Report, from the slums //Privat - Ma'lakel//

Sted: Oblivion
Tid: 01:00
Omgivelser: Oblivions bæster og udyr, og ellers Oblivions ækle, men sædvanlige omgivelser.


En hakkene hosten kom fra Vladimirs høje figur, imens han gik faste skridt imod Abadons porte, der stadigt var et godt stykke fra ham. Han blev fulgt af endnu en figur, der gik halvt bag ham, og halvt ved hans side. Denne var meget mere undersøgende, og forsigtig end Vladimir. Vladimir kneb sine øjne en smule sammen, og kiggede over sin skulder, imod karakteren bag ham. Han hvæsede afværgende og slog sin sin hånd tilbage imod figuren. Figuren, ved navn Ronnie, kiggedeførst nu imod den der ledte ham afsted. Men han ignorerede blot den haltende ordre, og kiggede frem for dem.
"Vladimir du er ikke healet fuldstændigt, og er stadigt svag.. Du skal ikke op og møde Ma'lakel sådan der... I hvert fald ikke alene.. Jeg går ikke min vej.. Du kan lige så godt dr.." Ronnie blev afbrudt, da Vladimir hvæsede hidsigt, og greb ud efter ham. Han fangede hans trøje, og trak ham tæt til sige, og stirede ind i hans øjne, med sine vidt udspredte øjne. Dybt i de hvide øjne, var en rød streg i det højre. Vladimir begyndte at knurre irriteret, og hans overlæbe hoppede hidsigt. Over hans ansigt vred sig et brutalt ar, der kun lige havde lukket sig, og af hans knurren, blev aret revet i, og var ved at blive åbnet. Det gjorde at Vladimir stoppede, og lukkede fortvivlet øjnene. Ronnie kiggede tilbage ned ad Vlad, og rystede kort på hovedet, inden han blev skubbet et par skridt tilbage, af Vladimir.
"Smut.. Ud og led.. Du er.. Til mere nytte.. Der.. End her.." Sagde Vladimir stille og vendte sig igen, for at fortsætte imod Abadon. Ronnie hvæsede irriteret, imens han tog et skridt imod Vladimir, stoppet, af en pegende finger fra Vladimir, og et hidsigt hvæs.
"Gå!" Råbte Vladimir, og Ronnie tog afvigende et skridt tilbage, imens hans overlæbe hoppede. Han knurrede så vredt, og svingede rundt, i det han forsvandt i et skarpt lys, og en lyd bølge, som fra en voldsomt dyb bass, skubbede lavede en bølge i Vladimirs hår, og i stedet for Ronnie, løb en komplet sort kat sin vej imod Di Morga.
Der gik et stykke tid, hvor Vladimir blot stod og pegede imod Ronnie, indtil han var helt væk. Der kom så et lavt suk fra Vladimir, og hans hoved sank. Det fik ham til at hvæse i smerte, da de mange ar på hans nakke blev strakt, og han lagde en hånd tilbage over dem, så arende på hans håndled kunne ses ud fra hans trench coats ærme.

Vladimir kiggede ud over Oblivion, efter de mange hyl, og den knurren der kom fra bæsterne der ude. De vidste godt at han var svag, og de var alle samlet tæt ved stien Vladimir gik på. Vladimirs overlæbe hoppede en anelse i vrede, og hans øjne blev knebet sammen. I det der kom et højt hyl der ude fra, blev det retuneret med et hidsigt og truende hvæs, der havde snoet sig op fra Vladimirs strube, og var langt mere dominerende end hans normale hvæs. Det måtte det være, da hans truende hvæs stort set var det eneste han kunne stille med på nuværende tidspunkt. Han kunne forvandle sig til en flagermus og flygte fra ulvende skulle de angribe, men så var der de forbandede fugle i himlen der ville pille stykker af ham. Nej han måtte udvise styrke, så de vidste han ikke ville gå ned, før mange af deres var. Dette stilnede ulve flokken, men samlede også en masse af de muterede fugle over ham, og han begyndte at sætte farten op. Der kom endnu en hakkende hosten, og hans overlæbe måtte hoppe igen.

Vladimir stoppede ved kanten af den skumle tykke flod, og kiggede op imod porten, og de uddøde der vågtede den. Han knurrede lavt, inden han slog en hånd ud imod dem.
"I ved.. Hvem jeg er.. Lad mig.. Komme ind.." Hvæsede han irriteret, og prøvede så vidt som muligt at rejse sin kropsholdning ordentligt, og ikke at sveje. han stirede nu tomt og vredt imod de uddøde, og afventede at broen faldt. De måtte virkeligt finde en hurtigere måde, hvor på Vladimir kunne komme ind.. Han gad ikke vente på de sløve uddøde hver gang...

De udøde reagerede ikke på den tiltale de fik i form af ord men tvært imod i form af handling: der kunne opsnappes aggressivitet i tonelejet, auraen, og så vidt muligt undertrykt fjendtlighed. Så det første der skete var at disse kutte beklædte skygge lignende mennesker, lod hver deres højre hånd blive set af den 'fremmede', de rakte ind under deres kutter og trak et sølv glinsende sværd ud fra ingenting, som blev sværdet skabt af skygge og mørk energi, og intet andet.
De vendte begge fronten imod den sårede nosferatu, og skulle til at træde imod ham, med henblik på at ende hans lidelse, da de stoppede op midt i deres handling. Standsede brat og der gik op til et minut før den store vindebro over den tykke voldgrav faldt og inviterede bæstet uden for ind i den lille foregår med det nøgne træ.

Skulle Vladimir gå derind, ville han blive hils på af hvad der kunne ligne en femten årig dreng, med et nik. Dog var denne dreng uden tvivl mere end bare hvad man kunne antage kropsligt. Han havde et spids elver lignende ansigt, lange øre, og var ligeså skaldet med en rød/orange flamme der steg fra hans kranium og agerede hår. Et par lyseblå øjne lagde sig over Vladimir, studerede ham kort med blikket, før at den sort beklædte dreng drejede om på hælen, så sig over skulderen på bæstet som for at sige: kom med, og gik ind i af den dør som Vladimir var blevet ført ind af før.
Som de kom ind, ville dæmonen, ved navn Lache, lede den sårede Vladimir op af hvirvel trappen som denne før havde fulgt i modsatte retning, hele vejen op til tredje sal, for at gå igennem en gang med døre på hver side, indtil de kom til en stor dør.
Den store to delte dør, havde samme mærke som den store port i forgården: et sort egyptisk øje.
Lache drejede rundt igen, så på Vladimir med et.. ophøjet blik, og gav et uskyldigt drenge smil fra sig:
,, Jeg går ud fra det er ham De vil tale med, og ikke mig.", spørgsmålet var retorisk og Lache ventede derfor ikke på svar, men bankede blot på døren tre gange, og denne blev åbnet ind fra af to velkendte imps.
Et stort rum i form af et kontor kunne ses. Længere fremme var et stort bord i mørkt mahogni træ, en sort beklædte læder stol bag ved den, og sammen udgjorde dette en kontor anordning der stod foran et kæmpemæssigt vindue med tunge mørk violete gardiner. Rummet havde i den ene side en pajs, og i den anden en lang række reoler med forskellige bøger.
Med ryggen til stod en velkendt skikkelse, som Vladimir uden tvivl ville genkende hurtigt. Den muskuløse kropsbygning, højden, auraen, lugten: Ma'lakel. Iklædt noget mere afslappet, en grå T-shirt, et par sorte bukser af standhaftigt materiale, som ebbede ud i et par sorte militær støvler. Håret redt tilbage som altid med undtagelse af et par rebelske totter der hang ned foran ansigtet. Om halsen, glinsede en sølv kæde, idet Ma'lakel stod og betragtede vedhænget ved sit hals smykke i lyset fra månen. Fra dette smykke ville en, for Vladimir, sød, overdådig, og næsten surrealistisk duft fylde rummet.
De grønne øjne lå over den, et animalistisk glimt kunne skimtes i det gylden grønne blik, imens han betragtede det æggeformede vedhæng som var det noget han kunne æde og fortære. Dog kunne dette ikke ses da Ma'lakel stod med ryggen til Vladimir. Han lod en finger glide over vedhængets overflade.
..Lucifer...

En knirken kunne høres fra dørene der ville blive lukket i af de hårdt arbejdende imps, efter Vladimir ville være trådt ind i kontoret. Dette vækkede kort Ma'lakel fra sin indre dvale, og han lod øjne ligges ud til siden, imens af Vladimirs velkendte kloak duft slog den sødelige duft fra vedhænget ihjel.
Han lod den falde ned over brystet igen.
,, Mit elskede bæst... det var en overraskelse..", han vendte sig imod Vladimir.
Hans øjne lyste op i en overnaturlig glød af sadisme da han så dennes tilstand.
,, Jamen jamen...", klukkede han sagte.
,, Har min hankat været ude at slås?".

Vladimirs øjne blev knebet fast sammen, og foldet i en sammen knebet stiren, imod de agressive uddøde, og han skulle til at tage et skridt tilbage, imens hans klør langsomt voksede ud fra hans fingre, som han bølgede let. Skulle fandeme da være fantastisk, hvis hans egen herres håndlangere var dem, der skulle ænde hans 'lidelser' og ikke Oblivions vilddyr.
Han kiggede dog hurtigt op imod broen, da denne faldt foran ham, og han smilede bredt, uden at flytte sig det mindste. Broen landede kun få centimeter fra hans føders tær, og han trådte straks ud over broen. Nu vidste han at han var velkommen, og kløerne groede tilbage. Han stirede på den ene af de udøde med sine øjne knebet sammen, og fnøs en enkelt gang af denne da han passerede.

Vladimir stoppede kort op, da drengen gik ham i møde, og han rejste et øjnbryn. Han blev ligefrem taget imod denne aften. Vladimir skulle til at tale, men så hurtigt at drengen ikke var interesseret i dette, og faktisk bare ville lede ham vidre. Fantastisk. Så behøves Vladimir ikke sige, at han ikke var interesseret i at snakke. I hvert fald ikke med andre end Ma'lakel.

Vladimir fulgte drengen ind på Abadon, og op af de velkendte trapper, imens han stille knurrede. Her havde han båret det kryb op af trapperne. Det forbandede bæst, der nu var skyld i at hans savnede datter var væk.
Vladimir rystede langsomt på hovedet, og betragtede kort den mærkelige knægt foran sig. Specielt hans forundrende hår faldt ham ved øje, og hans hoved blev langsomt.
Vladimir kiggede ned på knægten, som var en del lavere end ham, og fnøs lavt, da dens retoriske spørgsmål blev fyret af, og kiggede kort over skulderen efter ham da han gik. Vladimir rystede endnu engang på hovedet, men hvæsede lavt da det rev i en af hans ar, og han lagde sin hånd på sin nakke igen, imens han brummede vredt, og langsomt gik ind af døren da denne blev åbnet. Han kiggede kort ned på den ene Imp, og en lav knurren kom fra ham. Hans afsky af de små bæster var stadigt tydeligt, men han ignorerede dem hurtigt, da hans opmærksomhed gled op på Ma'lakel. han rystede en enkelt gang på skuldrene, og strakte sin nakke.
Han kneb sine øjne en smule sammen, da Ma'lakel vendte sig, og først nu slog det ham, hvor uffateligt udmygende dette var. Han var blevet besejret, og stod nu som en haltende kat, for sin herres føder. Han følte kort afsky over sig selv, og rystede sit hoved en enkelt gang, og kiggede væk.
Men Vladimir kiggede hurtigt tilbage, da Ma'lakel snakkede, som en lydig hund.
Et lavt fnys kom fra Vladimir, i det hans læber blev strakt i et halv kvalt smil, og han holdt sine arme let ud. Dette gjorde at hans åbne trench coat blev delt åbent nok, så de meget mere alvorlige ar på hans side kom til syne.
"Man.. Gør.. Vel sit bedste..." Sagde han, med sin sædvanlige hæse og fremkæmpede stemme. Dog var den mere hakkende end normalt. Han bukkede så hovedet en anelse, uden at fjerne sine øjne fra Ma'lakel. "Herre.." Afsluttede han sin sætning ordentligt. han strakte så sin ryg og nakke igen, og lod sine arme falde ned langs sine sider, og hans smil forsvandt langsomt, da han måtte indse, at hans raporter måske ikke var de bedste.
Vladimir kiggede over sin skulder imod de små Imps, og fnøs inden hans øjne gled tilbage imod Ma'lakel.
"Vi.. Bliver nød.. Til at finde.. En bedre.. Måde.. Jeg kan melde.. Min ankomst på... Tror.. Ikke altid.. Jeg vil have.. Tålmodighed.. Til at vente. På de vagter...Hmf.. Tror.. heller ikke.. De har.. 'Tålmodighed'... Til mig." Fnøs han en enkelt gang, og rystede på hovedet, imens hans blik flakkede, og han kiggede væk. Han ville skubbe sine raporter, så længe han kunne... Han havde ikke det mindste lyst til at sige det..
At han fejlede.. Flere gange...

De grønne øjne blev klemt en smule sammen som Vladimir nævnte at de måtte finde en mere.. praktisk måde at kontakte hinanden på. Hvordan? Skulle de udveksle telefon numre som var de højt rangerede business mænd, hvor upersonligt. Men så igen, Ma'lakel havde heller ikke behov for at have nogen synderligt tæt på sig, i hvert fald ikke den tilsyneladende halv døde hankat ved hans dør trin.
En hånd blev lagt på kontor stolens læder kant, den gled over ryglænet, ned langs siden, før den hvilende lagde sig på armlænet, og Ma'lakel satte sig i sin stol, uden at foretrække en mine.
Der var noget mærkværdig roligt ved Ma'lakels aura. Hans krop plejede tit at være anspændt, hans aura dominerende, og fjendtlig skulle man vise det mindste tegn på at være over ham, men han virkede meget simpelt en smule fjern, og yderst fattet. Som et barn der havde fundet sin ynglings bamse og nu kunne falde til ro og ligge sig til at sove.
Han lod sine øjne glide ned på nogle papirer på bordet, skrevet på Abyssel, fine dæmoners sprog. Ren blods sproget blev det også kaldt.
Derefter lagde de gylden grønne reptil øjne sig over på hans kæledyr igen.
,, De har al den tålmodighed der skal til. Men du er vel ikke bare kommet for at informere mig om min stabs manglende imødekommenhed, er du? Og hvorfor i så nedslået en mondering, jeg går ud fra at du har noget du gerne vil fortælle?", et lille lys glimt from fra de farverige øjne.
,, Tilstå, måske?".

Vladimirs øjne stirede undersøgende på Ma'lakel, imens hans øjnbryn krogede. Hvem var det der nu sad foran ham? Denne aura... Ro? Hvornår var Vladimirs herre blevet dette? Vladimir fik klemt sine øjne en anelse sammen, og han følte sig ligefrem skuffet, over ikke at have det samme tryk på skuldrene, som han plegede at have i Ma'lakels nærvær. Det press hans dominans førhen havde givet. Det der holdt ham nede.. Nu skulle han også bekæmpe sit eget behov for dominans... I stedet for at Ma'lakel gjorde det. For han vidste udemærket godt, at Ma'lakel stadigt kunne nedkæmpe ham, skulle han ønske dette.
Vladimir lukkede øjnene, og sank langsomt hovedet til Ma'lakels sidste ord. Som var han en skole knægt der skammede sig over at få skæld ud af læren. Han trak en brise af luft ned i de døde lunger, for så at skube det ud igen, i et hakkene suk, imens han rejste sit hoved igen, og stirede tilbage imod Ma'lakel.
"Kan.. Man godt sige... Det kryb.. Du smed i mine arme.. Sidst jeg var her? Min... Gave.. Hraargh.." Han hvæsede vredt ved blot at tænke på Alvars 'smukke' ansigt. Han dulmede sin vrede, ved at se hvad der ville være tilbage, skulle han nogen sinde få fingrende i ham igen, en tid hvor Lucas også var væk...
"Han forlod mine klør.. Samtidigt med.. Den rev en del af mig... Med sig.." Tilstod han endligt. Hans overlæbe hoppede, og et sørgmodigt blik blev kæmpet tilbage, og han kiggede igen ned foran sig, imens hans næve blev knyttet. Hans klør groede en smule frem, og stak huller i hans hud, hvilket fyldte hans hånd med blod. I det han åbnede sin hånd igen, dryppede en dråbe af blod på gulvet ved hans side, og han kiggede tilbage op på Ma'lakel, med et tomt og følelsesløst blik.
"Men det... Problem.. Skal jeg nok selv.. Tage mig af.. Og få løst.." Sagde han med en hakkende stemme. Modsat normalt, var det hans stemme der nu kun udviste en brændene vrede, hvor hans ansigt stod tomt og følelsesforladt.
"Jeg ved.. Ikke hvad der frembragte.. Uslingens.. Pludselige mod.. Men.. Fugle pifter.. Og hvis ikke.. Du allerede vidste det.. Har jeg mine grunde.. Til at tro.. Knægtens herre.. Er vendt tilbage..." Brummede han en afslutning på den rapport, stadigt med sit tomme blik. Ligegyldige. Forladt af gejst.. ingen gnist af glubsk vrede, eller dyrisk instinct. Bare en tom skald, der perfekt holdte indmadets raserier tilbage.

Ma'lakel sad ganske roligt og betragtede Vladimir. Skønt hans foruroligende sindsro, kunne man stadig fornemme det psykotiske kaos der lurede i baggrunden og fortalte at denne balance kun var midlertidig, og ikke ville være permanent. En dæmon som Ma'lakel var skabt af kaos, levede af kaos, og skabte kaos hver end de så befandt sig.
Han satte en albue imod stolens armlæn, og førte hånden op for at lade sin pege finger støtte sig imod mundens læber, så de andre fingre dækkede fra hans mund og ned.
Skyggerne fra kaminens varme ild dansede over den mørke halv-dæmons væsen, tillod ham at optage et alt for levende blik, da det orange skær fik det gylden-grønne blik til at funkle som ædelstene der havde deres egets liv. Den mørke hud blev oplyst og krydret i sin udstråling, og så var der den surrealistiske sorte tatovering på Ma'lakels venstre side af kroppen, som til trods for at blive oplyst af den varme ild, ikke ændrede sit udseende overhovedet. Den forblev mørk, optog ikke et lysere ydre på grund af flammernes dansende kærtegn.
Da en blod dråbe faldt fra Vladimirs hånd og ned på gulvet, fulgte Ma'lakel den med øjnene. Impen Vetis hoppede hen til blodpletten og lod sin lange ru tunge glide hen over pletten for at optage livsvæsken, imens den gav en hysterisk heliums latter og hoppede væk igen.

Ved de sidste ord, så Ma'lakel op på Vladimir igen: hans øjnes gyldne farve syntes at blive tæmmet af flammernes skær, og den grønne farve kom mere frem. Det mere menneskelige i hans blik gjorde sig til kende, og for en gangs skyld kunne man gætte sig til at Ma'lakel tænkte over noget, men stadig ikke hvad han tænkte på.
,, Hans herre? Du mener den lille blonde kujon vampyr? ..", spurgte han retorisk.
Han klemte øjnene vantro sammen.
,, Det er vel ikke den der har givet dig dine ar, bæst?".

Vladimirs øjne, stirede imod Ma'lakels, og de blev knebet let sammen, af det levende i dem, da kaminens flamer dansede omkring dem. Han fjernede øjnene fra Ma'lakels, og lod dem synke en anelse, som en lydig jagthun, der blev nedstiret af sin herre. Dette gjorde også at han fik øje på impen, da den kom hen til hans blod. Han udvidede sine øjne, og hvæsede af impen. Det var dog et lavt hvæs, for ikke at det skulle forstyre Ma'lakel. Vladimir sparkede så ud imod Impen, med et svagt spark, kun for at skube den væk fra ham. Han trak også sin blødene hånd til sig, og knyttede sin hånd foran sin brystkasse. Han blik gled så tilbage op på Ma'lakel, da han talte. Vladimir fnøs en enkelt gang af Ma'lakels fornærmelse, med et mindre smil. Han kiggede så ned igen, og ud til sin ene side, af påmindelse af arene. Han rystede kort på hovedet, inden han kiggede tilbage, og op på Malla.
"Nej.. Ma'lakel.. Hvis... Når.. Jeg skal kæmpe imod.. Lucas.. Bliver det ikke.. Sår som denne.. Han vile efterlade sig... Er.. Ikke.. Sådan en.. Skrivebords gnaskers.. Stil.." Hvæsede han stille. Han fnøs endnu en gang, og strakte sin ene skulder, med en grimase skrevet over ansigtet, der hintede smerte.
"Nej.. Disse ar.. Fik jeg.. Fordi.. Jeg sagde nej til et tilbud.." Sagde han, og kiggede tilbage på Ma'lakel. Han fnøs lavt, med et halvt smil, og rystede på hovedet. Han ville aldrig have taget et andet valg end hvad han gjorde, men han brød sig ikke om at få sår, for andres skyld.. Specielt ikke nogen han ikke ville have overlevet. Hvis det ikke var for hans børn.
"Et tilbud.. Om.. At desertere.. Og.. Arbejde.. For en Djævel.." Sagde han, og tog et skridt til den ene side, så han stod med siden til Vladimir, og nu kiggede ind i hvad end der var foran ham. Hans blik var igen tomt, og smilet var væk. Hans tomme døde blik, stirede blot frem for sig, og på intet..
"Han.. Havde hjælpere.. Og... Jeg kunne ikke.. Fange ham.. Jeg fejlede.. Og han slap væk.. Og hans usle.. Håndlangere.. Gjorde dette.." Sagde han, og strak sin ene skulder igen. Han nævnte med vilje ikke antalet af håndlangere.. Var lige meget.. Han fangede ikke herren.. Det var det der var vigtigt, alle andre detaljer var underordnet.. Han havde fejlet i at fange herren, og mere behøves ikke at blive sagt..

Ma'lakel lyttede yderste interesseret med, selvom han rynkede brynende da Vladimir talte hans navn? Var de dus, eller havde hans bæst misforstået noget, troet de var lige mænd og derved kunne han tiltale Ma'lakel ved navn? Hvor blasfemisk og bespottende. Blev han virkelig nød til at belemre sig selv med at afstraffe hans skabning? Eller skulle han få Laché til det, selvom drengen havde nok at se til med sine lege sager.
Hans tanker blev dog skudt langt væk fra afstraffelses tanker da Vladimir nævnte grunden til at han havde fået sine ar. Denne havde fået dem.. på grund af urokkelig loyalitet. Hvor smukt, hvor beærende, hvor åbenlyst...
Halv-dæmonen lod sine grønne øjne ligge sig over ilden og betragede den med et betænksomt udtryk. Han debaterede om hvorvidt Vladimir havde handlet ud fra ren loyalitet eller frygt for straffe efterfølgende skulle han vise sig at være en forædder, og Ma'lakel ville springe dennes kloaksystemer i luften ved blot en enkel lille ordre.
De grønne øjne lagde sig over nosferatuens skamferede krop.. nej, hvis Vladimir var bange for afstraffelse havde han ingenlunde sagt nej til et, uden tvivl, fristende tilbud.
,, Der tager du fejl..", lød det fra ham.
,, Hvis du fejlede, bæst, ville du være rendt over til denne anden herre i frygt for gemene skrammer. Det er at fejle. Dette, er ikke at fejle, tvært imod, nu ved vi i det mindste at vi har konkurrenter, og at vi er frygtede. For hvilke herrer ville bruge flere ugers planlægning på at deserterer hvis de blot kunne storme mig og tage min autoritet? Som en ros, kan du tage op på femte sal, banke på døren til venstre, og fortælle min elskerende at hun skal heale hvad end du har fået af tæv. Med så mange fjender kan vi ikke have du går rundt i den tilstand, kan vi vel?", et lille slesk smil gled hen over hans læber.

Vladimir lukkede øjnene kort, for at føre smerten ovre i baglocalerne af hans tanker, og ignorere dem. Men da Ma'lakel talte, åbnede han langsomt øjnene, og drejede så sit ansigt imod Ma'lakel. De åbne øjne blev langsomt knebet sammen, og hans hoved tiltet en smule. For ham, havde der ikke været noget andet svar.. For det første, vidste han at Ma'lakel var stærkere end den fine herre. For det andet kendte Vladimir godt til bedrag. Og hvilket had han har overfor dem der udførte det ved ham. Nej. Den form for had, ville han ikke have over sig.
Men til Ma'lakels 'ros' måtte han bryde ud i en kort forundring. Troede hans herre virkeligt at han var så udulig at han ikke selv kunne tage sig af sine sår? At han ikke kunne slikke sine sår, og være klar til endnu en kamp, den næste dag. Et lille smil bredte sig over hans læber, og han fnøs en enkelt gang.
"Ikke.. For.. At virke utaknemlig.. M... Herre.. Men.. Jeg tror.. Godt s.." Han stoppede sig selv, og hans blik blev rattet imod gulet foran sig. Olga.. Var hende, der kunne sørge for at han var klar om få dage.. Helt klar.. Men. Hvor var hun?
Vladimirs overlæber strakte sig i en curve, der kunne ligne at han vill knurre, men intet kom ud. Han lukkede øjnene, og rystede kort på hovedet, imens han foragtede hvad han måtte gøre. Han åbnede så øjnene, og kiggede op imod Ma'lakel.
"Som.. De ønsker det.. Herre... Jeg.. Er naturligtvis.. Taknemlig.." Sagde han, og bukked halvt, med sin, stadigt blodindsmurte, hånd, imod sin brystkasse. Han drejede så igen, halvt imod døren denne gang, dog ventede han på en reaktion fra Ma'lakel. Om han var færdig med ham, eller han ville uddele en ordre nu, eller lade dette vente, til han havde været ved hans elsker. Sin herres.. Elsker... Fantastisk.. Mere udmygende, blev det ikke.. Ikke for Vladimir. Hans herres elsker, var også mange lag over Vladimir, og han vidste, at han nu måtte te sig.. Anset.. Foran første damen.. Og var ikke det Vladimir gjorde bedst.. En ros.. I form af ris. Et smil bredte sig i Vladimirs hoved. Den bedste form for ros.. Bare ikke når den blev udført imod ham selv...