Krigen blev vundet! - Eller gjorde den? (alle skal helst læse!!)

Franskmændende er ikke længere til bekymring!

Ja alle sammen, så kom enden på vores event, håber i alle sammen har nydt at der skete noget stort på siden, og i alle sammen har deltaget i det så godt i kunne. Fra mit synspunkt var der nogle ting som ikke helt fungerede, men nu var det jo første gang at vi lavede noget som dette, og man skal jo have lov til at lærer. Mit synspunkt på hvordan at det hele det gik.

Den første dag, gik det rigtig godt, folk deltog i emner der var åbne for alle, men så begyndte problemerne desværre. Folk var irriteret over de ikke måtte fortsætte deres emner, folk begynde at kalde admins navne som jeg i den grad ikke har lyst til at nævne her, og det synes jeg er højst uacceptabelt, men sådan var det jo. Vi bestemmer selv hvordan vi vil blive talt til, når vi taler mod andre sådan. Tredje dagen, var der stadig godt gang i krigsemnerne, men folk begynde så småt at synes, nu var det ikke længere sjovt at man skulle have åbne emner, og begyndte derfor efterhånden at have private emner, og jeg så det irriterende at folk ikke rettede sig ind efter mit oplæg, omkring jeg gerne ville have de stoppede med det, da jeg ikke har tid til at gå rundt og skrive til hver enkel medlem at de ikke kan have private emner, så det er noget vi skal have arbejdet med når vi har vores næste store event. Ellers, ville jeg gerne høre jer, hvad i synes omkring vores event, jeg vil meget gerne høre hvordan jeg kan gøre det bedre næste gang, ellers har jeg kun at sige.. læs speciellen omkring det endelige slag (Det skal siges at det er mig alene der har skrevet den da det er lidt svært at få fat i alle, så.. nu må vi se om alle synes den er god nok xD)

Enjoy:


”tilbage! TILBAGE!!” skreg en mandlig stemme, mens at hans tropper kiggede skeptisk på ham, aldrig nogen sinde havde han sagt at de skulle nedlægge våben og flygte fra noget de havde fået besked på at erobre. Det kunne ikke passe, at sådan nogle misfostre skulle have lov til at tvinge dem tilbage fra deres mål, at de skulle opgive til en flok åndssvage idioter, som ikke kunne finde ud af noget som helst. ”Ingen diskussion!! Nu gør i fandeme hvad jeg siger, eller jeg skal sørger for i alle sammen bliver hængt!” en kvindelig stemme hævede sig over mængden, og kiggede trodsigt på sin far ”Skulle det være en TRUSSEL!?” hun pegede på væsnerne der nærmest kom tromlende imod deres skjule sted, som de havde været nød til at opretholde for at kunne have den mindste chance for kunne overtage denne by, som havde vist sig nærmest at være en uumulighed, trods for at de havde skadet mange, og sikkert også dræbt nogen med i købet. Men hvad gjorde det, når at de skulle forsvinde nu? Alt ville blive bygget op igen, af hvad de havde ødelagt, det kunne ikke passe at de nu skulle forsvinde igen. Det kunne det bare ikke! Joy snerrede vredt, mens at Avery stillede sig ved hendes side ”jeg siger, vi bliver og kæmper” sagde han med en hård og underlejen tone, mens øjnene stift og følelses løst kiggede på deres øverst kommanderende, som der snerrede vredt ”Trodser i jeres over ordnede!? jeg skal sørger for at ingen af jer, får lov til at se lyset igen, ingen skal trodse mig, INGEN siger jeg jer!” det var som om at den røde farve langsomt bredte sig op i kinderne, og videre til resten af ansigtet. Utroligt, man skulle snart tro at der var ildebrand i hele ansigtet ”Hvis vi ikke gør noget nu, så er der ingen af os der ser lyset igen!” sagde en voldsomt irriterede Aderlaide, hvorfor kunne de ikke bare komme videre i deres evige skænderier, hun ville kæmpe, men frygten for at dø var der også. Stilheden lagde sig hen over flokken af speciel trænet militær folk, mens at lydende af fødder der trampede imod jorden, og fjendtlige stemmer blev højere. Det så dog ikke ud til at genere dem særlig meget, da en dyb irriteret suk fra Alex der stod over i skyggerne i sit evige pæne jakkesæt, og betragtede mængden af væsner ud igennem vinduet, hvor kun skygger af lys kastede sig hen over hans ansigt, så man kunne se folderne der rynkede i hans hud, men mest måtte man sige, at dette kun forekom fordi at han var irriteret over de ikke bare kunne komme videre, at han ikke kunne se hvad det skulle gøre godt for at skulle stå her og skændes, over ingen ting? ”kom nu videre, gider i?” Amelia, sad over ved vinduet, på et stol der var vent om, hagen på ryggen af stolen, mens de kølige sorte øjne betragtede væsnerne, med hendes pistoler ladt og klar til at bruges, men tavsheden var kun at finde der. ”Jeg vil sige, at du er den forkerte til at være overordnet her! Du er ved at blive gammel far, træd af inden at vi får dig til at gøre det!” sagde Joy hårdt, og kiggede på manden som var hendes far, der var ved at blive så rød i hoved, at man snart ville tro at han var ved at eksplodere ”GAMMEL!?” skreg han ud, og stak en finger lige op i hoved på Joy, så hun for nogle korte øjeblikke var nød til at gøre sig skældøjet for at følge med i hvad det var han havde gang i, set nu at han ville prøve at stikke et øje ud på hende; Dette ville ikke forekomme underligt. ”Nu skal du høre min lille ven.. Jeg er IKKE GAMMEL!” kvinden med det platin blonde hår, fjernede langsomt fingeren og lod så hånden glide hen over hendes ansigt ”Åbenbart, er det ikke det man siger, gamle herre har utrolig mundvand at gøre godt med, fordi de ikke kan bytte det med nogen!?” skreg hun tilbage, mens at hun hørte Aderlaide fnise i baggrunden.

Fernando og Joy, nåede aldrig at gøre deres skænderi færdig, da kuglerne stod om ørerne på dem, det var som om det hele gik i slowmotion. Alle reagerede utrolig hurtig, Joy havde straks fået fat i hendes bazooka, Avery havde sin ualmindelige store pistol fremme, som kunne indstilles til at være som et maskingevær, Fernando hans shootgun. Amelia havde fået sparket stolen væk, og mens at hendes lange læderjakke stadig føjede sig hen over gulvet, kunne man se lysende fra pistolerne der borede sig igennem luftmodstanden med sådan en kræft, at det ville være dødbringende på sin vej. Aderlaide sparket døren op, mens at Alex stod rolig som altid, og tog sin tid med at finde det han ville have frem, nemlig sin pistol gemt i ærmet på jakkesættet. Alt gik så hurtig, og alligevel var det som om at tiden på uret hen over bordet var gået i stå. Nu galt det liv og død, de havde været for langsomme til at komme væk og nu måtte de kæmpe tilbage, og stå på deres fødder mens at de måtte lade livet. Men dette var for den franske krone, så hvem ville ikke gå denne skæbne i møde? Ja fuck Frankrig..
Det var alt sammen gået så stærkt pludselig havde de været der, og nu var de væk? ”er alle okay..” kom en der fra en hæs stemme, ingen kunne med sikkerhed sige hvem der var hvem, alt var bæl ravende mørkt. En dyb indånding blev taget mens at Joy gned hendes tændinger, det sidste hun huskede var at de havde sygt til flygt i en jordhule også var den brudt sammen, og nu lå de her mellem sten og jord. Nogle host blev hørt rundt blandt de seks mennesker. Gad vide hvem der var død, hvem der ikke var? Og hvordan skulle de nogen sinde komme ud her fra? Det var ikke til at vide, men de skulle nok komme tilbage! Dette var ikke slut, Di Morga skulle nok få lov til at møde deres undergang og nedlægge sig for den franske krone..

Det blev bare ikke i dag.