Dans med mig!

Max havde en af sine mere aktive dage og kunne simpelthen ikke sidde stille. Så han var tullet ned i gågaden, iklædt et par cowboybukser, tanktop, converse og en blazer - og selvfølgelig en hat, denne dag en sort rund bowlerhat - men det havde ikke hjulpet på det. Han havde det mest som om, at hele hans indre rystede og skreg på noget at lave, så hvorfor ikke finde på noget sjovt?

Siden det var en helt almindelig tidelig eftermiddag, var der masser af folk i gågaden. Solen skinnede og vejret var godt, så de fleste virkede til at være i godt humør og gav sig god tid til at slentre ned igennem gaden, hvor butikkerne lokkede med udstillinger og tilbudsvarer.

Max kiggede lidt på vinduer og skar ansigter til et spejl, der var sat op. Han dansede ud i midten af gågaden, satte sin bowlerhat på et barns hoved og lavede lidt sjov, inden han tog den tilbage, hvorefter han begyndte at byde op til dans. De fleste skyndte sig videre, men hans store glade smil, tydelige sindssyge og ufarlige udseende, fik både et par unge og ældre kvinder til at sige ja. Endda en enkelt mand. Han svingede dem rundt og smittede dem med sin glade latter. At han tiltrak sig en del opmærksomhed rørte ham ikke. Det var vigtigst at have det sjovt! Og han elskede at få folk til at smile og le, hvilket virkede!

Han lo forpustet efter endnu en svingom. Han satte sin hat på hovedet af en eller anden, der sad på en bænk, inde han hoppede op på bænken og gik på hænder hen af ryglænet. Han hoppede ned, tog sin hat igen og bukkede teatralsk til hvem end der kiggede. Med et smil satte han hatten på hovedet og så rundt. Hvad så nu? Han var egentligt lidt forpustet, så han smed sig ned på bænken. Ikke at han ville have tålmodighed til at sidde der længe, men den stod lige i solen og lige nu kunne han godt nøjes med at kigge på folk, der gik forbi, mens han spekulerede over, hvilket racer der var i blandt.

Det havde været mange år siden hun havde haft denne frihid til blot at vandre. Egentlig huskede Angelie ikke hvornår hun sidst havde haft muligheden for at invadere forretningerne i Terres gader. Hele tiden var der noget, som skulle ordnes, men idag.. Idag var muligheden der og hun havde bestemt tænkt sig at tage den.

Fletningen lå blidt ned over hendes skulder, for at holde styr på de røde krøller, som hun trådte ud fra en forretning med at diskret udseende pose i den højre hånd.
De blå øjne opfangede påstyr ikke langt fra hendes venstre side, hvor hovedet langsomt drejede sig i denne retning. Hørelsen var stadig ikke tilbage, hvilket tvang hende til at være afhængig at de resterende sanser.

Dans. Hun så en munter ung mand danse rundt med alskens væsner og mennesker i alle aldre. Øjenbrynet hævede sig et ganske kort stykke, inden hun måtte forsøge at skjule et diskret smil over hvad hun betragtede.
Hendes bevægelser var stoppet, som hun lod sig læne op imod en lygtepæl og betragte sceneriet, indtil denne faldt om på en bænk.

De spidse ører var tydelige under frisuren, som øjnene kort lod sig glide over den intense menneskemængde i gaderne. Alligevel var det ikke fuldendt. Men ville kun være klar over hvor afhængig og vigtig lyde var, når først man havde mistet denne sans.

Kroppen satte sig i bevægelse. Det sorte tøj gjorde at solens stråler blot varmede endnu mere. Hun havde retning imod bænken, hvor den muntre person havde placeret sig.
Elegant lod hun sig glide ned på denne helt til højre, for derefter at lade benet falde over det andet, afslappet, imens hun betragtede alt og intet foran hende. Posen lagde hun blidt i skødet, inden hun foldede hænderne om den.

Max pustede til en af sine lange lokker som tegn på, at nu var han ved at være faldet end igen. Han trængte til at blive klippet, hans pandehår var ved at vokse ham ned over øjnene. Han gik ikke så meget op i sit udseende. Eller jo, på en måde, for han skiftede det hele tiden af ren kedsomhed. Den ene uge havde han den ene slags tøj på og den næste noget andet. Lige nu havde han en forkærlighed for sin blazer og bowlerhatten, i næste uge kunne det være en bøllehat og en sweater. Og så kunne det være, at han var blevet klippet og havde farvet hår. Hvem vidste? Han var impulsstyret, under indflydelse af sine manier.

Han nåede ikke at sidde alene ret længe på bænken, inden der var en, der satte sig ved siden af ham. Nysgerrigt så han på hende og straks begyndte han at måbe. Først over det røde hår, det var en vild farve, bagefter over, at han kunne se hendes spidse ører. En elver! Som taget ud af en eventyrbog! Det var ikke dem, han havde set flest af. Han flyttede sig en plads tætter på hende med et ryk.

"Wauw, dit hår er flot." Stadigt måbende med store øjne og åben mund, rakte han en hånd ud for at røre ved det, uden at tænke over, at det ikke var sikkert, at hun ville have det. Selvom han havde tullet rundt i den magiske verden i nogle år, havde han stadig ikke lært at holde nallerne for sig selv. Der var heldigvis ikke sket så meget ved det endnu, de fleste afskrev ham bare som mentalt retarderet og brugte ikke tid på ham.

Interessant. Hun havde ikke oplevet en så munter person i gaderne i al den tid hun havde befundet sig i dette land.
Rykket i bænken blev bemærket i hendes krop, da mennesket uvilkårligt rykkede en plads tættere på hende. Skulle hun vende blikket imod ham? Nej, ikke endnu. Derfor lod hun sig fortsat blot stirre ud over mængden foran hende. Intet andet end stilhed var at finde omkring hende, som hovedet faldt let til den ene side.

som hans hånd nåede hendes hår, for at røre det, hævede Angelies højre hånd sig, for at svinge denne direkte i et greb imod hans hals. Blikket fulgte hastigt efter, som en indædt glød stirrede imod ham, hvad enten hun havde fået fat eller ej.
Hun havde af gode grunde ikke hørt hans sætning, men dette forhindrede hende ikke i selv at kunne tale.

"Har din mor ikke lært dig, at man ikke røre ved fremmede?" Det bidende spørgsmål blev sendt imod ham, inden hun langsomt ville slippe sit greb om dennes hals, hvis hun havde fået fat. Det havde trods alt blot været en advarsel.
Hendes krop lænede sig roligt tilbage imod bænkens ryglæn for at indtage den tidligere position igen, dog uden at fjerne blikket fra denne person.

Hans stil var.. rodet i hendes øjne. Hatte tilmed. Hun foretrak det simpelt, men det var forfriskende uden tvivl.
Om han svarede ville være ligegyldigt, eftersom hun ikke ville kunne høre det alligevel. Blot det ikke at høre hendes egen stemmes genklang, gjorde det besværligt. Hun havde ikke engang en fornemmelse af i hvilken tone hun havde talt til denne.

Max nåede ikke at reagere, inden hun havde fat om hans hals. Hans selvforsvarsrefleks var lige ved at sparke ind, men han rørte sig ikke. De sad midt på en gågade, så mon dog, at hun ville slå ham ihjel. Hvis de havde været alene, så var hun ikke sluppet så let! Max' tro på sig selv var høj.
I stedet blev hans øjne endnu større, ikke i angst, men i endnu mere måben. Hendes blå øjne var meget blå.

"Det har hun sikkert nok, men det er da en kedelig indstilling at have." Da hun slap, lænede han sig bare frem mod hende, som om han slet ikke havde fattet advarslen i både hendes greb og blik. Hendes svar havde passet fint til situationen, og han havde ikke mulighed for at fange, at hun ikke havde hørt ham.
"Men du har flot hår." Han grinede et stort glad grin til hende, ligeglad med, at der var forbipasserende, der kastede blikke efter dem.

Selvom han udadtil virkede komplet idiot, var hans indre lidt mere tænksomt. Ikke meget, for han var midt i en moderat mani, men han var ikke så fortabt, som han gav udtryk for. Men han kedede sig sådan, at han ikke kunne lade være med at gå elveren lidt på klingen. Det kunne jo være, at hun var lidt sjovere, end hun først gav udtryk af. Og han ville enormt gerne lære noget om elvere. Som sagt, så var det ikke den race, han havde mest erfaring med. Han drejede sig i mod hende og samlede benene op, så han sad med dem overkors.

"Hvad hedder du?" Han så nysgerrigt på hende.

Som hendes fingre følte huden i håndfladen så hun hams læber bevæge sig. Han så ud til at tale til hende? Uheldigvis var Angelie ikke i stand til at mundaflæse, og derved ikke klar over hvad han sagde.

Han rykkede sig hverken længere væk, men sad blot der, måbende. Hendes blik gengældte hans, undrende over hvad han fandt så interessant ved hende.
Hun lod sig ikke bemærke med de blikke, der blev sendt i deres retning fra de forbipasserende.

Endelig, en mere afslappet stilling, indtog han. Hendes egen krop ændrede holdning, drejede sig en anelse, så hun havde fronten vendt imod ham. Igen sagde han ord, og et halvt opgivende suk gav genlyd fra hende, som hun løftede en hånd, for at stoppe hans talen.
"jeg er døv" tre simple ord, der indeholdt hele den forklaring han havde brug for at vide om hende.

Hun kunne altid bruge sine evner til at trænge ind i den anden verden, for der at kunne føre en samtale med ham, men det virkede.. unødvendigt i dette tilfælde. Og dog.. Et menneske ville sikkert finde det spændende og nyt.
Hånden faldt langsomt ned for at hvile på hendes ben, som hendes ryg rettede sig, stadig med sit intense blik hvilende på ham.

Max klappede munden i og blinkede lidt overrasket over hendes ord. Døv. Hvordan skulle han så snakke med hende? En lille rynke viste sig kort i hans pande, som han vendte problemet i hovedet. Pludseligt lyste han op og trak grinende en mobil ud af lommen. Med tungen i mundvigen skrev han nogle hurtige ord.

"Hej jeg hedder max hvad hedder du?" Hans tekst understregede bare hans hyperaktive fremtoning, som han både droppede tegn og store bogstaver. Ikke at han ikke kunne være meget korrekt i sit sprog, det havde han da lært, dengang han gik i skole og fik skældud over dårlige karakterer af sin far, men det tog tid at trykke på alle de taster. Det havde han ikke tålmodighed til lige nu. Han rakte telefonen frem mod hende, mens han vinkede med den anden hånd for at understrege sit hej.

Han havde ikke snakket med en døv person før, og hvis han ikke havde været nysgerrig til at starte med, var han det helt sikkert nu. Gad vide, hvordan det var at være døv? Han var lige ved at slippe mobilen for at smække hænderne for ørerne, men lod være. Det kunne han måske prøve senere, men lige nu var han mere interesseret i at kommunikere med den mystiske kvinde, der sad foran ham.

Hendes blik blev kun endnu mere opgivende, som hun så hvordan han muntert begyndte at fremfinde en telefon. Ivrigt så hun hvordan hans fingre løb over den, for derefter at pege skærmen imod hende. Hendes øjne hvilede på denne, for at fremtyde ordene, der var et virvar at store og små bogstaver.

Den vinkende hånd, fangede hendes blik, som hurtigt gled tilbage på ham. Han var en ufattelig munter person. Hun forstod ikke hvordan det var muligt i denne by, måtte hun erkende. Det var ikke nemt at finde glæde i Terre. Måske var det fordi han bare levede i sin egen lille verden.

"Angelie" svaret var kortfattet med et monotomt stemmeleje, inden hun kløede sig over kinden, for derefter at læne sig en anelse fremad, og nærstudere denne Max.
"Er du ikke en besynderlig person" kommentaren var mest henvendt som en højttænkende tanke til hende selv. Hun var ikke i tvivl om, at han besynderlig, men spørgsmålet var blot.. hvor meget.

Tøvende rakte hun hånden frem imod ham, for at give et håndtryk, hvilket trods alt var normalt, når man hilste på nye mennesker og væsner.

Max ventede utålmodigt på, at hun læste beskeden og tog sig sammen til at svare ham. For ham foregik hans omgivelser i et meget langsomt tempo, når han var mere eller mindre manisk. Da hun svarede, lyste han endnu mere op.
"Angelie." Han smagte lidt på navnet og skulle til at sige noget, da han igen kom i tanke om, at hun ikke kunne høre ham.

Da hun lænede sig frem og spurgte ham, om han ikke var besynderlig, lagde han hovedet på skrå. Besynderlig? Det var han da, det var han helt klar over. Det var ligesom det der var meningen med hans maske af spøjse sindssyge. Det var hurtigere at lave fakter end at skrive på mobilen, så han grinede og lavede en grimasse, hvor han blev skeløjet og rakte tunge, mens han kørte en finger i cirkler ud foran sin tinding.

Først stirrede han lidt forvirret på hendes hånd, inden han greb den og gav den et tryk. Da han slap den, tog han hatten af og svingede med den samtidigt med, at han bukkede i overkroppen, som at illustrere et fornemt buk. Da han havde sat hatten på plads igen, begyndte han at taste på sin telefon, inden han holdt den frem i mod hende igen.
"Du har et flot hår hvorfor er du døv?" Det sidste var måske noget underligt at spørge om, for døve kunne da sikkert ikke svare på, hvorfor de var døve, men det tænkte Max ikke lige over.

Hans fagter med hænderne og ansigtstrækkene fortalte hende tydeligt at han var enig med hende. Han var bestemt besynderlig. Formegentlig var han lidt mere end blot det. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle håndtere hans bemærkelsesværdige væremåde, og sad blot der imens hun betragtede ham.

Som hun mærkede at han tog imod hendes hånd, gav hun denne et let klem, for derefter at kigge ham dybt i øjnene, og sende en tanke imod ham. 'Ufattelig besynderlig' ville tanken genlyde, som denne ville tage form i hans sind, inden hun slap kontakten imellem dem, for derefter at lade hånden falde imod hendes hår. Hans muntre uelegante buk, fik hende til at smile diskret fra den ene mundvige, inden en hovedrysten kom til syne.

Som hun læste beskeden, gled hånden fraværende over fletningen, inden hun nikkede let, som en form for tak, inden overvejelserne begyndte. Hvordan skulle hun besvare det spørgsmål?
"Fordi" startede hun langsomt, uden at vide hvordan hun faktisk kunne besvare det bedst muligt, uden at være tvunget til at fortælle hele sandheden. ".. Fordi en granat sprang nær mig" afsluttede hun derefter.

Max gengældte hendes blik, lige indtil en stemme snakkede til ham i hans hoved. Det fik ham til at fare lidt bagud, med et blik, der fór rundt, og han havde nær tabt telefonen. Hans første skrækslagne tanke var, at NU begyndte psykoserne, men det gik op for ham, at det havde været hendes stemme. Han gik fra forskrækket til måbende igen.
"Var det dig der.." Han skød hagen frem og rynkede kort irriteret panden, da han igen kom i tanke om, at hun ikke kunne høre ham. Irritationen holdt ikke mere end et par sekunder, før han pegede på hendes hoved og derefter sit eget med et spørgende udtryk.

Han vidste, at væsnerne kunne mange underlige ting. Han havde set mange imponerende ting igennem de år, han havde listet rundt i den parisiske underverden, men der var ikke nogen endnu, der havde snakket i hans hoved.

Da hun nævnte, at det var en granat, der havde gjort hende døv, blev hans ansigtsudtryk vantro.
"En granat. Ja sikkert." Han så lidt spekulativt på hende, inden han trak på skuldrene. Nå ja, hvis hun sagde det, måtte han vel tro hende. Han sugede underlæben ind et øjeblik, mens han overvejede, hvad han nu skulle spørge om. Det var svært at vælge, af de tanker der væltede rundt i hovedet på ham.
"Er du en elver" - han skulle lige være helt sikker.

Ah, hun havde tydeligvis skabt forvirring i hans sind. Hun så hvordan hans øjne farede rundt, for derefter langsomt at opfatte hvad det måske var, der var sket. Tålmodigt sad hun afventende, indtil denne åbnede munden igen, for derefter at erstatte det med improviserede tegnesprog.

Smilet var på hendes læber, inden en brummen kom fra hende, hvorefter hun gav ham et kort nik, uden at forklare nærmere. Det havde trods alt været hende, og han havde taget oplevelsen ganske pænt i hendes øjne.

Hun forstod ikke ordene, men det spekulative udtryk gav hende en fornemmelse af, at han ikke helt troede på hendes historie. Dette fik hende til at sende ham et næsten skuffet blik, inden hun rakte hånden frem, for at tilbyde ham denne igen. Hvis han ikke troede hende, så skulle hun nok sørge for, at han kom til det.

Som teksten på telefonen? blev rakt frem imod hende igen, befandt der sig et nyt spørgsmål. Var svaret ikke tydeligt nok i sig selv? En himlen med øjnene kom fra hende, inden stemmen knækkede ganske kort i sit ja. Hvor mange væsner kendte denne til med spidse ører og elegance, udover elverne.

Havde denne taget imod hendes hånd, ville visionen fra hendes granatangreb tage form i hans sind. Han ville se hende stå og kigge ned, imens granaten sprang i et hvidt lys og et øresønderrivende bang, for derefter at blive helt stille.
Hvad hun derimod ikke viste ham, var Mei der havde været spiddet af sværdet, som heller ikke befandt sig i visionen.

Max så imponeret ud, da hun bekræftede, at det var hende, der havde snakket i hans hoved. Sejt! Sikke en evne at have! Han havde lyst til at stille en masse spørgsmål, men når han ikke kunne stille dem mundtligt, havde han næsten ikke tålmodighed til det. Medmindre han kunne få hende til at fortælle om sin evne uden spørgsmål. Hendes korte svar sagde ham dog, at det nok ikke skete.

Da hun bekræftede, at hun var en elver, var han næsten sprunget op i ren jubel. Det var endnu mere sejt! Al den tid, han havde brugt i sine teenageår på at læse fantasy og drømme sig ind i en helt anden verden. Nu havde han fundet ud af, at den eksisterede, hvilket var sindssygt vildt i sig selv, men elvere.. hans ansigt kunne næsten ikke rumme mere smil, og han flyttede sig uroligt på bænken.

Uden at tænke nærmere over det, greb han hendes hånd. Den lille film, der blev spillet hans hoved, fik ham først til at miste farven i ansigtet, simpelthen fordi det var en surrealistisk oplevelse. Men det varede ikke så længe, så kom det samme imponerede grin tilbage, som hendes stemme havde givet ham. Denne gang vidste han jo, at det var hende og ikke hans sind, der endeligt var brændt sammen. Han lænede sig frem og så ind i hendes ansigt med et tydeligt udtryk af nysgerrighed i øjnene. Han skyndte sig dog at lave et medlidende ansigtsudtryk, så hun kunne se, at han syntes det var synd for hende. Altså at miste hørelsen på grund af en granat.

Han havde så mange ting, han kunne spørge hende om. Han var slet ikke vant til ikke at kunne tale ud i en uendelighed, så han havde ingen anelse om, hvor han skulle starte, nu det hele skulle foregå på mobil.

Sikke en livlig besynderlighed denne mand var. Forbløffende. Hendes egen nysgerrighed var så småt begyndt at blive vækket ved denne livsglade person, der tilmed også lavede sjov med alt virkede det til.

Hun kunne næsten se hvordan nysgerrigheden flød ud af hans krop, som han trippede i bænkens sæde. Blikket ændrede dig langsomt til at næsten afmålende af slagsen, som hun mærkede hvordan han greb fat omkring hendes hånd, og tillod hende at afspille den manipulerede film.
Hun var opmærksom på hvordan han blegnede inden smilet vendte tilbage, da hun langsomt lod sin hånd slippe hans, for derefter at skifte stilling, så det var det andet ben, der lagde sig over modsatte lår.

Hans læber bevægede sig ikke, men kun det medlidende blik fik hende til at rynke panden en anelse. Så han var allerede løbet tør for spørgsmål? Så ivrig? Hun tvivlede.
Hendes blik gled langsomt rundt om dem, inden hun rejste sig for derefter st kigge afventende på ham, for at få denne til at følge med. "Kom". Ordet var kort og kommanderende. Hun ventede ikke på at se om han fulgte med hende, men satte sig blot i bevægelse, for at komme til en smøge imellem to butikker, hvor de ville kunne være uforstyrret.

Hvis han var fulgt efter hende, ville hun sætte sig på et stykke mørnet pap, for derefter at klappe ved hendes side, for denne til at sætte sig også. Derefter ville hun række begge hænder frem imod ham, tålmodigt.

Max flyttede ikke sit blik fra hendes, men de sad på bænken. Hele hans indre summede og han havde virkeligt svært ved at håndtere, at hun ikke kunne høre ham. Han var lige ved at skulle hive telefonen frem igen, da hun rejste sig og bad ham om at komme med. Uden tøven rejste han sig og fulgte med hende. Selv da hun gik ind i en smøge, tøvede han ikke. Hvis han ikke havde været så meget i maniens greb, ville han nok have overvejet, om det var klogt, men lige nu sejlede hans hjerne og hun havde jo været sød ved ham, ind til videre.

Han så rundt i smøgen. Det var måske ikke lige det mest charmerende sted, hun kunne have taget ham hen. Men han var ligeglad, han var spændt på, hvad det var, hun ville herinde. Da hun satte sig og ville have ham til at sætte sig ved siden af sig, gjorde han det med det samme. Han lagde hovedet på skrå og så lidt spørgende på hende. Han tog ikke hendes hænder med det samme. Ikke fordi at han ikke ville. Men fordi han var så nysgerrig overfor hende. Og han ville egentligt gerne vide, hvad der skulle ske. Siden hun havde taget ham med herind.

Han bed sig i læben, skubbede sin bowlerhat lidt om i nakken og tog så endeligt hendes hænder, imens han så på hende med sine store nysgerrige øjne, der ikke rigtigt passede sammen med hans 24-årige krop. Max var på ingen måde uskyldig, men han var langt fra alvorlig. Selvom hans mani fik hans sindssyge til at virke endnu mere ægte, var han stadig sig selv, inden under det hele. Men man kunne ikke se det i hans øjne, der kun udtrykte den uendelige energi, hans indre bestod af.

Hun sad blot der, ventende som om hun havde alverdens tid, indtil denne havde placeret sig ved hendes side. Et kort .jeblik troede hun ikke, at han ville tage hendes hænder, som han sad der og stirrede på hende.
Hendes varme hænder mærkede hans i sine efter kort tid, og et betryggende smil bredte sig over hendes læber.

Magien strømmede fra hendes kerne i brystet, ud igennem årene og hen til hænderne, der var forbindelsen imellem de to. Øjnene gled langsomt i, afslappet, for derefter at blive kabaliseret ind til hendes personlige magiske sted.

Gyden forandrede sig langsomt, som tåge der løftede sig over en sø. I stedet ville en genkaldelse af en enorm bunke halm tage form, som hendes skikkelse var placeret i. Det lignede indersiden af en hestebås, blot lang større.
Selv sad hun blot der, ventende på ar han indtog dette syn for sig, og ville have tiden til at have dialog.
Bag hende var et bevinget hest placeret. Dens hud var flænset med store åbne kødsorter i den sorte pels.en kæde hang rundt om dens hals. Det ene øje var flået med efterladte røde ar, der hvor øjet burde være.

Max så lidt på Angelie og overvejede, om han også skulle lukke øjnene. Men han lod være, for hun havde ikke sagt, at han skulle. Først skete der ikke noget, men pludseligt ændrede alt sig omkring dem. Den grimme gyde skiftede udseende og pludseligt sad de i en stald. Max tabte underkæben og så måbende rundt. Halm og hesteboks og.. hans øjne blev store. Der stod en sort hest med vinger bag Angelie. Den så ikke ud til at være i god stand, men den havde vinger!

Max ville rejse sig op, men kom så i tanke om, at Angelie stadig havde fat i hans hænder. Gad vide, hvad der skete, hvis han slap? Man kunne se ubeslutsomheden i hans ansigt, da han havde en stor lyst til at prøve, for at se, om han kunne komme hen til hesten. Men han var også bange for, at han ville vende tilbage til gyden, hvis han slap. Hvis han overhovedet havde forladt dem? Han vidste det ikke. Det var meget mere virkeligt, end da hun havde afspillet en film i hans hoved.

Han bed sig i læben og så på Angelie.
"Gid du kunne høre mig, for wauw, jeg ville gerne stille en masse dumme spørgsmål!" Det var virkeligt ubehageligt for ham, at han ikke bare kunne spørge løs og få sin nysgerrighed stillet.

Ah han var forbløffet. Ikke at det undrede hende, eftersom de fleste ville blive ligesom ham, hvis de ville blive manipuleret ind i drømmenes dimension. Der hvor alt var muligt, i hvert fald for hende, eftersom det var hendes magiske evner at kreere disse illusioner.

Hendes tommelfinger gled over hans håndryg, som et hemmelighedsfuldt blink med det ene øje kom til syne.
Som han talte, lød en rusten vrinsken fra den deforme hest bag hende, inden denne slog med vingerne, skrabede hoven imod betongulvet og rystede med hovedet.
"Åh, men det kan jeg skam... Her" hviskede hun til ham, ganske svagt, for derefter at slippe grebet om hans ene hånd og slå den ud i en omfavnelse. "Så længe du ikke slipper" tilføjede hun efter et ganske kort øjeblik.

Hovene slog imod jorden, som hesten nærmede sig dem, indtil denne var så tæt på, at prustet ville kunne ramme Max' ansigt. Forrådnelse kunne lugtes, og skar i næseborene.

Max' ansigt flækkede i et stort grin, da hun svarede ham. Han var ikke videre forbløffet over, at hun kunne høre ham her. Hvor så end her var. I hendes hoved? Men hey, nu kunne han jo spørge hende! Han nåede det dog ikke, før hun slap hans hånd og formanede ham om ikke at slippe.

"Det skal jeg nok lade være med! Hvor er vi egentligt henne? Hvordan gør du det her?" Hans sidste spørgsmål forsvandt næsten, da han med store øjne så på hesten, der gik hen til ham. Den var deform og så uhyggelig ud. Men Max var ikke bange for den, han stolede på, at Angelie ikke ville lave noget, som kunne skade ham. Hesten prustede ham i ansigtet, og hans mave vendte sig. Fy for, den stank. Hans ansigt fortrak sig i et kort øjeblik, men fascinationen vandt, så han rakte forsigtigt ud for at ae hesten på mulen.

Selvom det hele nok ville skræmme livet af alle andre, var Max bare fascineret. For ham mindede det lidt om at være meget skæv. Sådan, meget skæv. Eller om en meget livagtig drøm. Hans mani fjernede en del af den logiske tænkning, han normalt havde. Hans hjerne fløj af sted på et helt andet niveau end en normal hjerne, og hvis Angelie havde fortalt ham, at han kunne komme til månen på et kosteskaft, havde han sikkert troet hende.
Selvom han lige havde mødt hende, stolede han på hende. Naivt, måske, men hun virkede da meget flink.

Alle de spørgsmål, der kom oveni hinanden, fik hende til at grine let, som man ville gøre af et nysgerrigt barn. Hendes tanker overvejede hvordan hun skulle forklare det så godt som muligt, men at forklare magi til en person, der aldrig havde følt det ville være.. Umuligt.
Til gengæld kunne hun besvare hans andet spørgsmål. Det hemmelighedsfulde smil var tilbage, inden hun rakte op og ufravigelige lagde hånden imod hestens brystparti.
"Dette er den verden hvor drømme foregår.." Svarede hun tålmodigt, inden hun så til DS han trak ansigtet i forvrængende over lugten, der kom fra det rådnende dyr. "Magi er.. Uforklarligt.. Alle oplever det forskelligt.. Det er som et ekstra blodomløb, der flyder igennem kroppen.. Uden den ville jeg ikke eksistere" svarede hun blot, inden hun nikkede langsomt.

Da han rakte ud for at røre hesten, prustede den endnu engang, men tillod at han rørte ved denne. Det ville føles slimet og klæbe imod håndfladen.

Virkelig spændende person denne Max. Normalt var mennesker legetøj, men denne kunne måske gå hen at blive nyttig. Mennesker havde lettere ved st høre ting, eftersom ingen fandt dem en trussel. Dette kunne forhåbentlig gå hen og blive et godt bekendtskab for hende.

Hesten lod ham røre sig og han lagde hånden på mulen af den. Det var ikke lige, hvad han have regnet med. Hestemuler var altid bløde og varme. Denne var klistret og klam. Han aede dog lidt på den alligevel, bare fordi.. det var en hest. Med vinger. Til sidst tog han dog hånden til sig og tørrede den fraværende af i halmen, mens han lyttede til Angelies forklaring om magi og om det sted, de var.

"Drømmeverden. Så vi sover lige nu?" Han så lidt forundret ud. For det føltes ikke som en drøm. Men heller ikke som virkelighed. Det var virkeligt svært at beskrive, hvad det føltes som om. Hesten og halmen føltes virkelige, men så alligevel ikke. Han rystede lidt forvirret på hovedet, så de lange lokker under hatten bevægede sig. "Det føles ikke som at sove."

Hendes ord om magi gav god mening for ham, han havde ikke svært ved at forestille sig, at det var sådan, det virkede. Ikke som noget, der lå eksternt i kroppen, men noget, der var en del af kroppen.
"Er sådan noget her, noget alle elvere kan?" Han flyttede lidt på sig, men blev ved med at holde hende i hånden. Hvilket han overhovedet ikke fandt pinligt eller akavet på nogen måde.

Hemmelighedsfuldt bredte smilet sig, som han spurgte ind til denne drømmeverden. Langsomt rystede hun på hovedet, for at besvare spørgsmålet om de sov på nuværende tidspunkt.
Efter han havde tørret hånden SF i halmen, tog hun blidt fat om hans håndled, for derefter at lægge den tilbage imod hestens mule. Hun ville forsøge at holde den der, men uden at tvinge ham til det.

I første omgang skete der intet, men efter et halvt minuts tid, ville han mærke hvordan den slimede mule tørrende ind, for st blive erstattet med en varm og blød. Sårene ville hele og skabe en blank, soigneret gyldenbrun farve. Vingerne forsvandt, hvorefter et horn tog form i panden på den ganske pæne hest, der nu var til stede.
Omgivelsernes tur begyndte. Boksen blev til en lav bakke med grønt græs og farverige blomster. Duften SF sommer var i luften, mens man i det fjerne kunne høre rislende vand.

"Betragt det som.. Illusioner i dit sind" forklarede hun roligt, som var han hendes barn, der oplevede alt dette for første gang.
Hans næste spørgsmål frembragte endnu en hovedrysten inden hun lod hovedet glide let på skrå. "Alle væsner, ligegyldig race, har individuelle evner.. Jeg er ikke født elver, men skabt. Desuden er mine evner.. Særprægede grundet metoden jeg fandt dem".

Max lod hende lægge hans hånd på hestens mule igen, selvom det ikke var det mest lækre med sådan noget klister. Han så først på hende med et spørgende udtryk, men pludseligt skiftede mulen tekstur, og han så på hesten. Den grimme sorte hest med vinger blev til en flot gyldenbrun hest med et horn i panden. Han måbede igen. En enhjørning. Begejstret kærtegnede han den bløde mule og opdagede næsten ikke, at omgivelserne også skiftede. Det var næsten for meget at rumme, alle de imponerede følelser, begejstringen og den lalleglade energi, der kom ud af det. En skam, at han blev nødt til at holde elveren i hånden, for han kunne godt kaste sig leende ned i græsset og nyde at være ude i naturen. Selvom det kun var i hans hoved.
Han tog en dyb indånding og havde virkeligt svært ved at forstå, at det bare var i hans hoved.

Han registrerede ikke hendes tonefald, og hvis han gjorde, var han ligeglade. Hele hans skuespil i forhold til sindssygen var netop at give indtrykket af, at han ikke var alt for hurtig. Lige nu behøvede han dog ikke at lægge ret meget i skuespillet, han var fuldstændigt blæst af begejstring i manien.
Da hun fortalte, at hun ikke var født elver, rynkede Max panden for et øjeblik.
"Hvordan er du blevet elver? Hvis du ikke er født som en?"

Igen gav hun ham tiden til at finde sig selv og indtage de nye omgivelser, lyde og dufte. Han virkede om muligt mere begejstret end før, men det nødvendigt at huske på, at dette var en magisk skabt illusion, og ikke noget hun ville kunne opretholde for evigt.
Dog lyttede hun, inden hun kravlede over for st placere sig lidt bag ham, for derefter at lade hånden hvile imod hans skulder, så hans arme var fri til at bevæge.

"Engang for længe, længe siden" startede hun langsomt, inden hun pegede ud i luften foran dem. Et billede af en gyngende kvinde på legepladsen kom til syne, sammen med billedet af den høje sorteper med langt Hvidt hår. "Tilbød herskeren af Di Morga, at gøre dette spøgelse levende igen".
Billedet forandrede sig dernæst til et andet, hvor stranden i Amerika kom tilsyne. De to personer stod tæt, kærligt og betragtede en amulet, som manden holdet frem. "Lang tids søgen havde det taget for st finde dette, og dagen var kommet."
De stod på et højhus nu ved midnatstid D. Klokkerne bimlede de tolv slag, og manden knuste en halskæde i håndfladen, for at strø den over Angelie, imens han snakkede på et fremmed sprog. Hun svævede let over jorden, skreg, som livet begyndte ar komme tilbage i kvinden. "Amuletten, som han havde skaffet fra en gammel fjende, gav mig livet den dag, lige tids nok til.." Hun stoppede fortællingen, og billederne endte i en omfavnelse, inden de to personer hviskede ud til ingenting.

Max vidste godt, at det bare var i hans hoved, men derfor han nu begejstret for hele oplevelsen alligevel. Og at han virkede som om, at han troede det hele var virkeligt, var mest for at opretholde illusionen af sindssyge. Det var en automatisk reaktion fra hans side. Altid være sindssyg.
Han fulgte hende med blikket, som hun flyttede sig om bag ham og slap hans hånd for at røre ved hans skulder i stedet. Han lod hånden falde og rørte ved græsset under sig. Igen den der fornemmelse af virkelighed, som ikke var virkelig. Hvis han ikke havde vidst, at det var en illusion, ville han måske have troet, at det var ægte.

Da hun pegede frem foran dem, løftede han blikket og fik øje på billederne, der hang i luften. Med store øjne fulgte han med i, hvad der skete, mens hun fortalte. Så hun havde været et spøgelse. Gad vide, hvem den høje (sorteper) mand var? Han kunne tydeligvis fornemme kærligheden i mellem de to, hvilket gav ham en knugen i brystet. Da kvinden i illusionen skreg, gav det et sæt i ham, og han var ved at vælte tilbage mod Angelie.
Illusionen forsvandt og Max var stille for et øjeblik, mens han spekulerede lidt over det, han lige havde set og fået fortalt.

Det var stadig en underlig verden at have opdaget. Alt det magi, alle de væsner. Og man kunne åbenbart også bringe folk til live. Det hele overraskede ham stadig.

"Tids nok til hvad?" Han var ikke sikker på, om hun havde givet svaret eller ej.