Captivated Dehydration Of A Screams Negative Position - Åbent emne -

Den ellers normen stilhed, var blevet brutalt nedgjort af urolige skrig og larmen fra metal, der skravede imod gulv og borde. De mange gange var kun optrådt i en uhyggelig skyggelægning, hvis lys var gået ud for længe siden. Håb var umuligt at finde her, selv ikke det mindste stykke, kunne finde plads i denne skrotbunke af et gammelt torturhjem. I hver side af de smalle gange, var mindst 5 døre af det reneste egetræ, hvis skrammer var overfladiske i forhold til væggenes. Englens fingre lod sig friste af de skamferede mure, der opfangede en vis portion medlidenhed, fra hendes side af.

Igen... Skriget hobede sig op som et klamt ekko, der gav et lettere sæt i englen, hvis uhørte interesse blev umådeligt sænket. Det røde hår slog finurlige bølger langs den ene side af det smukke ansigt, hvis blege hud blev lettere kærtegnet, af de lange trådes kærlige berøring. Skriget forskrækkede for tredje gang Mare, hvilket ville være den sidste, siden den hurtigt døde hen. Nu var det endelig Mares tur til at lave et lille show. Hun fik et selvsikkert og bevidst glimt i øjet, hvis tålmodighed og beslutsomme karakteristiske træk, ikke var til at slå fejl af. Netop som hun drejede om på foden, lod fingrene slippe murens robuste trækninger, gik der en sær skælvning igennem hende. Hun var lammet rent fysisk og gloede til alle sider, hvilket gav ingen mening siden hun alligevel var blændet, som pludselig var skudt op i hende. Neglene borede sig nervøst ind i håndfladernes tynde hud, ved at lade lidt blod sive let, inden at det blev løsnet en smule. Den uhyggelige lammelse forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Hendes udtryk var bekymret, lettere traumatiseret og ømmende. Hvilke kræfter kunne slå hende ud som ingenting, uden overhovedet at vise sig for hende, i dette kammer af klaustrofobisk sammentrykning og lysmangel.

Hele kroppen rystede. Hun lignede en chihuahua i aktion, når den skulle enten skide, eller bare var ved at fryse ihjel uden sit kluns. Hele udtrykket i hendes ansigt var forskræmt, bange og nervøs for hvad der havde slået hendes hjerne fra. Drøbelen trykkede voldsomt, stak og sveg, der gav hende lyst til at skrige. Men begrund af et par personlige grunde, plus at bygningen ville falde sammen i hovedet på hende, lod hun vær og begyndte lige så langsomt at bevæge sig afsted. Væk derfra. Hen imod den anden piges døde skrig, hvis krop sikkert allerede var blevet spist af de sultne dæmoner, hvis leg havde været lidt lig menneskenes russisk roulette. Huden var blevet en anelse mat og ligbleg, sikkert af den stadigt skræmmende effekt, fra den pludselige energidrivelse, der var gået direkte ind i hendes rygmarv.
Sikken en klam følelse... Den driver stadig i mig som statisk elektrisitet!