den skjule borg Keela(privat)

Hun sad roligt. Hun lyttede til ham. Hun vidste ikk hvad hun skulle sige da hun hørte det. Hun tænkte sig ikk før end at hun rejste sig og gik ud af karet. Hun satte sig blidt på hans skød og fik armene om ham. Hun pressede ham ind til sig og aede hans hoved. "Det gør mig virkelig ondt Alan..." sagde hun stille og vuggede ham en smule fra side til side. Hun vidste ikk om han græd, men hun ville gerne trøste ham og vise at han måtte græde hvis han havde brug for det. "Skal jeg prøve at sove sammen med dig? Det kan være at hvis jeg holder om dig føler du dig mere rolig til at kunne sove." sagde hun som en idé og havde stadig armene om ham.

" du er velkomme. Til at sove sammen med mig men jeg kan godt komme til at skubbe dig ned, af sengen i løbet af natte så er du advaret " sagde Alan i mens tåren de fosse ned af hans. kinder huske han hvad Luten hade saget foør han døde, uanset hvad er jeg hos dig lillebror vi er altid sammen selv om en af. Os er døde er vi stdaig væk sammen Alan huske det så tydeliget at hans, bedsteven og matte hade sagdet det til ham og han viste det også godt

Hun grinede lidt, "Så tager jeg dig bare med mig ned på gulvet." smilede hun let og aede hans kinder. Hun tørte hans øjne og kyssede hans pande. "Rolig..." sagde hun opmuntrende. Hun rejste sig og fik et tørt håndklæde om sig. Hun tog et til at fik sat håret op i det. Hun gik hen og satte sig ved ham igen, "Selvom han ikk er her fysisk, vil han vel ikk forlade dig." sagde hun roligt. "og jeg er her nu..." smilede hun let. Hun vidste ikk om det ligefrem var en trøst, men hun ville bare gerne have han kom på bedre tanker og i bedre humør.

" han forlader mig ikke sådan rigtig. Han var ikke kun min ven og kammte men også min storebror, han passe altid på mig og jeg på ham ingen viste hvorfor vi gjore det. Vores ander brøder hadet os fordi var holdt sammen og gjore alt smamen, vi som på smamen værlse og hade det smamen ting så vi var endlig meget. Ene hvad vores personlighed angår var vi også ene men af udsende var vi ikke, han var stro og stærke jeg var ille og slap " sagde Alan

Hun smilede let til ham og havde et roligt udtryk, "Så må du lære at være stærk." sagde hun roligt. Hun rejste sig og tørte sit hår. Hun kiggede stille, "Øhm... Har du måske noget tøj jeg må låne? Så mit kan få lov at tørre..." smilede hun let og samlede sit tøj op, det var fuldkommen gennemblødt. Hun kiggede rundt og fik sit håndklæde om kroppen lidt op da det begyndte at falde. Hun smilede til ham

" ja da jeg har vis noget efter min søster. kom med jeg ved bare ikke op det passe ellers kan Mimi og Nini, gøre det minder for dig " sadge Alan og ledet efter det han faldt den kasse. Med tøj som hans storesøster an gang hade gå med da hun var på jorden, men nu var hun gift og hade 6 små djælvedæmon som hun skulle. Holde styre på Alan var den yngse af alle hans søsken

Hun smilede til ham og gik med. Hun så han ledte og stod stille. Hun kiggede på sit våde tøj som hun stadig havde. hun pakkede det sammen og lagde på på en stol så det ikk ville dryppe og gøre alt vådt. Hun gik hen til ham da han fandt en kasse og bukkede sig ned. Hun ledte lidt og fandt noget. Hun fandt noget forskelligt, det skulle ikk være pænt. Bare til at have på. Hun smilede let til ham og lagde det på sengen. Hun begyndte at tage det på uden at smide håndklædet. Hun hadede at fryse så hun beholdte altid håndklædet på så meget hun kunne mens hun tog tøj på. Hun blev hurtigt færdig med at få det på. Det passede hende fint. Hun gik hen til ham og smilede. "Tak."

" så lidt vil du med ned. Og får noget rigtig godt mad i dag er det Italiensk med som står på munen, og Mimi og Nini er superene til det kom i mens kan jeg vis dig rundt på borgen. Vis du hat lyst me en ting skal du vide at nogen gang gå der en manden, igen her på borgen men hvem den mand er er der ingen der ved. ud over min far som en gang fortale mig og mine søsken om det " sagde Alan

Hun kiggede på ham og nikkede stille. Hun var rimelig sulten. Hun gik hen til ham og stod foran ham. hun lagde hænderne på hans skuldre. "Kom så bær mig..." sagde hun drillende. Hun kom til at grine og gik lidt væk igen, "Ej undskyld. Men har knap gået imens jeg har været sammen med dig, så den var bare en smule oplagt." smilede hun let og stod ved ham. Hun ville vente til at han viste vej, hun kende jo trods alt ikk stedet.

" kom denne vej. Men pas på nogen af trine er ret glate selv for mig " sadge Alan og gik ned af trappen, ig ind i spisetruen her var dække op til dem begge to. Alan viste hende hans familiebillede af hans mor,far,8 brøder 1 søster og ham selv, da han var lille han hade en sort jakke på dem da da han var 5 år gammel. hans smielde og alle de ting han hade lavet i gemme tiden sammen med, alle hans søsken og hvordan hans storesøster trøsten ham når han var falden. og hade slog sig slemt elelr hade han lavet en masse ballade

hun gik roligt med ham. Hun satte sig ved siden af ham og kiggede roligt på billedet. Hun smilede let og kiggede derefter på ham. Han så lykkelig ud lige nu. Hun smilede glad til ham, hun kunne godt li at se andre i godt humør. Hun blev roligt siddende og lyttede til ham. Hun kiggede dog lidt ned, hun havde ingen familie selv. Og nogle gange blev hun deprimeret over at tænke på det. Hun savnede sin bror... Hun savnede ham noget så forfærdeligt... Hun havde kun ét minde om ham.

Alan så på hende. Og satte sig på hug foran hende " er du okey du se noget trist ud min ven, du kan godt fortælle mig det jeg er ikke en som siger det til ander" sagde Alan. Og så trist på hende hans øjen var forander fra glad til mutte, han var trist vis hun var det han viste ikke hvorfor men det var hans bare. Det var måske noget som var sket før i den tid som han kke rigtig huske noget af, som hade være det var væk

Hun kiggede på ham med et stille udtryk. Hun havde tårer i øjnene, men de blev der også. Hun rystede på hovedet og tørre sine øjne. "Nej... Det er ok..." sagde hun stille og gned sine øjne. Hun kiggede på ham, "Det var ikk min mening at græde..." mumlede hun stille og blev siddende. Hun lagde sine hænder på sit skød og knyttede dem lidt. Hun bed sig i læben, "Savner... bare at have familie..." sagde hun stille og mærkede tårerne faldt ned af hendes kinder nu.

" det komme nom til at lyde underliget. Men har vi endlig ikke se hinadne en gang før for længe siden endlig, du virke mig nemlig ret bekendt da jeg så dig i dag men det er nok bare mig. Jeg ved godt jeg snakke for meget " sadge Alan han viste på en måde, at de kendt hinanden fra et eller andet sted fra. Men hvor fra kunne han bare ikke huske endnu det bvar helt tåget i hans hoved, som tider ende det med at hans midste bevisthende ved det

Hun kiggede stille på ham og tørrede sine øjne. Hun rystede lidt på hovedet. "Kan ikk genkende dig overhovedet..." mumlede hun stille og kiggede ned. Hun krøllede sin krop sammen så godt hun kunne på stolen og rystede en smule. Hun hadede når hun fik den følelse af at savne sin familie, det var det værste. Hun gik sådan ned i humøret og græd vildt meget hvergang.

Alan så med et meget. Ked af det ud han rejste sig og gik ind i et ander værlse Mimi og Nini så på hende , de kunne godt tale " frøken Mimi og Nini vil helst ikke støde dem. men vi fryget at deres ord hade såret Alan han er meget flødsom af natur, hans huske ikke ret meget ag hans barndom fordi de blive tag fra ham. Da han fylde 4 år og han husker ikke rigitig noget fra tiden før det " sadge Mimi

Hun kiggede stille på dem. Hun kiggede ned, "men... jeg sagde det jo bare...2 mumlede hun og tørrede sine øjne. Hun rejste sig forsigtigt og gik den vej han var gået. Hun gik ind til ham og satte sig ved siden af ham, "Du har svært ved at være stærk...2 sagde hun let og aede ham på hovedet. Hun smilede let til ham, "Er det fordi du ikk føler dig tryg?" spurgte hun roligt

" nej det er ikke det. Men forståd du som 4 årie tabet jeg hukommels og huske innd noger fra jeg var født og ind til nu, ikke en gang hvem jeg endlig er det er problemet. Når jeg se dig minder du mig om en fra fortiden som kunne for at får mig, til at huske igen det var som om du vække et minde i mod om en 1 år ynger. Lillesøster jeg nok hade haft før mit hukommelstab " sadge Alan han vist det måtte, findes nogen svar et sted men hvor viste han ikke

Hun kiggede roligt på ham, hun sukkede lavt og rystede på hovedet. "Nej Alan..." sagde hun roligt og aede hans kind. "Du er ikk min bror, du ligner ham overhovedet ikk..." sagde hun roligt. Hun bukkede sig ned og kyssede hans pande. "Jeg mistede ham for et år siden, jeg flyttede til Di Morga for at glemme mit hjem..." sagde hun stille og kiggede på ham. Hun tørrede sine øjne en smule. "Det kan være vi er barndomsvenner og du opfattede mig som søster?" sagde hun roligt.

Alan ænder sig nu. fra glad til vred Mimi og Nini kunne mærke det " frøken kom heller her ud , Herren er sur nu han kan finde på at sloge dem skynd dem her ud ind. Han gå helt amok de sagde vis noget forkerte til ham " sagde Nini stille og , trak Keela ud af værlset ind Alan gik hat amok han hade være sikke på. At hun hade være hans søster de var hsn drøm at finde ud af hvem han var, og hborfor han indet kunne huske før han fylde 4 år gammel

Hun kiggede stille på ham. Hun kiggede hen mod dem. Hun bed sig i læben, hun vidste ikk helt om det var en god idé at gå fra ham. Hun blev lidt forskrækket da de hev hende ud og hun kiggede stille på dem. Hun hørte ham, at han var gået amok var vidst ikk en overdrivelse. Hun rystede lidt på hovedet og løb derind. Hun løb hen og sprang på ham så han faldt ned at sidde med hende. Hun fik armene hårdt om ham og aede ham på hovedet. "Rolig!" råbte hun en smule. "Der er oppe og nedture, så man må ikk tage nedture for tungt!" sagde hun bestemt og holdt godt fast i ham.

Alan var rassen. ikke på hende men på sig selv hvorfor huske han slet ikke noget mere, og slet ikke fra sin barndom han var så vred og sur at han slog sig selv med et fad. det var af sløv og kunne slog meget hårdt ióg hans slog til være gang, han ville ikke skade Keela men sif selv var det lige meget alt smamen

Hun kiggede forskrækket da han begyndte at slå sig selv med et sølvfad. Hun lagde hånden foran hans hoved så han ramte hendes hånd. Hun bed sig lidt i læben da det gjorde ondt. Men hun gik i panik og nåede ikk at tænke. Men denne gang rev hun det fra ham og kastede det væk. Hun tog fat i hans kinder og fik ham til at kigge hende i øjnene, "Slap så af...!"

Alan begyndte at slappe af igen. Han hade kun får et raserianfalde ikke andet han sank i knæ, han var meget udkøre efter anfaldet lidt efter lå ham flad på maven han rurte sig ikke. Da var falden hen i en form for koma men han vånge igen, inde ret længe så var han atte på bene igen

Hun blev forskrækket over ham. Hun fik hans hoved til at hvile på hendes skød og kiggede stille ned på ham. Hun aede hans kind blidt og blev roligt siddende med ham. Hun smilede let til ham da han begyndte at røre på sig igen og hun sad stille og kiggede på ham. "Har du det bedre?" spurgte hun lettet. Hun var bange for at der ville gå længe før han vågnede, men han vågnede nu hurtigt.