The Last of It's Kind.

Sted: Bjergende imod nord, en åbning ved bjergets fod.
Omgivelser: Der er bidende koldt, næsten ulideligt.
Tid: omkring aften.

__

Den varme ånde blev til damp foran hans mund i det de stod for foden af det gamle bjerg. Kulden bed i ham også selvom det kæmpe store bjørneskind på hans ryg varmede nok til at han ikke gik helt ned af det. Hans ild kræfter var blot en lille flamme af det de egentlig kunne være og her i den støreste afkrog af verden, hans hjemland: Sverige, stod han foran hulen indtil Behemouthen's gab. Hvad han ville have ud af denne lille tur var det sandsynligvis kun ham og hans følgesvende der vidste: Meliath's hjerte. En sten der var blevet fortalt om i generationer. Men turen ned i Behemouthen's hule var ikke uden fare, væsnet var immun overfor alle former for elementer, dens kæber kunne tygge metal i stykker, og med en faretruende præsition kunne den skyde lyn ud af gabet. Og udover det, var det rygtes at man ikke kunne løbe fra den, dens fart var hurtigere end et moderne tog.
Ma'lakel tog en indånding, små totter af hans mørke hår fløj lystigt foran hans ansigt imens at det andet var skubbet tilbage. Hans enorme sværd var på hans ryg som altid, Zenkai henrykt over at den snart skule i kamp igen. Alt imens Ma'lakel betragtede bjerget, og ventede på sine følgesvende der burde være lige i hælende på ham, lod han en tanke gå til sin forsvundne herre. Zane... havde været væk alt for længe.

De grønne dyriske ulve øjne lukkede kort inden de igen blev åbnet for at han kunne se bagud, vende sig halvt rundt og råbe efter en af hans følgesvende:

,, Killia, kom så for fanden!".

Vinden tog til og skubbede den tykke bjørne pels der var syet fast til en brun kappe bagud så resten af hans krop blev fremvist. Hans hænder var dækket i handsker vis for også var af skin, hans overkrop dækket ind i flere lag trøjer hvorefter en meget varm pelset vest var blevet trukket over bagefter. Hans fødder og ben, var ligeså pakket ind som var han en eskimo på gennemrejse!

Endnu engang havde Ma’lakel arrangeret en af hans halsbrækkende, i sidste sekund, udflugter. Og selvfølgelig var hun med. Han havde praktisktaget ikke givet hende noget valg. En morgen for et par dage siden var han bare braset ind som han plejede men havde denne gang ’beordret’ hende til at tage varm tøj på og pakke kun det allermest nødvendige fordi at de skulle af sted. Inden hun overhovedet havde nået at sige noget havde han fundet hendes varme tøj for hende og smidt det ned i hendes skød.

Det var ikke fordi at hun ikke ville med. Eller fordi at hun havde noget imod hans pludselige indskydelser. Det var bare det der med.. at han ikke lige fik fortalt hende hvorfor de skulle af sted og hvad meningen var med den pludselige udrejsen. Var dette sket før deres rejse ned til Hel havde det ikke generet hende det fjerneste. Men fordi hun havde mistet hendes Aspara renhed så var små ting begyndt at irritere hende nemmere end de havde gjort før. Hun sukkede dybt mens de traskede af sted. Sverige.. hvilket land var det? hun vidste godt at det var her Ma’lakel kom fra. Hun indrømmede også gerne at her var smukt og at hendes element hørte hjemme i disse omgivelse, hvilket fik hende til at føle sig hjemme tillige med vandet omkring dem. Dog.. havde hun aldrig været der før og det med at traske rundt i diverse fjælde var ikke noget hun var vant til.

Kom nu.. det kunne han sagtens sige.. først slæber han hende med ud på en udflugt til et helt nyt land som hun ikke aner en dyt om, derefter vil han have hende med ind til et væsen hvor hendes eget element ikke kan hjælpe hende! Og udover det så stod han nu og råbte at hun skulle skynde sig?! I det mindste kunne han forsvare sig selv!! Kilia sukkede dybt og skubbede den stadig lidt nye følelse af irritation fra sig og satte så farten op indtil hun stod oppe ved hans side.

”hvad står du sådan og råber for? Jeg tror næppe at dit væsen smutter nogen steder lige foreløbigt..” hun pegede op mød de mørke tunge skyer som var trukket ind over dem. Og henledte hans opmærksomhed på at vinden også var taget til. ”medmindre altså at den er fuldstændig lam i roen eller at du ikke har fortalt mig det hele…” Hun så på Ma’lakel med et drilsk blik.

Det var koldt her. Og Ma’lakel havde da også været meget streng og på kanten til at eksplodere da hun ikke ville tage mere end en sweater og et par varme vinterstøvler med. Han havde endda gået så langt som til at råbe af hende. Men hun havde holdt på sit. Og til sidst havde han givet op og bare bandet af hende.

”Forhelvede kvinde!! Det er det der sker når kvinder for lov at bestemme alt for længe…”
Hvorefter han var trasket ud af døren knurrende som det farlige dyr han var.

Tanken om dette fik hende til at småle. Han havde glemt omfanget af hendes evner.. han havde simpelthen glemt at Kilia ikke bare var et menneske der var et med vandet.. På den anden side.. hun havde aldrig optrådt for ham som andet end ’mennesket’ Kilia.. han havde aldrig set hende som andet… eller set hende bruge sine kræfter til andet end healing.
Pludselig gav det mere mening at Ma’lakel havde haft det mest overraskede ansigtsudtryk da hun kom gående ned ad landgangsbroen fra skibet af. Han havde stået og trampet letter utålmodigt. Fordi hun ikke var kommet ned endnu.

”For fanden da kvinde! Grise får vinger før du er færdig!!!”

Da hun så endelig kom til syne oppe på landgangsbroen opdagede han først ikke at det var hende. Ikke før hun svarede ham med en blid og lettere drilsk stemme. ”Ja ja ja din gamle mand.. det sker jo nok før du ved af det!” Han havde været lige ved at tabe kæben! Hvilket havde fået hende til at grine.
I stedet for at pakke sig ind i alskens varmeklæder havde Kilia for første gang i flere årtier valgt at skifte form. Hun havde antaget formen af en smuk hvid sneleopard. Med sorte og grå pletter hen over den sne hvide underpels. Det eneste der mindede om hendes ’menneskelige’ jeg var hendes havblå øjne.

Nu stod de så her. På randen til det som skulle vise sig at være den sværeste opgave som Kilia nogensinde havde været på. Vinden tog til og ruskede i hendes pels. Hun foldede hende øre lidt tilbage og kiggede op på Ma’lakel igen efter at have kigget ind i hulen. Pludselig lidt urolig.

”tror du den er der inde??”

Ma'lakel fnøs af Kilia's dumme spørgsmål og lukkede øjnende med en meget arrogant facon inden han overhovedet tog initiativ til at svare hende. Han havde stadig noget kun svært ved at vænne sig til hendes nye form. Men uanset hvad måtte han indrømme at hun var smuk, som en kat, bare.. hvid og med pletter, og meget, meget, stor? Han så ned på hans firbenede følgesvend og gav et lille smil fra sig, trak venstre side af mundvigen opad imens at han løsnede Zenkai, og fri gjorde denne fra den rem der holdt den fast. Svang det store sværd rundt i en hånd som var det ikke tungere end et normalt lang sværd, hvorefter han lod den bredde side hvile imod hans skulder. De var nu engang et kønt syn: han lignede mest af alt en stor nordisk barbar i alt for middelalderligt tøj, mest på grund af bjørneskinds kappen, som en af de Gamle Tiders vikinger, og hende, hans trofaste og loyale spor hu-.. leopard?
Med det lille halve, men også meget charmerende smil gav han hende kort et nik:

,, Den ville være godt dum hvis den ikke var der...", han tog en dyb indånding og vendte ansigtet imod åbningen.
Han pustede langsomt den kolde luft ud efter at den havde fyldt han lunger. Hvorefter han stille åbnede øjnende efter igen at have lukket dem idet han tog en dyb indånding. Som de åbnede's begyndte små flammer at ligge sig på den ydre hinde af Ma'lakel's øjne så en vild, og spontant blå flamme legesygt dansede fra hullerne til han øjne, og de ellers så grønlige ulve øjne blev tildækket af komplet, skrigende, lyseblå ild så alt der før kunne ses som Ma'lakel øjne, blot var huller hvor flammer steg ud af.
,, .... ellers bliver jeg meget skuffet..", sagde han stille, inden han tog det første skridt ind i hulen og blev opslugt af dens mørke.

Hun lod som om at hun ikke så der arrogante udtryk som strejfede hans ansigt inden han tog sig sammen til at svare hende.. Havde han altid været sådan eller var det bare fordi at hun havde ændret sig lidt at hun var begyndt at lægge mærke til de små ting han gjorde som egentlig ikke var særligt pæne..? Hun sukkede let og lod hendes hoved synke let ned mod jorden. Nåeh ja, det var jo nu engang Ma’lakel vi snakkede om her.. han havde squ aldrig været den mest høflige type.. og det var jo også derfor at hun holdt så meget af ham.. Hun kunne specielt mærke hvor meget deres små eventyr betød nu, hvor hun så ham helt klædt ud som nu.. som en eller anden mægtig kriger fra gamle sagn og fortællinger.. Hun løftede sit hoved igen og kiggede tilbage ud over den majestætiske udsigt under dem og et let smil sneg sig op på hendes læber, men dog kun for et kort øjeblik for i det næste øjeblik forsvandt Ma’lakel ind i hulens mørke og efterlod hende ude på skrænten..

Hun stod lidt og så efter ham. Overvejede lidt hendes muligheder for at hjælpe til med andet end at heale.. Hvorfor pokker havde hun også glemt det hun havde lært for så mange årtusinder siden? Hun sukkede dybt da hun måtte indse at før hun havde genfundet hendes tabte viden og træning så var hun ikke til megen andet hjælp end at være der som healer og som support for Ma’lakel.. ikke at hun havde noget imod det.. men hvor ville det være rart ikke at kunne gøre noget mere end bare at se til og heale… hun opdagede pludselig at hun var faldet i staver og at hun bare stod og stirrede ind i mørket. Ma’lakel! Hun hoppede uvilkårligt ind I mørket og satte efter ham I et sikkert men hurtigt tempo, hvilket resulterede i at hun hurtigt indhentede ham. Nu gik hun endnu engang ved hans side som et hvidt spøgelse, hendes øre trykket op i en lyttende position på hendes hoved. Hendes sanser kørende på højtryk mens de gik gennem mørket.

Ma'lakel gik ind i hulen og lod flammerne ved hans øjne give ham et syn, lade de dansende flammer give ham et svagt udsyn over hulen. Han gik i nogen tid og kunne lugte at Kilia's duft blev mindre hvor hvert skridt han tog, efter et par skridt og en sag stemme inde i hovedet der sagde at hun havde skiftet mening, stoppede han op og vendte sig med siden ud til hulens indgang, men ligesom han gjorde kom den smukke sne leopard løbende og den store halv-dæmon trak på smilebåndet og vende sig for at gå videre.

.. Naah, Kilia er ingen kujon..

Et kort øjeblik havde han troet at hun ville bakke ud, og havde skiftet mening om at komme med, men det virkede ikke kom Kilia. Selvom hun blev var en Aspara, en fra havet til og med, så havde hun altid været loyal, hun havde altid været modig og viljestærk, hvilket i første omgang var kvaliteter som Ma'lakel satte stor pris på og som han værdsatte i hendes væsen.
Deres lille vandretur førte dem ind i små snavsede gange med dryp sten og den faretruende svage lyd af et stort væsen hvis sovende knurren man kunne hører fra længere inde i hulen. Ma'lakel gik bevidst imod lyden: der var den var... der var 'den' også. Han gad egentlig godt vide hvem der var ældst af ham og dette 'hjerte'? Og hvis han nogensinde døde, ville man så også udødelig gøre hans hjerte?
Han rynkede svagt med brynende idet han huskede at han havde glemt at forklarer sin makker hvorfor de var her og hvad de skulle. Meget simpelt var han ikke vant til at dele med andre, og var i det hele taget så selvoptaget at det i sidste ende nok ikke rigtig havde påvirket ham synderligt at hans følgesvend ikke vidste en disse. Han så ned på hende:

,, En Behemouth.", sagde han og så forventende ned på Kilia som om hun naturligt burde vide hvad det betød, og hvad det var.