Edge of Transparency (Åbent emne)

Sted: Abandonné banlieue - hovedgade
Vejr: Koldt - Overskyet
Tid: Skumring - 19.12
Dato: 12 December
Omgivelser: Tilsyneladende tomt

Gennem huden gik det. Igennem hår fygede det. Igennem tøj flåede det og ødelagde. Igennem knogler og marv frøs det ens person til og efterlod dig en langsomt forfalden samling frossen kød og skin. Vinden havde vel flået en del modstandsudygtige mennesker med sig allerede. Luften var først nu blevet klar for døden og genanvendelig til at lade diverse tanker omhandle dem og de kære sørget over. Over Abandonné Banlieues tomme og ødelagte gader, kunne den melankolske følelse ligeså opsnappes af den følsomme næse og prikkes imod en sensitiv hud af is. Ganske rigtigt gled vinden op ad ærmer og smøg sig til en hvid arm derunder. Lod støvet, som lugtede af død prikke dertil og afgive dufte.
Ahngel stoppede op på den tilsyneladende uendelige og øde vej og vendte halsen en smule for at se sig tilbage, som var vinden sendt af en person. De røde øjne med et mistroisk udtryk efter at ha svoret på at der havde været en sagte hvisken følgende vinden, men nej. Det var bare en vind der havde ingen betydning. Han lagde kort sin marmorhvide højre hånd imod nakken og gled den hen over hårkanten og igennem de mange sorte tråde af hår, der først syntes døende ved hans rygs start.
Du er altid så paranoid disse dage. Kan du overhovedet huske datoen?
Hans tidlige vandring havde været tydelig. Han var intet morgenvæsen, men i de tidlige vinterdage havde han svært ved at finde hvile bag dagens gardiner. Han havde forladt lejligheden så snart solen ikke længere malede himlen. Han havde tidligt smidt den lange sorte frakke om sin allerede beklædte person. Den røde skjorte og de sorte bukser var frit synlige da han hverken frygtede vind eller vejr komme igennem den åbne jakke. Han mærkede ikke kulden til trods for at det var hvad hans krop var konstant besat af. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.

Tydeligt følte Karyn en indre forfrysning. Hun var tæt pakket men flere gange, ville vinden havde nærmest have sparket hende enten til siden eller forover. Hendes få og korte hårrøder rejste sig og hestehalen slap ikke for en ordentlig svingtur. Hun havde kun været i Di Morgas kolde fagn i meget få dage men havde allerede konstanteret sig selv som sindsyg. Hendes før så normalt fersken gyldne hud, var nu en mat hvid, der næsten parrede sig med sneen på jorden. Hun forstod ikke hvordan en by kunne være så snavset og ubarmhjerteligt unormal. Hun kunne have svoret på at de 5 jakker der omringede hendes uld beklædte krop, var lavet af noget der ik stammede fra dyr. De små fingerspidser der var eneste synlige tegn på hænder, klemte om hinanden i et ynkeligt forsøg på at stå imod kulden og vindens skæren og flåen. Ikke mindst havde hun ikke noget på hovedet, ikke engang sin ellers så almen set trådløse øreknap. Ipoden havde givet op og lod kulden slukke den fuldstændig ned, så ikke engang musik var muligt for hende at holde sig ved. Hun traskede let fremad, nogle gange trippende som en fuld, ved vindens endeløse skubberi og plagen om et lille fald. De mørkgrønne gummistøvler var småslidte og selv med de tykke uld strømper, frøs de inderligt og yderligt. Tankerne kredsede om de slanke fingre, der selv på de rødskudte kinder, ingen varme hverken afgav eller modtog. "Ubarmhjertigheden selv.." I sandhed Di Morga havde været ugæstfrit, endnu havde hun hverken arbejde, hjem eller bare ordentlig mad, udover den halv tyggede marsbar der nu havde en smule is på toppen. Det eneste der ikke fik Karyn indenfor i et af de slukkede, forladte strædehuse, var den opslugte nysgerrighed efter et andet væsen, et væsen der kunne trodse sne, hagl og indre forfrysninger ved rygsøjlen. Nogengange kunne hun være så ualmindeligt dumdristig. Fuld med lykketænkning og håb om sol hvert eneste sekund det skulle være. Hvis noget kunne slå denne kulde, så skulle det da typisk nok være en vampyr, men dog alligevel, kulden her slår de fleste vampyres.. Håber jeg. Med de tanker knubbede hun en sidste gang hænderne, det nyttede ikke at puste da det frøs samme tid hun åbnede munden, og begav sig længere hen af de tilsyneladende forladte gader.