Ikke et sted for børn (Unknown_Data)

T: aften
S: gyderne
V: himleen er fyldt med stjerner, dog der er ingen måne at se.
O: Øjne lurer ved hvert et hjørne, skygger venter på at angribe det nemmeste offer.. gyder.

En slank kutteklædt skikkelse bevægede sig gennem gydernes skygger, som så mange andre gjrode. Denne skikkelse gik blot mere i ét med skyggerne. Man kunne for det meste kun se skikkelsens silhuet som bevægede sig rundt om hjørnerne. Hurtigt. Man skulle passe på med at bevæge sig alt for langsomt i disse omgivelser. Der var farer rundt om hver eneste hjørne. Ingen som holdt til her kunne vide sig sikker. Mange var sultne. De svageste blev dræbt, de hurtigste fik mad, og de stærkeste overlevede. Og dog. Hurtigheden kunne også være det eneste som reddede ens liv.

Skikkelsen var en kvinde. En dæmon. Man kunne ikke umiddelbart se dette på hendes omrids. Kun de få dybrøde totter som stak ud under hætten på den mørke kutte afslørede noget af dennes udseende. Bevægelserne var hurtige. Ingen vidste at under denne kutte gemte sig en af de ældste skyggedæmoner som stadigvæk levede på denne jord. Ingen ville tøve med at angribe hende, hvis de kunne komme til det. Et smil krusede sig på hendes læber. Hun ville blot have mere ondt af denne overfaldsmand end hun ville have ondt af sig selv.
Hun befandt sig ikke et så usselt sted uden mening. Hun jagtede ikke sådanne steder. Nej. Faktisk var det simpelt. Hun søgte informationer.

Ved et af de mere stille hjørner, sad en lille skikkelse og lænede sig op af den beskidte væg. Iført kun de tyndeste klæder om den bette krop, slog de så tæt om dennes, at man kunne se de barnlige former. Det eneste på dette væsen der gik imod de mørke farver der omkredsede den, var den helt blege hud der mindede om sne. Øjenvipperne der havde været sammenflettet, begyndte ligeså langsomt at skilles. En svag matgrøn lå indenunder og afspejlede de mange gader uden lys. Det var en lille pige. Ikke ældre end de 11 år eller højere end de 132 cm. Her herskede ingen tvivl. Hun kunne det ene øjeblik bare stirre på en bleg væg, og det andet tidspunkt se et frådende monster, der havde øjne fyldt med den grådigste sult, sulten efter kød. De slanke fingre, magre til knoglen, rykkede ganske let og trækkede de allerede sammenkrøbne ben, endnu længere til sin krop. Hun skælvede ikke. Udviste ingen angst eller kulde, var bare helt stille og lignede en død. En ting der var stillet som pynt imod den grimme vægs brækfarver.

Tankerne var ligeså stille som resten af den ubevægelige krop. Attituden fra det ikke-eksisterende smil, lagde en sørgmodig men død stemning over hende. Det sorte hår og de tynde men lange øjenbryn fik hende sammen med den lyse hud, til at ligne en statue. Noget der ikke var skabt af naturen men var kulturisk svøbet. Noget der ikke havde ligget som foster i en moder, men været varmet op i en ovns ubarmhjertelige hede. Men det var der også grund til. Født som Isdæmon, vokset op som menneske. Sådan havde hendes forhenværende 11 år set ud. Meget lidt mad, lidt vand og tiden med at stirre på en tom væg.

Damia stoppede op ved et hjørne. Stadigvæk skjult af væggens mørke skygger. Der så hun en pige. Lille og skrøbelig. Med et blik så tomt at selv Damia tvivlede på at der gemte sig noget liv i den piges sjæl. Men den var der. Hun kunne mærke det. Så meget som hun kunne mærke liv i andre væsener. Et lille 'heh' undslap hendes læber før hun besluttede sig. Pigen var ikke nogen Zombie - selvom hun meget vel umiddelbart kunne minde om en. Hun var ikke død. Damia rettede ryggen og tog hætten af, for blot at afsløre det dybrøde bølgede hår som indrammede det kønne marmor agtige ansigt. De fortsatte nedover hendes skuldre og stoppede så derefter. Hvor hendes øjne burde være var der i stedet to fuldmåner som havde valgt at tage pladsen som øjne. Øjne som umiddelbart heller ikke indeholdt andet end kulde og tomhed. Men i løbet af den tid hvor hun trak hætten af var de blevet milde. Varme. De røde fyldige læber var formet i et medlidene smil. Stakkels pige. Sådan at være sådan et sted - et sted hvor alle kunne angribe hende. Hun så ikke særlig stærk ud. Faktisk havde hun en fornemmelse af at ingen ville have de store problemer med at brække pigens knogler og flå hende fra hinanden.
Nej. Pigen skulle ikke efterlades her. Hun så ikke ud til endnu at have passeret de 12 år. Faktisk så hun ikke ud til at være noget ind i puberteten endnu. Og så var hun sådan et sted. Damia rystede på hovedet, så de dybrøde bølger flagrede om hendes hovede, som ville de også være med i kroppens levene bevægelser.

Hun måtte træde varsomt. Pigen så ud til at have være her længe. Damia trådte forsigtigt over til pigen. Bukkede sig ned ved pigens side. "Hej.." stemmen som undslap Damias læber var blid og kærlig. En stemme der sjovt nok matchede det rolige blide blik i hendes øjne. Hun var gået over til pigen på en måde så hun var sikker på at hun havde lagt mærke til hende.

Før kvinden overhovedet var blevet opdaget af pigen, lod hun benene falde og sprede sig langs jorden. Hun ventede ikke noget. Lod ingen lyde gennemborer hendes stilhed i hjertet. Ikke før hendes syn fangede en skikkelse. Ikke så langt fra hende selv, var en høj og ualmindeligt smuk kvinde. Hendes røde hår fik hende til at minde om lava, hun havde aldrig set det, men altid hørt at det var en blændende og dog så smuk, at den skilnede sig fra alle andre. Der herskede ingen tvivl, dette var sådan de havde beskrevet en hel rigtig rød. Næsen rynkede sagte, ikke fordi et nys trængte sig på, men fordi kvindens duft var så ny at den ikke kunne andet. Igen lod hun blikket gå imod væggens tomhed. Ignorerede trinene der indikerede væsenets nærhed. Ignorerede selve eksistensen af hende, til lyden af et .hej. tvang sig igennem hendes øre gange. Chokeret men stadig uden den store bevægelse, drejede blikket og hovedet imod kvinden der nu stod ved siden af hende selv. "..." Læberne ville ikke skilles ad, skulle tvinges med kræft. Men det store problem var .hvad. hun skulle sige. Efter en smule lavmælt tænken, fik modet endelig taget over. "Hej..." Stemmen af hendes, hæs og kold, nærmest lød det som et monster. Et monster uden hjerte, et der var født med stemmen så grufuld at hår rejste sig og øjne spærrede op.

Det tomme indre i hendes blik, bare grønt og uden sjæl der slog fra dem hvis man kiggede tæt på. Havde man haft et mikroskop havde der været en lille bitte fest, holdt af dødsyge politikere uden øl eller senge. Alt i hende var frossen, og alligevel, på en mærkværdig måde hverken frøs eller halvdøde hun. Hendes krop fungerede faktisk så godt, at det var som om hun var blevet født til at leve i konstant kulde. Hendes hår forblev glat og hårene på hendes arme kendte ikke til gåsehud. Et eller andet over hende, fik alt til at blive mindre hyggeligt og bare en dødsyg ting uden mening.

Damia løftere en hånd og placerede den på pigens hovede, og nussede hendes hovede. Som en enkelt lille venlig handling, der skulle berolige pigen. Fortælle at der ikke var noget at frygte. Det blide smil over hendes læber var der stadig. "Her.. jeg har noget til dig" Hun fjernede hånden fra pigens hovedet og stak den ind under kutten hvorefter hun frembragte en sandwitch - som højst sandsynligt havde været i en taske som hun bar indenfor kutten - for at holde den væk fra glade tyveknægte.
Sandwitchen bestod af to skiver hvids brød og skinke, samt noget der mindede om smør, men smagte anderledes og meget bedre, samt var konsistensen meget tykkere og mere mættene. Normalt ville der vel have været ost i en sådan sandwitch men Damia havde aldrig brudt sig om ost i samdwitch.. det blev blot fedtet og.. tja. Hun rakte den frem mod pigen med et lille smil. "Du ser sulten ud.." Den venlige stemme som fortsat snoede sig ud af hendes mund.
Mens hendes ydre fokuserede på at virke imødekommene, fokuserede hendes indre på pigen udelukkende. Hun kunne ikke været et menneske. Intet menneske kunne overleve en sådan kulde med så lidt tøj på - og stadigvæk virke uharmet.
Nej. Pigen var ikke noget menneske. Hun studerede roligt pigen - som virkede lettere udsultet - og lod derefter sit blik stoppe ved pigens matte tomme øjne. Øjne.. dem som afslørede hvem man var. Hvad man var.. Og pigen så ikke ud til selv at vide det. Så ung hun dog var..

Duften af mad vakte hendes indre en smule. Hænderne bevægede sig og rakte ud efter denne sandwitch. Hun var virkelig sulten. Bekræftede kvindens ord ved den første bid, den bid så stor at den næsten faldt ud af hendes gab igen. "Hvorfor....?" Igen stoppede hendes øjne da de så på kvindens smukt formede ansigt. Det blide og dog vensindige smil der let buede i hendes marmorskind. Hendes spørgsmål, så enkelt og dog kunne rumme så meget, var stillet til venligheden. Om hvad der dog fik sådan et elskværdigt væsen til at standse og hjælpe denne beskidte hende? Fingrene stoppede deres nye bevægelser, de hverken frøs eller led, de var faktisk bare tynde. Egentlig ville hun havde været ganske køn at se på, hvis hun ikke havde været så forfærdeligt udsultet. Hendes hud lod til at friske op hver gang graderne steg, og faktisk blive forfærdet når solen bagede imod den. Kvindens blik sagde det meste. Hun følte medlidenhed, og dog syntes hun at se noget bag dem. Men hun rystede hurtigt tanken af sig og bed endnu en grov bid af sandwitchens halvforædte brød og skinke. Det tomme blik gik igen fra sandwitchens sprøde kanter, til den rødhåredes to fuldmåner. "... Tak..." Fingrene løsnede grebet fra brødet, lod det falde og slå imod jorden. Maven rumlede, taknemmelig over bare de første 2 ½ bid der havde været kun halvt gennemtygget, og næsten kvalt hende da hun sank. Da hun igen tænkte på sin stemme, så forvredet at det ikke passede til hendes hvide udseende, kneb hun endnu engang læberne hærdt sammen og tænkte ikke på hvorfor de stadig var så blegrøde som altid. Ligemeget hvor høj temperaturen steg, ville læberne og huden kun blive ligeså smuk som årstidens højdepunkt.

Blæsten gik imod hendes højre side og fik det lange, sorte hår til at svinge elegant med vinden. De få lys der bemalede himlen i splitsekunder lod øjnene blive krystalklare og virke meget mere livlige end før. Temperaturen faldt dræstigt men hun sad endnu, sad uden at vise tegn af skræk eller kulde igen. Blikket gled frem og tilbage, fra kvinden til væggen, og igen fra væggen til kvinden.

Damia rakte ikke ud af sandwitchen. Pigen spiste vel det hun ville.. ikke ? Damia iagttog pigens bevægelse da hun slap sandwitchen og lod den dumpe ned på jorden hvor en eller anden sulten sjæl ville finde den før eller senere og guffe den i sig.. Ligeglad med om den havde været på jorden eller ej. Det var mad. Det kunne spises.
Hun sukkede dybt da hun så ned på den lille pige. "Hvorfor? .. Fordi jeg ikke kan lade dig være her helt alene.. Det gør ondt" Damia smilte på en lettere undskyldene måde, som om hun ikke var helt sikker på hvor hun skulle gøre af sig selv. "Der er mere mad.. hjemme hos mig" Hun skævede til sandwitchen som nu lå nede på asfalten.
Damia løftede sin ene hånd og placerede den på pigens smalle skuldre. De var uhyggeligt små. Måske fordi Damia ikke havde holdt sådan på et barn i rigtig lang tid? Hun placerede tommel og pege finger under pigens hage og løftede blidt op så hun kunne møde pigens blik. "Du er velkommen til at komme og bo hos mig.. hvis du vil?" den kærlige stemme virkede varm. Lettere beroligene faktisk. Som om var hun virkelig oprigtig med disse ord. Pigen havde brug for et hjem. Hun ville ikke overleve alene herude. Det var der ingen kunne. Man ville dø før eller siden - for stærkere hænder.

//ingen kreativitet så indlægget blev kort//