will i ever find peace ? Naoya

omgivelser~ en halv ødelagt bygning. få træer, dog er de visne, eller nøgne
Tid~ 23:47
Dato~ ivl?
vejr~ køligt, men helt vindstille.Fugtigt og tåget?
Sted~den gamle gak gak anstalt!


En meget køn ung kvinde kom gående op af den gamle grusvej, der førte op til anstalten. Et smil havde tvunget sig frem på hendes læber, og krævede at hun viste sine sylespidse tænder. Og hendes smukke silkebløde læber føjede. Den hvide kjole der fremhævede hendes former, strejfede let jorden, og gemte hendes bare fødder. Hendes ansigt så nærmest royalt ud? hun gik med lydløse dog bestemte skridt.
Hvad mon hun ville finde denne gang? hun lænede hovedet en smugle på skrå og betragtede bygningen og indåndede luften. Hvor mange rædsler mon der havde været her? hvor mange skrig havde der lydt? og hvordan kunne alt dette ha' forgået uden at nogle blandede sig? eller prøvede at stoppe det?
Hvis der skulle findes et svar var det sikkert her... og måske kunne man lære noget om at holde folk under præs? sørge for at de ikke brokkede sig? det ville være en hjælp. Smilet krævede mere plads og det fik det. Hun sukkede lydløst, dog ... glad? og gik hen til den store dør. for dernæst at skubbe den op

Der var utrolig stille, selv vinden var hold op. Naoya vende blikket op imod natte himlen, det var tåget men man kunne alligevel godt se den smukke sorte nattehimmel og dens stjerner. *hvor?* tænkte han og tog hånden op til hans mælkehvide øjne som tydelig forklarede at han ikke var et normalt menneske. Men nao var jo trosalt en blanding imellem et menneske og en engel.
Selvom at han havde en stor viden om de væsner som gemte sig iblandt mennesket, kende han ikke til hans engle halvdel. Han troede fuldt og fast på at han var et normalt menneske.. eller normal kunne man ikke kalde ham. Der var 2 grunde til at han var anderledes end andre: Hans mærkehvide øjne var ikke normale og så havde han svært ved at røre andre som at give hånd. Da hans krop næsten altid sende statisk elektricitet til folk som rørte ham. Og nej, ikke bare et stød som gør ondt i et sekund, men et stød som nok ville gøre ondt flere timer efter. Dette var hans evne og forsvarsmekanisme, men for at være ærlig ville han helst være fri.


Nao var faret vild, dette var ingen nyhed. Han havde verdens værste stedsans og siden at han også ny i byen, var det jo ikke nemmere for ham at finde rundt. "ikke igen " mumlede Nao surt og var træt af hans stedsans, men så igen.. det var jo ikke fordi at han havde et stort ønske om at komme hjem lige nu. Det gik op for ham at han stod foran en ødelagt bygning. Det var sikkert sådan et sted folk ville fortælle spøgelses/gyser historier om. "hm" sagde Nao tænkende og satte hovedet på skrå , for han var det ikke skræmmende men mere spændene. Hvilke hemmeligheder har denne bygning mon? Nao hørte fodtrin og lod så blikket rettet sig efter lyden. Ikke længe efter kunne han se en ung køn kvinde. Hun var nok et eller to år ældre end ham selv om hun var menneske eller ej var kun noget han kunne gætte sig til. Ifølge hans inde instinkt følte han at hun nok ikke var et menneske "godaften" sagde Nao af ren venlighed.

Hun bed sig i læben da hun hørte den fremmedes stemme, hun havde været for optaget af denne bygning til at hun havde lagt mærke til ham. Og derfor havde hun givet et lille nærmest usynligt sæt fra sig. Dog var det nok til at hun selv kunne mærke det. Og det var nok til at få hende til at knoer, i skam over sig selv! Hvordan kunne man være så optaget af noget? Hendes knoren blev dybere og mere faretruende, end før. Hun tog et skridt frem så hun var inde i bygningen, og snuste kort ind af de anderledes lugte der var der inde. inden hun overhovedet tænkte på at vende sig om. For så vidt hun havde lugtet var det kun en halvengel... og så var den tilmed blandet med et menneske! ynkeligt! og svagt! Meenn det gik nok? der var jo ingen der tvang hende til at have medlidenhed med denne skabning... og slet ikke barmhjertighed... måske skulle man... lege lidt med den?
Hun vendte sig om og et ondt og lumskt smil havde nu banet sig vej på hendes læber. Hun lod nu for første gang halvenglen se hende, og lod nu sig selv se englen. Et år eller to yngre end hende. og en mand? ... hmmm dette kunne blive sjovt, hvis englen ellers var villig til at gøre modstand?
hvis ikke... tjo så var der vil ingen grund til at lade ham leve? Hun lænede kort hovedet på skrå og så tænksomt på ham "godaften... engel" lød det forførende dog lumskt fra hende.

Nao lag mærke til det lille sæt som gik igennem hende. Han havde ikke troet at hun ville få et chok, da han troede at hun allerede havde lagt mærke til hans nærvær. Først så hun ud til ikke at have en interesse i at tale med ham og gik videre, men så vende hun sig pludselig rundt med et lumsk smil.
"engel?" gentog Nao spørgende. Han kende jo ikke til hans engle halvdel men hun var tros alt ikke den første til at snakke om hans engle del. Et stort suk kom fra ham "Jeg er et menneske, det kan godt være at jeg måske er lidt anderledes men jeg er kun et menneske " mumlede han og trak lidt i hans brune pandehår i håb om at det ville dække hans mælkehvide øjne, som var det eneste synlige tegn på at han ikke var normal.

Nao havde den samme menig som Anqulig: mennesker var sølle, og svage væsner. Det var utroligt, at menneske racen var den som dominerede verden da det jo var en svag race. Men alligevel ville Nao heller ikke være en anden race, han elskede at opleve nye ting og have spænding i live, men der gik alligevel en grænse. Han ville gerne leve et normalt liv uden at dræbe eller have frygten for at blive dræbt. Mennesker var neutrale og tros alt heller ikke nr 1 på menuen listen over hvilke racer som smager bedst.

Det irriterede hende en smugle at han kunne ha set hendes lille sæt. Hvilket hun bestemt ikke brød sig om. Det var jo dissideret pinligt at han kunne ha set det... og endnu mere pinligt at hun ikke havde hørt, set eller lugtet ham! hvad var der galt ? hun plejede at kunne koncentrere sig om mere end 1 fjollet ting?
men så igen hun havde været så fascineret af denne bygning at hun formeligt heller ikke ville ha lagt mærke til en det var ved at forbløde, selvom at hun jo elskede blod! Hun rystede på hovedet for at stoppe de pokkers mange tanker der var ved at komme op i hovedet på hende. alt for mange tanker og alt for lidt plads. Det skete tit, hvilket også var frustrerende.
Hun smilte kort og et sødt og forførende grin kom fra hende... Han vidste det ikke? han vidste ikke at han var engel. Hun rystede på hovedet af ham. han var et væsen der var hævet bare en smugle over mennesket og så vidste han det ikke?? sølle ! nå ja men han måtte jo finde ud af det på en eller anden måde? og måske en smugle smerte kunne hjælpe på hukommelsen? eller få hans forsvarsmekanismer i gang ?
Hun gik tæt på ham og så ham lidt an "ja engel... du er en engel... men du ved det ikke vel?... eller også vil du ikke tro på det! tja det vil sige at du faktisk kun er en blanding så vidt jeg kan lugte!" kom det forførende dog lumskt og koldt fra hende.
"har du aldrig oplevet at du har gjort nogen noget... som du egentligt ikke kan forklare? at du har gjort noget... eller set noget som andre ikke har?" kom det spørgende fra hende

//uh uh xD kort en lille ting, jeg vil IKKE op og slås med din karakter.. tro mig =.= det er for dit eget bedste er virkelig elendig til emner hvor man kommer op og slås med hinanden xD dog er det i orden f.eks. at have en grov tone overfor hinanden //

"Der er kun to ting, men det er begge to noget som også kan ske for mennesker" mumlede han og undgik øjenkontakt. Burde han fortælle hende mere, måske var hun ikke interesseret ? well, han kunne jo fortælle det og så kunne hun lade være med at lytte vis hun ikke ville vide det. "jeg har et problem med fysisk kontakt, altså de fleste gange giver jeg et ordenligt stød som bliver hængene i en times tid og ja mine øjne er også anderledes men heller ikke andet " forklarede han og tog en dyb indånding af den "lange" forklaring.

Nao havde ikke haft nogen beviser på at have engle blod i årene. Begge hans forældre var sunde og raske mennesker, og han havde aldrig været i en ulykke før (engle er jo døde). Eller jo, der var den gang at han sprang ud fra en bygning, i et mislykket selvmordsforsøg, men det var jo efter at tegnene havde vist sig.
Well, der var en mulighed tilbage. Han havde engang hørt noget om at han var dødfødt, men blev genoplevet kort efter.. mon det var grunden?.. nej han måtte være et menneske! Nao ville enlig bare ikke se sandheden i øjnene. Han ville ikke være anderledes. Han havde haft en traumatisk barndom pga at han var anderledes.

//helt ok... så provokere jeg bare x3 og ser om det hjælper xP //

"nej det er ej... langt fra" hun gik tættere på ham og lod sin hånd placere sig på hans nakke, i et blidt strøg hvorefter hun tog den til sig... forførende?
det forførende og lumske smil voksede en smugle da hun hørte hvad han sagde... "der kan du selv se... der kan vel kaldes for din egen lille forsvars mekanisme ?... og den er... bare så du er helt klar over det... ikke menneskelig" hun betragtede ham længe og nøje... "og dine øjne er endnu et bevis på at du ikke er fuldkommen menneske... du er en blanding... men jeg har ingen anelse om hvordan du blev engel... af gode grunde" Efter at ha gået rundt om ham for at betragte ham fra alle leder og kanter, stod hun nu igen foran ham.

Et kort halvkvalt grin kom fra hende "heller ikke andet? det er da rigeligt til at vide at du ikke er et menneske!" hun rystede på hovedet af ham... hvorfor kunne han ikke se det? desuden var det da også en smugle beder at være halvengel end bare et sølle menneske! "er det fordi du ikke vil vide det?" lød det mistænksomt... måske ville han bare ikke være anderledes... men sådan var det nu engang!
"lige meget hvor meget du ønsker at være et usselt menneske, så er du det ikke!" kom det hårdt og koldt fra hende. Smilet forsvandt for en stund, men krævede hurtigt sin plads på læberne tilbage igen... Og denne gang meget forførende?
hun skulle nok overbevise ham på en eller anden måde!

//goodie xD og undskyld at svaret blev kort //

"hm, mennesker kan også give stød, men ikke i et så højt niveau som mig " mumlede han og blev faktisk mere og mere forvirret. Var han virkelig en blanding? Det var svært at tro selvom, at det hun sagde var jo rigtigt. Da hun rørte han, skete der underlig nok ikke noget. Man kunne heller ikke regne med den, da hans evne 'slukkede' og 'tændte' af sig selv.
"om jeg ikke vil vide det... Altså mennesker er forfærdelige ynkelige væsner, som udstøder alle som er anderledes. Derfor er det bedre at være en del af dem, når hele ens familien er mennesker og ser ned på en " forklarede han og man kunne mærke at han ikke var så glad for at stå ud, engang var han ligeglad med at han var lidt anderledes. Der var jo også sket mange ting i de 17 år han havde levet. "men nok om mig, hvilken race tilhøre du? " spurte han undrende og håbede at de kunne skifte emne.

"præcis... du er anderledes... fordi du ikke er et menneske!" kom det hårdt og bestemt fraq hende dog forførende?
Hun betragtede ham alt imens han fortalte om det at være menneske... og ja det var ynkeligt og svagt at være et menneske ! de var nok det svageste væsen... med untagelse af alfer??? eller ikke ?
"er det så ikke rart at være anderledes ? at vide at du faktisk ikke er et ynkeligt og svagt menneske ? hvorfor vil du ikke indse deT?" Hun hævede et øjenbryn og betragtede ham imens hun vendtede på svar.
Hun knep øjende en smugle sammen og en dyb knoren kom fra hende da han kom med sit spørgsmål... hvad kom det ham ved! usle skabning !
"det kommer ikke dig ved!" kom det knorende fra hende. hun havde ingen planer om at sige det... eftersom hun hadede sin race...
Hun vendte blikket lidt ned af, så hun kunne se sig selv, og det eneste man kunne se i hendes øjne var afsky. Hun hadede sig selv, ingen tvivl om det. Hun havde slet ikke brug for at sige det. Knoren blev højere og mere mørk, og nok også en smugle faretrugende? Hans spørgsmål havde åbenbart gjort hende rasende.
Smilet var falmet og i stedet blev de syle spidse hjørnetænder af og til blottet.


//det er ok... mit blev også lidt kort ! x3 //