så samme tid, sagde det alt: han var forgabt. Forgabt i denne djævel der havde reddet ham fra et liv i slummet, men som nu krævede sin pris og lod ham brænde i skærsilden.
Han bevægede den ene hånd imod Lucas' ansigt, imens at han trak vejret dybt og tungt. Lod sine fingre placere på dennes kind, blidt, og nænsomt, for at lade dem glide bagover til Lucas' nakke og ligge sig imellem dennes blonde tråde. Det var en elskers kærtegn, en elskers... udtryk for hengivenhed til trods for alt den smerte elskerens kære så kunne påtvinge ham, en elskers kærligheds erklæring.

//ehh... o.o.. lod mig rive med?.. xD