Death is a sweet reborn thing... (( Rafael

Tid : 21:32

Sted : Gågaden terre

Omgivelser : ikke mange at se

Vejr : roligt og lunt... stjerner og klar himmel


Vis man kunne vælge om man ville leve videre eller ej så var mulighederne ikke de store jo, samt vis man valgte at være passiv så var der kun en mulighed.
Efter flere års søgen var mulighederne klare for kajika, og efter at ha mistet sig selv og blevet et bæst inden i samt mistede alt og alle omkring sig ville hun ikke leve særlig længe i denne verden mere.
En tåre faldt ned fra hendes kind i det hun så op mod jorden og kiggede på et papir med skriften rus pille af engle blod.
Hun var halv engle og meget gammel engle os det ville måske ændre sig meget vis hun pludselig gav sig hen til døden måske ville hun få ro til sidst.
Hendes finger strøg over det fine papir der havde hængt klistret til en tavle midt på gaden i det hun rejste sig op og skar sig let hen af armene for at tillokke andre rovdyr så de ville få interesse ..... for hendes engle blod.
Hun så lidt rundt og hun var klar til at dø dog ville hun ikke blot lade sig dø med det sammen men hun var klar til at give slip på denne her forbandet verden og forsvinde ligesom Zane... havde gjordt... Malakel.... Faith hun havde mødt nogen gange man aldrig set igen heller ikke... eller kilia?? det var et lidt sjovt møde ... eller Barishan var også væk og så... så var Lazarus os væk dog... på en måde var hun glad for han var væk lidt, hun mindes tydeligt hans greb om hende og hvordan han blot brugte hende netop fordi hun var sammen med barishan den gang... vis han kom nu ville han end ikke søge eller sorge for hende...
Hun sukkede let og så rundt i det hun begyndte at sætte i løb for selv at finde en der måske var intresseret i hende eller måske kunne give hende et fristende tilbud.....

Der var varmt inde på diskoteket Salles de banquets. Selvom klokken ikke var meget over ni, så var festen allerede i fuld gang inde på diskoteket. Folk dansede vildt op af hinanden og var ligeglad med varmen. De lagde knap nok mærke til den, for efter et par glas fra baren, ville man ikke længere kunne mærke temperaturforskellen på indenfor og udenfor diskoteket.
Rafael kunne dog mærke det, og selvom han elskede varme, så var dette for meget. Det var en anden slags varme, end den han elskede. Han elskede varmen, der kom fra ild, men denne varme kom fra de svende mennesker. En klam form for varme, og da han ikke havde fået de få glas, der skulle til, gik han frivilligt ud af døren og ud på gaden. Der måtte dog kæmpes lidt for at komme dertil, for først skulle han mase sig igennem de dansende.
Han nåede ud på gaden og begyndte at gå. Der var forholdsvist varmt herude med en blid brise. Et rigtigt sommervejr. Han gik et stykke tid og fik passeret Eau, storcenteret i Terre midtby. Der var der en duft, der fik ham til at stoppe. Han lukkede øjnene og indsnusede luften. Der kunne han takke sine gode sanser, der var dobbelt så gode som almindelige menneskers. Luften afslørede alt for sådan en som ham. Luften havde en lille essens af blod. Han gik videre i et højere tempo. Han var ikke vampyr, så det kunne næppe være fordi, han havde fået en mulighed for at få sig en lille happer. Det var noget i blodet, der lokkede ham. Det var nemlig ikke noget helt normalt blod. Det var engleblod.
Dette var en fantastisk mulighed for at tjene lidt på lommen. Han var alligevel ved at løbe tør, så en lille engel kunne hjælpe ham med at betale regningen for at bo på hotel Quatre. Han fik et lille smil over læberne.
Han behøvede ikke at løbe. Hun kom til ham som kaldet. Hun kom løbende hen ad gaden, hen imod ham. Han gik hen imod hende og stoppede op der.
”Godaften,” hilste han med munter stemme og smilede til hende. Hans stemme var høj og tydelig, så hun ikke kunne undgå at høre den. ”Det er ikke sikkert for en pige som dig at løbe rundt herude så sent helt alene.”

Kajika stoppede brat op efter at ha løbet som en eller anden galophest igennem det meste af gaden og sikkert til lokket flere og flere væsner. Hendes vejrtrækning var normal og kajika havde altid været i ovnlig form for det meste altså, dog ikke så god form da hun var aspara men der var sket meget siden den tid.
Hun stoppede dog op da hun opdagede Rafael og betragtede hans blik og gik så hen af mod ham og sagde"Dig... er du slave handler? eller er det måske dig der går om aften og skaffer engle kroppe til dette her rusmiddel" hun viste det op foran ham, den seddel med selveste skriften rus middel af engle og sagde"Er du handler fordi så vil jeg gerne forhandle, og vis ikke så vil jeg kæmpe..." hun så lidt vredt på ham og man kunne se sårene bløde"Inden længe vil andre sikkert komme til og melde sig til at fange mig og bruge mit blod af engle i kroppen og min krop til dette rus middle... du skal hjælpe mig med at dræbe mig og sætte en stopper for mit liv"
hun så lidt væk og ville ikke sige noget mere andet end at slippe selveste papiret med skriften på og så lidt væk nu og sagde"Jeg har oplevet Di Morga for meget til at ville se mere... vil du slå mig ihjel, tilgengæld kan du få mit blod og krop... bagefter jeg død, men først skal du hjælpe mig med at finde en krop som erstatning.... en menneskelig, jeg 2 dele af godt og ondt, jeg kan muligvis med nogen sten fra den nederste del af grotten få flyttet noget af min sjæl... til en anden krop.."
hun så lidt på Rafael og sagde"bagefter må de slå mig ihjel... vil de tage i mod tilbudet" hun kunne nærmest fornemme og høre på Rafael at han havde kendskab til dette stof...

Han måtte indrømme, at han blev overrasket. Han havde ikke regnet med, at hun var kommet for at dø. Så hun havde ventet på en som ham. Det irriterede ham lidt. Hun snakkede i et væk, så han næsten ikke kunne følge med. der skulle ellers meget til. Men det så ud til, at hun ville dø. Men hun ville leve videre i en anden krop. Hvor besværligt.. Så hvordan ville hun overføre sin sjæl til en anden krop? Det ville tage for lang tid. Som hun selv sagde, kom der snart flere væsener, der ville have hendes krop for pengenes skyld. Han gjorde det nok mere for morskabens skyld, for han kunne såvel tjene penge på et godt spil poker, men han havde ikke prøvet dette endnu, og det kunne han jo ikke tillade.
”Aha.. Det her er jo alt for let,” klukkede han og gik hen til hende. Han kom helt hen foran hende og så ind i hendes øjne med sine ildrøde øjne, der gav ham et vildt udtryk. Han var ikke hårdhjertet, så hvorfor ikke lege med på legen? Hvis hun ville over i en krop så okay. ”Lad mig forstå dig ret.. Du vil leve videre i en anden krop? En menneske krop?” Han hævede et øjenbryn, inden han fortsatte. ”Men hvorfor skulle jeg dog lade dig gøre det? Jeg kunne ligeså godt dræbe dig med det samme, også var jeg sparet for besværet.”
Han fandt en cigaretpakke frem fra sin jakkelomme og fik fisket en cigaret frem. Et lille rul på lighteren, og en flamme greb fat om det tørre papir. Han lod den hvile i mundvigen, hvor den sad så fint. Han fik en lyst til at drille pigen og pustede røg ind i ansigtet på hende.

Kajika kunne ikke ha fundet en værre end Rafael i det han pustede røgen i ansigtet på hende og hun mærket hadet stige gradvist op i hende mens han stod der med sin smøg og hun var ikke ryger,
dog havde hun intet i mod folk der røg så længe hun ikke skulle indånde det klamme stas men nææææææh nej ham her skulle da lige puste det i ansigtet af hende så hun indåndede en hel del og mærkede det ned i lungerne der stadig fungere sådan okay?.
Hun så vredt på ham og sagde"dit forbandet svin!"
hun bed tænderne hårdt sammen og sagde"jeg ville aldrig lade dig blot dræbe mig og så lade mig lægge der og forsvinde, og jeg kan nå at slippe for de andre væsnner men jeg kan da os gøre en handle med dem ved mindre du vil prøve kræfter med mig"
man kunne høre lygtepæle langsomt bøjesig småt og nogen knasende lyde i luften, dog var det blot ren energi der ladet sig op som inden en storm fyldt med lyn dog lavede hun ikke lyn.
Hun så på ham og sagde"jeg vil være med jeg stærkere end dig lille ven" hun smilede hånligt af ham og ventede på hans træk.

”Hvad kalder du mig?”, spurgte han med latter i stemmen, men bag facaden var kulden. Stod hun der og kaldte ham et svin? Den lille møgunge. ”Jeg synes, det er sjovt, at du kalder mig et svin. Det havde jeg ikke forudset. Når du kalder mig det, har du så dig selv i tankerne eller hvad? For det sande svin må da være dig, når du sådan har tænkt dig at smide dit liv væk. Du ødelægger faktisk livets cyklus ved at tro, at du bare kan vandre over i en anden krop. Hvis det var meningen, at vi skulle leve videre, selv når vi var blevet dræbt en gang, tror du så ikke, at verden var skabt sådan?” Han fjernede cigaretten fra mundvigen, og pustede røgen ind i ansigtet på hende med et grin om munden.
Så nu udfordrede hun ham? Dette skulle nok blive sjovt. Han plejede ikke at kæmpe imod så svage modstandere. Måske skulle han lade være med at sælge hendes krop til pushere, så de kunne lave deres fordømte piller. Han kunne jo også hænge hendes hoved op på hans væg eller gøre hende til et gulvtæppe. Så kunne hun være dernede, hvor hun hørte hjemme.
Han trådte et skridt bagud, så han kunne tage hende bedre i betrækning. Nej, hun lignede ikke noget, der ville give ham den store udfordring.
”Fint,” svarede han med en kølig stemme og et ondskabsfuldt blik. ”Jeg kedede mig alligevel.. Hvis mig, hvad du kan. Og lad os væde..” Han lo højt, latteren der kendetegnede ham. Hans ildrøde øjne fik et skær i sig. Han kastede cigaretten fra sig, hvorefter den landede på jorden. snart ville den gå ud, hvis ikke den havde fået lidt hjælp. Flammen blussede op. Der var intet omkring, der kunne fordre den spæde flamme, så det var tydeligt at se, at dette ikke var normalt. Flammen voksede op til en mur og blokkerede vejen bag Rafael. Så hvis hun ville stikke af, var der kun en vej, og så skulle han nok fange hende.

Kajika smilede og sagde"Idiot tror du virkelig det kan forhindre mig i at komme forbi dig vis jeg vil, jeg gav dig tilbudet og du afslog med stor behag nu vil jeg blot dræbe dig og finde en anden til at gøre dette job og jeg vil ikke tage en krop fra en anden,
jeg vil tage en krop der er døden klar eller hvis sjæl ikke er stærk nok og forurenet af virus, og så vil jeg overtage som den vært jeg nu vil være meget stærkere og renere,
og så vil jeg kunne starte på en ny ukendt og uden nogen som helst omkring mig der kender mig"
Hun så vredt på fyren og hendes hoved blev mere spids i det og øjnene blev blodrøde som blev der sprøjtet blod ind i de isblå øjne, der langsomt fik den dyriske farve, og de lange hjørnetænder kom frem i det neglene blev mere makante og så gik hun ellers i mod ham mens metal i området af 10 meter bøjede sig og krakalerede til små kugler der nu svævede let omkring hende, brænd varmt efter at ha gået igennem ilden fra Rafael´s side.
Hun smilede lidt og gik fortsat i mod ham og man kunne nærmest fornemme den statiske energi omkring hende
"hvorfor er det egenlig du ligefrem nyder at være sådan ?, sååå... ond i det, er det virkelig så sjovt eller er du blot ond når du keder dig"
hun grinte let mens hun kom tættere og tættere på ham og holdte et skarpt øje til ham, hun gik med faste skridt og holdte øjnene stadig rettet mod ham og i mens kanalyserede hun noget energi om sig og mærkede hvordan hun igen fik opbygget noget meget magtfuldt om sig... før hun smilede ondt og sagde"vis mig hvad du kan lille mand"
Vinden om dem var stadig rolig og træerne ligeså, samt blot væggene og menneskene havde intet opdaget dog var der nærmest ingen at se overhovedet omkring dem mærkeligt nok??.
Hun så undrende rundt et kort øjeblik men lyttede stadig efter Rafaels bevægelser fordi hun ville nødig ende med at få en ild kugle mod sig eller noget.
Hun var skam ikke bange det mindste og viste det heller ikke... dette her skulle skam nok blive sjovt....

"Okay, lad mig lige tænke..", sagde han med en stemme, der fik ham til at fremstå som dum, men det hele var skuespil. Han så sig betænksomt ud i luften, som om svaret stod skrevet der. Det gjorde han dog ikke mere end få sekunder, hvorefter han vendte sig imod englen og nikkede en enkelt gang. "Jep.. Det tror jeg, at jeg kan. Flere spørgsmål?" Han lagde armene over kors og lændte sig lidt dovent tilbage, så han fik en træt holdning. Han lignede en, der fandt dette umådelig kedeligt. Han lod blikket glide rundt omkring sig og beskue hendes kræfter. Små metalfragtmenter fløj rundt, som om tyngdekræften ikke fandtes. Facinerende. Det måtte være vampyren i hendes blod. Mon pusherne ville putte vampyr i sådan en pille, som var egnet til vampyrer og andre? Næppe. Det ville sige, at dette kun var et drab for fornøjelsens skyld. Det var nok også derfor, at der ikke var kommet nogen andre.
Han kunne ikke lade være med at udtrykke sin morskab igennem en høj karakteristisk latter. Hun syntes, han var ond? Hun bedømte folk for hurtigt. Han havde jo ikke engang fået lov til at præsentere sig selv.
"Tjaeh.. Jeg er ond mandag, tirsdag og torsdag, men resten af dagene har jeg fri," svarede han med sarkastisk stemme og lavede en naragtig grimasse.
Fint.. Hvis hun bød ham op på dans, skulle han med glæde tage det første skridt. Han var trods alt manden. De skulle til at danse Dødsdansen. Og i dans førte manden kvinden på vej.
Han sukkede tungt, som om han skulle til noget, som han helst ville undgå. Han ravede sig hånd ind under tøjet og fik en kæde fisket op. Eller fisket halvt op, for den var tydeligvis meget lang, og han gad ikke til at trække den helt op. Den var helt tynd, men hvis dukkebarnet havde bare lidt hjerne, ville hun kunne se magien over den.
"Kan du lide den?", spurgte han hende og begyndte at svinge den ved sin side i en rundkreds, så den næsten rørte jorden. Et lille kors sad for enden ad kæden. "Pure sølv, indeholder vampyrblod og asparahår.. Kan holde ti heste fast. Også er den et perfekt våben for vampyrer. Har du set korset, min fine ven?"
Han lo lidt ogæavede en pludselig bevægelse med hånden, så kæden angreb hende. Den fungerede lidt ligesom en pisk. Bare vildere at kontrollere, men Rafael mestrede den til fulde.

Kajika stoppede brat op og hendes øjne blev mere utydelig i det isblå skær og de blev mere blinde hvide end blå, i det hun satte hånden op foran sig og det var nærmest som var hun inde i en usynlig kugle"Ha er det, det bedste du kan, og husk jeg os engle, og engle kan sagtens klare... KORS!" hun smilte ondt i det hun sagde kors blev de små runde kugle formede metaliske kugler 3 doblet til små kugler der ikke rigtig var til at se i det de var som en mur og nærmest skød igennem luften"jeg besidder de mest perfekte kræfter dannet sammen, hvorfor tror du jeg kan få metal til at flyve, og metal til at bøje sig, samtidig med jeg kan forsvar mig mod de fleste af dine små angreb" hun mærket energien om sig tage mere til, hun havde levet i Di Morga fra Malakel kom og hendes evner var udviklet til fulde dog havde hun alverdens svagheder som ind i helved men... hun var skam os utrolig stærk hun havde op til to gange haft chancen for at dræbe Zane og en gang arbejdet tæt sammen med Malakel... dog var hun slet ikke så stærk som hun mærkes til.
Hun så lidt væk og fjernede så skjoldet i det hun ville bruge vampyr evner nu, hendes telekinese og vampyr evne kunne ikke gå hånd og hånd sammen.
Hendes øjne blev normale igen og rødlige...
Hun forholdte sig roligt og holdte fokus på Rafaels kæde i det den faktisk facinerede hende utrolig meget, hun havde aldrig set sådan en igen"Nu kan du skade mig lille ven" hun fik den vampyriske side frem igen og smilede lettere ondt til ham i det hun nærmede sig ham langsomt igen og ventede... ventede på næste træk..
dog var hun lidt svækket men ikke det helt store... der var intet der beskyttede hende og ingen metal kugler om hende eller noget, dem havde hun sendt af sted mod <>Rafael som pistol skud ville løbe....

Hvor hun dog snakkede.. Han blev helt træt af at høre på hende. Hun blev bare ved og ved i et væk. Også var hun da også umådelig egoistisk. Hendes egoisme gjorde hende blind og ville være hendes død. Han var også arrogant til tider, men hans arrogance virkede ikke som sideklapper for øjnene. Hendes egoisme var skyld i, at hun ikke havde tænkt på, at han måske havde flere kræfter. Bare fordi han havde forklaret sølvkædens grundmatrialer og evner, betød det ikke, at den skulle bruges til det. For det var jo kun et lille våben, som han brugte, lidt ligesom kvinder brugte pebersprays. Blot for at skræmme.
Han så på hende med sine ildrøde øjne, der lyste i mørket, og måtte ryste opgivende på hovedet. Forfærdeligt pigebarn. Det var hendes egen skyld, at hun nu skulle dø. Han ville ikke tillade hende at glide over i en krop. Ingen skulle få lov til det. For så ville de jo ødelægge balancen imellem liv og død.
Han kommenterede ikke alt det, hun sagde, men forholdte sig i ro med et betragtende ansigt, der ikke røbede nogen af hans planer eller følelser for den sags skyld.
Han trak kæden tilbage og begyndte at svinge den rundt i en rundkreds igen. Et smil var plantet på hans læber. Det sagde ikke meget. Lille ven, kaldte hun ham.. Han var ældre end hende, både mentalt og fysisk.
Han så kort rundt, da metalkuglerne susede imod ham, som var de skudt ud af en pistol. Men hvis hun havde troet, at det kunne ramme ham, var hun virkelig dum. Dummere end hun så ud, og det sagde meget.
Han flyttede sig i en umenneskelig fart. Pludselig stod han bag hende. Nu kunne hun for alvor ikke flygte. Ilden spærrede den ene vej, og han spærrede den anden. Inden hun kunne nå at vende sig om imod ham, gjorde han et nyt angreb med kæden og fik den snoet rundt om hendes arm, så den sad stramt og ikke lige kunne tages af så let. Han holdte den stramt, så hun ikke kunne rykke sig andre veje end imod ham.
"Nu er legen forbi..", fortalte han med stille stemme, men alligevel kunne den høres klart og tydeligt på den rolige gade. Andet end den lyd, de frembragte, kunne der ikke høres andet end ildens knitren. Ilden blev, hvor den var. Den voksede ikke og blev ikke mindre, og det var nok det, der gjorde det tydeligt for alle og enhver, at ilden havde en mester.

Kajika så rundt i det hun opfangede hver en lille bevægelse han lavede men stoppede dog op i det noget begyndte at fuske lidt med hendes hoved... *hvad i???* hun så undrende rundt i det hun bed tænderne sammen og mumlede et eller andet med forsvind eller jeg vil ikke der ned?.
Hun så stille mod >Rafael igen da hun pludselig opdagede han var væk, havde hun fortrudt hun ville dø"Ah!" hun gik ned i knæ i det hun mærket kæden om sin arm og vendte sig mod ham med hurtige reflekser og hev armen til sig i det han sikkert ville hive i kæden men hun var bare slet slet ikke stærk nok til denne her leg!.
Hun bed tænderne sammen i det hun sagde"Slip mig så dit klamme dyr!" hun så vredt mod ham og øjnene blev langsomt røde i det hun fore mod ham i stedet for at springe på ham..
Hun ville se hans blod splatte ud på fodgænger toget.
Mens vinden stille tog lidt til kunne man dog høre ilden gnitre mere og hun mærkede kæden brænde i sig, i det hun ikke havde husket det med korset, og smerten spredte sig fra arm til skuldre og hun gik let ned i knæ og fik fjernet vampyr siden hurtigt som dominans og så, så vredt mod Rafael"Så du ikke helt dum hva!".

Det var dråben. Nu havde hun fornærmet ham nok. Han var for pirrelig her til aften til at kunne lege den leg. Så nu sluttede legen, og hun var taberen. Hun vidste det tydeligvis ikke endnu, men hun var trængt op i et hjørne, som hun ikke kunne slippe ud fra. For hans evner gjorde ham uovervindelig. Alle de kampe, han havde kæmpet i sit lange liv, og ikke en eneste havde han tabt.. I al fald ikke den slags kampe, hvor livet var indsatsen. For ham var det en hentydning. En pæn hentydning til, at han skulle blive ved med at kæmpe, til han nåede toppen, og når han kom helt derop, var der sikkert flere kampe, der skulle vindes, så han ikke faldt ned i bunden igen.
Han kunne to magier, som han mestrede til fulde. Ilden, som var en medfødt evne. Han kunne styre den, manipulerer med den, og han kunne skabe den, så længe der var ilt i luften. Det var det perfekte våben, hvis han ikke skulle for tæt på angriberen, og det var heller ikke så værst i nærkamp, for ilden kunne jo ikke skade ham. Dog var det lettere at kontrollere den, når man havde et ordentligt overblik over den. Selv for ham, som var ildens herre, kunne nogle gange miste kontrollen over den, da ilden var intet andet end vildskab.
Den anden magi, han besad, havde han lært med tiden, men han havde nok altid haft den i kroppen. Det havde man som regel. Magien havde dog først vågnet i ham, da han var fyldt de 154 år. Men han havde altid været fyldt med energi fra fødderne og helt ud i lillefingeren. Han havde opdaget egenskaben i kamp. Han havde været tæt på døden, men lige inden den sidste glød forsvandt fra hans øjne, var energien strømmet ud af ham, og han fik formået at dræbe alle sine modstandere, der var i stort overtal. Og denne fantastiske evne var, at han kunne udlade massevis af volt ved fysisk kontakt. Denne kontakt var ikke kun hud imod hud, men også som nu, hvor det, der forbandt ham og pigen, var en tynd men kraftig sølvkæde. Den fungerede som en ledning.
Han så vurderende på hende, da hun satte i løb imod ham, og hans tanker fløj rundt om spørgsmålet om, hvor mange volt hun kunne tåle. Tallet kom ikke højt op.
Men selvom hun var en helvedes møgunge uden respekt for livet, ville han vise hende lidt respekt. Han gik med langsomme skridt hen imod hende, da hun var faldet ned på knæ, og et arrogant smil spillede på hans læber. Han gik helt hen til hende og satte sig på hug fdoran hende, så de kunne se hinanden i øjnene. Han ville se lyset forlade hendes smukke øjne, se hendes sjæl forlade kroppen. Han lod sin hånd glide kærtegnende op af hendes kind og videre op på hendes hoved, hvor han tog fat.
"Farvel.. Engel," sagde han med lav stemme, s kun hun kunne høre det. Hans øjne skiftede hurtigt fra de ildrøde til en mørkerød farve. Blodrød. Det varede to sekunder. Måske mindre tid. Strømmen gled fra hans arm og ind i hendes krop, hvor den gav hende et drabeligt stød, der kortsluttede hjertet og hjernen. De nødvendige dele for at leve. Der var ingen sår på kroppen. Når politiet ville tjekke hende, ville de komme frem til den konklusion, at hun havde fået hjertestop.
Han slap grebet om pigen, og lod hende derfor falde død ned på jorden, og rejste sig op. Der var ikke mere for ham at gøre her. Han drjede cigaretten lidt i fingrene, hvorefter han kastede den ned på pigens krop. En souvenir, som hun kunne tage med sig i helved.
Han vendte rundt og forlod stedet i en afslappet gang, som om intet var hendt.

Tidligere på aften havde Kajika nærmest opgivet livet og ville havde alt til at ende, selv sit eget liv fordi minderne havde presset for meget og hun var kommet til det punkt i livet hvor hun ikke mere ville lyve for sig selv, hun var ikke denne onde person som var skabt af Lazarus onde gener, eller havde fået nogen af dem overført, som den gang Malakel havde givet hende en pille og hun fik et demonisk gen over i sig men faktisk nød at være tæt på ham, eller som den gang hun døde for hænderne af Velarians bror Zane som senere forelsket sig i hende netop fordi hun altid skulle være så bedragerisk.. men hun ville ikke være denne tøs der kunne pege og vælge en nej.. hun ville være den der nørdede pige der havde tusinder af ægte veninder og venner, som ikke kunne få en med til et afgangs bal eller at det vigtigste var at sidde sammen med familien lørdag og se wipeout? og grine over det, for der efter at leve et liv igennem myspace eller andre former for connection.. netop fordi man ikke kunne finde denne her tætte ven eller familie ligende følse blot som hende. Hun startede med at være denne her rene Aspara men som det ene efter det andet blev dømt for at være alt muligt hun faktisk ikke var og der med til sidst at ende med at blive alt det de andre troede hun var og glemme sig selv, forandre sig ud over alt det hun end ikke ville, hun blev ikke klogere eller mere vis, nej... dummere og mere naiv, mere voldelig og mere vred, samt indelukket og uden nogen om sig til sidst andet end folk der var flygtet fra hende eller nægtede hendes kendskab.. folk der ville ignorer hende..
Kajika havde endelig taget den beslutning at blot give op og den aften den 27 Marts mødte hun endelig en der ville stoppe hendes lidelser men med et smil på læben og en drilsk humor der var morderisk og legesyg?.Kajika mærkede hvordan kulden steg i hende mere end som vampyr, døden var tæt på hende og hun mærket sig selv falde dybt hen i noget ligende en drøm i det hun følte sin sjæl sprættes i to og den gode stige til himmels og den anden til helveds...

Kajika var endt i helved men fordi hun havde oplevet helved på jorden os og var skabt af to og hendes sjæl var gået hver sin vej fik hun chancen igen for at leve men det skulle være et dødeligt liv, og med en hals sjæl, det ville nok ikke påvirke hende men hendes øjne ville ikke indholde en indre glød mere de ville være døde indtil hun selv genoptog denne sjæls kræft igen, dog ville hun aldrig glemme hvem der dræbte hende, og hvordan hun havde fortrudt ved sidste sekundt, havde hun ikke fortrudt var hun død helt på stedet men noget i hende fik hendes krop til at visne og blive aske som en vampyrs der var stegt, så den krop kunne hun ikke mere tage i forvaring med sin sjæl, men.... hendes anden halvdel englens, den fandt sted i en 17 årig piges krop, en pige vis sjæl lige var død, vis forældre aldrig havde fandtes på et papir, og vis liv var i ruiner og ikke så rigt og pragtigt som Kajika havde levet det... pigen hed Eliza.
Men Eliza var død for andre og havde ikke kunnet overleve, hun havde mistet for meget og ville få mest fred i underverden mens kajika ville få en chance mere i livet men næste gang hun rigtig døde... ville hun dø forevigt..... og hendes sjæl ville forsvinde og aldrig ende i nogen andres eller noget igen...
Kajika åbnede øjnene efter flere uger og kiggede let omkring mens hun mærkede vinden mod ansigtet fra et vindue ved hendes side og gardinerne var trukket for, hun troede hun var død, alt havde virket som en drøm og gjorde det stadig, dog var der en der råbte"Hun er i live kom og se!" der kom folk og hjalp hende i det kajika mærkede varmen for første gang igen mod sin krop og med gengældt varme i sin egen.... da folk berørte hende og hjalp hende, den hjælp hun så inderligt havde haft brug for igennem de lange år... i lidelse alene og med tusinder tanker og minder... til at holde hende i fortiden, nu kunne hun endelig se frem af ......

//Out

//Ouuut. ^^//