A devious trap. // Privat - Cricker //

Sted: Foret - Skoven
Tid: 00:22
Vejr: frostgrader, og jorden er tilfrodset, med et tyndt lag frost.
Omgivelser: Skoven er fyldt med skrigende fra en ung kvinde, der hænger i et træ.

De skingre skrig havde varet ved i snar over en time, og de var langsomt begyndt at dæmpe sig, til smålige klynk. Selv vindens hylen iblandt trækronerne og fuglendes skrig, overdøvede nu den unge kvindes smertes klynk. hun hang i et træ, fast spundet af reb ved sine håndled. Hendes trøje var forvreden, og hun havde fire lange, dybe rifter over maven. hendes ben havde også utalige rifter og blodige sår. Hendes øjne var røde, og sorte tåre var gledet ned af hendes kinder, fra hendes ødelagte mascare. Hendes hud var allerede blevet ligbleg, hendes røde læber og blod stod i stærkt kontrast fra hende. Meget mere end det formegenligt havde gjort før. Blod flød fra små rifter som hendes blå, let opsvulmede kinder. Denne kvinde havde engang været etn skynhed. Men denne dag, var dette ødelagt. Og dette, kun for at lokke.. Et forsøg på at lokke en bestemt person til.. Et forsøg på at fange 'en' person.
I et træ ikke langt fra kvinden, sad en flagermus, og stirede direkte på kvinden. Dennes øjne var mat hvide, og de fjernedes ikke fra kvinden. Dens øre var dog rejst, og den lyttede efter bekændte lyde. Denne flagermus var dog ikke normal. Inde i denne, befandt sig synderen. Den der havde hængt kvinden op. Den der havde vansiret hende, og formegentligt endt hendes liv. Der var ikke stor chance for at hun overlevede. Ikke engang hvis hun blot fik lov til at blive hjulpet ned, og boret væk. Dog havde synderen slet ikke tænkt sig at lade nogen gøre dette. Han ville fange den han jagtede. under alle omstændigheder.. Og så, ville han dræbe ham... Vladimir, giver aldrig op...

Cricker havde hørt skrigende igennem skoven og var på vej for at hjælpe, han hoppede fra træ til træ og fandt endelig det rigtige sted. Han så kvinden og hjalp hende ned fra træet. Cricker kunne godt se at hendes tid var ved at være inde. Hun hviskede noget i hans øre, som ikke rigtig var til at forstå. Han kiggede på hende og havde hende i armene, da hendes liv forsvandt fra hende. Cricker lukkede øjnene og sukkede. Hans vinger var selvfølgelig fremme, og han var klar til kamp eftersom at hans hænder, arme og hals var dækket af barkhud. Han var altid klar til kamp når han hørte nogen skrige på den måde et eller andet sted i skoven.
Cricker lagde kvinden ned. Han sukkede og kiggede sig omkring. Mon synderen stadig var her? Der var dog noget anderledes ved Cricker. Han havde ikke sit to hånds sværd, på sig mere. Han havde fået, noget andet istedet for, men det ville vise sig med tiden. Cricker hhavde mest af alt lyst til at råbe, for at få synderen frem, men han vidste bedre. Han var klar til hvis han skulle blive angrebet bagfra, men det så ikke ud til at der kom nogen.

Flagermusens øjne spærrede op da Cricker ankom. Hvis de hvide øjne kunne blive flamende, ville de gøre det nu. En endeløs vrede spredte sig bag de døde øjne, og man kunne næsten se den ryst af at spænde sine muscler så meget. Den satte så af fra grenen, og satte imod Cricker. Cricker nåede kun lige at ligge kvinden, inden flagermusen kom ud fra træerne. Denne skreg, men forsvandt så i en sort skyg. Dog blev denne revet i stykker, af at Vladimir kom flyvende ud af den, med sin venstre hånd holdt klar til et angreb.
"Forbandede dæmon!!" Hvæsede han højt, og rev ud efter hans ene vinge. Han ville forsøge at holde Cricker på jorden så meget som det nu engang var muligt. Han ville ikke give Cricker en måde at kunne slippe væk på. Dog havde han sin højre hånd klar til et potentielt modangreb, og hvis sådan et blev lavet, ville han parrere med sine lange klør, og fløj en smule højre op i luften.
Han landede så på jorden på den anden side af Cricker, og gik ned på hug, med den ene hånd på jorden, og hvæsede højt imens han kiggede op på Cricker.
"Endelig! Vidste.. Du ikke.. Kunne modstå..." Sagde han. hans hadfyldte, vrede ansigt ændrede sig ikke, og hans øjne forblev, som fastlåst, på Cricker. Grunden til at hans hånd var på jorden, var at han jo vidste at Cricker kunne bruge røder i sit arsenal, og sådan her ville han kunne mærke den komme, så hvis Cricker prøvede det, ville Vladimir kunne reagere i tide.

Cricker prøvede at undgå da Vladimir rev ud efter ham, det lykkedes, men dog blev hans vinge stadig beskadiget, han kom med et brøl, so når en drage blev såret. Han kiggede derefter på Vladimir efter at han var hoppet over på den anden side. "Dig igen... Denne gang slipper du ingen vegne." Cricekr trak sit nye våben, dette var et sværd som kun var lige så lang som Cricker egne ben, med skaftet. Derefter kom der rødder op af jorden, som faktisk ikke angreb Vladimir, men fløj forbi ham og Cricker, nærmest greb dem og de dannede et skjold. Cricker kiggede på ham. "Denne gang er der ingen der flygter, vi afslutter det her, og det bliver i nat!" Sagde Cricker og gjorde sig klar til kamp, han havde heldigvis lært noget nyt siden sidst, men det kunne Vladimir jo også have gjort, så han var nødt til at være klar på hvad som helst. Cricker lagde nok mærke til at Vlads hånd var på jorden, men det var ikke noget han tænkte over.

Vladimir lyttede til Crickers ord, og hakkende lyde, der mindede om en blanding af hæset latter og hosten kom over hans læber- Han hvæsede så hidsigt, og holdt begge sine arme ud til siderne, for at gøre hvæset endnu mere truende. Hans krop var mindre udmagret end den havde været sidst, og hans musckler var meget mere tydelige. Dog var hans grålige og vansirede hud stadigt det samme, og han lignede stadigt det lig han altid havde gjort.
"Det.. Passer mig fint! Dæmone!!" Hvæsed ehan højt, og satte så hurtigt imod Cricker, og rev ud efter hans ben. han var dog klar på at Cricker ville blokere med hans skjold, og hvis han gjorde, ville Vladimir ramle direkte ind i det. Hvis han gjorde dette, ville han klinge sig fast til det, i det Cricker ville forsøge at slå, skubbe ham væk, eller stikke ham med sværdet. Vladimir ville derefter forsøge at rive omkring skjoldet, og måske ramme Crickers håndled, dog var det et lalet forsøg, og han kunne nemt skubbes væk midt i det.

Cricker gjorde som Vladimir havde forudsagt, han blokerede med skjoldet så han nu hang der, men han gjorde nu noget andet. Han kiggede på Vladimir. "God tur" Sagde han med et smil og kastede skjoldet fra sig hen imod et træ, skjoldet drejde rundt imens det fløj, hvilket Cricker havde gjort i håb om at Vladimir, ville blive så forvirret at han ikke nåede at springe af og ville ramle ind i træet. kke så han blev mast imellem skjoldet og træet, men det ville da stadig gøre ondt. Cricker stod derefter klar med sit sværd. han vidste godt at han nok ville være forsvarsløs, uden sit skjold nu, men han havde jo andre trick oppe i ærmet, ting som han ikke havde vist Vlad endnu. Han fik piggene til at vise sig langs hans arme, men han skød dem ikke afsted. Dette var mere som et forsvar når han ikke havde sit skjold. Han kunne jo blokere med armene, og modstanderen ville hoppe direkte ind i piggene, ikke nødvendigvis dø, men de var jo giftige. Cricker stod og kiggede imod skjoldet der stadig fløj afsted og som næsten var ved at ramle ind i et træ lidt længere væk.

//Ville ønske jeg kunne skrive lige så meget som dig mate, men har ikk krea'en til det xD håber det er i orden :P//

Vladimir nåede slet ikke at reagere på at skjoldet blev kastet, får at han var halvvejs igennem luften. Han hvæsede hidsigt, og nåede kun lige at hoppe af skjoldet, men ramlede stadigt ind i træet lidt over der hvor skjoldet ramte, med en kraft der ville brække et almindeligt menneskes knogler, og Vladimirs gav da også et højt knæ. Da Vladimir landede på jorden igen, kom han hurtigt på beneneo g hvæsede igen. Lave brækkende lyde kom nu fra Vladimir, da hans krop hurtigt healede de få brækkede riben.
"Raargh! Jeg slår dig ihjel.. I nat!! Den.. Udmygelse.. Du påførte mig.. Vil jeg ikke tillade!!" Hvæsede han, og satte igen imod Cricker. Inden han satte af, greb han fat i Crickers gamle skjold, og spænede nu imod Cricker, og svingede skjoldet foran sig, så han ville ramle ind i Cricker med skjoldet først, hvis ikke Cricker hoppede væk. Han havde dog ikke tænkt over hvilke kræfte Vladimir måske ville have over skjoldet, det tænkte han først på da han næsten var løbet ind i Cricker.

//Du skrev mere end mig denne gang :P Og det her er kamp, så bliver det automatisk svære at skrive meget langt. //

"Ydmygelse? HA! Det var dig der angreb mig, så du var selv ude om det min ven" Sagde Cricker og så at Vladimir var på vej over imod ham med skjoldet. Cricker sukkede og sagde noget lavt til sig selv. "De bliver aldirg klogere" Da skjoldet var lavet af Crickers egne rødder kunne han jo få det til at gøre som han ville. Han fik skjoldet til at forsvinde og trak sin knytnæve helt tilbage og slog ud imod Vladimir. Hvis han ramte ville det nok gøre afsindigt ondt på et normalt menneske, men Cricker vidste godt at Vladimir ikke var normal, og at han var en vampyr ville bare gøre det mere tilfredsstillende for Cricker at give ham en på hovedet, men det var jo kun hvis at det ramte, det var jo ikke sikkert, Vladimir var hurtigere end Cricker husekde det, så han var altså blevet stærkere, men Cricker havde endnu ikke afsløret hans nye evner.

//Hehe true :P//

Vladimir hvæsede da skjoldet forsvandt. Han nåede dog at reagere på knytnævnen, så han fik hurtigt sin hånd rækket ud, og stoppet den i at ramme sit hoved. Dette stoppede Vladimirs angreb fuldstændigt, og han stod nu med sin hånd omkring Crickers. Han hvæsee, og forsøgte så at holde fat i Crickers hånd, hårdt nok til at holde den hvor den var, og så at rive Crickers håndled. hvis ikke han havde barkhuden meget kraftigt forstærket der, eller stoppede han angreb, ville hans skarpe klør kunne rive huld ind til en vital blodåre. Dog ved at Vladimir holdt så godt fast, ville han også være nem at kaste væk, eller angribe, nu hvor han stod så tæt ved ham.
"Du.. Afbrød.. Mit måltid!" Hvæsede han i det han lavede angrebet, og hoppede tilbage og væk fra Cricker, hvis ikke at han gjorde noget for at stoppe ham, eller fik ham kastet væk imens han stod og holdt fast.

Cricker stod og kiggede, lidt langsom til at reager, men så at Vladimir rev ham. Hans barkhud, gør at huden er lige så stærk som et normalt træs bark, så der kom ikke det store hul, dog blødte det stadig og Cricker gik et par skridt tilbage. Det blødte og Cricker kiggede på Vladimir. "Det gjrode jeg sikkert, men det er dig der var så svag at tage en der ikke kunne gøre modstand. Hvad er der? Er du bange for at nogen kunne komme til at skade dig? Eller du bare en svans der tager efter de svage" Sagde Cricekr i et forsøg på at ophidse Vladimir. Cricker kiggede ned på jorden og smilede. "Forresten, så tror jeg ikke at du har set mit nye trick" sagde han og hævede sin fod for derefter at trampe hårdt i jorden. Der kom et jordskælv, ikke et særlig stort et, det var kun til at få Vladimir ud af balance, imens at Cricker løb hen imod ham for at gribe fat om ham og kaste ham ind i et andet træ. Hvis det da lykkedes.

Vladimir smilede stort da han fik gjort skade på Cricker. Den forbandede barkhud gjorde ikke dette nemt, så bare en lille rift var fremskridt. Vladimir havde slet ikke regnet med at dræber Cricker denne nat. Vladimir ville bare finde svagheder. .metoder... Han ville finde måder at kunne dræbe Cricker på... Vladimir lyttede intenst til Cricker, og at hans vrede steg hurtigt og drastisk var tydeligt, da hans ansigt rystede, og hans muskler spændte. Han hvæsede så højt og holdt sine hænder ud til siderne og skulle til at angribe.
"Survival! of the Fitest!" Hvæsede Vladimir og satte i løb. Dog ikke i tide ti lat kunne reagere på det Cricker gjorde, og han vaklede på benene, så han var ved at falde for over. Dette dog lige da Cricker kom over til ham, og kunne slet ikke nå at reagere da Cricker samlede ham op og kastede ham imod et træ. Vladimir nåede at vende i luften, men den kraft Cricker havde kaster ham med, gjorde at hans hoved stadigt ramlede imod træet, og at træet blev væltet. En hidsig hvæsen kunne høres fra bag træet, og det blev så løftet op af Vladimir og han hvæsede hidsigt.
"Forbandede! Dæmon!! Du ved ikke hvordan.. et er.. At leve.. Som mig!!" Hvæsede han, og kastede hårdt træet imod Cricker.

Cricker så træet komme flyvende og prøvede at hoppe til siden, men træet er jo så stort at det ikke er nemt. Cricker bliver ramt og triller tilbage. Han kommer op på benen og vakler lidt frem og tilbage før at han kommer til sig selv igen. "At leve som dig? Uanset hvordan det er, så lyder det da ikke som om at du klager" Sage han og fik en rod til at fare op af jorden, der nu var på vej hen imod Vladimir, Cricker ville lå ham tilbage, men han var stadig ufokuseret, så hvis roden ramte ville slaget ikke være så kraftigt som det kunne have været. Cricekr rystede lidt på hovedet imens, det træ havde ramt ham på en måde så han kunne mærke det.

Vladimir hvæsede af roden, og blev slået, så han tog flere skridt tilbage. Han hvæsede så, og rev ud efter roden, i et forsøg på at rive den i stykker. Hans hakkende og hæse latter bredte sig så endnu engang, og han tog nogen skridt tilbage. Han rystede langsomt på hovedet, og lavede bølger med sine fingre.
"Ha ha.. Langt.. Fra... Jeg elsker dette! Men dengang. .Var jeg svag.. Svækket! Efter tohundrede år i en kiste! Ikke ligefrem fair!" Hvæsede han, og lød nu imod Cricker endnu engang. Han rev ud efter Crickers brytkasse med sin højre hånd, imens hans venstre.
"Jeg.. Elsker skrigende! Frygten! Smerten! Alt hvad jeg udradere!" Hvæsede han, og rev ud efter Cricker med sin venstre, og gav ikke Cricker nogen åbniger at udnytte endnu imens han rev vildt ud efter ham med sine skarpe klør. "En dag! Vil jeg også have.. Dig! På jorden! Og mine klør igennem.. Dit hjerte!" Hvæsede han, og sluttede så sit vilde ukontrollerede angreb med et hårdt slag imod Crickers brystkasse, hvis det ramte ville det sende ham bag ud igennem luften. Dog efterlod dette angreb hans brystkasse meget åben, og hvis Cricker udnyttede det ville han kunne få et godt slag eller andet angreb imod Vladimirs brystkasse eller ben.

Cricker lod sig blive revet, og hoppede tilbage, da Vladimir slog ud efter ham. Cricker kiggede ned og så at han blødte. Han sagde ikke noget, men hans øjne sagde det hele for ham.. Vrede... Han løb hen imod Vladimir og greb fat om halsen på ham og løftede ham op i luften. "Jeg skal sørge for at du bliver sendt tilbage til kisten, i flere stykker!" sagde Cricker med en nærmest dæmon agtig stemme. Cricker var ikke ude på at kvæle Vladimir, Istedet holdte han bare fast, hoppede op af et træ og bouncede op af et andet, før at han hoppede så højt op over trækronerne som han kunne. Han drejde rundt et par gange imens han stadig holdte Vlad om halsen, inden at han kastede ham ned imod jorden med al den kraft han havde. Vladimir kunne selvfølgelig forvandle sig til en flagermus eller prøve at gribe fat i grenen, men dette ville gøre Cricker sårbar, eftersom at han ikke rigtig kunne flyve og selv var nødt til at falde imod jorden.

Vladimir hvæsede højt da Cricker greb fat i ham, og rev ud efter ham flere gange. Han hvæsede blot endnu mere da Cricker snakkede, og slog ud efter hans ansigt, men dette for sent, i det at Cricker løb afsted med ham. Han hvæsede hidsigt da de fløj opad. De hidsige hvæs var blevet højere og højere. Vladimir ville ikke kunne forvandle sig til en flagermus nu, da han var for gennemtæsket af de mange slag og kast. Da han stormede mod jorden, nåede han kun lige at vende sig, men ikke at reagere inden han ramlede imod jorden, og derved brækkede knoglen i hans ene arm. Vladimir hvæsede højt og hidsigt i smerte. Men dette dog kun i et kort stykke tid, inden han lavede et andet form for skrig. Et Cricker ikke ville have hørt før. Han sad nu på knæ, med sin brækkede arm i hans ene hånd, og så ned imod jorden. Han var ude. Han kunne ikke fortsætte. Hans berserk kraft som han havde brugt, havde tappet for meget af hans blod, og nu var han svækket. Han trak vejret langsomt og hakkende. Han havde dog en sidste trumf han kunne bruge, hvilket han allerede havde gjort. Han kiggede ikke engag op imod Cricker nu. Endnu engang var han besejret af denne..

Cricker landede på jorden ikke langt fra Vladimir. Han var udmattet. Han sad på knæ og blødte fra brystkassen og fra sin arm. Han trækkede vejret tungt og kiggede over på Vladimir, med et undrende blik.. Hvad pokker var han ude på? Cricker kiggede sig omkring. Der var noget der ikke føltes helt rigtigt. Han havde sin hånd klar til at bruge noget magi. Dette trick havde Vladimir heller ikke set, men han ventede med at bruge det til han fandt ud af hvad det var der foregik. Han var for udmattet til at rejse sig op og gøre det færdigt. Det gjorde ondt. Hans brystkasse var i smerte, og han tog sig til sin arm idet han stadig sad på knæ ikke langt fra Vladimir, men han var stadig parat til at forsvare sig hvis han skulle prøve på et eller andet.

Vladimir kiggede langsomt over imod Cricker, med sammen knebne øjne. Et blik der næsten sagde det, han ikke kunne få over læberne. 'Det her, er ikke slut'.. Der kunne nu høres hvæsen og hylen ikke langt fra dem, og pludseligt kom tre andre Nosferatuer hoppende ud fra en busk, et tre, og bare løbende. To mænd, meget mindre, og tydeligtvis svagere stillede sig op imellem Vladimir og Cricker, med hvæsende og hidsige udtryk. Den tredje, som var en kvinde, hoppede hurtigt over foran Vladimir, og knælede ned, så hun var lavere end ham. Han hvæsede lavt, og sank sine tænder i hendes hals, og drak grådigt fra hende. Kvinden peb en enkelt gang, og pressede øjnene sammen, og lavede et meget smertefuldt udtryk. Vladimir drak dog ikke mere end at denne kvinde stadigt ville kunne gå. Den ene af mændene tog et skridt imod Cricker og hvæsede hidsigt.
"Lad os nu bare dræbe ham Rasputin... Lad os n..." Vladimir afbrød den unge Nosferatu.
"Rakar!! Hvis du rør ham, flor jeg dig i tu!" Hvæsede Vladimir med en ekstremt hidsig stemme, og rejste sig langsomt op. Kvinden nussede sig næsten ind til Vladimir, og hjalp ham op på benene, og da han var kommet op, lagde hun en hånd på hans brystkasse, og stod næsten og spandt imens hun hjalp ham til at stå op. Vladimir rejste så sin ene hånd, og pegede imod Cricker med den ene lange klo.
"Denne.. Kamp er ovre... Men vi ses igen.." Sagde Vladimir med en lav hvæsen. Han vendte sig så, og begyndte at gå den vej de andre var kommet fra. Den ene af mændene vendte sig med det samme og løb over til Vladimir for at hjælpe ham til at blive oppe, så kvinden ikke behøvede at gøre dette, og i stedet begyndte hun blot at nusse om ham. "Hvad har han dog gjort ved dig..." Spurgte hun med en omsorgsfuld stemme, imens de fortsatte, dog stadigt tæt nok tilat Cricker ville kunne høre det. Vladimir kiggede tilbage over skulderen imod Cricker.
"Vundet.." Sagde han blot, med en stemme Cricker nok sagtens ville kunne høre. VLadimir kiggede så frem igen. "Indtil vidre..." Sluttede han af med. Den entutiastiske Nosferatu forblev en anelse længere, og overvejede helt klart at hoppe på Cricker. "Rakar!!" Kunne Vladimirs hvæsen høres. Rakar vendte så vredt om på hælende og løb efter Vladimir.

//Out :) //

Cricker stod og kiggede på dem. Med sværedet trukket og et nyt skjold formet. Han kæmpede sig op på benene og var klar til hvis de skulle angribe. "Jeg sagde... At vi... Fortsatte" Sagde Cricker og lød stadig en del forpustet. Han kiggede på den nosferatu der havde snakket om at dræbe Cricker, og han skulle lige til at sige noget, men Vladimir havde afbrudt Cricker. Han kiggede bare på ham. Gav han nu op?
Cricker betragtede dem imens at de gik væk og sagde stille til sig selv så kun han kunne høre det. "Ingen ære i vampyrer? De tør ikke at kæmpe til det sidste" Havde han sagt. Han kiggede efter dem indtil at de ikke kunne ses mere, og vendte så om får at komme hjemaf. Han tog sig stadig til armen som var såret, og hans skjold var igen forsvundet. Dog havde han stadig sværdet trukket, fordi man vidste jo aldrig om de kunne finde på at overraske ham og komme bagfra. Cricker kiggede sig et par gange over skulderen, men de var væk. Så der var ikke noget at være nervøs over. "Næste gang... Så ender det" Sagde han stille til sig selv og fortsatte ind i skoven.

//Tak for emnet mate ^^ //