Meet the Father of Grandfather - Privat :l: GrandFather Horus -

Hånden gled langs bordets faste træsplinter, sat sammen i et fællesskab, der dannede en overflade. Mennesket der sad på den mere ubehagelig stol, fandt dens stærke struktur nærmest inspirerende. Hvis hun ramte en takket flade, var den nærmest overfladisk og dannede bare et pænt ar, til bordets allerede pæne konstruktion. Hun anstregnede sig til at smile lettere fjernt, da fingrene prikkede under den langvarige berøring, af den kolde ubarmhjertige og ellers elegant elegante bordkant. Hun så hverken ud som en prinsesse, men havde dog sit lettere tykke hår med sin pæne brune farve, eller virkede overnaturlig smuk. Menneske, tyv og en af dem, der altid førte endeløse diskutioner med sine følelser. Hendes otte-tallede bevægelser standsede imens at øjnene blev varsomme, hun var sikker på en lyd havdre skravet imod biblioteksgulvet. Som Maisuke var, fik hun slået stolen til side og lod det hele knirke under de lettere belastede fødder, der havde løbet et smertefuldt maraton den tidligere dag. De opmærksomme blikke for rundt i lokalet, spidede alt og intet, med deres gennemborende blik. Fingrene trommede imod maven, som de havde for vane, når hun blev i tvivl. Der var kun de ufatteligt mange reoler, mere støvede end en krukke med ældgammelt pis fra en grim, overvægtig og alter-egoet tøs i stramme læderjeans. Hun fandt det morsomt at ingen endnu havde fanget hende, et menneske uden særligt gode mannere og en lidt for dumdristig tankegang, hvad angik spænding. Maisuke havde en elendig tålmodighed, sikkert stammende sin far. Så efter et par minutter, brummede hun negativt og satte sig endnu engang, men skævt på stolen. Det tog sekunder inden hun faldt i sine egne fjerne tanker, bekymret om sit kommende liv, ligesom de fleste andre i byen Di Morga. Øjnene blev lukket i, hun faldt i søvn og nu, ventede hun bare på at vågne fra sit indre mareridt med skærsilden. Hun var alene... Indtil videre.

//Undskyld det er så forbandet kort! Men er træt, så lover dig at de andre indlæg bliver mindst 3 gange så lange ^^'//

Reoler. Så fandens mange og kæmpe store reoler. Vingerne baskede, som den lille flue fløj i forvejen. Fløj foran resten af flokken, der sværmede omkring "Fader". Fader var deres hjem, deres føde, deres udrugnings hule, deres fritid, deres liv. Fluekolonien ville ikke kunne have rejst sig til et sådant svimlende antal, havde det ikke været for den gamle dæmon som de nu delte kød med. Men lige præcis denne flue, var fløjet i forvejen, dens mange øjne blinkende, og da så den hende, pigen. Med et svag summen landede det lille insekt på hendes skulder, spejlede sig selv i hendes øjne et kort sekund, hvorefter det kriblede og krablede rundt. Ændsede ikke hånden. Klask.

Horus følte det som en del af ham selv der blev dræbt, da hans slæbende fodtrin hørtes i Biblioteket. Hvis man hørte efter, så kunne summen fra insekter høres langt væk, fra meter væk, derefter kom stanken. Rådent kød. Et lig der havde ligget i solen i et par timer. Så småt var forrådnelsen gået igang. Men konturen kunne stadig anes fra liget. Sådan kunne sige Horus var. To små, stumpede ben, der endte i en enorm torso. Huden var grønlig. og djævlen bar intet tøj, men den var ikke flov, thi der var ingen kønsorganer at se på ham. Intet køn. Maven var storm, i siden var der hul, helt ind til organerne, lungerne der spændtes og slappede. Udvides og slappedes. Igen og igen. Rundt omkring på kroppen sad bumser, bylder, betændte sår, en af de fede korte hænder kom op til den evigt grinende brede mund. Tørrede kort en stribe salv væk, hvorefter munden blev lukket. De små gule spidse tænder skjultes for en tid.

Og da, faldt de gule øjne på hende. Kvinden på bordet, en kvinde der lød til at være fortabt, kvinden, der lød til at have tabt al mening i livet. Eller ihvertfald, havde været død fra fødslen. Eller måske blot, var født i en al for hård verden. Miderne i hans mange sår vred sig, og en svag kildren blev sendt igennem den læderagtige hud. Gennem de mange organer, der kun knap og nap var holdt inde, og helt op til øjnene, de gule øjne der blev spilet op og rettet imod hende. Smilende. Fodtrinene slæbte sig imod hende. Hvorefter han sank ned på tre stole, de gav sig, knirkede og knagede. Men holdt lige akkurat til hans enorme højde og vægt. 2 meter bred? 2 meter høj? Hvad var forskellen... For bred og høj var djævelen. Men hvad betød det.

"Godaften min pige..." Stemmen var blød, silkeblød, og man skulle ikke tro en så kærlig stemme kunne komme fra sådant en rådent monster. Men den fløj som lyden var en efterårsbrise ind gennem åregangende og fortryllede de fleste. Kællede for deres trommehinder, og aeede deres øregange. En faderlig, tryghedsfremkaldende stemme. Stemmen, som enhver god bedstefar besidder.