Stjerneklar nat ved søen (privat Miro)

tid: midnat
sted: søen
vejr: stjerneklart
omgivelser: mange starin lys

Gabriella sad i en kreds af lys, hun elskede at se på stjernerne, men hun ville helst sidde i lidt lys så hun kunne tegne den smukke natte himmel. hun elskede at tegne, men hun følte sig også meget ensom, godt nok havde hun sin søster der hjemme, men hun manglede en der så hende som en kvinde, og ik som en søster

De guldgrønne øjne fangede skikkelsen af en kvinde, hun var ganske pæn, men af menneskeligt afkom. Det forekom ham tydeligt, så han snøftede gnavent en enkelt gang, før de tomme øjne besluttede sig for at besøge denne foran. Han gik imod hende, månens skær oplyste hans gyldne hår i en flot glimten, mens at tøjet drog opmærksomhed med sin gallanthed og adelige detaljering med guld og glimt.
"Godaften.. Menneskebarn"

Godaften" sagde gabriella blidt. månens stråler ramte hendes gyldne hår og hendes gårlige øjne. "Hvad bringer dem her ud så sent, normalt sover folk på dette tidpunkt" sagde hun. det var ikke faldet hende ind at han var vampyr. hun syntes han så godt ud. hun lå sit hår om på den ene skulder, og det gjorde hendes hals helt fri.

Han undredes ikke hendes rolige tone, da hun jo sikkert ingen idé havde, om hans gener. Hendes hals duftede så sødt, han kunne selv på denne afstand smage det i tungen, men forholdte sig dog stadig nogenlunde rolig. Han overvejede dybt bare at springe på hende, rystede let på hovedet og gik hen for at sætte sig ned ved siden af denne kvinde, hvis hals trak mere og mere med sin specielle sødme.
"Natten er smukkere end dagen, hvis det står til mig..." han tavs kort, men snakkede igen og havde det gyldne blik på hende.
"Og hvad med dem?"

jeg elsker bare at se på stjernerne og drømme om..tja...om hvordan væsner er.. mit ynglings er dog vampyren.. de er så special, også selvom folk frygter dem, så vil jeg heller være venlig mod en, end at jage" sagde hun. "Jeg hedder forresten gabriella" sagde hun blidt. hun gøs lidt. hun havde glemt sin frakke og en kold vind havde lidt ramt hendes bare arme.

Han betragtede hende og ordene der kom fra hendes mund, hun så rimelig sikker ud, selvom hun snakkede om hans slags. Han træk på skuldrene og tænkte på de mange vampyrer, der var mindre værd end brugt skrot.
"Gabriella... Mit navn er Miroh og således er jeg da en af dem, du ikke frygter jagtet af" Han så på hende da hun gøs, havde egentlig aldrig frygtet kulden, kun været omsluttet af den, siden han var en levende død, uden varme.

så har jeg endelig mødt en vampyr, endda end der virker venligt" sagde hun og nøs. "uh jeg har glemt min frakke.. nå skidt pyt, jeg vil heller nyde natten, end at tage hjem, min søster kan godt klare sig lidt alene" sagde hun og gned sine hænder over sine arme. hun havde en blodåre der var meget tydelig på hendes blege fine hud

"Jeg kan desværre ikke varme dem.. Gabriella" Han tog hendes hånd, hvor pulsåren var, og klemte en anelse til, dog ikke hårdt nok til at det skulle gøre ondt på nogle måder. Normalt var mennesker ikke så venlige, slet uden skumle bagtanker, men selvom hans guldgrønne øjne skuede igennem hendes, fandt han ingen sorte pletter på sjælen.
"Du må da fryse forfærdeligt..."

det lige meget..." sagde hun rystende. hun var kærlig og blid. hun havde en kurv med frugt og brød ved siden af sig. "Er du sulten?" spurgte hun. "Jeg har nemlig lidt brød og æbler" sagde hun

Han kneb lettere irriteret øjnene sammen og så spydigt på kurven, inden han brummede og klemte hendes hånd en anelse hårdere.
"Jeg spiser ikke fast føde.. Jeg er jo Vampyr" Han tog hendes hånd op til næsen og snusede ind, blev næsten helt hypnotiseret af den sødmende og kvælende duft af hendes blod, der pulsede indeni hudens kamre. Miroh slap hendes håndled, lod den falde og så på hendes rystende skuldre.

hvis du vil have lidt blod.. så må du godt.. du må bare ikke tage for meget" sagde hun og bed i et æble. *Jeg fornærmede ham vist* tænkte hun trist. hun så på månen og smed så sit æble i søen. hendes varme øjne var pludselige blevet meget triste. hun troede virkelig at hun havde fornærmet ham

Han rystede let på hovedet, ikke at han ville tilsmudse sine fine hugtænder fra en lang række adelige forfædre, med deres spidse tænder. Han opdagede hendes øjne ikke var optimistiske mere, snarere bedrøvede og klemte hendes håndled fra før en smule, som et tegn på at han ikke var blevet fornærmet eller gal.

hun så på ham og smilede lidt. "Det var ikke meningen at sige noget dumt... men jeg tænkte bare på hvordan det enlig var" sagde hun stille og trak sine ben til sig. "Forstår de...jeg er alene... jeg har kun min skadet lillesøster, jeg har ingen andre" sagde hun stille og lå sit hoved mod sine knæ

Han så en smule betaget på hende, glemte den bedøvende duft af hendes blod og tænkte på det hun sagde, de stak en smule. Ensomheden... Han kendte den kun alt for godt og nikkede kort før han med et suk, svarede hende.
"Tjaa.. Jeg kender kun alt for godt ensomheden"

jeg har aldrig været sammen med folk siden mine forældre døde da jeg var 8, min søster og jeg fandt først hinanden for et år siden" sagde hun stille. *hvorfor fortæller jeg ham det.. sikkert fordi jeg trænger til at få det sagt* tænkte hun

Egentlig var han ligeglad, begyndte igen at tænke mere og mere på blodet, men holdte sig tilbage ved at bide sig i tungen, med de få flade tænder han nu havde. Istedet for at sige noget til hendes sørgelige kommentar, lod han hånden sno sig om hendes hals og trække hende imod sig, en slags trøst han havde set et menneske gøre, da han skulle skilles fra sine kone og børn, men ville lave et sidste farvel. Ellers, anede han ikke hvilken reaktion hun forventede af ham.. Et monster, udyr eller et omvandrende, koldt lig.

hun så lidt forvirret på ham. hun anede ikke hvad han ville gøre, hun så ind i hans øjne. hendes øjne var varme og blide igen. *hvorfor holder han i min hals* tænkte hun

Han så tydeligt hun ikke havde opfattet meningen, og tog irriteret hånden til sig med en lettere provokabel grimasse.
"Prøvede at udvise.. Medlidenhed... Som i mennesker kalder det, eller noget" Han tog sig til håret og gravede hånden ned i det, med en let bevægelse. De guldgrønne øjne holdte opmærksomt blikket på hendes ansigt.

jeg blev bare forvirret" sagde hun stille. hun kunne ikke dy sig for at røre hans hår. "Dit hår er så..så blødt" smilede hun blidt. *blødt som silke* tænkte hun og smilede

Han glippede let med de kolde øjne, inden han lænede sit hoved frem og lod hende mærke, hvor han normalt ville smøre håret ind i den andens blod, som altid når de stod alt for nær.
"Rør du bare, Gabriella"

hvordan kan dit hår være så blødt" sagde hun og tænkte på sit eget slidte hår. hendes hår havde engang været lige så gylden som hans. men da hun havde stresset så meget var håret falmede en smule