Borring Like Hell ~Heath~

Tiden er?; 20.44
Stedet er?; Forêt - Skoven
Omgivelserne er?; Træer?..
Vejret?; Mørkt, og koldt.. En smule sne er der vel

Mørket havde lagt sig som et tykt tæppe over byen Di Morga og områderne udenfor. Faktisk over hele landet Frankrig. Og sneen havde lagt sig nede ved jorden som et blødt underlag der dækkede for de gamle visneblade der var faldet ned af de nu nøgne træer. Der har helt stille. Eler msåke mere fredeligt stille da man jo altid ville kunne høre vinden der sussede rundt omkring og små dyr der puslede i buskene og hvad der nu ellers var og pusle i.
Lidt ude i det fjerne. Langt inde i selve skoven. Et kort stykke fra både byens larm og søens frosne vand. Kunne lys ses. Et gulden og varmt lys der normalt kom fra en lampe. Og rigtigt nok kom det var sådan en. Inde i et hus. En lille hytte lavet af træ der havde placeret sig midt i det hele. Ikke i en lysning som man nok ville forvente. Men den person der nu boede der følte sig mest tryg på denne måde. Døren begyndte så at bevæge sig og dørhåndtaget blev trykket ned. Der var lidt problemer med at få den åbnet så der skulle et par hårde tryk til før at den så sprang op. En lille spinkel men kvindelig bygget piget væltede klodset ud men nåede lige at få balancen inden at hun faldt ned af den lille trappe der var ude foran. Hun åndede lettet op mens at hun rettede sig ordentligt op og så mod døren med et irriteret blik. Hun skulle snart have gjort noget ved de hængsler. Hun ahdev tænkt på det det noget før. Hun rettede lidt på det håndklæde som hun havde om hendes lange hasselnøddebrune hår som goså beviste at hun nok lige havde været i bad eller noget. Hun blev stående lidt ude i kulden mens at hun lod hendes smukke og krystalklare også hasselnøddebrune dådyr øjne søge rundt efter noget usædvanlidgt. Men der var stadig det samme som sidst hun ahvde set efter. Sneen der lå hen over jordbunden og ville med sikkerhed give en knasende lyd fra sig hvis nogen trådte på det. Hun så ikke ud til at fryse selv om at hun ikke var iført andet en et par normale tætsiddende jeans og en alt for står sweatshirt der nåede hende til midten af hendes lår og fald lidt ned over hendes ene skulder. Ingen sko og ingen sokker. Hvorfor at hun ikke havde taget nattøj på var nok fordi at hun vidste hun ikke ville kunne sove og hvis hun tænkte at gå en tur skulle hun ikke bruge sin tid på at skifte igen.
Amelia sukkede lavmælt før at hun så stod lænet op af det gelænder der omridsede hendes lille terasse af en slags. Hun kede sig tit her ude. Hun var forældre løs og havde været det længe. Hun lignede måske bare en 14-15 årig tøs og opførtes sig som sådan en men hun var en smule ældre og havde lært at klare sig selv. Stadig kunne dette blive ret så ensomt. Der skete ikke så meget her ude. Hun var allerede igang med at lede efter et sted at bo lidt mere inde ved det cirvile. Men hun måtte vel nøjes med dette indtil videre..

Sne.. alle vegne. Ak ja. Bedre end alt andet vejr, som man ikke brød sig om. Sneen var dog alligevel irriterende på sin egen måde. I starten var andre endevilde med det, men efter hånden ville man gerne have det til at forsvinde; fordi det blev for besværligt med tiden. Alt det beskidt møg som til sidst blev til en mudderpøl.
Det var mørkt, en tid hvor en sort skikkelse kunne strejfe sig vildt rundt omkring hvor hen det nu kunne være, eller falde væsnet ind, uden rigtigt at blive opdaget, selvfølgelig for det lille offer uhyret nu ville finde på sin vej; denne sorte skikkelse, var ikke et normalt menneske, hjertet bankede ikke mere, som et hver andet hjerte.. der kunne skimtes et ar.. et sort ar som var på drengens ene kind, en historie bag det, som han ej ville fortælle til nogen, de fleste stak af når de så ham ordentlig, ansigt til ansigt. Whatever.
Han løftede sin ene hånd, den hånd som var blevet pierced.. og førte den op igennem hans sorte glatte hår, med pandehåret der sad ned foran øjnene. Vampyren nærmede sig skoven, også kaldt naturen. - Hans blege hud kunne også lige skimtes, imens at han fortrak sine mundvige i et skævt smil, mon han ville møde nogen på denne tid?.. Det ville da more ham hvis han mødte en pige eller en dreng, han var ligeglad med hvad for et køn det var, bare at det var et offer som han fik lov til at udmatte.. og få noget nydelse af; dette var altid en mission for ham; og han gik ikke før at han havde fået det han var kommet efter, men han ville blot forsvinde og tage hen til der hvor han boede hvis han ikke ville finde noget offer... dog kunne han ikke tage beslutningen nu.. han havde endnu ikke været helt inde i skoven.
Hayden Alexander Pierce.. en 20-årige vampyr.. incubus.. vampyr.. som var en meget speciel person.. der var ikke ret mange som ville være i nærheden af ham, hvilket også nok var forståeligt. Det overraskede ham meget når folk ville deltage i hans selskab, men det gjorde ham altid i bedre humør, når han ikke var i nærheden af kujoner.
Langt væk fra.. eller et stykke væk.. inde i skoven, hørte han en lyd.. en lyd af en knirkende dør som blev åbnet? Hayden stod et stykke væk..og hævede det ene bryn imens at han legesygt lod sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe, var det rigtigt at der boede nogen ude i skoven?! Hayden trak svagt på skuldrene inden at han med raske skridt begyndte at gå dybere ind i skoven; hen mod retningen af hvor han hørte lyden, han vidste ikke præcist hvor han hørte det fra.. en raslende lyd kunne høres.. fra en kæde.. som sad på hans ene ben, på den ene side af hans tætsiddende bukser, kæden gav lyd fra sig for hver gang at han tog et nyt skridt efter det andet, et kendetegn ved Hayden.
Han ville finde ud af hvem det var som havde startet denne knirkende lyd.. som havde åbnet en dør.. et sted inde i skoven.. han kunne ikke tro sine egne øjne, men det gjorde ham skam ikke så meget.. han håbede bare på at han blev lagt mærke til..
At personen der boede inde i skoven så småt kunne høre ham.. at han var på vej. Han sagde dog ikke noget.. forholdt sine læber stille, imens at han bevægede sig videre ind mod skoven og ventede blot på at der ville ske noget.. at en person ville give sig til kende.. sige noget.. måske give et skrig fra sig?..

Amelia stod bare og nød den kulde der havde omgivet hendes lille spinkle krop mens at hun stadig stod foroverbøjet hen over gelænderet hvor at hun selvfølgelig først havde fjernet den værste sne. Hun frøs ikke som sådan. Hendes hud holdte på varmen. Lige som et dyr. En hund eller en kat. Endda som som en fugl. Det kunne være ligemeget hvad hun nu engang blev sammenlignet med af væsner. Det rørte hende ikke som sådan. Måske lidt og få gange ville dette skrige ud af hende. Men hun vidste jo aldrig før. Hun så lidt mod himlen og hendes øjne blev så lukket i så deres hasselnøddebrune farve blev skjult. Hun kunne så mærke den lette brise der så mod hendes ansigt og hvis hendes hår ikke havde været svøbt ind i et håndklæde ville det hvirvle om hende. Hun elskede denne følelse af at føle sig vægtløs. Lige som når hun lod sig selv løbe i sin egen top fart. Men det tog på hendes energi siden hendes kondition ikke var den bedste. Så hun gjorde det ikke hver dag. Og så gav disse små aften vindstrømme hende alligevel denne følelse. Så afslappende efter en hård dag hvor hun nok ikke havde lavet andet ind at været i skole og ligget og flade i det lille badekar hun havde fået installeret på sit badeværelse. Nu hun tænkte over det havde hun ikke lukket vandt ud endnu. Hun havde simpelthen ikke orket det. Hun var bare helt rolig og måske også lidt svimmel af varmen fra det næsten kogende vand hun havde været omgivet at den sidste tid.
Hun åbnede atter sine øjne og hendes blik søgte hurtigt rundt i det område om hendes træhytte der nok var stor nok til mere end en person. Men hun var stadigvæk bare kun sig selv. Hun var blevet helt stille og havde næsten glemt at trække vejret da denne svage lyd af kæde der slog mod et eller andet havde nået hendes øre. Hendes hænder som hun nu havde lagt mod gelænderet strammede sig i et stærkere greb. Men hun slap dog igen. Hun rystede svagt på hovedet da det med sikkerhed bare var noget hun havde bildt sig selv ind. At en eller anden lille komme. Bare for at gøre det hele mindre kedeligt eller ensomt. Hendes opmærksomhed blev så samtidig distraheret da et brag kom fra det overskydende fyrværkeri der nu blev fyrt af. Hun betragede de smukke farver et øjeblik før at hun sukkede lavmælt for sig selv og bøjede nu helt hen over gelænderet så hun næsten var ved at falde hen over det. Hun fik dog rettet sig tidsnok på og rettede kort på håndklædet. "For god sake!.." udbrød hun så til sig selv. Ikke skrigende højt men eller ikke som normal tale. Hun ville inderst inde ikke lige tiltrakke alverdens små væsner eller sådan noget.
Hun drejede om på hælen og trippede så inden for igen. Hun lukkede ikke døren helt men lod den lige stå lidt åben. Som når man smækker en dør men den ikke vil lukke helt i. Så det var ikke noget hun selv opdagede som sådan. Hun fløjtede svagt for sig selv mens at hun førte sig selv ind i badeværelset hvor at dampen endelig havde lagt sig så man igen kunne være der uden at føle sig kvalt. Hun smurte sit ene ærme op før at hun stak sin hånd ned i det stadig varme vand og fik åbnet så vandet kunne løbe ud. Hun strakte derefter sin ryg lidt med et mindre knæk før at hun så valgte at fjerne håndklædet så lod hendes lange hår, der havde fået en mørkere kulør af at stadig mere fugtigt, faldt ned over hendes skuldre og ned langs hendes ryg. Hun rystede det lidt før at hun smilede tilfreds til sig selv i spejlet. Det havde nu alligevel været en meget god dag. Og nu ville hun bare ligge og slappe af før at søvnen ville hale ind på hende..

Hayden nærmede sig efterhånden målet da han blev ved med at gå og den raslende lyd stadigvæk kunne høres fra hans kæde. Et mindre lusket smil plantede sig på hans læber imens at han skimtede en skikkelse som der stod udenfor ved sit hjem bøjet hen over gelænderet, en pige, som han ikke før havde mødt eller set. Han udspionerede hende nøje uden at give lyd fra sig. Efter signende var det en meget let beklædning hun havde på.. hun havde måske næsten lige været i bad? Han kunne ikke tænke sig til andet, efter at han fik øje på hendes hår som var dækket ind i et håndklæde. Det ville sikkert blive en hyggelig aften for ham med lidt morskab ved siden af som altid var med i det han lavede, om der så ville komme noget drama hen over det eller ej. Han var ligeglad med konsekvenserne som han var ligeglad med så meget andet; der var ikke rigtig noget som betød noget for ham.
Langsomt bed han sig i underlæben, imens at han lod sine mørke brune øjne hvile sig på hende og lagde sit hoved en smule på skrå. Hvad var hun for et væsen? Han kunne ikke rigtig konkludere sig ud fra hvad for et væsen hun var; den kolde aura kunne ikke mærkes, og der var et eller andet udover hendes udseende. Men ikke at det tiltræk ham så meget at han blindet af det rene kærlighed. Smilet blev større på hans læber da han så at hun strammede grebet på gelænderet, hun havde måske hørt ham nærme sig hende?
Men ligesom hendes opmærksomhed, blev hans også distraheret af et brag der kom fra det overskydende fyrværkeri der blev fyret af, en masse farver som pludselig kunne ses på himlen, noget som alligevel aldrig havde tiltalt ham. Idet at han kiggede tilbage hen på pigen, som han ikke kendte; hvad lavede hun? Siden at hun bøjede sig helt over gelænderet denne gang.. det var tæt på at et lille grin undslap sig fra hans læber da pigen var tæt på at falde ned, men havde rettet sig op tidsnok. Fod god sake... tja. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det, han stod og overvejede hvad det var han skulle gøre med hende.
Inden at han begyndte at nærme sig hendes hjem ydeligere, vampyrer havde en god hørelse i forhold til andre væsner og mennesker, det var et plus ved at tilhøre den dødelige race, med kold og bleg hud, men han havde stadig sine øjne på hende.. det undrede ham at hun lod døren stå åben.. for ikke at blive angrebet, var det klogt at lukke sådan en dør bag sig.. at tjekke om den nu rigtigt var lukket..men igen han ville alligevel have gået ind selvom han ikke havde fået lov. Døren stod lidt åben. - Og i en hurtig bevægelse tog han fat i håndtaget og åbnede døren mere eller mindre forsigtigt. Han stod lidt i dør åbningen inden at han trådte ind og lod døren stå åben. Han begyndte at gå længere ind i huset og udforskede det, han tænkte lidt over om hun boede alene, eller om der boede flere i hjemmet.. men det ville han formentlig snart finde ud af. Han kunne høre at hun havde gået ud på badeværelset, da han hørte bevægelser der ude fra både vandet og hende selv.
"Hyggelig aften.. ikke sandt?" spurgte han roligt med et charmende smil som der pludselig dukkede frem på hans læber, da han stod i døren ud til badeværelset med sin ene hånd liggende på dørkammen, imens at han kiggede hen på hende med et glimt i øjet.

Amelia førte en hånd op til sit hår og kørte det igennem som en børste. Balsammen gjorde at der ikke var nogen store filtre. Til hendes held. Endnu et tilfreds suk forlod hende mens at hun nu egentligt bare havde lyst til at fylde vasken med kold vand og dyppe hovedet ned i det. Bare for at få denne ubehagelige fornemmelse af varme væk fra hende. Men hun vidste det snart ville være omme. Hun så ud til at vågne lidt mere op da hun kunne høre denne svage lyd fra hendes dørs dumme og slidte hængsler. Den blev langsomt åbnet. Hun havde ikke ladet den stå åben med vilje men havde bare ikke smækket den hårdt nok i. Og låsen havde selvfølgelig ikke låst døren til for andre fremmede. Hun stod lidt op lyttede før at hun rystede lidt på hovedet med et smil.
"Black! Hvis det er dig så har jeg fortalt at man.." Hun stoppede brat da hun hørte denne stemme fra en eller anden dreng. Hun stivnede kort og drejede sig en smule over mod døråbningen. Hendes øjne var spærret en smule op over denne overraskelse. "...ikke bare går ind" afsluttede hun så sin sætning med en mere svag stemme. Hun stod nu bare der og stirrede mod denne person der var kommet ind i hendes hjem. Hun studerede hans udseende. Og ved hans blege hud og den kølige aura der gav hendes kuldegysninger et kort øjeblik at bedømme var dette en af de racer som aspara's frygtede mest. Dog var hun ikke som sådan bange nu. Hun var lidt ligeglad med hvilken slags race folk var. Om de så kunne finde på at sætte tænderne i hende eller sidde og snakke. Men dette havde bare kommet som en overraskelse for hende.
Hun følte sig så lidt mere rolig og lod sig vende sig helt om mod denne vampyr ved at trippe lidt på samme sted. Et smil voksede frem på hendes læber igen. Sødt og varmt. Samt uskyldigt. Hendes hoved blev lagt lidt på skrå så hendes stadig lidt våde hår faldt mere til den ene side. Hun løftede så sin ene hånd så at hendes sweatshirt ikke mere dækkede den og som en vane lavede hun det såkaldte peace tegn med hende pege- og langefinger. Dette betød nok mere som et velkomst tegn for hende. "Hej.." lod hendes blide og rolige stemme uden at hendes smil forsvandt. "..Og ja det er det vel. En hyggelig aften.." Hun træk lidt på skulderne mens at hun fugtede sine læber et kort øjeblik siden at den tunge luft der befandt sig på badeværelset. Hun så nu mere spørgende på ham med hendes hasselnøddebrune dådyr øjne. "Hmm.. Hvem gør mig så æren at besøge mig her i aften??" Hun var stadig helt afslappet. hun kendte jo ikke hans tanker. Og gudskelov for det. "Og så en vampyr!" Hendes smil voksede blot ved denne muntre tilslutning på hendes tale. Som om at hun mente dette var spændende. Men det var det jo også. Det var jo ikke hver dag at nogen fandt frem til hendes hytte. Det var jo ikke sådan at den lå midt i Di Morga og havde en skrigende pink farve med grønt tag. Hun stod lidt og på afventende på ham. Ventede spændt på at kunne høre et navn som hun så kunne sætte på det billed af hans ansigt hun havde i hovedet..

Heath fortrak sine mundvige i et større smil, "Du troede at det var Black?.. som jeg dog ikke ved hvem er.. men sødt" sagde han med en drillende tone i stemmen, han lagde sit hoved noget mere på skrå imens at han så på hende, i en hurtig bevægelse lod han sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe for at fugte den, "Uha.. det er ikke pænt at stirre.. det har du vel lært af dine forældre.. ikke?" spurgte han mere eller mindre barnligt. Det morede ham lidt, selvom det også overraskede ham en del at hun ikke prøvede at stikke af.. komme væk i stedet for bare at kigge på ham, studere ham, som hun nu gjorde. Han hævede det ene bryn da hun lavede det så kaldte piece tegn. Det forvirrede ham på en eller anden måde, hvem gik og sendte det til alle og enhver? Han nikkede kort da hun sagde hej, ja det var en hyggelig aften.. end til videre i al fald. Måske ville den ikke blive så hyggelig igen efter noget tid, det kom an på hvordan hun ville reagere på hele situationen. "Heath.." mumlede han, men sådan at hun lige kunne høre ham præsentere sig, mere ville han ikke fortælle omkring sig selv, da han ikke vidste hvordan venskabet som de knapt var ved at opbygge ville foregå, han vidste ingenting om hende, om hun var god eller ond, eller for den sags skyld bare en lusket person. Han ville ikke have at alle og en hver skulle kende ham ud og ind, på et eller andet tidspunkt ville han nok få en på nakken, som han ikke ville ende med. Han ville have lov til at gøre det han ville, at finde et offer, udmatte det og handle selv, udover konsekvenserne tog ham for næsen; "Og dit navn.. er?" spurgte han nysgerrigt, han trådte tættere på hende da hun havde vendt sig mod ham og sagde ordet.. vampyr.. det monster som han var, "..de fleste ville have løbet deres vej, når de fandt ud af hvad jeg er.. men du er ikke en kujon?" spurgte han lige ud, og stoppede op, så der kun var en smule mellemrum imellem dem. Ak ja, det skulle nok blive spændende..

Amelia smilede lidt forsigtigt over hans første kommentar. Ja hun havde troet det var en anden. En af hendes venner. En af hendes gode venner som hun dog skulle opdrage lidt på hen af vejen. Hun blev samtidig lidt overrasket da han sagde noget til hendes stirrende. Hun spærrede sine øjne lidt op men ikke meget og hendes smil forsvandt lidt da han snakkede om hendes forældre. Hun knugede sin ene hånd der stadig var skjult i den alt for store sweatshirt hun havde iført sig. Så derfor kunne det ikke ses. "Nej..Det har mine forældre ikke nået at lære mig.. Det må du meget undskyld.. Det skal ikke ske igen" mumlede hun svagt mens at hun havde set lidt væk. Dog lyste hun atter op så snart at hun hørte hans navn. I starten troede hun blot et var en magi han ville bruge mod hende men efter at have tænkt ordentligt efter kunne det jo sagtens være hans navn. Hun lod sine hasselnøddebrune dådyr øjne stige op mod ham igen mens at hun denne gang prøvede på ikke at stirre. Hun ville jo ikke have at han skulle blive sur. Da spørgsmålet om hendes navn kom kom hendes smil igen og hun var lidt ligeglad med om han kom tættere på hende. Bare ikke alt for tæt. "Hyggeligt at måde dig, Heath! Jeg hedder Amelia.. Amelia Sia Lukumi!" præsentrede hun sig så med hendes stadig overraskende blide og rolige stemme der ligesom hendes smil havde en høj grad munterhed i sig igen. Det var så nemt at få hende i godt humør som om at man bare skulle knipse med fingrene. Man kunne ikke rigtigt mærke nogen ondskab over hende. Blot rent og skært uskyldighed og varm sødme. Men stadig hang en tåge af noget anderledes hen over hende. Hun var nu nød til at læne sit hoved mere bagover for at kunne se mod denne unge vampyrs ansigt. Så tæt stod de. Lige lovlig meget. Men hun flyttede sig ikke mere end et lille skridt bagud. For at ikke få ondt i nakken. Da han så var færdig med at snakke forblev hendes humør hvor det nu var. "Men jeg er vel en kujon.. Det er der i hvert faldt nogle der mener.. Selv gøre jeg jo bare havd jeg føler for og du skræmmer mig jo ikke ligefrem.. Endnu? Så hvorfor løbe skrigende væk i panik? På grund af dit udseende? På grund af din race? Nej.." Alt dette stod hun bare og sagde med et smil. Uden nogen viden om hvilke tanker der strøg gennem hans hoved. Hun var jo et godtroende væsen i sig selv og hendes instinkt sagde jo ikke noget til hende om den fare der lurede under overfladen..

Heath brummede lavt da hun nævnte hans udseende, det betød ham godt nok intet hvis nogen ikke brød sig om det og løb sin vej pga. det, han ville alligevel jagte offeret lidt. Sådan var han og sådan ville han altid være, medmindre at der var en person som var klog nok til at sætte ham på plads og som virkelig ville lære ham noget.. med god opførsel og så videre.. men det havde han ikke tænkt på at give nogen lov til lige foreløbig. Han nød livet. Basta. "Godt..så" mumlede han og smilede noget mere, da han så at hun trådte et skridt tilbage, det generede ham ikke det mindste, men gjorde det hele bare mere spændende end det var i forvejen. "Amelia...hm" sagde han gentagende fra da hun præsenterede sig, imens at han endnu engang nærmede sig hende.. "Glæder mig at møde dig..", mere sagde han ikke rigtig efter at han stod tæt op af hende igen, tættere end de stod sidst, så der næsten ikke var noget mellemrum, han kørte sin ene hånd hen mod hendes hår ved nakken som han fjernede så hendes hals kom mere til syne for hans åsyn. Et lusket smil dukkede frem på hans læber imens at han førte sin anden hånd ned langs hendes ene side for at kæle lidt ved hende, som en kat. Den hånd som før havde fjernet noget af hendes hår lagde han under hendes hage som han tog fat i og rettede hendes blik direkte mod hans øjne. Et lille ondskabsfuldt smil dukkede frem på hans læber inden at han lod deres læber ramme hinnanden og masserede hendes læber mod hans.. i en blid bevægelse, han ville lige se hvordan hun ville reagere på dette.. hvordan det ville gå, selvom han havde startet dette, måske ville han få en lussing, eller noget værre end det, men han kunne ikke lade være, i starten gjorde han dog altid noget ud af det for også at gøre ofret blød i knæene.. inden at han ydeligere ville gå mere til værks..

Denne gang lod Amelia ham stå så tæt op hende. Men det var ikke ligefrem som om at hun syntes det var virkelig behageligt. Hun følte hans hånd med øjnene da den fjernede noget af hendes hår fra hendes nakke. For at blotte hende hals. Hun var ikke helt tryg med det men det var ikke noget der fik hende til at gå længere bagud. Ikke lige med det samme. Hvis han prøvede på noget var hun ikke bange for at gøre noget ved det. Det gav lidt kuldegysninger da han begyndte at kæle hende eller sådan noget. Ikke noget hun var vant til. Overhoved! Hun løftede sit hoved for at hjælpe lidt til da Heath selv gjorde det. Uden nogen viden om hvad der ville ske. Dog blev hun klogere da han lænede sig ned mod hende. Hun veg lidt tilbage men det lykkedes ham alligevel at fange hendes læber i et kys. Hun spærrede sine øjne en helt del op og stod som stivnet. Det var godt nok ikke hendes første men det var ikke noget hun havde forudset. Og det var heller ikke noget hun rigtigt ville have.
Da hun endelig var kommet til sig selv fik hun taget sig sammen til at skubbe ham væk fra sig. Eller skubbede sig selv væk fra ham. Hun stod nu ret godt stykke fra ham med væggen i ryggen. Sin ene hånd var hen over sin mund og hun havde et mindre skræmt udtryk i ansigtet. "Jeg..Jeg..Jeg tror vist det er på tide du går.." sagde hun en smule forsigtigt mens at hun kunne mærke denne varme stige op i hendes kinder. Og et syn man ikke se særlig tit kom frem da hun rødmede en smule. Hun gik så forbi ham og videre hen mod udgangen af baderværelset. Hun lænede sig så op af dørkarmen og så igen mod ham. "Nu.." Hende stemme var svag men man ville nok godt kunne høre hende. Hun forventede lidt at han ville gøre hvad hun nu sagde eller bare i det mindste sige undskyld. Men det ville tiden nu vise..

Et lille grin undslap fra hans læber da hun skubbede ham væk, eller skubbede sig selv væk fra ham, så der kom noget mellemrum imellem dem. Roligt lagde han sit hoved en smule på skrå, imens at han godt havde mærket på hende, at hun ikke var van til at blive kysset, som han havde gjort, han fandt det lidt morsomt på en eller anden måde, også alligevel ikke. Han fotrak sine mundvige i et skævt smil, imens at han også lagde mærke til hendes rødmen som dukkede frem på hendes kinder, da han kiggede på hende, fastholdte sine øjne på hende, "..jeg kan se på dig.. at du inderst inde nød det.. og at du gerne vil prøve det igen.." sagde han med en blid stemme, selvom der spillede et drillende smil på hans læber. "Jeg tror ikke.. at du vil have mig til at gå..." hvislede han og så efter hende, da hun gik forbi ham og videre hen mod udgangen, han vendte sig om og så på hende inden at han gik hen til hende, så tæt at hun kunne mærke hans ånde i nakken. "Er.. du sikker på at du vil have at jeg skal gå min vej?" spurgte han hviskende mod hendes hår.. som han snusede lidt til, inden at han fjernede hendes hårtotter fra nakken og lod sine læber berøre hendes hud, kyssede hende på halsen op og ned, med en blid berørelse. Han førte langsomt sine arme ned omkring hendes hofte og samlede sine hænder der foran, ved hendes mave. Hvis hun atter strittede imod.. og sagde at han skulle gå.. så skulle han nok forlade stedet.. dog var han ikke sikker på om han ville sige undskyld, han gjorde for det meste det som passede ham.. uden at tænke på konsekvenserne..

"Og hvad så om jeg nød kysset! Det betyder da ikke at du bare skal gøre det.." Amelia havde virkelig ikke kunne holde sin mund lige nu. Svaret havde bare presset for hårdt og selvom hun havde vist at det ikke ville hjælpe hende havde hun ikke holdt så meget tilbage. Og hun nåede vist heller ikke at få sagt meget mere. Ikke til at han atter stod helt op af hende. Hun gøs lidt da hans kolde ånde ramte hendes nakke og at han stille begyndte at fjerne lidt af hendes stadig våde hår. Så han vist bedre kunne komme til. Det hun nok var mest bange for var at han ville sætte tænderne i hende. Drikke fra hende. Om hun så viste at han ikke ville tomme hende. Det var den smerte der gav hende. Hun kunne ikke rigtigt klare den som andre måske ville kunne. Hun ville ikke kunne vænne sig til den så den ville gøre lige ondt hver evig eneste gang at en vampyr misbrugte hendes tillid. Hun spændt lidt i hendes krop da hans læber blev presset mod hendes nakkeskind. Op og ned som en bølge. Det føltes så mærkeligt. Den følelse dette gav. Om den var behagelig eller ej kunne hun ikke helt sige med det samme. Hun knugede sine hænder lidt mens at hun fik lagt, uden selv at vide det, sit hoved lidt mere til den modsatte side. Hendes hasselnøddebrune øjne var lukket i og hun kunne ikke få sig selv til at sige sig imod dette. Kunne ikke få sine kræfter til at lystre til at skubbe ham væk igen. Hun tog dog en smule fat i hans håndled da han hænder havde lagt sig mod hendes mave. Noget langt nede. Hun ville med sikkerhed ikke kunne fjerne det hvis hun ville. Hun var for svag. Som et menneske nærmest.
Et tung suk som godt kunne miden lidt om et meget svagt støn forlod så lidt efter hendes strube. Hun pressede sig selv lidt mere mod dørkarmen og lod sig stille sive ned langs den. Som en aflednings metode der nok ikke ville gøre dette andet en værre. Eller hvad? Og det var nok mest fordi at hun ikke kunne stå oprejst mere. Hun lænede sit hoved lidt mere frem over nu. Lagde panden mod hans nærmeste skulder mens at man sagten ville kunne mærke hvordan at hendes lille og spinkle krop begyndte at sitre. Eller nok mere ryste en smule. Hvad det var vidste hun ikke helt selv nu men hun kunne ikke selv styre det. "Hva-Hva-Hvad laver du..?" sagde hun så endelig. Hendes stemme var svag som en hvisken og næsten så utydelig som en mumlen. Men med hans hørelse og den afstand der var mellem dem ville det ikke være noget problem for ham at høre hende..

//out//