Dans le soleil (Til Mare ^^)

Amabelle hvilede sin albue på bordet, og støttede hagen i hånden. Den hvide dug på bordet viftede i briserne som blæste omkring deres knæ og ankler.
Det sorte hår omkring hendes ansigt, lå ikke stille særlig længe af gangen, på grund af vinden. Det blæste blidt om hendes blege kinder og mørke øjne. Øjnene var gemt bag nogle store solbriller, som sikkert havde været moderne i 80'erne, og nok også var ved at blive moderne igen.
Hun rettede sin opmærksomhed til bage til maden på hendes bord. En fin tallerken med blomsterprint i kanterne. Retten hed vist noget i stil med Artichauts vinaigrette. Det var nogle artiskokker i vinaigrette-sauce, eller sådan noget. Sådan noget ville hun aldrig sælge på sin café. Godt nok var det jo heller ikke en fransk café, men alligevel.
Hun havde ikke spist særlig meget, og hendes bestik lå fint ved siden af tallerkenen.
Amabelle lænede sig tilbage på stolen, og sukkede dybt. Solbrillerne skjulte næsten hele hendes ansigt, men man kunne selvfølgelig se hendes læber. De var store, fortrukket i noget som godt kunne være glæde.

Den sortmalede dør blev åbnet op af en tjener, der sørgede for at gæsterne ikke skulle anstrenge sig med noget som helst, slet ikke med en dør.
Ind af døren trådte en yndefuld skabning indenfor, kun iført en lang, stærk violet silkekjole, hvor selv skoene manglede. Hendes øjne skimtede over de mange omgivelser, behagelige og gjorde hver især deres, for at lette stemningen fra udendørs. Øjnene samt de lettere opaf trukne læber, udsendte en vis glæde og befrielse, hvor skyggerne ikke slog til. Et ansigt så lykkefuldt, at der ikke sås den mindste rynke af tvivl og sorg. Hun rystede let hovedet så de lange, røde bølger, så ud til at slippe mørket.
Hendes blik faldt på en afslappet pige, der fik Mare til at sætte hovedet lettere på skrå, bare for at iagtage denne, med en smule mere koncentration. Efter lidt tid blev koncentrationen givet til hænderne, der klappedes sammen i en nærmest lydløs bevægelse, imens de gnubbede imod hinandens flader. Kulde, ikke noget hun normalt tog sig af, men idag, ville hun opføre sig lidt som et normalt menneske, med nerver der virkede. Hun behøvede ikke trække vejret, men havde stadig læberne skilt fra hinanden, så vinden blev trukket ned i lungerne, for at komme ud, ligeså kold som før.

Amabelle kløede sig i nakken, og fik derfor en god grund til at se op og rundt omkring. De samme mennesker stod omkring hende - altså, undtagen omkring fem nyankommne. Men én af dem skilede sig stærkt ud fra de andre, normale mennesker. De var fortravlede og med ansigter furet af års erfaring, hårdt slid osv. Men pigen med det kraftigt røde hår, det smukke, hjerteformede ansigt, og de glødende, mørke øjne - hun var langt fra ligesom dem. Bare hendes aura var speciel og fantastisk.
Amabelle fugtede læberne. At være sammen med hende, ville næsten være som at være fuld eller være på et eller andet - sådan føltes det at side her, helt alene på en eller anden fransk restaurant.
Hun fik lyst til at pejle hende, men det ville ikke give nogen mening. Det ville være sindssygt. Det ville være forkert - forrygt. Derfor gjorde hun det ikke. Dette væsen var en engel, derfor var hun for højt løftet til at bruge sin tid på Amabelles selvskab.
Amabelle tog forsigtigt sin gaffel, med en elegant bevægelse der kunne minde om en kats, og spidde en af de små stykker asparges som lå på tallerkenen. Alligevel kunne hun ikke tage sig sammen til at spise den, så gaflen faldt bare ned på kanten igen.

Hun lod blikket blive på pigens sorte hår, der gemte det meste af ansigtet. Hendes koncentration blev kun lige flygtigt forstyrret, af en enkelt tjener, der vovede at vise vej til det reserverede bord.
Mare stod stille ved døren. Iagtog gaflen der nåede tallerkenens kant, for at overdøve rummet, med sin klirrende melodi. Endelig vente hun sig imod tjeneren, for at vifte med den ene hånd, der fik tjeneren til at spænde ud i køkkenet. Det var som et signal til, at denne person ikke behøvede anstrenge sig, for at følge hende hen til et bord. Så snart de to egetræs døre, bemalet så det lignede sort marmor, var fuldstændig lukkede, drejede hun i en halv cirkel og bevægede sig imod pigens bord.
Mares tanker flød fra at denne var rimelig ensom, det antydede den uberørte mad ihvertfald, så Mare kunne vel ligeså godt sætte sig der, måske endda åbne en samtale. Hele Mares udtryk var de mørke øjne, der var i en flydende blanding af nysgerrighed og undren. Læberne var ligeså afslappet som resten af hendes kropsholdning, men dog rank som en typisk adeligs dagligtræning, hvor et par tunge bøger måtte holde balancen på ens efterhånden ømme hoved.
"Gør det noget?" Mares hånd bemærkede stolens ru træ, men med blikket på pigen, begyndte hun at tage den væk fra bordet.

Amabelle sagde ikke noget i et stykke tid, men nu hvor englen stod ved hendes bor - og ligefrem talte med hende - måtte hun ligesom tage sig sammen og svare. Alt andet ville være meget uhøfligt, og hun var en høflig person.
Hun strøg noget af håret væk fra solbrillerne og smilede varmt. "Selvfølgelig, sæt dig bare."
Hun flippede solbrillerne op i det mørke hår, og blottede de mørke brune øjne. De var smukke, næsten som mørk, flydende honning. Generelt havde hende og englen næsten ens øjne, hvis man så bort fra at Amabelles var en smule lysere.
Hun støttede igen sin hage på håndfladen og betragtede nu englen åbenlyst, nu hvor hun ikke længere havde solbriller på.
"Godt vejr, ikke sandt?"

Mare smilte venskabeligt, helt fra roden af hendes sjæl, var en blid auralignende energi. Hun fik trukket stolen helt ud, så bagdelen kunne blive placeret, uden risiko for overbalance.
Hun betragtede pigen overfor sig, nysgerrigt og dog tilbageholdende, i en varmere tone omkring munden. Håret blev roligt glattet ud, af et par mindre nervøse fingre, der havde fundet noget at udfolde sig på. nu lænede hun overkroppen bagud, tillod den endelig at slappe fuldstændig af, efter en meget lang travetur i skove og bjerge. Blikket blev holdt fast på pigens øjne, kønne som få, prikkede det til Mares talerør.
"Jo.. Meget godt i forhold til normalt.. Tror jeg" Det røde hår skærmede let for Mares egne øjne, der opmærksomt holdte øje med den overforsiddendes, interesseret og blidt.

Amabelle måtte smile - hun kunne ikke lade være. Ikke mindst på grund af den fantastiske opløftende aura som var rundt omkring englen, men også fordi hun virkede en smule nervøs - eller ligefrem genert?
"Er du sulten, siden du er kommet?" spurgte hun forsigtigt og kløede sig på siden af hagen.
Hun følte sig rimelig... underligt tilpas, sammen med englen. Men det var også første gang hun var sammen med en engel - altså sådan rigtigt sammen med. Snakkende og tæt på. Hvis hun rakte hånden ud, ville hun kunne røre hende. Hendes blege hud og mørke øjne.
Amabelle løftede den forladte gaffel op til læberne, og spiste det lille stykke asparges. Det smagte bedre end hun troede, men hun tvivlede meget på at hun kunne spise det hele.

// Virkelig lidt krea ^^'
For resten, elsker dit nye avatar :b //

Hun anstrengede sig for ikke at komme til at rødme, pillede lidt ved sit røde hår og fulgte gaflen, hele vejen op til pigens læber. Hun tænkte lidt, havde ikke længere behov som sult og tørst - men hvad kunne der ske ved en bid mad?
Hun tog den ene gaffel i hånden, rakte hen over bordet og spiddede en asparges, som før i tiden var hendes ynglings ingrediens. Hun smilte imens at det lille stykke mad landede på tungen, der fornøjet berørte hver plet, bare for at få den herlige smag med. Et tilfredst udtryk strejfede Mare, der ville svare og undskylde på samme tid, da det lille stykke var blevet tygget og sunket.
"Nej, ikke rigtigt faktisk, men ville tjekke Di Morgas steder.. Er helt ny"
Hun standsede, kunne stadig smage den forfriskende asparges, der for længst var endt i mavesækken.
"God asparges, det må jeg sige.. Hvad er det egentlig du hedder?"
Mare så nysgerrigt på hende, fik hurtigt drejet samtalen fra den stjålne mad til personlig registrering af to personer, mere natur end menneske.

//Yay x3//

Amabelle betragtede også pigens gaffel, på vej op imod hendes læber. Det gibbede umærkeligt i hende, da den afskårets grønsag blev omsluttet af hendes læber - og forsvandt.
"Er du ny? Ny her, eller ny sådan...." Amabelle kunne ikke fuldføre sætningen blandt alle de andre mennesker omkring dem. Sætningen ville have været for bizar til deres viden. Hey, er du sådan død på det seneste og genopstået som et overmenneskeligt væsen? Ej, det ville absolut ikke gå, at sige det. Folk ville måske ringe til galeanstalten.
"Jeg hedder Amabelle. Lynx." tilføjede hun hurtigt, og knapt så elegant som håbet. Hvis englen ønskede hendes efternavn, ville hun i hvert fald ikke have brug for at spørge nu.

Det startede som et lydløst hosten, men efterhånden var det en tydelig, blid latter. Øjnene der var så venlige, rolige og smukke, sagde at hun morede sig betydeligt. Fingrene slap gaflen, der nærmest magisk landede ved siden af tallerkenen, uden at der kom den mindste klirren. Den behagelige stemning blussede op i Mares nysgerrighed og interesse for pigen...
Amabelle... Amabelle... Hun smagte på navnet, gemte det i sin hukommelse og talte så, med den mest kærlige og omfavnende stemme, hun havde i lager.
"Mare Mocholandé.. Og jeg mener ny, som i byen her" Hun nikkede kort for at bekræfte sin sætning og lod hånden hvile på bordet, imens at de lange fingre trommede imod træet, der gav en let vibration.

"Men hvor længe har du så været... Tja - bevinget?" Selvom det måske ikke betød noget, var det stadig vigtigt for Amabelle, som for resten sad og betragtede her eneste af englens - Mare Mocholandés - graciøse bevægelser. Hun lignede og opførte sig som Amabelle havde forestillet sig en engel. Men navnet undrede hende lidt. Mare... marer... Så vidt hun viste, var marer monstre eller dæmoner - deraf mareridt.
Amabelle rystede hendes dystre monolog af sig, og spiste en smule mere asparges med tilpasende sovs.
Amabelles mørke øjne betragtede hendes elegante fingre, som trommede imod bordet og sendte en lavmælt dunken ud i luften. Det gik op for hende at hun stirrede, og slog forlegent sit blik ned.

"Længe nok ihvertfald" Hun trak lidt på skulderen og lod blikket falde imod hendes, ville gerne væk fra tanken om de utallige år, hvor alle døde hen, for evigt. Blidheden i de mørke øjne fratog sig ikke, pulserede og dansede, imens at fingrene brat stoppede sin taktfulde trommen. Hun så betaget på pigens forlegne blik, et smil fortrak sig hos Mare, nød pigens generte holdning. Som om det varmede Mare, at denne person blev forlegen over sin smålige stirren, der kun gav Mare en kortvarig behagelig rus. Blodet strømmede igen igennem Mares krop, noget hun selv kunne slå til og fra, så kinderne blev lettere rosa.
"Nå Amabelle.." Imens at Mare udnyttede sin varme stemme, lagde hun sin hånd ovenpå pigens, med et kærligt smil.
"Hvor gammel er du så?"

Amabelle følte sig samfuld over at have spurgt, for hun så ikke særlig glad ud for at være nødsaget til at svare. Hun var altid også så uforsigtig og grov...
Amabelle spærrede overrasket sine øjne op, da eng... Mares hånd blev lagt på hendes. Hun kæmpede for ikke at trække den tilbage, og prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. Hun skammede sig over sig selv - de var jo begge piger, ikke-mennesker og i deres bedste alder. Hvad var der galt med hende? Det var jo tydeligt at Mare bare ville opfattes som ethvert andet væsen - selvom hun var højt hævet over de andre - selvom hun var en engel.
"Atten." svarede hun - glad for at hun ikke lød lige så åndeløs og gispende som hun frygtede at hun ville.

Hun granskede på svaret. Mares smil blev kun tydeligere, mere blidt, efter hånden igen var trukket til sig. Noget så typisk som en engel, regnede Mare ikke med, at Amabelle følte sig usikker overfor. Først da deres øjne mødtes, det ene mere mørkt end det andet, følte hun en fysisk knytnæve i mellemgulvet. En følelsesmæssigt næve af rene følelser, såsom generthed og en smule ærefrygt.
Mares fingre fik redet noget af håret tilbage, der så vildt ud med sine filtrede tråde, der nærmest gik i et med væggens flydende farvebestand. Men Amabelle så ud som en pige, hvis opmærksomhed var høj og naive tilstand, gik i standby så ofte, det var den muligt.
"Aha.. Jeg selv har følt mig som en 19 årig, rimelig.. Længe"

Amabelle kunne ikke lade være med at smile - dog forsigtigt - over Mares kommentar. Det ville ikke være høfligt at spørge hvor længe 'rimelig længe' var, især ikke når hun havde afslået det før. Derfor spurgte hun ikke mere ind til det.
"Men hvis du er ny, hvor har du så været så længe?" spurgte hun nysgerrigt og lænede sig tilbage på sin stol, så deres hænder blev skilt fra hinanden. Det var mest af alt en sikkerhedsforanstaltning, så hun ikke gjorde et eller andet knapt så smart.
Amabelle kunne alligevel ikke lade være med at betragte Mares hånd, på vej op til hendes smukke hår. Amabelle kunne ikke lade være med at elske hendes stride og røde hår - og se det som et karakteristiske tegn.

Mare trak let på skulderen og vinkede en forvirret tjener over til deres bord. Tjeneren gloede nærmest paniskt på Mare, som bare smilede venligt, en slags underlig berusende energi, der omgik hende og ville trakke andre med.
"Et glas vand, tak" Hendes stemme var ligeså kærlig og let, som den lille viften med hånden, indtil tjeneren endelig var væk fra restaurentens bord area. Mare så igen på Amabelle og de mørke øjne, gled langs hendes afslappede holdning, inden at de armorbuede læber skiltes.
"Betlehem de første par år.. Senere drog jeg til London, forhåbentligt kender du Big Ben" Noget af håret gled ned langs hendes ansigt, så en hånd automatisk flyttede den, med lidt for elegante bevægelser for en helt normal pige. Hånden havde nærmest set helt flydende ud, de første par sekunder, den reagerede på hårets yndefulde fald.

Det havde været helt vildt tydeligt at tjeneret havde været helt paf, på grund af den magiske aura som omsluttede hver eneste tomme af Mares overmenneskelige krop - det samme som fik Amabelle til at føle sig helt... flippet når hun var så tæt på. Det nærmede sig vibrerende bølger i luften.
Amabelle snerpede næsten læberne sammen da hun hørte ordet 'Betlehem'. Hun var lige ved at besvime, så hun klemte hånden meget hårdt sammen om bordpladen, og håbede at Mare ikke opdagede det. Hvad ville hun ikke tænke... Betlehem måtte da være et okay svar på at Gud rent faktisk fandtes - eller i hvert fald at Jesus var blevet født og alt det der med den der store stjerne. Amabelle havde aldrig været særlig kristen. Og oven i det hele følte hun sig meget ung og uerfaren i forhold til hende.
"Uhm... Hvad laver du så her i Di Morga? Har du en plan eller noget?" Hendes stemme var en smule spinkel og forsigtig - ligefrem en lille bitte smule fascineret og underdanig.

Mare fik et lettere selvsikkert glimt i øjet, da Amabelle spurgte til hendes planer. Den klemte hånd af pigens, fik automatisk Mares energi til at pulsere mere vildt og dog stadig kontrolleret, for at lade den slikke sig op af hånden, der blev betydeligt mindre hård. Hun lod begge hænder falde bag stolens ryglæn, skød brystet en smule frem og gumlede på et ordentligt svar, hun kunne stikke Amabelle. Uden at lyve og uden at fortælle alt for meget, hvad det faste besøg egentlig betød for selve Di Morga, men mest af alt, Mare.
Hun svang sit hoved lidt ned, så håret lavede en fin bølge, der fremviste den utrolige glitren, man kun så hos supermodellerne på pakken med shampoo. Der hvor enhver tråd, var stærk og glinsede fantastisk imod lyset, nærmest surrealistiskt. Hun åbnede munden og talte, håbede rimelig meget på hun lød mere overbevisende, end det havde, da hun havde sagt det inden i sit eget hoved.
"Vi kan vel sige, at jeg ønsker at blive i Di Morga, indtil et par tråde er redt ud" Hun fugtede nervøst læberne, indtil at den forstummede tjener, bragte det før så ønskede glas vand, til Mares hænder. Fingrene omkredsede det tynde krystal, med en gennemsigtig væske i sig, inden at kanten fandt vejen til hendes varme læber, der normalt ville sitre af den pludselige kolde nærhed. Imens at vandet slangede sig ned af hendes hals indre, fik de mørke øjne et godt overblik over Amabelle, hvis stemme havde lyt lettere underdanigt. Hun tænkte på om pigen overfor sig, virkelig så Mare som noget alt for stort, der ikke burde sidde med en "bonde". Mare lukkede øjnene, slappede af og udelukkede alle negative tanker, som det havde lykkedes hende siden "dengang for længe siden". Ja.. Det var virkelig længe siden hun havde set familien brænde ihjel, hvor hendes eget hylster, normen kaldte den kroppen, bare var blevet helt bleg og ren. Men der var jo også lige det, at gud bestemte hende, til at hjælpe menneskeheden med at finde den rette vej og vælge de rigtige beslutninger, hvilket var sværere end det lød.

Amabelle fik overhovedet ikke fået noget som helst nyt at vide, af Mares hemmelighedsfulde svar. Det havde kun gjort hende endnu mere nysgerrig og hun fik endnu mere lyst til at vide hvad det var Mare skulle her. Men det ragede højest sandsynligt ikke hende.
Amabelle stak til sin mad, og spiste noget mere asparges. Så var hun ikke nødsaget til at se på Mare, imens hun kastede med håret og drak. Hun var allerede nået til 'uhøflig stirren'- grænsen. Amabelle havde slet ikke lyst til at være uhøflig. Hun ville gerne have Mare til at syntes godt om hende - hvilket man jo ville i al almindelighed. Det her var måske bare lidt anderledes, end sådan... almindelighed.
"Og de tråde er meget vigtige.. Fordi?" Amabelle så ikke på hende, men holdte de mørke øjne på maden og de slanke hænder med gaflen og kniven. Hun tog denne gang en større mundfuld, og løftede gaflen med en yndefuld og glidende bevægelse, som en kat på jagt. Hun anstrengte sig for at se normal ud.

"Det ville tage lidt for lang tid at forklare" Hun blinkede til Amabelle, imens at begge læber var trukket opad i et lettere venligt smil. Øjnene skjulte al information, imens at hendes ben sad på kryds. Skoens kant kærtegnede bordets underflade, imens at lidt mere vand, blev slynget ned af halsen. Hendes blik var fjernt og stirrede ud i luften, med et velovervejet touch.
"Men nu vi taler sammen, Amabelle. Hvad siger du så til at spise dette?" Hun dinglede med en lille pose imellem to udstrakte finger, hvor den var ru, stofbrun med guldkant. Snoren der hang fast i posen, var sort og rimelig lang. Indholdet så ud til at være tungt, siden enhver af dens bevægelser var meget klumpet og langsom, i forhold til fingrenes snilde og ynde. Mares blik faldt på posen, der stadig svang i hypnotiske bevægelse, indtil den landede med et bump på det golde krystalflade. Med en enkelt fingerspids blev posen og indholdet presset hele vejen over til Amabelles side, imens at de mørke øjne vagtsomt så på Amabelle, afventede enhver reaktion. Det øverste ben af krydset, begyndte at vippe lettere nervøst, men med en stor finesse. Udefra lignede det en helt normal forretning, imellem to kvindelige væsner. Hvad der lå indeni posen, kunne let skimtes da en enkel stribe af lys ramte posens overflade. Klistrede sig til den, for at afsløre den lille, gule metalkugle, med duft som et stykke slik. Sandsynligvis også med smag, der stemte overens med lugten, der henledte til friskslået græs og hindbær.
"Er du frisk?" Mares øjenbryn var løftet i et opmærksomt blik, stadig med diskrete bevægelser for at følge enhver hentydning af flugt eller angreb. Ville hun tage den - Eller lade vær?