A kind of a normal day? - Destiny

Omgivelser: En helt masse mennesker ^^'
Sted: High school Di Morga.
Tid: Sådan cirka Kl. 11: 45
Vejr: Det ved han ærlig talt ikke x'D
Dato:?

En mumlen begyndte at brede sig i klassen, da der var få minutter til at det ringede ud. Man kunne høre hvordan folk, sad og vippede med benene, og begyndte at pakke sine ting sammen, selvom læren op til flere gange havde sagt at de ikke skulle pakke sammen.. Men det var vel menneskeligt, eller var det ikke? Det virkede sådan siden, at det ikke ændrede sig fra klasse, til klasse. Det var bare altid det samme.. Egnsformet.. Normalt, og kedeligt. Inde i blandt alle eleverne, i klassen sad Matt og hang hen over hans bord. Han havde lagt hans hoved på hans arme, og hænder. Det havde allerede været en hård dag.. Han var bare så søvnig, efter at have læst på lektierne hele natten. Det havde ikke lige just været noget han havde lyst til, men han blev nød til det. Han kunne ikke rigtig bestemme hvad lektier han ville lave, og ikke lave. Han kiggede op fra hans arme, og lod sit blik føre op til det store ur. Få sekunder tilbage... Det var nærmest en befrielse da man kunne høre klokken ringe, og alle rejste sig op. Der fløj nærmest en vind gennem lokalet da de fleste elever hastede frem til døren, og ud på gangen. Matt rejste sig og tog sine bøger i favngen og gik så lige så stille og roligt ud af døren, og ud i alt myldret. Han fandt hen til sit skab, og lagde bøgerne derind. Han lagde sine håndflader imod det kolde metal på skabet og lukkede kort sine øjne, mens han trak vejret dybt inden han åbnede øjnene igen. Hans meget lyseblå øjne holdte øjne med hver en ting der var i nærheden af ham. Matt havde igen hans finger handsker på, hvor fingrene var cuttet af. De gjorde at han godt kunne røre ved folk uden at mærke deres følelser... I hvert fald nogenlunde. De hjalp i hvert fald på det. Følelserne var ikke så tydelige som hvis han ikke havde haft hans handsker på. Han kiggede igen rundt inden han tog de bøger han skulle bruge i næste time.. Han lukkede skabet, og strammede sit greb om bøgerne. Hans hætte fra hættetrøjen havde han på, så han skjulte lidt sit ansigt. Matt kiggede ned i jorden, mens han bare tog lange slæbende skridt. Gulvet var slidt, der var massere af riser i gulvet, siden der var mange mennesker der gik der hver dag. Det var jo i mange timer hvor folk bare slæbte sig af sted hen over de mange gange. Matt løftede sit blik fra gulvet, og kiggede hen på de mange mennesker, der myldrede frem og tilbage. Han lod sit blik falde ned i jorden igen, da han ikke vidste hvad han skulle kigge på. I stedet kunne han jo tænke alt det nødvendige igennem.. Men hvad var det der var nødvendigt? Ja, det var jo det store spørgsmål lidt ligesom, hvorfor man lever man? Hvad var meningen med livet? Men det var sådan nogle spørgsmål, man aldrig ville kunne få svar på. Han sukkede let og strøg sine fingre gennem sit sorte pandehår som der dækkede lidt af hans øje. Hans sorte hår sad altid pjusket på en måde, men det så nuttet ud. Det var sådan lidt emo lignende? Eller han var ikke helt 'emo', måske.. Eller det var ikke noget han umiddelbart tænkte over.. Han gik bare for det meste i blå, rødt og sort tøj, og Converse.. Det var bare hans stil. Hans satte ikke sit hår, det sad bare sådan det var. Pjusket, nuttet og det klædte ham perfekt. Det var som om det var malet på... Eller var det ikke ordsproget, det lød sådan eller sådan noget. Han stak sine hænder i lommerne, og fandt sin I pod. Han satte høretelefonerne i ørerne, og skruede højt op for ' Nirvana- smells like Teen spirit'. Det var en af hans yndlings sange. Han elskede den simpelthen.. Det var som om den talte til ham, den beroligede ham på en underlig måde. Han kiggede ned i jorden, og bed sig let i underlæben, mens han bare hørte på sangen. Han lukkede kort øjnene, mens han bare gik hen af den overfyldte gang. Han mumlede lidt med på sangen, med hans musikalske stemme, der faktisk sang temmelig godt. Det eneste var at der ikke rigtig var nogle, der fik lov at høre ham spille og synge. Det var mere noget som han holdte for sig selv. Men det var også noget han mest gjorde, for at stresse af, og komme væk fra denne verden, der var for hård ind imellem. Kort efter væltede han på en måde over sine egene fødder, og landede pladask ned på gulvet, med et brag. Han tabte alt han havde i hænderne, og hans i pod fløj hen over gulvet. Han nåede ikke at tage fra med hænderne, så hans ansigt blev slet direkte ned i gulvet. Han skreg sådan lidt 'piget' hvin da han væltede. De fleste grinte bare af ham, og gik videre. Okay, der var så ingen der gad at hjælpe ham.. Venlige mennesker var? Narj.. Overhovedet ikke. Han fik sat sig selv op å knæ igen, og begyndte at samle hans bøger og papirer sammen igen. Han strøg sig hen over hans let lyserøde kinder.

Destiny, eller bedre kendte under navnet Hope, sad ind i en klasse. Hun havde engelsk, en fag hun godt kunne li, hun havde ikke ligefrem noget imod det. Men hun elsket det nu hellere, endelig kunne hun ikke sådan rigtig li nogle af de fag de havde på skolen. Dog kunne hun engelsk uden af, hun havde jo også boet i England. Så det var meget let for hende, da hun var helt van til at snakke engelsk med sin familie. Det mest af hendes familie levede bare ikke mere. Sommetider kunne hun godt savne dem, eller det gjorde hun. Men nogle gange var det også godt at være fri. Hun var jo ikke bundet til nogen mere, det var på en måde dejligt. Men hvis der sket noget var hun alene, ikke særlig fedt. Hun kiggede mod uret på den ene væg, hun ville ud af klassen nu! Hun havde bruge for at være sig selv, hun havde været for meget inde. Hun kunne ikke li at være inde for meget, hun havde jo et bånd med vand, eller om hun var bange for vand. Men vand var hendes element, noget hun ikke kunne gøre, selvom hun ønskede det. Hun havde som sagt et lille problem med sin ene evne. Hun kendte den anden evne helt ud, men hendes vand evne, kendte hun ikke. Hun var meget bange for vand, eller bange er ikke ordet. Det findes vist ikke et ord for hvor bange hun er for vand. Hun slog tankerne ud af hovedet, hun ville ikke tænke på det, så ville hun ha mere lyst til at være tæt på noget vand. Okay, der var nogle minutter til at de havde fri, læreren holdte altid tiden. Hope synes det var lidt mærkelig at læreren gik så meget op i tiden. Man burdet seriøs ikke gå så meget op i tiden, hvem gjorde det? Udover lærerne? Hun sukkede stille, hun prøvede at lytte til hvad deres lære sagde, men hun kunne ikke holde fokus, på hvad læreren sagde. Hun sukkede kort igen, hun havde dog sin søde smil hen over læberne, så det så ud som om hun lyttede efter at læreren. Hun havde en halv hvid kjole på, går dog lidt længere ned, (ava.), og nogle sorte gamacher, sorte All Stars, et sort armbånd, men nogle små sølv vedhæng, nogle sølv øreringe, en ring med en sort sten i. Hun havde endelig også sort neglelak. Lidt emo, jaeh. Og selvfølgelig lidt make-up på. Men hun var overhovedet ikke emo, hun havde dog ikke noget i mod emo’er, hun synes deres stil var seje. Men hun ville dog ikke lave sin egn stil om til emo. Ikke endnu, måske en dag, det vidste hun ikke helt. Hun begyndte at tegne i sit hæft, hun tegnede noget af en alf. Hun synes ikke selv at hun var god til at tegne, men det var hun, det sagde folk. Endelig! Klokken ringede, Hope sad dog i sine egne tanker, så hun lod ikke rigtig mærke til at det ringede. Hun kiggede op, da folk gik forbi hendes bord. Hun smilte let, og pakkede sine ting sammen. Hun tog sig sorte og rød skuldertaske på skulder, efter hun havde fået pakket hendes ting der ned. Hun gik ud af klassen, hun lukkede kort øjne. Hun tænkte lidt på hvad de skulle ha at spise i kantine, hun gik mod sit skab som var på den anden gang. Hun overvejrer lidt hvad hun endelig ville ha, hvis hun selv kunne bestemme det. Hun lagde hovedet let på skrå, da hun hørte et piget skrig, og mange grine bag efter. Hun rynkede panden, hvem var det nu at de mishandle? Hun sukkede, og gik hurtigere mod gangen. Hun stod forenden af gangen, hun fik øje på en dreng som sad på kræ på gulvet. Hun sukkede stille, hun fik øje på en I-pod. Hun gik ud fra at det var hans, hun bukkede sig ned og tog den op. Hun kiggede lidt på den, måske skulle hun tag og få sådan en, eller? Hun tænkte lidt over det, mens hun gik hen til ham. Hun tog nogle af hans bøger op, hun tabte dog sin skuldertaske. Hun sukkede kort og tog den på igen. Hun samlede flere af hans bøger og ting op. ”Her,” sagde hun med en blid undertone, og rakte ham hans ting. Hun smilte let til ham. Hun lagde hovedet let på skrå, hun havde vist ikke set han først… Eller havde hun? Hun tænkte kort over det, mens hun kigge på ham. Han lignede lidt en emo, men ikke helt. Endelig en pænt seje stil, efter Hopes meningen. ”Jeg er D… Hope,” sagde hun smilende, hun rettede sig selv hurtigt. Hun skulle endelig til at sige; ’Jeg er Destiny.’ Men hun nåede lige at rette det til Hope, hendes kind of kælenavn, selvom at det ikke helt var. For hun hed jo ende Destiny Hope Fang, men hun kunne ikke li Destiny.

Matt kiggede op da der var en der tog hans i pod. Han gik nærmest i panik, da han var bange for at hun ville beskadige den. Han stirrede forfærdet på hende, da han ikke regnede med at hun ville hjælpe ham. Det plejede der ikke at hjælpe ham her på denne skole. Men da hun satte sig ned foran ham og rakte ham hans ting, og i pod. Tog han imod det, og hans kinder fik en rødlig farve. ”Taark..” hviskede han genret. Han bed sig i underlæben, og knugede hans i pod ind imod hans brystkasse. Hans i pod var sort, med et dødningehoved bagpå. Han kiggede op på hende og deres øjne mødes i et kort øjeblik. Han ødelagde dog øjeblikket, da han kiggede væk fordi han blev flov. Han smilede lidt og forsigtigt og tog imod det sidste papir fra hende. Hans fingre rørte kort hendes bløde hud. Han kunne mærke alle hendes følelser... Flovhed, generthed, rolighed, venlighed. Det var vel meget menneskeligt efter hvad man betegnet som 'menneskeligt'. Han sukkede let, og kiggede igen op på hende. ”Jeg er Matt” mumlede han og strøg hans pandehår lidt til side, så han ikke virkede uhøflig over ikke at kigge på denne Hope? Han kiggede lidt ned i jorden, inden han tog sig ordenligt sammen for at sige tak. Hans kinder fik en rødlig nuance da han kiggede op på Hope...” Mange tak for hjælpen Hope” mumlede han stille, og gav så en lille smil fra ham. Det nåede dog ikke hans øjne, da han var lidt genret og flov. Han knugede igen sine ting ind til sig, som om det var han kæreste eje han skulle beskytte. Men det var det jo os.. I hvert fald i poden. Den betød næsten mere for ham end hans eget liv. Men det var vel nok også fordi den hjalp ham gennem alt. Den havde næsten hjulpet ham helt igennem en spiseforstyrrelse. Men den var desværre ikke helt væk endnu. Men det skulle den nok komme en dag... Det håbede han i hvert fald på. For det ville ikke være så godt hvis han stadig sultede sig halvt gennem et helt liv. Han kiggede op på hende, inden han tog sig sammen og rejste sig op. Han tog hendes hånd og sørgede for ikke at røre hendes hud med hans hud. Han trak hende let op af stå som en hjælp, selvom det måske ikke var den bedste hjælp? Han smilede forsigtigt til hende igen.. Han sukkede let.. Han var da idiot til at holde samtaler i gang. Han vidste nemlig ikke helt hvad han skulle sige til hende. Problemet var at hun virkelig virkede sød, og venlig. Det var han bare ikke van til. Han var mere vand til at blive irriteret, og ned gjort af andre mennesker. Men det var jo en vane sag. Det havde bare altid været sådan, han har været offeret og alle andre mennesker onde imod ham. Et dybt suk, forlod hans læber, og han strg sine fingre gennem hans sorte pande hår igen. Matt trådte nogle enkle skridt tilbage, så han ikke stod tæt på hende. Han ville helst ikke mærke hendes førelser tydeligere end før Hans sorte bukser der sad stramt om hans smalle ben. Han kiggede over på hende endnu engang,”Øhm.. hvorfo... Hvorfor hjalp du mig?” hviskede han let, idet hans kinder fik en rødlig nuance igen. Pokkers blod, der fik ham til at rødme. Han bed sig i underlæben, igen dog svagt, for ikke at bide hul i hans læbe. Han sukkede .let igen, og smilede så igen. Et smil burde sige mere end tusinde ord. Det sagde ordsproget i hvert fald, han håbede det i hvert fald. Selvom det måske var et lidt falsk smil..Han var virkelig dårlig til at smile. Det var problematisk at smile, det skabte altid problemer synes han. Det kunne i hvert fald gøre at der blev mange misforståelser. Evt.. Hvis folk troede at et smil betød kærlighed. Men Kærlighed var jo noget af det stærkeste der fandtes, eller det var der mange mennesker der troede . Han sukkede let igen, og valgte ikke at smile igen. At sukke, det var han mega god til. Det var gået hen og blevet en vane. Han kiggede let på hende...”nåeh... Hvad laver man så her?” spurte han.. Han kunne godt høre at det lød dumt.. Selvfølgelig var hun da ikke her frivilligt vel? Det vil ingen normale personer ville.. Eller var det unormale der ikke ville være der? Mange spørgsmål man ikke kan svarer på. Alt for mange hvis man spurte Matt.. Der var så mange svar han gerne ville have men nok aldrig nogensinde fik.. Menneskerne myldrede bare frem og tilbage... Hans mave knurrede men han havde ikke lyst til at spise noget, overhovedet ikke. Han havde jo os en mindre spiseforstyrrelse. Han var ikke god til det med at spise. Han hadede det faktisk, men det var vel hans menneskelige side. Men det gjorde desværre os at han var mindre end andre varulve... Han sukkede let igen.. Jaeh, meget mindre.. Kun på størrelse med en normal ulv.. Måske endda kun en hun ulv, de plejede jo oprigtigt at være mindre en hannerne. Men det var han så desværre ikke han var bare en lille bitte forstyrret ulv, der hadede at spise. Han kiggede hen På Hope, ”Vil du øhm.. Med ned og have noget at spise?” spurte han. Dog mest kun for at være høflig, og høre om hun var sulten. Han knugede igen sine ting ind til sig. Han undrede sig igen over hvad han skulle gøre uden hans i pod. Det var hans sjæl... hans liv.. Hans et og alt.. Han smilede let til hans i pod.

Hope kiggede på drengen, hun sendte han et nuttet skævt smil. Hun rødmede, da han rørt hendes hånd let. Hun vist ikke helt hvorfor hun blev flov. Hun sukkede stille for sig selv, kunne hun ikke bare tag sig sammen?! Hun hørte ham sige noget, hun slog blikket ned i gulvet. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svarer, så hun nikkede meget som svar til ham. Hun kiggede lidt på hans I pod, den så jo vildt nice ud. Lidt emo stil, men nice. Hun lagde hovedet let på skrå, hun overvejrede virkelig at få en nu, når man kunne få den så sej som hans. Men hun var dog ikke helt sikker på at hun kunne passe på den, hun ville sikkert bare tabe den. Hun kiggede igen på hans tøj, hun kunne rigtig godt li hans stil, måske fordi den var lidt emo. Som sagt kunne hun godt li emo stil, eller hun elsket emo stil, selvom at hun ikke altid gik i emo stil. Hun kunne ikke rigtig tag sig sammen, til at gøre noget udover at synes godt om hans stil. Hun sukkede stille, med et smil hen over læberne. Hun kiggede ham kort i øjnene, indtil at han vendte blikket ned. Hun kiggede rundt og lod mærkede til de mange elever, hun tænkte lidt på om de ikke burdet være til time… Men så kom hun i tanke om at det skulle de jo ikke, fordi når de havde pause. Hun kiggede tilbage på ham, da han sagde noget. Hun sad kort og tænkte på hvad han havde sagt, hun havde jo lige været ind i sine tanker. ”Rart at møde dig Matt,” sagde hun smilende med en venlig undertone. Hun havde dog stadig lyserøde kinder, hun synes det var lidt flov at hun rødmede, så hendes kinder forblev jo bare lyserøde. Hun rakte hånden mod ham, hun smilte venlig. Hun kiggede kort rundt, det virkede vel lidt mærkelig at de sad på gulvet? Eller ikke rigtig for hende, efter hun sommetider kunne bare sidde på gulvet og lave noget. Læse en bog, tegne eller noget i den stil. Hun vidste ikke helt om Matt kunne det, måske kunne han overhovedet ikke li det? Okay, det kunne hun ikke svarer på, hun kendte ham jo ikke. Endnu. Hun ville endelig godt lære den knægt at kende, hun synes allerede at han virke som en sej, god, sød fyr. Men den fedeste stil på skolen, altså at drengene stil. Hun synes ikke rigtig om nogle af drengene på skole, de var alle sådan nogle pretty boys, eller helt nørd artig. Men hun havde ikke rigtig noget i mod dem, men hun ville dog hellere ikke være tæt på nogle af dem. Hun havde det ikke helt godt med de fyrer, for hvem vidste hvad der kunne ske. Hun gøs kort ved den tanke, hun slog det hurtigt ud af hovedet. ”Det var så lidt, Matt,” sagde hun smilende, hun lo stille over at han sagde tak igen. Hun synes det var nuttet, han var slet ikke af de fyrer hun kendte. Han mindede hende kort om en, en gammel ven. Men han var uheldigvis dø. Hun tænkte normalt aldrig på det, men Matt fik hende kort til det. Hun sad lidt i sine tanker, mens hun kiggede lidt på ham og de andre omkring dem. Hun kiggede op på ham igen, da han rejste sig. Hun tog i mod hans hånd med et stille og venlig smil. Hun rejste sig op, hun tog sin skuldertaske på skulderen igen. Hun kiggede små overrasket på ham, da han spurgte hvorfor hun hjalp ham. Hun vidste dog godt, det var ikke så mange som hjalp hinanden her, men stadig… Hun sukkede stille, og flyttede noget hår væk fra sine øjne. ”Du faldt på en eller anden måde. Jeg kunne ikke lade være at hjælpe dig,” sagde hun og rødmede lidt mere. Hun kiggede ned på sine sorte All Stars sko. Hun bed sig kort i kinden, hun holdte dog sit smil på læberne. Hun tænkte lidt på alting hun snart skulle, men hun havde dog stadig mest lyst til at lære ham at kende. Han virkede jo nice også videre. Måske ville han blive en god ven for hende? Men… Hun var jo en animagus, og havde nogle evner, som mennesker ikke kendte til. Hun vidste hellere ikke om han var et menneske. Hun rynkede panden let, da hun tænkte meget over det. Det forvirrede hende lidt, at hun ikke vidste det. Og hvordan skulle hun finde ud af det? Det vidste hun slet ikke, racerne gik jo ikke rundt og sagde til alle og en hver, hvad de var. Hun sukkede stille, fordi hun var forvirret over det, eller så tænkte hun bare for meget over noget så ligegyldig. ”Hvad jeg laver her? Går i skole. Men hvis du mener her på gangen, kom jeg endelig bare fordi jeg hørte dig skrig… Nuttet skrig,” sagde hun og lo stille og nuttet. Det sidst mumlede hun dog. Hun smilte let og venligt til ham, hun kiggede kort mod den gang hun var kommet fra. Hun lod blikket hvile der lidt tid, før hun vendte tilbage og kiggede på ham. ”Jaeh… Det vil jeg da gerne,” sagde hun med et smil. Hun undrede sig endelig ikke over at han spurgte hende. Men hun kiggede ned og rødmede let i kinderne igen. Hun kunne ikke klarer at han fik hende til at rødme så meget lige nu. Hun blev bare mere flov over at rødme. Hun pustede stille ud, og kiggede på ham. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget mere til ham, måske spørger om de skulle gå? Nej, hun vidste ikke helt. Hun var lidt bange for at sige noget forkert, hun var jo kommet galt af sted ved at gøre noget dumt. Så hun tænkte meget over hvad hun gjorde, hun var meget mere forsigtig med hvad hun gjorde og sagde. Hun skulle ikke prøvede at komme ud for noget af det sammen, som hun havde gjorde dengang. Hun ville altid huske det. Hvis hun skulle glemme det helt, var hun nød til at komme over det med vand. Og det var lettere sagt end gjort. Hun kunne ikke komme over det med vandet. Hun vidste ikke hvorfor, det havde undret hende på til flere gange. Hun kunne bare ikke finde noget svar på det, det var ligesom alt mulig andet, man ikke kunne få svar på. Hun kendte alt for godt det med, ikke at få svar på nogle ting. Sommetider gjorde det hende bare ivrigere efter at finde ud af det, hun ville. Men som regel lykkes det aldrig. Hun sukkede kort med et smil hen over læberne. Igen tænkte hun bare noget som var helt igennem lige meget, lige nu. Hvornår ville hun tænke på noget hun havde brug for? Hun trippede kort på fødderne, hun blev dog lidt utålmodig.