((Emnet er Åbent)) Sunshine and Fear in Here..

Sted: Stranden, La Plage

Omgivelser: Ingen andre end Shizala, Kragen Kala og vandets lette bølgen

Tid: Tidlig morgen

Klima: Det er stadig meget koldt, vinden er dog meget inaktiv og skyggerne er ved at blive mindretallige

Vinden stod atter stille. Lod sig ikke forstyrre af hverken træer eller have. Det platine hår der fløj til siden, skøn og med en glitrende guddommelig, dog tynget af skygger fra ovens skyer. Foden af hendes rørte sig knap nok, men af græsset faldt et par strå. Det viste hende hvordan kampe endte, hvordan en fod kunne lægge pres på, lade dem falde i stribe, uberørt selv, kun se det som en beskidt ting uden værdi. Hun sukkede, brystkassen tyngedes. Hun var ikke slank eller tynd, hun var mager. Det var på grænsen til undervægtighed. Som dagene var gået havde hun heller ikke haft mad, de sidste par dage gik med beskidt vand. Hun kunne svindle med at forudse fremtiden, men hvad nyttede det? Så skulle hun røre et andet menneske, noget af det mest forfærdelige. Ikke fordi hun var royal, hun kendte bedst selv til livet som rotte, men forfærdeligt begrund af hendes evne. Den evne. Evnen, nedgået gennem hver 3 pige, i flere hundrede år i hendes slægt af mennesker. Hun kunne ikke tåle det, rører et andets menneske eller væsens hud, se deres indre frygt. Frygten de frygtede højest, bare ved en flygtig bevægelse, vist foran hende som et lille teatershow. Den eneste der kunne så let berøre hende, uden at lade hende vide alt, var naturen. Dens tårer gjorde hende våd, men rensede hendes tanker for alt beskidt. Shizala, som hun var kaldt siden hendes første morgen, bårede klæderne om hendes krop ganske fint. De var forrevne og nedarvet, ligesom hendes forbandelse, men passede godt på hendes frosne krop, som det nu var tøjet muligt. "Shh.. Kala.. Jeg hører stemmen af vinden.. Shh.." Kala, hendes følgesven der også lige var en sort krage, landede på pigens skulder. Lod næbbet skube til hendes hår, og vingen varme hendes kind. Kala var hendes eneste ven, den eneste der ikke frygtede, den eneste der talte, uden at bruge ord. Kælen som den var, skubbede Kala endnu engang til hendes kind, denne gang med næbbet. Shizala sukkede, lod luften i lungerne ånde frit. Lod dem blive fuldt, og tømt igen. Begge langsomt men dybt. Hendes arm, en smule stiv af den frosne vind, men stadig mulig at bevæge, smuttede ganske langsomt indunder kravens ene vinge, og kløede den i siden, som den elskede det. Hun lod blikket falde på solopgangen. Havets bølger var ganske stille og reflekterede en lang linje, en gylden linje. Hvis bare livet i Di Morga havde været som denne morgen, ville hun ikke have behøvet frygte berøring eller samvær. En lyd bag hende raslede let, lod sig være beroligende, men stadig hende ukendt. Hun så sig over skulderen, ville ikke fjerne kroppen, væk fra solens opvarmende stråler. Ikke gøre den kold igen, midt i varmen. Ikke gøre at Kala ville flyve, flyve fra kulden af hendes ryg og imod et varmere sted, et sted der ikke var hendes skulders opvarmende stilling, der lod solen slikke den.