alene i natten eller ej?-Grandfather Horus -privat

T: nat
V: helt sky fri og fuld måne/mørkt
O: ingen endnu
S: skoven

Moki trænede med sin kæde mod et træ, hun var ved at ha det slået i stykker på midten, hun blev bare ved med at træne med den, hun havde det tøj på hun altid havde på, det lignede noget Japansk, hun havde noget sort stof over mund og næsen som hun altid havde det, hendes lange flotte hår var sat i meget underlig heste hale, noget af hendes hår sad ikke i heste halen og hang bare løst. Hun havde en lygte med så hun kunne se træet ellers kunne hun ikke se andet

Hvis man hørte godt efter, kunne man høre fluerne på afstand. Den sky af fluer der altid sværmede omkring det rådnende kød fra Horus. Dernæst kom lugten. Lugten af mider. Lugten af blod. Lugten af rådent kød. Køddet der rådnede for hvert skridt han tog, altoverdøvende. Altoverskrækkende.

Og så så man ham. Horus. En gigantisk skikkelse. 2 meter høj. Og mindst lige så bred, hans mave var enorm, men, ikke den enorme mave, der var associeret med en rig gangster, der havde råd til at æde sig fed. Nej. Hans hud var grønlig. Den var fyldt med bumser, sår, rifter, betændte åbninger, blå, gule og grønne mærker. Og rundt i disse sår kravlede mider, maddikker, og den slags ulækre skabning. Ansigtet var fladt, men en spidst næse, og en bred, bred mund. De gule øjne stirrede sløvt frem for sig, som de stumpede ben stavrede sig støt og roligt frem. Som om han havde al den tid i verden. Og det havde han, djævlen Horus, var lige så gammel, som frygten selv.

Et tungt åndedrag unslap de tykke hudløse læber, et mismask af sener og muskler var de, mere end de elegante røde læber, som normalt associeredes med intimitet. Tænderne var små og sylespidse. På hovedet voksede der ikke et eneste hår. Vejret blev trukket ind... Raspende. Maven udvidede sig, og hvis man så godt efter, kunne det yderste af lungerne ses, som de udvidede sig, og slappedes, da luften forlod hans læber endnu en gang.

Horus.

hun blev bare ved med at træne, hun stoppede med kæden og prøvede så drage, men da den var fremme, lagde den sig ned og holde sig over snuden, den kunne lugte noget som ikke lugtede godt, hun så på den"kom nu op og stå"sagde hun til den, den rystede bare på hovedet"pjat med dig, rejs dig så op når jeg siger det"sagde hun til den, hun prøvede at løfte den, men den var for tung"årrr din store bange drage"sagde hun, hun fik den tilbage til sin tattoo igen

Horus standsede og betragtede hende, undrede sig kort over væsnet der stod foran hende, åndedrattet var tungt og raspende. "Godaften min pige" Stemmen var det eneste blide ved djævlen, resten af hans ydre var rådnende, ulækkert, slimet, sygt og fordærvet. Men stemmen, stemmen var blød som en sommervind over en smørblomsts eng. Kærtegnende øregangene på hvem den måtte falde imod.

Han lænede sig let op imod et træ, betragtede hende, tatoveringer. Kæden i hendes hænder. Et potentielt våben. Måske? Han åndede ud og rystede på hovedet. "Du er sent ude mit barn"

hun vende sig rundt og så ham, eller næsten, der var jo mørkt rund om hende, så hun ikke kunne se andet, hun samlede sin lygte op"hvem er du?"spurgte hun, hun havde noget stof over sin mund og næse som hun altid havde, selvom hun var en engel lignede hun dem ikke rigtigt, hun havde ingen vinger, hun havde kun to store ar på ryggen efter sine vinger, hun kunne ikke huske hvad der var ske med dem eller noget om sin fortid

"Mit navn er Horus" Sagde den silkeblød stemme et sted i mørket. Og hvis man som han gjorde nu, stod i mørket, virkede stemmen fuldstændig ude af plads i en så grim mund. Hos et væsen der var så fordærvet som djævlen her. "Men de fleste kalder mig bare Bedstefar... Morfar, FarFar, eller hvad de nu føler for." Et smil gled over læberne, og han trådte forsigtigt nærmere. Betragtende barnet. Han tog endnu et skridt frem imod hende. Et eller andet sted, så var han jo Lucifers barn, og burde slå ihjel, lemlæste osv. Men nej, hvorfor dog gøre det? Hvorfor dog ikke tage dem under hans vinger, ligesom Lucifer havde gjort med ham i sin tid. Hah, han lød som en anden engel.

hun hørte han kom tættere på hende, hun tog nogle skridt tilbage, hun lignede et menneske, men det var hun ikke, hun var en engle, men hun havde ikke nogle vinger eller nogle engle evner som man nok ville kalde det, hun kunne ikke heal folk og har heller ikke lys magi, hun kunne kun frem mane kæden og så en drage som var hendes tattoo, den begynde at røre på sig, på hendes ben, så man kunne se den var levnende, hun sagde ikke noget til det han sagde

Han undrede sig kort. "du er sej hva?" Stemmen var stadig rolig, men virkede dog utilfreds med hendes opførsel. "Tror du er så sej med din lille drage, og din kæde, og din træning. Håber at en eller anden dreng vil komme forbi.. Og se dig som hård, så du kan elske ham for evigt og live lykkeligt til dine dages ende" stemmen talte sløvt, som om det dybest set ikke interesserede ham. "Pft..." Luften undslap læbberne som flappede let, opgivende. Han strakte sig træt, træt af denne dødeliges forsøg på at spille et spil.

"næh endelig ikke, det gør jeg ikke nej, det her er det eneste tidspunkt jeg kan træne i fred og ro og langt væk fra alle andre"sagde hun og kæden forsvandt igen, hun begynde at gå med sin lygte, hun var ikke meget for at være omkring andre, hvis man så godt efter på hendes trøje på ryggen kunne man se at hendes trøje var blevet syer to steder

Et svagt grin kom fra ham. "Javel ja" Han rystede på hovedet. Tydeligvist ikke interesseret i pigebarnet. Hvorefter han gik nærmere hende. Han var måske... 2... 3? Skridt væk fra hende. Han kløede sig forsigtigt, hvorefter han begyndte at lade øjnene glide i. Rene væsen. Alt for rene lille menneske. Måske ville en omgang... Ja, hvad mon det skulle være denne gang... Pæst? Polio? Kolera? En sygdom af en art, måske ville den ændre hendes livsattitude? Måske ville en lille dosis et eller andet give hende et par nye briller, at se verden igennem. Hvem vidste?

hun vende sig om"hvad laver du?"spurgte hun, hun kunne se ham, men hun blev ikke bange underligt nok"du tro jeg er et menneske gør du ikke?"sagde hun, hun kunne ikke lade være med at grine lidt, alle troede hun var et menneske, undtaget dem som kunne mærke hvilke race forskellige personer var, ville vide hvilken race hun var, hun kiggede bare på ham, hun tænkte lidt over hvilken race han var, hun kunne jo ikke huske særligt meget i forvejen

Han kiggede underligt på hende. Forstod ikke hvad hun talte om. Selvfølgelig var hun et menneske. Alle var mennesker. Engle. Vampyrer. Elvere. Alle der kaldte sig for noget andet. Mennesker. Mennesker der kunne gå i stykker, der kunne frygte, der kunne skrige i smerte og tude deres hjerte ud i sorg. Han klukkede for sig selv. "Hvad du er, er sådan set ligemeget mit barn, for vi ender alle sammen samme sted, hvis ikke vi vælger at efterkomme vores drifter" Han grinnede svagt.

hun kiggede på ham"a hvad?"sagde hun helt uforstående, hun havde nok fået det af vide på et tidspunkt i fortid, men den kunne hun ikke huske overhovede, hun ville gerne kunne huske den, men hun kunne bare ikke og hun viste ikke om der var nogle som kunne hjælpe hende med at huske den, for der var jo ikke nogle hun kendte her eller det viste hun ikke om der var eller huske det for den sags skyld, hun kende godt sine evne, men hun var nød til at øve dem en gang imellem