WARNING!!! - Vi bliver angrebet!

Alle mænd bedes nedlægge jeres objekter og gøre jeg klar på at der angribes!!
- Dette er IKKE en øvelse!

Alle sammen, lyt! Dette er ikke en øvelse, vi bliver angrebet af den Franske special styrke, alle bedes hevende jer, nedlægge alle jeres ting, alle det i laver (emner) og gøre jer klar til, at vi nu er i krig! Dette er nu eller aldrig, eller vil i alle sammen opgive Di Morga, og give det tilbage til Frankrig! Jeg vil i hvert fald ikke, jeg vil aldrig opgive Di Morga til nogen som ikke ejer det!! Vi borger har væres rettigheder! Og ingen skal bestemme over os, det er slemt nok at vi har en som Ma'lakel der synes han har ret til at kalde sig konge! Så vil i kæmpe, eller stikke halen mellem benene!?

Ja, det var så Faith der talte, det er sandt nok, så er det store plot igang, og Frankrig har sendt sine bedste styrke ud for at kræve Di Morga tilbage til Frankrig. Dette kan vi ikke tillade!
- Det hele kommer til at foregå sådan, at alle nuværende emner bliver stillet på standby, og ingen skal skrive i disse emner, før at hele edvent slutter Tirsdag den 21 december, så alle folk kan få lov til at smide disse Franskmænd ud.

De øverstekommanderene i special styrken bliver styrret af os admins på siden, og det er også kun os der lige i starten smider nogle emner op som i kan deltage i. Husk dette er et plot for alle! Så ingen private emner, overhoved i denne periode, alle er velkommen til at være med! Så håber i alle vil tage godt imod dette, der er nemlig desværre ikke så meget at gøre. Ingen kan følge sig sikre nu! Alle må stå sammen for at overleve.

Selve plottet starter url den 23 december, for at få noget mere episk i det hele. Hvordan det hele opstod? Følg med her:

”Avery Damie!!” råbte en ældre mand, på de 46 år, der stod foroverbøjet over nogle gamle kort og papiret som han havde fundet i bunkeren længere nede i jorden. Dette var noget der ikke var blevet set før, manden lod langsomt fingrene glide igennem hans skæg, mens han ventede på at den anden general ville få fingeren ud og komme her ind. Den ældre mand, hvis navn var Fernando De Montecher, kiggede på den høje spinkel mand som snublede ind af døren, mens at han var i gang med at få bukserne rigtig på, og t-shirten stoppet ned i bukserne ”nok er du general Damie, men du skal fandeme ikke tro at jeg står mig til bage for sådan en lille lommel som dig! Hører du mig.” Avery kiggede blot på manden og stillede sig over ved bordet, hvor de mange papirer lå. ”pas du hellere på hvad du siger Fernando, du er gammel og jeg kunne meget hurtigt overtage din plads.” han anstrengte sig for ikke at falde ind i et af sine raseri anfald, hvilket han havde tildens til, når det kom til Fernando, han hadet denne mand, kunne ikke udstå ham, men ikke desto mere var de tvunget til at arbejde sammen, hvilket jo også gik meget godt når de så endelig var ude i marken. Han fnøs lidt, mens at han lod den gamle man tale, kiggede ned på de mange underlige tegninger, over en by hvis navn var Di Morga. Det der nok fangede hans øjne mest var, selve det som Di Morga indeholdt, guld, olie, kul, diamanter, alt det som de manglede nu. Olien især, ”hvad fuck er dette?” sagde han med en fin fransk accent, mens at han intet forstod, blikket blev rettet mod manden, som lod fingrene glide igennem hans skæg. Hvis der var noget som der kendetegnede denne mand, så var det at han var pinlig ren, han lå altid tilbage, godt med gele i, eller det skulle man tro. Hans tøj sad pænt og nydeligt, hvilket ikke var noget man kunne sige for den anden herre, som gik under navnet Avery. Han var sjusket i hvert fald lige nu, men det var hans fridag, og faktisk burde her general Fernando slet ikke have tilkaldt ham her. Mændene betragtede kortene i stilhed, ind til at Montecher smækkede den store knytnæve i bordet ”Det kan ikke passe, dette må være et land der findes, men hvorfor kender vi ikke til det!? Vi må straks tilkalde styrken vi må underrette, ministeriet og tage af sted med det samme.” Damian kiggede på Fernando som var han syg i låget, han havde forstillet sig denne dag stille og roligt, med tøsen som lå inde i hans seng, måske se lidt tv, ringe til sin anden kæreste der hjemme, sige alt var vel, også tage træne lidt? Hvorfor skulle den idiot også spolere hans ambitioner evig og altid? Og at hans døtre nu også skulle involveres man måtte da sige at det var hans heldige dag i dag.
Da alle menneskerne var samlet, var der tre mænd, og tre kvinder. Alexandré, oberstløjtnant. Joy Franciés Everglot, generalløjtnant og utrolig stor ekspertise inde for våben. Bedste til at skaffe nye våben til, og lave våben, hendes søster Amelia Everglot, kaptajn af specialstyrke 15 og sprængstofekspert, begge var 23 år, døtre til Fernando De Montecher. Og sidst men ikke mindst var der Aderlaide, som var Oberst-kommandør. Ikke en man skulle løbe om hjørner med. Der ud over havde vi de to generaler, Avery Damien, 25 år og Fernando De Montecher 46 år, ham der styrede hele showet, selvom at Avery havde en del og skulle have sagt.
”hvorfor fanden er vi her?” sagde kvinden hvis navn gik under Aderlaide, mens at en lyd af tyggegummi som blev tygget imod hendes tænder, hun kiggede lidt på de andre, og trak på skuldrene over at Joy sendt hende ’blikket’, hvor hun dog hadet dette sted, det var så indelukket, hun ville hellere ud og fyre nogle skud af, dræbe nogle mennesker, desværre var det ikke længere som det havde været, og man havde stort set ikke brug for denne styrke mere, selvom at de var de bedste af de bedste ”har vi så et job eller hvad, hvad fanden sker der for jer? Har katten spidst jeres tunger eller hvad?” hun pustede sig en smugle op og trådte frem på gulvet og kiggede lidt rundt, da Fernando rømmede sig ”vi har fået et job..” folk rettede hurtigt blikket mod ham, det havde været næsten over et år siden, at de havde været ude arbejde i feltet sammen, og hvad man kunne se på de fleste ansigter, var det noget der behagede dem, militærlivet på den rigtige side, var noget af det mest røvsyge for dem, de var trænet til specielstyrken som var blevet lukket ned for nogle år siden efterhånden, men det hente da at de blev tilkaldt. ”hvad er det så?” sagde Joy med en fin og tøset stemme, hun trådte langsomt frem med sine højestilletter og var en af dem som i den grad ikke lignede en der burde være her, når man kiggede på hendes søster, skulle man nærmest tro, at de slet ikke var det, hvis det ikke var fordi at deres ansigts træk var så ens som de var. Alle rettede igen deres blikke mod Fernando selvom at de for en kort stund havde været rettet mod den platinblonde kvinde. ”Vi skal til Di morga, som ligger ved grænsen mellem Frankrig og Spanien, vores opgave er at gøre dette land til fransk igen, på den ene eller den anden måde.” smilende trådte langsomt frem, da de alle sammen viste at de slet ikke gad tænke på at skulle forhandle, dette var allerede krig for dem, og Di morga kunne vente sig en overraskelse. Den morgen den 23 december, drog de af sted, nu skulle Di morga få sin undergang imøde.

Der er ingen vej tilbage! Nu er der KRIG!