The life and death of a sailor //Rafael//

Tid: Natten, omkring 3-tiden
Dato: 23. marts
Sted: Haven

Han vendte den sidste flaske i vejret og lod de sidste, bitre dråber løbe ned i sin i forvejen alt for berusede krop. ”Schådan noget går li’ i blo’et’…” snøvlede han, uden at sanse, at han sad alene ved baren på værtshuset. En enkelt servitrice gik rundt og tørrede af, mens hun sendte ham skeptiske blikke. Hun ville gerne smide ham ud, men på den anden side, var det ikke andet end en halv time siden, han havde truet med at slå hende ihjel, hvis hun ikke fandt mere vodka frem til ham.
Til sidst gik det dog op for den fordrukne mand, at han måtte videre. Med en del besvær fik han rejst sig op og stod og svajede lidt, inden han samlede sine sidste rester af værdighed sammen og gik (nogenlunde lige) ud af lokalet. Desværre endte resten af værdigheden på gulvet, da han snublede over dørtrinnet og tumlede ud på gaden, som en stor kludedukke, der bare klaskede sammen.
Der lå han lidt og var faktisk ved at falde i søvn. Han kunne ikke føle kulden og hele hans krop snurrede ubehageligt. Han måtte hjem. Igen tvang han sig selv på benene og stavrede af sted gennem byen. Gaderne var mennesketomme, og de få væsener han mødte, lod ham være. Endnu en drukkenbolt, tænkte de.

Han endte ved havnen. Bådene lå stille i vandet og gyngede i takt med bølgerne. Nogle få måger skræppede og Noah standsede kort op og kiggede mod himlen. ”Forbanded… Larm! For meget larm!” brølede han mod mågerne, inden han gik ud på molen.
Der var helt stille og en nattebrise blæste blidt gennem hans hår. Han lukkede øjnene og gik helt hen mod kanten. Aldrig havde han følt sig så levende, tænkte han. På trods af, at hans promille lå faretruende tæt på en død mands, så følte han sig levende. For første gang i mange år. Lige siden, ja, lige siden han forlod Skotland. Skotland med de store skove og grønne marker.
Noah hikkede engang og med sit hjemland i tankerne fik han lige så stille overbalance, og han styrtede direkte i vandet med et ordentligt plask.

Det var sent. Alt for sent til at kunne være ude at gå en tur, så hvad lavede Rafael ude i byen sent på natten?
Sandheden var, at han om aftenen havde været på diskotek. Det var en åbenlys løgn, hvis han sagde, at han ikke havde drukket, for han havde hældt alkoholen ned i sig uden tanke for, at det måske ikke var så sundt. Værre var det dog, når ham blev fuld. Han kunne ikke styre sit temperament den mindste smule, og så kom dæmonen frem i ham, og det vidste han udmærket godt. Derfor var det ikke helt af sig selv, at han havde drukket sig sådan i hegnet. Han havde mødt en smuk kvinde med et blik, som havde tryllebundet ham fuldstændig, at han først lang tid bagefter havde tænkt på, at hun var en aspara. Efter mødet med hende, kunne han kun huske, hvad der skete, i store træk. Han drak, dansede, tog på et billigt hotel.. Hvad der så skete der, huskede han ikke, men han vågnede i al fald op i et rum, hvor blodet var smørret ud over sengen og ham selv og plasket op på væggene. Og asparaen var forsvundet. Han havde været ret muggen over, at hun bare sådan var forsvundet uden at rydde op efter sig, for så havde det været ham, der skulle ordne det med hotelejeren, også havde hun endda ødelagt hans pæneste jakkesæt! Men det hele var gået fint derfra af, for receptionen havde sjovt nok også været tom, og der havde asparaen vidst også været, for der var også pænt rødt.. Sådan går det altså, når man lader en aspara med menstruation dele værelse med en, tænkte Rafael og rystede opgivende på hovedet, da han forlod hotellet.
Siden da havde han bare strejfet lidt rundt i byen. Han havde ikke lyst til at gå hjem, hvis man kunne kalde det det, til hotellet. Han havde snart været lidt overalt, og nu var turen gået til havnen. Der var så fredfyldt på den her tid, på nær mågerne, som skræppede op også en eller anden fulderik, der råbte op. Hjem, kære hjem. Han lukkede øjnene for at nyde stilheden og den rolige blæst, som opfriskede ham ved at kærtegne hans ansigt. Vinden måtte helt klart være af hunkøn på tysk.
Et plask afbrød stilheden. For stort til, at det kunne have været en sten, for lille til at det kunne være en robåd. Det passede meget godt til at kunne være et lig. Ja, det mindede faktisk meget godt den lyd. Han kunne ikke lade være med at smile, da minderne skød op foran hans lukkede øjne.
Vent.. Et lig? Han åbnede øjnene. Fulderikken var væk. Hmm.. Dejligt med ro.. Men nu når han tænkte nærmere over det, så havde stemmen været mistænkelig. Han havde genkendt den. Han satte i løb hen til der, hvor manden havde stået og gloede ned i vandet.
Burde et menneske ikke flyde på vandet? Tåbelige mand, man lukkede jo munden, inden man tog sig en dukkert. Han sukkede dybt.
Vandet var iskoldt. Det var utroligt, at han kunne mærke det med den promille, han burde havde, men han havde vidst fået sovet den godt ud. Ærgerligt.. han ville ellers godt have undværet kulden lige nu. Han åbnede øjnene og mærkede straks, hvordan saltvandet påvirkede hans øjne. Han tvang dem dog til at være åbne. Snart havde han fået fat i manden og var kommet op til overfladen. Det var lidt problematisk at komme op fra vandet igen, men han fandt på noget, så snart var de begge to oppe igen. Han hostede lidt og rystede af kulde. Vinden havde mistet sin charme. Den var helt klart hankøn.
Han så ned på manden og slog ham lidt på ryggen, så han kunne komme af med vandet. Da han så, hvem det var, blev hans slag hårdere.