Can i keep living after seeing the monster behind the beauty..? - Privat Ahngel -

Sted: Banegårdens Busstopsteder
Omgivelser: Som en normal, gammel bus?
Vejr: Køligt, med stjernehimmel, enkelte sortprydede skyer
Tid: Aften 22:32

Kys. Hede kærtegn. Vilde tungelege, inclusiv spyt. En kvinde og mand, sandsynligvis stadig myndige, sad bagerst i bussen, bare for at få lidt fred fra de resterende mennesker, der sad i bussen. Kvinden, nederst af de to væsner, var en typisk fuldblods vampyr. Adelig, det så enhver i de røde øjne, der beherskede begær og grådighed samt en tand selvsikkerhed. Herren, ham der ikke kunne få fingrene fra at rive lidt i hendes mere blege hud ved brystkanten, smilede fortræffet ved at se de mange, mere febrilske, blikke på dem og deres lille leg. Manden var en mere eller mindre sadistisk luftdæmon, af slagsen, der blev hurtigere vred, end hvad godt var.
Bussen ramte et par huller, inden den stoppede med et dybt suk efterfulgt af en mere varselsfuld brummen, der snart hentydede til pension. Der trådte en mere guddomelig person ind. Det brune mere flydende hår, der fulgte hans finere ansigtstræk. De venligtsindede øjne og det blide smil, der let buede opaf, da han passerede et par forskrækkede mennesker, der dånede over hans pæne detaljer. Han var fuldkommen blottet, lige udover den silkeagtige klæde, der var en smule gennemsigtigt, der dækkede halvt af taljen og en smule af overlårene. Det var så snart han trådte ind i bussens kvalmende stank og skrækkelige forfatning, at den hede leg allerbagerst, standsede brat. Både vampyren og dæmonens øjne, røde og stadigt ophobende flammende, stirrede på ham. Den unge Estebans dybhavs blå øjne gled ned på dem, med et beroligende nik inden han satte sig, for igen at rette klædet om taljen. Hans duft spredte sig ud til hele bussen, selv de mest fraværende mennesker, kunne lugte den overdrevne sødme, der steg ud af ham. Vampyrkvinden og dæmonen kunne fatte detaljer som en blandet blodlinje, men af to meget velsmagende blodtyper. Esteban, som han kaldte sig, var en fin blanding af elveren og asparaen, en vampyrs to hovedfavoritter i de fleste sammenhænge. Her var ingen forskel. Kvinden nærmest sprang imod Esteban, med blottede kløer, tænder og øjne der rasede af tørst. Dæmonen sad stille og betragtede angrebet roligt, dog med et blik som et spyd. Menneskene skreg lungerne ud, lige indtil noget mere specielt skete. Et par enorme vinger, endnu mere silkeagtige end klædet om ham, sprang ud fra begge sider af ryggen og nærmest kastede vampyren til side, med sin vægt fra de bette men dog tunge knogler. Estebans øjne så på hende, ikke skræmt, men med et blik så tykt af den dybeste medlidenhed, at selv dæmonen kunne føle det. De spidse ørers tilbehør, grønne maskeagtige ting, lod en enkelt dråbe ramme kvindens fuldt åbnede mund, inden hun lukkede øjnene i, for allersidste gang. Helligt vand, han sukkede dybt, trak hurtigt vingerne tilbage og lod blikket falde på dæmonen, det var bedende om at han ikke skulle rejse sig. For denne elver/aspara, ønskede ikke kamp, da det ville ende i blod, noget han ikke kunne klare. Dæmonen blev siddende, stirrede forskrækket og ondt på vampyrens krop der langsomt forældedes, indtil hun viste sin sande alder. Esteban havde med et elegant sving sattet sig til rette, på det mere ru overbetræk på sædet, det kradsede en smule af hans hud til det blev rosafarvet.

Hvorfor var de altid så tåbelige? Vampyrer.. Hun skulle bare have ventet, overrasket ham om nødvendigt, så ville hendes dumdristige og lidt for kvikke beslutning ikke have ført Esteban til syn.. Den syn at snuppe selv et forlænget, dødt liv.

//Bare sig hvis der skal fyldes mere på ^^//

Et påtvunget åndedrag sugede luften ned i unødvændige lungers kamre og pustede det tilbage. Ånden blev ført ud i den kølige natteluft, men blev ikke til en fin lille hvid damp, som de varmblodede mennesker kunne formå. Læberne fra hvor denne usynlige kolde ånde var kommet fra, smilte sarkastisk og hånefuldt som den fulgtes med ansigtet og knejsede imod himlen. Det komplekse stjernebillede gengav sig i vampyrens røde øjne og fik himlen til at se blodmalet ud i stedet for at ligne et loft i en mine fyldt med uslebne diamanter og andre ædle stensorter. Et sørgmodigt ’heh’ kom fra dennes læber inden han vendte blikket væk fra stjernehimmelen og kiggede frem for sig igen. Hvad han så var en vej. Der var tomt i disse nattetimer.. Hvorfor mon? Havde Ma’lakels regime allerede drevet folk væk fra gaderne på aftener, som plejede at være fulde af fest og dufte af alkohol? Han burde passe bedre på, Ma’lakel.. Hvis det blev ved på den måde var der snart ikke flere folk at bestemme over? Ahngel, som han blev kaldt af de fleste, rystede på hovedet med et opgivende udtryk. Han kunne vel ha sit sjov? Det var vel i sidste ende ikke Ahngels problem? Dog gav det et stik i hjertet som han gennemtænkte det og konkluderede at han jo i virkeligheden tænkte mere over det lige for tiden end han tænkte over hvad der foregik i hans eget kongedømme i Frankrig.
Vinden tog kort i vampyrens beklædning. Den lange sorte jakke med den slidte bund slog et slag i brisen og delte retning med det lange sorte hår, som ligeså dansede sig igennem vinden til vampyrens store irritation. De sorte blanke tråde gled ind over dennes ansigt og gjorde hans udsyn lettere flimrende. Hans lange fingre jog den værste tot om bag øret og gjorde atter hans udsyn klart og hans ansigt mere eller mindre frit. Hans ansigt var en smule langt. Hans hage var spids og huden var glat og forholdsvist fejlfri for det blotte natteøje. Dog ville man i den rette belysning hurtigt se at denne marmorhvide kolde hud var korrupteret af hundredvis af ar, som alle var delt overalt på hans krop og bukkede sig ud fra huden som små sølvtråde. Han var smuk. En af de vampyrer, som ikke faldt ud i et monstrøst udseende, men derimod udviklede sit udseende til noget der var langt fra menneskeligt. Rynkefri var huden, trods der var en mørkere rand under hans opglødende røde øjne. For lidt søvn? Sygdom? Dog ikke.. Et bittert stik fik hans slanke hals’ interior til at snørre sig sammen. De før neutrale øjne gled ned i noget mere problematisk og de klemte sig lidt sammen, sendende en skygge over øjenæblet, der blot fik den glødende iris til at virke mere overvældende og dragende. Han stoppe op og vendte blikket ned imod fartstriben, hvis vide farve var blevet halvt ødelagt af vejens opslidende historie. Pokker stå i det! Vampyren trak læberne lidt tilbage og viste et sammenbidt monstrøst tandsæt idet en skærende puls fandt vej fra hovedpulsåren og op igennem tindingerne. Bidende var det, som om selve blodet bestod af millioner af glasskår der deformede hans blodårer med hele centimeter. Tænderne skreg og tvang sig længere ud af tandkødet og pressede sig til den parallelle kæbe så hårdt at almindelige mennesketænder ville brække på stedet og smuldre fra deres munde, som cementstykker. Som den bidende længsel tvang et gisp igennem alfahannens hals, fik et bidende lysskind ham til at spærre øjnene iltert op. Han rettede nakken og vendte sig imod køretøjet der kom imod ham. Den bus havde bare valgt en forkert rute i dag! Et makabert knæk kom fra vampyrens hænder som neglene gik i et med fingre og formede klørene som var de fra et tilbageholdt monster!
Hvis denne bus ikke reagerede på vampyren, som stod på vejen foran og svingede til siden, ville et meget højt metalliske skrig blive udgjort af bussens lak, som blev opflået. Bussen ville efter et klodset ryk blive slynget hårdt imod den højre side af vejbanen, højst sandsynligt væltes halvt op ad bummene, som afmærkede kørebanen og afskårede den fra fortorv. Lygtepælen, som den ville mærke som modstand, ville knække for bussens hårde materiale og falde ned og splintres på vejen.. Slugende scenen i nattemørke.
Uden at ha bevæget sig fra sin plads, stod vampyren tilbage og så imod bussen. Det lange hår atter ude af orden og liggende uregelmæssigt over hans smukke ansigt, som var fortrukket i spændte kæber og blålige blodårer der dominerede dennes stramme ansigt og lynende øjne. Kicket af sultens forværrende styrke stilnedes lidt af igen og blev atter gemt væk i hans kaotiske indre. En række knæk kom fra hænderne, som når de blev set igen, var normale, hvis man altså kunne betegne dem sådan.