Sacrifice Yourself ..Åbent Emne..

Hun sad ved søbredden. Dyppede sine smalle tær i det iskolde vand, der lavede små ringe omkring dem. En svag kuldegysning skød igennem hendes lille krop, der rystede den ubehagelige følelse væk fra sig. De trætte øjne stod stille og lagde kun mærke til de rejste hår, der sad ned af hendes beskidte ben. De var dækket til af utallige lag med mudder, snavs og størknet jord. Hun syntes ikke at betænke dette som noget nyt, for regnen kunne ikke længere vaske støvet væk. En hurtig tur i søen ville kun lige fjerne det nyeste, men det der var flere år gammelt, ville stadig sidde og gøre hende mørkere i hud og hår, selvom fødslen havde sagt noget andet. Men det var så gammel en nyhed, at hun ikke længere omtalte sig selv som en blonde skønhed. Derimod slaskede håret tungt om hendes skuldre, for der var samlet hele klumper af det, på grund af de tørrede væsker, der blev som sten. Huden var ikke glat, men havde små sprækker overalt. Eller rettere sagt, når hun kørte en finger langs kinden, var det ikke hendes skind, der kildede. Det var den centimeter tykke masse af jord, der havde sat sig fast som en permanent maske. Kroppen var ikke meget mere tiltalende, end en række af markerede ribben, og muskler, der var tegnet groft på de tynde lår og arme. Fingrene og de tær, der nød den blide rislen af vand imod sig, vrikkede afslappet. De var ikke vant til at kunne slappe af, og ikke mærke varierede former for vægt. Selv når hun bare skulle gå, var det som at løfte en fed mand op af Mount Everest. Hun vrikkede langsomt halsen til siderne, for hun kom nok til at overdrive lidt. Men det var 45 år siden, at skæbnen havde tilladt pigen at nyde frihedens glæder. Og nu sad hun bare der, lod de lange ører vrikke af bladenes vislen, som om de dirigerede melodierne. Lod vinden kærtegne ethvert punkt på hendes stive, alt for markerede krop.
Hun lod blikket falde ned imod den længste fingerspids, ved højre side. Overfor neglen, lå et groft stykke brunt stof, der normalt hang omkring hendes hofter og dækkede det mest nødvendige, af hendes underliv. Noget af håret gled med, og gav nakken lidt ekstra vægt at bære på.
Hun sad bare der, og spekulerede på, om der ville ske noget denne eftermiddag. Og af en eller anden grund, så håbede hun på det. Kedsomheden var noget, hun ikke følte den behøvede glæde for. Der var sket for mange ting i hendes liv, der havde været adrenalinfyldte, til at hun kunne vænne sig til et liv uden larm og stress. Denne frihed var behagelig, men hun ville nu gerne opleve og lære noget, istedet for at spilde flere minutter på at nedkøle sine allerede tilfrosne tæer.

I en trætop, hvor man ville kunne vindens svage kuldegys, sad en simpel skikkelse, iført bukser og en bluse i brune skovfarver. Fødderne var som altid bare, og hvilede i en hugsiddende stilling, på træets barkede gren. Den venstre hånd svang sig diskret omkring en anden gren, i tilfælde af at Angelies balanceevne ikke var hvad den havde været.
Hun havde mange minder fra dette sted.. Hendes møde med Zane, hendes tilholdssted igennem hvor hun ikke havde noget sted at bo. Søen bragte mange minder frem til hende, og endnu flere gode. Det var et sted, hvor man kunne tænke i fred, for det var sjældent folk valgte at forstyrre en i dette område.. Faktisk var det sjældent at der overhovedet kom nogen forbi.

Om ikke andet var Angelies opmærksomhed vendt mod en pige.. En usselt udseende pige, der ikke så ud til at være særlig gammel, og mærkerne på hende, fortalte at denne person havde været igennem ikke så lidt.
Derudover huskede Angelie også, at pigen havde været på pladsen, i selskab med en mand, som Zane havde tiltalt for slaveri. Der fandtes kun få ting, som var værre end det i hendes hoved, hvilket nok stammede fra hendes egen forhistorie, hvor hun havde ladet sig udnytte igennem en længere periode.. Hun var kommet videre.. Men slaveri af et barn var utilgiveligt, og pigen havde vel ikke nogen steder at tage hen nu.

langsomt lod Angelie hovedet glide en anelse på skrå, så det lange røde hår faldt en anelse til siden, og skjulte den højre arm. Ikke en lyd kunne høres fra hendes plads, ej heller da hun rejste sig en anelse, for derefter at hoppe elegant ned på jorden.
Fødderne landede i den frosne jordbund, og hun skar et kort ansigtsudtryk over den uforventede kulde, der gled op igennem huden på hende. Nogle gange havde livet som spøgelse været fantastisk, især i de kolde perioder.
Tankerne blev dog hurtigt skyllet væk, som hun tog det første skridt frem mod pigen, som ville befinde sig omkring femten meter fra hende. Angelie lod med vilje lyde høres, så pigen forhåbentlig ville vende sig om, for at finde ud af hvor disse lyde kom fra, og se.. Angelie.
Hvis hun gjorde dette, ville Angelie sende pigen et diskret, prøvende smil, der forhåbentlig ville fortælle at hun ikke var her for at gøre skade på hende.
Hvis Dialko ikke vendte sig, ville Angelie gå helt hen bag hende, og lade en hånd falde ned på pigens ene skulder, imen hun ville kigge ned på denne med et alvorligt, og bekymret blik.

Det var ikke alment kendt blandt folk, men Angelie kunne tilsidesætte de fleste følelser over for væsner, men når det kom til hendes eget folk, og børn, var hun beskyttende og ville dem det bedste.. Et barn havde ingen jordisk chance for selv at sige fra, og racen lå i hendes blod.. Hun følte med sin race, levede og åndede sammen med dem. Selvfølgelig satte hun dem over alt andet også.

De triste øjne, hvis mørke farve pulserede opmærksomt, blev gemt for omverdenen. Hun havde lagt de tynde hudfolder foran, øjenlågene, der også var griset til med snavs. Hun lod alting udenfor være af mindreværdig betydning, end kroppens velfærd. Hun tvang den kolde luft indenbords, så den kunne opfriske lungerne, før at den blev pustet ud af samme luftkanal, men mere varm og damp agtig.
Musklerne rystede, det kunne hun tydeligt mærke, og det fik hende også til at klapre tænderne sammen, som om hun var nervøs. Huden strammedes, ligesom dengang den tidligere ejer havde hevet hende op, og sammentidigt revet flertallige hår direkte ud af hendes sarte hovedbund. Igen skælvede hele hendes krop, for hun kunne stadig mærke smerten. Den var næsten ubærlig, men alligevel blid, i forhold til mange andre eksempler. Igen og igen rystede hun, for tankerne vældede indover hende. Hele hendes sind var fokuseret på fortiden, lagde ikke mærke til kvindens nærvær. Pigen bemærkede ikke de ellers åbenlyse skridt, der syntes at føre dem tættere på hinanden. Ørene nærmest dansede til takten af kvindens fødder, men selve sjælen var uopmærksom og intetanende.

Der var mareridtet under hendes 76 års fødselsdag. Der var ingen fest, og slet ingen glæde at spore omkring pigen. Hun kunne se sig omkring, men der var ingen kontakt at spore. Ikke engang hendes slanke, kvindelige ejer gad se på hende. Hun spurgte altid sig selv om hvorvidt de kendte til hendes fødsels årsdag, eller om de simpelthen bare ikke gad hende netop den dag. Kroppen skælvede tre gange, i den verden som den anden kvinde også befandt sig i, virkelighedens verden. Der sad, stod eller gik de. Ligeglade, uden at skænke den mindste interesse til hende. Hun ville gå frem, diskret rykke i et af de tilstedeværendes bukseben - vel vidende, at det kunne betyde et godt lag tæsk - men denne gang, kom der ingen respons. Ikke engang et ubehaget grynt, som ellers normalt kendetegnede deres mening om hende. Lige indtil klokken blev 00:00, midnat, var der ingen nærvær. Og det gjorde mere ondt, end de gange, der var blevet svunget med pisken af ild. Det skar mere i hendes sjæl, end de grove neglefile, der langsomt flåede hendes vinger itu. Det var noget af det mest utålelige, og mentalt destruerende dage hun havde oplevet, siden hun blev engleracen værdig.
Hvis der var noget, der kunne få hende til at svede af et simpelt minde, var det dog det, at blive ignoreret fuldkommen. Og det var det, der fik hende til at reagere, som hun gjorde på kvindens hånd, der lagdes på Di Alk O'leens skulder.

Hvis kvinden ikke nåede at fjerne sin hånd, hvilket var usandsynligt, ville Di Alk O'leen af ren ophidselse fra fortidens drømme, gribe fat i dennes håndflade og borer neglene ned i. Hun sprang op, nåede ikke at gøre andet end at gispe og spærre øjnene op, før at balancen svigtede. Hun havde stået med halvdelen af den ene fodballe på sø kanten, indtil hun til sidst røg direkte ned i det lettere forfrosne vand. Det fik væskemassen til at sprede sig rundt omkring, så lyden af faldne dråber tydeligt kunne høres og lægges mærke til. Di Alk O'leen kneb hårdt øjnene sammen, for selvom hun var vant til ekstreme minus grader, var dette alt for overvældende for den lille krop. Ude af stand til at bevæge sig, på grund af de stivnede og i sig selv alt for skrøbelige knogler, blev kæberne tvunget fra hinanden. Lungerne havde ikke nået at trække luft nok ind, til at hun kunne klare det i mere end 3 sindoprivende sekunder. Hvis det var muligt for hende, ville hun prøve at vride sig, men kulden syntes at overmande alle hendes forsøg. Det var nærmest ynkeligt at se på, imens hun sandsynligvis sank dybere ned imod bunden.
Hvis Angelie nåede at fiske hende op, inden at pigen kom for langt ned i dybderne, ville hun først og fremmest hoste adskillige mængder vand op, som hun i sine trænge forsøg havde slugt i sig. Bagefter, ville øjnene begynde at glide op, forskrækkede og ude af sig selv. Derefter ville rædslen følge efter, hænderne svinge sig automatisk imod hovedbunden, kroppen ryste af både kulde, stress og skræk, og til sidst, ville de triste øjne blive slørede af de mange kommende tårer. Hvis Angelie da overhovedet valgte at gøre noget, for det lille pigebarn, der havde reageret så kraftigt på tilstedeværelsen af hendes. Men hun havde været så forfærdeligt bange. Uforberedt.. Og bange.

det havde aldrig ligget til Angelies personlighed at tage sig af om folk var i en drømmeverden eller ej. Hun forstyrrede, trængte sig på, efter for godt befindende, og det var også netop derfor, at hun ikke tog sig yderligere af, at pigen ikke reagerede på hvordan hun nærmede sig langsomt, og roligt.
Hendes hånd, som lagde sig mod pigens skulder, klemte den diskret, hvilket også resulterede i, at hun mærkede hvordan negle borede sig ned i oversiden af hendes hånd. Automatisk slap hun grebet i pigen, og knugede kort hånden ind til sig, imens hun hvæste diskret over den uventede smerte, der løb igennem hendes hud. Hvem skulle havde troet, at det blev en forbasket unge, der kom over hende på den måde.
hendes øjne klemte sig en anelse sammen, og skulede mod det sted plasket lød fra, lige i tide til at se pigen forsvinde ned under overfladen af søen. "Du har for helvede vel lært at svømme" svarede hun, velvidende at pigen ikke ville kunne høre det under vandet..
Et.. to.. tre sekunder gik yderligere, og Angelies blik ændrede sig til dyb bekymring for pigens liv.. Hun så ikke ud til at ville komme op af vandet.
Sukket genlød i vinden, da Angelie satte i et spring, med armene over hovedet, for så at lande ned i vandet i et hovedspring.
Kulden stak i hendes krop som flere tusinde nåle, der borede sig ind i hendes hud. Kuldechok gik igennem hendes krop, mens øjnene forsøgte at skimte pigen igennem vandmasserne. Læberne begyndte langsomt at træde i den unaturlige blå farve, mens hun dykkede, rystende og med asymmetriske bevægelser.
Der!
Hun så en arm ikke langt fra hende, og Angelie rakte ud efter den med slanke, rystende fingre, mens hun kæmpede for ikke at bævre for meget med læberne, for ikke at miste den luft, som hun havde suget til sig, inden hun sprang i vandet.
Heldigvis var den lille pige ikke specielt tung, og vandet gjorde det endnu lettere, at trække pigen ind i hendes favn, hvorefter Angelie sparkede med fødderne og bragte dem mod overfladen, hvor begge deres hoveder ville bryde igennem.
"Du er virkelig ikke let at have med at gøre" Hostede Angelie og spyttede vand ud gennem næsen, imens hun med nød og næppe fik skubbet pigen op på kanten af søen, for så at trække sig selv op.
Hun trillede pigen om på siden, og tillod denne at hoste al det slugte vand op af lungerne, imens hun gned sin våde, og nu beskidte hånd, mod ansigtet.. Vand og jord var bestemt ikke en god blanding.
"Og hvad skulle den svømmetur så gøre godt for?" spurgte hun med et opgivende, og rullede let med øjnene, inden hun sendte pigen et afventende blik. Angelie brød sig bestemt ikke om kulde, og det fugtige tøj ville ikke hjælpe yderligere på det nu.
De måtte finde noget tørt tøj.. Hurtigt, ellers ville de begge ende med at blive syge.. Eller Angelie ville i hvert fald.

Rystede.. Di Alk O'leen syntes at imitere et espeløv, svunget af vindens drilske hænder. Men hun kunne mærke dens fingre, der stak som små nåle i hudens porer. Luften gav hele hendes krop utallige lussinger, som en straf for hendes uopmærksomhed og lille dukkert, i det klare men glubske vand. Hun klaprede naturligt tænderne sammen i små stød, der genlød i alle hendes forfrosne knogler, der stadig var en anelse stive. Hun krøllede tæerne, der prikkede ubehageligt, ligesom alt andet i og på hendes krop. Fra afstand ville hun ligne en pige, der havde været igennem en gruppevoldtægt, på grund af det sørgmodige ansigt og arrene, der spredtes over hele hendes mudrede skind. Det var stadig ikke muligt at skimte den lyse farve, hun oprindeligt var skænket fra fødslen af. Den var forsvundet så ufatteligt hurtigt, at hun efterhånden havde opfattet sig selv, som værende mørk. I det sociale var hun ikke den lille pige. Hun var slaven, negeren, genstanden og møgungen.

Di Alk O'leen slog blikket op, selvom det stadig rystede. Omverdenen var ikke bare rystende, men også uklart, for de saltede dråber hobede sig fortsat op i hendes øjne. Hun forstod ikke rigtigt hvorfor kvinden havde sat livet på spil, bare for at redde en tydelig trælle født. Især ikke en, der intet andet end underlivet havde at byde på. Hun tænkte tilbage, klemte nervøst øjnene sammen, og syntes at forsvinde ind i fortiden for et par sekunder. Prøvede ikke at tage sig af kvindens ord, der tydeligvis var spørgende. Om end også en anelse angribende.
Hun klaprede stadig tænderne, lod musklerne skælve og trængte ind i et kort, men tydeligt mareridt af et minde, for omkring 13 år siden..

"Åben kæften, slave 32!"

Den dinglede, som en frastødende og ophidset ting, der bare ventede på at blive indsmurt i savl. Den dirrede, for dens ejers hånd holdte den opad, så den bedre kunne ramme. Di Alk O'leen, og dengang slave 32 for en slavehandler, sad på sine knæ. Det var samme position, hun havde befundet sig i, snart 2 timer siden. Det gik simpelthen så hurtigt, at hun betvivlede den præcise tid. Men han var liderlig, og hun kunne stadig smage hans penis, der prøvede at stoppe sig selv ned i halsen på hende. Men hun kunne også tydeligt huske, at det var den sidste gang var mislykkedes ham, og brækket var røget ud af hendes mavesæk, op langs spiserøret og endt lige midt på hans underliv, der blev smurt ind i en mørkegrøn, usund masse af væske og rester af enkelte, minimale stykker muggent brød fra dagen før.
Uheldet var endt i, at han aldrig prøvede at gøre dette igen. Tilgengæld fik hun 2 uger uden mad, hel-dags piskeri og misbrug af forskellige bumser og manden selv, plus miniature men talrige lunser af hendes hofter, der blev klippet af som små tern af kød..

Øjnene spærrede sig op. Hun havde været fordybet i sine egne tanker, til at bemærke sin egen krop, der igen sad stille. Der var tyst, udover træernes grene, der hviskede til hinanden. Hun fik igen øje på kvinden, der risikerede at blive sløj senere hen på dagen, hvis der ikke snart kom en sygeplejerske eller lignende. Di Alk O'leen sukkede, besluttede sig for at svare, selvom det ikke faldt i behag. Men det var der så mange ting der gjorde, at hun var blevet så vant til at gøre alting, imod sin vilje, hvis det ikke gik imod Gud. Hun var gammel af sind, men hun huskede stadig de regler, der var blevet sat op. Fulgte hun dem, ville hun begå jorden som en af hans Engle. Brudte hun reglerne, ville der ingen tilgivelse blive, og hun ville forvandle sig til et frådende monster. En Djævel.
Di Alk O'leen åbnede munden, nåede lige at lægge mærke til, at hun dog stadig havde klapret tænderne sammen.

"Jeg.. Blev overvældet af deres tilstedeværelse.. Ma'am..."