How can i hate a monster, when I am one myself? - Privat/Vlad -

Natten lå stilfærdigt over byerne. Specielt i én by, hvor den sys at være dens højdepunkt, når alt lys var opslugt. Det tidspunkt hvor mange uhyre kunne komme frem af skjulet, bange for lyset, men uden frygt i disse timer. Der herskede nærmest en idyllisk fred dette sted, her hvor kun skraldet og et par hjemløse hunde dominerede, samt den kvalmende stank af gammelt skrammel med slags en anvisning af.. Friskt blod.
En skikkelse stod rankt, indsnusede tungt lugten, der fik næsen til at rynke sig. Indsmurt i skygger og kun med de øjne, hvor de nærmest funklede som faretruende gletchere, samt det platinlyse hår, til at lyse den smule op. De ville i lys virke en anelse tågede, begrund af den mere hårde øjenskygge i sin funklende neongrønne farve. Allerede der var kønnet muligt at anslå, hvis man så væk fra de lettere kvindelige former ved barmen og den smukt indkredsende talje, hendes krop bestod af, og med pravour. Hun nøs, ikke på den forkølede måde, men den hvor man bare gjorde det for at bryde den pinlige tavsheds fængselsmur. Atter gled hendes målrettet blik over omgivelserne, fulgte de bløde linjer, fra dens indhold. En gren knækkede midt over under et formidabelt pres, der kun kunne stamme fra et par Nike sko, størrelse 43. Mandestørrelse, hun fik hurtigt øje på en ganske høj skikkelse, inden øjnenes gletchere, syntes at advare om sneskred. Istedet for at råbe højt og forbande dette væsen, der nu ville ødelægge hendes velbefindede idylliske ro, forblev hun tavs og lod sig kun mærke af dens bevægelser. Den nærmede sig hastigt, rusen dens specielle duft afgav, fortalte det tydeligt, selv før hun skimtede hans øjne. Denne mand var sulten, nyfødt og helt aldeles en typisk, stupid Vampyr. Hun fnøs inden at manden nu kun var 5 meter fra hende egen eksistens. Overvejende, sådan så hendes øjnes tågede omrids ud, uliget vampyrens hungrende, rebelliske og pulserende røde øjne, der strækte sig efter det første og bedste bytte de kunne finde. Hun tog en dyb indånging, nu var der kun 3½ meter tilbage før hans angreb..

1 meter...

Hendes ene hånds flade gik fra lommens betryggende uld, til mandens ene kind, der fik hans øjne fra hendes hals. Inden vampyren nåede at reagere med andet end et halvkvalt skrig, hamrede hun den anden, nybefriede knyttede næve ind i hans solar plexus. Hendes gletchere var i fulde brag med sit skred imod en stakkel, der ikke havde set sig for inden han gik over vejen. Så snart vampyren sad på knæ, hostede blod op og med armene for maven, øjenene vidt spredt op, fik et velplaceret spark med hælen, sat en revne hele vejen gennem hans kranium, som var det et skræbeligt babys kranium. Hun så koldt på liget af vampyren, der sikkert ville hele i kort tid, men mon dog et rovdyr ikke nåede at få færden først? Gletcherne i hendes blå øjne faldt endnu engang til ro, nu kunne hun endnu engang nyde stilheden, indtil et rovdyr havde fået færten eller at vampyren igen levede op, dog med en vis blindhed fra slaget. Tørt. Sådan følte hun denne aktion, ingen følelser var blevet spillet ind i det, og som altid, havde hun skjult dem godt og grundigt i hendes kammer af ufortalte sandheder, den, der lå gemt i hendes hjertes mest beskyttede kammer. Hun fnøs en enkelt gang, nævnte kun sit navn i tankerne, men fik aldrig sagt dem ud til luften.
Never play with Andrea Michigan again... Puppet

Tynd røg steg op fra kloarkdækslet, i midten af skraldepladsen.. Da den unge vampyr skar igennem røgen, hvæsende, og utrænet, tæskede over pladsen, for at kaste sig ud i en meningsløs død.. Hvor det tilgengæld ville vise sig at det var en dumheldig vampyr, og ikke mødte en af de mere kolde væsner i natten.. De fleste ville have endt dette dumme yngel, for at befri Di Morga for dets ynkelige eksistens.. Men ikke denne dæmon.. Hvor kold hun nu engang var, havde hun mere hjerte, end de fleste af nattens bæster..
Der kom et højt hvæs fra kloark dækslet, og få sekunder efter, skar en høj skinger lyd sig igennem nattens ro, og stilhed, da en bule blev hamret i dækslet. Bulen lignede næsten at der, med stor kræft, var blevet hamret med en næve, imod dennes bund.. Dækslets bolte, der holdt den låst fast hvor den var, blev revet en anelse op af det høje press, og da et andet slag blev hamret imod mdet, blev disse revet op af deres, ellers kraftige, hold i jorden, og dækslet hoppede en anelse op, og lagde sig, så der var en lille åbning. Der kom så et lavt hvæs nede fre kloarken, og der var så et minuts stilhed, hvor hvid røg fortsat strømmede op fra dækslet.
Stilheden blev dog brat brudt, da en skikkelse, fløj op af dækslet. Denne slog dækslet til side, så det fløj væk, for så at flyve et par meter op i luft, og så falde død om på jorden.. Der var tydeligtvis ikke liv i denne skikkelse, og dets race var umuligt at sætte via lugt, da der intet blod var tilbage, og da denne var fuldstændigt udmagret.. Dog, hvis man kiggede efter, kunne man lige se de spidse, og indtørede øre, hvilket fremviste den mørke krop, som en Mørk Elver..
Få sekunder efter at liget var landet, kom endnu en skikkelse hoppende op af dækslet, og landede ved siden af det, og stirede nu direkte op imod Andrea, hvilket tydeligvis udviste, af denne vidste hun var der, længe inden den kom op.. Den vidste hvor hun stod, og hvad hun var. Skikkelsen var en høj mandlig figur, iført en sort trench coat. Skikkelsens øjne kunne ikke ses, pågrund af den hætte der var over hans hoved, og dækkede dem.. Denne var en vampyr, men dette var langt fra tydeligt.. Det af skikkelsens brystkasse, og mave, der kunne ses, fremviste næsten skikkelsen som en udmagret undead.. Hans mave var indsrunken, og kunne minde om en person der ikke havde spidst i uger.. Dog var denne person værken undead, eller udmagret.. Hans krop var stærkere end de gav udtryk for.. Selv denne vampyrs øjne var unormale, frem for visse andre af hans race.. De var hvide.. komplet hvide, og med en mat overflade.. Så tomme af liv, så det næsten virkede som om det var hvide glas øjne..
Skikkelsen knurrede lavt, og dens øjne lagde fast klistret på Andrea.. Han knælede en smule ned, og fire lange klør groede ud fra hans lange fingre, og ind i liget under hams skulder. han lyftede så liget, og rejste sig igen. Han kastede den udmagrede Elver dreng fra sig, så det endte ude iblandt skrældet.. Han kneb sine øjne sammen, og stirede indædt imod Andrea, men bevægede sig ikke.. Han forlod ikke stedet.. Selvom at det virkede som om han var færdig.. Men inden i, kæmpede han imod sit had til Dæmoner.. Han havde umådeligt lyst til bare at hoppe på hende, og rive hende i stykker.. Men det gjorde han ikke.. Han stod blot der, og stirede imod hende.. Ville se hvordan hun reagerede på at blive nedstiret..

Hun forblev tavs. Overgav sig til stilheden, der blev brutaslt flænset, fra lyden af metal. Det hvide hår blev rykket ned langs hendes skuldre, da vinden faldte ned, slappede af så at sige. Hendes blik gled fra metallet der blev nærmest flået op og kastet til siden, til vampyren ved hendes fødder, der knapt rørte på sig. Andrea fnøs, overvejede ikke engang at slå det ihjel, da hun havde reageret i selvforsvar og ikke andet. Hun slog ikke ihjel uden grund, havde ikke engang fundet denne tilnærmeligvis farlig, som nu engang var sandheden.
Gletcherne stod stille i hendes øjne, de var opmærksomme på dette nye væsen, med en vampyrs essens men uden deres normale udseende. Hæslig, det ville de fleste tænke ved første øjenkast på huden og de klamme øjne, denne mand bar. Hun var nærmest ligeglad, men fornemmede et stik af had, der fløj fra dennes impulserende aura udsendinger. Det endeløse blik fra de døde øjne irreterede hende grusomt, fik lysten til at bande, men holdt sig på sin mere anstændige side og stirrede tilbage, med sine faretruende gletchere, der igen advarede om skred, denne gang med is.
"Sig mig.." Hun begyndte endelig at tale, en uhøfligt tone, men ej hånlig på nogle måde. Faktisk kunne den minde om når nogle talte ud i luften, uden der var eksistens til at høre det. Blikket på ham, var endnu fastlåst.
"Du har vel ikke tænkt dig, at stirre på mig hele aftenen igennem, vel? Det.. Ville de nok ikke overleve." Hun hentydede ikke til, at hun selv ville slå ham ihjel, men lavede et enkelt nik imod himlen, som signalerede den rigtige betydning. Solen ville slagte ham, men selv hvis han havde et brutalt udseende og en måde der mindede hende om tegnefilmsfiguren 'Hulk', var han nu nok smartere end som så. Ihvertfald nok til ikke at springe på hende i første sekund, selvom hun indrømmede for sig selv med en let snøften, at han nok var meget stærkede end han så ud til. Hele hans groteske udseende og lave hvæsen udtrykte sådan en dominans, at hun betvivlede at leve, når aftenen var gået. At han var den helt store alfahan, der ikke lod det leve, der gik imod ham eller slet ikke gik med nogle.
Hvad enten om denne mand lavede en bevægelse der tydede på angreb, eller bare talte tilbage med lave hvæs og knurren, trak hun begge hænder op af lommen og placerede dem imod sin talje, der blev endnu mere indskraket, fra trøjens og jakkens behagelige luftrum. Hvis han var så hungrende efter hendes død, var det bare at få frosset dette væsen ned til en pæn, lille isskulptur og så redde sit eget skind. Hun ville ikke høre om hendes hjerteløshed fra andre, hadede hvordan de kaldte hende en isdronning, når hun bare handlede i selvforsvar, noget de fleste kendte til men ikke brugte godt nok. Hun behøvede ikke at dræbe, nøjedes med det mad der fandtes i supermarkedet, når det da havde åbent uden at blive plyndret eller der skete et "tilfældigt" mord. For manden, ville de gletchere der før var så faretruende, virke uendeligt fjerne og erstattet med en harmløs vrede, der gik ud over forfædrenes dumdristige mord alle vegne, der hav hende rygtet, at hun var et hjerteløst monster.
Ynkeligt.
Dumdristigt i alle tilfælde.

Vladimirs øjne lå fastlåst på Andrea, og han kneb dem kun en anelse sammen, da hendes reaktion blev udstrålet, af hendes ord. Et lavt fnys, som sikker kun han selv kunne høre, kom fra ham. Vladimirs hætte blev skubbet tilbage, af et ryk med hans hoved, så hans sorte hård kom frem, og hans, lige så, flænsede ansigt kom frem. Han kiggede nu op og ned af Andrea, nu da han kunne få et ordentligt syn på hende. Hans øjne flakkede så kort imod vampyren ved hendes føder, og han kneb dem en anelse sammen.. En af Gangrel familien.. Formegentligt.. De fodrede dem, med vilje, ikke ordentligt, så de lærte at jage.. Men dette fejlede ofte, på måder som nettop denne var kommet ud for.. Som, hvis personen ikke havde været så barmhjertig, som denne Dæmon, havde resulteret i hans død.. Vladimir kiggede så på Andrea igen, og lod sine øjne åbne normalt igen, så de døde øjne var mere synlige. Han tog så det første skridt imod hende, efterfulgt af flere, i et raskt tempo.. Hans lange trench coat, som næsten rørte jorden, fløj næsten bag ham, som et tæppe.
Hans tempo, kunne næsten virke som en trussel, pågrund af krummede ryk, og hans dyriske blik.. Det virkede meget som et tankeløst opbrygning til et angreb, så der var rigeligt af grunde for at Andrae, 'burde' reagere.. men hvis ikke, fortsatte Vladimir sin bestemte vandring, og stoppede, på den anden side, af den faldede vampyr, og stirede nu imod Andrea, med de samme øjne. Han stod nu ikke meget mere end en arms rækning fra hende, og nu formede der sig et lumskt smil over hans læber. Da hans læber skildte sig for at tale, kunne man næsten se små, nu flodser, bliver sprækket på hans læber, og den dybe, ru og hæse stemme skød frem, som var hvert et ord fremkæmpet.
"Jeg regner.. Ikke med.. At være ude.. Så længe..." Sagde han, og lod sit brede smil forblive.. Hans smile forsvandt så, og han holdt en hånd ud til sin side.. Ud fra hans fingre, groede der så fem lange klør, som rejste sig dominant ud fra de lange fingre. Han tog ikke øjnene fra hende, hvilket endnu engang kunne virke som en trussel, og en klargørelse til at rive ud efter hende..
Men hvis hun igen ikke reagerede, hvæsede han lavt, knælede ned, og rakte ud efter vampyren foran hende, for så at borde sine lange klør ned i dennes skulder. Han gjorde dog dette, uden at fjerne sine øjne fra hendes. Hvis hun stadigt ikke reagerede, eller forsøgte at stoppe ham, trak han vampyrens paralyzerede krop imod sig, og rejste sig igen, for så at lyfte liget med sig. Han nikkede så en enkelt gang imod Andrea.
"Jeg.. Er blot.. På jagt.. Efter mad.. Til mit yngel.. Hvis jeg.. Kan ungå kamp.. For at skaffe det... Fint.. Med mig.." Sagde han, med en næsten spørgende tone. Det var umuligt at fastsætte om han var oprigtig, eller hans ord var løgne, da hans stemme var tom for følelser.. Han ventede nu, på en reaktion fra Andrea, for at se, om hun ville stoppe ham I, at gøre sit 'job'..

De skred, gletcherne gjorde en ubehagelig rykken i hende og fik hele hendes urværk til at slå. Imens at Vladimir løftede manden, stadigt uden at have fået en antydning af stop fra Andrea, var sagen en anden inde i hende. Den sande hende. Dét, der gemte sig bag overfladen af is og rolige beslutninger. At han ville give mad til sit yngel, uden at skulle kæmpe, havde sikkert været noget værre vås. Hun vidste udemærket at han afprøvede hendes reaktioner, den tankegang, der flød igennem hendes sind. De muligheder hun overvejede, imens at det snart levende lig, blev trukket op af Vlad. Hun rystede sagte på hovedet, lod gletcherne tage rigtig fat og skride til, imens selve kroppen lavede et bemærkelsesværdigt provokerende ryk fremad. Hendes skridt hørtes tydeligt, mest begrundet den stilhed, der lå over dem som en tyk, ugennemsigtig tåge.
En forundring faldt over Andrea, fik hende til at spørge sig selv, om han måske lignede hende, den hende bag overfladen af is. Skulle hun lade isen tø op, afsløre det ved hende der var sandt, istedet for at spille den hellige isdronning? Men igen... Var han værdig? Værdig til at se hendes sande sjæl, drivkraften fra hendes forfædres slid, den der hadede alt ved det rygte, de havde sat i spil igennem flere årtusinder? Som svar lavede en hun et lavt hvæs, kunne sammenlignes med Vlads, være en lille, tom trussel. Ingen grund til at Vladimir skulle blive gal, frygte hende eller føle sig truet på nogle måder. Han skulle ikke stå der, udfordrer hendes logiske sans og prøve hende af, som man gjorde med legetøj, der hurtigt blev yt.
"Tjaa.. Du kunne jo rende med det ynkelige, omvandrende lig dér.. Men sammentidigt miste noget mere.." Hun tænke kort over det, hvad mon ville lokke hans eget monster frem.. Hun rystede kort på hovedet og lod sit kølige blik, advarslende om fare, falde på hans udtryksløse kugler, hvis man kunne kalde dem det.
"Sveddrivende, adrenelinsopfarende, nydelsesopsumerende væsen" Hun nød sit lille ordspil, udtrykte det med et lille smil, der hurtigt blev til en lige streg med kun læbestiften til at udtrykke en form for følelser. Men sådan havde Andrea altid været. Siden besøget på hospitalet, var hun en gående dødsulykke, der havde brækket nakken og dog, uden at have en skramme på at det var sket. I de andre tilfælde havde de bare erklæret hendes sindsforvirret, skizofren og uden nogen form for oprigtige følelser.
Ha! Andrea spyttede ned på jorden, inden blikket fyldt med vrede og dog barmhjertighed, forsvandt i de rasende gletcheres sneskred. Som tusinde spyd af is, der fløj ned og ramte ethvert sørgeligt væsen, der ville begå sig og driste sig ind i hendes verden. Hendes spydige blik faldt endnu engang på Vladimir, fik igen modet til at tale, trods hans dominerende adfærd og faretruende position. Men i det hun åbnede læberne, tavs hun og lod Vladimir komme med det han nu havde.

Vladimir havde sine øjne en anelse knebet sammen, og de blev dette endnu mere, da han, først nu, begyndte at bide mærke i hendes øjne.. Denne kulde.. Disse gletcher.. Is Dæmon... For første gang blev der udtrykket føllelser på Vladimirs ansigt. Hans øjne blev først åbnet en anelse, for så at knibe sammen, samtidigt med at resten af ansigtet spændte sig op, og hans overlæbe rejste sig en anelse.. Hans ansigt havde ændret sig for tom, til dybt hadefuld, som en stikflamme, og en lav knurren udbrød helt nede fra halsen.. SOm om han lagde ekstra meget tryk på den, for at få dette had udsmykket endnu mere.. Fremtonet, så hun ikke kunne tage fejl.. Så hun ikke ville kunne ignorere denne udstråling.. Han ville påtvinge hende, at gøre sig klar..
Vladimir trak vejret, udnødigt, igennem næsen, for at presse luften ud igen, som et fnys. Han snerrede igen, og hans overlæbe hoppede en anelse da hun var færdige med sin, ellers ganske kreative, provokerende kommentar.. Hans læber formede et meget diskret smil, men hans hadefulde udtryk, blev ikke fjernet meget.
"Miste.. Hvad? Er det.. En udfordring.. Is Dæmon..." De sidste to ord, blev sagt med afsky.. Han havde tydeligtvis, alt, imod Is Dæmoner.. Hans had dybt begravet, men alligevel ledt gravet op.. Is Dæmoner gravede dette op, ganske simpelt, ved blot at eksistere..
"Også.. Selvom.. Det ikke var.. Skal jeg også selv.. Skaffe.. Føde... Og vil for alt.. Hvad der er godt.. Ikke.. Undgå en kamp.. For føde..." Sagde han, uden at smile nu. Han lavede et hårdt slag bag ud med den hånd han holdt den døende vampyr med, og samtidigt kørte hans klør tilbage, hvilket gjorde at vampyren fløj igennem luften, og imod dækslet. Han hvæsede så hidsigt derpå, og skød hans drabelige tænder frem, så de var tydelige. De mindede mest af al, skæve og skarpe haj tænder.. Han hoppede der på tilbage, og forsvandt af syne fuldstændig.. Ikke andet en lyden af hans læder frakke, der rev en sidste gang, inden der blev helt stille.. Et bump kunne høres ikke langt fra Andrea, og så en skærende lyd, som metal der blev tvunget til at bøje, og en kontainer fløj så op i luften, som om at denne blev holdt oppe af en person der stod derunder.. Da kom Vladimir frem igen, og stirede imod Andrea. Nu skar et smil så frem over hans læber, for nu, lavede de noget, han forstod.. Havde altid været bedre med næver, end med ord.
Vladimir hvæsede højt, da den store kontainer blev kastet igennem luften, og lavede en, næsten urelaistisk, bande imod Andrea, og fløj lige igennem luften, som en patron, der var skudt fra en pistol.. Dette kast var dog klunset, og kunne let undgås, hvis ikke man var stærk nok til at blokere det, med et eller andet.. Kampen var først lige begyndt.. Vladimir ville nødigt have den til at slutte, alt for tideligt...

Forspil. Adrenelinsus i små mængder, farlige allerede dér. Den måde blodet susede i hendes krop, sådan at alle hendes sanser, især høresansen, advarede om det flyvende metal. Det, der indledte kampen, imellem et bæst og en galning. Hendes gletcherede, der rasede i fulde brag, havde sat en kædereaktion igang. Alle formelle og logiske tanker blev som flået væk, erstattet af overlevelsesinstinkter og begæret efter lyden, når en knogle brækkes. Om det var midt i, i højre side eller venstre hjørne, kunne for hendes skyld være ligemeget. Trak vejret dybt ind, havde øjne på den meget tætte kontainer, undlog at undvige den. Han skulle ikke have æren at få hende til at spille den flygtige hund, den, der havde halen mellem benene. Hun slikkede de postkasse røde, bemalede læber, lige inden at det faretruende blik, faldt på det småkrøllede og dog meget hærdede metal. Strækte begge arme, afventede at føle metallets golde plade, imod sine følelsesflader. Nerverne der ville blive trykket, men sammentidigt afgav sådan en is, at farten blev sænket. Men selvom isen kravlede langs kontainerens plader, der gav sig klagende under den hærdede kulde, fik hendes ben løbet nærmest baglæns, under presset i armene, hvor knoglerne stødte sammen og sprækkede, lidt efter lidt. Smertefuldt, udholdeligt og aldeles svedfremkaldende, var den følelse, at mærke knoglerne splintre under en vægt så stor, at imens man nærmest blev slynget tilbage, ville de næsten flå sig ud af huden, men kun tæt på. Men selvom dette var nærmest værre end døden, men dog et tegn på liv. Beviset på at de fødder, der kurede langs asfalten fyldt med møj, ikke var døde, prikkede og stak i hælene der trykkedes imod den. Hendes blik faldt på en hjemløs hund, kontaineren var standset og hendes åndre var gået fra langsom til hurtige hæs, som var hun lige blevet sluppet af et greb om halsen, hvilket adrenelinen og smerten havde gjort på sin egen måde. Pandehåret klæbede sig ubehageligt til hendes pande og lidt af siderne, imens at øjnene var buldrende gletchere.
De arme, hvor knoglerne havde været spredt af trykket imod hinanden, var helet på sådan en uhyggelig tid, at ikke engang et tegn på ømhed omgav hendes knækken med albuerne. Selv håndledende lavede en rund bue, knækkede, hvor hun ikke engang så ud til at have haft smerten, kun bekræftet af de lave hæs og sveden på panden samt håret, der var ved at slippe huden igen. Hun vidste ikke om Vladimir sprang bag hende, slog fra siden eller slet ikke rørte sig, men en ting vidste hun. Hun havde bevist han ikke kunne lege med hende som en hjemløs hund, noget der gav hende en mindre foruroligende tanke. Det blik, før så koldt og roligt, var forvandlet til en rigtig dæmons jagerøjne, der gav et gip i den afmagrede hund, blikket var fastlåst på. Hårene rejste sig på hunden de få sekunder, hvor hendes hånd med nu usansynligt skarpe kløer, ikke havde nået at flå sig helt igennem dens ene side, med hjertet pumpende i sit greb. Den nåede ikke engang at udsende sit sidste piv, inden at øjnene var sorte og blodet nærmest hamrede ud fra dens gennemborede brystkasse. Savlet flød ligeså fra dens mund samt næseborene, der dog var blandet med lidt af blodet i den. Andrea smilede ikke, udviste intet tegn på nydelse eller sjov, da hun træk armen ud af dens indre, nu ubrugelige krop. Normalt ville hun have ladet den gå, ikke overveje det forbandede liv, den havde gået igennem de sidste 11 år. Stadigt med hjertet i hånden, så hun imod det sted, hvor Vladimir nu ville være. Hun førte denne blodige, stadigt småt vibrende genstand op til næsen, men ikke mere. Den faldt til jorden, nærmest i en urealistisk række otte-taller.
"Nosferatu!.. Blodet vil både gøre os til fjender, således også kammersjukker og elskere... Fra selveste det hjerte, jeg ivrigt bringer en hungersnødende, som det..." Hun fjernede ikke blikket, fra hvor Vladimir måtte være, da hun tog foden lidt tilbage, medvilje lade den strejfe jorden for at lave en lille lyd, da den røde genstand følte læderet inden den fløj gennem himlen. Meget mere akkurat og dog langsommere, end hvad kontaineren havde. Hun håbede at han tænkte dybere på hendes sætning, fattede den mening, der var gemt bag den falske og den rigtige. Det, der stak længere ned i sandheden og det der var forkert, end hvad guds hånd rakte af frynsegoder. Hun elskede disse gåder, hvor både sandhed og løgn indtraf, men med en endnu mere frygtindgydende kraft, end hvad et lille bæsts fatteevne kunne række. End ikke hendes egen, og dog vidste hun mere end muligt, mere end man burde..
Lægernes svar på hendes 'ustabile tankegang'.
Usmageligt.

Vladimir blev stående efter kastet af kontaineren, og stirede imod hende. Hans øjnbryn rejste sig en anelse, da han så at hun valgte at tage slaget konfrontalt.. Et tåbeligt valg.. Det ville ikke kun smadre hendes knogler, men også gøre hende åben for angreb.. Et let offer denne nat? Meget vel.. Det var en Is Dæmon, så for ham var en hver død, så godt som en anden..
Vladimir smilede, og hvæsede lavt, da kontaineren faldt til jorden og væk, og han begyndte så at gå imod hende. Han kunne både se og lugte, at blodet nu var blevet tæsket rundt, som en normal reaktion på brækkede legmer, og hun ville være svag.. Kunne lige så godt lade være med at spille tiden..
Vladimirs øjne spærrede en anelse op, da han så hendes knoglers reaktion. De kneb sig så en anelse sammen igen, og han knurrede lavt. Han undrede sig over hvad fanden der var sket, men han kunne både se og lugte, at hendes knogler var regenereret.. Måske ville det blive mere interessant end han havde regnet med, alligevel.. Det huede ham fint.. Han ville også helst have modstand.. Han fortsatte så imod hende, imens han undrende opserverede hendes mord på den ynkelige hund, og hans øjne kneb en smule sammen, og han stoppede, da hun så kiggede imod ham.
En lav knurren skar sig ud fra hans strube, efter hendes sætning.. Regnede hun virkeligt med at han ville lave et bond af blod? Et bond af et byttes blod? Og så ligefrem med en Is Dæmon? Var der megen lille chance for.
Vladimir rakte ud, og greb hjertet foran sig, som gjorde at blod blev sprøjtet ud på den venstre side af hans ansigt, og på samme side af hans overkrop. Dog så dette ikke ud til at irritere ham, da han vendte sin hånd, som hjertet var i, så det vendte opad.. Han vendte det så en anelse i hans hånd, og kiggede på det.
Meget kort tid efter, kiggede han tilbage op imod Andrea. Han kiggede kort op og ned af hende, og han fnøs en enkelt gang igen, for så at ryste sine skulder en anelse, og han overvejede tanken.. Han forstod ikke at han gjorde det, da et dybt had, stadigt dulmede under overfladen.. Men ville hun være værdig? Han strakte sin ene skulder, og valgte så hans ord, uden at tænke på dem, mere end nødvendigt.
"Du.. Foreslår.. En hel del.. I dette.. Is Dæmon...For en Nosferatu.. Betyder et bond, af byttes blod.. Meget.. Så meget.. At hvis dette.. Bliver brudt.. Af den ene.. Eller den anden.. Side.. Vil døden.. Ikke være nok.." Sagde han dystert, og stirede fortsat imod Andrea. Han fnøs en enkelt gang, og holdt stadigt hjertet foran sig, så det vendte imod himlen.
"Og.. De ting.. Du nævner.. Er alle.. Det samme.. For mig.." Sagde han, og fik et halv lumskt smil på læberne. Han lænede sit hoved en anelse tilbage, så han nærmest så hånende ud. Han rakte så hjertet ud imod Andrea, og hvæsede lavt en enkelt gang..
"Du.. Er ikke.. Sådanne et bånd.. Værd.." Sagde han, med en kold stemme, og hans fingre pressede imod hjertet, og maste det, så muscler og væv blev presset ud imellem hans fingre.. Han lod resterne af hjertet falde til jorden, og gjorde alt dette uden at tage øjnene fra hende.. Men han var ikke færdig endnu..
"Endnu... Men.. Hvis.. Sådanne et bånd.. Virkeligt.. Er noget.. Du vil skabe... Er dette ikke.. Umuligt.. Bevis.. At du.. Er en værdig fjende.. Og du.. Er godt på vej.. Men tænk dig om.." Sagde han, og pegede imod hende, imens alle hans klør langsomt groede ud i fuld længde.
"Er det virkeligt.. Noget du tør.. Virkeligt.. Den sti.. Du vil vandre?" Spurgte han så, og stillede sig en anelse ned i knæ, som gjorde han sig klar på at reagere på et angreb.. Og samtidigt som om, han udfordrede hende, til at starte denne runde.. Han knurrede lavt, og kneb sine øjne sammen.. Når det var Is Dæmoner, var han klar på alt.. De havde så forbandet mange tricks..

Hun lyttede, havde kun holdt øje med hjertet, der nu lå som klatter på jordens grus. Feltet omkring hendes øjne var glat, vedligeholdt og ekstremt koldt. Som om kulden fra hendes øjnes sjæl, havde påvirket huden omkring dem, hvilket den havde. De ord han sagde, en indre latter vakte sig men udenpå, så hun stadig helt kold ud. Hun ønskede så kraftigt, at kunne le, i denne mere handlekraftige situasion, men med fornuften i behold endnu, vidste hun det ville skabe en dårlig kontrast i billedet.
Hvis en forbipassende med et kamera strejfede forbi deres side, ville denne person få et ubehageligt glimt. To væsner, den ene i luften med begge hænder bag nakken, strakt imod himlen. Ansigtet kønt og dog skræmmende, med de skarpe øjne af is og det platinlyse hår, der svang bag det. Midtergulvet ville være klemt sammen, imens at de lange ben pressede sig sammen og imod det midtergulv, som fik hende til at ligne en der var sprunget fra en klippe. Men intet lå faretruende over denne stilling overhovedet, godt nok fløj hun imod ham fra en rimelig syret højde og havde sine nærmest isklippe-agtige øjne på ham, som om de ville sluge ham i is og begrave hans krop. Alligevel ville fotografen gyse, hvis han så hvordan hendes smilebånd var trukket langs ansigtet, buende opad i en sadistisk og morsom linje. Inden at hun landede, kun få centimeter fra Vladimir selv, råbte hun noget med en nærmest optimistisk tone. Som om dette var et tivoli, der lige var åbnet og hun var den der fik adgang som første, uden at stå i kø eller betale.
"Hvis du var lidt smartere, ville du også nyde denne event lidt mere, hvad du end hedder!" Frydefuld. Hun landede, man hørte en splintren, bekræftet af en halvkvalt piven, der hurtigt blev normale og hendes udtryk ligeså glædesfuldt som før. Hun havde nærmest skiftet personlighed, men dog beholdte øjnene udsigten til sine alt-ødelæggende gletchere, der marcherede imod Vlad. Hun lavede et småligt grynt, fik en hurtig kigger på Vlad, inden hun nu ville indlede runden rigtigt, men først, med sin spydige kommentar.
"Inden vi nu kvæster hinanden, så er mit navn.." Hun stod helt stille, havde næsten en gennemsigtig klans, inden hun afsluttede sin sætning, men denne gang, uden at man kunne bedømme hvorfra den kom.
"Mi... Andrea Michigan" Nu hørtes et let sus, den Andrea der havde stået foran Vladimir væltede, splintredes til tusinde isstykker, imens at den rigtige, stod bag ham og den ene fods hæl, havde kurs imod Vladimirs ene side af kæbepartiet. Der hvor underkæben, var holdt sammen med resten af kraniet, var nu i truende fare for at blive brutalt smadret, medmindre han rykkede sig i enorm hurtig fart, hvilket slet ikke var udenfor mulighed. Faktisk, havde hun allerede to-tre træk i sig, hvad han nu måtte vælge at gøre. Om han havde set igennem hendes forfalskning eller ej, var ligemeget, nu, hvor glæden og adrenelinen skød sig igennem hende som elektriske strømstød og et lidt for stort alcoholsus.
Velkendt følelse, som hun ej ville afsløre normalt.
Værdighed.

Vladimir kneb øjnene sammen, og kiggede op efter Andra da hun hoppede op, og fløj ned imod ham, for så at lande et stykke fra ham.. Hans fingre stramte op, og var klar til at retaliere på et angreb, og til at modgive med sit eget. Hans knurren intensifiserede, og han lavede små korte hvæs, der kun lige undslap hans strube. Hans sammen knebne øjne forblev hvordan de var, imens han stirede på Andrea, med de tomme øjne. Han hvæsede truende af, det han troede var hende, og knækkede sine fingre, uden at samle dem. han fnøs lavt til hendes første kommentar, og holdt sine arme ud til siderne, imens hans fingre strakte sig ud, og kløerne pegede uf fra hans hånd, og blev fremvist.
"Jeg.. Nyder altid.. En kamp.. Og jeg vil nyde.. At lade dit.. Hjerte.. Være det næste.. I min næve.. Der... Vil jeg.. Søge nydelse.. I en forbandet.. Is Dæmons.. Nærværd!" Hvæsede han hidsigt, og gjorde sine hænder klar til at kæmpe igen. Han kneb sine øjne sammen da hun nævnte hendes navn.. Det var ham ikke interessant.. Han regnede ikke med at en Is Dæmon kunne have nogen ære i kamp.. Nogen respekt for sin modstander.. Om man tapte, eller vandt.. Det indblik havde han fået af den race.. Så Andrea ville ikke få hans navn.. Som Is Dæmon, fortjente hun ikke engang det endnu..
Vladimir hvæsede og skulle til at løbe imod hendes Is Figure, da den splintrede, så han stoppede op.. Han havde været så begravet i tanker, at han ikke havde kunne lugte forskel på denne Is Figur, og hende.. Hvilket nu ville vise sig at være en fejl.. Han nåede blot lige at kigge over sin skulder, for så at modtage sparket på siden af hovedet, og et hvæs blev blandet med et brøl af vrede, og så en lav knasende lyd. Vladimir fløj til den side han blev sparket, og nåede kun lige at reagere, og svinge rundt, så han landede på sine føder igen. Han hvæsede hidsigt, imens han langsomt rejste sit blik imod Andrea igen. hans blod begyndte at flyve hurtigere rundt i hans krop, og knasende lyde kom så fra hans kæbe, da den langsomt satte sig fast igen.. Kæben havde været synket, da sparket, blot, havde slået den af led.. Vladimirs robuste krop, skulle have meget før at det ville skade ham permanent..
Selvom Andrea lige havde fået et slag ind, og at starten på denne kamp, havde gået til hendes fordel, bredte der sig langsomt et smil på Vladimirs læber, da han rystede sit hoved en sidste gang, og et knæk kom fra kæben, da den satte sig fast igen.. hans temperatur steg drastisk, i det hans blod kørte så hurtigt rundt i kroppen, af dets temperatur gik amok..
Vladimirs muscler stramte op, og han udlede et voldsomt hvæs, inden han forsvandt fuldstændig igen, for så at vise sig igen, ikke langt der fra, ved siden af en stor jern stang. Han greb fat i dene, og sendte den i en drejende bane imod Andrea, for så at følge efter den, i næsten lige så ektrem fart.. Han slog sine klør ud igen, og gjorde sig klar til at hoppe. Hvis Andrea hoppede for at undgå stangen, ville han hoppe op, og forsøge at rive efter hendes mave, for så at sende et hårdt spark imod hendes brystkasse..
Hvis hun dukkede sig, ville han forsøge at bruge det øjeblik hun var konsentreret på at undgå, til at gøre et forsøg på, atgribe fat i hendes trøje, for så at dreje rundt i en cirkel, og kaste hende i høj fart imod en mur.
Og hvis hun tog stangen frontalt, ville hun blive sendt langt tilbage af slaget, pågrund af dennes momentum..