Money, money, money...

Quatre var et af byens dyreste hoteller, så hvad i al verden lavede en fattig dæmon som Daelyn her? Han var stukket af fra sin herre for en rum tid, og han kunne lige så godt udnytte ventetiden, indtil han kom og hentede ham tilbage igen.
Derfor havde han besluttet sig for at besøge hotellet. Hvorfor? Fordi de fleste af de folk, der besøgte stedet, var stinkende rige. Han behøvede ikke at gå rundt i indgangshallen særligt længe, før han havde fået fat på en dyrebar halskæde. Den ældre kvinde, som han stjal den fra, lod ikke til at ligge mærke til noget og ej heller gjorde de andre hotelgæster, der alle havde travlt med at føre samtaler med de andre folk, der var lige så betydningsfulde som dem selv – troede de da.

I sin iver for at komme hen til en mand, der gik rundt med et guldur hængende fra lommen på sin nålestribede vest, stødte Daelyn ind i en kvinde, der var godt pakket ind i en stor, hvid rævepels. Han undskyldte høfligt over for hende, men han blev ved med at kigge mistænktsomt på ham og syntes at tænkte, hvad laver sådan en beskidt møgunge her? – for i forhold hotellets gæster, skyldte Daelyn sig noget ud i sin sjuskede beklædning og den lange hale, der svingede bag ham.

Sean så op mod loftet som befandt sig langt over ham, skinnende, lysene og sikkert også uhyggeligt flot. En stor lyskrone. Han sukkede svagt og så ned igen, så på det kaos han fornemmede omkring sig, her var flest mennesker, rige mennesker vel at mærke, som begav sig rundt mellem hinanden, nogen med bagage trukket af nogle piccoloer, sikke et ydmygt job. En receptionist ilede fordi længere henne. Selv stod han omtrent midt i det hele, kun i ført sine mørke bukser, sorte jakke som var åben og afslørede en mørk t-shirt. Som kronen på værket havde han bare fødder. Hans mørkebrune hår sad en smule ned foran øjnene på ham, men han fjernede det med en lille håndbevægelse. Forskellige personer kiggede på ham, men det var tydeligt at de var lidt i tvivl, var han virkelig rig nok til at være her? Naa...Eller måske havde han bare en anden tøjsmag, men faktisk var rig?
I deres forstand var han ikke rig. Han havde det han skulle bruge, men heller ikke mere. Han vendte sig rundt og kiggede mod udgangen, nogle kæmpe dobbeltdøre som hele tiden blev åbnet og lukket af tålmodige dørmænd. En bevægelse fangede hans opmærksomhed, en skygge mellem alle de andre. Dette var det perfekte sted for an tyvepels. Men de ville intet finde på ham.

Daelyn fortsatte med at cirkulere rundt mellem menneskerne. De fleste var så travlt optaget med at udveksle meget vigtige begivenheder, de havde deltaget i, at de knap lagde mærke til ham. Til gengæld lagde Daelyn mærke til hver af dem, fulgte opmærksomt deres bevægelser.

Han stoppede brat op, da hans mærke blik faldt på en person der, ligesom ham, skilte sig ud fra mængden i sin mørke T-shirt og, til Daelyns forundring, manglende sko. Daelyn sætte hælene i gulvet og var kun få centimeter fra at ramme fyren. Han sprang elegant et par skridt bagud og gav sig til at kigge mistænktsomt på den fremmede. Han lignede ikke en, der havde noget af værdi, som man kunne få fingre i.
”Hvad i al verden laver du her?” spurgte han. Det var helt tydeligt, at han ikke mente, at fyren passede ind her. Ikke at Daelyn selv gjorde det, men der var en stor, stor forskel på ham og så alle andre.

Han bemærkede ham, han kom gående direkte over mod ham og var tydeligvis i egne tanker, da han pludselig stoppede op og virkede overrasket over han stod foran ham. Eller måske mere det faktum at han ikke lignede alle andre? Nok en kombination? Han så lidt p åham og lagde armene over kors men virkede ellers fortsat rolig.
"Jeg kunne passende spørge dig om det samme" noget dukkede op i hans hoved, små billeder. Han smilte svagt.
"Nej vent, jeg tror faktisk allerede jeg ved det" han slog ud med armene og så sig sigende omkring.
"Der er mange med værdigenstande på sig jo" han virkede fortsat rolig og overraskende ligeglad over det faktum at han nok stod over for en tyv. Lidt derfra stod en dame og snakkede ivrigt til en piccolo og en receptionist. Hendes halskæde var vist væk, af hvad han kunne høre på samtalen. Han så på drengen foran sig igen, eller, han virkede nu lidt større end bare en dreng. En svag duft af dæmon hang mellem stanken af mennesker.

”Aha?” lød det fra Daelyn. Han lagde armene over kors og sendte den fremmede et tvært blik. Da fyren kom med en hentydning til, at han nok var her for at stjæle, røg hans øjenbryn dog i vejret på rekordtid. Han fulgte den fremmedes blik og fik øje på kvinden, han før havde stjålet halskæden fra; hun havde vist opdaget det nu og var i færd med at klare til både en piccolo og en receptionist.
Han vendte blikket mod fyren i det sjuskede tøj igen – eller sjuskede og sjuskede. I forhold til normale menneskers tøj var det ganske fint, men her, blandt disse mærkevareklædte pyntedukker, var det ikke meget bedre end en sort sæk med huller til arme og hoved.
”Og hvad så?” lød det fra Daelyn. ”Der er alligevel ikke nogen, der opdager noget. Og hvis de gør, skyder jeg bare skylden på dig.”
Selvom han aldrig havde haft nogen søskende, havde han alligevel hurtigt lært, at det dér med at skyde skylden på andre tit kunne få en ud af selv den værste knibe.

Han grinte lidt og trak på skuldrene mens han så på ham. Han var, så vidt han kunne bedømme uden at kende ham, van til at skulle overleve selv.
"Du skal da være velkommen, jeg er ligeglad, hvad kan menneskerne gøre mig?" smilte han fortsat roligt, menneskerne var svage og til tider lidt dumme, lod sig styre mere af deres fordrejede tanker end deres gamle instinkter. De var ingen trussel, lige meget hvor mange de var. Fra hans synspunkt.
"nå men, godt plyndringstogt" sagde han og viste tegn til at ville gå, gå mod udgangen da dette alt for rige og...overdådige plads allerede havde mættet hans nysgerrighed. Han rystede svagt på hovedet for at fjerne noget hår der var på vej ned i øjnene.
I det samme blev dørene lukkede og de blev ikke åbnet igen, han så op mod damen igen og så de snakkede i telefon. Juhu, de ville altså lukke hotellet af til det var opklaret? Eller i hvert fald det næste stykke tid? Lige hvad der manglede. Og han lignede lige den synder de skulle bruge. Men igen. De kunne jo bare komme an.

Daelyn mærkede sit hjerte synke ned i livet, da dørene smækkede i næsten lige for næsen af den fremmede, der var på vej væk. Nej… det kunne de ikke mene. Han vendte blikket mod en piccolo, der stillede sig foran døren som en slags værn mod alle, der ville forsøge at bryde ud. I højtalerne, der hang i hvert hjørne, bekendtgjorde de, hvorfor hotellet nu var lukket af.
”Helt ærligt…” lød det fra ham, mens folk omkring ham langsomt begyndte at gå i panik. De kiggede forvirrede rundt og de fleste blikke faldt på enten ham eller den anden vampyr, fordi de var de eneste, der sådan rigtigt skilte sig ud fra mængden.

Daelyn gik et par diskrete skridt til siden og forsøgte så godt som muligt at forsvinde i mængden. Men det var lettere sagt end gjort, da folk flyttede sig, når han kom for tæt på. Til sidst opgav han at skjule sig og stod bare og kiggede neutralt ud i luften. Hvis nu folk skulle fatte mistanke om, at han var tyven, kunne han jo altid skyde skylden på den anden dæmon, ikke? Han var ligeglad, havde han sagt, så det ville ikke komme til at gå ud over nogen af dem.

Han slog ud i luften da folk rundt om ham fjernede sig fra ham...OG ham den anden, de sad vist i samme båd lige hvad det angik. Men på en måde var han bare glad for at der skete noget, disse mennesker var alligevel for dumme tl at vide hvad der enlig skete. Han kunne lægge dette hotel i ruiner på et øjeblik, selv om han selv var indenfor, hans planter ville beskytte ham...Lige som de ville gøre arbejdet.
Han så hen mod en ældre herre, ikke en gæst eller kunde, men hotellets bestyrer. Han hørte kort hvad der skete i nærmere detaljer og så så lidt fra ham til den anden dæmon, i et stykke tid.
"I må forstå min kattepine" bekendtgjorde han så
"Men vores kunder er vigtige, vi siger ikke det er jer, men er det jer bedes i bekende nu, så skal vi nok finde ud af noget inden politiet kommer...." han virkede træt og han ville sikkert bare have dette overstået, der kom sikkert tit meddelser om ting der var stjålet...eller forsvundet. Mange af dem blev sikkert også hurtigt fundet igen.
Sean så lidt på ham, men han havde studeret kropssprog i lang tid og var god til at snyde sine omgivelser. Der gik kun et øjeblik før de så mod den anden dæmon, alle som en, for menneskerne omkring dem var faldet lidt til ro da bestyreren var kommet.
Sean stod og så uforståen ud og så sig lidt omkring som om han var en forvirret person der var kommet herind ved en fejltagelse. Han rettede sig dog op da de ikke så på ham mere og ventede på hvad der ville ske. Overvejede hvad han skulle gøre næste gang, for den anden dæmon ville højst sandsynligt sætte skylden på ham.

//Er det et åbent emne//