Endnu en krig. //privat//

S: Lucas Private suite, oplyst som altid, og måske en smule mere pænt mobleret end normalt.
T: 27 December kl 19:00
O: Dem der nu er samlet her i aften
V: Det står ned i stænger. Lyn skraller over himlen.

//Denne tråd er tiltænkt alle dem der har en form for relation til Lucas, vi kører IKKE efter Ludo reglen.//

Det var aften. Lucas havde for længst puttet sit testamente i en kuvert og lagt den på skrivebordet. Han stod nu og ventede, ventede- Ventede spændt på at hans gæster ankom. I dag, blev den første sten sat, i nat, ville planlægningen gå i gang, og inden året var omme, ville en ny kejser side på magten over Di Morga. Lucas betragtede sine negle, og ventede, ventede spændt. Døren var som altid lukket. Rummet var oplyst, på de små borde stod glas hvori en lettere... tyktflydende rød væske befandt sig, derudover var der sofa grupper og almindelige stole. Ganske hyggeligt, hvis ikke det havde været for stanken af blod, og den alt for rene atmosfære. Lucas stod selv, bag en stol ryg, med et glas i hånden. Blod. Det de ville bygge deres nye imperium med.

Et smil gled over hans læber. Døren gik op, og som den gjorde dette satte han sig ned. Sippede til glasset, og læberne skiltes i et bredt smil. Tænkte kort på ordene i hans testamente. Hvorefter han tænkte på alle de ting han havde arrangeret... Hvis nu uheldet var ude.

Hvordan fanden kunne det ske, at den noble vampyr race var sunket så dybt. Det var forfærdeligt, meget forfærdeligt, men nu, inden nytår ville det ske. Inden nytår ville angrebet være igang, det angreb der ville sikre deres plads i det nye Imperium. Han smillede. "Tag endelig for jer" Han gjorde en gestus imod de mange glas. "Og sæt jer endelig, jeg har noget vigtigt at fortælle"

En pige med langt sort hår og mørke øjne gik ind af døren til mødet. Hun havde længe ventet på denne dag hvor hendes Herre, Lucas, endelig ville fortælle hvad hans plan var. Hun gik inden for med et stille smil om læberne og satte sig ved en stol tæt ved Lucas. "Goddag min Herre" svarede hun fornæmt.

Angela, som var slavens navn, så sig omkring og ventede på resten af Lucas' slaver. Hun havde aldrig vidst hvor mange han havde eller noget som helst om dem. Eller hvad han ville brug dem toil. Derfor havde Angea set frem til dette møde. Noget stort var på vej. Noget meget stort.

Angelas smil blev på hende læber imens hun ventede spændt. Hun var klar på hvad som helst lige nu. Om hun så skulle sætte sit liv på spild for at hjælpe Lucas med hans plan. Hun havde gået så længe og ventet på at der skulle ske noget, for hun vidste det var derfor LUcas havde købt hende. For at bruge hende og de andre slaver til noget stort. Nu sad hun barer og ventede på at få hele den store plan at vide, og hun var meget spændt på det der skulle ske om få minnutter.

Amylia kom tullende ind, lige i tide til at høre de indbydende ord, der besæglede de mange glas' skæbne. Hun stak paraplyen ind under den al for lange jakke, og strakte sig indiskret og gabte et "Godnat..." Et glas blev hurtigt svælget. Derefter endnu et, og så tog hun et sidste glas, og placerede sig lige midt i en indbydende sofa, og kiggede spændt op på vampyren hun var kommet for. Hvad kunne han tilbyde? Hun havde på fornemmelsen at noget skulle ske - Selvfølgelig havde det ikke været svært at regne ud. Han havde før haft samlet dem i teatret - men hvis det kom til sammenstød, gjaldt det om at være på den rigtige side.
Den vindende side.
Og som Lucas sad og lignende en fesen, men elegant og vindende vampyr, var hun sikker på at den vindende side var hans. Hun smilte et yderst ucharmerende smil, og lagde benene over kors. Hun skulle ikke begynde at snakke nu, hun var sikker på at Lucas' ord var meget mere værd at høre på, end hendes egne. Hun kendte jo hendes egne i forvejen, så det var der intet sjov ved. Hun slikkede hendes fortænder rene for den mørkerøde væske og spidsede ører.

Nimhithe gik på strømpesokker, da han havde glemt sine sko, og trak i sit slips for at løsne lidt op i det, han kunne ikke klare, at det sad så tæt. Han gik med hurtigere skridt langs gangen, han vidste godt, at han ville komme lidt senere, end resten af flokken, men han var lige løbet et erindre, som var stødt på, og så var han blevet sulten på vejen, så han havde lige snuppet en bid mad, hvilket han kun fandt fair, da hans mave var begyndt at rumle af ham. Han havde enlig ikke godt af den luksus, som han nød på hotellet, det endte med, at han ville lagre en masse energi, som han ikke ville kunne bruge. Han skubbede det sidste af den hvide skjorte ned i bukserne og rettede lige en enkelt gang mere på slipset. Han savnede virkelig sine gamle klæder. Han stoppede foran døren og krøllede sine tær, så et enkelt knæk kunne høres fra dem.

Nimhithe skubbede langsomt døren op og kun lige så meget, at han kunne snige sig ind og lukke døren igen efter sig. Han så rundt i lokalet og kiggede på de forskellige, som var til stede. Han vidste godt, at han ikke var den eneste slave, men det ville ikke sige, at han havde accepteret det. Han var van til, at han kun skulle være den eneste, men dog havde han fattet meningen med Lucas forsamlinger, han var ude på noget stort.

Nimhithe gik videre på sine strømpesokker og fandt et lidt mørkere hjørne, hvor han stillede sig og foldede hænderne på ryggen. Han ville nok ikke være den, som havde så meget at sige til dette, men han ville følge sin herres ordre, det var det, som han var opvokset med. Dog var han aldrig blevet købt af nogen før, så dette var enlig mere eller mindre nyt for ham. Han valgte at lægge sine øjne på Lucas og ventede.

Der kunne høres tre små bank på døren inden Jody stak sit blonde hovede ind, for at se om han var gået forkert igen. Det var svært at finde rundt, når han stadig ikke var blevet vant til de nye omgivelser der var. Han havde lige været nede i parken, for at vente som han altid gjorde. Sad helt stille og smilede ud i luften, mens regnen gjorde ham plaskvåd, i håb om at hans mor skulle komme og hente ham. Hun kom heller ikke denne gang... men han fandt da noget andet på vejen hjem. En plys-kanin, som bare havde ligget helt for sig selv ude i regnen... den skulle da ikke være alene, ligesom ham selv. Et smil voksede frem på hans læber da det gik op for ham at han endelig var gået ind det rigtige sted. Han trådte helt ind, med plys-kaninen over armen og lukkede stille døren efter sig. Han var stadig plaskvåd, så små dråber vand faldt ned og ramte gulvet. Han fattede stadig ikke helt hvorfor han var der, men siden han var blevet bedt om at komme, dukkede han op alligevel. Og selvom der stadig var mange ting han ikke helt forstod, skadede det vel ikke at lytte? Måske kunne han sætte sætningerne sammen for sig selv, eller også måtte han spørge om der var én der kunne forklare det for ham. Jody holdte plys-kaninen op foran munden idet han trådte ind, nærmest for at beskytte sig selv mod de personer der end måtte befinde sig i rummet. Nogen kunne han da genkende fra dét i teatret, men så var der ikke mere. Han placerede sig på en almindelig stol og sad ellers bare og ventede på at de skulle komme i gang.

E smuk pige stod pludselig i døråbningen, man havde ikke kunne hverken høre, mærke eller lugte hende før nu.
Hun så lidt rundt med et iskoldt og fjendtligt blik, de syegrønne øjne gav sig straks i kast med at æde pupillerne og alt andet i øjende.
Hun var iført en sort lang kjole med mønster af roser i kanten.
med beslutsomme og faste skridt gik hun over til bordet og tog et glads, hvor hun nøje duftede til det inden hun nippede til det. "hmm" mumlede hun og så over mod sin herre og nikkede kort, som tegn på at det smagte hende.
hun så rundt på de andre og mumlede stille dog giftigt "godaften" ... hun så op mod sin herre "og undskyld forsinkelsen... jeg havde et minder skænderi" mumlede hun.
et skænderi var det nu ikke, mere en 'kamp' der var vundet på forhånd, men eftersom at hendes herre ikke ville være så glad for at høre det, undlod hun at nævne det.
Det var en smugle svært at holde sig inden for rammerne for hende, indtil videre.
Om det ville lykkedes nogle som helst at få hende til det var endnu uvist, men det tydede ikke på det. Hun lukkede øjende og hendes tilstedeværelse blev atter sløret.

Faste målrettet fodtrin ku høres, støvler der var flade men alligevel havde lidt hæl over sig slæbte stille hen af denne forfærdelige jord, mens man kunne høre folk protestere temmelig vredt efter en pige? nærmere end kvinde. Kajika så stille rundt med de blå øjne og kiggede op af det store hotel, da hun gik hen og spurgte ved skranken da hun endelig var der eller nærmere receptionen?`ku hun kun få svaret af vide der hed..."vi kan desværre ikke lade dem gå der op frøken Volkan... sidst skulle vi lukke hele de 3 nedre etager af efter dig og Lucas" et smil af utilfredshed kom frem over hendes læber? og hun forstod hva de mente, hun tog fat i manden i det nogen gorillaer kom frem og hun slap ham med det samme fordi hun ville nødig ha det endte med at hun ikke kunne få værelse her en anden gang`?, en gang var den øverste etage hendes!.... indtil hun flyttet...
*tsk.. så må jeg jo bare finde en anden alternativ vej...? hahaha!*hun små lo inde i sig selv indtil hun gik ud fra hotellet med denne lumske dulmende tanke....

Små svirp kunne høres og så senere lød noget yderst højt som vinger der var spredt ud med stor hast direkte mod et bestemt sted?, en vis ting man ikke ville ku tage fejl af, de vinger var skabt til fart og undvigelse men ej hurtig flyvning væk fra et bytte med et, hørte man vinduet slå i klir og ind kom Kajika med et stort brag, og der.... Der knælet ned på gulvet med lidt flåede vinger og rifter i hele ansigtet og glasskår stod kajika.
Et lille smil kom over hendes læber i det hun langsomt sank blodet i sin hals fra sig selv af, og man ku se de lange revner stille lappe sig, mens glasskårene faldt ud på en yderst ? ubehagelig ligende måde som var det gamle krudt kugler der faldt ud af huden på hende?.
Langsomt som var hendes hud klistret, lappede den sig sammen som var den levende og før man viste af det, var den hvide sne ligende hud lappet igen og det ikke hvide mere men blonde hår lå ned over de morderiske blodrøde øjne. Hun slikkede sig let om læberne, og de stramme jeans bukser i blå var revet yderligere flere huller i end før?. Hendes hår blev dog langt da hun besluttet sig for at heale det, men ellers var hun korthåret efter at ha klippet det?. Hun kiggede spydigt rundt og rettet let på det lange hår og strøg det med de glasligende negle tilbage og sagde"yderst forfærdelig landing må jeg sige fra min egen side og bare rolig Lucas, vinduet fikser sig selv efter jeg gået, regning kan du blot sende over ja... du ved hvilken konto" Kajika var nok ligeså rig som Lucas måske mere, men hendes familie arv gik os flere tusinder tilbage?, dog... Brugte hun næppe sine penge som skidt.. "vinduet skal jeg nok få ordnet på ingen tid når jeg gået igen" hun så rundt på de andre ansigter, de var nye? nærmest alle sammen, hun havde ikke set en eneste af dem i terra?, men Kajika var jo os flyttet efter alt det med Zane den tidligere hersker og nu malla den nuværende hersker? for ikke at sige Ahngel og Faith? episoden... Hun så lidt rundt og sagde"så jeg har hørt visse rygter" hånden blev let knuget"at du.... vil ? lave et plot mod Malakel... har jeg ret Lucas?" hun så temmelig fast besluttet på Lucas om at hun ikke ville gå før hun vidste om det var sandhed.... kajika havde aldrig tiltalt Lucas og ville dog næppe få hende til at tiltale ham anderledes end blot hans navn? hun var ikke meget formel overfor ham, hun havde haft et nag i siden på ham og det var skam os gengældt siden de mødtes?, de havde en slags ravilicering angående rigdom og finesse? for ikke at sige såret stolthed? kinda?.

En skikkelse trådte ud fra en bil der holdt foran bygningen, sort, og smukt lakeret så man næsten kunne spejle sig i den. Dog var det ikke skønheden af faretøjet der havde fået personen som trådte ud til netop at vælge den. Meget kort sagt, så var det blot et køretøj, selvom Alvar efterhånden blev nød til at indrømme overfor sig selv at han foretrak denne farve betydeligt i forhold til alt andet. Hurtigt blev der ligeså slået en sort paraply op, som beskyttede denne person fra de mange regndråber der syntes at gennem vædde, hvad end for person som ikke havde lige netop husket den lille ting, der faktisk eksisterede for at forhindre en i at blive våd.
Vinduet ved chauffør sædet blev rullet ned og en herre bad om penge for at have kørt rundt med den sort beklædte herre. De røde øjne lagde sig over manden, blikket neutralt og følelseskoldt som altid. Manden inde i bilen rynkede brynende kort, og trak sig en smule væk i ubehag over at se ind i dem. Men uden grund, Alvar lod en sort handske beklædt hånd glide ned i en lomme på den sorte frakke og rev en penge seddel op imellem pege og lange finger og rakte chaufføren den, imens han gav et upersonligt og falsk smil. Chaufføren nikkede blot ivrigt og tog den for derefter at skynde sig væk. Alvar så i få sekunder efter bilen inden han trådte videre imod bygningen. Som han kom ind i receptionen så han en yderst utilfreds kvinde, gennemblødt fra regnen, stå og diskutere med receptionisten. Der kom ikke nogen umiddelbar reaktion til at starte med, Alvar fortsatte hen imod trappen, imens at han slog paraplyen ned, imens at tankerne lagde sig på Lucas.
-
Få sekunder efter blev døren åbnet, og ind trådte en sort håret ung vampyr af hankøn. Imens at denne trådte indenfor, iklædt sin lange sorte frakke, de sorte handsker, og så ellers det stilfærdige antraf ved udseende af skjorte, slips, under jakke, og sorte bukser samt sko og strømper der passede til det elegante udseende, nåede han at høre den selv samme kvinde nede fra receptionen sige det sidste, han satte paraplyen ned i den holder der uden tvivl måtte være til den slags.
,, Utålmodighed ...", sagde han lavt for sig selv, som tænkte han højt med et lettere fraværende blik, imens han lod jakken glide ned fra skuldrende, og hang den op på hvad end for en knage der måtte være. Dernæst lod han øjnene hvile på de andre der var til stede, og blinkede da han så den meget unge vampyr dreng med sin lille plys bamse. Endnu var hans blik koldt og dødt, følelses forladt, men dette var dog ikke sandt. Han følte mange ting.. rigtig mange ting!
Han flyttede sig fra døren og gik over for at sætte sig ned i en af sofa grupperne, den nærmest Lucas selvfølgelig. Herfra så han blot afventende på Lucas, og ventede tålmodigt på at denne talte.

Lucas ignorerede skaden på han ejendel, hvad betød det, inden længe, var dette sted fortid. Inden længe var han langt væk herfra. "Ah, Alvar, jeg er yderst glad for at du fandt tid." Læberne skiltes i et smil. Hvorefter hans ene lyse øjenbryn hævedes. "Jeg mindes ikke at have givet halvblods væsnet tilladelse til at tale?" Han trak på skuldrene. Kastede et enkelt blik mod Amylia, Jody og Alvar. De 'rigtige' vampyrer, såvidt han var interesseret.

Han lod et svagt grin undslippe stemmen. "Men hvis halvblods dyret ville lade mig tale, så er Ma'lakel ikke den leder vi har brug for" Han holdt en pause, trak vejret ind, og holdt det inde en lille smule længere end han burde, det at ånde var en ting han ikke behøvede, men det hjalp, det hjalp meget endda, det fik ham til at virke mere og mere menneskelig. Og menneskelighed var det vigtigste når man var taler. Medfølelse.

Lucas snurrede glasset mellem fingrene. "Ser i, det at være raceren, det at have sin plads i et samfund hvor man gør nytte. Er noget som intet betyder for Malakel, vold og totur er det eneste.... Jeg har en plan... Men jeg vil vide hvor mange jeg kan stole på..." Hans læber skiltes, 'jeg har en plan' som taget ud af en film, hvad var han? en dukke på en snor for en højere magt, der blot ventede på at sende ham ind i bålet, ventede på at se ham udslettet imod det bål der så sandeligt var Malakel. "Og hvor mange af jer, der bliver nød til at forlade denne suite i en kiste" Med et klank, blev glasset sat fra ham. Hårdt mod hårdt. Meget passende til situationen. Det var tid til at finde sin loyalitet. Endelig.

Daianna smilte koldt da han 'nedværdigede' halvbloden. Hun kunne bare la vær med at føre sig sådan frem. øjende blev åbnet for at betragte denne blanding, der åbenbart, vidste for lidt om hierarkiets ordning til at holde sin mund lukket, og sin mening inde indtil den blev bedt om.
det var som altid lykkedes at æde øjenæblet, og pupillen så det eneste der blev tilbage var den syregrønne farve, og det så uhyggeligt, dog smukt ud?

Hun så ned ide han begyndte at tale, med et ondt smil på læben. Hvis der var nogle der ville forråde ham ville de dø, og hun skulle nok hjælpe til med at skaffe dem af vejen.
Hun så atter lidt rundt og ventede på at fold ville mælde sig som loyale, og på dem som ville tie, og træde fra.
Hun så lidt på sin herre og lukkede øjende "jeg vil tjene dem" stemmen var iskold, og ond dog kunne man høre respekt i den.
Hun lod ham for nu ikke se hendes øjne af den simple grund, at hun havde lyst til at dræbe, og endda en stor lyst!
Hvor hun dog ønskede at se blodet flyde fra en uskyldig, mærke det, dufte det, og smage det. Høre deres skrig og deres bønner , som aldrig nåede at blive hørt. Alt dette lod hun dog skjule, den enste ting der ville kunne afsløre bare en smugle af det ville være at hun slikkede sine hjørnetænder.

Nimhithe betragtede flokken, som havde forsamlet sig i lokalet. De så ikke ud til at være særlig mange, men Nimhithe kunne godt forestille sig, at der var flere, som stod bag Lucas, men som ikke havde fundet tiden til at dukke op til mødet i dag, dog havde han ikke selv noget valg. Han var blevet købt af Lucas, og skulle derfor tjene og "ære" ham og adlyde hans mindste ordre, eller sådan skulle det se ud.

Nimhithe knyttede en næve og bed tænderne hårdt sammen, da Lucas kritiserede halvblodsracerne. Han kunne ikke selv gøre for, at han var blevet en blandinggsrace. Det var hans forrige herres skyld, det var ham, som halvt havde dræbt ham. Han havde gjort ham til den, som han var i dag. En stille, diskret gysen gik gennem ham, da han kom til at tænke på den periode, som han ikke kunne huske. Det var ikke nogen behagelig tanke.

Nimhithe kiggede op, da der var en, som talte og bekræftede, at hun ville ville følge Lucas. Han havde selv ikke noget andet valg, end at følge Lucas, hvilket Lucas burde vide. Nimhithe kiggede et øjeblik på Lucas, inden han nikkede, som bekræftede, at han ville følge ham, men han ville ikke sige noget, fordi han ønskede ikke at tiltrække de andres opmærksomhed mod ham. Han kiggede ned på sine strømper og bevægede let på fødderne. Han vidste nu i det mindste, hvad det var, som Lucas planlagde.

Folk kom til, larmede og ødelagde ting og snakken bredte sig snart, som en mindre løbeild igennem den lille forsamling. Spørgsmål, kendsgerninger og diverse sætninger føg igennem luften, og det blev svært ikke at blive fanget i krydsilden. Med tindrende øjne stirrede Amylia frem og tilbage for at få alting med, vendte hovedet ved alle lydene, prøvede at følge med i alle samtalerne, samtidig med at prøve på at holde de genstridige ben i ro. Hun følte sig som en hund under fyrværkeri. Skræmt, facineret og undrende. Dog blev hendes opmærksomhed først fanget, da en dame spurgte, hvorvidt Lucas havde tænkt sig at påbegynde et plot mod Malakel. Hun satte sig mere op i sædet, og sippede mere til sin mørkerøde væske i de smukke glas, før hun igen havde drejet hovedet i en næsten umulig vinkel, for at følge med.

Til hendes store skuffelse blev der dog ikke fulgt op på spørgsmålet. Nogle skældsord udfyldte i stedet stilheden, da Lucas pissede territoriet af. Politikerer! Amylia sank lidt ned i sædet igen, og irriterede sig over, hvor lidt hun vidste, og hvor lidt Lucas sagde. Alt hun havde fundet frem til, var at han ville noget. Som det så ud, ville hun med glæde støtte ham, om ikke andet, så for noget adspredelse, men på den anden side, ejede hun en underlig tendens til ikke at ville dø, og hun havde ingen idé om, hvad der ville blive krævet. Hendes liv, (Eller ikke-liv) var ikke noget hun rendte rundt og satte på spil for lidt penge. Livet kunne risikeres for sjov eller for hævn, eller for ren og skær lyst, men lige nu havde hun intet ønske om at lade livet.

Alligevel måtte hun se sig selv facineret og glad, da han igen bruge kistemetaforen. Der var bare noget over det. Noget ironisk med en snert af kaos og ordentlige mord, som fangede hendes opmærksomhed. Hun rankede sig, drak noget mere fra glasset, og blottede de hvide tænder, overtrukket af mørkt blod, i et yderst ucharmerende smil, der absolut ikke hørte sig til i en fin lejlighed, med en politikervampyr som Lucas. En anden vampyr med grønne 'øjne', meldte sig på banen, ved at offentligegøre sin støtte til Lucas. Amylia tækte sig om, sænkede glasset og sagde lavt, "Hvad får vi ud af det? Ud over at beholde vores liv? Har De virkelig tænkt sig, at afskaffe Malakel? I så fald, har de min fulde støtte." Tonefaldet var, om ikke andet indædt. Halv håbefuldt, og halvt ligegyldighed. Malakel havde siddet på byen for længe. Alt, alt for længe.

//synes jeg savner nogle svar?//

Okay... han kunne vel nogenlunde følge med. Det var noget med én eller anden som hed... Ma-Ma'lakel, noget med en plan, hvem der var til at stole på, og så blev der vidst også nævnt en kiste. Jody lagde hovedet let på skrå mens han betragtede Lucas med et tænkende blik, næsten alt for tænkende til at kunne tilhøre ham! Vent. Ma'lakel... var det ikke ham den nye 'hersker'? Jody havde hørt nogen tale om det, mens han sad i parken og ventede, det var sådan han normalt fik nyheder, som ikke altid var lige brugbare, de fleste kunne han hverken finde hoved eller hale i. Men, havde Lucas tænkt sig at-... hvad var det nu det hed? Stille sig op imod ham der, Ma'lakel? Jody bed tænderne sammen og lod den lyserøde plys-kanin falde ned i sit skød, så den ikke dækkede for hans mund. Selvfølgelig kunne Lucas stole på Jody! Lucas var jo ligesom Gud i Jody's øjne, måske endda mere! Men, hvis der ville komme krig mellem vampyrene og alle de andre som boede i byen, var Jody jo ikke istand til at kæmpe, han kunne knapt nok se på den blod han skulle drikke for at holde sig i live! Han rakte langsomt hånden op, som sad han i den skole han aldrig havde gået på. ”Men f-...Lucas, skal vi så op og slåsse mod ham dér manden?” Hans stemme var lav, og næsten uhørlig hvis ikke det var fordi han havde talt lige når der var helt stille i rummet. Han havde ikke lyst til at slåsse, mor havde altid sagt at det var forkert at slå.

//Fuck it... Dette emne kan hermed slettes grundet manglende entusiasme.//

//Aww! D: Kan man ikke bare poke lidt til de der personer? Det er da ærgeligt at det skal slettes!//

//Det bliver vi vist nød til. Lad os poke løs!//

//AMEN!//