Luck isn't normal here. Not anymore ((__ Vlad Privat __))

Sted: Græs eng, ligger meget tæt på skoven og en del grotter
Tid: Formiddag
Vejr: Lidt sol, men den bliver hurtigt dækket til af et par smågrå skyer, ellers varmt, en smule blæst hist og her
Omgivelser: Blade på jorden, træer omkring engen, grotter der lurer med væsner og et par enkelte uskyldige og mindre skyldige dyr og en uventet "gæst"

Bladene var som svøbt, omringede hendes kinder og tindinger, som var hun en del af dem. Det grønne, kun forstyret af de sammenknebne læbers fyldighed og enestående farve. Hudens elegante og lyse farver gled sammen med de forførende øjne. Pupillerne og det der omringede dem var som bladende, en let mørkegrøn der gjorde dem endnu mere attraktive og spændende. Hele kroppen af hendes, badende i den mest funklende skønhed fra engens naturlige farver, blev ikke mindre synlige af den meget lette hudfarve der fremmede sig ved maven, armene, lårene og ned. De samlede læber skiltes i en fin bue. Lod luften passere igennem munden og fylde lungerne med friskhed, for igen at sive ud, varm og dog uhåndgribelig. Øjnene åbne, lod blikket glanse hen over himlens favntag, imod de hvide skyers lette forbipassende gang. Det hele var som en drøm. At hun lå her, ikke indsvøbt i andet end grøn og ferskenfarver. At hænderne ikke længere lå svøbet ind i blod, væske fra hendes eget afkom. Det afkom hun havde været nødsaget til at kvæle, afstraffe og pine, bare for ikke selv at omkomme under knivens metal. Hun glippede et par gange med øjnene. Tvang det salte vand til at holde sig indenfor kroppens panser. Ikke modtagelig overfor at vise svaghed, ej ikke vise hele sin styrke. Den styrke der førtes med hævngerrighed og koldt blod. Det tog tid før hun igen var tvunget til at lade luften passere læberne. Hun gispede efter vejret, lod brystet falde til ro igen, men stadig med en let dunken. Hendes tanker var få, omhandlede samme emne. Hvorfor lå hun bare der? Klyngede om græsset med de knyttede næver? Lod et par enkle tårer flyde ned af kinden? Gjorde intet andet, end bare at lytte til den sagte melodi, fra træernes lavmældte hvisken om hendes ynkelighed? Håret, grønnere end græsset, svang let over hendes pande og strejfede læberne let. Hjertet dunkede hurtigere. Vinden tog til og ville lade hende blive blind, hvis hun ikke lod hånden fjerne de lange lysegrønne tråde. Hun lod tankerne forsvinde for en kort stund. Gøre hovedet fuldstændig tomt, kun lytte til hvad skoven havde af nyheder. En svag hvislen, et dyr ikke højere end en mand, men stadig for dyrisk og vildt ruskende, at det var umuligt for et menneske at opføre sig sådan. Så blev der endnu engang stille. Intet trængte igennem udover vindens rusken i det fjerne øst.

Det slog i hende som et lynnedtraf. Hendes hænder havde åbnet sig fuldkommen, spredte og let rystende. Øjnene der var helt opspærrede og lod det forskræmte blik lande på de få skyer, der dog var nok til at dække solen fuldstændig. De få men bange anelser og tanker der fyldtes hendes indre, med en masse 'pjat'. Alt dette skete, så snart en solstråle, ikke, kunne slikke jordens bund. Hun tog sig sammen. Fik overskuddet til at lade de spinkle arme rejse hende halvt op. Ryggen af hendes bøjede let forover, det dunkede let i hendes hoved og hun måtte ømme sig med håndfladen på panden. Denne specielle følelse af skræk og rædsel... Hun havde ganske vist oplevet den, men kun én enkelt gang. Dengang hendes mand, der havde været hendes trolovede i tredje år, fik hende til at pine de to børn ihjel. Hendes børn. Deres børn... Hvorfor viste hele scenariet foran hende igen? Det havde været de 2 måneder siden hun havde forladt stedet, 2 måneder siden hun tog fra den anden side af kloden til Di Morgas egn, bare for at få sig et nyt liv. Vanskabning... Det ord havde brændt sig fast i hendes hjerne. Det ord der så nådesløst blev slunget ud af ham hun elskede, da han opdagede hendes hemmelighed.. Hemmeligheden om at være Aspara, efter 3 år uden at have ændret sig spor. Hun havde ganske vist regnet med han ville opdagede det og blive en smule shokeret, men nej. Han smed med sager, var rasende, ude af kontrol. Han hentede de sovende børn, kl. 3 om natten hvor de lige havde ligget og hyggesnakket med lidt nussen, og så... Så beordrede han med knivens skaft imod hendes strube, at slå deres børn ihjel. De såkaldte 'misforstre'......

Grotternes mørke indre, var et ly, for mange af nattens jægere, når det stadigt var dag.. Men selv de mest rutinerede jagere, kan lave en fejl, og blive lukket inde i en grotte, i steder for at befinde sig i en af de grotter, der samlede sig, udviklede sig, og blev til tunneler, der førede helt ind til kloarkernes mange uddelinger, ud under Di Morga.
Denne nat, var to af disse jægere, fanget.. Fanget af deres egen dumme fejl.. Fanget af deres frygt.. Den ene af disse kreature, sad i et hjørne, af en meget lille, og ubetydelig grotte, som kun lige kunne nå at dække for solens op og nedgang. Denne kvindelige skabning, sad og rokkede langsomt frem og tilbage, med hendes ben trukket helt tæt til sig, og hendes ansigt gemt ned imod knæende. Hun gjorde sig lille.. Fordi sådan, følte hun sig.. En højere karakter. En mand. Gik fra side til side, inden i den lille grotte.. Denne var tydeligvis rasende. Men om denne vrede var en fasade.. En fasade for at gemme sin frygt.. Sin angst for solens, ubrmhjertige stråler. Det vidste kun han, da hans ansigt kun skreg af vrede.
Der kom nogen få lave klynk, fra en hæs kvindelig stemme, ned fra den sammekrybede Nosferatu. Hun kiggede langsomt op, så hendes forlegne, trist, og tårde fyldte ansigt kunne ses, og hun kiggede udmygt op på den høje herre. Hendes ansigts hud, var går, som resten, frt havde flodser, hakker, ting der ødelagde, det ellers atraktive ansigt. Hun ville ligne en smuk ung kvinde, hvis det ikke var for hendes kontraste farve, spidse, hakkede øre, og flodsede hud. Ord kom så endeligt, fra denne fortabte kvinde.
"U.. U.. Undskyld Karaktar.. J.. Jeg.. Jeg er altså.. V.. Virkelig ked af det, d.. Det var ikke min m..." Manden holdt en hånd ud for at stoppe kvindens ord, og kiggede væk, stadigt med en sur mine. Hans ansigt, var ligeså hendes, af en vanskabning. Grå hud. Flodsede hakker. Og lysende grå øjne, hvor kvindens var hvide, og kun let lysende.
Manden kiggede så langsomt tilbage på kvinden, som havde trukket sig sammen igen, og igen gjort sig lille, og udmyg. Manden sukkede, og rystede på hovedet, imens han langsomt gik imod hende. Hun trak sig sammen, som om hun frygtede afstraffelse. En fast hånd på hendes kind. En afstrafning, for hendes uhørligheder. Men manden knælede ned foran hendes, og lod blidt en hånd stryge over hendes kind.
"Olga.. DU bliver nød til, at være mere forsigtig.. Forpasselig.. Du ved hvad solens stråler gør ved os.. Den dræber os, på sekund.. Sletter os.. Og hvad ville Vladimir gøre uden os? Hvad tror du der vil ske hvis vi skulle forlade ham? Du kan godt huske hvad der skete da vi midstede Dakar.. Han slagtede samtlige vores slaver, og fortsatte derefter sin massacre oppe i Di Morga.." Mandens stemme var hæs, og ru, men dog blid. Han nussede blidt Olgas kind, imens hun nærmest spandt, og nikkede langsomt.
"J.. Jeg.. Jeg ved det.. Karaktar m.. Men.. Men alting.. Er.. Er bare så spændene for mig.. S.. Så nyt.. Ser alting.. Med andre øjne nu... O.." Karaktar afbød Olga, med en høj og fast stemme.
"Nej Olga.. Alt er det samme, hvornår vil du forstå det? Du var en ung smuk kvinde før, og det er du stadigt.. Nu bliver du bare ikke ældre.. Og Olga, for Vladimirs skyld, du kender ikke engang dine krafter endnu... Hvordan kan det være anderledes?" Olga havde sunket sin hoved en smule, imens Karaktar snakkede, og hun kiggede langsomt op på ham igen, med hendes øre sunket, og nikkede langsomt.
"D.. Du har ret.. J.. Jeg.. Jeg vil ikke gøre det igen.. L.. Lige så snart, solen går ned.. S.. Så tager vi hjem.. Og jeg forlader det kun for at jage.. D.. Det lover jeg.." Sagde hun stille.. Karaktar nikkede en enkelt gang, og rejste sig. Han kiggede over sin skulder, og ud af grotten. Det var overskyget.. Måske kunne de nå hen til en af de andre grotter? Måske kunne de lige undgå solens forbandede stråler? Men nej.. Hvis der var noget de frygtede, så var dette solen. Så Nosferatuerne forblev.. Gemt væk.. De var låst inde i denne grotte, og kunne ikke komme ud.. Hvad end de ville dette, eller ej..

//Blev to af Vladimir npc'er du starter med at møde, da Vladimir ALDRIG ville være uden for sine kloarker om dagen, under ingen omstændigheder.. Bare tanken kan få hans ben til at ryste.. Han frygter solen mere end noget andet. Heh//

Hun lod tankerne fylde på igen. Yailiné, den sørgmodige Aspara, havde været hundrede på at hører to stemmer. Lave, men ja.. Stemmer. Hun så endnu engang ned, lod det grønne fylde hendes udsyn. "Forbandet..." Hendes ben lod sig bøje, men nægtede at lade hende rejse sig. Som om de advarede, bad om at hun ikke skulle søge stemmerne, som om det var uhyrer der lå bag dem. "Om det så var herskeren af helvede.. Kom så igang!" Hun slog til dem, eller nærmede daskede med håndfladen. Hvad var det ved solens forsvinden og stemmerne der gjorde hendes så nervøs? Hendes fingre blev viklet ind i det smukke, dog småbeskidte hår, der var mørkegrønt, med en enkelt lysgrøn stribe i hver side. Øjnene inderst inde udviste yderst deskretion, blev nærmest helt matte i den grønne farve. Der gik lidt tid, men efterhånden var hendes ben så sprælske, at hun fik stået rankt op. Igen lød stemmerne fra det fjerne, ikke særligt langt fra hende selv. Hun lod blikket falde brat imod retning, drejede kroppen samme vej som øjnene, og gik med tunge og nervøse skridt fremad. Men hun var besluttet. Hvad end det var fremme, skulle hun ihvertfald ikke ligge der og ligne en eng. Hun rettede ganske let på trøjen, den var krøbet op og afsløret det meste af maven, men nu faldt den ned og dækkede lidt af shortsne. Selvom hun havde ligget med jorden og bladene, indeholdte hendes grøn hår hverken spor af det ene eller andet. Ej heller bar bagkroppen præg af grøn, udover håret og tøjet. Hendes læber formede endnu engaang en bue, lod brystkassen fylde lidt mere ud, inden luften igen skulle ud. Måske var hun køn udenpå, men indeni var der rædsel og frygt. Frygten for blod, frygten for at gå amok, frygten for at dræbe endnu engang. "Hallelujah..." Dette så frelsende ord undslap hendes tanker og ført til ord. Det blev kun mørkere, solen var dybt begravet af nu mørkere skyer. Yailinés krop rystede ganske let. Fortalte hende til at vende om og skynde sig langt væk fra stemmerne. Hun skubbede til en spærrende gren, nogengange var det at være de 192 ikke så lykkeligt. Hun nærmede sig gradvist som hendes ben kæmpede imod og øjne så til hver mulig side, udover den retning hun skulle. De store militærstøvler i sort læder kvaste de mange småspredte grene på jorden, som var det små tandstikker.

Hun standsede, grotten stod klart for hendes syn. Men hvad der skræmte hende var indeni den. "Hva...Hva....Hva...." Hendes læber skælvede og fjernede sig fra hinanden. De var gyselige. De var grimme og ikke mindst var de 2. Hendes ene arm havde løftet sig strakt og kun en finger formåede at pege i retningen imod dem. Hendes ene fod trådte bagud, fik hele kroppen til at snuble, lande på bagpartiet og stadig pege rædsenslagen. Tankerne stod stille, det eneste der viste lidt mere liv end den rystende krop var de nu springende grønne øjne, der lignede en blomst der sprang af ren tvang.

Karaktars spidse øre rejste sig brat, da han hørte skridt uden fra grotten. Dette var stadigt længe inden Yailiné var nået hen til grotten. Han snerrede lavt, og kiggede ned på Olga, som også havde opfanget lyden. Hun rejste langsomt hovedet ,og kiggede imod udgangen af grotten. De begyndte beggeat lytte efter hendes tanker, og fik dem nemt opsnappet, og lyttede så efter, for at finde ud af om hun ville dem noget ondt. Olga krympede sig en smule mere sammen, og klynkede en enkelt gang. Godt nok virkede Yailiné til at være nervøs, men Olgas angst var allerede høj, og hun kunne slet ikke klare at der skulle komme en eller anden også.. Karaktar kiggede ned på Olga med et undersøgende blik, og han sukkede lavt, og kiggede ud af grotten.
Karaktar var langt fra en fighter.. Han var ikke den der normalt hoppede på nakken af folk, som hans far, men denne gang måtte han være den stærke. Hans søster var angst, og måske i fare. Han drejede sig, så han stod med front imod grotten indgang, og han stillede sig klar til at kunne angribe denne kvinde der var påvej imod dem. Han lukkede kort øjnene, og trak vejret dybt, for at lade det hvirvle rundt i hans døde krop, for så at blæse ud af sigselv. Han åbnde så de tomme øjne, og stirede ud af grotten, med knyttedew hænder.

Da Yalinié endelig ankom til grotten, hvæsede Karaktar lavt. De lyttede begge stadigt til hendes tanker, og opfattede hende første reaktion. Olga sank med det samme ørne, og så nu blot endnu mere trist ud, og sank sit hoved, og klynkede endnu engang, og gjorde sigselv endnu mindre. Karaktars øjne åbnede sig vidt op, og han hvæsede endnu højere en anden gang, og hoppede så straks ud efter Yalinié
"Det var ikke sødt tænkt!!" Hvæsede han af hende, og da hun faldt ned og side, forsøgte han at gribe fadt i hendes ankel, for så at kaste hende ind imod grotten. Karaktar havde styrke som en vampyr, men langt fra som Vladimir, så kastet ville stadigt sende hende flyvende ind i grotten. Hvis dette lykkedes, ville han følge hende ind, og så stå i vejen for at hun kunne skynde sig hastigt ud. Han stirede ned på hende, med hadfyldte, og vrede øjne. Olga kiggede langsomt op fra hendes knæ, med en blodig tåre, som havde forbandet sig vej ned over hendes kind, og delt hendes grå ansigt i to, sørgmodige udtryk. Hun kiggede på Yalinié, og så op på Karaktar, inden hun krøb en smule til sin side, længere væk fra Yailiné.