en nat på kirke gården ikke et sted for et menneske dreng // åbent//

Sted: kirke gården
Tid : 23:34. random dag i ugen godt stykke inde i foråret.
Omgivelser : en masse grave og grav steder og masser af staturer af folk og engle.
Vejr: lidt skyet og månen er fremme på jorden ligger der et fint lag tåge.

Zebastian kom løbe hen mod kirke gårs indgangen. Han stoppet op foran lågen som var sort og lavet af stål. Han kigget tilbage hvor han kom fra og tænkte* ja der er vel bedre at sove på kirke gården ind af blive taget med tilbage til hjemmet*. Han kigget på porten og begyndte at kavle over. Han hoppet ned på den anden side og gemte sig bag nogle grave og halv højt græs da han hvad hørt om mærkelig væsner der holde til på kirke gårde og ude i den farlige mørke skov. Zebastian tænkte at et par væsner er da bedre selv skab ind ejeren af børne hjemmet som var lidt af et svin. Han begyndte at snige sig frem mellem gravene for at finde et godt sted at være for natten.

Inde på kirkegården. Sad en ung pige i en ander af 15 år det var mennsker Malika som var her inde, hun sad ved sine og sin søsters forælder som lå har siden hun var 4 år gammel. En varulv hade dræber dem for øjen af den da væren 4 åt gammel malika, og hendes da væren 8 storesøster Aya de hade set deres forælder, blive dræber for øjen af dem den gang så malika var ikke glad for varulv.

Zebastian listet dig vider da han så pigen der sad ved en grav *hvad lave der en pige her på her tid og hvad er ud hmmm er hun menneske eller noget andet *tænkte han og sad og kigget et stygge tid, indtil vinden kom i et let pust og tog noget støv med sig. Zebastian kunne mørke noget der begyndte at kilde i næsen* nej ikke nu pokkers på føldsome næse * Han prøven at holde det inde men komme ikke " ahh thyyyv ahhthyv " lød det fra Zebastian " satans nys " mumlet han fra sit skjule sted.

" hvem det hallo. Er det nogen det er ikke sjovet kom frem " sagde Malika bange hun ryste, over hele kroppen da hun hørt nyset hun rejste sig op og så bange rundt. Hun viste at der var nogen men hvem eller hvad det var vist hun ikke endnu, alt den her stilhed gjore hende utryg med at være alene her på kirkegården

Zebatian kigget på pigen og så hun så meget Bange ud og han forstod hende godt. Han rejste sig og kom til syne bag et grav sten men noget højt græs omkring, " Rolig nu tøs jeg er nok ligeså bange som du er " sagde han og grinte lidt for sig selv. Zebastian er en ung knægt på omkring de 13 år, han har brune øjne og mørkt hår. han står i sin elsket hætte trøje og sine hengerøvs busker og sin kaste knive spændt fast til han ben og hans taske på ryggen. Han begyndte at gå lidt tætter på indtil han var de 3 meter fra hende " bare rolige jeg går ikke noget jeg er ikke et svin som kunne finde på noget så Bare rolige, jeg var lidt overrasket over at finde en her ude på den her tid" sagde han og smilte og tog sin hætte ned så han kun havde sin cap på.

" du gjore men bange. Sikke en forskrægens du gav mig jeg er 15 år og hedde Malika og hvad med dig, hvad hedder du og hvor gammel er du " spurte Malika. Hun hade langet sorthåt og grøneøjen som passe til hendes ansiget hun var, både ung og smuk og meget søde når ham lærte hende at kende

Zebastian stod og kigget lidt på hende "øhh mit navn er Zebastian men min bande kalder mig Zeb g-fiti . men bare kan mig Zeb. hehe jeg er 13 år mener jeg hmmm ja omkring de 13 ". Sagde han og smilte til Malika og tænkte * min bande hvad tænker jeg på jeg går jo ikke med dem mere siden vi bliv tag af vagterne, nå men hvad er chancen for at møde en pæn pige her* han stod jeg kigget lidt på hende " øhh hvad laver du her så sent Malika". Spurte han og kigget afventene på hende.

2 jeg besøget bare mine forælder. Som ligge her og har gjoret det i 11 år nu jeg snakke bare med dem, se du jeg var 4 år da en varulv slog dem ihjel for øjen af mig og min søster. Og siden har jeg være bange for varulv jeg kan bare ikke holde dem ud" sadge Malika og smilede svaget til ham " min søster kalde mig Mila eller Laki " sagde malika

Zebastian så meget mærkelig ud i ansigtet " Varulve så der findes altså andre væsner som i historierne" spurte han og kigget rundt i mørket " så må vi komme væk de er skuda pisse farlige "Zebastian så lidt bekymret ud mens han sagde det. *så er det sant en vampyre dræbte min far og ikke en galning som vagterne og dem på børnehjemmet sagde godt jeg kom væk fra det sted* tænkte han og blev ved med at kigger ud i mørket mellem gravene.

" rolig vis det konne nogen farelige væsner. Lyser min halskæde rød og så linder den en bråbeblod, men det er ikke vider pratisk at gå med da den kan afsløher hvor jeg er henne. Så vil må nok helle komme være her fra inde der komme ander end os, jeg er ret bange for varulvet" sadge maliak svaget

Zebastian kigget rundt og vende blikket tilbage til Malika " okay lad os gå men jeg går kun med tilbage til udgangen for det er nogle folk efter mig i byen. her på kirkegården er det eneste sted de nok ikke leder efter mig og jeg skal ikke hjem til børnehjemmet. Zebastian viste vejen mod udgangen af kirkegården hvor han kom ind i første omgang.

" du skal ikke være bange. De komme ikke ril at gøre dig noget det søger jeg for at de ikke gøre, så være ikke bange for dem " sagde malika og lag en hånd på hans skuldet. og kysse svaget han kind for at beroliget ham en smule