Brug for simpel ro //Mieu//

Sted: Den forladte forlystelsespark
Tid: Skumring.
Omgivelser: Ikke nogen¨
Vejr: Tåget, overskyet
Dato: den 1 september

Tankerne kørte efterhånden derudad uden egentlig at have et formål eller en grund. Ikke en skat at finde og ikke en pointe at opnå. Blot simpel tænkning im dagen, som så kørtes videre til omgivelserne, som kørtes videre til terre og derefter til personerne i terre og han selv. Sådan kørte det i en cirkel og jo længere de røde øjne skuede i ingenting og tankerne bevægede sig som sorte sommerfugle i hans hoved, så ville han være fanget af dette tomme udtryl. Hans øjne fordybet i en mørkerød nyance og hans udtryk tomt og indelukket. Ikke opflammet eller aggressivt. Ikke kold eller spydig. Måske fordi der ingen mennesker var der hvor han var. Måske fordi at her behøvede han ikke at sætte en scene op for fremmede. Her kendte han sit selskab.. sig selv. Selvom han ikke brød sig om det bekendtskab, var det nu engang det eneste han til tider følte at han stolede på.
Han sad der, høj som han var ind over taget på en af de gamle parisiske karuseller med falmede malerier af steder som venedi og london malet på undersiden af den store sytrådrulle-formede tingest, hvor hestene og karreterne ligeså var falmede til grållige erstatninger for det blå røde og gule. Et sørgeligt syn måske og da skumringen nu vældede over det mørke område og lod aftenen tage til, syntes det endnu mere hjemsøgt end det var. Faktisk var der blot en enkelt sjæl ude den nat på området. Ahngel og ikke nogen anden.. endnu.

Pigen han engang havde mødt i domkirken, havde atter våget sig udenfor, denne gang i tågen.
hun lignede dog ikke sig selv denne gang for hendes hår var sort... med lidt mørkerøde nuancer når lyset ramte... dog lyste hendes røde øjne stadig lige så meget som før

mieu som pigen hed boede i nærheden af denne park... men havde aldrig været inde i den... komisk for hun elskede forlystelses parker... dog var denne jo forladt og i stykker

Man kunne høre tunge skridt henne ved indgangen, efter fulgt af en slags raslen fra en ankelkæde hun havde på... den ligenede en masse små roser der hang sammen... blå roser.
hun havde nøgne fødder og en sort kjole på

Blot ved den næste meget langsomme og unødvændige åndetagning for at dufte omgivelserne, kunne Ahngel lokalisere denne lille pige han havde mødt før på den hellige grund. Ahngel lukkede kort øjnene i og fremkaldte hendes ansigt hen over nethinden. Ja han huskede hende klart, men som det var nu havde han det fint med ikke at tage initiativ. Han lagde stille ryggen i mod karusellens rustne tag og lod sig hvile derpå med blikket op imod himlen, som stille lod sig tildække af en meget mørkegrå masse af skyer og den tykke tåge, som dog var en smule klarere de tre meter længere oppe, som Ahngel befandt sig.
Ahngel lod sit tænkende udtryk glide hen i en kold mine og vendte de nu igen opglødende røde øjne vendes lidt til siden for at opfylde ønsket om en tilfældig stirreplet i form af to træer der dannede et billede af en mørk klo imellem hinanden.

Mieu bevægede sig hen mod et gammelt kort på en opslagstavle, Dog var det hvisket meget ud... brændt og samtidig var der blodstænk på
"sig mig er dette vampyrers overfalds sted eller noget?" hun sukkede dybt ved tanken om at her kunne være vampyrer... hun skulle være på vagt

hun gik lidt videre ind i parken... kiggede på de gamle forlystelser og mindedes sin barndom der hjemme... hvor glad man kunne være, men her var det bare triste tanker.

Mieu satte sig på en bænk nær en gammel karrusel og kiggede rundt, men kort efter lukkede hun øjnene for at forestille sig hvor smukt her havde været...
Glade ansigtet... klovne, balloner... en larm fra forlystelser og musik fra karrusellen

Ahngel spidsede ører idet han hørte det lille menneske nævne hans art. Et dystert smil bredte sig over hans læber inden han med en ganske avantgarde og grotesk bevægelse vendte sig og begyndte at kravle imod karrusellens kant for at få et glimt af hende. Skulle man mon tage sig tid til at lege lidt med det lille menneske, som han havde fundet en smule næsvist fra sidste gang. Han måtte indrømme.. Menneskeblod var nok det der var allermest tiltalende efter hans egen mening.
Han lagde stille hovedet på skrå for igen at bakke ind i skyggerne og stige ned på den anden side af karrusellen og rettede sig imod en af de pæle der holdt hele herligheden oprejst. Han lod kort sit lange sorte hår omsvøbe det rustne metal som et ryglæn inden han vendte sig om igen. Han kunne se hende, men hun ville ikke kunne se ham.
Hvor fornøjeligt.

Mieu lænede sig tilbage på bænken, også hovedet som hvilede på kanten af bænkens ryg... hun sad meget langt ude på bænkens sæde, men det var en afslappende stilling
inde i sit hoved kunne hun hører musikken fra karrusselen der en gang havde været der... det var rart selvom det var opfundet i hendes hoved

"hvor ville jeg godt have været her da det var åbent" hun åbnede øjnene og kiggede op mod den overskyede himmel.. et dybt suk kom fra hende... og hun lukkede stille sine øjne igen
nynnede lidt med på melodien i hendes hoved

Ahngel betragtede hende stille. Et mørkt udseende for et menneske, syntes han nu. Han lagde hovedet på skrå med et skeptisk blik. Gad han overhovedet? Han rystede det af sig og blev enig med sig selv om at man altid kunne æde en smule, kunne man ikke.
Han trådte stille ud fra skyggerne og lod de røde øjne ligge på hende i et roligt, dog falsk venligthensigtende udtryk. Det var dog synligt med vilje. Han havde ikke tænkt sig at pakke noget ind overhovedet.
"Igen ude at udfordre skæbnen huh?" sagde han så og lagde hovedet på skrå med en langsom bevægelse. Et grotesk smil gippede og lod det hvide monstriøse tandsæt komme til syne meget kort.

Mieu satte sig hurtigt op og kiggede mod ham "ahngel?" sagde hun så og lagde hovedet på skrå. *hvorfor er han altid der jeg er* tænkte hun så og sukkede lidt
"hmm ja det er jeg vel... men det er ikke overfor dig...for du er jo ikke så vild med et legetøj der ikke leger med vel" hun blinkede stille og vendte sig helt om på bænken

med sinde ben i mellem bænkens sæde og ryg, og hendes arme hvilende på ryggens kant smilte hun stille til ham. lod sit hoved hvile mod sine arme med et lille suk
hun var faktisk lidt irriteret over at han legede på den måde, men det var sjovt

Et koldt smil bredte sig stille inden han ligegyldigt vendte sig halvt om og lænede sig op imod en af jernstængerne til karusellen igen. Han lod sine øjne hvile lidt imod tomrummet udfra inden smilet stummede til noget ukendt.. nærmest tankeløst, som havde alle hans følelsesbaserede tanker blevet erstattet med simpel kold logik og dyriske udtryk. Hans sorte pupil snævrede sig lidt sammen inden han så imod himlen.
"Ganske rigtigt. Det er mildest talt sørgeligt." sagde han med en undertone af sarkasme. Ikke langt fra dem dukkede en sort kat op, på størrelse med en los og med ganske lange ben og et merkant ansigt. Den snoede sig op ad få anliggender og skraldespande der efter tider var væltet. Den gik imod Ahngel med et nærmest alt for præcist mål i det næsten ligeså rødgødende øjne, som Ahngel ligeså besad.
"Bunnuit Ma chere, Noir." hvislede Ahngel stille og skænkede den sorte kat et nærmest blidt smil.

Mieu rejste sig op og kiggede på ham "hmm ganske rigtigt..." hun vendte sig om med ryggen mod ham og tænkte lidt... hun så sig lidt over skulderen da hun hørte han snakkede med nogen, hun så så en kat og smilte let... hun gik et par meter væk derfra og sukkede lidt

Mieu var allergisk over for kattehår så lige nu kunne hun ikke rigtig gå hen til ahngel og snakke med ham, og hvis han nu rørte katten kunne hun heller ikke røre hans hud, ikke at det nogensinde ville ske...

et stykke der fra vendte hun sig om og så stille på ham
"fransk??"


//undskyld det langsomme svar//

//hvis det er jeg skriver noget som hun allerede havde gjort så sig det lige for jeg kan let overse sådan noget //

Ahngel vendte blikket hen imod pigen igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Ganske rigtigt." sagde han så og betragtede den sorte kat foran sig i en tid. Noir, katten, vendte blikket imod en fugl der lidt problematisk havde plantet sig på et styativ ikke langt fra dem. Ahngel lagde hovedet på skrå. Rigtigt nok.. Noir havde vel været i stand til at fodre sig selv siden de tog fra frankrig.. Dumme kat. At tage med uden varsel... Ahngel lod de røde øjne ligge på den i en tid inden han så imod hende igen. Den anderledes hårfarve spolerede den snas af minder der var om det sidste møde.. ikke at det gjorde ham noget, men der var nu den smule irratation i at man pludselig skal ha et nyt billede af folk inde i hovedet. Han så væk igen.. som Noir kiggede han hen på fuglen.

Mieu sukkede lidt igen "nå men... hmm" hun begyndte at gå i en stor bue rundt om dem... det var jo en stor park, så hun behøvede jo ikke være det samme sted som dem...vel?
hun fortsatte i en let løb da hun kom forbi dem... men ikke så det lignede et løb... hun ville bare væk fra katten

hun var kommet væk derfra og stod nu foran et gammelt spøgelses hus... det så stadig ud til at fungere... "gad vide... om man kan få tændt den et sted" hviskede hun stille
"det kunne være så sejt"

Ahngel spidsede stille ører og vendte de røde øjne imod hende igen med en rolig tone. Han lod blikket passere Noir, som havde vendt interessen til den forsvarsløse fugl der landede på karrusellens ene sidesøgles mærkelige udmunding. Ahngel lyttede først ikke rigtigt, men ordene blev alligevel registreret og lagret i hans hoved.
"Jeg tvivler stærkt på at det endnu er intakt." sagde han stille inden han med en ligegyldig bevægelse lænede sig yderligere op ad pælen og placerede sin langefinger i mundvigen og lod stille de to skarpe tænder fra hans overmund trykke imod den lange finger. Stille piplede en smule af hans meget merkante blod ud.. glødende på en lysløs måde, som var det ikke synet der gav det den specielle nuance.