En tur til Stranden //Evalyn//

T: IRL
S: Stranden
O: Ingen
V: Blank himmel, solnedgang.


Angel, Lica, Oto... Angelica Oto-chibana sad på en klippe på stranden. Hun så og betragtede solen der langsomt gik ned. Himlen var nærmest helt orange, og den ellers så sne hvide pels så næsten helt gul ud. Angel nød de sidste af solens varme stråler rammer den silkebløde pels. De klare blå øjne og de lange sølv agtige bånd reflekterede solens stråler som var de spejle. Stenen midt i hendes pande lyste svagt.. Den svævende halskæde drejede roligt rundt om hendes hals, selv om hovede ledet blev hvor det var... En ganske særlig halskæde. Hun vippede kort med det ene øre og lod blidt halen glide hen over jorden.

Evalyn Angh.. Ja.. Nu kunne man jo bare sige Evalyn L'adore, medmindre man ville spilde over 5 sekunder på at nævne et fuldt navn. Men i hendes tilfælde, så var det vel nemmere bare at sige Evalyn, medmindre man havde tænkt sig at opfinde et eller andet underligt eller sødt kælenavn til hende, hvilket hun jo ikek havde været udefor endnu, og det var bestemt heller ikke noget hun gik og tænkte så meget over. Hun førte afslappet sin venstre hånd igennem sit halvlange røde hår, da hun var venstrehånden, og et llille skjult smil opløstes let på hende læber, så hurtigt at man ikke kunne nå at se det. EValyn så sig en anelse omrking på stranden, og mærkede den kolde vind mod hendes hud, hvilket gav hende den sædvanlige trang til at tage en flyvetur, hvilket hun aldrig lod vinde.

Angel vippede let med de sorte øre.. Hun snusde kort ud i luften.. Saltvand, fugle, gamle lugte fra folk der havde været her for noget tid siden... Angel spidsede øre. Hun var ikke alene på stranden. Hun begyndte at logre med halen o rejste sig op. I samme øjeblik var det som om stenen og halskæden gled ind i hendes krop, og de lange sølvbånd forsvandt ud i ingenting. Hun var nu blot en snehvid, men gude smuk hvid ulv. Hun vippede let med ørene og så rundt. Hendes blik faldt over en pige... Hun lagde hovedet let på skrå og smilede af hende..

Evalyn mærkede af en eller anden grund nogen kigge på hende. Det var sådan en fornemmelse, hun fik af og til. Hun rettede forsigtigt sit blik mod en smuk hvid ulv, og lagde selv af ren refleks hovedet en smule på skrå, uden videre at røre på sig. Så hun stod bare der, og nærmest stirrede på den hvide ulv. Ikke fordi hun følte noget dårligt mellem kemien, men mest fordi hun var nysgerrig, og det trods alt nok var den første hvide ulv hun hidtil havde set, med.. en form for en sten, som hun meget svagt kunne anse et lille skær fra. Evalyn smilede lidt og hævede korttvarigt sin venstre hånd, som en hilsen til den ukendte ulv.

Angel stod bare og betragtede pigen. Hun virkede venlig.. Så hvorfor holde tilbage? Hun gjorde et kort kast med hovedet, og satte af i et stort spring. Under hendes poter var det som om vandet var begyndt at samle sig. Hun landede så ved foden af klipperne. Da hun landede begyndte 4 små vandpyter at samle sig under hendes poter. Hun sprang hurtigt videre mod pigen. Hver gang hendes poter ramte jorden gentog det sig. Vandpyterne dukkede op, og forsvandt kort efter hun var sprunget. Da hun var kort fra pigen gav hun et sidste spring afsted. Da hun landede på jorden svingede hun sin bagdel en anelse frem, og gled hen mod pigen med siden til hende. Hun holdt så stille foran hende med et blidt, men kækt smil. Hun så op på hende.

Evalyn fulgte bare stillestående ulvens bevægelser, og lagde godt mærke
til det vand der så hurtigt dukkede op og forsvandt ligeså hurtigt igen, under poterne.
Det var dog ikke noget hun tog sig videre af,
og studerede bare den hvide ulv, stadig, uden at røre sig,
indtil ulven nu stod direkte foran hende.
Et lille glimt af nysgerrighed kunne anses i hendes
mærkværdige violette øjne, og hun lagde hovedet en anelse på skrå, og smilede.
Et roligt, og venligt smil.
Dette var vel ikke en almindelig hvid ulv, var hun sikker på, især for den sten der var fastgjort i panden. Det var helt sikkert en animagus. Hun studerede let endnu engang ulven, og fæstnede blikket mod stenen i dens pande, og indåndede den friske luft, så det fyldte hendes næsebor.
"Gør dig til kende." sagde hun så, en anelse stift, mere ude på at få animagusens sande jeg at se,
og ventede tålmodigt. Også spændt på hvordan animagusen ville reagere.

Angel vippede let med ørene.. Hun undrede sig først, men huskede så... Kyouga var den eneste der vidste det her... Hun sukkede kort, men så så op på pigen. Hun smilede lidt og blev pludselig til vand. Vandet formede sig så til et menneske... Og som ved et trylleslag stod Angelica foran pigen. Hun smilede og lukkede glad øjnene. "Passer det her dig bedre?" Sagde hun så roligt. Hun åbnede så øjnene igen. Hun rettede kort på det lys hår og så så på pigens ansigt

Evalyn nærmere smilede tilfredst, da en nu lyshåret pige stod foran hende. Som det
første efter pigens bemærkning, nikkede hun stift, imens hun satte sig sine øjne igang,
med at undersøge pigen, hvilket resulterede i
at hun fik øje på de lange sølvagtige bånd, som hun fandt ret interessant
for hendes vedkommende. Solens stråler smøg øjeblikkeligt ned, og satte sig i hovedet
på hende, så hun kunne blive blændet. Men hun tog sig ikke af det, og nærmest
ignorede strålerne, stadig blikket rettet mod de sølvagtige bånd.
Efter hendes mening, var de nu faktisk også pæne. Hun rystede let og en
smule voldsomt på hovedet, for at komme ud af sine tanker, om smykker
og andre sager og åndede lydløst ud. Hun nikkede igen, uden at tænke
over, at hun allerede havde nikket en gang før, og åbnede munden for at sige noget.
Der kom intet ud, før anden gang hun forsøgte
,, Det passer mig skam meget bedre."
sagde hun så, i en lys og blid tone.

Angel lagde hovedet let på skrå og så på hende. Hun holdt et lille grin tilbage men smilede
og så kort ud over havet, men så på pigen. "Dejligt at høre der nogle der har det bedre med
det." Sagde hun med et kort, men svagt strejf af sorg i stemmen, men ellers bare den
samme blide stemme. Hun rettede hovedet op igen og smilede så som før. "Mit navn er
Angelica Oto-chibana." Sagde hun så og strakte kort armene op i luften.

Evalyn smilede kortvarigt, "Er der da ikke nogen i Deres kreds, som
har det bedre sådan?" spurgte hun ligeud, selvom hun nok
nogenlunde vidste hvad hendes svar ville blive. Hun udstødte et lille
suk og fugtede sine læber. Ikke fordi var blevet tørre, men mere
fordi det efterhånden var blevet til en lille irriterende vane. Evalyn
så op mod solen, uden at blinke eller lukke øjnene, før hun igen
hvilede blikket på pigen, "Mit navn er Evalyn L'adore" sagde hun
så i den samme blive og lyse stemme, som hun talte med forrige
gang. Hun undgik dog at nævne hele hendes fulde navn.

Angel så på pigen... Eller 'Evalyn' som hun nu hed. Hun smilede mildt. "Tja... Jeg bryder mig
ikke om at være i menneske form... Det får mig til at føle mig ude af min familie." Sagde
hun med et svagt smil. Hun rettede kort på håret, som en lettere irriterende vane og så så
igen på Evalyns ansigt. "Det er okay hvis du ikke fortår det.." Sagde hun så og lukkede glad øjnene.

"Jeg forstår det skam godt. De må godt skifte tilbage, hvis de har lyst. Jeg
var mere ude på, at se hvem De virkelig var... Hvis De forstår?"
spurgte hun og hævede let det ene øjenbryn, med et smøret smil placeret
på hendes smalle læber. Egentlig kunne Evalyn godt forstå pigen,
da hun kendte det godt selv, men af ukendte grunde. Hun trak
forsigtigt i sin højre mundvige, og så ned i sandet, som eftersomt
lavede en lille sandsky, da vinden løftede det, og fik det til at nærmest
'svæve' væk i en hurtig fart, og forene sig igen med noget andet sand,
men stadig det samme. Hun udstødte et lille suk. Dog ikke sådan videre
et trist suk, det var mere et.. lettet suk.

Angel smilede og sukkede tilfreds, men svagt opgivende. "Hmm... Hvem jeg virkelig er..."
Sagde hun tænkende. Evalyn havde ikke forstået, men det havde Angel nu heller ikke regnet
med. Kyouga var den eneste der vidste det, og den eneste der forstod, endnu. Måske ville
Evalyn også forstå en dag. Måske ikke. Angel lukkede kort glad øjnene og så så ud over
havet igen. Så meget vand... Hun smilede ved tanken og så på Evalyn igen. "Jeg forbliver
menneske.. Så jeg kan tale med dig." Sagde hun så med et smil. Først nu bemærkede hun
det. Evalyn tiltalte hende jo 'De' og 'Dem'.. Hun smilede af hende og lukede igen glad øjnene

Evalyn sagde ikke videre noget, og kørte sit blik fra sandet, og ud til stranden.
Det var først nu hun egentlig havde bemærket havet sådan.. Hun havde ikke
rigtigt taget sig sammen til at skelne dens farver, og betragte den. Så på en
måde var det faktisk nyt for hende. Hun kørte afslappet sin venstre hånd
igennem sit røde hår, hvor hun derefter ikke kunne undgå at vende blikket
mod pigen, eller rettere sagt Angel. Tænkende over hendes kommentar var
hun, og hun koncenterede sig kortvarigt om Angels ansigtsudtryk, før hun
faktisk forstod hvad hun mente. Hun havde vel misforstået, hvad Angel mente.
"Jeg har åbenbart misforstået Dem."sagde hun i en lettere rolig tone, med et strejf
af undring, "De stammer vel oprindeligt fra.. ulvene?" spurgte hun så. Måske
ikke rigtig ulve, men hun havde nok ramt plet denne her gang. Hun havde en
tendens til at gennemskue små misforståelser, da hun tænkte meget over
tingene, hvilket udgjorde hun tit kunne forholde sig rolige i visse situationer.

Angel åbnede øjnene.. Hun lagde hovedet let på skrå, og så lettere undrende, men frisk på
hende. Hun rettede så hovedet op og nikkede let. "Det at være menneske.. At tale jeres
sprog... Det er nyt for mig. Du er faktisk det... 3. væsen jeg har mødt her vil jeg tro?" Sagde
hun med en lettere tænkende klang i stemmen. Hun lagde tænkende en finger på kinden og
så op på himlen, men så på Evalyn igen. "Det er rart at møde så venliger personer... Indtil
videre har folk været venlige." Sagde hun med et glad smil.

Idet Angel åbnede øjnene, lukkede Evalyn hendes. Afslappet var hun, og hun følte sig
energifuld, eller kunne man nu sige.. tryg. Hun sukkede lydløst og åbnede øjnene efter
et stykke tid, og rettede kort hendes oprmærksomhed mod hendes venstre hånd, hvor
der var enkeltestreger til syne på håndoverfladen, inden hun drefter rettede sit fulde
blik mod Angel og sendte hendes et skævt smil, "Så har vi det vel lidt på den
samme måde..?" sagde hun meget stille, "Ser du. Jeg har godt nok talt det her
sprog lang tid, men jeg har godt nok ikke været engel særlig længe. Og det negative
er, at jeg ikke kan huske noget før det her."
sukkede hun så og lukkede øjnene, idet der kom et lille lys fra hendes hovebund og
ned til hendes fødder, hvor deristedet stod en lillahåret pige, med de samme
violette øjne, og dog med støvagtige englevinger og ikek mindst en hvid kjole. Man
skulle ikke tro at de kunne flyve, men de kunne de altså. Det var en del af magien.
Evalyn var også velvidende at hun ikke brugte ordet De til hende denne her gang.
Hun smilede bare skævt endnu engang og lukkede øjnene, så det samme
foretog sig engang til, men en anelse hurtigere, til der stod den samme rødhårede
pige, foran Angel igen.

Angel så tænkende på hende.. Hun lukkede halvt øjnene og så ned i jorden. Et kort billede af
En hvid ulv, en hvid og en sort hvalp strejfede kort hendes tanker, men hun skubebde den
hurtigt væk. Hun så så mod himlen. "Jeg ville ønske jeg ikke vidste hvad der var sket før."
Sagde hun roligt, næsten helt lavt. Hun rettede så blikket mod Evalyn igen. Hun begyndte
så at vikle en tot af det lyse hår omkring en finger. Hendes fortid var trist... Meget enda.
Angel så på Evalyn... Ja.. Måske var der noget de havde til fælles? Hun lagde svagt hovedet
tænkende på skrå ,og smilte svagt.

Evalyn gav sig bare til at smile og trådte et skridt tættere på hende, "Du ved da hvad
der er sket? Ville du ikke have det underligt, hvis du absolut intet vidste om din fortid
overhovedet?" spurgte hun og løftede forsigtigt det enen øjenbryn, men fortrød hendes
sætning, "Glem bare hvad jeg sagde.. " sagde hun så og så opmuntrende på hende.
Evalyn havde overhovedet ikek tænkt sig at spørge hende til hendes fortid, selvom
hun indvendig nærmest skreg efter viden. Det var hendes nysgerrighed, men hun lod
den aldrig vinde, eftersomt hun bare var sådan.. En tænker, som også tænker på
andre, før man idet hele taget tænker på en selv? Og før man ved af det står man i
problemer til halsen, bare fordi man satte andre først, og jo nærmest glemte
at opfylde ens egen behov også? Hun rystede mildt på hovedet og sukkede.

Angel så på Evalyn og lod et lille grin undslippe hendes læber. "Med en fortid som mn, er det
bedst bare at glemme." Sagde hun med et nu blidt, men frisk smil. Hun kørte den ene fod
lidt rundt i en cirkel i sandet og så ned på den, men så hurtigt på Evalyn igen. Hun tænkte så
lidt over hendes tid her. hun lukkede øjnene og smilede lidt. "Hvor mange har du så mødt,
Evalyn?" Sagde hun med et smil og åbnede de gul grønne øjne. Hun holdt så sin fod i ro og
kørte roligt en hånd igennem det lyse hår.

"Faktisk.." sagde hun stille, og så direkte ud i luften. Som om hun tænkede, men det
gjorde hun ikke, "Jeg har kun mødt to. Men nu har jeg heller ikke befundet mig her i
særlig lang tid. " sukkede hun, idet hun kløede sig lidt i håret. Nej.. hun havde ikke
været her særlig lang tid, men hun kunne lide stedet. Hun vidste faktisk heller ikke
rigtig hvordan hun havde fundet denne skulte og mystiske by i Frankrig. Faktisk, var
hun der bare. Strandet der, som en væsen som de fleste andre, bare som en engel.

Angel smilede lidt og lagde hovedet på skrå. "Har du mødt en vampyr ved navn Kyouga?"
Sagde hun med et lettere nysgerrigt smil. Hun smilede bare af tanken om hendes møde med
ham. Ham og Evalyn var uden tvivl nogle af de rareste hun havde mødt. Hun lukkede kort
glad øjnene.

Evalyn knebte hendes øjenlåg en anelse sammen. Faktisk havde hun ikke mødt nogen
vampyr ved navn Kyouga.. Den eneste vampyr hun faktisk have mødt, var Ahngel.
Hun rystede mildt på hovedet, "Nej, desværre. Det har jeg ikke" sagde hun så og lod den
halvstærke vind rive voldsomt i hendes røde hår.

Anegl så på hende med et mildt smil. "Nårh okay, det var synd." Sagde hun og lukkede glad
øjnene. Hun viklede roligt en tot af det lyse hår omkring en finger, før hun åbnede øjnene
igen og lod blikket glide over Evalyn. Hun slap så sit hår og lod vinden rive ukontroleret i det.
Hun så så ned og og sparkede kort til sandet. Hun betragtede let den lille sandsky blæse
væk..

Hun løftede let det ene øjenbryn, "Men jeg møder ham nok på et eller andet tidspunkt"
smilede hun og så udover havet. Hun fik en brændende lyst til bare at udvikle sig også flyve
så diagonalt over vandet hun kunne, indtil hun ikke flyve mere. Videre på denne tanke
tænkte hun dog ikke, og lod også kort blikket nærmest se mistænkeligt på den sandssky
som blev dannet, efter at Angel sparkede til, der hvor det lå.