Park (=Izabella=privat)

Iza havde våget sig ud af sin camping vogn og kig uroligt på opdagelse.
Hun havde kun været ude få gange siden at hun havde forrrådt sin far og resten af hendes folk ved at smugle informationer til deres fjende og stå ved fjendens side i kampen.
Hun fortråd det ikke, over hovedt ikke, men hun savnede nogle gange en til at sætte hendes på plads. Det havde hendes far jo gjort og nu havde hun knust hans lille hjerte.
Hun var blevet en Blod elver. En forræder. En ond skabning der søgte kærlighed og venlighed.
Selvom hun vidste at det ville hun aldrig få.
Men nu havdet hun besluttet sig for at gå en tur. Hun kom lydløst på bare tær gående i hendes tøj, den løse hvide top og hendes løse bukser fordi at løst tøj var nemere at stikke af i, ganske lydløst nærmede hun sig parken og så en mand stå der. Hun gispede højt og troede at hendes folk havde sendt ham ud for at dræbe hende som du så forgæves havde prøvet før.

Deamon så mod bjergene før han vente blikket den anden vej og så en anden elver "ELVER" råbte han så det var tydeligt at han hadede normale elvere før han hoppede imod hende og tog hende om halsen "hvilken klan" sagde han hårdt mens han så på hendes ansigt "svar du hellere eller osse er du død" pludselig begyndte hans tatoveringer at bevæge sig og tog fat i hendes ankler og håndled og holdte hende stramt før han slap hendes hals så hun kunne tale mens han ventede på at hun begyndte der var noget anderledes ved hende? En Orker elver som sig selv måske? Nahh sikkert en elver elsker

Iza så hårdt på ham. "Hvis du er ude efter forråderen så værsgod at slå mig ihjel, for hvis min far har sendt dig så ved han at du ikke kommer levende hjem til ham!" sagde hun og prøvede at komme fri. "Jeg har ingen klan! Der var nok en grund til at jeg er blod elver for fanden !" hun var vred. Hvis hendes far havde sendt ham hvorfor dræbte han hende så ikke bare nu hvor han havde changen? Det gav da ingen mening? Godt nok havde hun været væk i over hundered år men hendes far kunne da godt have beskrevet hende nu når han var så villig til at sende flere folk ud for at dræbe hende. Hun forstod ikke hvorfor at hendes far ikke bare kunne glemme alt om at hun skiftede side og hjalp fjenden? Var det virkelig så svært for ham at lade hende være?
Disse spørgsmål ville hun aldrig få svar på.

"blod elver" sagde han og smilede før han slap hende "det må du meget undskylde Deamon Kanda fjendens konge" han bukkede blidt "jeg må undskylde mine handlinger og nej din far har ikke sendt mig" han rettede sig op og så på hende med et smil

Iza åndede lettet op. "Tak... Det er bare vildt stressende at skulle holde øje med om min far har sendt spioner eller noget ligende efter mig... Nå.. Men hej Deamon Kanda, mit navn er Izabella... "Sagde hun og gengældte hans smil. "Du er selv elver er du ikk ogs?" spurgte hun så.

Han smilede roligt "sortelver og forræder som dig" sagde han roligt og gik hen og satte sig op af et træ mens han så på hende det var tydeligt hun var noget andet ikke ligesom de andre elvere der var svage og dog var der noget som mindede ham om en elver ikke udseendet men hendes væremåde det var osse fint nok for ham han var selv nogle gange som en elver

Iza stod og så på ham. Hun viste ingen respekt og dog en smule. Hun så på ham og tøede en smule op. "Sort elver..." hun smilte. "Velkommen i klubben." hendes øjne var is blå og dog ikke lige så lige så lyse som de plejede. Mere sådan rigtig kold. Og hun følte sig stadig over våget. om det var fordi at denne elver kiggede på hende eller om der var andre vidste hun ikke.
Iza stod og samlede hendes lange lyse hår og kiggede på ham. Hun mindede ham om et eller andet. Om hvad vidste hun ikke.

Deamon så rundt "flere" hviskede han "kom" han smilede og vinkede hende med sig hvorefter han begyndte at gå hurtigt af sted væk derfra for at finde et sikrere sted problemet var han intet kunne finde andre end den underjordiske by men der ville han ikke tage hende med endnu

Iza så undrende på ham og så sig omkring. Hun gik hen til ham og fulgte efter ham. Hun virkede en smule mere tryg ved ham, måske fordi at han var samme race som hende? eller måske ikke. Der var bare noget over ham. Hun ledte stadig efter svaret og hendes øjne veg næsten ikke fra ham på noget tidspunkt, bortset fra nogle få gange hvor hun har kigget efter om der var nogle efter dem.

Deamon gik roligt af sted før han nåede et træ "her" sagde han og tog hendes hånd hvorefter han brugte sine natur kræfter og træet åbnede sig og han hev hende med derind hvorefter det lukkede sig og de blev sammenklemt mod hinanden hans brystkasse mod hendes bryst mens Deamon så ud af et hul i træet og kiggede efter dem han havde hørt

Iza så lidt skeptisk på ham. Hvad bildte han sig ind? at mase hende ind i det træ og så stå så tæt på hende? men under alt det skeptiske følte hun sig en smule smigret. Han havde trods alt hjulpet hende så de der, der var der ude ikke tog nogle af dem. Hendes blik gik fra skeptisk til beundring. Hun studerede ham nærmere, hans tatoveringer, hans hår og hans flotte ansigt. Hun sukkede lydløst og så ned.

Han så ned på hende "hvad er der" hviskede han meget lavt så ligepræcis hun kunne høre det hvorefter han så ud af hulet igen og så nogle elvere komme løbende hvorefter han tyssede hurtigt og ventede på de var væk før han så på hende igen og ventede på svar

Iza så ikke på ham. "øøøøøøøhmmmm... ikke noget." sagde hun da elverne var væk.
"Jeg... øøøøhhh.... jeg stod bare og så på dig." Iza blev lidt forelegen over at sige det. Hun blev en smule gernert. Ingen havde været så tæt på hende siden hun var stukket af. Hun så op på ham. Ingen smil. Kun nogle gernert øjne der så på ham.

"du er da ikke ved at falde for mig vel" spurgte han roligt da træet åbnede sig for dem og han vinkede hende med hvorefter han gik den modsatte vej af hvor elverne var løbet hen af med et roligt smil hvorefter han tog hendes hånd for de ikke blev væk fra hinanden da han rødmede men skjulte det ved at se ligeud for sig

Iza så ikke på ham. Eller jo det gjorde hun, bare når han ikke så det. "Det ved man aldrig." svarede hun bare. Hun ville ikke kunne sige det til ham. Helt ærligt. Hun havde jo lige mødt ham! Hun kunne umuligt have været ved at falde for ham. Eller kunne hun? Hun blev mere og mere i tivl jo mere hun tænkte over det. "Er du da ved at falde for mig?" hun lo. Men kun for at skjule sin egen nervøsitet. Hun kiggede på hans ansigt og bagefter på deres hænder. Hun tog ikke hånden til sig, ikke for frygt for at blive væk. Hun tog den bare ikke til sig. Hun så op på ham igen.

Han nåede foden af bjerget "jeg har aldrig været forelsket så ærlig talt ved jeg ikke hvordan det føles" sagde han roligt og hev hende med sig ind i en grotte hvor de gik i et godt stykke tid før de nåede et kæmpe hulrum hvor der fløj spøgelser og gik undead rundt det var en hel by midt inde i bjerget den var mørk og tidsløs han så roligt rundt

Iza nikkede bare. "Heller ikke mig." sagde hun bare. Hun så bare på alle de ting der var rundt om hende. Hun kastede sig forskrækket ind i Deamon da et spøgelse dukkede lige op i hovedt på hende. Da hun så hvad hun lige havde gjordt, trak hun sig væk så ikke op på ham. Hun følte sig flov. Hun havde bare ikke lige forventet at der kom et spøgelse lige foran hende. Hun rødmede og følte sig latterlig.

Han så på hende roligt før han så på spøgelse "HEJ JACK GANG 3 SKAL VOGTES DER ER ELVERE PÅ VEJ" råbte han hvorefter spøgelset fløj ind i den gang de lige var kommet fra før han igen tog hendes hånd og førte hende med sig "rolig du skal ikke være bange" sagde han og hev hende ind til sig og lagde en arm om hende samt et tæppe armen om hende var en smule for at gøre hende mere tryg men osse fordi han ikke kunne styre sig

Iza så op på ham. Uden at tænke over det lænede hun sig op af ham. "Tak... Du er den eneste der har vist nogen form for venlighed overfor mig i mange år." hun smilte stille. Hun følte sig tryg her sammen med ham. Hun var glad for at han lagde armen om hende, den var en af de to grunde til at hun lænede sig mod ham. Der var hans arm rundt om hende, den anden var at hun ikke kunne lade være, hun følte sig nærmest tvunget af sine egne tanker og følelser til at gøre det.

Han gik ind af en dør som førte ind til et kæmpe rum med en stol i midten og bagved den var der en meget blød seng Deamon gik hen og satte sig på stolen og vente sig bagefter mod hende "tja dette er min tronsal" sagde han smilende

Iza gik en lille runde og studerede rummet. Hun gik tilbage til ham og kiggede på ham, sidende der i sin trone, og det første hun tænkte på var hendes far. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun rystede på hovedt for at få tanken til at forsvinde. "Det... er et stort kongerige?" det lød både som en kompliman men lidt af det lød som et spørgsmål. Hun gik rundt og stolen og lod fingerene glide hen over den. Hun stoppede op på siden og smilte til ham. Et lidt gernet men også et skævt smil

"ja" sagde han trist før han rejste sig op og gik hen bag tronen og lagde sig i sengen "det er meget stort det er de dødes by" sagde han "alle døde som ikke har andet at gøre kommer her" han så på hende "ser du byen vokser hele tiden det vil sige at folk dør meget udefor bjergkæden" han mente den store bjergkæde som næsten omringede Di Morga

Iza sætte sig i sengen. "Jamen... Det betyder jo bare at din magt vel bliver stører? Når jeg dør lover jeg at jeg vil opsøge dig og bo her." sagde hun med et smil og lagde sin hånd ovenpå hans. "Du skal ikke virke så trist..." sagde hun og prøvede at opmuntre ham.


//Kreasvigt//

Han smilede roligt mens han så på hende han tog hendes hånd og hev hende op og ligge på sengen "men vis du dør kan jeg jo ikke røre dig" hviskede han svagt "jeg kan jo ikke gøre sådan her" han lagde en hånd på hendes kind og nussede den "jeg ville overhovedet ikke kunne holde af dig" han rødmede svagt "ja jeg tror jeg er forelsket" han havde altid kunne sige tingene ligeud men denne gang var det meget sværre