Arena of Judgement: Red Blood. ((Kalden & Korah.))

__

Man kunne høre folke mængden råbe i kor: Dræb, dræb, dræb, dræb! Det var næsten til at lade sig rive med af. Mørkets racer sad tættest på arenaens store vægge der strakte sig ti fem meter op, og resten var kapslet inde ved hjælp af tremmer, som et fugle bur der løb tyve meter op imod den åbne himmel. Selve koloseummet var enormt, der var plads til flere hundrede folk, uanset art! Og de forreste lod ikke deres blodtørst holdes tilbage.
Dræb, dræb, dræb!
Tættest på Arenaen, på en balkon der så ud som om den var groet ud af murværket sad en herre i en stor trone, hvis udseende var makabert. Skabt af knogler der var blevet slebet fine og bløde, for derefter at være blevet sat sammen og lavet om til en behagelig trone. Herrens klæder var lige så utiltalende som tronens udseende. Tøjet var lavet af sort elver hud, der var strukket ud så det næsten lå gennemsigtigt over hans hud. Små kranier fra mindre dyr, løb langs skulderens kant, og ved hjertet på manden var en lille sølv halskæde, som var spundet fast over brystet. Dette var Di Morga's såkaldte herre, deres leder, deres tyran! De ondsindede elskede ham, de neutrale frygtede ham, og de godhjertede planlagde hans fald i smug. Ved hver side sad en kvinde, den ene i en fornem blå kjole, med et ansigt der var skjult under hvidt stof som personen kunne se igennem. Dette stof var viklet om hendes hoved, og et gyldent diadem holdt det på plads. Dette var herskerens elsker: Kilia. Den anden kvinde var ikke lige så 'gemt væk'. Hun sad i en bronze bikini, med gyldne smykker, om ankler, hænder, håndled, ben og arme, overpyntet med dyre ædelstene. Hunlignede en kvinde taget direkte ud fra en gammel myte om underskønne kvinder der drev mænd ind i synden. Hendes krøllede røde hår lå tykt ned over hendes skuldre, imens at hun havde den ene arm hvilende over hendes herres, aede hans med hendes fingre, kærligt og hengivent: i modsætningen til elskerinden der sad stille og rank.
Herskeren lod sine giftige øjne løbe over den blodtørstige mængde af folk, rakte hånden op, og alt blev stille.
Et skævt smil kom.
,, Lad os begynde..!"
De fem meter høje porte som stod parallelt overfor hinanden inde i arenaen blev åbnet, og de kæmpende kunne begynde deres kamp.

Lyset der landede på Korahs brystplade blev reflekteret væk. Det var ikke en massiv plade som en rustning... Det var fine lag af metal lagt oven på hinanden, så den ville kunne tage imod et slag, men ikke hæmme bevægelserne. Metalet lå oven på læder som beskyttede ham yderligere. Hans rigtige rustning var en læder rustning som bare var forstærket med Metal de forskellige stede. Bastard sværdet hang løst ved siden af ham. Ingen skede. Skeden kunne hoppe ind mellem hans ben og fuldstændig ødelægge det for ham og få ham slået ihjel.
Der var heller ingen hjelm til at beskytte krigeren imod slag mod hovedet og gjorde det derfor endnu mere tydeligt at hvor ung han faktisk var... Han kunne ikke være mere end de 17 år.
Korah slugte en klump spyt og trådte længere ind i arenaen.
Hans brune hår lå fladt ned over hovedet, med meget små krøller få steder. Hans hage dirrede ikke, viste ingen tegn på angst eller noget andet. Munden var helt afslappet i et skævt smil, som om han intet havde at bekymre sig om.
Men det mest iøjnfaldne var de græsgrønne øjne. De kunne ses som to grønne prikker direkte i øjne selv på pladserne længere væk... Han ville blive genkendt lige meget hvor.
Indeni ham var det straks anderledes. Han var intet lig det afslappede væsen der viste sig foran dem. Hans hjerne strømmede over med stemmer, tegninger af bygninger, formationer og kroppens anatomi... Korah havde det som om han skulle op til eksamen i hvordan man nakker en bedst... Hvilket jo også var sandt nok, da der ikke rigtig var noget andet at gøre end at gennem banke denne Kalden.
Usynligt for det blotte øje, bølgede en form for konstant vibration ud fra ham... Lidt som et ekkolod, vil han kunne mærke hvem som helst der kom tættere på ham end han ville have det, i det sekund de gik ind for hans cirkel. Han havde stadig ikke mødt denne Kalden og vidste derfor ikke hvad han, eller hun, kunne... Hvilket gjorde ham en smule skræmt som altid, for det ukendte.
Han kastede sit grønne blik op på publikum og scannede dem nærmest, før han så kiggede på tyrannen. Selv på denne afstand ville han kunne kende den person... Satans...
Korah rettede blikket mod den anden dør og ventede så bare på sin modstander.
*Du vinder det her!* sagde en bydende stemme inde i hans hoved. Det var ikke Korahs stemme der sagde det. Sammen med en tusind andre stemmer på forskelligt sprog han ikke kendte til, hviskede de alle til ham det sammen... Han ville vinde... Og det ville han.
Mange var her for egoistiske grunde... Ikke Korah. Han var her hovedsagligt her for at slaverne skulle begynde at se at selv et halvmenneske ville kunne klare sig... Derfor kunne han ikke tillade sig at dø.

//Dette er hans sværd https://2img.net/h/oi56.tinypic.com/148nfq8.jpg //

Kalden var klar han ku ikke blive mere klar nu hans tome sorte øjne så afvendte mod den store dør der ville førte ud til der hvor kampen sku stå, hans tøj ku ikke beskytte ham for han bar ikke andet end en hvid undertrøje så hans veltrænet men spinkle overkrop ku ses udover det bar han et par hullet stramme jeans samt et par sorte støvler med nitter og så et tørklæde som holdt hans brune hår oppe(som på avatar) i hans lomme lo hans gamle barberkniv hans kæreste ege.
Han strakte sig kort imens planer kørte gennem hans hovedet han havde en fordel han vidste hvad fyren var og kendte derfor til svaghederne *du skal vinde*tænkte han tørt imens han bare stirrede koldt på døren, det han var mest spændt på var faktisk at få et glimt af dette lads hersker og det ville ske snart meget snart, hans ansigt viste ikke tegn på hvad han følte men heller ikke tænkte det havde bare et tomt udtryk dog led et grumt smil frem på hans læber da døre gik op, han sukke kort før han trådte ud med hurtige elegante skridt, hans sorte øjne så hurtigt op mod herskeren før han vendte blikket mod sin fjende og stillede sig klar*nu sker det*tænkte han kort før han fnøs let var det kun en knægt han sku kæmpe mod? selv så Kalden ung ud men var dog 800 år vampyr, han betragte sin modstander og afvendte at fyren sku angribe da han ikke selv ville starte, han smilede grumt tænk at fyren bar rustning tåbe man ku da klare sig uden efter hans mening.

Korah frøs på stedet. Ude af stand til at røre sig. Det var ikke frygt der frøs ham. Det var en blanding af overraskelse og simpelthen forundring over det. Personen var dukket op uden hverken våben eller beskyttelse... Enten var han godt dum, elle overmodig og begge dele havde det med at slå en ihjel.
Eller en tredje ting, som sagtens kunne være værre end de to. Han kunne have en ekstremt stærk magi, som ville kunne ødelægge Korah, uden at kunne gøre noget imod det.
Han begyndte at gå. Allerførst velovervejet og roligt. Så længere skridt og sværdet blev trukket ud sin enkle holder. Og så sprang han nærmest af sted med en fart der oversteg et normalt menneskes.
Sværdet var hævet over hoften og blev holdt godt fast af begge hænder. Hvis Korah kunne få lagt en hånd på fyren, ville han kunne slå ham ihjel med sikkerhed, uden at frygte noget andet angreb, men der var ingen Garanti for at han ville kunne sætte ham ud af spil med et angreb...
Denne kamp ville trække ud...
I det sekund han var tæt nok på, stoppede han brat op, snurrede rundt som en diskos kaster og svingede sværdet direkte imod hans bryst. Det buede blad sang lavt og lød næsten som en kat der spandt over noget. Måske af kamp glæde...

Kalden så tomt på fyren imens han afvendte hvad der nu sku ske han vidste ikke hvor mange der enligt havde satset på ham men det var nu heller ikke det han tænkte på langt fra kun tanker om fyrens blod lå i hans tanker, han hvæsse koldt et dybt hvæs som kom helt nede fra hans mave*nu sker det*tænkte han i det øjeblik hvor fyren kom løbne mod ham med sværd*nå man brug våben*tænkte han kort før han forsvandt ud i den blå luft han var jo vampyr og derfor ku han bruge usynlighed som fjerede al hans lugt samt at han ikke længere ku ses, et koldt smil gled hen over hans læber da han hurtigt løb til siden da sværdet kom mod ham hvorefter han løb hen bag fyren dog med en lang afstand #dø, dø, dø, dø# lød det nu koldt i fyrrens hoved men kun han ku hører det igen andre, Kalden dukke igen op nu med en håndfuld sand som han hurtigt kaste ud i luften så der næsten kom en støvsky, dog angreb han ikke endnu dette vaer ikke det rette tidspunkt endnu.
Kaldens sorte øjne så stadig tomt på fyren imens det grumme smil igen kom frem på hans læber*kom an knægt*tænkte han tørt imens han kort slikke sig om munden ved tanken om blod ja han tænkte faktisk på blod nu for han var altid sulten og ku altid spise mere dog tænkte han også på næste angreb ja og så var der skam også andre tanker men de sku ikke nævnes, han så afventende på ham dog mødte han aldrig direkte fyrens blik for hvad nu vis fyren havde en eller anden evne hvor øjenkontakt ku gi problemer så derfor så de sorte øjne aldrig ind i fyrens, Kalden så kort rundt nogle folk heppe da på ham men nok også fordi han tilhørte en af de mere værdige racer fordi han ikke var en blanding eller en fe, nej sådan nogle væsner så Kalden som svage desuden så han også kærlighed og sex som en svaghed det var også derfor at de følelser var smidt væk.

Sværdet ramte intet og Korah slog hen i et lille tilfreds grynt af et grin. Han havde aldrig forstået omfanget af Vampyre, men en ting vidste han dog. De var ikke uovervindelige... Det var tydeligt at en vampyr kunne slås ihjel.
Og selvom Korah ikke anede hvem Kalden var, kunne han lugte den døde stank der fulgte en vampyr... det var som duften af et lig. Det kradsede allerbagerst i næsen, følelsen af at et nys samlede sig i baghovedet var der også. Det var den måde Korah kunne skille dem ad. Han reagerede anderledes på deres lugte.
Han lukkede øjne da han så støvskyen, men han var ikke hurtig nok. Sandt fløj direkte ind i øjne og han tog sig til det ene øje, mens den anden hånd holdt sværdet oppe.
Hans ”ekkolod” opfangede noget. En bevægelse og han vidste nu hvor det var. Men han ville ikke afsløre det endnu. Han skulle sørge for at Vampyren Kalden afslørede sig selv, eller var uforsigtig bare et sekund.
Det var tydeligt for Korah at han blev undervurderet. Det gjorde ham en smule vred, men det var utroligt som nogle troede at de kunne gøre hvad de ville, bare de selv mente det var rigtigt.
”Kom så an” Gøede han spottende af Kalden, mens han trådte ud af støvskyen, væk fra Kalden og fik åbnet sine øjne. Lidt rødt havde sneget sig ind i øjne og smilet var der stadig på læberne.
Korah begyndte at at danse næsten helt fremme på tåspidserne over at kæmpe. Han kunne knap nok mærke sin rustning tynge ham ned. Adrenalinen havde fået fuldstændig fat i ham og han smilte. Smilet var overraskende skræmmende. Det var ikke så tit man så folk i et colloseum , smile midt i en kamp.
Han greb med begge hænder om sværdet igen og kiggede rundt som for at vise han ikke havde set ham.

Kalden smilede koldt han var fuldt synlig igen dog stod han et stykke fra fyren og så tomt på ham som om han ikke rigtigt følte eller tænkte noget men det var nu også bare det han ville vise frem folk sku ikke hvide hvad der gemte sig inderst inde i ham, han mærkede vreden boble ind i sig og vidste at det snart måtte blive tid dog ikke endnu.
Han trådte et skridt frem"nå knægt "svarede han bare tørt med en mørk dyb stemme*våben er ikke altid stærke*tænkte han kort før han trådte endnu et skridt frem og lukke lyden af folk ude så godt han nu ku imens hans øjne blev smallere og mere tomme at se på#dø, dø, dø, dø, blod, blod, blod#lød det igen i fyrens hoved med en kold stemme som man sku tro kom overalt fra og vis man kigge på Kalden var hans mund blot lukket som dette ikke var ham, han blotte tændere kort før han knytte sin ene hånd og spredte så fignerne igen hvorefter en iskold vind fløj ud af hans hånd og hen mod fyren, viden var utrolig kold og ville nok få fyren til et ryste af kulde eller måske flytte sig lidt desuden lag et let lag is sig om fyrens sværg, Kalden smilede iskoldt imens han langsomt gik bagud og fjerede kort tid efter viden før han igen forsvandt og begyndte at løbe lidt rundt omkring før han dukke op igen langt bag fyren igen med sand i hånden som han kastede mod fyren.
Kalden betragte ham afvendte hans næste angreb imens han udtænkte en plan som nok ville virke, han så kort op mod herskeren dog var hans blik hurtigt endt på fyren igen*lad os se om det virker*tænkte han koldt imens han smilede grumt igen som om alt dette blot underholdte ham.

Han grinte bare og kastede et blik på ham som virkede uforsonligt og ældgammelt. De grønne i øjne voksede sammen med Pupillen og et kort sekund, skønt det virkede længere, var øjne helt sorte. Så blinkede og blikket var væk.
”Okay” sagde han bare og lukkede øjne. Ekkolodet fortalte ham det, hvis han var tæt på. Alt hvad han skulle var bare finde ham med det og hugge.
Stemmen lød som om den kom alle vegne og i 5 sekunder havde den en virkning. Han kunne høre stemmen, hvordan den bragte tvivlen med sig, rædslen for at tabe... Det kolde favntag. Han vaklede kort og stod så ret igen. Og så forsvandt stemmen i virvarvet af stemmer som konstant prøvede at overgå hinanden.
Den kolde vind trængte igennem rustningen og han kunne mærke den. Et let grin kom frem. Kulde... Han havde oplevet kulde før, det her var ikke ligeså slemt... Ja det var frygteligt, mindede lidt om bevidstløshed, men så forsvandt det igen.
”Er det, det bedste du kan?” spurgte han truende og lavt. Alligevel kunne det høres tydeligt, selv i vinden.
Korah vidste han ikke ville komme tæt nok på til at ramme... Han blev nød til at overraske ham og ramme ham direkte i hovedet, hvis muligt.
Han drejede rundt på samme tid med at Kalden smed sandet. Korah havde stadig sine øjne lukket. Han havde følt denne følelse meget på det seneste. Følelsen af at noget kontrollerede hans arme og fik ham til at gøre hvad det ville have ham til. Han vidste at hvis han bare gav det lov til at gøre hvad det ville, ville han være færdig. Derfor blev Korah nød til også at stå imod.
*Okay... Ikke for meget kraft, kun nok til at han skal væltes af den høje hest... Og brække benet* tænkte han med et ondt grin.
Korahs sværd bølgede som en sølvtåge, skjult bag sandet. For Korah var det et utroligt langsomt hug som bølgede og ikke var til at styre. For mange andre var det et hug som ville kunne skære hovedet af, uden at kunne se sværdet. Luften stod nærmest stille omkring Korah. Han kunne lave et par stykker af disse ”Bølger” som svingede i den samme retning som hans sværd. Han havde endda fundet ud af at han kunne nogle meget ondskabsfulde ting med den bølge.
Bølgen i luften, lignede ikke andet end en let varmedis i luften som bevægede sig direkte imod Kalden. Den skar sig direkte igennem sandet og imod hans bryst.
Lige bag ved bølgen, var Korah som var løbet i dens retning. Han vidste at bølgen muligvis ikke ville ramme, derfor ville han være i nærheden, tæt nok på til at kunne lægge en hånd på ham hvis muligt.

//Går i seng... Skrives i morgen aften//

//okay super går også i seng har det skidt men ses svarer imorgen//

Kladen var ikke færdig ind nu men var bare godt i gang med sin plan som enligt gik som den sku dog var den knægt ret … men han ku da se at de stemmer han havde skabt havde forvirrede fyren og det var godt, han lo koldt men af hvad? det ville folk omkring ham ikke ku forstå men sådan var han barer han vidste at kampen snart måtte slutte og ja folk ville se blod og det sku de da få lov til, han trak diskret sin barberkniv op af lommen imens sandet stadig han i luften dog hørte han noget som fik ham til at forsvinde igen*den går ikke*tænkte han kort fyren vidste vel at Kalden ku læse hans tanker.
Kalden løb igen om bag ham dog med en god afstand #blod,blod,blod skvat de vil se dit blod# lød det nu igen i fyrrens hovedet med en hånlig stemme som næsten ku komme fra alle sider og som ikke lød som Kalden stemme men en fremmede stemme, Kalden kom igen frem"kom så kan du ikke kæmpe uden sværd? kan du ikke bruge din styrke?"surgt han højt og tydeligt dog hånligt*det skal nok få ham op i det røde felt*tænkte han kort før han folede kniven ude dog uden at bevæge hånden, folk begyndte vist at blive utålmodige for de begyndte at sige den samme sætning igen og igen"dræb,dræb"lød det snart over alt men dette var ikke det fyren havde hørt i hans eget hovedet.
Kalden så kort mod publikum ” Hold SÅ KÆFt!”råbte han højt da han ikke gad hørere på deres ævle for de var jo i gang med at kæmpe og kampen ville nok også ende snart så folk måtte bare vendte.

Korah smilte grumt.
Han kunne endda mærke hvordan han løb rundt om ham med god afstand. Eftersom han ikke kunne nærme sig Korah uden at han ville vide, det måtte betyde han befandt sig et stykke væk fra ham. Godt og vel 10 meter...
Han hørte endnu engang den hånlige stemme og grinte bare højlydt. Enhver der kendte Korah, vidste at det ikke var hans normale lette grin. Dette var en høj, manisk latter som kun burde høre til på gale anstalten. De tusind andre stemmer han havde i hovedet overdøvede denne gang den hånlige, ved at råbe efter Korah på Oldgræsk. Han fattede intet. Alle disse stemmer, hvor de kom fra og om de overhovedet tjente til et formål, udover at overdøve den anden stemme der hele tiden kom.
*Hvis han kan læser mine tanker, ville det forklare det... Han må indplante noget... Men hvordan? Han har ikke rørt mig, set mig direkte i øjne, vi har ikke været tæt nok til at han kunne få mig med sin lugt... Han må have en form for felt over sig...* Korahs tanker fræsede rundt, mens han selv stod stille.
Selvom stemmerne i hans hoved, virkede højlydt, lagde han skam også mærke til stemmerne udenfor.
Endnu engang smilte Korah. Kalden havde lige gjort publikum lidt imod sig... Selvom Korah ikke var andet end en blanding, havde han gået lige på og hårdt i stedet for at danse udenom og trække den ud.
”Kom så an din tøs!” Råbte han spottende til Kalden. ”Du snakker om at jeg skal kæmpe uden mit sværd!? Hvorfor kommer du ikke lidt tættere på i stedet for at løbe rundt som et forskræmt menneske!” Korah fik det kort dårligt over at bruge sin egen race som en fornærmelse, men det var nødvendigt, da ingen andre racer kunne klare at blive kaldt det.
Publikum hujede højt og taktfast med deres ”DRÆB DRÆB DRÆB!!!” og det nåede næsten nye højder, da de kunne mærke at blodet snart ville flyde.

Kalden smilede grumt da han igen kom frem så den fyr troede han var bange for at komme tæt på sikke en tåbe han sku barer vide Kalden frygte intet, han fnøs koldt imens han knytte hænderne han ku tydeligt hører fyrens tanker og det fik ham barer til at smile mere grumt*lad os lege*tænkte han kort før han trådte hurtigt to skridt frem"tro du barer på det knægt"hvæsse han koldt nu sku han få nu måtte kampen slutte"Vil i se blod? så skal i se det"råbte hans så højt han nu ku mønster hvorefter publikum jublede og råbte højer"dræb, dræb, dræb"blev stemmerne ved, han lo koldt nu var tiden inde det var nu.
Kalden så tomt på fyren imens han hurtigt tænkte sit næste træk igen før han så satte i lynhurtigt løb rundt i en stor ring om fyren så sand blev løftet op og begyndte at skabe en sky af støv så det blev umuligt at se Kalden, imens han løb skabte han igen en iskold vind som nu fik sandet til at blæse hårdt mod fyren imens han stadig løb rundt og så nu skete det, Kalden hoppe midt ind i støv skyen bag fyren og stak så hurtigt han ku barberkniven ind i fyrens ører før han igen forsvandt og dukke op langt væk, selve støv skyen begyndte igen at forsvinde og snart ville Kalden se om han havde ramt plet, det var sket så hurtigt at publikum så forvirret hen mod kalden som havde brugt sin vampyr fart.

Korah lukkede øjne i. Det var tydeligt hvad Kalden ville gøre. Nu havde han kun angrebet med nålestiks angreb, intet for alvorligt til at forvolde store skader, men for både at kunne forvolde små skader, uden selv at få nogen... Det var sikkert for at vise at Korah ikke kunne gøre noget imod det.
Men der tog han fejl.
De mange stemmer inde i hovedet voksede. Det var intet Korah havde forudset og han kunne intet høre udover de mange forskellige sprog. Noget af det var uddødt, kun snakkede i små samfund og andre var over hele verden. Han kunne intet andet høre, eller se.
Og alligevel undgik han angrebet.
I det nanosekund, det tog Korah at opfatte noget der trådte ind i hans cirkel, vidste han hvor han var. *Så sandet har ingen rigtig virkning på ham...* tænkte han lidt forvirret, men kastede sig vildt fremad, for at undgå det hurtige angreb.
Selvfølgelig var han ikke hurtig nok og fik en rift hen over øret. Det var ikke voldsomt, ville sikkert ikke bløde så meget, men det var jo ikke til at sige hvordan denne Kalden, reagerede på lugten af blod.
Sandet sneg sig ind i såret og han lavede en lille grimasse, som han så hurtigt undertrykte igen.
”Jeg gætter på at det er dit bedste? Svans!” Spottende råbte han det til Kalden, Publikum hujede højere og larmede endnu mere end før, men Korah hørte intet af det... Han ville ikke engang kunne høre fyrens svar, når det kom til det.

//Sorry hvis jeg pludselig forsvinder... Jeg kommer på igen i aften, med sikkerhed...//

Kalden smilede koldt han havde ramt godt nok ville fyren ikke dø ikke endnu der sku mere til men nu var legen igen, lugt af blod ramte ham hvorefter et grådigt blik kom frem i hans øjne*nu der mad*tænkte han koldt vis han bare ku f fyren trængt op i en krog men hvor? han så kort rundt der var det perfekte sted under balkonen hvor herren sad, han blotte hurtigt tænderne så de skarpe gule hjørnetænder ku ses selv på afstand, han vendte blikket mod fyren igen hvorefter han strakte en arm frem og afslørede at han stadig havde sin kniv i hånden.
Kalden måtte snart angribe igen dette måtte ende men nu ku han næsten ikke lukke stemmerne ude mere for folk blev ved med at råbe den samme sætning*lad os gi det de ønsker*tænkte han kort før han satte i hurtigt løb hen under balkonen det ville se ud som om han var fanget der men det var dog ikke sandt men bare en del af hans plan, høje dybe hvæs kom tit fra ham imens han lavede et vink til fyren som et tegn på "kom her"eller noget i den stil#blod, dræb, dø, blod, dræb, dø#lød det igen i fyrens hovedet dog var det nu næsten blevet til en sang som bare blev ved med at gentag de samme tre ord i en uenlighed, Kalden var klar.

Og Korahs smil var ulasteligt... som om det ikke kunne rage ham mere, hvad den insektbefængte vampyr ville... Alt hvad han ville, var at slå den ud af spillet, eller bare slå den ihjel, hvis han ikke fik andet valg.
Han knækked langsomt sine led i fingrene og drejede nakken og skuldrene. Han åbnede øjne, gned dem kort og smilte så bare videre, som om intet var sket.
En af hans fingre gled op til såret og fik så noget af blodet med. ”Er det der her du vil ha?” spurgte han og smagte selv på det, velvidende at hvis han blødte for meget, ville han dø, ikke ud af dette sår godt nok, men hvis der kom flere og Kalden røg ind i et blodrus.
Han havde set vampyre få blodrus før... Det virkede som små børn der fik sukkerchok... Og bare ville have mere og mere...
”Kom så lille ven” sagde han og klappede sig på låret, som om det var en hund han kaldte hen til sig. Korah ville ikke kunne forklare hvorfor det var at han hidsede Kalden op, hvis nogen spurgte; det var bare en indskydelse.
Han greb om sit sværd, lagde det på højre skulder som var det et baseball bat. Med venstre hånd lavede han 'Kom-her' bevægelsen og greb om sværdet.
Inde i hans hoved, skjult bag alle de råbende stemmer, begyndte en plan at udspille sig.
Han ville vente til Kalden bare kom tæt nok på, så ville han udløse en vibration, som ville kunne få ens hjerne til at koge over, ved fysisk berørelse... Da denne her 'bølge' skulle sendes gennem luften, ville den være svagere og kun kunne få ham ned og ligge eller falde om eller en helt 3 ting.. Folk reagerede ikke altid ens på at få rystet hjernen godt og grundigt.

Kalden lo koldt en latter som bare blev ved troede den fyr nu at han ville komme næ det gik ikke nu måtte fyren komme til ham*vi skal barer få dig i det røde felt*tænkte han kort før han så lavede endnu et vink"kom så her dit lille gadekrys"råbt han højt hvorefter han lavede endnu et vink dog trådte han væk fra balkonen igen da den plan ikke ville lykkes så nu måtte han finde på en ny plan for at få den fyr ned, han smilede grumt idet han forsvandt og dukke kort tid efter op langt foran fyren imens han Sorte øjne so tomt på ham dog uden at få øjenkontakt.
Kalden vidste hvad der sku til nu måtte det gøres han ville møde andre deltager og ikke kun den knægt"hvor gammel er du 3?"råbt han koldt for at prøve på at gøre fyren sur, blod lugten hang stadig i luften og fik Kalden til at blive mere ivrig efter at få fyren ned dog ville han ikke som en ung vampyr barer angribe da det ville være for dumt*det sværd er dit våben men jeg har også set at du næsten ser på mig når jeg er usynlig*tænkte han imens han prøvede at finde på en god plan.
Kalden stilede sig klar til at forsvare sig når fyren nok snart ville komme efter alt hvad han havde sagt, han smilede endnu mere grumt da han huske hvordan han havde fået fat på en menneske pige måske ville et brækket ribben gøre fyren svag eller så måtte han få den rustning af fyren så han beder ku få ramt på ham dog var der stadig muligheden for at ramme ham i hovedet da fyrens hoved ikke var beskyttet, han bukke sig hurtigt ned og samlede noget op fra jorden fyren ville tro det var sand men der var faktisk også en sten, han rejste sig hurtigt op igen hvorefter han af al styrke kastede stenen samt lidt sand mod fyrens hoved, sandet ville nok blænde fyren og derfor ville stenen ramme sit mål nemlig hans øje.

Korah scannede hurtigt området da han ikke kunne se ham. Det her var begyndt at trække ud... Ikke fordi Korah blev for træt... De havde jo knap nok kæmpet en time, men han begyndte at kunne mærke hvordan en hvis deperation inde i sig efter at få det her overstået.
Kalden holdt sig jo hele tiden væk fra ham... Han kunne ikke tæt nok på til at hugge ham ned. Hvis han nu smed sværdet efter Kalden, ville han så angribe ham? Ja... Det var helt sikkert at sværdet var hvad der holdt kalden væk.
Hvis han bare smed sværdet væk, ville Kalden nok tro det var en fælde... Det kunne Korah jo ikke have... Så ville han bare holde sig væk i endnu længere tid og blive ved med at angribe så kujonagtigt. Sand i øjne og korte hug... Hvis Kalden blev ved med at angribe sådan, ville denne kamp jo ikke få en ende før solen stod op.
Korah så hvordan Kalden bukkede sig, trak armen tilbage og kastede. Heldet var på Korahs side, da han fik den geniale indskydelse at kaste sværdet, mens sandet var oppe, så Kalden ikke selv ville se det komme. Korah ville nok ha været ramt hvis han ikke, per refleks, drejede rundt, svingede sværdet fra skuldren og kastede det.
Det summede igennem luften som en vred bi, skar stenen over i et rent tilfælde og fløj direkte imod Kalden, igennem sandskyen.
Han plantede solidt fødderne i jorden og gjorde klar til Kaldens modangreb, som han nærmest regnede med kom med lynets hast.
Korah havde fået erfaret, på den hårde måde, at høje lyde ikke var andet en svingninger i luften, som bare slog til hinanden... Så han ville også kunne lave et sonisk angreb som ville ramme hvem som helst... Men spørgsmålet var jo så bare om det var effektivt imod en Vampyr...

Kalden smilede grumt det så ikke ud til at denne fyr havde forstået hvad Kalden enligt var ude på men det var nu en fordel, han var efterhånden begyndte at føle sig hjemme her hvor kampen forgik han nød dette dog måtte han snart få det gjort for publikum var utålmodige dog var der et par stykker som betragte Kalden nøje.
Kalden hørte ikke lyden af stenen så den var ikke endt det sted han ønske dog fange en anden lyd hans hørrelse*sværdet igen*tænkte han kort før han nu så sværdet flyve ud af sand skyen og komme mod ham*nå det sådan vi leger*tænkte han koldt før han hurtigt snurrede rundt så en sky af sand blev dannet omkring ham og så forsvandt han igen uden en eneste lyd dog var han ikke usynlig denne gang han havde nemlig forvandlet sig til et lille møl som nu forlod sand skyen, fyren ville tro at kalden nok var blevet ramt for en høj lyd røg gennem fyrens hoved #arhhhhhhhhhhhhg# lød det smertefuldt som om kalden nu var endt på jorden dog var det ikke sandheden, han kom flyvende mod fyrren uden en lyd da han var hen over ham blev han sig selv, hurtigt styrtede han ned mod fyren og på vej ned lavede han et par hurtige spark med al sin styrke før han forsvandt og dukke op et stykke væk fra fyren.
Kalden smilede skummelt denne plan var god og han håbede på at det havde virket dog vis de spark han havde givet fyren vis de var ramt ville fyren nok ende nede på jorden for det var nogle kraftfulde spark.

//logger snart og kommer først på efter 20:00 engang//

Smerten var utrolig.
Korah faldt ned på det ene knæ. Det ene af sparkene havde ramt ham med en frygtelig hast. Han havde undgået det første spark, men det andet havde ramt ham lige på venstre skulder. Der var kommet en frygtelig knasende lyd og han blinkede med øjne langsomt.
*Kom nu... op igen... Det er bare ude af led!* tænkte han desperat efter at få det til at stoppe. Det havde været som om hele armen var røget ned på midten af siden, selvom det selvfølgelig ikke var sket. Han drejede rundt, åbnede øjne og kiggede på ham igen.
”Dit bedste skud går jeg ud fra?” Sagde han og et smørret grin kom frem på ansigtet, mens han langsomt kom på benene. Hans venstre arm hang dovent og slapt ned af siden og fortalte sin egen klare historie om hvad der var sket. Han rakte højre arm frem og knyttede næven lidt. Så stoppede han og gav ham i stedet fingeren.
”Og her gik jeg og troede at Vampyre var nogle ting man skulle frygte... Jeg kunne ikke ha taget mere fejl!” Råbte han hånligt så hele arenaen kunne høre det.
Han kiggede efter sit sværd.
Det sad i den anden ende af arenaen og havde boret sig dybt ind i selve stenen. ”Så du frygter mig?! Siden du ikke tør angribe mig direkte!” Råbte han og vaklede kort. Hans øjne svømmede kort for ham og han rystede på hovedet. ”TØS!” råbte han klart og skingert på grund af sin alder. ”Frygter en blanding hva?” Spurgte han og lød lidt hæs efter at ha råbt sådan op. ”Jeg havde ellers set frem til at skulle kæmpe mod en der kunne finde ud af det!” råbte han tydeligt og publikum sad stumme til. De vidste at når Korah var færdig med at snakke, så ville Kalden angribe... De forventede det nærmeste.
”Er den lille blodsuger bange for den store stygge dreng?!” Råbte han endnu engang håndligt og grinte bare af Kalden.
Korah spillede utroligt. Det havde ikke været meningen at blive ramt godt nok, men det tjente til sit formål at han lod som om smerten havde nået hans hjerne og gjort det fuldstændig pludder pladder for ham... Nu var det bare at se om Kalden angreb...

Kalden lo koldt han havde ramt nu havde fyren kun en god arm til at ku bruge sit sværd dog stoppe han hvorefter han smilede grumt, han nød at se fyrens smerte og det fik ham til at vågne mere op dog rystede han koldt på hovedet af fyrens ord"drop snakken"svarede han bare tørt imens han var ved at udtænke en ny plan som ok sku få endt denne kamp, han så kort rundt på publikum de var utrolig utålmodige dog så de nu spændte ud efter alt det fyren havde sagt troede de at han nu var i det røde felt? langt fra sådan nogle ord fange han slet ikke, han hvæsse højt imens han blotte tænderne og mødte nu fyrens blik med et tomt blik som dog vidste had*kom an*tænkte han kort#dø, dø#lød det igen som en sang i fyrens hoved #smerte, smerte#lød det nu også imens Kalden smilede grumt.
Kalden udtænkte nøje sit angreb dog var det lidt surt at ikke selv ku angribe men det skubbe han dog væk nu måtte dette slutte for han vidste at solen snart ville komme og så var han færdig så det var nu tiden var inde, det han havde vendte på hele tiden*nu sker det*tænkte han kort før han satte i vampyr løb mod fyren men i stede for at løbe ind i ham løb han rundt om ham så endnu en sky af sand kom op, da han havde løbet rundt to gange kaste han så barberkniven i fuld far mod fyren, den fløj gennem luften lige mod fyrens hoved, da han havde fået sendt den af sted var han løbet om bag fyren hvorefter han af al sin styrke sprang frem mod fyren, med al sin vægt sparkede han så hårdt han ku sin fod ind imod fyrens baghoved hvorefter han landede elegant på jorden og trådte hurtigt ud af sand skyen som langsomt forsvandt igen.
Skyen af sand forsvandt langsomt igen og ville nu afslører hvordan Kaldens angreb var gået, dog troede Kalden at dette måske var lykkes for kniven havde jo lavet en lyd som nok havde fanget fyrens opmærksom hed og så var der sparket bagefter, dog stillede han sig klar til at angribe igen vis fyren var frisk.

Korah svajede og vajede fra side til side, kun for at få det til at se rigtigt ud. Han holdt klart øje med Kalden og smilte bare afslappet for at vise hvor ligegyldigt det var.
Han havde godt lagt mærke til at Kalden var blevet mere og mere desperat efter at angribe... Solen måtte jo være på vej, så det gav mening at han ville ha stoppet det her, inden han forsvandt til aske pletter.
Korah så ham forsvinde sløret og så dukke op igen. Han var hurtig ja, men nu havde Korah fulgt ham så godt som muligt med øjne hele tiden, så nu havde han vænnet sig til det... Eller hans øjne havde. Hans krop ville ikke kunne bevæge sig lige så hurtigt.
Korah klemte øjne i da sandskyen rejste sig og en antydning af et smil krusede hans læber. Han var inde for ekkoloddet nu. Han drejede langsomt rundt for at kunne følge ham så han ville vide hvad han lavede. Kniven blev kastet og Korah fnøs hånligt af det. Kalden havde vist ikke fulgt med i det, Korah ville altid føle hvis noget kom tæt nok på.
Men så stoppede han kort. Kalden havde ikke bare stoppet... Han havde nu også angrebet... Han gik efter baghovedet... Fandens.
Korah hoppede sidelæns og begyndte at løbe direkte imod Kalden, da han kunne mærke han bevægede sig ud igen.
Pludselig forsvandt alt sandet og han stod ude fra sandskyen, godt og vel 2 meter fra Kalden. ”Du må simpelthen gøre det bedre end det” sagde han og løb selv direkte imod ham.
Korah vidste hvad han ville gøre hvis Kalden angreb med noget som helst. Hans næve, fod, eller noget andet, ville Korah lave en form for forsvar, som ville sende Hans angreb direkte igennem ham... Og så ville han gribe fat om hovedet på Kalden eller noget andet og sende en bølge direkte ind i ham... Og hvis det ikke fik ham til at stoppe, ville han blive ved indtil hjernen blev til mos... Han kunne ikke tabe!

Kalden fnøs nu var det nok denne kamp måtte ende den fyr var dog utrolig belastende men nu var det nok nu måtte fyren angribe og ikke omvendt, Kalden så ham komme løbende mod ham dog var han ikke så hurtig som Kalden så han fnøs endnu en gang"kom så tøs angrib eller tør du ikke selv?"spurgt han hånligt hvorefter han hurtigt løb til siden for at undgå fyren, han så kort rundt for at se sin kniv men droppe det dog og så igen mod fyren"du gir ikke op men jeg har luret dig "svarede han så tørt*den fyr kan føle at jeg er tæt på men hvordan?*tænkte han hurtigt hvorefter han løb over mod den mur der nu var nærmest, da han kom tæt nok på sprang han op mod muren hvorefter han sprang i fuld fart mod fyren men i stedet for at kaste sig over ham smed han en sten han havde haft i lommen direkte mod fyrens øjne for at få fyrens syn til at forsvinde, han landede dog så elegant igen og trådte et stykke væk imens han smilede grumt"du tror vel på kærlighed? ikke sandt? jeg kan se det på dig du er svag kærlighed er svag"sag han tørt for at prøve på at gøre fyren sur, nu måtte dette da snart stoppe herren var vel også utålmodig eller.
Kalden fnøs koldt han måtte finde fyrens svaghed snart og bruge den mod ham men hvad dog kom det hurtigt til ham*menneske han er halvt menneske og vil derfor ikke ku klar stor smerte eller at hører en kvindes skrig*tænkte han kort før ham igen så tomt mod fyren og gjord klar til at forsvarer sig#hjælp mig! hjælp, arhhhg#lød det nu i fyrens hoved som om en kvinde blandt publikum var i nød dog var dette ikke sandheden men Kalden der skabte en kvindelig stemme i fyrens hoved for at få ham ud af fokus eller bare forvirrer ham.

Han slog ikke direkte efter Kalden, jagtede ham bare hen et sted hvor fyren så ikke ville kunne løbe væk mere.
Han slog så han ikke kunne løbe ud til den ene eller den anden side, så han skabte en form for måde hvorpå Kalden kun trak sig tilbage... Og det virkede, indtil de nåede væggen.
Korah fulgte hans fine hop og lod hovedet falde lidt bagover så han kunne se ham. Hvad han ikke så, var stenen. Den ramte ham. Lige over øjet.
Blodet piblede ud og lagde sig så han ikke kunne se ud af venstre øje. Det løb indtil hele venstre side af hovedet var fuldstændig blødt til.
”Tøs” sagde han og kørte finger over blodet.
Det havde ikke været et så kraftigt kast, desuden havde stenen ikke været så stor, så det var et lille sår og stenen sad ikke i kraniet.
”Se nu der... Jeg bløder!” sagde han og grinte bare. Blodet røg ned i munden på ham og han smilte bare. ”Mmmh... Jeg kan godt forstå hvorfor du drikker blod” Sagde han med et grin. Stemmerne havde stadig ingen virkning på Korah. Han kunne som sagt intet høre og alt hvad han hørte var bare de mange mange stemmer i hovedet på ham, så at der pludselig kom en ny, kunne være lige meget.
Han løb igen direkte imod ham. Han havde jo ikke brug for synet.
”Hvorfor gir du ikke bare op? Hvorfor stilte du overhovedet op, når du ikke kæmper!?” spurgte han højlydt og nådeløst mens han løb tættere på ham med næven hævede til slag.
Og lige godt en meter fra ham, slog Korah til. Han ville ikke kunne ramme, ham tæt nok på... Han ville ikke kunne skabe et 'Slash' da han ikke havde en lige genstand til at hugge med, men han ville kunne skabe vibrationer ud af hver en del af sin krop... Også næven...
Endnu engang stod alt nærmest stille for Korah da han slog. Som om luften endnu engang prøvede at stoppe hans arm, førte han den fremad og kunne mærke hvordan luften blev skubbet af sted.
En let varmedis kunne ses og var på vej direkte imod Kaldens hoved. Og den var hurtig.
Hvis nogen undrede sig over hvorfor han slog sådan, ville de mere kloge kunne forklare det som en dårlig dybdemåling... Mennesket havde brug for begge øjne for at kunne se om tingene var tæt på eller langt væk...
Men ikke Korah.

Kalden så fyren igen kom mod ham det var dog utroligt *nu må det klares *tænkte han koldt og knytte hænderne hårdt, lugten af blod ramte igen hans næse og af ren vane slikke han sig sultent om munden, Kalden ku ikke helt finde ud af hvad fyren nu prøvede på men han trådte dog hurtigt til side for ikke at blive ramte dog ku han mærke noget? noget han ikke ku forklare et dybt hvæs kom ud fra ham dog lød det ikke smerte fuldt men bare klagende dog ikke tydeligt, et grumt smil gled over hans læber smerte han elske smerte og ku næsten ikke føle smerten mere ikke efter alle de år"hvad det dit bedste?"råbtet han tørt hvorefter han lo iskoldt og publikum så lidt forvirret på det der nu skete, Kalden fnøs koldt, han ku mærke smerten men ignorere den skubbe den væk.
Hvorefter han løb i fuld far mod fyren, da han kom tæt nok på stoppe han brat op så en sky af sand fløj mod fyrens hoved og krop samtidig med at Kalden igen skabte en kold vind denne gang med en stor styrke som nok ville få væltet fyren og så ville Kalden slå til lige så snart fyren ville ende på jorden ville han være over ham med blotte tænder og et hurtigt bid samt et utroligt sug, dette var hans plan nu håbede han bare at de to ting han nu havde gjort havde fået fyren til at falde, han sendte dog også hurtigt et kraftfuldt spark mod ham før han gik tre hurtige skridt bagud og afvendte nu hvad der sku ske om han ku angribe eller ej.