Black and white //privat=Nanase//

Sted: kirken Cathèdral kirken
Klokken: midnat
Omgivelser: En tom kirke
Vejr: Kraftig tegn og torden udenfor.

Der var meget stille i kirken, det eneste man kunne høre var lyden af regn og torden udenfor, men helt tom var kirken heller ikke. En ung mand på de 18 år sad på en af de mange bænke i kirkens stole sal. En sødlig duft hang over denne unge mand, denne duft tilhørte engle racen og det var vel ikke nogen stor overraskelse at se en engel på kirkens grund? De kom jo sikkert for at tilbede deres herre eller for at finde ro. Det ville man i hver fald tro, men den unge mand rejste sig pludselig op og valgte at sparke hårdt til bænken der var foran ham, så det gav et højt klang. Dette var ikke en handling som man ville have troet kom fra en engel, men han var nu heller ikke en af guds ynglings 'tjener'.
Al, som den unge mand bliver kaldt, fuldførte altid det job han fik besked på, men han var træt, så utrolig træt af det hele. Da han var menneske adlød han ordre fra de andre som var omkring ham, så han nåede aldrig at leve sit liv som han ville og efter at han døde skulle han nu igen til at adlyde ordre hele sit liv. Man kan sige at Al er en af de engle som tænker meget på retfærdighed, men det var vel bedre end at forlade jorden og dø helt hen?

Den eneste måde at Al kunne vise hans utilfredshed var via handlinger i stedet for ord. Han var jo stum og kunne derfor ikke få ord ud af de blege smalle læber. Udsendesemessigt lignede han en helt normal ung mand vis man ikke kende til hans race. Han havde lyst hår, fejlfri marmor hvid hud, og mørkeblå øjne. Det var den beskrivelse folk tit havde af en engel. Af tøj havde han en sort hættetrøje på og nogle cowboy bukser som var gået i stykker ved knæene.


//håber at det er okay xD //

Gennem de mange forskellige lyder der spillede op i natten, var der én der skilte sig ud. Nanase sad ved et falmende træ, hendes violin lå på skødet, melodierne var drivende, triste og på sammetid havde de små glimt af glæde og melankoli. På grund af hendes evner, lød det som om musikken, kom fra alle hjørner, så stedet nærmest havde en anden atmosphære. Det pjuskede brune hår dækkede for de tågede grå'violette øjne, der næsten så ud som sprækker gennem de silkebløde og i aftnens skær gyldne pandehår. Hendes marmorhvide væsen så næsten selvlysende ud i nattens mulm og mørke, de skarpe, men i øjeblikket tågede øjne, skiftede nu og da imellem grå'violet og de attraktive lima-grønne farver. Som med tiden faktisk var blevet hendes ynglings. Efter at have afsluttet den sidste tone, rejste hun sig forsigtigt op, med blikket rettet imod kirken.
Nu må gudstjenesten vel, være ovre?
Med rolige skridt gik hun over til portenen, før hun uden problemer gik indenfor. At vampyrer ikke kunne træde inden for kirkens mure, var en forlængst uddød myte. Og hvis man var Fuldblods, gjorde vievand og andre afskærmnings midler, heller ikke det store.
Nanase trådte ind med et roligt, dog fjernt blik. Men blev dog lettere overrasket over den duft der ramte hende ved indgangen. Når alt kom til alt, så var de jo alligevel her de hørte hjemme, ikke sandt? Engle altså. Hun lod sine øjne glide over væsnet, i hendes tilstedeværelse, før hun igen iagtog de falmenede dekorationer. Hvad sagde man i sådanne situationer? Hvor du møder, hvad der næsten kan virke som det komplet modsatte af dig selv. Nana trak svagt på smilebåndet og rakte forsigtigt hånden op som hilsen.

Hoved døren gik pludselig på og små skridt gav genlyd i den store kirke. Man kunne høre at fodtrinene tilhørte en kvinde.
Al vende de mørkeblå øjne imod den nyankommne person, han havde ret, det var en kvinde med langt brunt hår og lime grønne øjne. Hun lignede på en måde et menneske, men den duft som var omkring hende fortalte noget andet
*en vampyr?* tænkte Al overrasket men dog også lettet over at det ikke var præsten som ville skælde ham ud igen over at havde sparket til bænken foran ham.
Det var tros alt ikke første gang at han havde vist 'utilfredshed' i kirken. Men gudstjenesten var blevet aflyst i dag da præsten var syg, så der ville ikke være nogen mulighed for at han kom tilbage i dag vel? Det håbede han i hver fald ikke.

Al lod de mørkeblå øjne studere hende en ekstra gang. De var på samme alder, i hver fald kropsalderen var, eksistensen var stadig ukendt.
I hendes ene hånd holde hun en violin, så var det måske hende der havde spillet tidligere udenfor?? Hun rakte pludselig hånden op i en hilsen, og af venlighed tog Al imod hånden og gav den et blidt klem imens at han smilte. Efter få sekunder gav han slip på hendes hånd og tog fat i en kuglepen i stedet for.
Han begyndte han at skrive ord ned på en notes/papir blok som lå på en af bænkende og efter at han blev færdig tog han den op og viste hende den
-Hvad laver en vampyr i kirken? Ly for regnen? - Det var altid sjovt at se folks ansigtsudtryk når han kommunikerede igennem blokken, men som sagt kunne han jo ikke tale så han havde intet andet valg.