Forrest Fiends. ((Aya//Privat))

__

Det var ikke helt til at sige hvorfor han havde bevæget sig derud. Uanset hvad skulle han tilbage igen inden at de andre kom farende i frygt for at han havde i sinde at flygte, selvom det nu ikke var den værste skæbne at blive straffet. Smerte havde en sær dulmende effekt, selvom den bed i starten så var eftersmagen sød frem for bitter. Utallige spekulationer om hvorfor han reagerede på smerte på den måde, havde opbrugt flere nætters timer, minutter og sekunder.
Han gik hvileløst rundt i skoven, uden noget mål, jo måske var der et. At komme ud fra kloakkernes tillukkede kamre, og nosferatu grottens klamme duft. Han stoppede da han satte en hånd på et stort egetræ der som resultat bevægede sig! Træet knirkede og knagede som det vendte sig imod den unge vampyr, vis dukke lignende udseende fik ham til at ligne en ufejlbarlig natte prins. Hans ansigt var slankt og langt, hans øjne mandel formede og rød glødende skønt at deres stærke glød sjældent kom til syne disse dage, hvilket gjorde at hans øjne blot var matte og mørke røde. Hans hud var aske-grå, en meget lys en af slagsen, og hans krop var dækket af noget tøj der syntes unaturligt for hans rene, glatte ydre. En sort T-shirt, sorte militær støvler, og ligeså grøn nuancerede militær bukser. Det skulderblads lange sorte hår lå på ryggen af ham, og krøllede let fra midten og ned.
Træet vendte sig imod ham, dens øjne var blot to udhulninger i barken og dens mund var en flænge der var lodret i træet.
,, Hvem forstyrre min dvale?", spurgte det.
Alvar blinkede en smule konfus, og stirrede på den store eg der.. talte til ham?

aya sad under et træ og sang.

https://www.youtube.com/watch?v=doTcn-TNX8U&NR=1

hun så rundt, hendes smukke lyse hår lå over den ene skulder. hun kørte sine fingre igennem sit hår, imens hun så på den smukke himmel. hun tænkte på sin familie, eller resterne af den og så på hvor ensom hun var. aya havde en meget smuk stemme, og hun sang kun når hun troede at hun var alane. hun var bange for at folk ville sige at hun sang grimt, så derfor sang hun aldrig nær folk.

Alvar så på træet der talte. Træets grene brokkede sig om den store eg bevægede sig. Den unge vampyr virkede et øjeblik meget disorienteret, og så på skov træet der egentlig ikke burde tale, den afventede svar. Et svar som Alvar ikke helt var klar over hvad skulle være, men roligt trådte han et skridt tilbage imens han huskede at han før havde stødt på sådan et væsens vrede da han var 'yngre'.
,, Jeg beklager...", sagde han undskyldende.
Hans stemme var lettere mørk og han besad en svag spansk accent der gjorde at han rullede nogle af sine endelser. Træet gav en høj knirkende lyd der kunne tydes som en form for sukken inden den endnu talte:
,, Tsk, skridt, og udødt, det er ikke til at-" talen gik over i en mumlen som træet vendte sig igen og gik ind i dens dvale.
Alvar skyndte sig i mellem tiden væk, imens at han bevidst undgik at røre ved træerne omkring sig i frygt for at de ligesom det andet skulle vise sig at være levende. Han gik i nogle sekunder i egne tanker, og mindet om en ældre vampyr han før mødte efter at have gjort et af disse skov væsener vrede dominerede hans tankespind en smule, inden han hørte ... en stemme. En kvinde stemme, fra nogen der sang i nærheden. Tonerne var rene, men teksten forstod Alvar ikke. Han bevægede sig tættere på det, indtil at han stod ikke langt fra hvor en pige sad, og sang.
Han rynkede brynende af hende. Hvorfor ville en pige tage ud i en skov for at synge, og sikkert tiltrække rovdyr ved det?
En svag raslen kom, som han trådte ud, og gjorde sig selv til kende i form af en utydelig sort skikkelse med røde øjne der betragtede hende inde fra mørket.

hun stoppede sin sang og tørrede sine øjne. hun vidste ikke at der var nogen nær hende. "Hvad er det jeg laver, at synge i håb om at møde den rette.. hm.. det sker aldrig, ingen mænd ligemeget race vil falde for mig" sagde hun stille og rejste sig og så rundt. hun fik en fornemmelse af at nogen kiggede på hende. "Er der nogen" sagde hun stille men roligt

Alvar forblev inde i mørket uden at bevæge sig imens han lyttede til pigens naive ordvalg. Var hun klar over at han var der, eller var det normalt for folk at tale højt om sådanne følelser? Uanset hvilken så den unge vampyr ikke ud til at have i sinde at give sig selv til kende lige foreløbig. Men som hun rejste sig fra sin sidde plads, og spurgte efter om der var nogen i nærheden af hende, rynkede han kort på næsen. Måske en smule irriteret over hendes uvidenhed? Det var ikke til at sige, men noget ved hende gjorde i hvert fald at Alvar blev en lille smule fornærmet.
De røde øjne betragtede hende endnu inde fra mørket, inden en stemme kunne høres fra træerne.
,, Nej, du er alene...", sagde han, af grunde han ikke selv forstod.
Stemmen havde en svag spansk accent, der ville være en smule let at opsnappe, fokuserede man på stemmen.

//Prøv at skriv lidt længere, da der er en grænse på 3 linjer per, post ^^! Og husk, der skal sort efter punktum :D!