The Test of Loyality! ((Keith//Privat))

_

Et ulvehyl skar igennem den sagte stilhed der naturligt faldt over det kilometer lange øde område rundt omkring den mørke fæstning. Sletten var bar og gold. Ingen planter havde formået at slå rødder i den døde muld jord, der udgjorde det nøgne stykke.
Over jorden lå en tyk tåge som rejste sig to meter over den hærdede overflade, før den syntes at blive mere diset, og opløste sig selv, så man ganske let ville kunne antyde en døende blå himmel farve over sig. Den tykke tåge ville gøre det svært at se noget med mindre man gik af en anlagt sti, der gik fra slutningen af Terre's bymidte, og førte hen til den store sorte port.
Vejen var skabt ved at hundrede vis af folk og karavaner havde taget ruten, og derved fået den til at minde om en trådt skovsti. Den var, til trods for at den ikke havde været ment som en egentlig vej i starten, markeret ved at der var sat spyd ned i jorden i en pæn parallel række hele vejen ned til porten. Spyd hvor menneske, elver, sort elver, aspara, engle, ect. var blevet spiddet igennem brystet og derefter blevet brækket knogler og brusk på for at forme deres lemmer til at sno sig langs spyddets træ-krop. Selve synet ville være nok til at få de fleste personer til at vige bort fra at gå ned af stigen.
Over de rådende, kreativt modelede lig, ville en orange gul flamme brænde lystigt. Uden egentligt at have noget at fortære for at kunne det: blot små ild-kugler der hang i luften over de mange opsatte spyd.
Hvis man turde tage det første skridt ned af stigen ville selve området give en hvislende lyd fra sig, og da ville en nærmest sukkende vind slå imod en: måske som en velkomst?

Vejen op til Abbadon ville tage en rum tid, et kvarter eller der omkring, alt afhængig af hvor hurtigt man valgte at bevæge sig. Omkring ville lyden af dyr kunne høres, flaksende vinger fra ting der fløj over en, og lavmælte knurren inde fra tågens tætte dækken. Få gange ville kan kunne høre den hårrejsende lyd fra noget der fulgte efter en, og stoppede, når man selv stoppede. Knogler der blev revet løs fra kød og sener, og tilfredse brummende antydelser af noget der var i færd med at fortære sit måltid!

__
For stemnings skyld :D
- Sig til hvis du vil have mere at svare på.

Keith stod nede af vejen og sank en klump, hans lange hår var som sædvanligt sat op i en høj hanekam og hans tøj var som det plejede at være, hvis man havde placeret enhver anden baggrund bag ham ville man ikke vide at han var på vej til sit livs måske vigtigste møde. Keith lukkede øjnene og begyndte langsomt at gå af vejen mod Abbadon, den eneste lyd man kunne høre fra ham var den periodiske lyd af en guitarstreng der spillede den samme tone igen og igen, tågen var for tyk og sceneriet for skræmmende til Keith alligevel havde lyst til at se noget, så istedet brugte han sin guitar som en from for sonar så han hele tiden vidste hvad der var rundt om ham. Uhyggelige sorte former af forskellige groteske dyr ramte hans indre blik hver gang han lod fingeren glide henover den samme streng, *Hvad i alverden har jeg bragt migselv ud i? jeg risikere at dø allerede inden jeg kommer til at snakke med Malakel je...* hans tsnke blev afbrudt da et dyr af en eller anden art kom op på ham bagfra, han stoppede brat og åbnede øjnene, han kiggede bagud med et frygtsomt blik, men kunne ikke se eller høre noget mere, han sank endu en klump og tog sig vredt sammen inden han begyndte at gå mod slottet med faste skridt, nu kunne det være nok, skulle han dø så skulle det da ikke være herude på grund af et eller andet åndsvagt dyr der var lidt for sultent. Keith prøvede så godt han kunne at ignorere spydene i vejkanten, det gav ham en isnende kulde ned af rygsøjlen da han et flygtigt øjeblik kom til at se på en af dem, han havde mest af alt lyst til at vende om og lade hele planen falde til jorden, men han kunne ikke gøre det nu da han var så tæt på det mål der var blevet sat. Keith bevægede sig vagtsomt det sidste stykke op mod den enorme port ind til slottet, han løftede langsomt den ene arm og slog på porten, lyden af hans slag oversteg mange gange den styrke han vidste han havde i armene, om det var et tegn på at han var stærkere end han var, eller om det var hans hjerne der prøvede at skræmme ham tilbage ind til byen igen var han ikke sikker på, men nu stod han der foran porten og havde meldt sin ankomst, han kastede et hurtigt blik tilbage mod byen og sukkede dybt, tiden var inde til at vise hvad man var gjord af eller dø i forsøget. Keith klappede stille sin guitar, "Så Sasha... nu er det tid til at vise hvad vi er gjordt af", han kærtegnede strengende som om det var en smuk pige og rettede så et stift blik mod porten *jeg er klar*

Det gav en rungende genlyd da gitterporten indtil Abbadon blev hamret på af den enlige dæmon. Vindebroen var slået ned, så der var en vej over til den, og under en ville man svagt kunne fornemme det sorte vand, hvis man altså turde se over kanten.
Imellem de sølvgrå metal firkanter kunne man skimte antydelsen af lys indenfor Abbadons mure, og en høj stille stående ting der stod lige ude. Hvis man var paranoid nok, kunne man fristes til at tro at det/den/han/hun betragtede en i morskab.

Der gik ikke lang tid før at en let kulde ville falde over hvem end der trådte foran Abbadons port, og noget sort skød op fra på den anden sige af murende, som en sløret røg kugle, der endte sin færd ved gæstens side.
På hver side ville en af Abbadons udøde formere sig. Menneskehøje skikkelser, indhyllet i en sort robe der svævede med en ikke eksisterende vind, som befandt de sig under vand og ikke på land.
Begge betalte de med en metallisk og kønsløs stemme:
,, Hvem vover at banke på porten ind til Oblivion!"

De trådte begge tættere på gæsten, og rakte en hånd ind under roben for at trække et skinnende sølv-sværd frem der blev skabt af selv samme mørke røg de var gjort af. De lod sværdene tålmodigt hvile i hånden, imens de ventede på svar!
Deres hænder var for rådnede som ligene på spyddene, nogle fingre var ikke andet en knogler og sener, hvor imod andre havde formået at beholde det rådne hud og kød.
Deres blotte tilstedeværelse, ville få temperaturen i en halv anden meters radius til at være isende kold, så levende individer ville lave dampende små skyer når de åndede ud eller talte.
Hele området, syntes at være blevet fuldkommen... stille!

Keith stod lidt og kiggede på porten men syntes ikke at kunne se nogen der bevægede sig derinde, han kunne ikke engang høre nogen når han forstærkede lydbølgerne med sin guitar, han løftede langsomt hånden for at banke på igen da en røgkugle fløj få cm ved siden af ham, han kastede sig tilbage og endte på ryggen og kiggede nu op på to væsner, bare lugten fra disse to var nok til at kunne få de fleste til at flygte i dyb rædsel og som om det ikke var nok var det blevet iskoldt. Keith kom på benene og børstede noget snavs af sine bukser, for at vinde lidt tid til at tænke sig om, han havde brug for det helt rigtige høviske sprog for at have en chance for ikke bare at blive dræbt hved den ydre port. Keith rettede sig op og lod guitaren glide om på ryggen, han bukkede let for de to ildelugtende vagter, "Jeg søger tjeneste og fortræde for vores herre Lord Malakel", han bukkede lidt igen og holdt sine hænder synlige så vagterne ikke have den grund til bare at sende et sværd igennem maven på ham. Inde I Keith bankede hans hjerte så hurtigt som en væddeløbshest kunne løbe, havde det ikke været for den isnende kulde der kom fra de to u-døde vagter ville det han have svedt som en maratonløber, men til alt held gjorde deres tilstedeværelse ham også mere sikker i sin sag, der var nød til at ske et eller andet i Di Morga for at få denne hersker af tronen, bare turen herop havde været rædselsvækkende nok. Hans blik var underdagnit og han viste ingen tegn på aggressivitet overfor de to, skulle de begynde at visitere ham ville de heller ikke finde andet end nogen guitar plekter i hans ene lomme.

Hvad end de to væsener egentligt var, normale udøde, eller noget andet og mere frygtindgydende, lod det til at de begge stod fuldstændig stille efter han havde talt. Den metalliske lyd fra kunstige åndedrag kunne, som det eneste, høres. Den gav en rungede, lettere skrabende lyd, som hvis et skarpt metal stykke blev gnedet imod en anden metallisk overflade.
Stilheden ville vare i få minutter, inden at vagterne knugede om håndtaget til deres sværd, så der blev hvidt de steder hvor der stadig var kød og hud over knoerne. Kulden tog til kort, og ville give en et jag af samme ned langs ryggen, men da... lod de sværdende forsvinde i en sky af mørkt røg.
Lyden af lænker og kæder der blev strammet til, kunne høres tydeligt! Og gitterporten åbnede sig bid for bid.
De to vagter slog i langsomme bevægelser ud med den hånd der var tættest portens åbning og rakte den indad, imod Abbadons forgård.
,, Herren byder dig velkommen..", sagde vagten til venstre da, med sin kønsløse stemme.

De ville begge lade gæsten træde forbi efter at gitterporten var blevet rejst helt op og forsvandt ind i en dertil indrettet konstruktion i den store fæstningens anden etage.
Idet gæsten ville træde ind, ville et mærkværdigt syn ramme denne. Det som man før havde kunne skimte igennem gitterportens firkantede huller, var et gammelt, ligblegt, og dødt træ. Der engang i tidernes morgen, sikkert havde været smukt og frodigt, båret den sødeste frygt! Men som nu var udtørret og næsten kridhvidt, dødt, som alt andet ved Di Morga's forhenværende skønhed nu var!
Forgården var en stor firkantet kasse, med det døde træ i midten. Oven over en var der lagt endnu et metal gitter, der fik selve tilværelsen til at syntes som at gå ind i et bur. Og dog, i modsætningen til tågen udenfor, der før ville have afskåret den rød-orange himmel farve, lod lyset til at skinne klart igennem, og omfavne det døde træ, så dens bark fik et næsten blodigt rødt skær.
Gulvet var belagt med hårde gamle sten, mørkegrå og vel slebne. Alting var lavet af disse sten, undtagen den lille meter lange-og-brede firkant af muldjord som træet havde slået råder i. Men jorden var ligesom den udenfor, for længst suget fra alt næring, og man kunne regne ud at det var derfor træet var dødt!
Bag ved træet begyndte en trappe at forme sig.
Den førte op til en enorm port, der var beklædt med et stort sort symbol af et øje der stirrede direkte på en. Ville give en illusion af at den holdt øje med en.
Dette var Ma'lakels tegn: det alt seende sorte øje.
Hans våbenmærke: bar man det, var man officielt hans slave, selv når jordens insekter havde slikket det sidste kød, og indmad af ens afdøde kadaver.
På hver sin side af træet var der en lille udbygning i de to mure, og en mørk dør befandt sig på hver.
Den venstre blev åbnet efter kort tid, og en kvinde skikkelse trådte ud:
Hendes hår var langt og bølgende, rødt som den døende himmel. Hendes krop som formet af en hver mands fantasi. Hun havde kurver, og brede hofter. Hendes ansigt var som modeleret af ærkeengle, på nær de to horn der alarmerende groede ud fra hendes pande, og snoede sig bagover for blot at vende om igen og sno sig forover, som en tyrs.
Hendes øjne var stikkende, og gyldne, med en pupil der var som en lige steg midt i alt det skinnede guld. Hendes læber, fyldige og rød malede, ligesom hendes øjenlåg. Øjnene var optegnet af en sort dominerende steg, der kørte langs tårekanalens kant, og sneg sig ud fra øjenkrogen for at lave et egyptisk inspireret krøl i hver side.
Hendes tøj bestod blot af noget tynd, gennemsigtigt hvidt stof, der svagt var viklet om den øverste del så den kun lige lå over brystet, og den ene skulder. Hendes underdel var af samme materiale, og ligeså bare ganske let viklet om hendes hofter.
Hendes brystvorter var malede i en lys rød farve, så de var mere synlige igennem det hvide stof, og hendes barm var da også synlig for hankønnets øjne. Runde og velformede, i en størrelse der ville passe til en hver mands smag.
I panden, under hornene, bar hun et smukke, der lagde sig lige over de fint plukkede røde øjenbryn. Gyldent lige som den store halskæde der snoede sig om hendes hals, og lod forskellige diamanter, og ædels sten hænge ned fra sig.
Hendes fødder var nøgne men anklerne var som panden og halsen, pyntet med smykker, det samme gjaldt hendes fingre og håndled.

Hun trådte ud, bevægede sig med en elegance som var hun herskeren, og ikke den temperamentsfulde halv-dæmon. Hendes ansigt var let vendt opad idet hun betragtede ham, med et intetsigende blik. Afventende på at han viste hende den respekt som hun mente hun havde fortjent!

Keith så nervøst på de to udøde vagter, der skete jo ukke noget og stanken fra dem var til at begynde at græde over, han var nød til at vise den største mængde af selvkontrol for ikke at brække sig ud over de to vagter, han trippede nervøst med fingrene på sit ene ben og stirrede ind i på slotspladsen som lå på den anden side af gitterporten, han tog en stor mundfuld luft og pustede ud igen derpå rakte han hånden ned i lommen for at hive sine cigaretter frem, der var kommet en endu mere kraftig kulde og han håbede en cigaret ville give lidt varme. Da lyden af porten der gik rungede faldt Keith næsten igen i chok, han tabte sine cigaretter, men lod til ikke at tænke på at ryge mere, han lukkede kort øjnene for at finde den indre ro igen og virke mere fattet overfor en mere tænkende person, han kiggede kort på de to vagter inden han gik ind, *hvilken gæstfri modtagelse, jeg håber da ikke det bliver mere mere venligt og blødsødent indenfor*, han var nød til at tænke lidt sarkastisk for at distancere sig til den mararidts verden han lige var trådt ind i, før havde han haft chancen for at stikke af og gemme sig, nu var han så dybt i det at vejen tilbage var væk han kun kunne bevæge sig fremad mod enden sin død eller det undercover arbejde der var blevet sat for ham af modstandsbevægelsen. Lyden af hans metalbelagt støvler mod stengulvet gav en gennemtrængende rungen, han tænkte flygtigt at det havde været et fedt sted at holde en koncert på grund af akkustikken inden hans øjne faldt på det døde træ i midten af det hele. Vissent og dødt stod det der og nærmest sukkede når keith kiggede på det, et levn fra Di Morgas fordums storhed, nu var det ikke andet end en hvid søjle der engang havde været et smukt træ, han lod sin hånd glide hen over det men trak hurtigt hånden til sig da han fik fornemmelse af død, rædsel og ondskab. Keith vendte sig da han hørte fodtrin og havde nær tabt kæben da han så kvinden der kom mod ham, hun overlod ikke meget til fantasien, hun havde faldt helt i Keiths smag hvis det ikke havde været for den aura af ondskab der omringede hende, samt de to horn der groede ud af panden på hende. Keith Faldt på det ene knæ mens han kiggede ned i jorden, han ventede på at hun tiltalte ham, han havde siddet og læst den ene bog efter den anden om ordenlig etikette og hvordan man opførte sig hved hoffet inden han havde taget mod til sig til at gå mod Abbadon.

(( NPC - Odette))

Kvinden lod det ene øjenbryn skyde yderligere i vejret da denne faldt på knæ ved siden af D'Torians grav. Hendes ansigt så ikke ud til at ændre sig drastisk, ikke endnu i hvert fald. Imens hun dømmende betragtede hans tøj og klæder:
En rotte. En lille ubetydelig slum rotte, der nu havde fået færten af osten i menneskets spisekammer og forsøgte at gnave sig vej ind til dets udkårne bytte. Hvis ikke herren selv kunne se det, kunne hun da informere ham om 'gæstens' utroværdige påklædning. Og så streng instrumentet på ryggen af denne, hvad skulle det ligne? At bringe noget så uhørt til en audiens! Rakkerpak! Det var hvad der var blevet lukket ind!
Hun modstod fristelsen til at himle med øjnende, men lod i stedet hendes blik glide hen på det nøgne træ.
En lang, lyserød tunge gled ud fra imellem de røde læber og hun slikkede sig ganske diskret om munden.
,, Han kan rejse sig..", sagde hun, efter at have fugtet de røde læber.
Derefter lod hun øjnende glide ned langs træet. Skannede det med blikket for at se om noget var forandret ved dets ydre efter at drengen havde rørt ved det med hans beskidte hænder!
Men træet så uforandret ud.
,, Rotteungens ærinde?".
De gule øjne lagde sig foruroligende hurtigt over drengen, med en jægers årvågne blik. De gyldne øjne syntes at klemme sig yderligere sammen, idet hun fokuserede på ham. Stemmen som hun havde tiltalt denne med, var hård og ufølsom. Hendes tolerance for kæledyr var lige så stor som hendes tolerance overfor børn. Der fandtes ingen. Hun ville behandle ham som det han var, et dyr, uintelligent og primitivt.
Han burde ikke være her, han burde sendes ned til Lache, og få halsbånd og sløjfe på. Puttes i en fin lyserød håndtaske efter at Lache havde udført en påkrævet.. ændret af dennes kønslige funktioner.
Et skadefro smil dannede sig på hendes læber imens hun forestillede sig det lille scenarie, og afventede ungens svar.

Keith kunne næsten mærke kulden i hendes ord prikke ham som en kniv i brystet, han kom hurtigt på benene og bukkede dybt for hende, han så hende fugte sine læber, så smuk og då med så meget ondskab og kraft, han kom i tvivl om han burde se hende i øjnene eller ikke, han havde ikke lyst til at ende som en eller andens kæledyr, han skulle lige til at sige sit navn inden han tænkte over hvad hun havde sagt, hun havde kun bedt om hans ærinde, intet navn eller noget andet, han kiggede ned i jorden og bukkede så en smule igen, "Rotteungen søger fortræde for Lord Malakel min frue", hans blik var nu stift rettet ned i jorden, han turde næsten ikke se op på hende da han lige så godt som en tilladelse til at komme ind kunne få en kniv eller noget andet hamred ind i sig i løbet af de næste par sekunder, en lille bille kravlede langsomt og søvnigt hen over jorden imellem dem i retning mod det visne træ, Keith kunne ikke lade være med at blive fascineret af insektet i et kort sekund inden han vendt tilbage til nuet og igen var fanget i en frygtelig forventning om at hans unge liv allerede kunne blive taget fra ham inden han overhoved kom til at se Malakel, han tænkte tilbage på hans korte liv der var ikke præget af de stor oplevelser indtil nu, det han blev ved med at tænke på var hvordan man spillede bethoven på guitar, det havde en beroligende effekt på trods af den ellers meget pressede situation som resten af hans krop syntes at kunne fornemme med hver en fiber, *Vi skal nok klare den Sasha, bare rolig* han tænkte på guitaren og blev yderligere beroliget da han fik en kort fornemmelse af at guitaren omfavnede hans ryg.

(( Odette ))

Odette's smil falmede i det sekund gade drengen åbnede sin mund. Hun vidste hvad den ville, og havde blot spurgt for..
Tjah, måske følte hun sig bare en smule legesyg?
Hun nød at se hans underdanighed. Det var skam heller ikke mindre end hvad hun ville forvente. I det mindste vidste den at den ikke var i nogen postion til at søge hendes blik eller kommentere på andet end hvad den blev spurgt om. Det lille unødvendige spørgsmål, havde til trods for dens uskyldige kamuflage, et formål: nemlig at anslå om kræet var det værd at føre foran herren eller ej. Det ville være spild af både hendes egen og Hans Nådes tid at sætte en fornærmende lille rotteunge i hans nærvær: for ikke at nævne den straf som hun kunne forvente bagefter, hvis ikke den i det mindste kunne udvise respekt.
Hun lavede en hurtigt bevægelse med sin ene hånd: lod sin lange finger stryge imod tommel fingeren, og skabte en perfekt rød flamme.
Hendes ansigt endnu fejlfrit, og hårdt. Som en sand lært kvinde, der vidste hun var meget mere end den almene pøbel.
Den lille flamme formede sig til en slange af ild. Ikke mere end ti centimeter lang, snoede den sig op af hendes bare arm, og lagde sig kælent på hendes skulder. Opførte sig som var det en levende organisme, og ikke skabt af dæmonens medfødte kræfter.
Et smil formede sig da over Odette's læber: venligt, imødekommende - falskt og upersonligt. Den slags smil en adelig ville give til sin fjende, for at skabe en illusion om venskab.
,, Nu vel..", hendes stemme var blød, og næsten kærlig.
,, Følg med, rottebarn."

Hun vendte ham ryggen, og åbnede den mørke, tunge, mahogni dør, og holdt den åben for ham, indtil han gik ind.
Hvis denne ville træde indenfor, ville han se en lang gang. De samme mørke sten udgjorde gangens, gulv, tag, og vægge, og de samme ild-kugler hang på samme måde som ude ved vejen, ned langs den. Bag dem ville man kunne skimte begyndelsen af en sten trappe der førte nedad, og forude, efter to døre, gik en trappe opad, imod første sal.
Efter knægten var gået ind, ville Odette, som havde placeret sig bag ved døren i det han var trådt ind, lukke den med en hånd, så den gav et rungende brag igennem gangen.
Det næstekærlige blik var forsvundet, hendes øjne var som is, og hendes krops sprog lige så, i mens hun stirrede intenst på ham et øjeblik, efter at have lukket ham ind. I en kærtegnede bevægelse lod hun hånden glide væk fra dørens ydre, og endnu et smil kom frem, lige så imødekommende og forførende som før, imens at hun fik en piget gnist i sine gyldne øjne.
,, Sshh... ikke larme..".
En hæs kvinde latter kunne da høres fra hende, en smule manisk dog.
Hvorefter hun bevægede sig foran ham og havde kursen imod trappen.
Som hun vendte ryggen til ham, kunne man tydeligt se de velformede runde baller, og hofternes harmoniske svaj i det hun gik. Hendes bevægelse lige så sensuelle som resten af hendes guddommelige skønhed.

Da ville hun føre ham op af trappen, videre hen af nogle andre gange, indtil de nåede enden af en meget stor trappe.
En gang førte hen til en dør, der var større end alle de andre som de før var gået forbi, og som på den store port dør nede i forgården, havde også denne det sorte øje på sig.
Odette gik hen i venstre side af den, og så afventede på ham:
,, Du kan stadig nå at stikke af?", hendes ord var indhyllet i sarkasme.
,, Klar?".

Keith kom på benene, stadig med blikket stift rettet mod et neutralt punkt lige foran hendes fødder, han kunne nu mærke sveden løbe ned af hans ryg, han bed tænderne sammen og bukkede en gang til da hun tiltalte ham, den slange lignende flamme der skød ud fra hende og kravlede op af hendes arm gjorde faktisk som det første på dette sted ikke Keith bange, han havde en passion for krybdyr så i hans nervøse og frygt ramte hjerne var det et kærkomment syn at se noget han faktisk syntes om udover den usandsynligt smukke og knapt til dækkede kvinde der nu var ved at føre ham ind i selve pallaset. Keith blev dog igen foruroliget da hendes ellers stenhårde og isklode stemme slog over i en varm og imødekommende røst, han vidste ikke om det var et tegn til at han skulle se sig om efter en flugtrute eller om det rent faktisk var ægte venlighed hun viste ham, det sidste var nok det mindst sandsynelige af de to muligheder. Keith granskede sin hjerne efter denne kvinde, noget der passede på hvordan hun så ud og opførte sig, men han var nød til at give op da han trådte ind af døren, han var bød til at være fokuseret og fattet når han skulle møde Lord Malakel. Keith stivnede i skræk da han hørte porten bag ham blive lukket i og han fulgte kun kvinden med øjnene da hun passerede ham, han åbnede munden for at spørge om hvordan man tiltalte Malakel, men han bed sig selv i tungen da hun sagde shhh til ham, han kunne mærke lidt blod i munden da han lod tungen glide tilbage i dens rette position, han sank endu en klump og prøvede enda at trække vejret på en blid måde. Keith kunne ikke holde øjnene fra hendes velformede hofter og balder, havde hun været enhver anden end hun var ville han ikke have kunne styre sig og ville nok have savlet som en hund. Keith vendte hurtigt blikket i gulvet igen da hun drejede sig mod ham, om han var klar var et overflødigt spørgsmål, selvfølgelig var han klar, han havde ikke bare gået til Abbadon for at se på det smukke sceneri og nyde naturen omkring sig. Keith bukkede igen dybt for kvinden og sagde med klar dog underdanig stemme, "Rotteungen er klar min frue".

Odette gav et lille smil fra sig efter at den havde talt, og drejede derefter om på hælene. Hun rakte hånden op, en bevægelse der virkede noget så almen og ubetydelig, men som hun fik til at virke stilfærdig og næsten poetisk. Hendes knoer skulle netop lige til at banke på dørens hårde, mørke ydre, da selv samme dør blev åbnet med et brag, og Odette nåede lige præcis at reagere tids nok til at træde nogle skridt bagud, og lægge ryggen imod den kolde mur for ikke at blive ristet af en ild kugle lavet af mørke blå flammer.
Den rød hårede hundæmon, kneb øjnene sammen, og selvom ild ligeså var hendes element og hun ikke ville blive skadet af netop dette, så så hun ud til at frygte netop disse flammer. Flammerne ville ikke nå gæsten, der uden tvivl ikke ville stå lige op af døren. Men varmen fra flammerne ville sikkert kunne mærkes. Lægge sig over huden, som blev man et øjeblik udtørret, og kom i tvivl om ens hår ville krølle sig sammen og blive ætset væk af den varme luft, som flammerne slog omkring sig med.
Odette’s hårpragt så dog ud til at kunne modstå varmen, men hendes klæder gik meget hurtigt i brand, og stumperne af det før gennemsigtige stof faldt ned på det hårde sten gulv og blev reduceret til en lille plet af aske. Hendes smykker så dog ikke ud til at smelte under den ekstreme hede, til trods for at man kunne fristes til at tro det. Flammerne døde hen, og blev erstattet af lyden fra bøger der blev kastet imod vægge, samt ting der blev smadret.
Odette åbnede sine gyldne øjne, imens at hun tydeligt kontrollerede sig for ikke at udvise den angst der lige så stille spredte sig i kroppen på hende. Frygt. Frygt for hendes herrens vrede. Hendes vejrtrækning var hurtig i de få sekunder det tog hende at komme tilbage til hendes oprindelige rolige sindstilstand, og hun søgte meget hurtigt værelset hvor hendes herre skulle være inde.
Alt man kunne se, fra den nu åbne dør åbning, var noget der godt kunne ligne et meget forbrændt lig, der lå nede på gulvet, og ellers brændende møbler, og gulv tæpper, hvor mørke blå flammer rejste sig legesygt op. Reagerede på deres skabers meget destruktive følelse.
Nogle bøger kunne ses blive kastet igennem rummet fra venstre side af: uden tvivl der hvor Di Morga’s hersker lige nu befandt sig. Man kunne svagt høre en mumlen, men ordene ville være uforståelige for gæsten, hvis denne skulle prøve at lytte efter, da sproget det blev talt på kun ville tilhøre dæmon racen. Sproget lød grimt, og dyrisk. En blanding af at hvæse, knurre, og klikke med kæben. Men selvom ordene ikke gav mening, syntes tonelejet at være let at tyde: panisk, måske en smule bange?
Odette søgte gæsten hurtigt, og hvis denne ikke var kommet yderligere til skade, eller var løbet væk i rædsel, ville den kvindelige dæmon træde imod dør åbningen.
Hun trak sig imod den nu, forbrændte, dørkarm, og bankede let på den.
,, Herre?”
Den paniske mumlen stoppede sagte.
,, Der er en gæst, som ønsker audiens… men hvis dette er et dår-…”, Odette tav.
Hendes krop stivnede, og det var tydeligt at se for dem der havde evnen til at læse kropssprog.
Hun stod stille, som havde hun set noget der forfærdede hende.
Der var fuldkommen stille i nogle sekunder.
Derefter vendte hun dæmonen om på hælen og gik ud af døråbningen, greb fat om de døre der var sprunget op, og lukkede meget hurtigt dørene ind til kontoret.
Hendes ansigts udtryk var intetsigende, og alligevel var hendes tavshed nok til at fortælle at der var noget der ikke var helt som det skulle være.
Hun vendte blikket imod gæsten. De gyldne øjne, hårde, og følelses forladte, lige indtil hendes ansigt lyste op i et diplomatisk smil, og der kom en lille gnist af legesyge i hendes øjne.
,, Herren har desværre lidt travlt… skal færdiggøre nogle formaliteter.. så lad os vente lidt..”, hun rakte hånden imod en af de mange stole der stod i den store gang. Tilbød ham at sidde ned.
Hvis han satte sig, ville hun sætte sig på stolen ved siden af.

Keith kunne ikke holde øjnene fra kvindens meget velformede krop, det måtte ligeledes være svært for alle andre der havde stået i den samme situation som ham, han sank en klump da hun rækkede ud efter håndtaget, men i set sekund hvor hendes hånd rørte håndtaget bragede døren op og en ildkugle sejlede majestætisk gennem lugten mod Keiths nu ligblege ansigt, i bedste militærstil sprang han væk fra ildkuglens bane, den ville ikke have ramt ham, men det var en refleks så han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Keith mumlede en kort forbandelse som han bagefter håbede kvinden for guds skyld ikke havde hørt, han børstede sig lidt af og kiggede skrækslagent mod den nu åbne dør og derefter over på kvinden hvor hans blik blev hængende, hendes krop var utrolig og nu da hun overhoved ikke havde andet end sine smykker på kunne man rigtig nyde hende i al sine pragt, der gik et kort øjeblik der kunne have udviklet sig meget pinligt hvis hun havde set hans blik. Lyden af bøger der blev kylet igennem et lokale fik endu engang Keiths mod til at falde, hvis han allerede var i dårligt humør ville Keith være så godt som død allerede inden han nåede at åbne munden for at ytre et eneste ord, han ville have fejlet sin mission allerede inden den for alvor var begyndt, han rystede tankerne af sig, nu var ikke tidspunktet at begynde at betvivle sig selv på, hvis han gjorde det ville han uden tvivl være dødsens, en ny bølge af selvtillid skyllede langsomt igennem Keiths ellers spinkle og ikke særlig muskuløse krop. Da Keith gik tættere på så han flygtigt bøger der blev slynget gennem luften samt han kunne høre lyden af et eller andet der lød som om det var ved at spise en hel ko på en gang, en grum lyd der ville have skræmt Keith hvis det ikke havde været fordi hans øvre grænse for det allerede var opbrugt, han prøvede at få et glimt ind i rummet og fangede ganske kort et glimt af en silhuet som enden var Malakel eller den der muligvis havde udløst herskerens dårlige humør. Keiths blik vandrede igen hen på kvindens meget velformede bagende, men da hun bankede på døren og de mærkelige lyde stoppede blev han igen revet væk fra sin lille drømmeverden, det føltes helt forkert og ganske rigtigt kvinden kom hurtigt ned igen, men hun havde nærmest et smil på læben da hun bad Keith vente på at Malakel fik ordnet vad end det var han var igang med. Keith bukkede hurtigt og fandt sig til rette på en stol der var lavere end begge dem der stod på hver side af ham, han skulle endelig ikke til at træde i spinaten ved at dumme sig med etiketten ligenu og alligevel undslap vad han troede var en utrolig dumhed hans læber "Hvordan tiltaler man Lord Malakel", han kunne have slået sig selv i hoved med en hammer for det tåbelige spørgsmål der kunne gøre enden på hans liv.

Odette placerede sig på en stol der var en smule højere end rotteungens. Hun virkede i forhold til før, meget mere tilstedeværende, og i den tavshed der var inden at drengen åbnede munden og spurgte Odette om noget der til trods for at komme meget antiklimatiks i hendes hoved, vel var relevant nok for situationen, lod hun til at virke en smule oprevet.
Hun fangede sin underlæbe kort med de skarpe fortænder kort inden at hendes øjne lagde sig på rotten igen. Hun så ned på ham. Igen med et koldt, og lettere ophøjet blik. Dog syntes det ikke fordømmende.
Hun sad rank på stolen, med det ene ben svunget over det andet og med armene over kors under hendes nøgne bryst, der efter at hendes tøj var blevet elimineret, var frie, og den velformede barm var efterladt uden nogen form for dække, lige så var de rød malede brystvorter stive og opsigtsvækkende. Odette lod dog ikke til at have nogle skrubler omkring hendes udseende. Hendes ydre var et middel, et værktøj, og hun var ikke blufærdig over at vise det frem.
Som hendes bryster var hendes ædlere dele også fuldt fremvist. En tynd linje af rødt hår strakte sig fra hendes køns begyndelse og nogle centimeter op. En vejviser ville nogle kalde det. Hendes mave var flot og let markeret af muskler. Hendes lår faste, og resten af hendes krop fejlfri og veltrænet, uden at miste dens feminitit.
Hendes blik søgte væk efter spørgsmålet, hvilede på noget meget spontant i gangen.
,, Dens nuværende tiltale af ham, er troværdig nok.. til trods for dens beskidte ydre, er den dog ikke et rebels fæ...".

Keith pustede lette ud, han havde en følelse af at have brudt isen så det måske ville være lidt nemmere at snakke med hende nu, men der ville ikke blive snakket meget ligenu, Keiths opmærksomhed var fuldt og fast klæbet til den nøgne og utrolig smukke kvinde, han øjne løb hen over hendes utrolige krop og han gøs lidt ved tanken om at nogen så smuk havde en aura af nær ren ondskab omkring sig, men han kunne ikke holde blikke fra hende selvom han vidste det var forbundet med stor fare at se sådan på hende og have sådan tanker som han havde til at flyve gennem hjernen. Keith løsrev det ellers meget stirrende blik fra den smukke kvinde og fik et tænksomt udtryk i ansigtet, han sad prøvede at huske den skikkelse han havde set, var det herskeren eller havde det været en tilfældig meget uheldig person der havde fået en ildkugle sendt i hans retning, spørgsmålet fløj kort igennem Keiths hoved inden han igen åbnede munden, men denne gang var han knap så nervøs for kvindens vrede, "De må undskylde mine spørgsmål" han så på et neutralt punkt på væggen "Hvad har udløst vores ærede herres vrede?", han drejede hoved en smule mens han kiggede ned på kvindens fødder, han ville for alt i verden ikke se i hendes øjne, han havde en fornemmelse af at hun ville kunne gennemskue hans virkelige hensigt med at være på Abbadon hvis han gjorde. Lydende fortsatte inde fra det andet rum og kliklydende syntes at blive intensiveret mens man kunne høre bøger der hamrede ind i vægende eller andre ting, Keith gøs hvis Lord Malakel var i dårligt humør nu hvad ville han så ikke blive når hans så en 17årig punker med høj rød hanekam og en guitar på ryggen, det slog Keith og han kiggede igen spørgende ned på kvindens fødder "Rotteungen ville med glæde spille for dem mens vi venter", han prøvede kort at smile, men han syntes at miste lidt mere af sit mod da det sidste ord undslap hans læber, det hele havde gået så godt indtil nu fordi han havde holdt lav profil, men han var vel nød til at gøre et eller andet på et tidspunkt for at vække noget interesse for ham da han ikke havde meget andet at byde på end sine uforlignelige musikalske evner og måske sin dyreform, han håbede ikke det sidste ville være vad Lord Malakel kom til at tænke på da han muligvis ville blive en håndtaske eller en pels til kvinden, ikke at det sidste ville være en dårlig måde at ende sine dage på. Keith smilede ligepludselig stort over sin sidste tanke om at blive kvinden pels, det var meget upassende, men han kunne ikke lade være, det var fordi han var nervøs at han var nød til at finde en smule glæde at hænge sig fast ved.

Odette sad rank og perfekt imens at hun afventede tegn på at det var i orden at gå ind igen. Desværre lod stilheden ikke til at fortage sig for nu, og det eneste selvskab var den meget betragede rotteunge. Hans dragende blik, havde hun skam godt opfanget. Hun levede af netop dette, at tiltrække det modsatte køn og i nogle tilfælde det samme. Hun træk let på smile båndet, imens hun uden at vende ansigtet så imod drengen og betragtede ham koldt. Hvis denne vidste hvad hun kunne udsætte ham for ved blot et enkelt kys, ville han nok ikke føle sig lige så hypnotiseret.
Hun kneb øjnende en smule sammen efter at han så ud til at vågne fra sin lille trance, og så ned på hendes bare fødder, der var prydet af gyldne smykker. Hun vippede bevidst med en af sine tæer, og lod blikket glide væk da ungen talte til hende igen. Først undskyldende og da kom endnu et spørgsmål.
Hun fnøs.
,, Herrens affære kommer ikke en den ved...".
Han så hen på ham endnu engang, søgte en forklaring i hans fascination af hendes fødder. Efter at han spørgende havde spurgt om han måtte... sirenere hende, lod hun et af de fint plukkede øjen bryn skyde i vejret, og brød den ranke holdning ved at lade sine arme slange sig væk fra deres forhenværende position. Hun grab fat om knægtens hage, i et fast og hårdt greb, hendes ellers glatte og bløde fingre ville uden tvivl påføre en umådelig smerte i kæbepartiet i det hendes greb var nådes løst, hun vendte hans ansigt imod hendes, og så intenst ind i knægtens øjne.
,, Mit ansigt er heroppe..."
Hun slap ham, og lukkede øjnede imens at hun gav et opgivende suk.
,, Dit rakker musik kan du spille for dine artsfæller.. jeg tvivler stærkt på at du kan fremføre noget der ville tilfredsstille mig...", hun så henkastet væk, og en ligegyldighed kunne tydes i hendes kropsprog.
Da lod hendes øjne til at åbne sig en tand mere, som kom hun i tanke om noget. Der gik nogle sekunder hvor hun så meget fjern ud.
Derefter rejste hun sig og så ned på ungen.
,, Den kan rejse sig..."
Hun gik imod døren.
,, Herren vil tage imod dig nu..."

Keith sad lidt stadig med øjnene plantet stift i gulvet og lod en finger løbe hen over en guitarstreng, en lille næsten utydelig lyd kom fra guitarren, Keith lukkede kort øjnene og så lydbølgen for sig mens han lod den reflektere på alle mulige mærkelige måder. Keith åbnede igen øjnene og kiggede igen ned i gulvet da kvinden svarede ham "Jeg undskylder", han nåede kun lige at få det sagt inden hun greb fat om hans kæbe, Keith kunne høre en knagende lyd inde i sit kranie mens han kom med et lille smertefuldt skrig, han stirrede nu lige ind i øjnene på hende, hans bryst hævede og sænkede sig hurtigt og irregulert og en smag af blod begyndte at brede sig i munden på Keith, han greb fat om hendes håndled med begge hænder men var ikke i stand til at vriste det det mindste, "Undskyld... UNDSKYLD!", Keith kiggede hende i øjnene med en tåre på vej, men han gjorde alt for ikke at vise det svaghedstegn da det kun kunne ende fatalt. Da kvinden endelig slap ham faldt han ud af den stol han havde siddet på med et lille bump, han tog sig til kæben og overvejede kort at lade hende mærke hvordan en lydbølge med styrken af 340dB føltes, men stoppede tanken inden den var tænkt færdig, det kunne ikke nytte noget at slås med en der formentlig var meget stærkere end han var og når Lord Malakel var i rummet ved siden af var det en plan dømt til at ende med at Keiths indvolde hurtigt ville blive udvolde. Keith så hende i øjnene lidt inden hun rejste sig *Møgkælling dit liv er dig for ondt... jeg skal nok gøre en ende på det når tid er*, Keith blev overrasket over den fede følelse det var at ville have hævn på den måde og smilede en smule for sig selv inden han kom på benene og bukkede for kvinden, han fulgte tæt efter hende hen mod døren mens han skumlede og forbandede hende til evig tid inde i sit hoved, han lovede sig selv at denne kvinde skulle mærke den fulde kraft fra musikken når tiden var den rigtige. Keith holdning havde lige ændret sig fra at være bange og usikker til selvsikker og nærmest sur over han behandling, ikke at han ville vise meget af det foran Malakel, men den var til stede i hans sind nu. Med blikket rettet mod døren stillede han sig nogen få skridt bag kvinden, blank for følelser var han for hende nu, intet andet end det dybeste had og en brændende lyst til at gøre noget ved det var tilbage.

Odette så ikke ud til at opfange forandringen i rakkerungens sprog. Enten det, eller også ignorerede hun det, og gad ikke spilde tid på overhovedet at lade sig selv belemre med hvad et kæledyr følte.
Hun tog fat i håndtagene.
,, Opfør dig nu pænt.."
Dørene indtil rummet hvor Ma'lakel befandt sig blev nu åbnet foran Keith, og han havde et klart udsyn ind til noget der kunne ligne et privat kontor. Lige forude var der et stort skrive bord i næsten sort mahogni træ, et kæmpe vindue strakte sig fra gulvet omme bag bordet og en komfortabel lænestol, og op til loftet så der var en 'skøn' udsigt udover den tågede ødemark. Små regndråber gled ned af vinduets yder side. Det var tilsyneladende begyndt at regne imellem tiden.
Men lidt af dette udsyn blev blokeret, af en meget høj person, der stod lænet op af skrivebordet. Iklædt noget der kunne minde om en sort habbit, bare, skabt af... hud? Det var næsten ikke til helt at tro, selve habbit jakken sad tæt imod Ma'lakels bredskudrede overdel og slanke talje, lignede noget som var blevet skabt af sort elver hud, der på en eller anden møde havde formået at få et... nogensinde kønt ydre. På begge sider af skuldrende kunne 'dyrene''s kranier, som tøjet var blevet lavet af, ses, være blevet neglet fast som en form for skulder panser, imens at resten af den mørke herre's antraf var yderst nydeligt(forfærdende), til trods for at man vidste hvilke individer der havde måtte lade livet for at denne beklædning kunne virkelig gøres.
De gylden grønne øjne så meget utålmodigt på Odette idet hun trådte ind. En smule irritation kunne vel sagtens svagt antydes i det dyriske blik, imens at han betragtede sin undersåt, der gik nogle skridt ind inden hun drejede om på hælen, tog nogle skridt til siden så Keith kom til syne, og najede elegant for sin herre.
,, Min herre, dette er-"
,, Ja.. jeg kan ude mærket godt se hvad det er!", afbrød han hende bittert.
Odette så skamfuldt ned i gulvet, som var hun en lille pige der havde gjort noget virkelig forkert.
Ma'lakel havde armene over kors, ligeså var den ene fod blevet svunget over den anden så den balancerede på det yderste af den sorte sko.
Det mørke brune, næsten sorte hår, var redt tilbage, så kun en enkel tot faldt ned foran det venstre øjenbryn.
Hans blik gled hen på Keith, igen kunne en omgående irritation skimtes i blikket på den bitre hersker. Efter at have stirret indgående på Keith i nogle sekunder uden at sige et eneste ord, lod han igen sin mørke, let brummende stemme høres.
,, Forsvind!", blev der kommanderet.
Han havde stadig øjnene på Keith, men det var Odette der straks rettede sig op og forsvandt ud af døren. Lukkede den efter sig, og lod dernæst rotte ungen og hendes herre være alene i rummet.

Keith mumlede en bitter bemærkning om at det var hende der burde have en lektion om manere, som kvinden uden tvivl kunne høre. Han havde den ene hånd knyttet så hårdt at den var blevet hvid og død at se på, havde han ikke haft sin mission ville han ikke have været i stand til at holde sin vrede tilbage, det var ikke noget som han havde prøvet før, han havde aldrig været en der blev sur eller bare irriteret over ting, han var den slags person der havde taget alt med et smil, men han havde af uforklarlige årsager intet imod at føle had til hende. Døren blev svunget op og Keiths øjne skulle lige vende sig til lyset i rummet, det første han kunne se var bare en høj slank mand, men lidt efter lidt blev han i stand til at se både tøj og de ildevarslende kranier på hans skuldre, havde Keith ikke været så fuld af vrede ville en frysende kulde have rendt ned over hans rygrad, men i stedet trådte han ind med hoved højt løftet inden han på høvisk vis satte sig ned på det ene knæ lige indenfor døren, en aura af styrke, magt og stenhård ondskab udsprang fra hvem Keith nu var helt sikker på var Malakel, han drejede hoved en smule og så på kvinden med et lille smil da hun blev afbrudt og sendt ud med en hård tone. Keith rettede igen blikket ned mod gulvet og ventede bare på at hans hersker skulle gøre en eller anden form for gestus til at han måtte sige noget eller rejse sig igen, han havde valgt en ukomfortabel position at sætte sig i og kunne allerede mærke hans ben syre til, han følte han var nød til at præsentere sig selv, "Vi er ærede og stolte over at få en audiens hos dem Lord Malakel...", han bukkede hoved ekstra dybt mod jorden inden han fortsatte, "Vores navn er Keith LaChance vi søger embede hos dem" han var nød til at præsentere sig selv først, eller det havde han da læst i den etikette bog han havde fundet, til forskel fra en tjener var man nød til at præsentere sig selv først foran en konge for ikke at være uhøflig eller vække vrede, Keith kiggede kort op mod hans ansigt, men da han så at han øjne var rettet lige mod ham slog han hurtigt blikket ned igen, detder med vreden var måske allerede forsent. Keith mistede langsomt den opbyggede vrede igen og den blev afløst af opbyggende uro og en følelse af at stå i løvens hule og ikke have andet end en guitar med sig, han trøstede sig ved at han havde den med, den var det mest beroligende element i hans liv... lige udover Karin, han tænkte kort på hendes glade smilende ansigt og var igen sikker på at han gjorde det rigtige, denne mand var nød til at blive fjernet fra Abbadons trone og der ville være nogen der var nød til at ofre sig for det gode skyld også selvom det virkede som det rene selvmord at vandre op på Abbadon for at søge tjeneste hos den mand man for alt i verden ville have gjort det af med. Keith kom til sig selv, han var nød til at fokusere nu og ikke lade sin hjerne vandre hele tiden, dether gjaldt bogstavelig talt om liv og død for tusindevis af mennesker og andre væsner.

En bittersød stilhed gled igennem rummet. Som en ildevarslende kold brise der lod sig ligge over begge individer. Prikke, stikke, og lade tiden gå og trække tænder ud.
Herren ved bordet sagde ingenting, ventede på at væsenet selv begyndte at sige noget, af nervøsitet, hvilket de fleste gjorde i hans nærvær.
Forbandet irriterende, unødvendigt, tidspilde!
Efter at drengen havde præsenteret sig under navnet: Keith LaChance, skubbede Ma'lakel sig en smule væk fra bordet. Frigjorde sig det derved, lod sine arme falde til siderne imens at han med en faretruende aura gik helt hen til knægten. Siden denne var på knæ ville drengen sikkert ikke kunne se meget andet en de sorte bukser samt sko, der stod lige foran ham.
Ma'lakel lod hovedet glide let på skrå imens at han med de mørke grønne malakit øjne vurderede dennes udseende. Der gik nogle sekunder, endnu engang havde Ma'lakel ikke talt direkte til Keith. Men så..
Herren løftede den ene fod, placerede den på Keiths ene skulder, og ville da skubbe drengen bagover, ind til denne tumlede om på ryggen, og lå som en hund ville ligge foran føre hunden.
Hvis Keith ville tumle over på ryggen, hvilket der var stor sandsynlighed for, lod Ma'lakel imellem tiden sine hænder glide ned i lommerne på de sorte bukser, imens at han satte en fod på brystet af denne og dannede et let pres på bryskassen. Ubehageligt, og alarmerende, da man hurtigt fik en fornemmelse af at hvis Ma'lakel ønskede det ville han kunne brække ribbende bare ved at træde ned på dem.
På samme tid med at dette blev gjort, ville luften omkring Keith begynde at blive mere og mere tør og træls. Udtører tungen, og lægge ganen ødehen for mundvand, og ligeså gøre halsen irritabel og øm, indtil at en smertende følelse ville danne sig i halsrøret og brystkassen uden Ma'lakel behøvede at gøre meget andet.
Han trak en cigaret op fra lommen, satte den imellem sine læber, imens at hans rovdyr øjne stædigt betragtede Keith's reaktion på smerten med et yderst tilfredsstillet og sadistisk smil i øjnene.
Han knipsede en enkelt gang med den frie hånd, og en lille blå flamme dannede sig på hans pege finger. Han rakte den hen imod cigarettens yderste spids og tænde smøgen i hans mund.
Han viftede hånden som var den en tændstik der skulle slukkes, inden lod pege og lange finger lægge sig på hver sin side af cigaretten.
En let, modbydelig klukken kunne da høres fra ham, inden han tog et stort sug, og inhalerede den giftige nikotin røg, for derefter at puste den ud i en lang stråle imod gæstens ansigt, så denne ville inhalere den giftige røg passivt.
Han fjernede smøgen efter endnu et sug, og lod den grålige røg lige røg kærtegne hans læber legesygt, inden den blev tvunget ud da Ma'lakel begyndte at tale.
,, Og hvad... for dig til at tro, at du kan gavne mig, guitar-dreng?".

Keith kiggede ned i gulvet og kunne mærke hvordan uroen bredte sig inde i ham, en bange anelse som kun blev ved med at brede sig som ringe i vandet og blev forstærket. Keith kunne høre Malakel flytte på sig og så i næste øjeblik et par sorte sko foran sig, han sank en klump og kunne mærke hvordan han blev tør som en tvebark, han frygtede for sit liv i det øjeblik, Malakel kunne så nemt som ingenting slå ham ihjel uden han ville have en chance for at forsvare sig selv. Keith var ikke normalt en person der troede på højere magter, men alligevel sendte han nogen beskeder videre mod det hinsides, han stoppede dog brat med disse tanker da han kunne mærke en sko blive placeret på sin skulder og han blev slynget bagud så han landede på ryggen, han udstøtte et lille "humpf" og skulle til at gå på benene igen inden han blev presset ned mod gulvet igen af en sko på hans brystkasse, han kunne knap nok trække vejret og hvæsede efter vejret og kunne mærke røgen fra Malakels cigaret danse ned igennem hans lunger og ud igen, han hungrede selv efter en smøg, så det var kærkomment med en smule andenhånds nikotin. Presset mod Keith brystkasse blev ikke mindsket som herskeren begyndte at tale til ham, uroen var på sit maksimum nu og han sank endnu en tør klump som ikke ville ned af svælget ligemeget hvor hårdt han pressede. Med et underdagnit forsøg på ikke at se Malakel i øjnene fremstammede han nervøst "Hvis deres højhed vil give mig chancen kan jeg vise dem det", han prøvede at rykke sig en smule for at få sine luftveje lidt mere tilgængelige, han havde på ingen måde troet at én mand kunne udstråle sådan en magt og ondskab som Malakel, han havde aldrig været i nærheden af nogen som med så lidt anstrengelse havde kunne skræmme ham fra vid og sans, måtte hvem end der havde skabt denne verden stå ham bi i det løgn og bedrag der skulle skabe ham adgang til at kunne give modstandsbevægelsen vigtige informationer direkte fra ondskabens hule og måske enda sørge for at lave lidt sabotage engang imellem når han så chancen, dette var måske en smule optimistisk at tænke på ligenu, men Keith følte han havde fået en fod indenfor døren og skulle nu "bare" sælge sig selv som en værdig person til at tjene Abbadon og Malakel, han satte sin lid til sin guitar og hans slidte fingre, han skulle vise sin hersker hvad en smule musik kunne gøre ved selv den største og stærkeste person eller bygning.

En knasende lyd kunne høres fra Ma'lakels nakke i det øjeblik han lavede et svagt knæk med den for at få nogle af nakke musklerne til at falde ordentligt på plads: hvordan de var kommet til at sidde i en ubehagelig position til at starte med kunne det forbrændte lig der lå ikke særlig langt fra Keith sikkert godt svare på, skulle den have nogen som helst mulighed for det.
Kold blodigt så han ned på insektet under sin fod, betragtede dennes lettere ucharmerende påklædning selvom at sådanne mundering ikke var helt fremmed for ham. Den røde hanekam, og den hullede nette trøje, var dog ikke helt noget han kunne relatere helt så meget til. Drengen var jo ikke andet end en teenager, en meget skræmt teenager uden tvivl, så hvad ville få en så kujonisk lille myre til at kravle op foran menneskeenes hoveddør med udsigt til at blive kvast skulle den være alt for uheldig? Gruppepres, væddemål, måske noget helt tredje?
Da denne så formåede at tale lod Ma'lakel til at skifte sit koldblodige blik ud med noget mere levende: nysgerrighed. Hunden kunne nogle tricks? Skønt han ikke ligefrem fandt sig selv i en tilstand der gav ham synderligt meget lyst til at se tricks så kunne han vel ikke benægte ungen sin lille forestilling? Eller kunne han?
Et ildevarslende smil formede sig over de smalle læber, og det hårde ansigt som blev lyst af a kaminens flammer, og bordlampens varme skær, syntes at forandre sig til noget meget mere 'glat'. Smilet havde en essens af sadisme i sig, en lurende skjult betydning der for andre ville være meget svær at gætte.
,, Og hvad hvis jeg ikke vil give dig chancen, huh? Har du tænkt over det?".
Spurgte han med morskab i stemmen.
"Vil du så tude, og tigge? Bede mig om ikke at sluge din ynkelige lille krop helt? Ja.. jeg sagde sluge, lille lam... "
Ma'lakel pressede hårdere ned på ungens brystkasse, forårsagede en ufattelig smerte, imens at luften blev endnu mere tør og tyk, og ville forsøge at kvæle Keith på grund af at ilten blev afskåret.
,, Det er så synd for jeres små raser er det ikke? I har ingenting at leve for... ingenting at gavne...", en sagte gnækken kunne høres.
,, .. du stinker langt væk af dyr. Må jeg gætte: varulv, form skifter? Hvilken? Eller også har du bare rullet dig i dyre skidt inden du kom hertil? For at give et godt indtryk? Indsmigre dig monstro? Hvorfor skulle jeg ikke bare slå dig ihjel nu, så er min aftensmad ordnet, i stedet for at have endnu en mide til at rende rundt? Du er ingenting. Uduelig, ulidelig at være i nærheden af, måske var det derfor dine venner sendte dig herop? Fordi du så gerne bare vil af med dig, har du tænkt over det? Du... kan... INTET!"
Presset på Keiths bryst tog sit højdepunkt! Luften var ikke eksisterende, og ville forårsage Keiths død indenfor få sekunder, var det ikke for at Ma'lakel i sidste øjeblik lod luften vende tilbage: lunken men levende, og presset på brystkassen lettede, og foden blev flyttet.
Ma'lakel så endnu engang ned på drengen uden skyggen af anger eller medfølelse, betragtede denne med et sært overnaturligt glimt i de nu gyldne øjne der lige så stille lyste. Han lod den nikotin fulgte røg glide ned i hans lunger, inden han med en aura af ligegyldighed gik hen til sit skrive bord og lænede sig op af det. Pustede en mørk sky ud, og lagde armene over kors imens at han kort lukkede øjnene. Hånden der holdt den tændte cigaret rystede ganske voldsomt.
,, Gør noget der forøger min hovedpine, eller ødelægger mine møbler, eller irritere mig bare..." et lille tik ved det ene øjenbryn kom.
,, den mindste smule... og jeg sørger for du ikke kommer ud herfra med din sjæl i behold.".
Han åbnede øjne.

Keith sank en tør klump der satte sig fast halvejs nede og så kom op igen i form af et surt opstod da presset på hans brystkasse var for stort til at han rigtigt kunne trække vejret, luften var så tør og elendig at selv fugten fra hans læber begyndte at forsvinde og hans stemme ville blive mere og mere sprød og gammel at høre på. Presset på hans brystkasse blev igen øget og der begyndte at komme sorte pletter for øjnene af ham, han greb malakel om foden og prøvede af alle krafter at få flyttet foden nok til at han kunne få vejret, men uden held, han var fanget som en rotte, en rotte der meget vel kunne være en stegt rotte om meget få øjeblikke, med en klagende og bedende stemme begyndte han "Min Herre, jeg beder dem, jeg *host host*" han prøvede endu engang at skubbe foden væk, men der var intet at gøre. Keith kiggede desparat ind i Malakels øjne, han ville gøre nsæten alt for bare at få luften igen, han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at slå langsommere og de sorte pletter for hans øjne blev større og større, ordene der samtidig kom fra Malakel var ikke andet end nedslående, psykopaten ville ikke engang vise ham hvad han kunne, men på den anden side havde han måske ret, måske havde de sendt ham herhen for at slippe af med ham, måske havde det været deres plan fra starten at slå ham ihjel, men hvorfor ville de slå ham ihjel det gav ingen mening, med mindre de prøvede at gøre ham til en form for martyr, en som alle kunne se op til fordi han havde ofret sit liv? Hvis det havde været modstandsbevægelsens plan fra starten skulle de ikke regne med at han ville hjælpe dem mere, men det var på ingen måde sikkert at han fik den chance mere, det virkede ikke til at Malakel ville lade ham vise sine færdigheder, det sortnede fuldstændigt for hans øjne mens han igen og igen hørte Malakel inde i sit hoved *Du... kan... INTET!*, fandeme så om han kunne noget og det skulle han nok vise ham, døde han her og nu svor Keith at han til Malakels død ville hjemsøge ham og gøre hans liv til hvad end Malakel anså for helvede. Da Malakels fod forsvandt fra Keith bryst gik der noget tid inden han rigtigt registerede det, pletterne for hans øjne forsvandt langsomt og med ét stort ryk satte han sig op mens han tog sig til sin ømme brystkasse, vaklende kom han på benene, luften var stadig svær at trække, men det var bedere end før. Keith bukkede for Malakel, men idne i hans hoved rasede en indre flamme og en vrede der var næsten altoverskyggende, kun på grund af den allerstørste selvbeherskelse holdt han lysten til at gå amok på Malakel tilbage, "Min herre det ville aldrig falde mig ind at gøre sådan noget mod dem" med den ene hånd rakte han ud efter guitarren og tog remmen om skuldrene, det var nu den egentlige prøve skulle stå, det var nu det helle blev vundet eller tabt på gulvet. Keith kiggede ned på strengende og lukkede så øjnene, musikken var nød til at komme indefra, han stod der i noget tid og lod langsomt den prikkende fornemmelse finde vej ud i hans fingre, en af hans venner havde engang fortalt ham om det kineserne troede var livskraft *Chi* havde han kaldt det, nu var ikke tid til at lade tankerne vandre og Keith begyndte langsomt at spille på guitarren, en næsten uhørlig melodi, han lod lydbølgerne samle sig til en lidt større og samlet enhed, for andre ville det ligne at luften begyndte at bølge, ikke som når der er meget varmt, men på en meget mere unaturlig måde. Keith lod langsomt musikken blive en smule højere, og lydbølgen satte sig langsomt i bevægelse over mod Malakel, under ders tur over mod ham begyndte det at skifte fra en formløs bølge til en nærmest menneskelig tekstur, det så ud som et væsen der var usynligt, men stadig havde et et omrids, Lod lydbølger uhørlige toner nå Malakels øre, den ville virke lindrende på den smerte han følte inde i hoved. Keith begyndte at svede, al den elendige varme omkring ham gjorde det svært at holde koncentrationen på at holde lydbølgerne i deres form, han tog sig sammen og lod igen musikken ændre sig en smule, det væsen han havde lavet i bølgerne begyndte langsomt at danse foran Malakel på den mest sensuelle måde Keith kunne udtrykke med sin guitar, hvor han dog ville ønske at malekel ville lade ham vise sig sine destruktive krafter som forhåbentlig var meget større end Malakel havde troet, men for nu var han nød til at holde sig til sine improviserende evner, han åbnede kort øjnene og så over på sin skabning, det der kunne godt værre en meget dårlig idé, men på den anden side var han jo nød til at forsøge.