gemmers sig for krigen Jane(privat)

T: 00:00
O: ingen
V: nymåne
S: Gydrene



Albus hade gemt sig for krigen. Han var ikke så god til at slogs endnu og han kunne slet ikke styre sine kræfter endnu, så han var mere til fare end til hjælpe i kampen han var halv lyndæmo og halv vampyr. Men han hade slet ikke kendt sine forælder for 4 dage efter han var bliv født, efterlod de ham i en kasse ved et børnehjem og her var han lige stukken af fra

Jane spankulerede rundt i de mørke gyder. hendes violette øjne skinnede. hendes hvide skjorte var ren og pletfri. hun bevægede sig med en aura af magt og selvtillid. hendes sorte læder støvler var dog en anden sag. hvis man kiggede godt efter ville man opdage små blodrester. I venstre hånd havde Jane en glock. dette var hendes fortrukne våben. eller hun kunne også godt lide knive. hun smilede for sig selv. i baggrunden kunne man høre lyden af skrigende soldater. Jane nød lyden. månen lyste ned i de mørke gyder og badede dem i et sælsomt og uhyggeligt lys. Jane var ikke bange, men Jane var også typen der levede i uhygge. hendes lange sorte hår hang løst ned. en gang imellem blafrede det lidt i vinden.

for Albus var skrigen. Tortur sådan han hade peljeforælder skregn den dag de blive slaget foran, øjen på den 5 år gallem Albus og siden den dag hade han ikke kunne lige at høre skrig. Det var forsmerte fuldt for ham at høre på når han tænket tilbage på den, Skæbne svanger dag begydnte han at ryste og være meget bange

Jane kedede sig. var her ikke nogen man kunne pine? Hun så sig om og hendes viollette øjne faldt på en lille dreng. han rystede og så bange ud. Jane smilede. man kunne se hendes skarpe hjørnetænder. tænder der var beregnet til at bryde igennem huden og ind til blodårene. "nå... hvad har vi så her?" sagde hun hånligt. underholdningen var kommet... Inderst inde var Jane vel ikke så ond som hun gerne ville virke... eller dengang hun var barn. nej, Jane havde ikke altid været ligeså ond og forskruet som hun var idag. faktisk plejede hun at være et nogenlunde fornuftigt individ. der var noget over denne dag. Jane var ikke rigtig sig selv. som om noget var blevet sluppet ud inde i hende...

Albus vendt sig rundt. Og fik øjen på hende " dddu sskal ikke komme for ttæt pppå mmig " stamme Albus svaget, Man kunne godt se at han var bange af sig. Men han var også meget modig vis det ikke var nogen som skreg som de gjore det lige nu

Jane smilede. hendes indre ondskab blomstrede tydeligvis. hun nød det. hun nød magten. hun nød at se det lille væsen stamme... Hun så hånligt på ham. "Er du bange?" hendes tone var sarkastisk og hånlig. "Hvorfor løber du ikke bare hjem til Mama?" Dette her skulle nok blive sjovt. hun ville pine ham. Jane havde lige drænet to franske soldater så hendes energi niveau var på sit højeste. Skrigende var højere. man kunne høre smerten og fortvivlelsen i dem. Skrigende var uden håb. dem der skreg vidste deres tid var kommet. de vidste de skulle lide en lang og smertefuld død forsaget af folk ondere end Jane. hun vidste at alle de store veje flød med lig fra døde soldater... der var blod overalt. vampyr gilde....

2 jeg har ingen Mama " sadge Albus. Han så ned i jorden han ryste og så op ved at voldesomt skrig, det fik ham til at fallde ned på knæ det var for meget for ham. Han kunne ikke holde alle de smertens skrig ud mere hans ryste og så bengyndte det at lyn, nu var hans kræfter gå amok

Jane så på ham. hun var helt klart ikke sig selv. alt det blod havde forskruet hende. hun nød faktisk at se ham lide... "ingen Mama? ej hvor har jeg ondt af dig" igen var sarkasmen tydelig... Jane havde mistet sin egen mor i en ung alder, men det var mange hundrede år siden... Hun bandede sagte på russisk. det skulle hun ikke tænke på! det var fortid! hun skulle tænke fremad.. hun skulle fokuserer på hendes mål! hun skulle fedte sig ind hos de rigtige og blive frygtet af dem under hendes rang! hun skulle blive mægtig og rig. "hvad er den af kan den lille dreng ikke kontrollerer sine kræfter?" hun lagde hoved på skrå og grinede. en klar kold latter...

//OOG Du siger bare til hvis Jane er for ond ikke? Jeg har jo ikke noget imod dig :D Jane er bare sådan lidt ond og forskruet... Du siger bare til hvis det bliver ubehageligt... :D//

" for mange skrig. Kan ikke forkuser er for udmatte " sadge Albus svaget han så svaget på hende, men uden at rør sig ud af stedet hun skulle ikke ha lov at ned gøre ham. Eller hans familie det ville han ikke finde sig i mere nu var han vred meget vredt, han øjne lyste rød mørkeblodrødt

Jane smilede. hun fandt en lille kniv frem. "misfoster" sagde hun ondt "tror du virkelig du kan skade mig?" Hun kastede kniven lige i maven på ham med uhyggelig præcision. hun var meget bevidst om at ramme der hvor det gjorde mest ondt. fordi kniven var af træ burde det gøre endnu mere ondt. hans vampyr gener burde skrige af smerte. Jane smilede hun var ekspert i tortur... hun havde rigtig mange af disse knive. de var dog ikke de eneste våben hun havde på sig. hun havde to glocks, et samurai sværd. gift og en masse andet. jane elskede våben de var hendes hobby. hun var også ekspert i at gemme dem. ingen af disse våben var synlige og de var alle sammen let tilgængelige...

Albus faldt skrige sammen. I mens blodt strømme ud af såret i hans mave han lå og vred sig i smerte, det gjore bare så ondt men han kom langesomt på bene igen. Og fik den trukken ud af sin mave men så blodt spøjte frem han holdt for såret i mavne, Han ville ikke lade hende gøre det her ved ham uuden kamp

Jane smilede ved synet af alt blodet. hvis drengen ikke snart fik gjort noget ved det sår ville han forbløde. "gør det meget ondt?" spurgte hun ham og fandt sin glock frem. hun holdt den i hånden og så vurderende på den. hun smilede. "lad os se hvad du siger til denne her" mumlede hun til sig selv. glocken var ladt med træpatroner. og som om det ikke var nok var der gift på disse patroner. giften var meget smertefuld. ikke dødelig, men meget smertefuld. denne gang skød hun ham i benet. hendes viollette øjne lyste med ondskab da kuglen trængte ind i hans ben. hun elskede dette. hun smilede. "ikke så stærk vel? lille misfoster?"

Albus fik helade såret i maven. I det hun skød ham i benet skreg han endnu mere end før, det smerte så voldtsomt han fik kuglen ud igen det var meget ømt såret i hans ben. Men det tog han sig ikke af lige nu han rejste sig igen og så meget vred på hende, ingen skulle skade ham uden at bøde for det

Jane måtte indrømme hun var imponeret over hans udholdenhed. hun skød ham igen denne gang i skulderen... og så i den anden skulder. dette burde gøre meget ondt på ham. Jane var først lige begyndt... nogle vil måske spørge sig selv hvordan Jane blev som hu er... sandhenden er at dette var ikke den rigtige Jane. dette var den jane der havde låst sine følelser inde. hun havde låst dem væk på grund af krigen. den rigtige Jane ville slet ikke være i stand til at se på alle de døde mennesker så Jane havde fundet en anden udgave af sig selv frem. Denne Jane havde ingen medfølelse. denne jane fik energi af andres smerte. dette rejser måske et nyt spørgsmål hvordan blev denne anden udgave af jane til? denne Jane kommer tilbage fra den gang Jane var lejemorder. dette var Janes gamle jeg. Et jeg hun kunne finde frem og gemme væk efter behov.

Albus skreg endnu mere. Da hun skød ham i begge skulder det blødte meget slemt han så på hende, uden at faldt sammen af smerte han ville ikke være svage. Eller nogen han var måske kun 16 år men han var meget udholden

hun skød ham igen. hænderne, det andet ben hun var trænet til at ramme de steder der gør mest ondt. hun ramte plet hvergang. Jane var begyndt at kede sig lidt... det her var ikke sjovt i længden. hun sukkede "okay" sagde hun "her er en deal der meget vel kan redde dit lille ynkelige liv. dette her er ikke sjovt længere så hvad med vi stopper med at angribe hinanden og slutter fred?" Jane havde egentlig ikke lyst til at slå knægten ihjel... Han måtte egentlig synes det var ret underligt hun kaldte ham knægt... Jane lignede jo en på 17... hun trak på skuldrene det var drengens problem.. Jane havde stadig glocken parat. hun ville skyde ham igen hvis han ikke accepterede. denne gang ville hun arbejde sig tættere og tættere på hjertet...

" okey okey fred " sagde Albus. Og sank i knæ såren blødte meget voldesomt at han ikke kunne, holde smerte ud rette meget mere han hadest at mærke smerte. Det var en dal af ham som han ikke kunne lige for det var alt for smertefuldt at tænke poå

Jane smilede. godt så slap hun for at slå nogen ihjel og han slap for at dø. "Jane" præsenterede hun sig smilende

//undskyld det bliver så kort, men skal gå nu... har gæster... logger på igen senere//

" Albus " sadge han stille. Og fik kuglerne tage ud igen så de ikke sat og gjore ondt på ham mere


((krav sviget))

Jane satter sig ned. hendes hånd gav aldrig slip på glocken. dette var mere en vane end det var et tegn på mistro. dog stolede hun ikke på ham, men hvad havde han forventet. Jane stolede ikke på nogen, og hun var ikke i fuld gang med at slå ham ihjel så... "hvad laver en lille dreng som dig ude i disse mørke tider?" spurgte hun i et ligegyldigt tonefald imens hun studerede sine negle. Jane var ikke ligeså ligegyldig, som hun virkede. faktisk samlede hun information om personen. endnu en gammel vane fra den gang... "øh... må jeg få mine knive tilbage? de er en gave fra en gammel ven. Knive i den kvalitet laves ikke længere"

Albus smed kniven. Hen til hende " og lad være med at kalde mig lille dreng jeg har alser et naven, Og det er Albus hvad er dit så om jeg må spøre " sagde Albus. Og så hende ind i øjnen han ville hvor hvem han snakke med

Jane hævede et øjenbryn. hvis hun ikke havde aftalt 'våbenhvile' med drengen ville han være død nu. hun rettede sig op og så på ham med et koldt blik. iskoldt. "Janezcka Alexandrova" sagde hun. "Men mine venner kalder mig Jane" hun lagde med vilje tryk på venner for at vise at han ikke var en af dem... "når Albus hvad laver du så her ude i disse mørke tider?" spurgte hun i et ligegyldigt tonefald. hun rensede knivene for blod. et fast ritual... hun tjekkede den for ridser m.m. da hun endelig konstaterede at hendes elskede kniv var i fin stand lagde hun den på plads

2 hvad komme det endlig dig ved. Jeg er ikke en af dine venner så jeg behøvet ikke at fortælle dig noget, fuldblods du er som alle ander de trot at de er beder en halvblods. men det er i ikke vi han flere ting ind i kan " sagde Albus

Jane løftede et øjenbryn. ham skærkere? Ha! "hør her puttie har vi ikke demonstreret hvem der er stærkest af os to?" hun hentydede til deres lille 'kamp' som hun tydeligvis havde vundet... Var han dum?! alle vidste at fuldblods til en vær tid var stærkere end halvblods! hun fnøs hånligt. han vidste det tydeligvis også siden han var så opfarende og dragede forhastede konklusioner... Jane havde ikke engang tænkt på hans halvblods status...

" der tage du fejel som halvblods er men. 2 Dele men være deres race lige som jeg er en halv lyndæmon og en halv vampyr, så kom ikke her og fortælle mig at du tror at du er beder end lig. For det er du ikke for jeg gider bare ikke spille mine kræfte på en som dig, for du er det ikke være " sagde Albus vredt