Tur på stranden.

Sted: La Plage
Tid: 16:00
Dato: 10 Juli
Vejr: Varmt, solrigt, skyfrit.
Omgivelser: Ikke særlig mange mennesker, og de sidste er på vej hjem. Sand og vand.

Mia lå på den varme sand, hun var iført en stram hvid bikini, der måske viste lige lidt mere end den egentlig burde gør. Håret hang frit og elegant og gik fra hoved og videre ned til hofterne.
Rundt omkring på stranden var der kun meget får mennesker, og de fleste var ved at pakke sammen.
Solen skinnede, alt var dejlig varmt, præcis som det skulle på sådan en dejlig sommerdag.

Solen var lige lovlig skarp; syntes Jowan i hvert fald. Der var for meget lys, godt nok havde han intet imod lys, sådan direkte, men det her var alt for meget af det.
Hans tøjstil var simpel, en T-shirt, nogle shorts og simple sandaler.
Det havde været nemt nok at slå en ihjel uden at blodet var sprøjtet ud over tøjet, mere besværgeligt var det at finde en med samme størrelse som Jowan.
Hans våben kunne ikke ses nede i hans rygsæk som hang slapt over skulderen på ham. Der var faktisk kun meget få som havde set hans sværd, da han normalt slog dem ihjel i mørket og med sine evner, derfor var der jo nok ingen der ville forvente at finde et sværd der.
Hans blå øjne løb hen langs strand kanten indtil de stødte på elveren der lå og slikkede sol. Havde hun ingen idé om at elvere ville sikkert blive fanget, misbrugt, tortureret og derefter solgt på slavemarkedet? Hun måtte enten være stærk nok eller helt ny på området...
Langsomt gik han hen imod hende, uden på nogen måde skjule at at han kom.

Mia viste med det samme at nogen var på vej imod hende, men hun gjorde ikke noget ved det. Sikkert bare en eller anden fyr der gerne vil stire lidt igen Tænkte hun sarkastisk.

Istedet strakte hun sig bare, og strittere samtidig lidt med sin barm, mest af alt for at drille hvem det nu var der var på vej imod hende.

”Lad mig gætte...” sagde Jowan i det øjeblik han vidste han var inden for hørevidde. Han slog med hovedet så det mørkehår slog om sig og fjernede sig fra øjnene. ”Du mente bare at det var et smart sted at slappe af? Eller mente du at der ikke var nogen i nærheden?” spurgte han lettere ironisk.
Det var ikke ligefrem det smarteste at gøre... Der skulle bare komme lidt flere mennesker i nærheden, eller selvfølgelig et par væsner og så var det bye bye slikken sol og goddag lokummer.
Han stak hænderne ned i lommerne og ventede bare på svaret. Denne elver var anderledes eller noget dum, det var ikke rigtig til at vide direkte, men måske ville denne lille snak, afklare det. Det ville nok være lidt interessant, hvis hun kunne noget brugbart...

Ikke bare et dumt menneske hva'? Tænkte hun kort, for hun rejste sig op.
"Goddag, mit navn er Mia, dejligt at møde dig." Sagde hun, og rakte sin hånd ud til ham. Altid hilse først, var hendes motto.

Han tog hånden og rystede den med et lille grin der afslørede de hvide og ifne tænder. Han kunne godt ligne en form for Vampyr, men han ejede ikke Vampyrenes medfødte elegance og marmorhud.
"Jowan... en glæde at møde dig" sagde han og smilte stadig mens han tænkte over hvorfor det var hun ikke flygtede vildt og ukontrolleret eller gemte sig i det mindste et sted hvor man bedre kunne skjule sig selv. "Så hvorfor skuler dig ikke? Elvere er jo normalt noget man ser på et slavemarked" sagde han tænkende så hun selv kunne svare på det.

"Slavemarket? Findes sådanne ting stadigvæk?" Spurgte hun forvirret, det var i hvert faldt ikke noget hun havde regnet med at finde nogensteder disse dage.

"Gemme mig har jeg ikke tænkt mig, og desuden, så er det forsent nu." Hun sukkede stille af sig selv. hvordan kunne jeg IKKE få det med?! Tænkte hun panisk.
Den panik måtte hun dog ikke vise, og det gjorde hun heller ikke, for ellers vill det jo pludselig være jagt istedet for samtale.

"Jeg kan se i dine øjne at du er bange for at..." Han holdte en pause og kiggede hende i øjne med lettere sammenknebne øjne og så nikkede han hurtigt. "Ja... Du er bange for at jeg vil jage dig, men bare rolig!" fortsatte han med eftertryk på det sidste.
"Jeg kunne ikke finde på noget mere smagløst end det at jage slaver..." Han gabte som nærmest for at understrege sin pointe.
Det var sandt; Jowan ville aldrig nogensinde fange slaver, han ville slå dem ihjel. Muligvis med en let variation af at fange, så torturere og så slå ihjel eller måske flere andre ting.
Han satte sig ganske afslappet ned i sandet og lagde sig helt ned. T-shirten trak sig lidt op og afslørede det nederste af hans mave.
"Så er du lige faldet ind i byen eller er du både Døv og blind, siden du ikke har lagt mærke til det anarki der er inde i byen og omegn" spurgte han ganske ligegyldigt, uden at hverken kigge på hende eller dreje hovedet.

Med et lettet suk, satte Mia sig igen ned på det varme sandt, hun vendte hoved hen imod Jowan for at svare hans spørgsmål.
"Jeg er lige kommet til byen." Sagde hun kort, og smilede sødt til Jowan.
"Så... Du går ikke ind for slavehandel? Eller vil du bare ikke jage dem selv?" Spurgte hun usikkert, for at få en samtale i gang.

Han overvejede spørgsmålet i et stykke tid. Skulle han svare ærligt og redeligt på dette her spørgsmål, lyve stor eller komme med en let og hvid løgn omkring det... Hvorfor ikke bare sige det ligeud?
”Jeg går ikke selv ind for at have en slave, men kan godt se hvorfor nogen vil have en slave... Derfor vil jeg ikke gøre noget imod det og jeg vil heller ikke have noget med det at gøre, så meget” sagde han og skjulte et lille smil.
Et fint svar. Han sagde ikke noget direkte imod det, og han skubbede ikke sig selv alt for langt ind i det...
”Men igen, du behøver ikke frygte mig på det punkt...” sagde han og kiggede nu op på hende. ”Hvis du skal frygte mig, skal det ikke være på grund af du frygte at blive slave... Du skal frygte for dit liv!” sagde han og smilede.
Dette smil var ikke som det tidligere han havde givet til hende; Dette var smilet fra en ulv der viste sine tænder til et muligt offer.
Det var ikke velplejede, fine og normale sange. Dette var spidse og hvide tænder fra et rovdyr, der sad inde i munden på ham.
Langsomt lukkede hans læber sig omkring hans tænder og han lagde hovedet ned igen.

Mia vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Var det en rigtig trussel? Eller var det mere en lille joke?
Hun valgte så til sidst bare a nikke forsigtigt.
"Men altså..." Begyndte hun, men kunne ikke rigtig finde på noget at sige til Jowan...
Efter lidt tid, kom hun på noget. "Hvad laver du så her på stranden?"

Han slog dovent hånden imod solen og smilede, denne gang med helt normale og fine tænder igen. ”Jeg nyder den sidste sol, inden nattens kolde favntag, tager krav på denne dag og viser mig fra en værre side end jeg faktisk vil ha” sagde han og kiggede på hende.
”Men nu må jeg vel også spørge dig hvad det er du laver på denne her strand” sagde han med et let tonefald, som nærmest for at skubbe den trykkede atmosfære væk fra dem.
Hvis der var noget Jowan kunne, var det at snakke folk ud af selv de mest utrolige situationer... Mørkedæmoner er som sagt ikke stærke i lyset, men Jowan beviste det stik modsatte ved at vise sine ords styrke i lyset fra både ild og solen... Han kunne snakke som de største talere uden nogle problemer, både på grund af et medfødt talent og sin evne, men også efter flere årtiers øvelse... Så denne enkelte Elver, Mia, var ingen problemer for ham.

"Hvor poetisk" Grinte Mia, hvorefter hun svarede hans spørgsål.
"Jeg slikker sol." Sagde hun kort, hvorefter hun endnu en gang lagde sig ned på sandet.
"Og så er det jo altid sjovt at drille de dumme unge mennesker, der ikke kan tage øjnene fra mig." Grinte hun kort og drilskt.

Han gryntede et lille grin og svarede let ”Lidt poetiske bliver vi jo nød til at være for at kunne leve i denne barbariske verden, ellers mister vi jo evnen til at rækker forbi virkeligheden og hive drømmene ind i den” og så grinte han bare lidt mere.
Da Jowan var færdig med at grine, gjorde han noget han ikke havde forestillet sig. Han kiggede nu på hende og betragtede hende nærmere. Til at starte med, havde han kun set hendes krop ganske kort og derefter kiggede på hendes ansigt, men nu hvor han vidste at hun ikke ville angribe ham, eller prøve at flygte, kiggede han nærmere.
Han bemærkede den typiske elviske skønhed og så forbi den. Men da det var gjort, så han hvordan hendes kurve, ansigtstræk og kropsbygning gjorde hende yderst smuk; Og så kunne han faktisk godt se hvorfor mennesker kiggede på hende og ville ha hende.
Hun var smuk ja, men der var noget andet...
”Må vel også være nemt for en som dig” sagde han og fæstnede så endnu engang sin opmærksomhed på den sænkende sol.

Mia grinte lidt af hans fortolkning af poetikens nødvendighed. "Du kan have fat i noget der" Sagde hun, og smilede så hen imod ham. Hun lagde hurtigt mærke til hvordan Jowan 'inspicerede' hende. Og smilede derefter sødt af hans lille kommentar.

"Ja, det er nemt at være elver" sagde hun sarkastisk, og strakte sig lidt igen. Og endnu engang fremhævede hendes barm sig lidt. Om det var med vilje eller ej, var umuligt at sige.

Han kiggede rundt for at sikre sig at der ikke var nogen andre på stranden. Der var kun dem nu. Blikket faldt tilbage på Mia og derefter op på himlen igen... Solen var gået langt ned på den tid de havde snakket.
”Ja... Men ikke her i byen” sagde han og smilte vagt for sig over det han havde sagt...
Ja det var normalt nemt nok at være en Elver, men Malakel havde jo gjort det komplet umuligt for Elvere at leve forholdsvis normalt.

"Nå ja... Ville du have noget imod at forklare mig lidt om det slavemarket i har her? Det bliver sikkert lidt nemmere for mig at undgå at blive fanget, hvis jeg ved hvad jeg gemmer mig for..." Efter at have spurgt om dette, vendte hun også hoved hen imod solen.
Mia lagde også mærke til at alle folk var gået, altså undtagen Mia og Jowan.
Det var dejligt at slippe for alle de menneskers stirrende øjne, dog var det lidt underligt at side helt alene på stranden.

Jowans øjenbryn trak sig sammen. Det var da overraskende at hun ikke selv havde lagt mærke til det... Især ikke med det udsende... Man burde da ha forventet at nogle ville ha fanget hende for længst...
”Jeg gætter på at du ikke har været inde i selve byen?” spurgte han og tog et kort åndreæt, nærmest overfladisk, før han så fortsatte uden at vente på svaret.
”Nej selvfølgelig har du ikke det... Så ville du ha lagt mærke til hvordan folk flygter hurtigt og lydløst fra skygge til skygge, mens de er ude for deres dør. Hvordan de sikrer sig at ingen fremmede følger efter dem. Hvad de gør ved en hvis man følger dem længere end fem meter... Det er selvfølgelig på grund af tyranniet fra Malakels side, men ligeså meget folket der greb en hvilken som helst chance for at følge med, blive rige, magtfulde, stærkere, som altid har været alt for manges svagheder”
Han talte med en lidenskab og ildhu som ikke havde været i brug i et stykke tid... Han plejede kun at tale sådan når han skulle lede nogle til et oprør... Hvem ved? Måske ville han faktisk også gøre det...

"nej... Jeg nåede aldrig helt ind i byen nu du siger..." svarede hun kort.
Løbe fra skygge til skygge? Det lød som et helvede i Mias øre.

"Så... Hvad ville en som mig være vær på det der slavemarket?" Spurgte hun nysgerrig og vendte igen blikket hen imod Jowan.
Det var da et meget interessant emne, lidt uhyggeligt, men meget interessant.

Jowan kiggede på hende med en let løften i øjenbrynene.
”Hvorfor vil du dog vide det? Der er jo intet ved at være en slave... Det er som at være en sekretær for en, halvnøgen og uden nogen ret til at leve...” forklarede han hvad hans egen billede var af at være slave...
”Men for at vende tilbage til dit eget spørgsmål... Så ville en sag som dig” han gjorde sit bedste for at lyde som om han bare kiggede på hende som en Vare nogle ville give på et slavemarkedet...
”50.000 Euro... Måske mere” sagde han så og nikkede langsomt.

"Jeg finder det meget interessant at slavehandel faktisk findes endnu, og derfor vil jeg gerne vide mere." Sagde hun
Hun fniste lidt af hans professionelle opførsel, men det sluttede dog hurtigt da hun hørte prisen.
Hun så forbavset på dæmonen. 50.000 euro? Måske enda lidt mere!?
"Seriøst?! 50.000 euro?" Spurgte hun overasket.

//Hallo?//