Let's first fight then be friends... Privat : Manda

af Gæst Lør 5 Feb 2011 - 19:01

Sted: Søen
Tid: Efter mørkets frembrud og fuldmånens fremvisning af lys
Omgivelser: Få træer, en gullig græsfyldt mark og en sø med sand 4 meter omkring
Vejr: Køligt, 2 plus grader og fuldmåne, ingen stjerner men skyfri nattehimmel

Månen glinsede perfekt imod den stilfærdige overflade af søens.
Manasen, den høje, slanke modelagtige kvinde, der gik langs søkanten, nød altid månens fuldenthed. Den skønhed, den bragte med sig, hele vejen rundt om kloden. Hvis månen havde været en kvinde, ville hun altid være alfahunnen i flokken, have sin mening og skinne i al slags tilfælde, hun ville være den der vejledte andre i mørket og hjalp dem med at se det gode i alt.
Manasens bevægelser stoppede, stadigt ved kanten af søens golde sand, der endnu ikke var ramt af dens vands bølger, der sommetider skyllede imod hende. Vinden var stille, tog kun få krøller af hendes, så de svang imod hendes ansigts mere blege hud. Den kjole hun bar, var så kropsnær, at man ville tro hun intet bar hvis det ikke havde været for de sorte sygninger, der snoede og bugtede sig om hende. Endnu engang udviste hendes corniffer grønne øjne et strejf af kedsomhed, men idag, bar den en stor pryd af undersøgende tilsand og en fjern kontakt med månens skinnende fasade. Krøllerne, sorte og prydefulde, slog sig om hendes ansigt, dog stadig kun få milimeter foran ørene, der var fuldstændig skjult af én grund. Hun lignede en ganske almindelig pornografisk kvinde fra 1930'erne, hvor porno var at vise lidt ben og starten af overkroppen. Der var en grund til dette, hun var ikke de 21 år, som den slanke krop og de meget selvsikre øjne udstrålede, men 231 hundrede år, hun var i sandhed et yndeværdigt væsen af bedre kaliber end menneske. Hun levede, var ikke en død person med vinger, men et levende væsen med spidse ører og overdådig skønhed. Hun var fyldt med positivitet, men stadig med følelser som vrede, grådighed og raceskildring.
Hun var en lyselver af den mere snarrådige slags. Dem der satte pris på race adskillelse og dog, yndede stor forkærlighed for det mere barske. Manasen var gammeldags, elskede at se de væsner, hvilket naturen ikke havde givet skønhed og barmhjertighed. Såsom denne vampyr, iført trench coat, hun havde mødt for ikke så længe siden. Hun stod stadig ved kanten, hendes øjne var nu helt fjerne og hun ville ikke være parat, hvis noget sneg sig imod hende.. Ikke i denn fuldmånes skær og minders fremtræden.

//Bare sig hvis der skal være mere at skrive på :3//