Just a normal unlucky day //privat= Theodor//

Sted: Terre
Klokken: næsten midnat ca. 23:49
Omgivelser: En tom gade
Vejr: Bidende koldt, fuldmåne, stjerneklar himmel og frost.

Den tomme gade var helt lydløs. Alle var taget hjem, da det ikke længere var sikkert at være ude på gaden. Nattens væsner var endnu ikke begyndt at vågne helt endnu.
Men hov.. så tom var gaden jo heller ikke, en skikkelse sad på en bænk og pustede desperat på de frosne hænderne, i håb om at de ville blive varmet op. Skikkelsen tilhørte en ung mand/dreng ved navn Naoya eller Nao som folk kalde ham. "Urg, af alle dage hvorfor skulle det så være frost i dag?" mumlede han til sig selv og sukkede dybt.
Men selvfølgelig var det kold for ham. Han var jo kun iført, en sort hættetrøje, normale cowboy bukser og sko. Men jakke, hue og handsker, som folk normalt tog på i denne kolde måned, havde han ikke taget med.
*av* tænkte han og tog hånden op til hans underlæbe. Der var en rift efter dagens skænderi med hans fulde storebror, som endnu ikke var stoppet helt med at bløde. Den sorte hættetrøje dækkede de sortblå mærker, som han havde fået fra storebroren for ca en uge siden. Han lærte det aldrig..hvorfor blev den idiot til en storebror ved med at drikke når han tydeligvis ikke kan tåle det. Han ender altid med at tæske det næste levende væsen som siger noget forkert.

I hver fald havde Nao ikke tænkt sig at gå hjem før i morgen, men frosten føltes ulidelig og ondskabsfuld. Han satte benene op på bænken så han kunne hvile hovedet på hans knæ. Det brune pandehår dækkede næsten helt for de mælkehvide øjne. De var det eneste som signalerede at han ikke var et normalt menneske.Dog havde han ingen kendskab til englehalvdelen som stadig sov dybt inden i ham. Men øjnene var ikke det eneste som viste at han var unormal. Han kunne ikke længere give fysisk kontakt med folk som f.eks. at give hånd. Pga at han gav nemlig et kraftigt stød til folk som rørte ham. Det var en ubevist forsvarsmekanisme, som hans krop havde opbygget, men for at være ærlig ville han helst være fri.

Løbende skridt kunne nu pludselig høres længere nede af den tomme gade. Det lød ikke blot som et par men flere. De kom nærmere og nærmere denne bænk der var blevet optaget af en dreng. Lidt efter kom personerne også frem. Tre til fire i alt. Først en pige på nok ikke mere end de 14-15 år og så en lille gruppe mænd bag sig. Som en flugt. Pigen så heller ikke særlig høj ud. Nok ikke engang over det 160 centimeter. Nok mindre. Hendes navn var Theodor og var nu egentligt ret stolt af sit navn. Selv om mange mente det var et drengenavn. Hun var ligeglad. Hun undlod at se sig over skulderen for ikke at sænke farten. Hun smilede ikke og dette var nok ikke noget hun nød. Hun havde bare fødder og de slå hen over den kolde astfaldt men det så ikke ud til at det ville få hende til at stoppe op. Hun var heller ikke iført andet en sin lidt for store pyjamas. Hvorfor vidste man ikke helt. Men tanker kunne vel forstille sig det. Hun udbrød overrasket var hun pludselig snublede over en fod der spændte ben for hende. Hun faldt derefter så lang hun var og lidt hen over jorden. Ingen tvivl om at det ville gøre ondt. Hun lånlidt sådan før at hun fik rettet sig lidt op ved hjælp af sine arme. Hun så sig kort omkring med hendes grå øjne og til hendes uheld havde mændene stilt sig i en halvcirkel om hende. Hun gispede og prøvede med det samme at trække sig væk fra dem. Stoppede dog op da muren af et hus ramte hendes ryg. *Shit* Hun så en smule panisk rundt på alle mændene mens at hun så hvordan at de kom nærmere med deres klamme blikke der viste dere liderlighed og de stank alle af alkohol. Hun træk sine ben ind til sig for at krølle sig mere sammen og derfor fylde mindre. Dog kunne hun inden længe fornemme dere ånde mod hendes bare hud. Det gav et set i hende da en hånd havde ladet sig kravle hurtigt ind under blusen og sf ren refleks kom disse to vidundere ud af hendes ryg. To enorme og smukke ravnesorte englevinger blev spredt med sådan en høj kraft at de fik lavet mellemrum mellem hende og mændene. De så noget skræmte ud over at se dette. Lysten var åbenbart forsvundet for de var kommet hurtigt på benene igen for at løbe sin vej. "Fuck! Endnu et misforster..!" kunne man lige høre dem sige. De sorte vinger der havde lagt sig omkring hendes lille og spinkle krop lagde sig igen. Hun træk dem lidt sammen på ryggen så hun igen var fremme for om verdenen. Hun så efter de løbende mænd og der gik ikke lang tid før at hendes tunge blev rakt ud mod dem. *Idioter.. De skulle prøve og se dem selv* Hun kunne mærke en smerte både i hovedet og ved hendes ene knæ. Hun sukkede før at hun førte sin hånd mod sin pande. Som forventet havde hun fået sig en hudafskrabning. Og hun gad ikke engang kigge ned på sit knæ da hun kendte til det syn der ville møde hende. Hun holdt så vidt muligt sin pyjamas oppe med den anden hånd siden at ryggen var noget ødelagt på grund af hendes vinger der havde vist sig for alle. Lidt irritende sådan at skulle reparere den igen. Hun sukkede igen lavt ror sig selv og lukkede sine øjne. Vingerne lod hun være synlige da de gav hende mere tryghed. Og underligt nok havde alt dette påstyr gjort at hun ikke havde lagt mærkeligt til denne dreng hun havde passeret på sin flugt..

//Sowwie det blev lidt langt -w- Sådan noget start krea xD//

//gør ikke noget xD , sry at jeg ikke skriver så meget som dig //

Stilheden blev brudt af et skrig som gav et synligt sæt i Nao.
Han rejste hovedet op så en ung pige løbe forbi ham, efterfulgt af et par mænd som tilsyneladende havde klamme tanker, om at udnytte hende seksuelt. Nao ville gerne hjælpe, men alt gik så hurtigt. Pludselig vende mændene om og løb eller rettere flygtede. Tilbage stod pigen fra før, med store vinger ud af ryggen. Det var ikke første gang at han havde mødt en engel, men det var første gang at han havde set sorte vinger. Mændene var for længst kommet ud af syne, hvad var det de havde kaldt hende? 'et misforster' Det var derfor at Nao hadet mennesker. De var en ynkelig og svag race som dominerede verden. Han hadet folk som dem, det gav ham altid en bittersmag i munder når andre kalde kritiserede de andre racer.

"Du er heldig, ved du godt det " sagde Nao med et drømmende blik på de store sorte vinger. Han havde altid ønsket at flyve...at flyve langt væk fra hans problemer. Men det var umuligt for et menneske. Sådan gik hans tanke gang, for som sagt kender han ikke til hans engle halvdel. Dagdrømmeriget stoppede bredt da han enlig tænkte på hvad hun lige havde været udsat for. "Nå ja, er du okay?! de nåede ikke at gøre noget vel" spurte Nao og fik tættere på hende, de mælkehvide øjne studerede hende fra top til tå. Hun så ikke ud til at de havde gjord noget. Hun var på de 14-15 år det vil sige at Nao var nok 4-5 år ældre end hende.

/Skriver heller ikke så meget særlig tit :b//

Theodor så roligt op da hun så kunne høre en stemme. En drengs stemme. Hun havde ikke lagt mærke til at andre var kommet hen til hende så hun var blevet noget overrasket over det. Hun fik så øje på denne dreng der nærmest tårnede sig op foran hende. Det var nu noget hun var vant til. Havde altid været den mindste person hun kendte. Eller i hvert fald på hendes alder. Og på aldre under hende. Så sådan var livet vel. Hun sad lidt uden at sige noget. Studerede ham bare. Hans krops bygning, hans hår og hans øjne. Kort sagt hans udseende. Hun vidste ikke helt hvad han mente med at hun var heldig men hun ville da selv mene at det var noget at hun var heldig der ikke var sket særlig meget med hende. "Ehm.. Hvad mener du?? Heldig?" Hun lagde sit hoved lidt på skrå så hendes lange glatte mørkebrune hår faldt lidt til siden og gjorde mere af hendes ansigt synligt. Hendes kinder havde en dejlig rødligglød som for nogen kunne minde om en rødmen men det var nu bare hendes blod der blussede så nemt op. Ingen pinlige tanker der. Så da hans spørgsmål kom. Hans anden spørgsmål kunne hun ikke lade være med at smile. Og en hjertevarm latter forlod hendes strube et kort øjeblik. "Ja..Ja jeg er okay.. Der skete ikke noget.." Hun tørrede sin ene hånd af i sin hvide pyjamas efter som at hudafskrabningen blødte lidt. "Jeg har bare fået nogle få små sår. De healer nok på et tidspunkt" Hun forsøgte stadig at holde sin ødelagte bluse ordentligt oppe for at den stadig ville dække hendes lille og spinkle krop. Hun smilede stadig lidt og en smule ubekymret. Sådan som om at hun var lidt ligeglad med hvad der lige var sket. Men det var hun vel også. Lidt. Der var jo ikke sket noget andet end at hun havde fået godt med motion. Og de ord de havde fået frem tog hun ikke så nært som måske andre folk ville. Hun lod sine følelser forblive indre selv om at hun vidste at hun på et eller andet tidspunkt ville bryde sammen på grund af lige netop det..

"Dine vinger, godt nok har du trukket dem tilbage " forklarede Nao, og syntes at han var heldig at have set de sorte ravne vinger. Nao lag mærke til at hendes bluse var ødelagt op ryggen, og han kunne vel ikke efterlade hende i dette ødelagte tøj? Så han begyndte at tage den sorte hættetrøje af, hvorefter at han rakte den til hende. "her " sagde han og siden at han var højere end hende, var hættetrøjen større/ lidt længere end den bluse hun havde på nu. Men selvfølgelig stod han ikke i bar overkrop, han havde en hvid t-shirt på indenunder. Han elskede at hjælpe folk, (pga engle dna'et inden ham) men der var kun en negativ ting ved at give hans hættetrøje væk. For nu var alle de blåsorte mærker synlige. De var på arme og lidt op af halsen, både store og små mærker. Well, det generede ham ikke og lige nu havde hun nok mere brug for trøjen end ham selv.

"hvad laver du desuden også her ude alene? " spurte han og var enlig ikke så overrasket at se folk udenfor om aftenen men han var nu mere overrasket over at hun var iført hvidt silke nattøj, det var normalt ikke det at folk gik i byen med. De mælkehvide øjne blev ved med at kigge rundt, lyd var igen ved at opstå for nu pibede vinden og det var tid...tid til at blodsugerne og moderne vågnede fra deres søvn.

Theodor's smil voksede blot ved hans svar. Hun kunne ikke lade være med at grine et kort øjeblik før at hun så igen spredte sine vinger ud. Det var nu dejligt så at kunne det. Sådan frit uden at enten smadre en masse ting eller at andre folk få skeptisk på hende når man gjorde det. Og nu hvor at hendes bluse alligevel var ødelagt kunne hun nu godt gøre det. Og denne dreng så ud til at kunne lide dem. Så hvorfor ikke lade ham betragte dem lidt endnu. "Dem her? det siger du nok nu men de beviser end unaturlighed. Og man bliver tit sat i bøs. For mig er det fordi mine er sorte hvilket symbolisere at jeg er en dødsengel. Og det siges jo at den slags er nogle onde og kolde væsner" Hun lavede nogle overdrevende drama bevægelser og grimasser for at sige det men kunne ikke holde masken så længe så smilet brød igen frem. "Men det passer jo ikke på alle" Da han så rakte sin trøje ned mod hende blev hun lidt overrasket. Så mod den før at hun forsigtigt tog imod den. Hun trak derfor sine vinger helt ind så hun igen blot lignede et helt normalt menneske. Lige hvis man så bort fra hendes svage blege hud. Hun tog stille go roligt trøjen op over hovedet og strakte sine arme gennem ærmerne som gik ud over hendes hænder. Hun rejste sig derefter på og lod den falde elegant og let ned over hendes overkrop.
Hun passede nogenlunde. Udover at den var alt for stor til hende. Dog var det noget hun nød. Hun smilede igen til drengen. "Tusinde tak!" Hun trådte uden at tage sig af det tættere hen til ham og svang blidt sine arme om hans nakke og pressede sig mod ham i en omfavning. Da hun trådte væk var hun klar til at svare på hans spørgsmål. "Ehm.. Jeg vågnede med en lyst til choco pops men havde ingen mælk og siden at jeg bor tæt på døgnkiosken tænkte jeg hvorfor ikke bare gå det lille stykke og få fat i det" Hun forklarede det hele med et stort smil. Som om at det var helt almindeligt at gøre i nattøj. Det var jo også for hende. "Hvad med dig??" Hun lagde sit hoved lidt på skrå igen og så afventende mod hans mælkhvide øjne..

Han studerede vingerne endnu engang da de kom frem fra hendes ryg. De så faktisk ret bløde ud og det tilfredsstillede ham meget at han kunne se dem på tæt hold. Heldigvis tog hun imod trøjen og tog den på. Hun virkede glad, men pludselig åbnede hun armene og rakte ud efter ham i forsøg på at give ham et kram.
Af ren reaktion sprang han tilbage og med andre ord, undveg han krammet. "u..undskyld, jeg har fobi for at folk rør ved mig " sagde han og vidste godt at det var løgn, men det var i det mindste bedre at lyde end at give hende stød. "Jeg kan forstå hvad du mener. Ikke alle dødsengle er morderiske kolde væsner, det burde vi huske på"

Lidt tid efter gik han svaret på hvorfor hun var gået ud. *Coco pops?* tænkte han og huskede dem godt. Det var dog meget langtid siden at han sidst havde fået nogen. "Det er stadig ikke en grund til at gå ud i nattøj, du ender bare med at blive syg eller overfaldet af fulde mænd " sagde Nao sukkede og roede sig selv i håret.
"hvad jeg laver her ude? når jeg er er løbet væk hjemme fra " sagde Nao med et smil, som om at det var helt normalt. Han lød slet ikke alvorlig selvom at det enlig var sandt. "men jeg taget selvfølgelig hjem imorgen da jeg har brug for mad, bad, nyt tøj og alt det der "

//Jeg fik svaret!! xD//

Theodor gik automatisk nogle et skridt tilbage da han ikke så ud til at have at hun krammede ham. Eller i det hele taget røre ham. Det var lidt skuffende siden at hun selv var lidt af en krammebamse. Selv til en fremmed. Hendes smil var forsvundet lidt og hun havde bare et lidt forskammet ansigts udtryk. Som følte hun at hun havde gjort noget forkert. "Nej..Det er vist mig der skal sige undskyld.. Jeg...Jeg skulle ikke bare sådan omfavne dig lige pludselige. Vi kender jo knap nok hinanden. Jeg følte bare at det var den bedste måde at sige tak på.." Hun så så igen op efter at have set ned i jorden under hendes ordstrøm. Hun smilede forsigtigt til ham med hovedet en smule på skrå. Hun så egentligt en smule mindre ud end hun var i forvejen med den alt for store sweatshirt han havde lånt hende. Den kommentar han sagde om dødsengel sagde hun ikke noget til. Det passede ikke helt til den samtale de havde lige nu. Syntes hun..

Hun så så igen lidt overrasket på ham og endnu engang forsvandt hendes smil. Hendes aura blev på en underlig måde fyldt lidt ud med en svag skam og hun så igen ned i asfalten der et sted var blevet farvet rødt af hendes blod fra hendes knæ. Hun samlede sine hænder foran sig og hendes pandehår lagde en skygge for hendes grå øjne. "Jeg..Jeg.." Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle svare til det. Hun følte lidt af han beskyldte hende for noget. Han mente med sikkerhed at hun var mærkelig og dum siden at hun gik udenfor i nattøj. "Som jeg sagde.. så lå kiosken jo ikke mere end 100 meter fra der jeg bor og jeg gad ikke tage andet tøj på..! Og mit nattøj er mere behageligt!" Hendes stemme hævede sig lidt efter lidt men siden hun havde startet i en hvisken blev det aldrig til nogen råben. Endnu engang sagde han noget hun ikke kunne lade være med at se op ved. Løbet hjemme fra? Hun var lidt undrende omkring men sagde ikke noget til det. Han så ud til at være i den alder man flyttede ind alene et sted. Men sådan var det jo forskelligt. "Hvorfor?? Hvad er der sket siden at du ikke kunne holde ud at være der??.." Hun fik så pludselig denne bekymrede udstråling som var det en ven der fortalte hende det..

//Goodie xD //

Det gav ham meget dårlig samvittighed da hendes smil forsvandt efter at han afviste hende kram. "Du behøver ikke at undskylde, du gjorder intet galt, det er min skyld for at være pivet" sagde han og håbede på at hun ville smile igen. Det var tros alt det der klær hende mest i Naoyas verden. Nao var en person som elskede at se andre smile. Det var opmuntrende og fik hans hverdag til at se lysere ud. "Eller rettere, jeg har et problem med min krop, den udsender stød i en form for forsvarsmekanisme. Det er der selvfølgelig ikke altid men jeg kan mærke elektriciteten løbe igennem min krop" sagde han og kiggede ned på sin hånd. Fingrene sitrede og han kunne mærke det løbe igennem hans krop fra hovedbund til tær. Måske ville det gå over om en times tid, for så ville han igen kunne give hånd.
Han mente det ikke som en kritik/beskyldning, men det var første gang at han havde hørt om at købe mælk i nattøj. Nå men han havde vel ikke noget at sige. Alt dette var hendes eget valg "Men jeg har jo ingen ret til at skælde dig ud, så undskyld igen " sagde han og smilte, selvom at hendes aura gjorder det svært at få et smil frem. Han ville bare gerne have at hun passede mere på, mere var der ikke i det han tidligere sagde. Han følte ikke at hun var mærkelig eller underlig, kun lidt anderledes hvilke gjorder hende mere spændene.
"eh?" sagde han af reaktion da hun spurte om hvorfor han var løbet væk. Skulle han fortælle det eller lade være? "altså, jeg tager hjem imorgen så jeg ved ikke helt om man kan kalde det 'løbe væk hjemme fra' nå men grunden er at min storebror er ekstrem aggressiv når han er fuld, det kan du vist allerede se på mine arme og hals " forklarede han og pegede på de blå mærker. "men han er ikke en dårlig person" sagde Nao hurtig så hun ikke fik indblikket af at han boede sammen med en ond storebror, som tæskede hans bror hver gang at han fik alkohol. "bor du tæt på? jeg kan følge dig hjem, du har vist brug for at få forbundet dit knæ" sagde Nao som var gået ned på hug for at studere hendes sår/knæ ordenligt.