Dont hurt when my eyes is closing(Faith=privat)

Tid :: Midnat

Sted :: Domkirken og strækker sig rundt i terra

Omgivelserne :: Ingen i kirken at se eller høre

Vejr :: 19gr, varmt og Solen er for længst forsvundet og blevet astattet af halv månen.

Dato :: irl

Dag :: mandag



Kajika kom stille gående ind i kirken og berørte let de håndlavet bænke der så smukt stod på række, og blev oplyset til helt bleg hvide selv om de var sølv grå på grund af månens blide skær smuttede sig ind af de ellers så smukke farvede glas, dog var ikke alle vinduer udsmykket med sådan et håndarbejde som helt oppe ved alteret hvor der var et vindu i midten udsmykket med de fineste og små stumper glas man kunne finde nær Terra, og det store kors der var sort med selveste tjørne pigge rundt om for at undertegne at selveste korset stod for ondskaben mod jesus at det var den der var med til at holde hans sidste åndedrat.. Kajika sukkede og satte sig stille øverst og lukkede øjnene mens flashbackene stille satte ind mens hun prøvede at fortær dem, dette her ville koste mange flere sjælestykker til Ashton for at slette de flashback.... dette marridt i hendes indre drømme.. af hende og Ma´lakel den nat... den forfærdelig nat.....

En skikkelse bevægede sig lydlyst igennem skyggerne, ikke til at se, ikke til at rører, ikke til at begærer. Skikkelsens indre var væk, var op slugt af hade og vrede at der ikke længere var plads til at føle kærlighed. Skikkelsen navn var Faith, et mennesker der ikke længere var noget menneske. Ondheden havde langsomt overtaget hendes krop, samt hendes andet jeg. Hun ville ikke længere leve og havde derfor opgivet rettigheden til sin egen krop. Blevet et del af helvede og havde allermest bare lyst til at dræbe forsjov. Nogen der kunne rede hende nu? Nej, manden som havde været hendes bedre jeg var skredet, forsvundet, og hun stod tilbage. I tomheden selv! Hun sukkede stille og lod hånden glide igennem det blonde hår og satte det op i en knude så hun ikke skulle rende rundt med håret i øjnene. Hendes påklædning kunne godt være i øjefaldene mange steder, men for hende var det, det perfekte til at gemme sit i mørket. Hun var iført nogle støvler som var helt og aldeles sorte, samt hendes slim bukser og den lange frakke som gemte den slanke og veltræende skikkelse som Faith efterhånden bar. Hun var smidig og stærk på samme tid, hvilket var et utrolig plus for hende i kampen mod Zane som ville stå når oprørerne var under kontrol, og planen var sat i værks. Hun smilede over hele ansigtet om tanken at få Zane ned med nakken, hvilket nydelse det ikke ville være. Hun drejede rundt om et hjørne og fandt sig selv stående og kigge på Domkirken "Hmm.." brummede hun og overvejede om hun i det hele taget gad at gå ind? Hun viste ikke rigtig, hun var jo ikke længere tilhænger af stedet, så hun fattede ikke rigtig hvad hun skulle lave der inde? Så kom tanken, hvornår havde hun nogen sinde været tilhænger af gud? Selvom at hun havde været guds sending troede hun stadig ikke på ham, hvis at en mand kunne stå for så meget godt, hvorfor lod han så menneskerne gøre så meget ondt? *fordi at ondt er sjovt* mumlede en stemme inde i hendes hoved og hun måtte nikke bekræftende på det, hun fandt på ingen måder det sjovt at være god. Der var simpelhen intet spil i det, der var også derfor at hun gik op imod Zane, da hun bare ville have sin frihed tilbage! Og ikke blive bestemt over. Hun gik langsomt hen mod lågen og åbnede den, det kunne vel ikke skade at kigge sig lidt omkring? Et smil spillede på hendes læber som hun gik op af grus stien.

Kajika åbnede blidt øjnene i det hendes katte øre kom frem og hun opfangede vær en eneste lyd fra faiths skridt for hende var disse skridt tunge men hun havde os en rigtig go hørelse. kajika rejste sig langsomt op og tog blidt en elastik om sit hår og satte det i den sædvanlige hestehale mens hun stille gik hen mod døren med et lettere søgende blidt og tænkte*Hmm der er nogen her men det er virkelig sent hvem kunne det dog være* i det hun begyndte at tænke kom en lille prikken frem, en skade fra langtid siden havde slået selveste hendes hukommelse så vis hun prøvede at anstrenge sit sind for meget eller hjerne ville hun blot få stikken og op til flere gange næseblod vis det var for meget et pres at tænke. Hun gik stille ned af de mange rækker igen af bænke og salmebøger hun stille havde taget sig tid til at prikke til så de var faldet ned. hun slog ørene ind og kiggede nysgerrig ud af den store portdør der var højre og breder end de fleste døre men faktisk ikke utrolig tung??, kajikas lange hvide hår fulgte hende og oppe ved hoved bunden blev det stille helt rød som blod, hendes eget blod blev blandet ind i den hvide platin blonde hårfarve fordi når hun blev nysgerrig eller kampklar trængte hendes kræft op i håret... blot for at samle det der og så senere hen sprede det i hele kroppen.

Hun betragtede stille omgivelserne udenfor selveste domkirken og log blidt sine øre komme frem igen, hun havde kun lært i nu at tag ørene frem med vilje men ellers gik det ikke så godt som når hun blev bange og det kom af sig selv, hendes negle blev som stærkt metal og hendes hud gik fra smuk hvid til helt hvid grå som var hun blevet sprayet til med noget sølv glimmer... og der ... lige der fik hun øje på en, en skygge eller nærmere engel... af en slags..

Ingen sjæl, intet pumpende hjerte. Alt var taget fra Faith ind til at hun havde forfyldt sit job, den opgave som hun havde taget på sine skuldre så hun kunne være sammen med den mand som hun elskede. Men nu, ville hun faktisk ønske at hun havde ladet Heath dræbe sig helt, og hun aldrig var ladet sig indville i at komme tilbage! Det var sygt og forkert at være noget af djævlens højere hånd. Også uden nogen specielle kræfter, bare en speciel opgave. Hævne alle dem som mennesker bad hende om at gøre, ellers ville de tage hende tilbage til slave arbejde. Og det var ikke just lige det hun var indvillet i at gøre, så hellere blive hel igen, og måske lærer at elske ordenligt? Men hvem, hvem skulle hun elske efter dette!? For det andet havde hun ikke længere noget hjerte, stenhjerte kunne man sige, dog led hun stadig under smerte, og sorg. Så helt virkede det vel ikke, og hun følte da også kærlighed og sympati i en hvis grad. Men ja, hvad skulle man sige? Intet andet end; Fuck det, og vi kommer videre. Hendes nye livssyn måtte man vel sige! Sammen med had, kaos og vold. Hun skubbede med begge hænder til døren og gik ind i selve kirken, hun havde godt mærket nogle vibrationer fra et andet væsen, men var i grunden ligeglad. Hendes hænder var dog tæt på hendes pistoler som hæng på siden af hende, samt havde hun også en ved hendes lår. Nogle knive og masse andet godt som hun brugte i kamp, der ud over var hun efterhånden blevet utrolig god til næve kamp efter alt hendes træning.

Hendes ravne sorte øjne kiggede rundt efter personen men hun var ikke rigtig til at se endnu, og det fik hende til at trække på skuldrene og gå op til alteret. En hvis lyst bredte sig i brystet på hende og ville bare have hende til at smadre det hele, fucking kirke! Fucking liv, og fucking latterlige tro! Hun havde bedt som lille, bedt som sindsyg på at få hendes far til at stoppe hans overgreb, men intet, intet! Var sket, ind til at hun var blevet skudt af ham og dødede, genopstået som en af hans, bare ordet i hendes ører fik hende til at få dårlig smag i munden, en af hans udsendinge! Bah! hun havde aldrig følt sig mere ydmyget! Men nu, ja hvad nu!? I en hånd bevægelse skubbede hun alt ned fra alteret og som blev smadret som det ramte gulvet. Hun vente sig derefter rundt og lod sine kølige øjne vandre rundt "Giv dig til kende skabning" sagde hun med en kold og kynisk stemme, ingen følelser var indblandet overhoved!

kajika kom stille frem med et lettere vantro smil over de kolde læber nu der ellers havde været så blide før i det hun betragtede Faith med lettere overlegen hed og sagde"Hmm.. hvorfor taler du som om du er tusind år gammel" hun betragtede hende mens hun stille fik et smil på læberne igen og sagde"Hmm hvorfor skulle jeg gi mig til kende" hun kom stille frem nu og betragtede faith med et lettere hånligt blik og lagde armene over kors og svang blidt det hvide hår frem over hendes skuldre og nullerede det blidt i det hun betragtede hende og sagde"Hmm hvem er du.." hun kunne mærke på hende at hun var en engel eller lettere halv engel eller noget, hun frem stod ikke som en engel egenlig nærmere en helveds skabning men det passet hende os fint fordi hun havde det med at være beskyttet af disse skabninger, Set kaos dæmon, Zane Sort elver.... Ma´lakel ville sikkert os og Hirato-san der var så mange der ville beskytte hende vis nogen kom for tæt på... "så hvad er du engel eller bare en der gir sig ud for det??" hun strøg sig over håret og fik et blidt smil på læberne og for at vise respekt for sin hårde tone bukkede hun elegant for Faith næsten nær hende og sagde"mit navn er Kajika, Kajika Dé volkan og jeg beklager meget den hårde undertone i mit sprogbrug og udstråling mod dig, jeg vil på ingen måde behandle dig som underværdig af mig selv om min slægt er tusind år gammel og kongeligt blod er involveret" hun så sødt på pigen men stadig lettere neutral og satte sig på en af bænkende og tog sig til hovedet, alt det der havde fået hende til sådan at komme op i totterne var den store dunken i hovedet og så var det os at faith havde sagt fuldstændig som hendes far sagde da hun var taget hen for at besøge ham på hans døds lege og det havde blusset op i hende med ene følser hun ej kunne styre

Hun vente sig om og kiggede på skabningen som havde gemt sig i skyggerne af kirken og hævede det ene øjenbryn "eller være tusind år gammel og velvidende end en ung lille hvalp der går i blinde.. min pige du burde ikke undervurderer de kloge og vise.. det er dem som har levet længst tid.." hun kiggede køligt på pigen og lagde armene over kors. Hvis dette var en fornærmelse gjorde denne lille snothvalp da ikke noget særlig godt, men det gjorde at Faith mistede alt form for interesse i at skulle snakke fornuftigt mod hende, hvorfor også skulle være gode venner med en der skulle komme med dumme bemærkninger. Hun kiggede på hende med et hævet øjenbryn over det næste kommentar "Min pige.. der er forskel på engle, de blødsødende og dem som tror at gud er alt.. og tror at de skal følge den gode sti, og dødsenglene som er skabt af det onde, skabt til at dræbe, trække folk ned i helved og efterlade dem uden håb.. eller det var idéen for flere tusinde år siden.. nu er alle en kopi er det gode.. ingen er onde mere.." hun grinede en svag men igennem trækkende ond latter mens hun kiggede på hende bukke og rystede på hoved omkring hendes undskyldning "Faith Jável.. efterkommer af frihedskæmperne Sombre og Hope Jável begge dræbt af Jackuli Malive under henrettelse af tilfangetagelse.." hun havde stadig armene overkors og havde stadig intet til overs for hendes, 'slægt' som hun jo så fint omtalte det. Hvad havde det med personer at gøre? man var som man var, og det var det, intet andet. Hun sukkede og kiggede lidt rundt med de kolde øjne og lod blikket glide ned på hende mens hun stod der oppe ved alteret og hendes lange læder jakke langsomt bølgede fornede på grund af vinden der strøg ud af vinduet. Hun smilede et letter lumsk smil mens tankerne gik tilbage på hendes barndom, og den dag hun var blevet til engel.

kajika så væk fra hende lettere ligeglad og sagde"jeg bad nu ikke om at få hele dit stamtræ hvem du er kunne egenlig ikke intressere mig mindre Javel...." hun kiggede ikke på hende hvorfor skulle hun skænke sådan et dumt væsen et blik eller en tanke, hun grinte heller ikke, hun forholdte sig blot neutral, og vidste at man skulle heller ikke undervudere hende, fordi hendes kræfter overgik selv de fleste, og hun havde os op til flere gange været ved at dræbe Zane blot på grund af hun var så snedig, og kløgtig i en kamp så hun skulle ikke komme her og spille smart med årh jeg dødsengel ååårh jeg så farlige metoden, hvor havde hun dog egenlig lyst til at lukke munden på den tøs, hendes måde at være på og den stemme, det var hæsligt at høre på!... hun betragtede hende lidt i det hun begyndte at snakke igen og rejste sig let op i det hun havde sat sig ned på en af kirkens bænke og sagde"Hmmm nå men javel ... jeg syntes du tager fejl fordi i visse tilfælde er det ikke dødsenglene der får den første kraft men Aspara´erne fordi vis du angriber kan jeg som sagt vælge hvordan denne kamp skal gå og du skal ikke regne med jeg ville gi dig nogen chancer vis det kom til det stykke, og du skulle nødig snakke om at være klog og vis fordi jeg har set unge dæmoner eller engle der var kloger end dig, vis du mener at nogen engle blot går ind for alt blødt og sødt, jeg tror ikke på denne gud, stadig selv om jeg er engel?... hvorfor sku jeg" hun grinte lidt i det hun betragtede hende og så, så væk med dette neutrale look og sagde"men vis du vil ha mig undskyldt vil jeg gå ud og fange lidt frisk luft, jeg syntes kirken er begyndt at stinke lidt efter der kommet selvskab" hun smilede ondt, i det hun gik udenfor gennem en af de andre døre i siderne der var blevet brugt som nødudgang en gang, og var egenlig ligeglad om den gamle Javel fulgte hende eller ej, de unge var altid de stærkest, dog var de gamle klogest, men der var altid et svagt led ved alle...

Hun så rundt i de mere blæsende omgivelser og trak vejret ind af i det hun slappede mere af her uden at være for tæt på den mærkelig??? dødsengel der havde været så snaksagelig og dømme hende ud for første øjekast?, men det var jo hendes opfattelse hun anede jo ikke havd hende javel tøsen tænkte, men hun kunne allerede fornemme nu at de ikke ville være venner, og især ikke komme godt ud af det, blot socialt.....

Hun kiggede på tøsebarnet og satte sig ned på trappen til alteret og kiggede ned på denne Aspara, hvad var det hun ville? Prøve at pisse hende så meget af så hun ville angribe hende, få hende til at kvæles i de ord som hun lige havde sagt, for hun skulle vide at det kunne hun. Men det var tidsspille, dog ville det være rart at kunne fjerne den overdrevet attitude som hun bar, den var til at brække sig over. "Du tager fejl min pige, du har åbenbart lade dig tro på noget som en historie fortæller har sagt, ingen aspara kan bestemme hvilken kamp som i slag skal gå, du kan bestemme et simpel skatspils gang, eller et vædemål, du vil aldrig være i stand til at bestemme hvordan det ville gå hvis jeg angreb dig nu og her... dog kan jeg bestemme din dødsdag, hvis jeg var stærk nok, men jo ældre jeg bliver jo stærkere vil jeg blive.." hendes stemme blev kølig og viste ingen følelser, hun begyndte at væmmes alt ved denne pige. Hun satte sig for højt op på pitistalen uden at have noget grundlag, fandt at hun var bedre end alle andre. Det var så tydeligt malet i hendes ansigt, og alle hendes små dumme bemærkninger som sikker skulle tages som disninger sagde ikke Faith noget. Hun havde aldrig fundet nogen så fræk og dumdristig som hende, en dag ville hun dø på grund af det. Det var Faith ret sikker på, dog kunne hun ikke bestemme det, selvom det ville være hendes største fryd for hende. "ja gør du hellere det, smut du ud og tro du er noget mens det eneste du kan finde ud af at fyrer lamme bemærkninger af.. tro mig .." hendes stemme forændrede sig til direkte krænkende og sukkersød "Kajika Dé volkan af en åh så tusind år gammel og kongeligt blod er involveret slægt.. du er intet værd, du burde tørre din attitude af at være den lille uskyldige prinsesse når du direkte beder om at blive pisset på.." Faith rejste sig op og gik den anden retning sagde dog så højt det kunne høres "Og jeg troede at Apsara'er var smukke og havde en fantastisk evne til at få alle til at følge det var lige så smukke.. egentlig bare var mennesker der er rådne inde i og ingen personlighed har.. og derfor må gå og lege hellige over alle.. må dit liv dog være åååh så smukt.." grinede hun på vej ud som hun slog dørene op. Dette møde viste hende bare at hvis hun da nogen sinde skulle møde denne pige igen ville det ende med kamp.