Krigen er igang! //Special war'emne

Tid: Eftermiddag
Sted: Ude på havet, samt kajen
Vejr: Store bølger, stormende vejr, med splittet solskin
Omgivelser: Flere skibe, som gør klar til at ligge til havn
Dato: 23. December

Skibene havde allerede lagt til, ved kajen, men et enkelt var stadig på vej ind mod land. Nogle kunne måske tro det var efternølere da krigen allerede var brudt ud, men dette var med fuldt overlæg. Borgerne i Di Morga var splittede og nu lagde Aderlaides skib klar til at gå til angreb på havnen.
"Bemand kanonerne" råbte hun voldsomt og rungende fra sin post bag roret, mens hun viftede voldsomt med armene for at sætte gang i mandskabet, der øjeblikkeligt gik igang med at putte de store sorte kugler i kanonerne, mens skibet flød igennem havoverfladen. Hendes lysende grønne øjne var ikke til at tage fejl af. Kamprusen sad allerede i hende, og et glædesskrig, skar sig gennem mørket, som skyerne havde sat for dagen.
I det samme øjeblik, begyndte hun at dreje på roret, mens farten sænkede sig, så skibet havde styrbord side mod havnen. "Kast anker" råbte hun beordrende, og ankeret gled hurtigt igennem bølgerne, og sørgede for at skibet ikke rykkede sig ud af flækken. Hun trak langsomt en gammeldags sabel, som hun hævede højt i vejret. "Fyr!!" Lød hende stemme, mens hun svang sablen mod jorden, og de let gullige tænder kunne ses i hendes ansigt, da kanonerne blev affyret en efter en, mens de sorte kugler svævede ind i havnen, og ramte mod flere bygninger, og andre skibe med voldsomme smæld, og langsomt sank skibene mod bunden af havet, mens bygningerne styrtede i grus.

//OOG: Emnet er åbent for alle.. Hvis/når flere joiner, så husk at spil efter ludoreglen.. Altså at man altid skriver efter den samme person ^^//

Malcom stod på kajen og så først kanonkyglerne komme mod ham som små sorte prikker, men så gik infernoet løs, overalt omkring ham eksploderede bomberne og skabte et kaos uden lige. Malcom kravlede ned til kanon battariet hved havnen, overalt omkring ham begyndte sejlere at flygte, men enkelte få blev tilbage hved deres poster, malcom gik rolig op på muren hved kanonerne og kiggede ud mod skibene der var på vej ind mod havnen, de mænd der var tilbage kiggede op på ham med vantro i øjnene, de nægtede at tro på at den eneste der turde stå der var en mand klædt i et jakkesæt med en stok i den ene hånd. Malcom drejede sig langsomt op og pejede med stokken på kanonerne, han råbte med en øresønderivende stemme på fransk så alle skulle forstå le feu des canons mændene kiggede kort på hinanden og bemandede så kanonerne, der var en larm uden lige da kanonerne fra kajen gik af og et smil dannedes på Malcoms mund da han kunne se projektilerne på vej ud mod skibene.

Det frydende smil bredte sig langsomt på hendes læber, da hun så hvordan havnen styrtede i grus, inden hun hoppede ned fra øverste del af dække. "Alle mand til bådene!" sagde hun højt, og de fleste satte hurtigt bådene i vandet, mens kanonmandskabet blev ved med at affyre, da fjenden nu var begyndt at besvare ild med ild. Kampene var helt sikkert igang nu, og Aderlaide sprang selv ned i en af bådene, hvor hun stillede sig forrest, og holdt øje med hvad der skete inde på land.
Altimens begyndte mandskabet og ro, for at tvinge bådene fremad, og der gik ikke lang tid, før de stødte mod grund, og folket blev tvunget til at vade det sidste stykke mod land.
Aderlaide knurrede lavt, og bøjede sig for støvet, der blev tvunget op fra jorden, da kanonkuglerne ramte, og hun hørte samtidig at hende elskede skib blev bombarderet, og nok allerede var igang med at synke. Imens trådte hun ud i vandet, som gik hende til lige under knæene, og fugtede de løstsiddende bukser, mens den hvide skjorte var stoppet godt ned i bukserne, og skjulte det mest nødvendige.
Med sværdet i hånden, råbte hun endnu en ordrer, og mændene gik alle i krig mod borgerne, som endnu ikke havde flygtet, mens hun selv kiggede sig omkring efter sit eget offer. De grønne øjne faldt hurtigt på Malcom, og endnu en person stod allerede ved hendes side. "Skal jeg ordne ham?" Spurgte manden ved hendes side hviskende. Han bar et vejrbidt ansigt, som bar præg af mange kampe. Han var i midten af 30'erne, og næsten to meter høj. En erfaren krigsveteran, som engang havde været en del af specialstyrken, og nu var en af Aderlaides fortrolige.
"Nej.. Ham der.. Er min" Smilede hun grusomt, og de gullige tænder, som var blevet misfarvet af for meget rygning, kunne nu ses uden problemer, mens hendes grønlige øjne lynede af forventning over hvad der skulle ske. Med sværdet i hånden, kiggede hun bare koldt på djævlen, som ejede en sygelig rød hud.. Tænk.. Menneskene i dette land var vist noget mere end bare.. Mennesker. Hun havde allerede læst rapporter om underlige evner, som ikke indebar våben.
I den anden hånd, trak hun nu sin pistol, som Joy havde designet til hende.. Den nyeste teknologi, som ikke skød med almindelig metalpatroner, men en form for plasma, som ville få huden til at ætse voldsomt der hvor den ramte. Ja.. Specialstyrken havde eksperter på alle områder.. Hendes eget område var nærkamp.
Hun hævede pistolen med en kølig hånd, og tog omhyggeligt sigte mod djævlen. Lige efter trykkede hun på aftrækkeren, og den specialformede patron skød mod ham med så høj en fart, at den ville ramme i næsten samme øjeblik, som den var blevet affyret. Og som om det ikke var nok, så delte patronen sig nu i tre, som fløj side om side mod ham, så hvis den ene ikke ramte, så ville en af de andre med sikkerhed gøre det.

Davy sukke tungt da han forlod en nu ødelagt bygning som var blevet ramt af en kanonkugle, hans høje spinkle krop var tydeligt og to bogstaver på hans hals gjorde det tydeligt at han var slave*hvorfor er jeg her*tænkte han stille idet han listede af sted ned af gaden, hans hvide skjorte var ikke så hvid mere og de lyse jeans var slidte imens han ingen sko havde på, på hans skulder hang en grøn rygsæk hvor man ku se træ pile som stak op af åbningen, i hans rystende hånd holdt han en smuk træ udskåret bue med et stærk snor, han hev en pil op af tasken og spændte buen idet han trådte ud af skyggerne og så vagtsomt rundt for ar se hvor faren var, han brudte enligt ikke være her han var skam ikke stærk nok til at kæmpe men nu var han jo tvunget til at hjælpe sit nye land så derfor stod han her nu, han så rundt et stykke fra ham stod en kvinde med en pistol som var sigtet mod en eller anden han ikke helt ku se men han rette hurtigt buen mod hende og sendte en pil af sted og satte hurtigt en ny pil på klar til at skyde en anden.

Malcom så landgangsbåde komme tættere på lanbd og han skreg ordre til kanonmanskabet om at koncentrer sig om landingsbådene, "Skyd... SKYD!" han råbte og skreg som en vanvittig men han kunne kun se til som bådene kom tættere og tættere på, Malcom var presset og kiggede på de trætte mænd med et skrækindjagenede blik "KLAR TIL KAMP!", hans stemme lød som en torden og han var selv den første til at løbe mod den landgående franske hær, "YOU SHALL ALL DINE IN HELL TONIGHT!". Hans jakkesæt gik i flammer og blev afløst af hans sande form, hans lange horn voksede frem og hans bar ikke andet end det lændeklæde han ville have brugt i helvede. De franske soldater der var landet blev skræmt fra vid og sans da det store monster af en djævel gik amok, en af mændene blev revet midt over så blodet sprang til alle sider og en anden fik hakket en stok i hoved med så stor en kraft at hans hvoed fløj af. Kampen var hård og flere sværdhug ramte Malcoms røde krop så tykt sort blod strømmede ud, han prustede og hev efter vejret, dether var ikke en kamp der kunne vindes, de var nød til at trække tilbage til en bedere stilling. "FALL BACK TO THE NEXT LEVEL" stemmen var igen den af en vred tordesky og Di Morgas mænd begyndt at samle deres sårede sammen og flygte op mod murene der omkrænsede havnen, Malcom vendte sig om for at holde øje med fjendens fremrykning da han blev ramt af en kugle i skulderen og en i benet, han faldt på knæ og kiggede op på en kvinde der stod med en rygende pistol i hånden, han brølede eder og forbandelser af hende som han med stort besvær kom på benene igen, han kunne mærke hvordan kuglerne brændte som flammer i hans sår, men da han var van til helvedes ild var det ikke noget han tog sig synderligt af. Malcom gik til angreb og svinged faretruende med sin sort stok, han kastede den med al den styrke han kunne formå og den fløj gennem luften som et projektil mod manden der stod hved siden af kvinden, idet Malcom kastede stokken gik han også i løb mod kvinden, hans store tunge krop fløj hen over jorden så den rystede når han trådte ned, hans gule øjne lynede med rent had til disse mennesker, ingen skulle overleve, hvadend prisen måtte være.

Aderlaide bed sig tilfreds i underlæben, da hun så hvordan forvirringen voksede blandt folket, mens hendes egne tropper angreb for fuld styrke. Di Morga var tvunget til at underlægge sig Frankrig. Det kunne bare ikke gå galt. Pistolen havde affyret sit skud, men hun holdt den stadig frem for sig, mens et bidsk smil bredte sig over hendes læber, og afslørede de gullige tænder. "Afsted svans" hvislede hun koldt til manden ved hendes side, som med det samme satte sig i bevægelse, og derved undgik våbnet som Malcom havde kastet mod ham, da manden satte i et tordnende løb mod Davy. De knap 200 kg dundrede over jorden mod Davy, som havde sendt en pil afsted, og nu åbenbart gjorde klar til at affyre endnu en.
Aderlaide var derimod ikke ligeså hurtig i sin bevægelse som manden havde været. Da hun hørte den syngende buestreng, vendte hun voldsomt ansigtet mod Davy, og så ikke andet, end den fremfusende, fjerbesatte pind, der nu fløj imod hende. Et heldigt kast til siden, sørgede for at hun nåede uden for pilens rækkevidde, og derved lavede en en flænge henover den store overarmsmuskel på højre siden, mens hun selv faldt til jorden, og stødte fra med venstre arm, mens et bump gav genlyd fra jorden og hendes krop.
Og som om det ikke var nok. Lyden af fødder der nærmede sig, fangede hendes opmærksomhed, mens hun vendte blikket mod Malcom som nu var nået alt for tæt på hende, til at hun brød sig om det. Sablen havde hun været nødt til at kaste fra sig på jorden, og franske eder flød fra hendes læber, mens hun rynkede vredt på næsen. Hun blev dog liggende, og prøvede at se så såret ud som muligt, ved at slå venstre hånd over såret, som blødte let fra overarmen, mens hun fremtvang nogle gisp imellem tænderne, og klemte øjnene sammen.