wet weather : Rafael

Tid : 19:31 Solnedgang

Vejr : Solnedgang, orange skyer, lunt vejr

Sted : gågaden ved siden af de uhyggelige gyder.

Omgivelser : ikke så mange folk omkring.

Det lange platinske hår klaskede let mod hende ryg mens hun gik hen af gaden, og fingerne fik fat i en hårlykke og fik håret sat op i en stram knold, der skulle holde på det platinske hår der sagtens kunne skifte farve til alverdens farver og nuancer eller blot blive kortere eller længere men i dag var det hoftelangt, dog havde hun været henne og svømme og der havde hun gjordt det kort så det ikke var i vejen for en gangs skyld gjorde hendes evne noget nyttigt i stedet for noget ikke nyttigt.
Hun gik iført hvide læderlook ligende leggins, stram sort trøje og et halssmykke i guld med en ugle i sort og guld samt hvide dirmanter på om halsen der stoppede under brysterne så langt gik den ned.
Hun bar sorte høje sko der havde kinesisk hæl og hun havde en almindelig hættetrøje i grå hængende om hofterne og en taske os i grå hummel over skuldren fordi hendes bikini lå i den.
Hun så stille rundt og sukkede let fra struben og lod læberne slappe af mens de gule øjne så rundt som et rov dyr, dog var hun slet ikke sulten efter blod blot lidt irritable fordi nogen havde kommenteret hendes unaturlige øjenfarve der ikke var speciel i hendes øjne blot en virus genetisk fejl.
Hendes fingerspidser legede lidt med nogen løse hårlokker i det hun fandt en blank hvid bog frem og gik samtidig med hun læste den og slappede helt af, efter som vejret var utrolig dejlig i dag, og det var ja nærmest mere varm end lun vejr, og solen skindet lidt bagved de orange skyer der blev lyser røde og gyderne så ikke så uhyggelige ud som de en gang havde gjordt?"Hmm? er der nogen" hun stoppede brat op og vendte sig let om og rystede så på hovedet og lod øjnene endnu en gang betragte selveste bogens skrift og historie den fortalte.

Det var et godt vejr for en gåtur. Der var lunt, på vej til at blive varmt, og vinden var ikke mere end en rolig brise, der kærtegnede ens krop. En tur man ikke måtte gå glip af. Så Rafael havde besluttet sig for at gå en tur i det gode vejr. Hvor den tur førte ham hen, vidste han ikke. Det var ikke længe siden, at han var kommet til byen, men han syntes allerede, at han havde fundet sig godt til rette. Han havde udforsket omgivelserne på samme måde, som han var på vej til at gøre nu. Det startede altid med en gåtur. Denne gang var det vidst på tide, at han tjekkede de mindre fine steder ud. Han skulle også snart finde sig et sted at bo, og han ville helst hen et sted, hvor han kunne være i fred.
Han tog en taxi hen til den østlige del af Di Morga. Så langt ville han alligevel ikke gå, for hvis han havde gået fra Quatre og helt hertil, så havde det taget så lang tid, at han ikke havde kunnet nå at nyde det gode vejr.
Da han stod ud, blev han lidt overrasket over, hvor meget slum det egentlig var her, hvor han var blevet ført ud til. Det gjorde dog ikke spor. Han havde boet værre steder, og han ville komme til at bo værre steder. Han havde ikke planer om at dø foreløbig.
Han lod blikket glide op på himlen, som havde en flot, orange farve, som den altid fik, når der var solnedgang. Det var et smukt syn, og det var da også helt utroligt, at den allerede gik ned på denne tid. Det ville dog bare gøre hans tur bedre. Godt vejr og smuk himmel. Nu skulle man se på omgivelserne. Han gik hen af gaden og så sig lidt rundt. Var folk allerede gået i seng eller ud i byen? Der var i al fald ikke mange mennesker at se, men menneskemængden blev mindre, da han kom ud i en gyde. Denne del af byen var som en labyrint, og han ville sikkert ende med at fare vild. Typisk..
Da han endelig kom ud på den anden side af gyden, så han et menneske. Eller menneske var så meget sagt, men hun var et levende væsen. Han så op på hende, og da hans blik og tanker var et andet sted, så han ikke kassen foran sig. det var tydeligvis ikke hans dag, for to sekunder senere lå han så lang han var nede på jorden med sten i ansigtet.. Typisk.

Noir nynnede stille mens hun gik med bogen og lignede denne her kloge studenter pige der havde the thing for bøger og alverdens andre historie, sådan lidt nymoderne bell fra skønheden og udyret??.
Hun havde ikke lagt mærke til Rafael der gik stille og i det han var kommet ud fra gyden havde hun heller ikke været særlig langt væk fra ham og på den ene eller anden mærkelige måde ville hun nok ende med at falde over ham vis hun ikke så ham, heldigvis vejede hun ikke det helt store og det ville nok ikke være så galt vis hun faldt over ham som hun endte med at gøre blot få sekunder efter fordi hun slet ikke så hvor hun gik.
så før hun vidste af det..

"WOOOW!" hun endte med et ovnlig bump direkte læggende over Rafael ikke langs med ham men over ham, og hendes bog røg let hen foran hende et stykke og tasken landet ved siden af hende i det, det blot var en skuldertaske jo?.
"Auuuv??" hun åbnede let øjnene og kiggede rundt i det hun tog sig til hovedet og så lidt til siden og betragtede så Rafael og hele hendes ansigt på blot få sekunder blev helt rød i det hun rødmede groft og hun med et hurtigt ryk fik sig revet væk fra hans krop og sad nu ved siden af ham og så helt skræmt ud for at være helt ærlig mens de rav gule øjne betragtede den nye fyr hun aldrig havde set før og en rødmen havde lagt sig smukt som rouge over de blide kinder af let brun kulør på hendes ansigt, mens det lange platinske hvide hår strøg naturligt op og ned af hendes ryg og skuldre mens vinden legede med det, og lod himlen forblive i sin solnedsgang atmosfære og udseende"Ejj..! det må du altså virkelig undskylde, jeg så dig slet ikke, det var virkelig ikke med vilje" hun så undskyldende på ham og rejste sig langsomt i det hun endelig kom op rakte hun en hånd til ham og så stadig dådyr agtig ud i ansigtet og sagde"Undskyld, her tag min hånd, så hjælper jeg dig op igen" hun så på ham hjælpsommelig og virkelig fortrydende over sådan at ha dumpet ned over ham...
"Forresten...?? hvad lavede du nede på jorden i forvejen...?? og du slog dig vel ikke... vel?"

Han så op fra jorden og hen på pigen som det første, som kom gående hen imod ham. Hun lignede ikke en, der havde set ham. Hun var helt fordybet i den bog, hun gik med i favnen. Han skulle til at råbe op, så hun ikke endte med at falde over ham, men han nåede ikke meget mere end at åbne munden, før hun landede ovenpå ham. Den pludselige vægt fik ham til at slå ansigtet ned i jorden igen, og han følte, hvordan hans hage skrabede hen af jorden. Det ville helt sikkert give ham et sår.
Ellers havde hun egentlig ikke været ret tung, og det var lidt overraskende. Han blev alt for tit overrasket. Han sukkede tungt, men på trods af smerten i hagen, kunne han ikke lade være med at smile over situationen.
Hun opdagede vidst, hvad hun havde faldet over og landet på, for snart begyndte hun at undskylde, og hun fik flyttet sig fra ham. Han skubbede også sig selv oppe at sige og prøvede at børste stenene væk fra sit ansigt. De sten, som havde boret sig ind i hans hud.
”Du behøver ikke at undskylde,” fortalte han med et undskyldende smil. Ja, det var der jo ingen grund til, at hun gjorde. Men han kendte det godt.. Det var af ren refleks. ”Det var jo mig, der bare lå og flød på jorden og spærrede for din vej.” Han kunne ikke lade være med at le lidt over sit ordvalg. Det lød helt som om, det var noget, han havde gjort med vilje. Selvom hun ikke burde undskylde, ville han ikke afslå hendes fremstrakte hånd. Han tog den og trak sig, med hendes hjælp, op at stå. Hun havde en lille hånd. En lille, blød hånd. Sådan en hånd som kvinder skulle have.
Hendes sidste spørgsmål måtte han tygge lidt på, inden han svarede. Det var jo egentlig en lidt pinlig situation for en dæmon som ham, for normalt var han ikke så klumset og uheldig. ”Altså.. Jeg gik i mine egne tanker og snublede over den kasse dér.” ..Fordi mit blik var rettet imod dig, afsluttede han sætningen inde i sit hoved og smilede til hende.

Noir så mod kassen lidt nysgerrigt og rødmede så flovt over kinderne og tog hånden blidt til sig og sagde mens hendes blik var rettet lidt mod siden og ikke mod Rafael af ren flovhed"årh jamen det var jo mig der faldt over di... du jo såret!" hun så op mod ham med de klare rav gule øjne der var en dyb reptilsk farve og havde et smukt uskyldigt dådyr skær over sig, i det hun berørte hans hage blidt og sagde"er det min skyld" hun kiggede lidt i sin taske og sagde"Hmm jeg burde ha noget" hun fandt en vandflaske og et håndklæde der duftede mildt af hendes perfume, en rosen duft næsten, som en mild blomst af lokkende midler og ikke duften af vampyr som hun egenlig var dog var den brugt til håret kun og ikke kroppen af hende, andet end hendes ansigt?,
Hun tog den tørre ende og puttede vand på den fra den fulde vandflaske der endnu ikke var drukket af i det hun sagde undskyldende"dette her kommer måske til at svie lidt... " hun duppede ham blidt over hagen og fik det renset for skidtet fra asfalten og så, så på ham og smilede sødt"sådan der så skulle det være ordnet" hun tog blidt tasken over sin anden skuldre så remmen fra tasken gik ned mellem hendes bryster og lå blidt på hoften af hende, mens hun gik ned på hug og fik bogen samlet op der var lille og ikke for stor og fik den i tasken og strammede så let de bundet jakke ærmer om hendes talje den var viklet om, så den dækkede hendes bagdel som ellers den lange stramme tynde stykke sorte stof trøje var nede om.
"Så har jeg vist betalt min gæld" hun blinkede drilsk til ham og åndede lettet op over der ikke var sket ham yderligere noget"jeg regnede heller ikke med du lå og flød for sjov eller blot for at en skulle falde for dig" hun blinkede igen nuttet til ham med et strejf af drilsk glimt i de gule øjne der lyste let og sagde så med denne blide flydende stemme med lidt fransk accent men kun meget lidt der gjorde den lidt mere flydende og mere blid at høre på"Så? hvad laver en flot herre som dig midt i sådan en grim bydel som denne??"

Kvinden fik en rødlig farve i kinderne. Hun rødmede. Det havde han ikke gjort i lang tid. Der skete sjældent ting nu om dage, som han ville rødme over. Når man rødmede, var det fordi, der skete noget pinligt eller lignende, og hvis der skete noget pinligt, var det noget, man blev overrasket over. Han blev ikke så tit overrasket. Han havde levet for lang tid til at kunne nyde livets små overraskelser. Det var et overstået kapitel for ham. Men pigens rødme fik ham til at smile. Han kunne ikke andet. Den farve klædte hende.
Han spærrede øjnene lidt op i overraskelse og tog sig til hagen. Hun havde ret. Han blødte lidt derfra. Han opdagede først nu, at det dryppede fra hagen. Han så ind i hendes øjne. De havde en speciel gul farve. Lidt ligesom en kats. Han elskede katte. De var så søde og legesyge.. og vekslende. Det ene tidspunkt ville de kæles, det andet tidspunkt kradsede de.
”Det gør ikke nog..”, begyndte han med et afvigende hænder, men inden han kunne afslutte sin sætning, havde hun fundet et håndklæde fra hendes taske. Det havde en god duft. Lidt ligesom roser.
Han iagttog hende nøje, imens hun duppede hans hage med væsken, som muligvis var vand, uden at han ændrede udtryk. Han var lidt ligesom en statue. Han beholdte et roligt, undskyldende smil, og havde de ildrøde øjne pladseret på kvinden. Hun var godt nok hjælpsom. Det var der ikke mange, der var i den her by fyldt med væsener. Det var dejligt, at der også var sådanne mennesker, men det var også lidt dumdristigt. Imens de stod der, tæt på hinanden, kunne han såvel have nået at stikke en kniv i hendes brystkasse. Men hvorfor også stikke sådan et uskyldigt væsen? ..Hvis hun altså var så uskyldig, som hun virkede. Hun var i al fald ikke et menneske, og han vidste såvel, at man ikke skulle skue hundene på hårene.
Statuen blev levende, og han lo lidt over hendes ord. Han tog sig til hovedet og kløede sig lidt i nakken, hvorefter han rodede lidt rundt i sit allerede pjuskede hår, så det endte med at blive helt uglet.
”Tjaeh.. Jeg er nok ikke så fin, som jeg ser ud,” fortalte han til sidst med et skævt smil. Nej, han havde skam pengene til at kunne bo hvor som helst, og hvor alle de penge kom fra, vidste kun han. Lidt sort handel her og der, og så spillede han jo også. Han var jo mesteren til poker. ”Rent faktisk leder jeg efter en lejlighed. Et lille, hyggeligt sted, men lige nu er jeg.. lidt faret vild.”

hun betragtede ham lidt mens hun ikke helt forstod hvorfor han var taget til denne del af byen så for at lede"så du tjekker lige alle steder igennem inden du beslutter dig eller hvad?, eller er du blot endt her ved et uheld ?" Hun lagde let hovedet på skrå og ventede stille på svar i det hun så rundt lidt og sagde"jeg kan vise dig lidt rundt vis det er, dog bor jeg ikke her men nogen gange går jeg en lille tur her og der, og denne vej er hurtigst hjem til mig, fra svømmehallen" hun smilede kækt til ham og satte stille i gang igen med sin gang igennem gyderne"Så hvad er dit navn egenlig fremmede" hun så lidt om mod ham og strøg fingerspidserne igennem sine hårlokker og startede ved panden og så om til baghovedet og uglede det så let det platinske hår så nogen totter rev sig løs fra den knold det var sat ud i, og til sidst endte hun med at ha flere totter end forventet så der gik skam ikke lang tid før hun tog fat i knolden og stoppede op i mens hun mumlede lidt bandende agtigt og sagde"for pokker, det hår vil da aldrig sidde" hun så mod Rafael, hun kunne jo ikke gøre sit hår skulderlangt og lige nu gik det lange tykke platinsk hvide glatte bølgende hår hende til hofterne og hun vidste jo ikke hvad Rafael var så hun kunne ikke blot gøre det kort som hun ville.
Det var blevet langt for at kunne sættes op som det sad nu så hun skulle sætte det i en dobbelt stram hestehale der ville gå hende alligevel til midt på ryggen vis hun satte håret op.
Hun tog fat i elastikken og lod det lange hår blidt falde frit ned af hendes ryg og svejede let fra side til side i det hun uglede op i det og satte det så i en hestehale."Mit navn er forresten Noir, Noir everett parakiss"
Hendes trin var langsomme dog i et normalt tempo og øjnene holdte let fokus mod Rafael" sååå har du fundet noget fede lejligheder indtil videre?"

”Nej, altså..”, begyndte han og holdt en lille pause, inden han fortsatte. Han skulle tænke grunden igennem. Hun behøvede jo ikke at vide for meget. ”Jeg er her, fordi jeg skal finde et sted at bo. Jeg er bare faret vild i min søgen. Denne del af byen er som en labyrint.”
Han takkede ja til hendes rundvisning og fulgte med hende. Denne gang holdte han øje med, hvor han gik. Han skulle ikke ende på jorden igen. Det ville simpelthen være for ydmygende, og så kunne det endelig være, at han kunne få varmen op i ansigtet igen.. næppe.
”Jeg hedder Rafael,” fortalte han kort for hovedet med blikket rettet fremad. Det var med vilje, at han ikek fortalte hende sit efternavn. Fornavnet måtte være godt nok for hende indtil videre. Hans øjne gled søgende rundt. De ledte ikke kun efter et passende hus, han kunne bruge pengene på, men de holdt også øje med omgivelserne. Han ville nødig blive overvåget lige nu. Eller måske var det et godt tidspunkt at blive overvåget. Han var ædru.
Han så ned på kvinden. Noir, hed hun. Noir Everett Parakiss. Navnet sagde ham ikke meget, så hun var nok ikke en fra en nobel slægt.
”Jeg har ikke fundet et sted endnu. Lige nu bor jeg på hotel Quatre i midtbyen, men der kan jeg jo ikke bo for evigt,” fortalte han. Hun spurgte godt nok meget. Nu var det hans tur. Han fik et lille, drillende smil. ”Nok om mig.. Hvad med at du fortæller lidt om dig selv i stedet. Hvis du ikke bor her, hvor bor du så?”

Hun smilede til Rafael og sagde"Nååårh jeg bor skam her og der nogen gange os på det hotel du nævnte faktisk og andre gange sådan lidt nær skoven ved venner eller ja sådan her og der lejligheder?" hun smilede sødt og sagde"så Rafael det er dit navn, meget specielt må jeg sige, så hvad er du egenlig altså kommer du her fra ? eller er du flyttet til" hun så lidt på ham og sagde"jeg mener du kunne jo være flyttet hjemme fra som mig" hun så lidt på ham og kiggede lidt rundt mens hun legede med sine hårlokker med fingerspidserne og kiggede rundt her og der og lod intet glippe.
Hun stoppede lidt op og kiggede så rundt i det de var nået til den gode del af DI morga og ville nok snart være i de mere rene gader end gyderne."Sååå hvor lang tid har du boet på hotellet?" hun så lidt på ham og sagde flovt med en let rødmen over kinderne"Altså det jo rigtig dyrt at bo der, med alt den luksus og det tænker jeg lidt over, skønt de værelser med mmmhhh boble bad var det hele værd".
Hun stoppede stille op og sagde"skal jeg følge dig hjem" hun grinte lidt men det blev dog erstattet af et nuttet smil med hovedet let på skrå og lukket øjne og et stort smil over læberne