Sunshine.

Sted:Bibliothèque
Tid: 14:45
Vejr: solskin
Omgivelser: En bibliotikar

Det var en skøn solskins dag, de fleste var udenfor og nød det skønne vejr. Hvilket Matthew også ville have gjort, men da der var overfyldt alle steder, valgte han at lade være. I stedet havde han sat sig ind på det lumre bibliotek. Der var der overhovedet ikke et øje. Altså udover dem der arbejdede der. Det måtte godt nok være et trist sted at arbejde. Han ville i hvert fald ikke magte, at sidde inde i et lummert bibliotek hele dagen. Det ville blive for kedeligt og ensformet. Selvom han elskede bøger, ville han ikke arbejde sådan et sted. Så hellere i en bog butik. Med aircondition. Matthew gik op af den lange marmor trappe, der var dækket af et langt rødt tæppe. Der var mange trapper. Flere hundrede måske? Ej... Det var nu også at overdrive en smule. Da han så endelig fik kæmpet sig op af trapperne, kunne han godt mærke at han skulle trække vejret dybt. Han burde træne noget mere. Han trak på skuldrene i det han åbnede, den store trædør ind til selve biblioteket. Han trippede ind og hilste venligt på en bibliotikar, inden han fandt et sted at sætte sig. Selvfølgelig valgte han et sted med et vindue. Der var en lille bogreol ved siden af hans stol. Han kiggede sig lidt omkring, dette var et pragtfuldt bibliotek. Et meget smukt et. Gammeldags, men så alligevel så smukt.

For første gang i et stykke tid var Cameron i godt humør. De sidste par dage havde han været lidt nede, men det så ud til at være slut nu. Måske hang vejret og hans humør sammen? Nej, det kunne ikke passe. Når det regnede var han også i godt humør, så det var nok ikke tilfældet.
En bog på bordet fangede hans opmærksomhed. Det var en biblioteksbog. En bog, han burde have afleveret for et stykke tid siden efterhånden. Cameron trak på skuldrene og samlede bogen op. Det var faktisk en overraskende god bog. Plottet i den var ikke indviklet, så han var ikke blevet lost på halvvejen. Med rolige skridt bevægede han sig ud i gangen og tog samtidig nøglerne fra bordet. Vejret var godt, så han behøvede ingen jakke.
Da han kom udenfor tog han en dyb indånding. Frisk luft. Skønt. En del mennesker var da også ude for at nyde det gode vejr. Måske lidt for mange. Burde nogle af alle de mennesker ikke være på arbejde? Den tanke optagede ham, da han gik ned af gaden. Der var et lille stykke vej hen til biblioteket, men ikke noget han ville dø af. Især ikke i dette gode vejr.
Cameron nåede hen til biblioteket og skubbede døren op, efter først at have besteget trapperne. Der var ikke et øje. Hold da op. Han løftede bogen lidt op og gik så hen til disken, for at aflevere den. Det var der han opdagede, at han havde taget fejl. Der var andre. En enkelt person. Der kunne man bare se. Efter at have afleveret bogen, satte han kursen hen imod personen. Det var en ung fyr, så det ud til.
"Goddag", hilste han venligt, da han var passende tæt på.

De varme solstråler varmede hans hud, selvom de kun skinnede igennem vinduet. Der var ret så lummert. På en ret klam måde, men det var bedre end at være fanget sammen med alle de andre mennesker. Tsk. Hvorfor skulle der også være så mange mennesker? Det stressede ham en smule. Det gav ham hovedpine. En masse tanker væltede rundt i hans hoved, så han glemte fuldstændig sine omgivelser. Så da en stemme brød hans tænkebobbel blev han forskrækket. Han sprang næsten op, hvilket resulterede i at han faldte over hans stol. Bump. Så lå han hen over stolen. Auch. "Hej" mumlede han så, og begyndte at grine. Det var simpelthen for latterligt. Altså at blive så forskrækket. Han fik samlet sig igen, inden han rejste sig op igen. Måske havde han forskrækket denne fyr? Det håbede han bestemt ikke, da han syntes denne fyr så rigtig sød ud. Næsten nuttet. "Håber bestemt ikke at jeg skræmte dig.. Altså med mit lille styrt" mumlede han og kløede sig lidt flovt i nakken. Det havde været ret pinligt. Altså sådan at falde foran en sød fyr.

Et overrasket gisp undslap Cameron, da drengen sprang op af stolen. Det var egentlig en form for dårlig vane. Hvis det kunne betegnes på den måde. Han blev let forskrækket. For det meste. Som nu. Han havde vel ikke ligefrem regnet med denne reaktion. Måske mere et enkelt hej, eller noget lignende.
Lidt bekymret kiggede han på fyren, lige indtil han hilste og grinede. Det fik Cameron til at smile skævt. Så gjorde det forhåbentlig ikke ondt på ham. Det burde det ikke gøre, når han nu lo. "Ehm... Jo, en smule", sagde han smilende. Den her fyr virkede venlig. Måske en smule klodset, men han syntes allerede om ham. Somregel besluttede Cameron sig ret hurtigt for, om han kunne lide fremmede. Ham her kunne han godt lide.
"Er du okay?", spurgte han så, bare for at være på den sikre side. Det ville jo ikke være godt, hvis det rent faktisk gjorde ondt på fyren, og Cameron så smilede på den måde. Det var bare svært for ham ikke at smile. Især når han nu endelig var i godt humør igen. Han satte sig ned på en stol tæt på den fremmede. "Jeg hedder Cameron Leroy, men kald mig endelig Cam", sagde han og sendte fyren endnu et venligt smil.

Matthew ømmede sin albue, da han havde fået albuestød. Ubehageligt sådan at falde, men nu var han også rigtig klodset. Han gengældte drengens smil. "jeg klare mig" svarede han og bed sig selv blidt i underlæben. Han fik sat stolen op igen, og satte sig så på den igen. Godt der ikke var sket den noget. Han magtede ikke blive taget i at smadre offentlige ting. Han sukkede let og kiggede ud af vinduet. Han havde det en smule varmt. Matt vendte blikket hen imod drengen, da han præsenterede sig selv. "Hyggeligt at møde dig Cameron Leroy" sagde han på en høflig, men en meget sød måde. Han bed sig selv blidt i underlæben. Cameron havde en dejlig udstråling, og så var han os bare fucking lækker. Det var ikke til at holde ud! Folk ville da dræbe for et udseende som Cams? "Er du model?" udbrød han, hvilket fik hans kinder til at blusse op.

Cameron nikkede let, da fyren sagde, at han klarede sig. "Godt", sagde han smilende. Så var der vel intet problem i at smile, vel?
Det morede ham lidt, at fyren ikke præsenterede sig selv. "Også hyggeligt at møde dig, fremmede", han sendte fyren et varmt smil. Når han nu ikke kendte navnet, måtte han leve med, at blive kaldt 'fremmede'. Det var skam også et fint navn. Eller ikke. Forhåbentlig ville den fremmede oplyse ham om sit navn. Ellers ville der nok blive lidt underligt i længden. Men den fremmede havde sikkert bare glemt det. Ja. Det måtte være forklaringen.
Hans udbrud kom lidt bag på Cameron, men fik ham også til at rødme en smule. Det prøvede han dog at skjule bag et smil. "Nej", sagde han med smilet plantet på læberne. "Er der en grund til, at du spørger?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå. Drengens udbrud havde gjort ham nysgerrig. Det var første gang han hørte den kommentar. Model... Hmm.

Åh.. Gud havde han nu glemt at præsentere sig selv. Det var vidst ikke så godt "Ehm.. Undskyld! Jeg glemte helt at præsentere mig selv. Jeg hedder Matthew, men du kan blot kalde mig Matt hvis du lyster det." sagde han derefter med et charmerende smil. Det var dog ikke meningen at han ville charmere sig ind på ham, det gjorde han dog ikke med vilje. Selvom han godt kunne finde på det. Han bed sig selv blidt i underlæben, idet han lyttede til Cameron der snakkede. "Ehm.. Hvis jeg skal være helt ærlig.. Så er det fordi jeg synes du er vildt lækker" svarede han med et lille smil. Dog rødmede han ekstremt meget. Da han normalt ikke sagde sådan noget til nogen. Det plejede han at være for usikker til, men han ville helst være ærlig. Da han ikke brød sig om løjnagtige personer. Han ville hellere være ærlig selvom det var flovt.

Cameron kunne ikke holde et grin tilbage, da drengen præsenterede sig. Han havde altså glemt det. Matt. Det var en sød forkortelse. Ingen tvivl om, at han ville bruge det. Måske ligefrem meget. "Det går nok", sagde han smilende og viftede let med hånden. "Jeg døde ikke af det", han sendte Matt et drillende smil.
Det ærlige svar kom lidt bag på ham. Den tidligere rødmen blev blot værre. Det var ikke hver dag han fik at vide at han var 'vildt lækker'. "Åh, eh.. Tak", sagde han lidt tøvende. Cameron havde altid været dårlig til at modtage komplimenter. Han vidste aldrig, hvad han skulle svare. I lige måde? Nej, det kunne man ikke sige i alle tilfælde. Han kørte en hånd igennem håret og kiggede kort ud af vinduet, inden han igen lod blikket falde på Matt. Nu han kiggede nærmere efter, måtte han da indrømme, at Matthew også så helt godt ud selv. Og så endda mørkhåret. Dem havde Cameron af en eller anden grund altid haft en svaghed for. I hvert fald hvis det var fyre. Han sendte Matt et venligt smil.

Matthew kiggede nysgerrig på ham, grinte han fordi han syntes Matts navn var underligt? Matt havde altid været dårlig til at skelne, imellem virkelighed og fantasi. Måske havde det noget af gøre, med at han havde oplevet så mange skuffelser. Han bed sig selv blidt i underlæben, da han kiggede på Cameron. Han strøg fingrene igennem det sorte hår. Det var ved at være langt. Længere end det plejede, men han kunne godt lide det. Noget nyt kunne der jo godt ske indimellem. Et suk forlod hans læber endnu engang. " Nå.. Cameron. Hvad laver du så inden døre, på sådan en varm dag?" spurgte han og smilede sødt til Cameron. Det navn kunne han virkelig godt lide. Det lå så godt i munden. Mhmm... Cameron. Nu faldt han endnu engang i staver. Han tænkte for meget. Den kære Matt. Et suk lød fra ham inden han mumlede; " Matthew hvorfor tænker du så meget? Hele tiden?" selvfølgelig ment til ham selv. Det var også en ret lav mumlen, men Cam ville sikkert kunne høre ham. Det var også en af hans mange vaner. Det der med at tale med sig selv. Folk troede indimellem han var skizofren.

Da Matt snakkede igen, tippede Cameron hovedet let på skrå. "Jeg skulle aflevere en biblioteksbog", svarede han med et smil. Cameron lænede sig hen imod Matt, og hviskede: "Den burde være afleveret for længst, men sig det ikke til nogen", derefter sendte han Matt et smil og trak sig igen lidt væk. Bogen skulle være afleveret for et par uger siden, men det var bare ikke sket.
Han var også ret nysgerrig efter at vide, hvorfor Matthew var indenfor. De fleste mennesker tilbragte dagen udenfor i det skønne vejr, men ikke Matt. Han skulle lige til at spørge, da han hørte Matts mumlen. Undrende løftede han det ene øjenbryn. Det var tydeligvis ikke henvendt til ham, for sætningen var startet med. 'Matthew'.
Et skævt smil bredte sig på Camerons læber. "Snakker du tit med dig selv?", der var noget drillende i hans stemme, men også en lidt nysgerrig tone. Cameron kunne også finde på at snakke med sig selv, men for det meste kun, når han var alene. Næsten aldrig når han var sammen med andre mennesker.

Da Cameron lænede sig hen til ham, blev han en smule overrasket. Da han jo ikke vidste hvad Cam var ude på. Heldigvis skulle han bare fortælle Matt noget. Pyh.. Hvorfor han blev så bekymret, var vel at dette var en underlig by. Med en masse interessante, men farlige væsner. Han lo let over det med biblioteksbogen. Det kendte han selv alt for godt. "Ja.. Det er så svært at overholde tiderne" svarede han lavmeldt, da bibliotekarene helst ikke skulle høre det. For det ville ikke være ret godt, da de sikkert ville smide dem ud af biblioteket.
Mattehews kinder blussede op i en vild rød farve, da Cam spurgte ham om han tit snakkede med sig selv. Gud hvor var det pinligt. Han kiggede ned i bordet, for at dække over rødmen. Selvom det nok ikke hjalp særlig meget. Hvorfor fandtes der ikke medicin imod rødmen? Så man slap af med den røde farve, men stadig havde det på samme måde? Det ville være en meget god opfindelse. Efter hans mening selvfølgelig. "Ehm.. Ehm.. Ja" peb han stille, da han syntes det var veldig flovt.

Cameron nikkede, da Matthew snakkede. Det var jo svært at overholde tiderne. Især hvis man havde en travl hverdag. Camerons hverdag var ikke sååå travl igen, men han havde ikke vildt meget tid til rådighed. Mange ville nok mene, at det Cameron foretog sig, ikke var vigtigt overhovedet. Men ja. Smag og behag, som man sagde.
Han kunne ikke lade være med at bemærke, den heftige rødmen i Matthews ansigt. Han fandt det sødt, men han forstod godt, hvorfor Matt kiggede ned i bordet. Hvis han selv oplevede noget pinligt, rødmede han, og det gjorde bare situationen endnu mere pinlig.
Cameron sendte Matt et sødt smil. "Det gør jeg også nogle gange", fortalte han. Han kunne forstå på Matt, at han tit snakkede med sig selv. "Nå ja. På den måde mangler du aldrig en at snakke med, vel?", sagde han smilende. Om Matt fandt hans joke sjov, kunne han ikke svare på.

Matthew kiggede på Cameron, da han sagde noget. Det lettede en smule da han sagde, at han også snakkede med sig selv indimellem. Så blev han nok ikke set, som en helt komplet idiot. Han smilede lidt over hans joke, og en let latter brød stilheden. "Nej jeg har altid underholdning" lo han let og strøg blidt hans hår på plads. Så sad det en smule bedre, og det var lettere at se Camerons flotte ansigt. Ih.. Han kunne ikke rigtig finde ud af, hvad han syntes der var pænest på cam. Da alt på ham bare sad perfekt, og var så fint. Det måtte de fleste da misunde ikke? Det burde de i hvert fald. Nu var Matthew jo også fan af mørkt hår. Det faldt han altid for, og hvorfor vidste han ikke. "Nå.. Det er hyggeligt, at du kan holde mig en smule ved selskab.. Så slipper jeg også for, at snakke med mig selv" sagde han med et bredt smil der lige præcis nåede hans øjne. Hans øjne var grønlige, med et brunt skær. Han kunne godt se lidt asiatisk ud. Da han havde nogle enkelte asiatiske træk. Ikke noget de fleste lagde mærke til, men de var der. Han bed sig selv blidt i underlæben og studerede Cam en lille smule. Ih.. Cameron.. Gud hvor han elskede det navn.

Cameron sendte Matt et skævt smil, da han tydeligvis fattede joken. "Præcis", svarede han smilende. Selvfølgelig var det da altid sjovere at snakke med andre mennesker, det syntes Cameron i hvert fald. Når man snakkede med sig selv, kendte man jo svaret, allerede inden man åbnede munden. Andre mennesker var meget mere interessante.
Han kunne ikke undgå at lægge mærke til, at Matt kiggede sådan på ham. Det var vel normalt, når de nu sad og snakkede, men alligevel føltes det lidt anderledes end normalt. "Det er mig en ære at holde dig med selskab", sagde han smilende. Igen var der det der blik. Det var nærmest som om, Matt studerede ham. Egentlig var det en smule underligt, men han sagde ikke noget til det. Måske ville Matt syntes, at det var pinligt at blive fanget i. Derfor lod han som ingenting og sendte ham bare endnu et smil.
"Siden du nu er her på biblioteket, holder du så af at læse?", spurgte han nysgerrigt. Hvis han gjorde så... ja, så havde de jo bare det tilfælles. Han løftede hånden og strøg sit pandehår lidt til side. Det var ved at blive lidt langt, men han kunne godt lide det på den måde.

Matthew var faldet i staver, det var derfor han bare sad og gloede. Hans tanker havde fanget ham i et trylle spind. Ret så specielt, men hans tanker var bare så store og irriterende. Er súk forlod ham, da han tog sig selv i at sidde og stirre. Det var ikke fordi han ville virke skræmmende, eller fordi han var mega underlig. ”Undskyld.. jeg faldt lidt i min egen verden” sagde han stille og hentydede til hans stirren. Han slog derfor blikket væk og kiggede i stedet ud af vinduet. Måske var det den mangel på luft, der fik ham til at falde i staver. Det var egentlig ikke så godt. Måske ret usundt endda. Han bed sig selv blidt i underlæben, og lyttede interesseret til Camerons spørgsmål. Om han kunne lide at læse? Han elskede det inderligt. Der kunne han bare være sig selv, og ikke blive dømt af nogen. Hvor han kunne være lige det han havde lyst til. Lige den han havde lyst til. Hans eget univers, hvor ingen andre end ham eksisterede. ”Jeg elsker at læse, det er ret så fantastisk” svarede han, med et smil på hans spørgsmål. ”Det har vi tilfælles eller?” tilføjede han spørgende og sendte ham igen et lille smil. Det nåede dog ikke helt hans øjne, da han stadig var en smule træt.

Smilet voksede sig større, da Cameron hørte Matts svar. Fantastisk. De havde det tilfælles. "Oh, ja, det kan du vidst roligt sige", svarede han med et blidt smil. "Jeg eeeeelsker at læse. Det er bare så... tja, fredeligt, kan man vel godt sige? Ej, det kommer måske til at lyde lidt underligt? Eller hvad?", han lo kort af sig selv. Det var lidt pinligt, når han bare begyndte at snakke sådan på den måde. Derfor lo han også af sig selv. Fordi han fandt sig selv så latterlig. Nogle gange.. Andre gange lykkedes det ham rent faktisk at sige nogle ret fornuftige ting. Det fik han i hvert fald at vide. Nogle gange.
"Men altså... Jeg kan godt lide at læse, ing?", han tippede hovedet let på skrå og lod blikket hvile lidt på Matt. "Har du altid holdt af at læse?", spurgte han nysgerrigt. Matt havde jo ligesom sagt, at det var fantastisk at læse. Det måtte jo så betyde, at han holdt af det, men ikke nødvendigvis, at det altid havde været sådan. Måske var det først noget, Matt var begyndt på her for nylig? Cameron vidste det jo af gode grunde ikke. Han havde lige mødt fyren!

Et smil bredte sig hen over hans læber, da Cameron vidst holdt lige så meget af, at læse som han selv gjorde. Hvilket blot var fantastisk. Så ville de altid have noget, at snakke om hvis altså der skulle opstå tavshed. En pinlig form for tavshed. Noget tavshed kunne jo godt være okay. "Jeg har elsket, at læse siden jeg lærte det" svarede han begejstret og smilede sødt til ham. Han strøg et par fingre igennem det sorte hår. "Det lyder slet ikke underligt" tilføjede han og bed sig selv blidt i underlæben. Matthew blev en smule gladere, da han ikke havde skræmt Cameron væk endnu. Da han nu allerede brød sig rigtig godt om ham. Da Cam virkede rigtig sød og rar. Måske en fremtidig god ven? Det kunne jo være rart. "Ing?" spurgte han og lagde hovedet en smule på skrå. Hvad betød det mon? Måske et eller andet specielt han ikke kendte til. Ih.. hvor han savnede Giselle. Det var forfærdenligt ikke, at være sammen med hende. Hele tiden altså. Hun var hans oxygen.

Cameron sendte Matt et smil. Han havde altså haft ret. På en måde. Matt havde elsket at læse i lang tid. Det var altså ikke noget, han lige var begyndt på. Når Matt nu havde elsket at læse i så lang tid, måtte han vel også have læst en del bøger. Gad vide om de havde læst nogle af de samme bøger? Cameron vidste ikke engang, hvad Matt kunne lide at læse. Det varierede jo meget fra person til person. Udseendet kunne ikke afsløre det. Nogle gange kunne det, men langtfra altid.
Han skulle lige til at spørge, hvilken genre Matt bedst kunne lide, men så snakkede Mart igen. Et lille grin undslap Cameron. Ikke mange kendte den forkortelse. "Det er egentlig bare en sammentrækning af 'ikke også'. Nogle gange er det bare nemmere at sige ing. Så, nu ved du det", han sendte Matt et sødt smil. Det var slet ikke faldet ham ind, at Matt måske ikke kendte til den. Men det burde det jo nok. Tja... Cameron var vidst lidt fraværende i dag. Eller også var det varmen i biblioteket, der gjorde det.
"Hvilke bøger plejer du så at læse?", spurgte han nysgerrigt. "Fantasy bøger?", fortsatte han. Det var i hvert fald den genre han selv læste mest. Andre gange læste han også mere 'normale' bøger, men det var ikke tit.