Novelle Start.. ((Har brug for jeres hjæp til at bedømme))

Hejsa kære Vie La Mort tilhængere ;D!
Nu er det sådan at jeg har gået og pønset på en lille novelle her de sidste par dage og har fået skrevet et lille uddrag af det hele.. vil gerne vide hvad i synes. Skrive teknik, handling, hvad den siger jer, og om den fanger jer.
Pls read ^^ ..
Der var vindstille.
En gadelampe blinkede. Ensom. Den var ensom. Uden mennesker til at oplyse vejen for, hvilket formål havde den så?
Uden at have tænkt over hvorfor, havde natten trukket mig udenfor og af sted. Jeg søgte vejene, for at finde mod til at gå over dem. Dørene på fremmede huse, for at finde håb ved at banke der på. Jeg søgte sågar teatret, for at lede efter min tabte lidenskab. Men jeg kunne ikke finde den. Som en svale uden vinger kunne jeg ikke flyve væk, kunne jeg ikke finde hjem til den varme syd. Jeg kunne ikke finde hjem.
Jeg vandrede på vejende, i midten af den lange stime af hvide streger. Deres mønstre ændrede sig ikke uanset hvor længe jeg så stirrede. Uforanderlig. Ude af stand til at ændre kurs måtte de følge vejen, indtil den endte, eller tog en ny retning. Men stædigt ville de følge vejen uden at ændre sig særlig meget. En bil kom, dyttede, og forsvandt igen. Lyset fra dens lygter havde fået mig til at indse hvor mørkt der var omkring mig. Men hvad kunne jeg gøre ved det?
Jeg gik fra postkasse til postkasse, og læste navnene højt. De mennesker der boede derinde, hvem var de? Hvad lavede de? Og hvorfor lavede de det, de lavede? Ud fra deres navne begyndte fantasien at spille ind. Folk med Hansen til efternavn var mindre fine end folk med eksotiske efternavne, og dets mindre familiært navnene blev, dets mere nysgerrig blev jeg. Til sidst gik jeg ind af en låge, til en af de mange huses forhaver. Fandt en komfortabel plads på familien Jørgensens veranda, og satte mig der. Så ud over den pyntede forhave, med en lille mini dam, have nisser, blomsterbede langs de fint klippede hække og en lille urtehave med tilhørende drivhus. Pensionister, var mit første gæt. De havde altid de pæneste haver, og de var også nogle af de eneste der endnu fandt havenisser klædende for en have. Nips, og stads, en hobby der havde overtaget jobbet. Måtten havde et billede af en hund der holdt et skilt i munden med det engelske ord: Welcome, på. En velkomst til de gæster som Fru. og Hr. Jørgensen inviterede ind i deres hjem, uden tvivl. Jeg så mig omkring efter eventuelle tegn på dyre liv: der var en kattelem i døren, og en mindre skål kattemad der var blevet spist en god del af. De holdt af dyr? Mon de fodrede ænder? Tanker, og gætterier blev til en leg, der fik mig til at rejse mig fra min sidde plads på verandaen og tage en mindre gåtur omkring huset. Jeg kom til baghaven, der var stor og velpasset. Og syntes jeg kunne skimte noget der mindede om et hønse hus. De første skridt op til endnu en veranda der havde udsigt til hele baghaven, fik spændingen til at stige: jeg ville vide mere. Som en eventyrer begyndte adrenalinen at pumpe rundt i kroppen. Heldigvis havde familien ikke husket at rulle deres elfenbens hvide pachener for, så jeg kunne se ind i en pænt indrettet stue. En overraskelse kom, da jeg ved at sætte to hænder på hver sin side af hovedet, og kigge ind, fik øje på de moderne møbler der stod i en pæn anordning overfor et toogfyrre tommers flad skærms TV fra Phillips. Der lå et pænt tæppe under sofabordet med et afrikansk mønster, og billederne på væggene var alle sammen fra eksotiske steder. Måske kunne ægteparret lide at rejse?
Men så fangede mit blik noget. Nogle lysende katte øjne der så op fra en af sofaerne. Der var katten! Fra hvad jeg kunne skimte igennem vinduet, bedømte jeg det til at være en sort fuldvoksen kat, med hvide poter og snude. Den strakte sig på sofaen og spadserede nysgerrigt hen til vindues karmen, hoppede fra sofaryggens solide grund over til den glatte vindues overflade, og det gav skam også et mindre bonk da den stødte lettere klodset ind i en af de få billedrammer der stod i den. Jeg holdt en latter inde, og betragtede katten, som tappert rystede smerten af sig og satte sig foran mig med et spørgende blik, som ville den sige: Hej! Hvem er du? Jeg begyndte så småt at få en smule myrekryb af den, for blikket i dens øjne havde noget ganske særligt, noget meget mere klart og levende. Jeg fnyste ganske kort, så der kom en damp sky og dukkede vinduet en smule til. Det var latterligt, en kat kunne ikke forstå noget, den så på mig fordi den var dum, og nysgerrig! Katten åbnede munden, og gav et lydløst miav fra sig, så satte den poterne op på glasset, foran ansigtet?! Det løb mig koldt ned af ryggen! Den kopierede mig? Nej jeg måtte være tosset! Helt og aldeles fra den! Katten så endnu på mig som om den prøvede at forstå noget, inden at et lys blev tændt i gangen.
Panik fyldte hele min krop! Frygten for at blive fanget i at luske rundt tog til, og hurtigt fik jeg i et, overmenneskeligt antilope hop, fløjet ned fra verandaen uden helt at vide hvordan det gik til. Jeg løb over til forhaven og åbnede lågen, for at løbe ned af gaden!
Hjertet hamrede som en gal, imens at jeg gang på gang forbandede mig selv for at vade ind i andre menneskers haver og overvåge dem, som om jeg havde nogen som helst ret til det! Men uanset hvad så kunne jeg stadig ikke glemme katten. Og selvom jeg ikke bevidst besluttede mig, så havde noget inden i mig allerede bestemt sig: jeg måtte se katten igen!

_

Et ord. Flere ord. Flest ord!
Computer skærmen stod fuldstændig nøgen, imens at det åbne Word dokument ventede på at blive brugt. Tast, tast, tast! Slet, slet, slet! Det var sådan hele formiddagen var gået. Nogle få ord kom ud, men efter få sekunders vurdering blev de slettet igen. De var ikke gode nok, overhovedet ikke gode nok, hvis jeg skulle gøre mig nogen som helst forhåbninger om at komme videre med mit liv. Jeg sad i mine grå, upersonlige, jogging bukser, med en lige så intetsigende hvid T-shirt, hvor der med fed skift over brystet stod: Bjørnen Sover. Det var min mors geniale påfund, og indirekte hint til at hun mente jeg sov for meget, og brugte dagen for lidt. Jeg smækkede en flødebolle i flaben, i protest over min mors formanende ord! Hun dukkede op i mit baghoved som et skellet fra skabet: du skal spise sundt, du skal børste tænder, du skal huske at motionere! Og hun skulle blande sig udenom! Jeg tyggede bunden af flødebollen og brugte fingrende til at mase dens cremede indmad tilbage ind i munden. Min mor ville væmmes!
Jeg slugte, og tog min te kop, med forskellige visdoms ord printet på, skyllede den endnu klæbrige masse i ganen ned i halsen, og lappede det i mig som havde jeg aldrig nogensinde fortæret en flødebolle på den måde før!
Med en triumferende følelse satte jeg te koppen ned igen, og suttede mine klistrede fingre rene. – hah! Det var min hævn! Og min mors spøgelse gik tilbage ind i det glemte, så der endnu engang kun var computeren tilbage.
Jeg stirrede, og forsøgte at komme op med forskellige handlinger, karakter koncepter, og historie opstillinger, men det hjalp lige godt. Det eneste jeg kunne tænke på, og havde tænkt på var katten, den fra forrige nat. Den dukkede hele tiden op, og Jørgensen families navn gjorde det samme. Som et reklame-banner når man surfer rundt på Internettet, blev den stædigt ved: klik her, klik her! Lød det konstant i mit hoved. Jeg måtte simpelthen derhen igen, men jeg turde ikke. Jeg var spændt men på samme tid rædselsslagen, og selvom jeg gentagende gange var stoppet op, midt i at vakse op, lave mad, eller rede seng og højlydt sagt: Nej! – til mig selv, så forsvandt det ikke. Jeg måtte undersøge det, hvis jeg ikke gjorde, så ville jeg ikke kunne skrive!

- Cut.
Skriv hvad i synes ^^

Du skrive rigtig godt, vil jeg lige starte med at sige! Og det lyder rigtig interessant, altså det som du har sat her ind. Nu ved jeg jo ikke helt hvilken genre du har tænkt dig at dreje den hen i mod, eller den allerede er, men den lyder meget god..
Og dine beskrivelser, kan jeg virkelig også godt lide. synes dog den er lidt forvirrende til at starte med, kunne ikke rigtig finde ud af hvem som var hovedpersonen og havde alle tankerne, troede til at starte med at det var lygtepælen/gadelampen.. Men rigtig godt!

Da jeg læste det, havde jeg det rigtig fint med personificeringen af gadelampen, jeg synes det gav den et dybere lag, og en mere uforudsigelig start. (Ikke for at disse Boris' kommentar Men da du skiftede over til at skrive som derhjemme, tænkte jeg et øjeblik, om den første del var den historie som fortælleren skrev derhjemme. Så jeg blev overrasket da han igen snakkede om katten. Men jeg synes den er rigtig dejligt skrevet, måske lige nok udråbstegn, men eller tror jeg den kan blive rigtig god.

Tak for jeres kommentarer, og kritik den er skam påskønnet! ^^
Jeg må indrømme at min indledning er en smule forkludret, og at den skal fin pudses.

Boris: Der er ikke nogen direkte person, fortælleren er kønsløs så læseren skal få en fornemmelse af selv at være 'inde' i universet, og skabe sin egen hovedperson. Måske appelere den lidt mere til piger end til drenge, men det kan jo nås at lave om på.

Amilya: jeg er glad for at se at du allerede har sat køn på min fortæller xD 'Han'.. Men tusind tak for din kommantar ligeså ^^ det er værdsat!

Tsk, det er bare fordi du psoter den på Ma'lakel, der er han, at jeg antager at det er en dreng xD Og fordi jeg ikke kender nogle piger der kunne finde på at sætte sig på en fremmed trappesten, ud over mig. Og jeg kender drenge der kan! xD

Tjaah jeg kunne nu godt xD.. da jeg var yngre gik jeg rundt på kirkegården, fordi jeg synes der var hyggeligt og afslappende :P.. Men ja, man skal lidt abstrahere fra Ma'lakel, han har ingen relevans for den lille 'novelle' start. ^^