No... Not you! again :: Rafael

Tid : 12:21

Sted : centret

Vejr : lunt og varmt, klar blå himmel

omgivelser : mange folk ude at shoppe



Den livlige nederdel i hvid og blå tern strøg let mod hendes lår i mens hun gik, og hendes hvide skjorte var knappet dog var de øverste knap ved halsen ikke knappet for at gøre det lidt mere frit at se på og ikke så indelukket som det da kunne begynde at se ud?.
Hun mærkede hvordan hendes hår rejste sig i nakken da hun gik forbi nogen fyre der betragtede hende med yderst stor interesse dog viste hun ingen igen andet end et smil til dem, fordi det var vel altid dejligt at sættes pris på angående hvordan man gik klædt. Hun så stille rundt i det hun rettede lidt på sin jakke og kiggede så rundt mens hendes øjne fangede smykker, hun var taget en tur efter skole hen til centeret for at snuse lidt rundt og se på deres nye og fantastiske tilbud der sikkert var lige noget for hende efter som hun elskede smykker og ja en piges bedste ven var skam smykker!.
Hun sukkede let da hun holdte smykket og tænkte på da Lazarus havde sagt hun intet var værd når hun blev gammel, det var dog os rigtig men hun ville heller ikke tillade sig selv at blive en eller gammel oldsag?.
Hun sukkede let og strøg det platinsk hvide hår til siden i det hun mærket en form for sorg inde i hende og hun lod stille blikket dale ned og hendes finger slap de smukke smykker hun ellers var så facineret af?.
Kajika tog sig let til halsen i det hun bed tænderne lidt sammen og huskede da hun døde lidt, hun lukkede øjnene og slappede let af efter noget tid indtil hun besluttet sig for at tage en milkshake.. da hun syntes at se en hun kendte.....

Banan og himbær blændet sammen med andre skovbær og tilsat lidt honning, der gjorde den sød. Lige en drik for Rafaels søde tand. Han sugede den tykke drikkelse op igennem sugerøret. Hans sugen blev dog stoppet, da et stort stykke bær blokerede sugerørets indgang. Han fjernede sugerøret fra sin mundvige og sukkede højlydt. Hvor irriterende.. Det var ikke første gang.
Han vendte sig om imod baren og løftede koppen med smoothie op, så bartenderen fik et hint om, hvad problemet var.
"I blender ikke jeres frugt ordentligt!", udbrød han irriteret og viftede lidt med koppen. Det var heldigt, at der var låg på, for ellers var væsken sprøjtet ud over ham. "Endten giver I den ikke nok tid, eller også er bladet på blenderen for sløvt. Jeg kræver, at I for ordent det, for ellers skal I ikke forvente at få mig som kunde igen!" Han sænkede smoothien ned på bordet igen og vendte hovedet væk fra baren og ned i sin åbne bog igen, som havde han ikke andet end hilst venligt på en ven. Han ignorerede let de mange irriterede blikke, han fik, som både var fra folk, der sad og nod en smoothie eller milkshake ved bordene omkring ham og af ekspedienterne. Han så opslugt ned i bogen og drak videre af smoothien igen. Det var længe siden, at han bare havde siddet ligeså stille med en bog og drikkelse. Han bladrede i bogen, men da papiret rørte hans finger, skar den en lille rift, hvor blodet stille dryppede ud. Hans udtryk blev mørkt, som var han lige blevet fornærmet på det groveste. Det forsvandt dog hurtigt igen, og han proppede fingeren i munden for at fjerne blodet.

Kajika gik stille hen af centrets små stier der dog var brede egenlig? små og små kunne man vel ikke kalde 4-5 meter brede gange?... og så var der de store områder jo der var hvad? over 15 meter.. Terre havde et mega center det var der slet slet ingen tvivl om.
Kajika sukkede i det en gik ind i hende og hendes milkshake kom ud på hendes blaizer og trøje i det hun sukkede og gik tilbage til hvor de lavede smoothie og milkshake i det hun stoppede op ikke langt fra Rafael og sagde"Hey jim kan du ikke fjerne den her for mig og ja... så en ny milkshake ville være dejligt, en eller anden uopmærksom tingest gik ind i mig så jeg fik det ned af mig?" hun grinte lidt flovt og jim grinte os til hende i det han sagde"Jo lige efter jeg har lavet denne her smoothie færdig" kajika smilede og tog trøjen af i det hun stod der i skole mini skirt nederdel og en hvid figur syet skjorte. Hendes lange platinsk hvide hår satte hun op i en hestehale for ikke at få hendes milkshake på det, i det hun havde fået det lidt op af halsen. Hun tog nogen hviske stykker og tørte det væk og så lidt rundt i det hun så undrende mod Rafael og det gik ikke op for hende først hvem det var indtil Jim havde givet Rafael en ny smoothie der var iorden og på husets regning i det kajika fik sin milkshake var hun ved at kværnes i den*omg!!!???... * hun fik et flashback i det hun så på ham og sagde"omg.. det ham!" hun så på jim og sagde"Øhm behold lige min drink jeg kommer efter jeg øhm... har været på toilettet" normalt ved bar og cafeer sagde man aldrig efterlad en drink men det var jo en milkshake så hvad kunne der dog ske???.
Hun skyndte sig ud bagved ved toilettet i det hun så helt lammet ud,

Hans øjne gled frem og tilbage ned af siden. De kørte hurtigt forbi ordene, og i farten nåede de at forstå meningen af ordet. Han var efterhånden blevet en meget god læser, og det tog ikke lang tid at læse en bog for ham. Men så var det heldigt, at der fandtes så mange gode bøger rundt omkring i verden, og der kom stadigvæk flere. Han bladrede igen men kom til at springe en side over. Han skulle til a bladre tilbage, da han så det første ord på siden.
En ny smoothie blev sat på bordet ved siden af ham, og i samme øjeblik lød der et udbrud. Han fjernede modvilligt blikket fra siden og så op og hen på den person, der havde råbt op. Ved synet af personen, blomstrede der et smil op på hans læber. Det ansigt kendte han. Han huskede alle dem, han havde dræbt. Men hvis han havde dræbt hende, hvad lavede hun så her? Var hun vendt tilbage fra døden i form af et spøgelse? Dét var i sandhed interessant.
Han løftede sin smoothie op til munden og sugede igennem sugerøret, imens han betragtede hende, indtil hun var ude af hans synsvinkel igen. Hun flygtede.. Men selvfølgelig gjorde hun det. Hun var ingenting i forhold til ham, og det havde hun set, da de havde kæmpet imod hinanden.. hvis man da kunne kalde det en kamp. Han havde ingen udfordring fået. Og hvis hun var blevet genfødt i en spøgelseskrop, var hun en endnu mindre trussel for ham, end hun var før. Han havde ikke nået at registrere, hvilken race hun var, men den kunne næppe være noget specielt. Nu var hun smuttet igen. Ville hun mon komme tilbage? Han håbede på det.
Han sænkede blikket ned på siden i bogen igen, hvor ordet igen fangede hans opmærksomhed, inden han lukkede bogen i. Død.

Kajika trak vejret hurtigt i det hun mærkede hjertet hamrede løs inde i hende og der var lidt adrenalin i hende. Hun mærkede hvordan hendes ben rystede under hende mens hun ikke vidste om hun turde at gå ud igen eller ikke. Han ville vel ikke stå der. Han var langt højere end hende 2 hoveder højere end hende næsten!?. Hun var så lille i hans forhold så slank og spinkle var hun og så ham han var trænet og muskulør og stærk at se på? det var som ville hun aldrig slippe væk her fra men hun måtte gå ud på et tidspunkt. Hun så ned af sig selv iført den hvid lyseblå ternet nederdel til midt på lårene og den lidt stramme hvide skjorte der gik til ned midt på nederdelen så den stadig kunne ses.
Hun gøs i det hun stille gik ud fra badeværelset og sagde"Øhm.. jeg smutter nu jim ses" hun tog hurtigt sin milkshake og han vinkede til hende i det hun skyndte sig at gå hurtigt væk fra denne cafe og gik ud i midten af centret for at være i sikkerhed..*her ville han aldrig gør mig noget, det midt i alt og alle folkene?, han ville da ikke ... lave et show.. ville han*

Han rejste sig op og forlod caféen uden et ord. Bogen og smoothien lod han ligge. Dem havde han ikke brug for mere. Han havde fundet nyt at underholde sig med.
Han havde ladt hende løbe lidt. Det var sjovere. Ellers ville der jo ikke være nogen jagt i det. Ja, nu skulle de lege.. Hun havde udfordret ham ved at vise sig. Så det var hendes egen skyld.
Han gik i et roligt tempo ud af caféen og videre forbi butikkerne. Hun var stoppet op midt i det hele. Hvor var hun dog dum. Troede hun, at der var nogen deriblandt, der ville rede hende? Nej.. Hun troede, hun var i sikkerhed der, hun troede ikke, han ville angribe i al offentlighed. Hun havde en god pointe. Men hvem havde også sagt, at han ville angribe hende og dræbe hende igen? Det havde han igen intentioner om. Hvis hun spillede sine kort rigtigt, ville hun slippe levende fra deres møde.
Han gik videre hen imod hende med et arrogant blik og et smil på læberne. Han havde en afslappet facon, og ingen ville kunne regne ud ved synes af ham, at han var en dræber. Han så ind i hendes øjne, gennemborede dem med sit brændende blik. Hans ildrøde øjne brændte sig ind i hendes, og han stoppede ikke kontakten et eneste sekund.
Han betragtede hende med en tavs mine. Han ville ikke være den første til at tale. Det var hende, der havde kontaktet ham, så nu ville han se, hvad hun havde i tankerne. Måske var hun kommet for at høre, om han ville dræbe hende igen. Det kunne han ikke lade være med at smile lidt mere over, men smilebåndet trak sig endnu længere op ved tanken om, at det måske var for at få hævn.

Kajika så lidt på ham i det hun så yngre og lidt mere forandret ud. Hun betragtede Rafael undrende men da han sådan begyndte at gå hen i mod hende gik hun lidt bagud og tænkte i mens så det bragede*hvad skal jeg gøre?, vil han angribe mig nu, slipper jeg godt fra dette her?, hvad er det han dog prøver på.* hun stoppede brat op da det så ud til han ville drille hende og spille på hendes frygt. Hun så lettere irritable ud og sagde"jeg frygter dig ikke du kan bare komme an" hun så vredt væk uden at rør på sig det mindste.
En smule rysten kunne ses på hede i det hun kiggede på ham igen og de isblå dådyr øjne så uskyldige ud og svage dog hendes krops holdning stærk og balanceret. Hun stod der mellem folk der gik forbi og ikke opdagede noget og jo mere de stod der jo færre og færre folk var der. det ville være tættere og tættere på spise tid og til sidst gik der ikke særlige mange folk egenlig?.
Hun så vredt på Rafael og sagde"hvorfor stalker du mig.. jeg vil intet ha med dig at gøre" hun så på ham bestemt og gik hen af mod ham og sagde"du vil vel ikke dræbe en uskyldig... jeg ikke mere som før, og du har jo dræbt mig en gang dit uhyre"

Han så ind i hendes øjne. Først havde han været lidt i tvivl om, at det nu var hende englebassen. Men nu var han overbevist. Dette var den rigtige, dette var englen, han havde dræbt for ikke ret længe siden. Udseendet snød. Hun lignede overhovedet ikke den engel, han havde dræbt, men øjnene brændte af had, og hendes sjæl lyste op som månen på en klar sommernat. Hendes udseende var måske forandret, men dette var i sandhed den engel, han havde dræbt.
Hendes plan var vidst lykkedes. Han tænkte tilbage på aftenen, hvor han tilfældigvis var stødt på hende. Hun havde snakket om, at hun ville dræbes men leve videre i en ny krop. Han havde brugt det som undskyldning for bare at dræbe hende. Egentlig var han ret ligeglad med balancen mellem liv og død, men folk havde brug for en grund. Så han havde givet hende en grund. Og den havde fået hende til at ønske at leve videre. Hendes tanker var egentlig ret forvirrende.
Han klukkede lidt over hendes ord. Så hun frygtede ham ikke? Det måtte være hendes spøg. Frygten skinnede ud af hende. Hunn rystede endda. Hvis hun skulle lyve, skulle hun da gøre det ordentligt. Men på den anden side, hun var en engel. Måske var hun ikke så meget engel udenpå, men indeni var hun. En gang engel - altid engel. Han lagde hovedet lidt på skrå med øjnene hvilende på hende.
Ved hendes næste udbrud, fik han skuldrene op om ørene og lavede en grimasse. Han rynkede panden og tyssede på hende. Han så rundt om sig, hvor folk gloede åbenlyst. Det kunne han ikek andet end at sukke tungt over og smile uskyldigt, indtil de gik videre. Han vendte blikket hen på pigen igen. En eller to skridt i et umenneskeligt tempo, også stod han bag hende. Han tog sin ene hånd op foran hendes mund og den anden rundt om livet på hende. I et tempo, som intet menneske kunne følge med i med øjnene, løb han væk fra centrum og hen i et hjørne, hvor der var mennesketomt. Der stoppede han op, stadigvæk lå hans hænder om hende som før, men hun havde fødderne placeret på jorden igen. Han så sig rundt omkring for at se, om der var nogen i nærheden.
"Du må være lidt stille," mumlede han. "Vi vil jo nødigt have, at folk tror, jeg er en eller anden voldtægtsmand, vel?"

Kajika så lidt vredt på ham og mærkede hun rystede men ville ikke gøre mere ud af dette, hun ville angribe ham med sine tænder og negle vis han kom for tæt på men før hun vidste af det, mærkede hun noget berør det lange platinsk hvide hår og hun endte med en hånd om sin stramme flade mave, og en hånd på de fyldige smukke læber af hendes der blev let klemt i det han holdte hende for munden og før hun vidste af det stod hun tæt op af ham med ryggen mod hans brystkasse og mærkede hans arm stadig om hendes liv tæt og meget utilpas blev hun skam hurtigt over hele situationen. Hun så panisk ud i de isblå dådyr øjne og så rundt og prøvede at komme fri, og stritte med bene og vride i hans arm med sine og alt muligt.. men hun kunne ikke slippe fri. Der jog et chok igennem hende da han sagde voldtægts mand. Hun strittede mere nu og prøvede nu mere at slippe fri*nej!!! slip... slip mig dit forbandet svin!!! AAAHHHH* hun mumlede og prøvede at sige slip og råbe på hjælp. Hendes hjerte hamrede hurtigere nu mod hendes bryst og hun ville bare væk hurtigst muligt...*det kan ikke passe kom så fri fra hans greb!*

Først bemærkede han ikke rigtigt, at han var begyndt at stritte imod og prøve at komme fri. Det var ikke andet end et lille vindpust for ham. Men da hun for alvor begyndte at vride sig, så han ned på hende med et irriteret blik og hævede et øjenbryn.
"Hvad er det lige, du laver?", spurgte han med en irriteret mine. Han flyttede sig ikke ud af stedet, og det gjorde hans hænder heller ikke. Ligemeget hvor meget hun flåede i dem, rykkede de sig ikke. Han var for stærk for hende. Han så ned på hendes hoved, hvor hendes platinblonde hår herskede, hvorefter hans blik gled ned på hendes hals. Han bøjede sig ned imod den og berørte den med sine læber i et kys, som var han igang med at bide hende. Han ville dog ikke bide hende. Han var ingen vampyr men en dæmon. Han gjorde det nu mere for at drille hende. Han lo lidt over sin egen joke, en mørk, karakteristisk latter. Han lod sin arm om hendes liv glide længere om hende, så han nærmest stod med hende i et kram. Han trykkede hende ind til sin varme krop og snusede ind. Hendes duft overraskede ham, men han vidste det ikke. Hun lugtede ikke af død, som hun ville gøre, hvis hun var en undead. Han lukkede øjnene og lyttede til hendes hjerte. Der var et hjerte. Hun var altså ikke død. Nej, hun var et menneske.

Kajika prøvede virkelig at komme fri og sige noget til ham"S..l..i...p..." hun fik små sagt disse ord imellem hans finger men hendes kønne lille snakke mund blev skam dækket yderligere til igen og hun stod der magtesløs mod Rafael dog hamrede hendes hjerte ikke så meget mere, dog var hun lettere varm i det og havde det mærkeligt over denne berøring fra ham?, hvad var det lige han ville hende egenlig ved at holde hende på denne her måde. Hun mærkede han nærmest snuste til hende og det gøs op af hendes nakke i det hun let tog hårde fat i hans arm og prøvede at skubbe den væk fra sig i det han blot strammede grebet og tog hende mere ind til sig. Hun rødmede over kinderne inderligt og fik så taget fat i hans hånd ved munden med sin arm og sagde"SLip mig så!" hun mærkede dog hvor hårdt det var at holde hans hånd og fik ikke revet den væk eller noget, han var så stærk!? som en vampyr, hvad var han for et væsen!???. Hun rødmede yderligere da hun mærkede de kærlige kys ned af hendes hals og hun strakte instinktivt sin hals for ham og så virkelig flov ud i hele ansigtet*hvad ... hv..hvorfor gjorde han det*

Han lyttede først ikke til hende men nærmere til hendes hjertebanken. Den bankede hurtigt. Så hun var bange for ham? Han lyttede lidt til hendes hjertebanken. Han havde altid fundet den lydfacinerende. Den påvirkede ham på forskellige måder. Den beroligede ham og ophidsede ham på samme tid. Han fik lyst til at rive hendes hjerte ud af hendes bryst og lytte til det, indtil det blev tavst.
Han slap hende meget pludseligt. Hans arme fjernede sig fra hende,og han trådte et skridt tilbage. Han så på hende med et dødt blik. Smilet var forsvundet fra hans læber, og hans mundvige pegede lidt nedad. Hans humør var skiftet brat. Han vendte ryggen til hende og så op i luften.
Sådan stod han lidt, inden han vendte sig om imod hende igen og lod blikket hvile på hende. Hun var helt rød i ansigtet. Hvorfor rødmede hun? Smilet kom frem på hans læber igen, og han lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvorfor rødmer du?", spurgte han med en dreven tone i stemmen og lagde hovedet lidt til den anden side. Han rødmede ikke slev mere. Det var utrolig lang tid siden, han havde gjort det. Der skulle meget til for at få ham til at rødme, men han vidste godt, hvorfor man rødmede. Var det hans berøring, der gjorde det?

Kajika tog sig let om maven og så flovt væk i det hun ikke turde kigge på Rafael*jeg fatter ikke, han gjorde intet ved mig andet end at holde mig og snuse til mig? er det så ovre nu kan jeg stikke af og slippe væk fra ham bare sådan uden videre* hun så flovt op på ham og sagde"j..jeg!? ... jeg rødmer skam ikke" hun prøvede at vende hovedet den anden vej og skjule det så godt hun nu kunne af flovhed for hvad han ville sige. Det føltes som om hans hænder stadig var for hendes læber og berørte dem med små tryk til tidere, og hans arm... hans arm der havde været om hende, det føltes så frisk i hendes erindring? som havde han lige givet slip og ikke slip for flere minutter siden.
Hun så ikke på ham af frygt for at det rolige hjerte ville begynde at banke hurtigere igen mod hendes bryst og forhindre hende i at bevar fokus i denne her situation"hvad vil du mig..." hun så lettere strengt på ham og sagde"du skylder mig ide mindste en forklaring, og jeg siger intet før du ... du svare mig på hvorfor du tog mig med her hen" hun så lidt rundt i hjørnet og kunne høre folk der gik ude ved gangen. Dette var et lille hjørne for dem selv og rundet man hjørnent kunne man gå ned af en gang og så ud til folkene man kunne se gå forbi. så hun var i en blindgyde..

Han trak lidt på smilebåndet over hendes benægtelse, som tydeligvis var løgn. Han stillede sig op af væggen og lagde armene over kors.
"Hvad jeg vil dig?", gentog han hendes spørgsmål og hævede et øjenbryn. "Det er nu mere mig, der bør spørge dig om det." Det var hende, der var kommet hen til ham. Hun havde bedt om hans opmærksomhed. Hvis hun bare havde forladt stedet helt stille og roligt, ville han ikke have opdaget hende men bare have læst videre i sin bog. Hun havde faktisk afbrudt ham et ganske spændende sted. Hans tanker gled tilbage til ordet. Død, havde der stået. Mon det var skæbnen, der spillede ham et pus? Måske betød ordet, at han skulle dræbe hende igen? ..Eller måske betød det, at han skulle dø. Han stod ved første forslag.
"Ja, hvorfor gjorde jeg det.." sagde han med tænkende udtryk, som var det verdens sværeste spørgsmål, men hans tonefald havde været meget ironisk."Nårh ja, det kunne jo ikke være fordi, at du stod og råbte ud til Gud og hver mand. Folk fik det indtryk, at jeg er farlig, og det har jeg ikke behov for. Så derfor tog jeg dig herhen, hvor vi kan snakke i ro og fred." Han løftede hagen lidt og så ned på hende med et nedladende blik. "Så er det din tur til at forklare. Hvordan kan du være i live?"

Kajika så lidt fornærmet på ham og sagde lettere spydigt"jeg bad ikke om din opmærksomhed tydeligt kan ingen af os li hinanden så lad os holde det ved det" hun var flov i hans selvskab, det var som om hans berørelse ikke kunne komme ud af hendes hoved, dog var det en ubehagelig fornemmelse at han havde rørt ved hende og hun ville mest af alt blot besvime på stedet vis det stod til hende!?. Hun sukkede stille og kiggede den anden vej i det hun ikke ville se på ham. Hun lod sig stille gå mod udgangen i det hun ikke ville sige noget som helst til ham overhovedet. Hun lod sin mund være tavs i det hun sagde"Jeg ... døde blot og hades gav mig liv intet andet" Hades var dødsguden dog havde han blot gjordt hende menneskelig af ren og skær sjov for at se hende lide mere og lave mere rav i den end hun allerede gjorde"desuden så er du et uhyre der dræber alt og alle, du har intet hjerte så du må tydelig vis være Dæmon siden du lever for at gøre livet surt for andre og smile ved deres lidelser" hun gik stille hen af gangen i det hun sagde"jeg hader sådan nogen som dig, og jeg hader især dig"

Han morede sig helt over hende. Hun var en spændende person. Så svær at regne ud med alle de følelser. Var hun også sådan tidligere?
Han betragtede hende, da hun gik imod udgangen. Hun var vel ikke dum nok til at tro, at han lod hende flygte. Ved få skridt stod han foran hende. Et menneske ville tro, at han mestrede teleportation, men den evne ejede han ikke. Han var blot hurtig som sine meddæmoner. Den evne var han født med. Det var alle dæmoner.
"Hvor skal du hen?", spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Han hævede et øjenbryn bare for at gøre det tydeligere for hende, at hun ingen vejne skulle.
Han lyttede interesseret til hendes historie og rynkede panden lidt i undren. Hades.. Ikke Satan. Mente hun her den samme person, eller var der tale om to forskellige? Han vidste ikke meget om Guderne. Han var ikke en engel og ej heller ikke en djævel. Dæmoner var ikke skabt af Guderne, så han havde ingen grund til at vide om dem. Men deres eksistens interesserede ham. Kraften til at skabe og styre det hele.. Det var noget, en hver magtbegavelig person søgte efter.
Han lavede et ansigt, som havde hun såret ham dybt og formede et hjerte med hænderne foran sin brystkasse. "Nu er du bare ond," sagde han med en trist stemme, der var for overdreven til at være ægte. "Jeg har da et hjerte. Hvis jeg ikke havde sådan et, ville jeg jo ikke kunne elske. Og jeg elsker mange ting. Jeg elsker at dræbe, jeg elsker nudler tilsat kylling, jeg elsker lugten af nyslået græs, og jeg elsker mig selv."

Kajika skrig let i det han stod foran hende og hun så lamslået ud i det hun trådte bagud for at undgå at komme nær ham"j..j..jeg...jeg skal ud" hun ville til at gå uden om ham men stoppede så i det han sikkert forhindrede hende i det og hun stod helt lammet i noget tid og prøvede virklig at slippe forbi ham men kunne ikke. hun så temmelig mistroisk på ham i det hun sagde"Årh ja du så såret det er så meget løgn!" hun vendte sig vredt om og gik tilbage til hjørnet i det hun ikke ville være nær ham og sagde så lettere råbende tilbage til ham så han kunne høre hende"årh ja! men det var ikke sådan elske jeg mente, jeg mente elske en anden en person, elske den person" hun smilede lidt ondt og vendte sig om mod ham og vis han nærmede sig ville hun skam være klar til at stikke ham en lige på skrignet. Hun så flovt væk et kort sekundt da hun mindes hans arm om hendes liv"hvorfor holdte du mig i så lang tid egenlig.."

Han skjulte ikke sin irritation over, at hun skreg. Han kløede sig lidt i øret, som havde hun skreget så højt, at han var blevet imidlertidig døv.
"Hvorfor skal du skynde dig sådan? Da du var ved caféen, lignede du ikke en, der havde så travlt," spurgte han med en dreven stemme og et misbilligende udtryk med lavt hævet øjenbryn. "Jeg husker dig ikke så irriterende. Hvad er der sket? Før var du så selvsikker og klar på kamp, du troede endda, at du kunne vinde, men nu.. Nu er du bange. Et lille dumt menneske." Han fnøs og så på hende, som var hun en ulækkert og frastødende insekt. Og det var lige, hvad hun var i hans øjne. Mennesker var noget af det tåbeligste. De var dumme og arrogante, uden at de havde nogen grund til at have stort ego. De var små og kunne knuses. Så slappe de var fysisk, og psykisk var de endnu værre.
Han fulgte efter hende hen i hjørnet. Nu havde hun endelig forstået, at han ikke lod hende slippe så let. Han havde jo lige fundet noget underholdning.
"Jeg kan skam godt elske," svarede han med en slesk stemme og slikkede sig hurtigt om munden med den store, lange reptyltunge. Hans tanker fløj tilbage til hans fortid og de væsener, han havde lagt ved siden af. Et af minderne gik ikke så langt tilbage. Faktisk kun to dage tilbage.
Han betragtede hendes onde blik, men pludselig ændrede hun udtryk og så ud som om, hun var blevet pinligt berørt. Han undrede sig lidt over, hvad hun mon var kommet i tanke om, men lidt efter fortalte hun det selv til ham. Han blev lidt overrasket over hendes spørgsmål og måtte lige tænke over sit svar. Han klikkede en enkelt gang med tungen, inden han svarede: "Du har en dejlig hjerterytme." Hans svar var direkte og ærligt. Han gad ikke engang at lave sjov ved det. Han så i stedet væk fra hende for første gang i lang tid.

Kajika så undrende på den legende reptilsk ligende Rafael og sagde"Hm så det du siger er at jeg er blevet svagere, jeg er altså også menneske nu som du jo sikkert ved" hun vendte sig vredt til den ene side men stoppede så og kiggede undrende på ham da han pludselig virkede anderledes og sagde"Hm?? min.. min hjerte rytme hvorfor er den dejlig" hun så undrende på ham og rødmede over kinderne i det hun tog sig let til brystet ved hjertet og mærkede den dybe dejlige rytmiske banken fra hendes hjerte og det fik hende til at blive helt varm i det hun os vendte blikket væk fra ham og sagde"Årh.. øhm.. tak tror jeg" hun roede sig undrende i håret og sagde"jeg skylder dig vel os et ærligt svar så.. jeg... min rødmen.. jeg ikke vand til disse blide berøringer eller for den sags skyld blot at nogen holder om mig, det flere år siden en har holdt om mig især på den måde du gjorde" hun strøg flovt det lange platinsk hvide glatte hår til siden og det strøg let hen af hendes skuldre og lagde sig blidt omme ved ryggen af hende så det ikke lå ned af skuldren drillende..
*hvad skal jeg dog sige eller gøre i denne her situation??* hun så lidt på Rafael og sagde"Jeg.. jeg må gå..." hun ville til at løbe forbi ham fordi hun kunne skam heller ikke glemme han var den der havde lige svinet hende til på en måde og så os holdt hende fanget her.

"Ja, men betyder det, at du giver op, bare fordi du er svag lige i øjeblikket?", spurgte han med en pludselig skarp stemme og så på hende med sine ildrøde øjne, der nærmest brændte vildere, end farven allerede fik dem til. Han så på hende, som var hun et afskyeligt insekt. Hvor han dog hadede folk som hende. Han hadede folk, der opgav at leve livet, fordi der pludselig var en forhindring i deres liv, så de blev svage. De folk fortjente at dø. Men på den anden side, var det de mennesker, der var lettest at manipulere med, og der kunne godt være lidt nytte i dem. Hans blik skiftede, og han fik igen et smil over ansigtet. Et falskt smil, men det kunne hun ikke se. Han mestrede trods alt ansigtets små træk, og han var en mester i at lave falske udtryk. Det gjorde han trods alt hele tiden.
Han svarede ikke hendes spørgsmål, da han ikke fandt en grund til at besvare det. Han havde simpelt nok ikke lyst. I stedet betragtede han hende med de nysgerrige øjne, der tydeligt viste hans interesse i hende. Han trak lidt i mundvigen over hende, da hun pludselig takkede ham. Det var der ingen grund til. hun skulle mere være bange. Men nuvel, ikke nogen grund til at gøre pigebarnet bange. Så ville hun bare flygte, og det ville tvinge ham til at bruge energi igen. Dovenskaben vandt.
Han lyttede til hendes bekendtgørelse med et koldt ansigt. Lidt efter lyste han dog op i et slesk smil, hvor tænderne lyste op med deres faretruende udseende. De sylespidse tænder dominerede i hans mund. "Jeg har ondt af dig.. Og du siger, at jeg ikke kan elske? Det er nu mere dig, der ikke elsker, hvis du ikke er vandt til disse berøringer."
Han ik en rynke imellem brynene, da hun troede, at hun pludselig skulle ti at gå. han greb hende om håndledet, da hun passerede ham. "Vent.."

Kajika stoppede brat op og vendte sig vredt om mod ham temmelig spydigt kom hun med indre kommentar fra hendes tanker"tsk! og du skulle vide hvordan det er at være mig, vis jeg elsker en er der en der altid tager personen fra mig eller os er det aldrig gengældt!, og vis jeg er det mindre interesseret i en så mister jeg os den, jeg kan aldrig elske nogen fordi så forsvinder de!" hun trak hårdt i sin hånd for at få den fri fra Rafaels greb og sagde"du har ingen ide om hvad elske er, din er sikkert længsel og sex, mens min er anderledes, jeg et menneske og føler sikkert tusind gange mere end sådan en kold blodig morder som dig!" hun gik forbi ham i det hun havde fået sin hånd fri og satte tempoet op i sin spaseren væk fra denne fyr!. Hun fnøs let og mærkede den indre had til ham stige i mens hun blot ville væk.

Han vidste, at dette var tidspunktet, hvor han skulle have ondt af hende. Men han kunne ikke. Han så bare på hende med et følelseskoldt ansigt og isnende øjne, der var så skarpe, at man kunne skære sig på dem. Han kunne ikke lide med hende. Han kunne ikke se, hvad hun havde at tude over. Selv hvis han prøvede, ville der komme andre følelser i ham end medfølelse. Han var trods alt en dæmon, og selvom dæmoner ikke var helt så følelsesløse som dukker, så var sådan nogle få følelsesudbrud noget, man spillede. Jo stærkere og ældre en dæmon, man var, jo færre følelser var man i besiddelse af. Han havde levet i så lang tid, at han godt vidste, hvornår man skulle udtrykke sig hvordan, men når han udtrykte følelser, var det som regel ikke ægte. Han kunne såvel gå og have stenansigt hele tiden, men han fandt det andet sjovere. Det fik ham til at virke mere menneskelig. Han havde en voldsom stor interesse til mennesker. Mennesker kunne føle. Og hvor var de dog sårbare. Han fik helt kvalme af at høre på deres brok. Det samme gjorde han ved hendes beklagelser. Han udtrykte dog ikke sin kvalme men så bare på hende med døde øjne, som han aldrig havde gjort før nu. De udstrålede ingen følelser. De var helt tomme, og selvom deres røde farve for det meste fik ham til at virke mere livlig, kunne man ikke finde et mere dødt blik.
Han lod hende rive sig fri, men hans hånd hang stadigvæk oppe i luften, som prøvede han stadigvæk at gribe fat i hendes arm. Længsel for sex.. Jep, hun havde højst sandsynligt ret. Han elskede sex. Livet kom tilbage til hans øjne, og han fik et frækt smil. Så hun mente ikke, at det var kærlighed? Hvor var det et et irriterende ord. Han forstod ikke meningen med det. Kærlighed for ham var at mærke en kvindes varme krop op af sin, og høre hendes hjerte banke.
"Hvis du er så klog på kærlighed..", startede han roligt, da hun var i fuld gang afsted. Hans stemme var lige akkurat høj nok til, at hun ville kunne høre ham. Efter første led af sætningen, kom smilet ind i hans stemme. "Så kan du fortælle mig, hvad kærlighed er."

Kajika stoppede brat opmens hun kunne mærke hendes hjerte banke roligt og fredfyldt bagved hendes bryst, mens hun stod der til ryggen af et farligt væsen, hun havde vist ikke helt fået fat i hvad han var for et væsen men han var ikke menneskelig?, hun huskede ikke så godt mere hvad han var fra kamp dagen. Hun havde virkelig opført sig som en idiot den dag, hun havde ikke taget en andens krop men mere fået en krop speciel til hende der passet til hendes yngere udseende den gang......
Hun vendte sig stille om og så på Rafael i det hun smilede kært til ham og sagde med denne her rolige og venlige stemme"det er ikke noget man kan fortælle......" hun så på ham alvorligt men med dette her uskyldige søde træk over de isblå dådyr øjne og de høje kindben samt den kulørt gylden brune hud og det nuttet outfit"det er noget man selv skal opleve" hun lagde hovedet let på skrå og gav et sødt smil og grin fra sig i det hun stille vendte sig om og skulle til at forlade Rafael, som virkede yderst... belastet af hendes selvskab.

Han rykkede sig lidt tilbage ved hendes pludselige humør skift. Og han syntes, at han havde voldsomme humørskiftninger? Han lavede lidt store, en smule forvirrede øjne og rynkede panden. Den stemmeføring var ikke betryggende.
Ikke noget man kunne fortælle? Selv skulle opleve? ..Vås. Alt kunne beskrives. Men måske var det det, kærlighed var. Det ubeskrivelige. Så mange forsøgte, ja, han havde læst mange digte om kærlighed, men ingen af dem, havde givet ham den fulde forståelse. Hans tanker fløj tilbage til et menneske, han havde kendt for længe siden. De havde haft en romace kørende. Hun havde fortalt ham, at hun elskede ham. Dengang havde han spurgt om det samme, som han lige havde spurgt englebassen om. Hun havde svaret, at kærlighed var ubeskriveligt. Men hun kunne beskrive følelsen af at være forelsket.
Han bøjede hovedet og så ned i gulvet. Hans hånd kørte op foran hans ansigt, og han havde stramt sammenknebne øjne. Idiotisk.. Han skulle ikke lytte til mennesker. De var snotdumme og løgnagtige. Ikke at de på de punkter var meget anderledes end alle andre racer. Kærlighed måtte være forskelligt fra race til race. Gud, hvor han hadede kærlighed.

Kajika smilede triumferende, hun følte hun havde magten nu i det hun så Rafael nærmest bukke sig sammen og stille lade sine hænder føre ham i mørket hvor han hørte hjemme, hun så ham ikke med foragt men kunne blot ikke lide at være nær andre der følte sig belastet af hendes selvskab så hun ville fri ham for bryden selv om hun os ville fri sig selv for denne mærkelig fyrs spydige bemærkninger og dette kolde hårde blik der ingen følelser viste og intet sikkert kunne mærke i det hun lod ham forfalde i spørgsmålet og gåden selv i det hun gik ud fra selveste dette hjørne og blandet sig med folkene og gik så tilbage til cafeen for at få sin blaizer tilbage for derefter at forsvinde ud af centret vis da ikke Rafael forhindrede hende i det eller måske stop udenfor og ventede på at pine hende mere.
Hun smilede over ansigtet i det hun trådte ud fra centret og lukkede let øjnene et øjeblik i, i det hun begyndte at gå stille frem af.. ? vis da ingen forhindrede hende..