Demanding, from a Tyrant.. //Privat - Ma'lakel//

Sted: Oblivion, ødemarken omkring Abbadon
Tid: 23:11
Dato: 12, Marts: 2011
Omgivelser: Oblivions ondskabsfulde atmosfære.


Et skrig gik igennem natten, da en Flagermus, skar ned igennem den tykke tåge, og landede i et træ. Træet stod uden for Abadons ødemark: Oblivion. Flagermusens mat hvide øjne, kneb langsomt sammen, og stirede imod det store 'slot'.. Atmosfæren var som en, fantastisk, men slottets udseende virkede Vladimir fjernt.. Det var meget mere dystert, end han selv ville skabe det.. Han havde stadigt sit billede af hans eget slot.. En bedre tid..
Men det var fortid.. En fortid, endnu ikke helt begravet, men efter denne uge, var dens grav blevet gravet en anelse dybere, og et emne blevet beplantet deri.. Flagermusen smilede bredt, og virkede velbehaget, men dette smil forsvandt, da en høj skrappen kom fra over træet, og en høj Ravn, landede ikke lang fra Vladimir, dog nede på jorden. Ravnen skrappede, og kiggede tilbage imod ham. Flagermusen rystede på hovedet, inden den hoppede ned fra grenen, fløj ned imod Ravnen og rev den på hovedet. Den fløj ind foran hende, og med et lavt puf, sprang en sort røg op rundt omkring den. Tyk nok til at man ikke kunne se den. Der brød så en dyb og hæs stemme igennem røgen. En der ville border sig ind i et hvert menneske.
”Forsvind med dig.. Jeg sagde.. At du ikke.. Skulle med... Det.. Mente jeg..” Kom det fra røgen, og ud af den trådte en mand i en sort Trench coat.. Andet end den sorte farve, og det fine stof, var den langt fra pænt udseende.. Den var lettere flodset flere steder, og der var en del indtørrede, dog små, blodpletter.. Ravnen skrappede så igen, og en flamme brød ud under Ravnen, hvori den forsvandt. Flammen steg så endnu højere, inden den forsvandt, og der stod nu en kvinde, hvor Ravnen havde været.. Kvinden stod i en sort læder jakke, og mørke jeans, der var lettere flodset. Hendes hår var sort, dog med en lyserød tot, der flød ned af hendes højre side, hvor håret nåede ned til hendes skuldre, hvor det i venstre kun nåede ned til under hendes øre. Hun sukkede lavt, og rystede på hovedet, imens hun kiggede på den høje Vladimir, der kun halvt kiggede over sin skulder.
”Jammen jeg vil virkeligt gerne møde ham... Det var ikke noget jeg jokkede med, Vlad..” Sagde hun, og tog et par skridt imod Vladimir, som hurtigt vendte sig halvt om, og holdt en hånd imellem dem, hvor han pegede med en finger på hende.
”Olga! Fortsæt din jagt.. Jeg sagde nej... Ma'lakel, er ikke.. Bare en venlig.. Arbejdsgiver.. Faktisk.. Langt derfra... Han er meget stærkere.. End mig.. Og.. Mere farlig... Smut..” Hans stemme var streng, og seriøs.. Kvinden rykkede et skridt tilbage, da der blev peget, og råbt af hende. Hun sukkede lavt, og rystede langsomt på hovedet, inden hun trådte imod ham, og tog hans hånd, i hendes hænder.
”Hvorfor tager du så derop alene, Vlady.. Please.. Lad mig nu gå med..” Vladimir kiggede på hendes hænder, og foldede sin egen ud, for at tage den ene af hendes, i et venligt, næsten kærligt håndtryk. Han rystede langsomt på hovedet imens han lyttede, men skubbede så hendes hænder af sin egen, og vendte om på hælende, og satte hen af stien.
”Jeg tager ikke.. Derop.. For at bekæmpe ham.. Og lad så være.. Med.. At være bekymret.. For mig.. Er mit job.. At være.. For dig.. Smut ud og jag.. Du skal nok få noget.. Af mit.. Når jeg kommer tilbage..” Sagde han, og kiggede nu frem for sig, imod det mørke slot. Olga smilede stort, og fniste lavt, inden hun forsvandt i en flamme, med et lavt skrig, og en Ravn pillede ud af røgen, og ind over Di Morgas mørke gader.

Der kom et lavt skrig, fra en af de muterede krager, der fløj rundt over hovedet på Vlad, som var de gribbe, der fløj over et lig.. Og gjorde de jo også.. Vladimirs grå hud, og mat hvide øjne, fik ham til at se lige så død ud, som dem der hang spidet hen af vejen mod slottet.. Vladimirs øjne kiggede kun kort op imod de spiddet ofre, der han omkring ham, og et bredt lumskt smil bredte sig over hans læber.. Det mindede ham lidt om den straf han plejede at uddele hans undersåtter, den gang han selv sad på en trone.. Han rystede kort på hovedet, og lod hans døde øjne pege fremad igen, og stirre imod den voldgrav, han hastigt nærmede sig.
En lav hylen, kunne høres fra de ulve der farede omkring i udkanten af den stig Vladimir bevægede sig på. Det generede ham ikke, dog fik det ham til at rejse øerne en anelse, og lytte lidt mere til hans omgivelser, så han kunne reagere, skulle en af disse ulve finde på at anse Vladimir som den næste offer..

Da Vladimir nåede den sorte Voldgrav, stoppede han op. Han stirede nu imod de to væsner, han anså som være levende døde, der hang på hver sin side af porten. Han kiggede kort ned i det sorte vand, og det tog ham ikke mere end få sekunder at regne ud, det ikke var vand man badede i.. Hans næse rynkede en smule, inden han stirede tilbage imod de døde vagter. Han havde ikke travlt, og han forblev tavs.. Han vidste godt, at disse væsner vidste han var der, så de kunne tage den tid de ville, for at spørge om hans ærinde her.. Underbevidst, have Vladimir overhovedet ikke travlt ved at skulle møde Ma'lakel.. Han vidst godt, at det langt fra, var af høflige grundlag han var der.. Men han ville have sit ord indført..
Dog hvis det tog vagterne mere end fem minutter at svare, rev Vladimirs tålmodighed i ham, og han hvæsede lavt, inden han råbt.
”Jeg vil tale.. Med jeres herre! Lad broen.. Falde..” Sagde han, med sin hæse, ru stemme. Han stirede fast imod den ene af vagterne, som han havde udvalgt sig.. Han var temmelig ligeglad med hvem af dem han nedstirede, det var blot denne der var blevet stiret på først..

En skratten fra spidsen af en blækpen der løb over et ru pergament gav en smule genlyd i det lille en mands rum hvor Ma'lakel sad fanget i blandt bunker af papir arbejde som han ikke helt forstod hvorfor han lavede. Odette kunne vel sagtens ordne dette, men sandheden var nu nok at grunden befandt sig i at Ma'lakel manglede noget at give sig til.
Kedsomhed drev den ellers humoristiske og sadistiske halv-dæmon ud i irrelevante ærinder, der kunne få tiden til at passere og dagene til at gå. Alt sammen var vel et resultat af at hans ynglings legetøj blev mere og mere intetsigende, hans planer blev mere og mere ens formede, og dagene endnu mere trivielle. Han ønskede spænding i en hver dag der syntes umådelig grå og trættende.
Men ligesom man skulle tro at alt håb syntes ude for at denne dag, kunne et ekko af en kønsløs og næsten metallisk stemme høres inde i Ma'lakels hoved. Den bad om tilladelse til at sende et væsen ind. Ma'lakel fik da et indre billede af hvilket væsen der stod uden for porten, og som han gjorde, lod et mørkt og psykotisk smil ligge sig over de smalle læber.

De to udøde sagde ingenting, heller ikke efter Vladimir havde talt, men ord var ikke nødvendige, for ikke så snart havde Vladimir sagt det sidste, da lyden af kæder der blev løsnet og lænker der blev strammet kunne høres inde fra Abbadon, og den store port blev slået ned, så man havde frit udsyn ind til forgården hvor det hvide og ensomme træ stod. Bag det, de få trin der førte op til den store port med det sorte øje på, og på hver sin side i gården de to mindre døre, der førte forskellige steder hen.

//Sowwie det ikke blev så langt ^^''

Vladimir kneb langsomt øjnene sammen af de to figure, og en lav hvæsen kom fra ham. Han kløede sin kind med en af hans lange klør, som han lod vokse ud af sin finger, og snerrede. Han brød sig ikke om at være utålmodig, men dette var tilfældet.. Han gad ikke at stå der og vente, han havde ventet nok, i de sidste mange uger..
Da lyden af broen begyndte at skrig, smilede Vladimir halvt, og han rystede kort på skuldrene, og strakte sin nakke, så det gav et højt knæk. Vladimir fulgte broen med øjnene, og da den endelig landede på jorden, satte han, i det samme raske tempo, imod Abbadons porte.. På vejen skævede han halvt til det hvide træ, og kneb sine øjne en anelse sammen. Han fnøs lavt, og rystede på hovedet, inden han kiggede frem imod Abbadon igen. Han knuggede sin ene hånd, og vrissede lavt, så hans overlæbe rejste sig en anelse.
Hvad havde han egentligt gang i? At traske ind på hans 'herres' grund, for at forlange en godbid? Hvad var han dog sunket til, han mindede hamselv om de forbandede hunde, der konstant stod ved hans dørtrin, og tikkede, og bedte om alt muligt lort, der ike interesserede ham det mindste. Skulle han nu tilf'je til dem? Nej, det ville han absolut ikke.
Men nettop da beslutningen gled igennem hans hoved, hamrede hans hånd, hårdt på Abbadons port. Han snerrede lavt af sig selv, og rystede på hovedet et par gange. Han lagde sin håndflade på panden, og lod den glide ned over hans ansigt, i et lavt suk, hvor efter han rystede på hovedet. Han lod så derefter sine arme hænge ned langs hans sider, og stirede op ad porten. Han stod nu, uden at trække vejret, og var komplet tavs. Han lyttede til hans omgivelser, for at fange alle de lyde han kunne.. Alt dette var han slet ikke kommet i nærheden af, den gang han hjalp til, imod franskmændene, da de angreb stedet.. Han havde holdt sig så langt væk han kunne, specielt pågrund af hans afkom.. Det var ikke nødvendigt for Ma'lakel at vide, at han havde vidreført sin art.. I hvert fald ikke endnu.. Han fnøs lavt, og rystede minderne væk, og lod sin opmærksomhed falde tilbage på porten, og afventede at den skulle blive åbnet..

Ma'lakel havde bevæget sig ud fra hans kontor, og den allerøverste etage i hele Abbadons, i alt fire etager. Han gik ned af en hvirvel trappe der førte ned til stue etagen. Lod sine fingre glide langs det sorte murværk, så det gav en skinger lyd hele vejen ned til stue etagen. Hånden der blev brugt til at skrabe ydersiden af den sorte sten mur, var dækket af en meget makaber udseende handske. Sort og uden fingre, men i stedet for sort læder til at om favne fingrene var det sølv glinsende metal, der var sat sammen ved hjælp af forskellige led, så fingrene stadig kunne bøjes. Det skabte en klo på Ma'lakels venstre hånd, og som var bundet fast til resten af det foruroligende ydre. Hans tøj bestod af sort elver hud, der var syet sammen så rester af ansigter kunne skimtes i den kreative sammensætning. Tre bælter var sat fast om begge håndled, imens at en sort normal handske indhyllede den højre hånd. En sølv halskæde hang rundt om halsen på Ma'lakel ligeså, med et mærkeligt vedhæng dinglede fra side til side. En æggeformet pendant, med en svag rød farve der kredsede rundt i midten, og fik Ma'lakel til at dufte af noget jern agtigt, og bittersødt.
Han fortsatte uforstyrret ned af trappen, imens at han nynnede en selvopfunden melodi. Da han kom til døren ud til gården åbnede han den let, og så hen på et væsen som han rent ud sagt kunne hævde at han var glad for at se. Denne havde dog set den store port som sin vej ind, hvor imod Ma'lakel kom fra side døren til højre. Han trådte ud i gården, med et smil på læberne, og et legesygt glimt i de malakit grønne øjne.
,, Min tronsal er desværre låst af... men hvis du slår hårdt nok, kan du sikkert godt slå den ind..".
Ma'lakel lænede sig imod dørkarmen, lod den ene fod svinge over den anden og lagde armene overkors imens han betragtede sin bortløbne hund.
,, Kommet hjem for at få mad?", en mørk latter kunne derefter høres.

Vladimir kiggede op af den store port, og så betænksom ud, imens han kneb sine øjne sammen, som de så tit var. Han rejste en hånd, og lod en klo gro ud af denne, uden at flytte sit syn fra øjet der befandt sig på døren. Han klikkede så kloen imod den store port, dog ikke så den rørte øjet, endnu. Han lod så kloen rive vej opad, imod midten af øjet, imens han smilte halvt, og håbede, at den skingre, og gennemtrængende lyd, ville kunne høres på den anden side.. Han regnede ikke med at dette var nødvendigt, men det store øje, havde vækket en nysgerihed i ham, og en klukkende lyd, skar sig ud fra hans hals, så det lød ondskabsfuldt.

Da en dør åbnede ved hans side, trak kloen sig hurtigt ind igen, og Vladimirs ansigt, blev straks rakt imod skikkelsen, der kom ud af denne, og han hvæsede lavt. Dette gjorde han dog kun meget kort, inden han så, hvem det var der var kommet ud. Til Ma'lakels kommentar, rejste han let et øjnbryn, og lod sine øjne glide op af den store port, og fnøs så lavt en enkelt gang, imens han smilede halvt.
"Du virker.. Næsten som om.. Du vil ha.. Mig til at prøve..." Sagde han, og smilede bredt, imens han lod sin opmærksomhed glide over på Ma'lakel igen. Han drejede sig så imod hans herre, og bukkede, men dog kun halvt. Han nikkede så langsomt et par gange, og smilede stort.
"Kan.. Man godt sige.. Er tilbage.. Fra en mindre rejse.. Har taget.. En gave med.. Herre.." Sagde han, med et lavt fnys. Han skubbede sin sorte trench coat til siden, og rev en pose, som havde hænget i en snor på hans bælte, af og smed den så imod Ma'lakel, så den landede foran ham. Posen indholdt nok tænder til at fylde et tandsæt. Kun med hjørnetænder.. Og disse sylespidse hjørnetænder, alle fra vampyre. Vladimirs blik virkede selvtilfreds, og han fnøs endnu engang..
"Ved godt.. De drab.. Ikke hjalp dig.. Men.. De er.. Nu ganske pæne.. Og er også.. Meeget bedre.. Hvis drabet.. Var personligt.." Sagde han, og så faktisk glad, og næsten lettet ud. Han ventede med sine krav, og betraktede i stedet Ma'lakels beklædning, med et halvt rejst øjnbryn. Det forundrede ham stadigt, hvorfor man ville tage beklædning på, der virkede så upraktisk.. Som det gjorde for ham.. Dog kunne han ikke brokke sig over den hud der var syet fast over alt... Det var der alligevel lidt stil over..

Ma'lakels øjne fandt kort vej til portens ydre, hvor han lagde mærke til den nye rids er var blevet plantet ind i dørens ellers meget pæne ydre. Skamfering af hans egendom? Det var vel hvad man kunne forvente af en hund.
Hans blik blev dog rettet imod Vladimir igen. De grønne øjne lyste af nysgerrighed da denne sagde han havde en gave med. Ma'lakels væsen blev næsten reduceret til et dyr selv, idet han fulgte dennes bevægelser ned til mindste detalje og fulgte posen i den lille svæve tur hen foran hans fødder. En raslen. Tænder? Havde bæstet husket sin lille betaling metode på dens spontane ferie, eller havde formålet med ferien været at skaffe disse tænder?
Nej... desværre ikke.
Ma'lakel så ned på posen i nogle sekunder ingen at han med et udtryksløst ansigt betragtede bæstet. Vis rase han endnu ikke helt havde regnet ud. Først havde han tænkt på en varulv af en slags, men denne så ikke ud til at have et andet jeg udover det Ma'lakel kunne se.
Han skubbede sig selv væk fra dørkarmen, og satte sig ned på hug for at tage posen op, igen lå denne dyriske aura over Ma'lakels nysgerrige tilnærmelser til posen. Han tog den op og åbnede den, for at beskue de mange lange hjørne tænder der uden tvivl ikke kom fra et normalt menneske.
Han så op imod bæstet, men uden at vende hovedet opad, og betragtede denne skeptisk i noget tid.
,, Nu har du vel ikke lavet for meget ballade?".
Spørgsmålet var retorisk, da Ma'lakel ikke så ud til at vente på svar, men rejste sig med posen i hånden. Han vende sig halvt om og lagde en hånd på døren.
,, Følg med, Udyr.. så har jeg også noget til dig..".
Et hårrejsende smil kom derefter da Ma'lakel, afslørede det gule tandsæt inde i hans mund. Det virkede surrealistisk siden at Ma'lakels ydre var så menneskeligt som noget kunne være, men hans tænder lignede noget fra en brutal hajs drabelige gab. Det legesyge glimt i de grønne øjne fik en til at tvivle på om man overhovedet havde lyst til at følge efter.
Men hvis Vlad stolede nok på sin herre, og tog det første skridt hen imod ham, vendte Ma'lakel sig om og gik ind af døren. Lod to imps i en gul og lilla farve om at holde døren, selvom de to flagermuse lignende dæmoner måtte ase og mase for at få den op. De lod skam også deres jammer blive hørt svagt, i det de skrattede og bandede på et uforståeligt sprog.

Vladimir kunne sagtens mærke hans herres, mere specielle nysgerighed.. Ogh så stod den også skrevet i hans ansigt, som en åben bog.. Var ikke fordi han prøvede at gemme det.. Ma'lakel var mindst lige så meget et dyr, som ham selv.. Mange ville begå en gruelig, ligefrem fatal fejl, at tro ham mere menneskelig, end dyrisk.. Vladimir var endnu uvis, om Ma'lakel overhovedet havde svagheder, som han vidste han selv havde.. Vladimir havde indtil vidre ikke set disse..
Vladimir smilede bredt over Ma'lakels reaktion, og den hæse klukken, som fungerede som latter for Vladimir, bredte sig over ham. Han rystede kort på hovedet, og lod sine lange klør, på sin venstre hånd hvile på sin brystkasse.
"Mig? 'Ballade' Nej... Hvordan.. Kunne du tro dette..." Sagde han.. Han rejste let et øjnbryn over Ma'lakels komando, og kneb langsomt sine øjne sammen. Men han tog ikke lang tid for at reagere, og følge sin herre.. Vladimir var ikke bange for ma'lakel, blot respectfuld.. han vidste godt at Ma'lakel var farlig,m og bestemt også for hans undersotter, men han vidste også at han ikke have givet ham en grund til at dræbe ham, og at han, indtil vidre, altid havde været ham loyal.. Vladimir fortsatte, imens han fulgte Ma'lakel..
"Håber.. Ikke.. Du havde for mange.. Venner.. I rusland.. I så falde.. Kan det godt være.." Sagde han, og kiggede ned på de to Imps da han fulgte ma'lakel, og gik forbi disse. Han hvæsede lavt af dem, og knurrede. Han brød sig bestemt ikke om de mindrestående dæmoner og kreature fra deres verden. Han havde set sit af både Imps, Hounds og Succubuss.. Og var ikke fordi han med glæde ville møde flere.. Og nu havde Imps det også med at være forfærdeligt irriterende, hvis ikke de blev sparket ned fra starten.. Var i hvert fald det blik han havde fået på de bæster, dengang de befamlede hans egen trone..
Vladimir fulgte Ma'lakel, hvor end han gik hen, dog aldrig uden at være velberædt på alt.. Indtil vidre havde Abbadon udvist sig at være noget helt andet end et simpelt slot. Specielt det øje.. Det irriterede ham stadigt.. Der var megen magi i verden, og han var fast besluttet på, at det ikke blot var et øje...

Endnu en svag latter kunne høres fra den lettere mentalt ustabile halv-dæmon der ledte vejen lige frem. De personer Ma’lakel havde kendskab til i Rusland var ikke i nærheden af den vampyriske rase art. Tvært imod langt fra. Man kunne vel kalde dem levende skygger af en art? Ruslands kriminelle underverden havde så mange mysterier at de fleste aldrig blev opklaret, uanset hvor længe man ledte. Med det i tankerne ledte Ma’lakel Vladimir hen til to døre, den ene åben og førte uden tvivl opad, hvorimod den anden ville føre ned af. De to små imps var fløjet med, og baskede desperat med deres vinger for ikke at falde for meget bagud.
Ma’lakel stoppede foran den lukkede dør, og så imod de to små dæmoner der hurtigt landede på gulvet, og begyndte at kravle som var de katte langs gangens sten ydre indtil de kom hen til døren hvor de begyndte at skubbe, med ligeså stort besvær som før.
Ma’lakel lod et lille smil, der egentlig ikke var mere end en let trækken ved venstre mundvige, komme til sin ret, ved synet af de to små undersåtters kamp for at få døren op. Et lettere sadistisk glimt fandt vej til de dyriske ulve øjne, og Ma’lakel talte til de to små imps, på et sprog som Vladimir ikke ville forstå. Sproget lød som en blanding imellem at knurre, hvæse, og klikke med kæben. Der syntes ikke at være noget rytmisk mønster i det, og Ma’lakels ansigts træk ændrede sig heller ikke, så det var svært at regne ud hvad det var han sagde til dem. Men det fik de to små kreaturer til at arbejde en smule hurtigere, døren gik op og den snoede vej ned under Abbadon begyndte.
Ma’lakel gik muntert ned af de første trin, og forventede at hans legetøj fulgte med, hvis ikke ville Ma’lakel stoppe op og se sig tilbage.
Hvis Vladimir fulgte med ville de to imps flyve ind ligeså, men stoppe op kort efter for at kravle langs væggene som forvoksede edderkopper, imens at de snakkede med hinanden på det samme sprog Ma’lakel ligeså havde talt.
Langs væggene ned af trappen hang der små ildkugler af orange flammer, der ligesom dem ude ved vejen igennem Oblivion, ikke havde nogen fakkel men som ganske enkelt bare var der. Oplyste trappe trinene så man ikke snublede og tumlede den lange vej ned til Lache’s Dungeon.
Da de var nået et godt stykke ned begyndte man så småt at kunne høre rendende vand, som i en drypstens hule. Ma’lakel standsede ved døren de kom til, den havde samme sorte øje på sig som det der havde været på porten. De to imps kravlede ikke hen for at åbne døren denne gang, men stoppede op og ventede tålmodigt på at deres herre åbnede døren.
Ma’lakel satte den klo løse hånd på døren og hviskede derefter noget på samme mærkværdige sprog, der lød et mindre klik, og døren gik op af sig selv. Da den gjorde stod en dreng foran den og virkede umådelig overrasket. Man ville kunne regne ham til at være en femten-seksten år, med blå øjne, og fregner. Dog med et spidst ansigt og spidse øre som en elver, men der var noget der gjorde ham anderledes end en normal elver, hans hår var røde flammer der dansede om hans nøgne kranium. Han knugede nogle papirer ind til sig, og så stumt på Ma’lakel i nogle få sekunder, hvilket fik Ma’lakels blik til at ændre sig drastisk fra muntert og legesygt, til hårdt og fornærmet. Dæmon herren løftede spørgende det ene øjenbryn af sin tjener.
,, Lache?”
Drengen vågnede op da hans navn blev nævnt, og bukkede for sin herre, dybt og underdanigt. Talte på det samme dæmoniske sprog som Ma’lakel og impsne tidligere, men hans kropssprog tydet på at han undskyldte overfor Ma’lakel. Halv-dæmonen så ikke ud til at skænke Lache’s trygleri en tanke, og fortsatte ned af gangen. Den unge dreng fortsatte ydmyg med at undskylde og bukke selv efter Ma’lakel for længst var gået. Først efter Vladimir havde paceret undlod han sin tryglen, og gik nervøst op af trapperne.
Ma’lakel gik forbi en masse træ døre man kunne tænke sig til at være celler, og stoppede til sidst foran en bestemt dør. Drejede da om på hælen og lod sin skarpe pegefinger glide ned langs dørens ydre for at ophæve en barriere der lå omkring den.
,, Din gave ligger derinde…”.
Sagde Ma’lakel da, med et dystert smil på læberne, imens at en psykotisk nysgerrighed lyste i de grønne øjne. Han gav et nik imod døren som tegn til at Vladimir måtte gå ind.

Vladimir stirede stadigt imod impsne da de kom baskende forbi ham. Han hvæsede lavt igen, og holdt sig selv i trådene, for ikke at rive ud efter den ene. Han fnøs lavt inde i sig selv, og rystede kort på skuldrene,o g snerrede lavt, imens han kiggede rundt, og fulgte efter Ma'lakel..
Så sådan så indersiden af Abbadon ud? Ikke meget anderledes end dens ydre... Dystert og mørkt.. Langt fra hans gamle væge, der havde været fint påklædt, med lillat stoff, med guld detaljer.. Han havde langt fra været diskret, nej han gemte ikke på hans magt dengang.. Men så igen, så havde Ma'lakels bolig også noget der udstrålede magt.. Den form for magt, der sagde at du dør hvis du går imod den... Hvilket, utvivlsomt var lige så effektivt...
Vladimir brummede lavt, med den samme hvæsen af kreaturende, da de kravlede hen af vægende. Han kneb sine øjne en anelse sammen, og fnøs, og prøvede at få hans tanker på gled.. De forbandede væsner var som mus for en kat.. Han havde så inderligt meget lyst til at rive dem ned.. Var så uffateligt fristende.. Men det var jo ikke hans undersotter, men hans herres...
Vladimir rejste let et øjnbryn over det sprog der blev talt, og kneb sine øjne en anelse sammen, og så betænksom ud.. Et sprog han ikke kendte? Varikke blot almindeligt dæmonisk, det havde han hørt utalige gange.. Forstod det stadigt ikke, men det bestod ikke af denne specielle form for klikken.. Han fnøs lavt en enkelt gang, og fulgte så sin herre ned af de lange trapper.
Nysgerigheden steg drastisk inde i Vladimir, og han kunne snart ikke vente mere... Ville Ma'lakel ligefrem give ham hvad han kom efter, allerede inden han bad om det? Han smilede til sigselv over tanken, og rystede på hovedet. Så var det alligevel ikke dumt at tage hertil..
Vladimir kiggede på det øje døren var beklædt med, og han kneb sine øjne en anelse sammen. Det forbandede øje... Det iriterede stadigt hans nysgerighed.. han lod sin opmærksomhed hvile på Ma'lakel da han begyndte at snakke det specielle sprog, og kneb sine øjne en anelse sammen.. Det specielle sprog var ganske interessant.. I ørefaldene...

Ma'lakel kiggede kun halvt på drengen da de gik forbi ham, og rejste let et øjnbryn. Han vidste at han måske ville sige undskyld, men at bugge så meget for det? Hm.. Han var vel en veltrænet knækt? Kunne man jo ikke ligefrem sige om ham selv..
Han smilede bredt, og rystede kort på hovedet, og kiggede på træ dørende, de mange celler.. Var i hvert fald hvad han gættede på at det var. Han så betænksom ud, og så en smule overrasket da Ma'lakel stoppede.. Vladimir gjorde lige så, og kiggede på Ma'lakel, og så på¨den dør der blev låst op. Han var forblevet stille, i al den tid.. Kun ladet sine tanker lege ta fat.. Han ville gerne sige noget, men det tillod hans nysgerrighed, og han gik straks imod træ døren, og skubbede den til side, med et ivrigt skub, og kiggede nu ind i rummet foran sig, og kneb sine øjne en anelse sammen.

Rummet som Vladimir ville se ind i mindede om en gammeldags celle fra den mørke middelalder. Der var kun det blinde mørke, for ikke at nævne ville fangen være lukket inde i en mindre celle på kun tre meter i diameter, lige bred nok til at man kunne ligge ned, men for lille til at man kunne løbe rundt og lave noget udover at klynke i medynk. Høj nok til at Vladimir og Ma'lakel kunne stå derinde i deres fulde højde, men desværre ikke bred nok til at Ma'lakel kunne gå med derind.
Inde i midten af cellen kunne en sammenkrøllet skikkelse ses, ligge stille på gulvet. Og hvis Vladimir kunne se i mørke, hvilket Ma'lakel stærkt regnede med at denne kunne, kunne man se en aske grålig ryg hvor rygsøjlen var tydelig igennem, på grund af udsultning, vende imod bæstet.
Ma'lakel skiftede imellem at lege med den metalliske klo som et andet barn, og med at observere Vladimirs reaktion.
,, Jeg ved ikke hvad den hedder.. den siger ikke noget.. kæmpede en del i starten, meen... som alt andet er der nu engang ikke noget der ikke kan nedbrydes. Et underholdende legetøj ikke desto mindre, finder sig i det meste uden at gøre så meget modstand.. et godt tygge ben ikke?", en mørk latter fik frit løb imens at Ma'lakel morede sig over sine egne ord.
,, Han skal dog fedes en smule op inden han er helt brugbar.."

Mørket. Mørket der før var en velsignelse var blevet en forbandelse, selvom han sagtens kunne se noget, var de sort-hvide farver blevet en ren forbandelse for den unge vampyr. Han havde ikke tal på hvor lang tid han havde været der, men længe nok til at det ikke længere gjorde ondt i halsen, og hovedet. Til at tørsten havde fået kroppen til at gå i en følelsesløs trance, en unaturlig dvale der selvom at kroppen ikke kunne mere, efterlod Alvar fuldkommen bevidst. Som en dukke der bare ventede på at et barn ville hente ham fra parken. Komme tilbage, og finde ham. Kærligt kramme ham ind til sig, og love aldrig mere at efterlade ham. Han havde glemt det. Han havde glemt sengens bløde omfavnelse, dynens tilfredsstillende følelse imod huden. Farver... han kunne ikke længere huske farver mere heller. Havde glemt de isblå øjne. I starten havde han ikke kunne acceptere det, havde brugt forskellige metoder til at afstraffe sig selv for at glemme så vigtig en detalje. Kradset hans håndled op, bidt sig selv, påført sig alverdens skade for at abstrahere fra at se virkeligheden i øjnene: han var begyndt at glemme. Begyndt at dø... syne hen til ingenting, uden hans morder, uden hans helgen, hans frelser, hans Gud, hans forbandelse, hans djævel. Selv navnet... det var begyndt at forsvinde lige så stille, uden at Alvar var bevidst om det.
Til sidst.. var det endt sådan her.
De mange timers tortur der havde skadet hans fødder og hænder, mave, og ryg, lænd og underliv, var blevet en tydelig medsammensvogrene til at få de små ting til at forsvinde. Han lå stille.
Uden at tale. Uden at blinke. Uden at trække vejret kunstigt.
Da døren blev åbnet kunne han knap nok fokusere på stemmerne, på lydende. Men han kunne lugte. Duften fra blod ramte ham sagte, og fik en lille gnist til at skyde frem i de matte, livsforladte øjne.
Han ville dø, lod som om han var død, for at overbevise sig selv om at han virkelig var det. Armene lå udstrakte, så de mange blå mærker, sår fra nåle og andet, og de blålilla hånd led, tydeligt kunne ses. De beskidte fingre med de indgroede negle, lå halv bøjede oppe imod muren lige frem for ham. Benene var let trukket op imod brystkassen, lige så ildetilredt som armene, imens at et ynkeligt lende klæde skjulte hans private dele. Det sorte hår, der før i tiden havde været kort og silke blødt, med et lyst skær, var sammen filtret og skulder langt. Snoet sig ind i løse sorte dreadlocks, der lå i en halv måne omkring Alvars hoved. Hans kinder var ligeså ikke nær så fyldige og læberne var tørre og næsten hvide.
Dets tættere man kom på ham, ville man kunne se de mange streger der skabte et rillet mønster på hans ryg, ned over de takkede bugler fra rygsøjlen der var stærkt markeret, og også ribbende kunne skimtes igennem den lyse hud. Man ville undre sig over hvorfor drengen endnu ikke var død. Og hvis man var i stand til det, føle et stik af medfølelse, af medlidenhed overfor den unge vampyrs tragiske skæbne.

Da Vladimir trådte ind af døren, kom en bekændt dunst rivende ind i ham, og han vr lige ved at måtte tage et skridt tilbage, og hans øjne flakkede. Dette sørgede han dog for at Ma'lakel ikke så, dog ville han nok godt kunne ligge mærke til Vladimirs halv vaklen bag over. Vladimir presede hurtigt sine øjne sammen, og lod dem være så i et stykke tid, indtil hans næse havde vendt sig til duften igen.. Duften af indtørelse.. ikke duften af blod, men dfuten af mangel.. Den var tydelig.. De tøre læber.. Den indsrunknde krop.. Det mindede ham om kisten... Om fængslet.. Den grav han havde været låst inde i, i så uffateligt mange år.. Han havde været vågen i en stor del af det.. ikke kunne dø, pågrund af den besværgelse han var blevet forbandet med.. Den der gjorde at han måtte ligge der.. Ligge der, og lugte til sin egen tøre, indsrunkede og døende krop.. Sit eget lig.. Halvtreds år, fik han lov til at lugte til det.. Det havde sat sit præg..
Vladimir åbnede langsomt sine øjne, og kiggede nu ned på den døende vampyr. Han lod sine øjne forblive en anelse knebet sammen, og en megt lav knurren kom over hans læber.. Selv igennem denne ændring, igennem denne tortur, og deformering, glemte han ikke en, hvis blod han havde smagts, duft.. Alvar Alcedin Austerlin.. Møg knægt.. At stille sig imod et lands hersker, og så dette vel videne om at det kunne blive hans død.. Og alt det blot for en simpel skald.. Kopi.. En vampyr, Vladimir, så som en usling..
Vladimir kiggede kort over sin skulder på Ma'lakel, og smilede halvt, stadigt i en kamp for at gemme hans ubehag imod lugten.
"Du.. Har knapt nok.. Efterladt mig.. Et levende væsen.. Men... Hm hm.. Tak.." Sagde han, med en dyb, men lav latter, imens han kiggede tilbage på Alvar.. Vladimir havde en masse han kunne lære denne vampyr.. Og nu fik han ham ligefrem serveret.. Han gættede på, at dennes herre var død.. Ellers ville den ikke være her, men død i stedet..
Vladimir tog langsomme skridt imod Alvar, imens han lod sit hoved ligge en anelse på skrå. Han ville umådeligt gerne vende sig, og spørge Ma'lakel om noget blod, fra eventuelt en anden slave, eller så. Ikke af medlidenhed for Alvar.. Men sigselv.. Det minde der blev ved med at skære ind i ham, med hvert eneste kig ned på Alvars indtørede krop, fik ham næsten til at ryste.. Han ville gerne fodre Alvar, så han kunne få sin krop healet.. Så den forbandede duft ville forsvinde..
Vladimir satte sig på hug, et stykke fra Alvar, og smilede stort, og ondskabsfyldt, hans pinsler gemt helt væk, og umulige at se.
"Hej igen.. Lille.. Alvar..." Sagde han, og fnøs et par gange. Han kiggede så tilbage på Ma'lakel, og fik et halvsadistisk smil over læberne.
"Hans herre?" Han var næsten sikker på at han kendte svaret på dette, men han ville stadigt høre det fra Ma'lakel.. han ville høre om dennes skæbne.. Måske mest for at få sit hoved på andre tanker end hans egne nuværende problemer..
Selvom han ikke virkede til at være berædt på noget, var han helle tiden berædt, på at bæstet kunne tage over Alvar, og at han kunne finde på at hoppe på ham, og drikke.. Han ville garanteret være hurtigt hvis det tog over, men han ville stadigt hverken være stærke eller adræt nok til at kunne gøre Vladimir noget, da han var forberedt..

Ma'lakel forholdt sig rolig og passiv, med en lettere ligegyldig holdning til både lugten og selve personen inde i rummet. Det var vel hvad man kunne forvente. For Ma'lakel var lumske fængselsceller, og indtørrede lig ikke noget der frembragte barndoms traumer. Udover det, betød personen i cellen lige så meget for ham, som en ært ville betyde noget for andre. Ma'lakel så drengen som mad, hvis han blev små sulten, som et legetøj hvis han kedet sig. Og dog kunne han stadig ikke helt overbevise sig selv om drengens komplette ligegyldighed, der var noget mærkværdigt ved knægten som Ma'lakel havde bidt mærke til. Måske også derfor ungen ikke var død endnu?
De grønne øjne bed mærke i Vladimirs vaklen et skridt eller to tilbage, som om at denne kort blev svimmel. Ma'lakel antog at det var lugten i rummet der sikkert var for stærk for bæstet, da denne uden tvivl havde et dyrs lugtesans.
Han betragtede derefter Vladimir med et sulten dyrs nysgerrighed, lod sine øjne studere bæstets kropssprog da han blev en smule i tvivl om disse to før havde stødt på hinanden før.
Ma'lakel mødte dennes blik da Vladimir kort så sig over skulderen og talte til ham. Påpegede vampyrens ilde tilstand, men hvad... ville han hellere have en kradsende kat i stedet? Ma'lakel havde gjort denne en tjeneste ved at tæmme knægten før han nu lå her og skulle skifte 'forsørger'.
Han greb om halssmykkets æggeformede pendant, og lod tommelfingeren glide kærtegnende op og ned af den imens at han betragtede Vladimir gå ned på hug foran ungen, og tale til denne. Kalde den ved navn.
Alvar..?
En lille klokke ringede kort, som havde han hørt navnet før men det sagde ham ikke yderligere.
Da spurgte bæstet ind til ungens tidligere herre. Ma'lakel slap smykket og lod det dingle en smule over brystet på ham. Han trak på skuldrende inden han svarede:
,, Død, højest sandsynligt, eller også overlevede skiderikken uheldigvis men kom ikke tilbage efter ham.. ", han gav et kort nik imod ungen selvom Vladimir ikke kunne se det.
,, Ser du..", han så op og fik et falsk skuespiller udtryk.
,, Kort inden du på mystisk vis forsvandt, og efter at jeg i noget tid var kommet tilbage fra min egen lille mini ferie, gik nogle oprørske vampyrer imod Abbadon. Tabte åbenlyst på grund af undertal, lederen var en vampyr vis eksistens har gået mig på i et stykke tid.. Lucas-et-eller-andet-Conelly.. Ungen der var med, højst sandsynligt under det indtryk at han kunne hjælpe sin herre, men...", et lille smil kom og endnu engang kunne en mørk latter høres.
,, se på den... kan knap nok slås. Kald det modbydelig tragisk, men så kunne rakkerungen finde sig en ordentlig herre i stedet for den arrogante lille undskyldning af en blodsuger. Det er ungens.. ulykkelige historie.".
Ma'lakel trådte da et mindre skridt ind i rummet, og efterlod en flot dyb ridse i dørkarmen med sine kunstige klør som han gjorde.
Derefter talte han med dyb sarkasme i stemmen, og tog det falske skuespil af medlidenhed og af at han faktisk kunne føle noget som helst overfor drengen, et skridt videre.
,, Så trist, ikke? Det for dig ligefrem til at... knibe en tåre...", en enkel krokodille tåre blev presset ud af den ene øjenkrog og tørret væk.
,, Men.. nu er han din.. brug ham som du vil, æd ham, torturer ham, gør hvad du vil.. betragt det som .. en lille tappeiser inden Legene begynder."

For Alvar kunne alverdens lyde ikke bryde det jerngreb der holdt hans krop fanget. Om han så ville bevæge sig kunne han ikke. Kroppen ville ikke reagere, og kunne ikke gøre meget andet end bare at vente på at resten af den unge vampyrs underbevidste vilje til at leve, døde hen, og tillod den at syne ind til en grålig aske. Men da hans navn blev sagt, dog ikke med en stemme som Alvar helt kunne placere hvor kom fra, reagerede han for første gang i meget lang tid. De matte, næsten sorte røde øjne blev kort tændt af en lille gnist af håb der fik den matte røde farve til at få en lille smule glød i sig. Ganske svagt rørte hans fingre sig, som var han den gren af udøde der brød ud af sin gamle krop for at rejse sig som et skillet. Det var dog det eneste ydre tegn på at Alvar reagerede på at høre hans navn, og så den gradvist lysere farve i de blod røde øjne. Ellers lå han som før, fuldstændig stille uden at gøre mindste tegn til at han faktisk var i live. Selv ikke da der begyndte at blive talt kunne han få ordrende til at hænge sammen, tonelejerne til at danne et indtryk af en skjult mening eller betydning. Men et navn kom frem som Alvar genkendte med det samme: Lucas.
Det var det første der fik Alvars krop at vågne op efter at være gået i den ulidelige dvale. Alle ledende i hans krop der før havde været stive og ubevægelige, løsnede sig op, og Alvar lukkede for første gang i flere måneder sin hånd. Blinkede, og begyndte så småt at 'trække' vejret kunstigt igen, så en rytmisk bevægelse fra brystkassen kunne ses. Halsen var stadig tør, og stemmebåndet synet hen og gjort ubrugeligt selvom læberne gang på gang formede navnet. Sagde det, uden at give nogen lyd. De hvide og indtørrede læber flækkede og dannede blodløse revner. Da bøjede han sin arm og satte den imod det kolde sten gulv. Skubbede sig selv op i en halv siddende position, med de skulderlange løse dreadlocks der dinglende dansede om hans knoglede skulder.
Han sagde fortsat navnet uden at udtale det.
Vendte sig ganske langsomt om så han havde fronten imod Vladimir og Ma'lakel. Så imod dem med de røde røde øjne der kun havde en svag gnist af liv i sig. Men hans blik lagde sig ikke på nogen af dem. Som en blind rakte han en hånd prøvede ud for at føle sig vej hen til hvor der var nogen og hvor der ikke var nogen, kravlede som en nyfødt kalv, hen imod hvor nosferatuen var, tydeligt ikke klar over hvem der var foran ham: han kunne ikke se andet en blurrede silhouetter.

Vladimir lagde igen sit hoved en anelse på skrå, da Alvar reagerede svagt på sit navn.. Så han var ikke helt død alligevel? Da Ma'lakel begyndte at snakke, vendte han sig om, og lod sit højre knæ, hvile imod jorden, så han sad knælet, og kiggede tilbage på Ma'lakel, og lyttede. Ved nævnelsen af Lucas, og hans lille, 'revolution', lod han sine læber brede i et smil, og han fnøs lavt en enkelt gang, da Ma'lakel var færdig med at fortælle om det. Han vendte sig så tilbage imod Alvar, og rejste sit knæ igen, så han sad på hug igen. Han kneb langsomt øjnene sammen, da Alvar begyndte at rejse sig.. Han kunne tydeligt se at Alvar mumlede Lucas' navn, uden ord, og han vrissede lavt, med en snerren. Han lod Ma'lakel blive færdig, og smilede stort, men kun meget kort, inden han så mere seriøs ud igen, og kiggede tilbage på Ma'lakel.
"Så.. Du ved ikke.. Om denne. .Lucas.. Er død? Jeg.. Sætter Karaktar. .Til at finde ud.. Af det.. Lucas.. Mindede mig.. Alt for meget.. Om dem der engang forviste mig.. Rev mig ned.. Fra min trone.. En forbanded.. Fuldblods.." Sagde han med en vrissende stemme, inden han drejede imod Alvar igen, og stirede på ham, med undersøgende øjne. Han smilede så lumskt, og rejste sig, og tog et skridt tilbage, så Alvar ikke ville kunne nå ham, før han kravlede meget længere. Han kiggede så igen tilbage på Ma'lakel, og kneb sine øjne en anelse sammen.
"Legene? Vil arenaen.. Snart.. Blive åbnet? Og.. Blive.. Til noget?" Spurgte han og smilede stort. Han lod, det han anså som en mindre godbid, nemlig Alvar, ynke omkring lidt endnu, og spurgte istedet ind til hans store pris... Den han havde ventet på.. I så lang tid.. Nu havde han egentligt fået hvad han var kommet efter.. Men.. Hvis han nu kunne få dette til snart at blive til noget.. Ville han blive henrykt... Vladimir bliver ikke så ofte glad.. Men ville han være, den dag han fik lov til at betræde en arena igen.. Han kiggede kun kort ned på Alvar et par gange, med et rejst øjnbryn, og lave fnys.
"Og tak.. Skal nok.. Finde brug.. Af ham.." Sagde han, og kiggede kort ned på Alvar igen.. Han havde egentligt ingen ide om hvad han skulle bruge ham til.. Han havde overvejet at give ham som en gave til ynglet? Kunne være at de kunne finde nytte af ham... Han vidste i hvert fald at Dakar havde appetit for vampyrer.. Så var den knægt jo egentligt et udemærket bud.. Kunne måske få Olga til at live ham lidt op, så der var mere at spise? Men alting, til sin tid..

Alvar fortsatte blindt med at lede rundt i rummet, virkede til at være optaget af at forfølge hvad end der havde udtalt hans herrens navn. Langt væk i en bittersød drøm om at det kunne være ham der var kommet tilbage, ham der var kommet for endnu engang at frelse ham fra mørket, og sprede lys der hvor der intet var.

Ma'lakel rejste sit ene øjenbryn da knægten rent faktisk reagerede efter at Ma'lakel var blevet færdig med sin lille 'opvisning' der efter hans egen mening var genial. Lidt fraværende biskuerede han det lille monstrum, som denne hvileløst kravlede rundt, dannede et navn på læberne der viste sig at være en gentagende kopi af det navn han ikke længe forinden havde udtalt selv.
Det var et eller andet sted ret så fascinerende at se vampyrens undersåt besidde sådan en ekstrem form for loyalitet, selvom dennes herre for længst var fortid. Det fik det næsten til at krible i fingrene for at... ødelægge det lille håb der kunne skimtes i den unge drengs matte røde øjne.
Ma'lakel vågnede nærmest da Vladimir var færdig med at tale, og havde kun opfanget få dele af hvad denne havde sagt. Men lod dog ikke til at give det mindste tegn på ikke at have hørt efter og nikkede bare, hvorefter hans interesse hurtigt faldt på det desperate korpus der kravlede rundt som en blind muldvappe igen.
Små ondsindede barnelege begyndte at tage form, og alle sammen havde Alvar som syndebukken for Ma'lakel og de andre børn i skolegårdens midlertidige latterkramper.
Han hævede da blikket til Vladimir da denne talte igen, denne gange om noget der ikke var helt så retorisk som det andet.
,, Hvis ikke en vis person beslutter sig for at stikke af uden det mindske præg til sin herre igen så.. ja.."
Ma'lakel så ud til at tænke lidt.
,, Jeg burde egentlig straffe dig.. burde jeg ikke? Er det ikke sådan man normalt gør med sine kæledyr? Måske..", et makabert smil dannede sig over Ma'lakels læber.
,, Skulle jeg trække dine hjørnetænder ud?".
En tilbage holdt latter kunne da høres, mørk og brummende. Det kildrede i halsen og endte ud i en halv hjertet knurren.
Ma'lakel ignorerede Vladimirs tak og drejede dernæst om på hælen, for at træde ud af rummet.
,, Tag dit legetøj med dig, og lad os trække os...".
Da ville Ma'lakel gå ud på gangen, og hvis Vladimir fulgte med sammen med sit nye legetøj ville Ma'lakel gå imod trappen hvor de to imps allerede var i fuld gang med at holde den åben, for deres herre og dennes gæst.

Vladimir fulgte også stadigt Alvar med øjnene, og hans hoved en anelse på skrå, og med et lille sadistisk, og tilfreds smil.. Denne usling havde sat sit lid til en fuldblods.. Lige så, havde han selv en gang.. Og det havde ikke bragt ham nogen vegne, andet end i armende på en Nosferatu.. Vladimir lo inde i sit sind, af det fortræffelige tilfælde.. Alvar var, næsten på den samme position, som han selv havde været engang.. Han kunne mærke, at dybt nede fik han en hvis medfølelse, men han rev denne væk med et hvæs..
Han kiggede så tilbage på Ma'lakel, da han nævnt Vladimirs fraværen.. Han knebmeget langsomt sine øjne sammen, og hvæsede, men dette kun meget lavt, og en knurren tog meget hurtigt over.. Hans overlæbe hoppede en anelse, som om han vrissede, men han holdt det så vidt som muligt tilbage..
"Jeg havde noget.. Jeg måtte.. Tage mig af.. Om du vil forstå dette.. Eller ej.. Herre.. Havde intet.. Valg.." Sagde han, og kiggede tilbage på Alvar, med en vred mine, for at lade denne gå ud over en anden end Ma'lakel. Han rejste dog et øjnbryn, og kiggede tilbage på Ma'lakel.. Han fik et bredt lumskt smil.
"Du.. Må da gerne... Prøve at se.. Hvor langt.. Du kommer..." Sagde han med en halvt udfordrende stemme, og lod sit gab åbne.. Hans skæve og hakkede tænder, mindede mest af alt om haj tænder, og hvis han ville have fat i Vladimirs hjørne tænder, skulle han først skære sig på to andre, og samtidigt n¨dette inden Vladimir hamrede flaben i, igen.. Han fnøs så, som en halv latter, og smilede stort.. Da Ma'lakel så forlod localet, og sagde at han skulle tage sit 'kæledyr' med, kiggede Vladimir ned på Alvar, med et rejst øjnbryn.
"Så nu skal jeg... Erh..." Han fnøs halv irriteret, og rystede på hovedet, imens han stirede imod den fortabte Alvar.. Han gik så over til ham, og greb fat rundt om livet på ham, og fik ham smidt over sin skulder med endnu et irriteret grynt..
"Du har bare.. At være detværd.. Og gøre de små glade... Møg knægt.." Sagde han lavt, og med en lav vrissen, og satte så efter Ma'lakel, med en lav brummen.. Vladimir nåede op bag ved Ma'lakel igen og gryntede lavt, over at skulle bære Alvar. Han var langt fra tung.. Var han ikke engang normalt, så slet ikke så udmagret som nu.. Var bare irriterende for ham at skulle bære rundtpå knægten.. Fik ham til at ønske at Ma'lakel da for helvede havde efterladt ham i stand til at kunne begå sig...
Vladimir lod sin opmærksomhed falde tilbage på sin herre foran sig, og bestemte sig for at få undskyldt, selvom han ikke følte der var nogen grund til dette..
"Jeg.. Beklager.. Hvis min.. Manglende.. Tilstedeværelse... Har været.. Problemvækkende.. For dig.. Herre.." Sagde han. Han lød ikke specielt overbevist af sin egen undskyldning, og ikke rigtig til at mene det heller ej.. Var mere eller mindre blot retorisk..

Den store dæmon herre, spankulerede med følge af de to imps, glædeligt imod døren. Han havde såmænd fået det han ville have ud af dette. Hans pludselige generøsitet så ikke ud til at vække mistanke hos bæstet, og denne havde taget imod hans lille gave, uden at tøve. Det hele virkede som om at verden for en gangs skyld gjorde noget ud af sig selv, og blev interessant igen. Ma'lakels jomfru drømme om hvordan det ville være at reagere over et helt land, var tydeligt blevet realiseret af den kedsommelige virkelighed der fulgte den, men nu lysnede det endelig en smule.
Han nåede døren med øjet som imps'ene holdt for både ham og hans gæst. Lukkede den efter at de begge, halv slåssende og skrattende var gået med ind. Kravlede endnu langs væggene, hurtigt forbi deres herres gæst og op på siden af ham.
Ma'lakel så ikke ud til at være i et snakkesaligt humør, og havde blot fokus på at komme op til den øverste dør, og videre med sin lille geniale plan.
Da de nåede trappens ene, åbnede de to imps endnu døren for dem begge, og Ma'lakel stoppede ligesom de var kommet op. Så ned på de to imps der satte sig som små kæledyr for hans fødder: den ene bed knurrende i sin egen skældede hale, imens den anden havde travlt med at forsøge at pierce den andens fod med sine skarpe klør. De stoppede dog hvad de var i færd med ligesom Ma'lakel talte til dem, på det meget underlige sprog. De to imps gav kort små klik med kæben og vendte sig for at kravle videre.
,, Følg med dem.. de viser jer ud herfra.. Oh og en ting til.. "
Ma'lakel gik helt hen til Vladimir, uden skrupler for at deres ansigter knap ville være mere end nogle få centimeter fra hinanden. Han lod stille den metalliske pegefinger glide nænsomt ned over bæstes kind.
,, Kommer du uanmeldt igen.. fodre jeg dig til mine andre kæledyr.. ", sagde han med et sukkersødt smil, der var alt for venligt til at kunne være oprigtigt.
Hvis ikke Vladimir havde noget drastisk at indvende, ville Ma'lakel derefter rette sig op i sin fulde højde, se kort hen på den udsultede vampyr dreng bæstet havde over skulderen, før han vendte sig og gik nynnende op af trappen, lod et ekko af metal der skrabede sig over sten være det sidste man hørte fra ham.

Den unge Alvar gav et mindre klynk fra sig da han blev løftet op og pludseligt svunget over skulderen. Han ville have skreget hvis han kunne, og greb panisk fat i læder jakken på Vlad's ryg i det han blev slæbt af sted. Hunderæd for at falde ned! Fysikken på personen der holdt ham, stemte på ingen måder overens med den måde han huskede Lucas, og den anden silhouetten han havde set, havde også været for stort til at være ham.
Et kort mentalt billede dannede sig for hans indre blik: af den blonde vampyr, smilende imens at denne rettede på et rødt slips. Men der var noget galt med billedet, alt fra munden og op var utydeligt for Alvar, han kunne ikke huske det!
Endnu et mindre klynk kom fra den unge dreng som han opgivende bøjede hovedet, og stødte panden imod Vladimirs skulderblad. Han forholdt sig stille, og lydløst på hele turen op at trapperne. Kunne ikke rigtig høre noget: det føltes konstant som om at nogen holdt hans hoved under vand. Det svage lys fra ilden i siderne, skar i de matte røde øjne, og han lukkede dem for at slippe fra den sagte svigen.
Da de stoppede endnu engang, og en person talte, bevægede han sig heller ikke. Og efter at en skinger tone havde boret sig ind i hovedet af ham, syntes alting at blive stille igen og Alvar ventede på at hvem end der holdt ham gik videre, alt imens han funderede over hvem det var, og hvor de skulle hen, og hvorfor han ikke var i sin celle længere.

Vladimir fulgt Ma'lakel, uden tøven, og kiggede rundt iblandt cellerne, med sammen knebne øjne.. Han så nærmest afskyende ud. Som om han havde noget imod denne behandling af fanger.. Men det havde han ikke, det mindede ham blodt om sit eget fængsel.. Hvor han havde været udtørret i så mange år.. Hvor han havde fået lov at ligge, og pine sig selv i sin egen ubehagelige inability til at bevæge sig.. Han huskede kun halvdelen af sit lille sejlads, men det var også omkring de hundrede år...
Vladimir gik op af trapperne, på helt andre tanker end at faktisk lægge mærke til hvor han gik, men selvom han ikke gjorde så, fulgte han stadigt fint med, blot med et fjernt udtryk. Han hvæsede dog igen lavt, da de små bæster kriplede forbi ham, og hans overlæbe hoppede en anelse. Han fulgte efter Ma'lakel igennem trappeopgangens dør, og stoppede op da Ma'lakel gjorde, og lod sin opmærksomhed falde over sin herre, da denne talte. Vladimir nikkede til hvad Ma'lakel sagde, og skulle til at gå efter Impsne, men blev stoppet af Ma'lakels afbrydelse, og kiggede tilbage på ham.
Hans øjne kneb sig sammen, og en lav knurren kom fra ham. Hans øjne udvidede sig dog fra sit sammen knebne tilstand, da hans kind blev rørt, og han hvæste lavt, og rykkede sit hoved tilbage, imens hans overlæbe hoppede.. Det var ikke kun tydeligt at se at Vladimir var lige ved at kaste hovedet fremad, og bide Ma'lakels finger af, men hans tænder havde ligefrem allerede skudt frem, og hvis han havde rykket sig frem imod fingeren, ville han kunne have ladet tænderne synke dybt i sin herres finger. Men det gjorde han ikke. han tog blot et skridt tilbage, og en lav knurren kom fra ham, da hans mund lukkede, og han nikkede langsomt et par gange.
"Javel.. Herre..." Vladimir vidste godt, at det sidste det Ma'lakel sagde, og hans udstråling, var langt fra 'flink'.. Det var en trussel.. En han vidste at han havde fortjænt.. han var kommet for at kræve af Ma'lakel, men havde heldigvis aldrig haft behov for at nå så langt.. Ma'lakel havde holdt hvad han lovede.. Han havde fået hvad han ville have.. Ikke fordi han selv kunne bruge Alvar til det mindste, men det var udvisning, at Ma'lakel ikke havde glemt sit løfte..
Vladimir drejede om på hælende, og lod ma'lakel gå som det behagede ham. han gik i et rask tempo, et han ligefrem ville nå at overhale Impsne med, hvis de ikke satte deres eget op. Hvis han ikke var blevet stoppet, og nåede igennem døren, hvæsede han hidsigt af den ene imp, og sparkede ud efter den, inden han fortsatte, imens han gik og grublede irriteret. han kiggede kort på Alvar, og fnøs lavt, imens han rystede på hovedet, og rynkede på sin næse, af den forfærdelige stank..

Et lavt, og næsten lyst hvæs kom fra den kvindelige skikkelse, som sad knælet overfor en anden skikkelse, denne placeret på jorden, siden lænt op af en af nattens kolde lygtepæle. Blod dryppede fra hendes tænder, da hun lænede sit hoved tilbage, og skød sine tænder frem, og hvæsede op imod himlen. Det var stadigt hver gang at hun drak fra et frisk menneske, hun fik sit andrenalin skud igennem sig.. Præcis som alle andre fra hendes klan.. Hun kunne ignorere hendes, hvilket nogen af hendes brødre ikke kunne.. Kvinden sukkede så lavt, og smilede stort da hendes øjne faldt tilbage på liget foran hende. Hun rakte så ned i den takse der hang over hendes skulder, og tog en nål frem, som hun hurtigt stak i mandens blodåre ved hans håndled, og trak blod nok ud til at fylde hendes nål, for så at kigge på den, og tømme den i en flaske der hang åben i hendes læderbælte.. Hun smilede så igen af liget, og aede en finger op af hans hals, og til hans hage.
"Bedre sådan.." Sagde hun med et stort lumskt smil, inden hun lod sig mæske i mandens hals kød, og tykkede det langsomt, som spiste hun et fint måltid, både velsmagende og nærende..

Ikke mange minutter senere fløj en elegant sort ravn væk fra gaden, hvor lige og bæstet lige havde været, og denne Ravn spinnede i circler, og omkring sigselv, imens den for imod Abadons park.
Den landede foran et kloark dæksel, hvor den forsvant i en hvid flamme, og Olga trådte frem. Hun knælede ned for at åbne dækslet, og sukkede inden hun hoppede ned i kloarkens mørke gange.
Der kom en lav hvæsen ved siden af olga, imens hun gik ned af tunnelen, med rolig skridt, så de sorte læderstøvler, der ellers ville larme en del når hun gik, intet sagde. Olga smilede halvt, og kiggede imod lyden.
"Dakar.." Sagde hun stille, og fortsatte.. En mandlig Vampyr, omtrænt lige så hæslig som Vladimir trådte ud ved hendes side, og fulgte hend, uden at give mere end et kort nik. Han bar en sort, åben, læder jakke, og sorte læder bukser, med utalige nitter i begge..
"Tog Vladimir op og snakkede med den der dæmon?" Spurgte han, og kiggede ned på Olga. Hun nikkede langsomt et par gange, og så en anelse nervøs ud, nu da hun var blevet mindet om det. Dakar fnøse, og rystede på hovedet imens han hvæste.
"Fatter ikke hvad han vil med den ildspydene ynkling.. Og lad nu være med at være nervøs for Vladimir, han kunne knække Ma'lakel med en finger..." Sagde Dakar, med et selvsikkert udtryk. olga rystede langsomt på hovedet, imens hun krammede armende om sigselv, og aede hendes egne arme.
"Du var der ikke Dakar... Bare.. Stedets nærvær... Det skreg af magt.. Tror Ma'lakel er meget mere end du tror.. Selv.. Vladimir virkede nervøs..." Sagde hun stille, og kiggede imod jorden, imens hun stadigt tænkte. Dakar fnøs, og rystede på hovedet, og begyndte at sætte i løb imod deres grotter.
"Du er simpelthen så ynkelig nogen gange Olga..." Sagde han med et fnys. Olga hvæsede lavt, og kiggede fornærmet efter Dakar.
"Hmf.. Var ikke mig der beklagede mig som en baby da jeg blev forvandlet..." Hviskede hun stille, og fnøs imod ham, imens hun kiggede imod en rotte der trippede hen af vægen, i et skræmt sprint..

//Sorry mit ekstra overskydelige indlæg.. Kunne ikke lige dy mig :) Sorry jeg ikke fik svaret i nat, rp'et fortsatte helt til kl 2.. :S//

Alvar holdt fortsat fast i Vladimirs læderjakke, stadig ræd for a blive tabt, eller smidt lige pludselig, velvidende at hans krop ikke var særlig stærk, og at et for voldsomt fald kunne få hans knogler til at knække.
Han lod sig selv føre hvor end hans nye 'ejer' ville have ham, og da de trådte udenfor, hvor luften ikke var tynget af indelukket stank fra andre slaver, kunne Alvar næsten begynde at græde, hvis altså han havde haft de kropslige væsker dertil. Alene den rene luft fra verden udenfor, var nok til at gøre ham sentimental. Han havde stadig lukkede øjne, og vovede ikke at åbne dem, i frygt for at blive mere blændet end han var blevet det af de svage flammer nede i kælderen. Han prøvede at tale til hvem end der holdt ham, men det blev alt sammen kun et hakkende indåndinger der lød som om at drengen hostede støv op istedet for at tale.
... Hvem er du? Hvor skal jeg hen? Hvorfor har du taget mig?!...